Natten er ved at være omme da Peter for tredje gang nægter at kendes ved Jesus. Medlemmerne af Sanhedrinet har afsluttet deres parodi på en retssag og er gået hver til sit. Ved daggry fredag mødes de igen, sandsynligvis for at få nattens ulovlige retssag til at fremstå mere legal. Jesus bliver nu ført frem for dem.

Igen forlanger de et svar: “Hvis du er Kristus, så fortæl os det.” Jesus svarer: “Selv hvis jeg fortalte jer det, ville I ikke tro det. Og hvis jeg stillede jer spørgsmål, ville I ikke svare mig.” Men han fortæller dem modigt hvem han er, ved at vise at han er den der er omtalt i profetien i Daniel 7:13. Han siger: “Fra nu af skal Menneskesønnen sidde ved Guds magtfulde højre hånd.” – Lukas 22:67-69; Matthæus 26:63.

De bliver ved: “Du er altså Guds Søn?” Jesus svarer: “I siger selv at jeg er det.” Svaret ser ud til at retfærdiggøre at de vil slå Jesus ihjel på grund af blasfemi. “Har vi brug for flere vidner?” spørger de. (Lukas 22:70, 71; Markus 14:64) Så binder de Jesus og fører ham til den romerske statholder Pontius Pilatus.

Judas Iskariot ser måske at Jesus bliver ført til Pilatus. Da det går op for Judas at Jesus er blevet dømt, føler han en vis grad af samvittighedsnag og fortvivlelse. Men i stedet for at vende sig til Gud i oprigtig anger går han hen for at returnere de 30 sølvstykker. Judas siger til de øverste præster: “Jeg syndede da jeg forrådte en uskyldig mand.” “Hvad kommer det os ved?” svarer de kynisk. “Det er dit problem!” – Matthæus 27:4.

Judas kaster de 30 sølvstykker ind i templet og gør derefter ondt værre ved at prøve at begå selvmord. Han forsøger at hænge sig, men øjensynligt knækker den gren han har bundet rebet fast til. Hans krop falder ned på klipperne under ham og bliver flået op. – Apostlenes Gerninger 1:17, 18.

Det er stadig tidligt om morgenen da Jesus føres til Pontius Pilatus’ residens. Men jøderne der fører ham derhen, vil ikke selv gå ind. De mener at en sådan kontakt med ikkejøder vil gøre dem urene. Det ville betyde at de ikke kunne spise måltidet den 15. nisan, den første dag i de usyrnede brøds fest, der anses for at være en del af påsken.

Pilatus kommer ud og spørger dem: “Hvad anklager I dette menneske for?” De svarer: “Hvis denne mand ikke var en forbryder, ville vi ikke have overgivet ham til dig.” Pilatus føler måske at de prøver at presse ham, så han siger: “Tag I ham og døm ham efter jeres lov.” Jødernes svar afslører deres morderiske planer: “Vi har ikke ret til at dræbe nogen.” – Johannes 18:29-31.

Hvis de dræber Jesus under påskehøjtiden, vil det sikkert føre til optøjer. Men hvis de kan få romerne til at henrette Jesus som følge af en politisk anklage, hvilket romerne har bemyndigelse til at gøre, vil disse jøder kunne fralægge sig ethvert ansvar over for folket.

De religiøse ledere fortæller ikke Pilatus at de har dømt Jesus for blasfemi. Nu opdigter de andre anklager: “Denne mand [1] tilskynder vores nation til oprør, [2] forbyder at man betaler skat til kejseren, og [3] siger at han selv er Kristus, en konge.” – Lukas 23:2.

Som repræsentant for Rom er Pilatus med rette bekymret over anklagen om at Jesus hævder at være konge. Så Pilatus går igen ind i sit palads, kalder Jesus til sig og spørger: “Er du jødernes konge?” Med andre ord: ‘Har du brudt rigets lov ved at erklære at du er konge i opposition til kejseren?’ Måske for at finde ud af hvor meget Pilatus allerede ved om ham, spørger Jesus: “Spørger du fordi det er noget du selv har tænkt over, eller har andre fortalt dig om mig?” – Johannes 18:33, 34.

Pilatus giver udtryk for at han ikke kender så meget til Jesus. Han siger: “Er jeg måske jøde?” Men han vil gerne vide mere og tilføjer derfor: “Dit eget folk og de øverste præster har overgivet dig til mig. Hvad har du gjort?” – Johannes 18:35.

Jesus forsøger ikke at knibe uden om det centrale emne – om han er konge. Hans svar er sikkert en stor overraskelse for statholderen Pilatus.

Jesus forsøger ikke at skjule for Pilatus at han er en konge, men hans rige udgør ikke nogen trussel mod Rom. “Mit rige er ikke en del af denne verden,” siger Jesus. “Hvis mit rige var en del af denne verden, ville mine tjenere have kæmpet for at jeg ikke skulle overgives til jøderne. Men nu er mit rige ikke herfra.” (Johannes 18:36) Ja, Jesus er konge i et rige, men ikke et jordisk rige.

Pilatus lader det ikke blive ved det. Han spørger: “Du er altså en konge?” Jesus viser Pilatus at han er nået frem til den rigtige konklusion, ved at sige: “Du siger selv at jeg er en konge. Jeg er blevet født og er kommet til verden for at vidne om sandheden. Enhver der er på sandhedens side, lytter til det jeg siger.” – Johannes 18:37.

Tidligere har Jesus sagt til Thomas: “Jeg er vejen og sandheden og livet.” Nu får også Pilatus at vide at formålet med at Jesus er kommet til jorden, er at han skal vidne om “sandheden”, det vil sige sandheden om hans rige. Jesus er fast besluttet på at være trofast mod denne sandhed, selv hvis det koster ham livet. Pilatus spørger: “Hvad er sandhed?” Men han venter ikke på at få en yderligere forklaring. Han synes han har hørt nok til at afsige sin dom over Jesus. – Johannes 14:6; 18:38.

Pilatus går tilbage til folkeskaren, der venter uden for paladset. Jesus står åbenbart ved siden af ham da han siger til de øverste præster og dem der er sammen med dem: “Jeg kan ikke se at denne mand er skyldig i noget.” Den beslutning gør dem vrede, og de bliver ved med at påstå: “Han ophidser folket ved at undervise i hele Judæa, ja, helt fra Galilæa og hertil.” – Lukas 23:4, 5.

Jødernes blinde fanatisme må forbløffe Pilatus. Mens de øverste præster og de ældste bliver ved med at råbe, spørger han Jesus: “Hører du ikke alt det de anklager dig for?” (Matthæus 27:13) Jesus forholder sig tavs. Pilatus er overrasket over at han kan være så rolig trods de alvorlige beskyldninger.

Pilatus hæfter sig ved jødernes udtalelse om at Jesus har undervist “helt fra Galilæa”. Efter at have spurgt ind til det finder han ud af at Jesus faktisk er galilæer. Han øjner nu en mulighed for at slippe for at dømme Jesus. Herodes Antipas (søn af Herodes den Store) er hersker i Galilæa og befinder sig i Jerusalem under påsken. Så Pilatus sender Jesus til Herodes. Det var Herodes Antipas der fik Johannes Døber halshugget. Og da han senere hørte at Jesus udførte mirakler, var han bange for at Jesus måske var Johannes der var oprejst fra de døde. – Lukas 9:7-9.

Herodes glæder sig over at han nu får mulighed for at se Jesus. Det er ikke fordi han ønsker at hjælpe Jesus eller at gøre et oprigtigt forsøg på at finde ud af om anklagerne imod ham er reelle. Herodes er ganske enkelt nysgerrig og håber “at se ham udføre et mirakel”. (Lukas 23:8) Men Jesus tilfredsstiller ikke Herodes’ nysgerrighed. Faktisk siger han ikke et ord da han bliver udspurgt af ham. Herodes er skuffet, og både han og hans soldater ‘håner Jesus’. (Lukas 23:11) De giver ham en flot dragt på og gør nar af ham, og han bliver derefter sendt tilbage til Pilatus. Herodes og Pilatus har tidligere været fjender, men nu bliver de gode venner.

Da Jesus er kommet tilbage, kalder Pilatus de øverste præster, jødernes ledere og folket sammen og siger: “Jeg [har] forhørt ham foran jer, og jeg kan ikke se at denne mand er skyldig i noget af det I anklager ham for. Det kunne Herodes heller ikke, for han sendte ham tilbage til os. Han har ikke gjort noget der kræver dødsstraf. Jeg vil derfor piske ham og løslade ham.” – Lukas 23:14-16.

Pilatus vil meget gerne lade Jesus gå, for han er klar over at præsterne har udleveret ham fordi de er misundelige. Han får nu endnu en god grund til at løslade Jesus; mens han sidder på dommersædet, sender hans hustru ham følgende besked: “Hav ikke noget med denne retfærdige mand at gøre, for jeg har haft det forfærdeligt i dag på grund af en drøm [åbenbart fra Gud] jeg har haft om ham.” – Matthæus 27:19.

Hvordan kan Pilatus gøre det rigtige og få denne uskyldige mand løsladt?

Pilatus har sagt til folkemængden der vil have Jesus dræbt: “Jeg kan ikke se at denne mand er skyldig i noget af det I anklager ham for. Det kunne Herodes heller ikke.” (Lukas 23:14, 15) I et forsøg på at skåne Jesus forsøger Pilatus sig nu med en anden fremgangsmåde. Han siger: “Jeg [plejer] at løslade en fange hver påske. Vil I have at jeg løslader jødernes konge?” – Johannes 18:39.

Pilatus kender til en fange ved navn Barabbas, der er kendt som en røver, oprører og morder. Så han spørger: “Hvem vil I have at jeg løslader – Barabbas eller Jesus, den såkaldte Kristus?” Folket, som er blevet ophidset af de øverste præster, kræver at få Barabbas løsladt, ikke Jesus. Pilatus spørger en gang til: “Hvem af de to vil I have at jeg løslader?” “Barabbas,” råber folkemængden. – Matthæus 27:17, 21.

Forfærdet spørger Pilatus dem: “Hvad skal jeg så gøre med Jesus, den såkaldte Kristus?” De råber: “Pælfæst ham!” (Matthæus 27:22) Samvittighedsløst kræver de at en uskyldig mand skal dræbes. Pilatus spørger indtrængende: “Hvorfor? Hvad forkert har denne mand gjort? Jeg kan ikke se at han har gjort noget der kræver dødsstraf. Jeg vil derfor piske ham og løslade ham.” – Lukas 23:22.

Trods Pilatus’ gentagne forsøg råber den vrede folkeskare i kor: “Pælfæst ham!” (Matthæus 27:23) De religiøse ledere har skabt så voldsomt et raseri hos folk at de vil se blod! Og det er ikke blodet af en eller anden kriminel, en morder. Det er blodet af en uskyldig mand der fem dage tidligere blev modtaget i Jerusalem som konge. Hvis Jesus’ disciple er til stede, holder de sig tavst i baggrunden.

Pilatus kan se at hans bestræbelser ikke nytter noget som helst. Der er ved at opstå tumult, så han tager noget vand og vasker sine hænder for øjnene af folkemængden. Han siger til dem: “Jeg er uskyldig i denne mands blod. Det må blive jeres ansvar.” Selv det får ikke folk til at ændre holdning. De siger: “Lad hans blod komme over os og over vores børn.” – Matthæus 27:24, 25.

Statholderen vil hellere stille folkemængden tilfreds end at gøre det han ved er rigtigt. Han lader pøblen få sin vilje og løslader Barabbas. Jesus bliver nu klædt af og pisket.

Efter denne brutale behandling fører soldaterne Jesus ind i statholderens palads. Hele hærafdelingen samles, og de genoptager mishandlingen af ham. De fletter en krone af tornede grene og presser den ned over hans hoved. Soldaterne giver også Jesus en kæp i højre hånd, giver ham en kongelig kappe på og siger hånende: “Vær hilset, jødernes konge!” (Matthæus 27:28, 29) De spytter på ham og bliver ved med at slå ham i ansigtet. De tager kæppen fra ham og slår ham i hovedet med den så tornene på den ydmygende “krone” trænger dybere ned i hans hovedbund.

Jesus’ påfaldende værdighed og styrke under alt dette imponerer Pilatus så meget at han gør endnu et forsøg på at blive fri for ansvaret for Jesus’ henrettelse. Han siger: “Jeg fører ham ud til jer så I kan vide at jeg ikke mener at han er skyldig i noget.” Tror Pilatus mon at folkemængden vil ændre holdning hvis de ser Jesus helt forslået og blødende? Da Jesus står foran den nådesløse pøbel, erklærer Pilatus: “Se! Mennesket!” – Johannes 19:4, 5.

Selvom Jesus er medtaget og såret, viser han en stille værdighed og ro som Pilatus lægger mærke til og beundrer, for hans ord afspejler tilsyneladende både respekt og medlidenhed.

Selvom Jesus er blevet voldsomt mishandlet og latterliggjort, får Pilatus’ bestræbelser for at få ham løsladt ikke de øverste præster og deres medskyldige til at ændre mening. De vil ikke lade noget som helst komme i vejen for at Jesus bliver dræbt. “Pælfæst ham! Pælfæst ham!” bliver de ved med at råbe. Pilatus svarer: “Tag I ham og pælfæst ham, for jeg kan ikke se at han er skyldig i noget.” – Johannes 19:6.

Jødernes politiske anklager overbeviser ikke Pilatus om at Jesus fortjener at dø, så de forsøger sig nu med en religiøs anklage. De vender tilbage til anklagen om blasfemi, som blev rejst under Jesus’ retssag i Sanhedrinet. “Vi har en lov,” siger de, “og ifølge den lov skal han dø, for han har gjort sig selv til Guds søn.” (Johannes 19:7) Den anklage har Pilatus ikke hørt før.

Han går igen ind i sit palads og forsøger at finde en udvej så han kan løslade denne mand der har udholdt en så barsk behandling, og som hans egen hustru har haft en drøm om. (Matthæus 27:19) Hvad med den nye anklage jøderne kommer med – at fangen skulle være “Guds søn”? Pilatus ved at Jesus er fra Galilæa. (Lukas 23:5-7) Alligevel spørger han ham: “Hvor er du fra?” (Johannes 19:9) Spekulerer Pilatus mon på om Jesus har levet før, og om han er en gud?

Pilatus har hørt fra Jesus’ egen mund at han er en konge, men at hans rige ikke er en del af denne verden. Jesus ser ingen grund til at uddybe det han tidligere har sagt, så han forholder sig tavs. Det sårer Pilatus’ stolthed at han ikke får noget svar fra Jesus. “Nægter du at tale til mig?” siger han fortørnet. “Ved du ikke at jeg har myndighed til at løslade dig, og at jeg har myndighed til at henrette dig?” – Johannes 19:10.

Jesus siger ligeud: “Du ville slet ikke have nogen myndighed over mig hvis ikke du havde fået den ovenfra. Derfor har den der har overgivet mig til dig, større synd.” (Johannes 19:11) Jesus har sandsynligvis ikke kun én bestemt person i tanke. Nej, han mener snarere at både Kajfas og hans medskyldige og Judas Iskariot har mere skyld end Pilatus.

Det Jesus siger, og den måde han håndterer situationen på, gør stærkt indtryk på Pilatus, der bliver mere og mere bange for at Jesus er en eller anden gud. Han forsøger derfor igen at løslade ham. Men jøderne nævner nu noget andet som Pilatus må frygte. De siger truende: “Hvis du løslader denne mand, er du ikke kejserens ven. Enhver der gør sig selv til konge, sætter sig op imod kejseren.” – Johannes 19:12.

Statholderen tager nu Jesus med udenfor en gang til, sætter sig på dommersædet og siger så til folket: “Se! Jeres konge!” Men jøderne er ikke til at rokke. “Væk med ham! Væk med ham! Pælfæst ham!” råber de højt. Pilatus spørger indtrængende: “Skal jeg pælfæste jeres konge?” Jøderne har længe været meget utilfredse med romernes herredømme, men trods det påstår de øverste præster: “Vi har ingen anden konge end kejseren.” – Johannes 19:14, 15.

Fejt giver Pilatus efter for jødernes ubarmhjertige krav og overgiver Jesus til at blive henrettet. Soldaterne tager den kongelige klædning af Jesus og giver ham hans egne yderklæder på. Da han bliver ført afsted, må han selv bære sin torturpæl.

Det er nu sidst på formiddagen fredag den 14. nisan. Jesus har været vågen siden tidligt torsdag morgen, og han har gennemgået mange forfærdelige pinsler. Mens han kæmper med at bære den tunge pæl, slipper hans kræfter op. Soldaterne tvinger derfor en forbipasserende, Simon fra Kyrene i Afrika, til at bære pælen til henrettelsesstedet. Der er mange der følger efter, og nogle slår sig selv af sorg og kommer med klageråb over det der sker.

Jesus siger til de sørgende kvinder: “Jerusalems døtre, hold op med at græde over mig. Græd i stedet over jer selv og jeres børn, for der kommer dage hvor folk vil sige: ‘Lykkelige er de barnløse kvinder, som ikke har født og ikke har givet bryst!’ Så vil man sige til bjergene: ‘Fald over os!’ og til højene: ‘Dæk os!’ Hvis det er hvad der sker når træet er saftigt, hvad vil der så ske når det er vissent?” – Lukas 23:28-31.

Jesus taler om den jødiske nation. Den er ligesom et døende træ der stadig har lidt saft i sig, for Jesus er der stadig, og det er nogle jøder der tror på ham, også. Når Jesus dør og hans disciple har forladt jødedommen, vil nationen være åndeligt vissen, ligesom et dødt træ. Der vil lyde voldsom gråd når de romerske hære fuldbyrder Guds dom over denne nation!

Jesus bliver ført til et sted ikke langt fra byen hvor han og to røvere skal henrettes. Stedet kaldes Golgata, eller Hovedskalstedet, og kan ses selv “på afstand”. – Markus 15:40.

Tøjet bliver taget af de tre dømte mænd. Så bliver de tilbudt vin blandet med myrra og bitre urter. Det er åbenbart nogle kvinder fra Jerusalem der har fremstillet blandingen, og romerne forbyder ikke at man giver de dødsdømte denne smertestillende drik. Men da Jesus smager blandingen, vil han ikke drikke den. Hvorfor? Han vil ikke have sine sanser sløvet under denne afgørende prøve; han vil være fuldstændigt klar og bevare sin trofasthed helt frem til sin død.

Jesus placeres oven på pælen så han ligger udstrakt. (Markus 15:25) Soldaterne hamrer så nagler gennem hans hænder og fødder. Det må gøre helt ubeskriveligt ondt idet naglerne gennemtrænger muskler og sener. Da pælen rejses op, bliver smerten endnu mere ulidelig fordi vægten af Jesus’ krop trækker i hans åbne sår. Men Jesus siger ikke et ondt ord til soldaterne. Han beder: “Far, tilgiv dem, for de ved ikke hvad de gør.” – Lukas 23:34.

Romerne plejer at hænge et skilt op hvor der står hvilken forbrydelse den dømte har begået. Denne gang har Pilatus hængt et skilt op hvor der står: “Jesus fra Nazaret, jødernes konge.” Det er skrevet på hebraisk, latin og græsk, så de fleste kan læse det. Pilatus’ handling er et udtryk for hans foragt for de jøder der insisterede på at Jesus skulle dø. De øverste præster protesterer: “Skriv ikke: ‘Jødernes konge’, men at han sagde: ‘Jeg er jødernes konge.’” Men Pilatus vil ikke være en brik i deres spil endnu en gang, så han svarer: “Hvad jeg har skrevet, har jeg skrevet.” – Johannes 19:19-22.

De rasende præster gentager det falske vidneudsagn der blev fremsat tidligere under retssagen i Sanhedrinet. Det er ikke overraskende at folk der går forbi, ryster på hovedet og hånende siger: “Ha! Du som ville rive templet ned og genopbygge det på tre dage, frels dig selv og kom ned fra pælen.” Og de øverste præster og de skriftlærde siger til hinanden: “Andre har han frelst, men sig selv kan han ikke frelse! Lad nu Kristus, Israels konge, komme ned fra pælen så vi kan se og tro.” (Markus 15:29-32) Selv de dømte røvere til højre og venstre for Jesus håner ham selvom han i virkeligheden er den eneste der er uskyldig.

De fire romerske soldater gør også nar af Jesus. De har måske drukket sur vin og gør nu grin med Jesus ved at tilbyde ham noget selvom de ved at han selvfølgelig ikke kan række ud og tage imod det. Romerne henviser til skiltet over Jesus’ hoved og siger spydigt: “Hvis du er jødernes konge, så frels dig selv.” (Lukas 23:36, 37) Tænk engang! Den mand der har vist sig at være vejen, sandheden og livet, bliver nu helt uforskyldt udsat for mishandling og latterliggørelse. Men han udholder beslutsomt det hele uden at tage til genmæle mod de jøder der ser på, de romerske soldater der gør nar af ham, og de to dømte forbrydere der hænger på pælene ved siden af ham.

De fire soldater har taget Jesus’ yderklæder og delt dem i fire dele. De kaster lod om hver del. Men Jesus’ underklædning vil de ikke dele, for den er af meget høj kvalitet, “uden sammensyninger, vævet ud i et fra øverst til nederst”. Soldaterne siger til hinanden: “Lad os ikke rive den i stykker, men lad os kaste lod om den for at afgøre hvem der skal have den.” På den måde opfylder de skriftstedet hvor der står: “De delte mit tøj imellem sig, og de kastede lod om min klædning.” – Johannes 19:23, 24; Salme 22:18.

På et tidspunkt går det op for en af forbryderne at Jesus virkelig må være en konge. Han irettesætter den anden forbryder med ordene: “Frygter du slet ikke Gud, nu hvor du har fået den samme dom? Vores straf er helt på sin plads, vi får jo hvad vi fortjener for det vi har gjort, men denne mand har ikke gjort noget forkert.” Så bønfalder han Jesus: “Husk mig når du kommer i dit rige.” – Lukas 23:40-42.

Jesus svarer: “Det siger jeg dig i dag: Du skal være med mig i Paradiset” – altså ikke i Riget. (Lukas 23:43) Det er ikke det samme løfte som Jesus har givet apostlene, nemlig at de skal sidde på troner sammen med ham i Riget. (Matthæus 19:28; Lukas 22:29, 30) Men forbryderen, der er jøde, har måske hørt om det jordiske paradis som Jehova skabte til Adam og Eva og deres efterkommere. Nu kan han dø med et håb om at komme til at leve i Paradiset.

Det er nu “den sjette time”, det vil sige omkring klokken 12. Et usædvanligt mørke sænker sig over “hele landet” indtil “den niende time”, altså klokken tre om eftermiddagen. (Markus 15:33) Det er ikke en solformørkelse der er årsagen til dette uhyggelige mørke. Sådan et fænomen indtræffer kun ved nymåne, og ved påsketid er det fuldmåne. Det her mørke varer også meget længere end de få minutter en solformørkelse varer. Det er altså Gud der står bag mørket!

Forestil dig hvordan det må virke på dem der gør nar af Jesus. Mens det er mørkt, kommer fire kvinder hen til torturpælen – Jesus’ mor, Salome, Maria Magdalene og Maria, der er mor til apostlen Jakob den Lille.

Apostlen Johannes står sammen med Jesus’ sørgende mor ved pælen. Maria betragter sin søn der hænger dér på pælen og har store smerter – den søn hun har født og opfostret. Det er som om hun bliver gennemboret af “et langt sværd”. (Lukas 2:35; Johannes 19:25) Trods Jesus’ stærke smerter tænker han på hvordan det vil gå hende. Med stor anstrengelse nikker han hen mod Johannes og siger til sin mor: “Kvinde, se! Din søn!” Så nikker han hen mod Maria og siger til Johannes: “Se! Din mor!” – Johannes 19:26, 27.

Jesus betror apostlen som han elsker særligt højt, at tage sig af hans mor, der åbenbart er blevet enke. Han ved at hans halvbrødre, Marias andre sønner, endnu ikke har fået tro på ham. Så han sørger for at der er nogen til at tage sig af hans mors fysiske såvel som åndelige behov. Sikke et godt eksempel!

Omkring det tidspunkt da mørket forsvinder, siger Jesus: “Jeg er tørstig.” På den måde opfylder han en profeti. (Johannes 19:28; Salme 22:15) Jesus kan mærke at hans Far så at sige har fjernet sin beskyttelse fra ham så han kan blive prøvet fuldt ud. Kristus råber nu, sikkert på aramæisk med galilæisk dialekt: “Elí, Elí, lamá sabaktáni?”, der betyder: “Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” Nogle af dem der står i nærheden, misforstår ham og siger: “Hør! Han kalder på Elias.” En af dem løber hen og dypper en svamp i sur vin, sætter den for enden af en kæp og lader Jesus drikke af den. Men andre siger: “Lad ham være! Lad os se om Elias kommer for at tage ham ned.” – Markus 15:34-36.

Så råber Jesus: “Det er fuldført!” (Johannes 19:30) Ja, han har fuldført alt hvad hans Far har sendt ham til jorden for at gøre. Til sidst siger han: “Far, i dine hænder betror jeg min ånd.” (Lukas 23:46) Jesus overgiver her sin livskraft til Jehova, helt overbevist om at han vil give ham den igen. Med fuld tillid til Gud bøjer Kristus hovedet og dør.

I samme øjeblik kommer der et stort jordskælv der får klipperne til at revne. Det er så kraftigt at gravene der er uden for Jerusalem, åbnes og ligene bliver kastet ud af dem. Forbipasserende der ser ligene, går ind i “den hellige by” og fortæller hvad de har set. – Matthæus 27:51-53.

Da Jesus dør, bliver det lange, tunge forhæng der adskiller Det Hellige og Det Allerhelligste, flænget i to dele, fra øverst til nederst. Denne forbløffende hændelse er en manifestation af Guds vrede mod dem der dræbte hans Søn, og symboliserer at vejen til Det Allerhelligste, himlen, nu er åben. – Hebræerne 9:2, 3; 10:19, 20.

Forståeligt nok bliver folk meget bange. Officeren der forestod henrettelsen, erklærer: “Dette menneske var virkelig Guds Søn.” (Markus 15:39) Måske var han til stede under retssagen hos Pilatus da Jesus blev anklaget for at kalde sig Guds Søn. Nu er han overbevist om at Jesus ikke alene er retfærdig, men også virkelig er Guds Søn.

Folk er helt overvældede af disse usædvanlige hændelser, og mens de går hjem ‘slår de sig for brystet’ som et tegn på deres store sorg og skam. (Lukas 23:48) Blandt dem der ser til på afstand, er der mange kvindelige disciple som af og til har fulgtes med Jesus. De er også dybt berørt af alle disse betydningsfulde begivenheder.

Det er sent på eftermiddagen fredag den 14. nisan. Sabbatten den 15. nisan begynder ved solnedgang. Jesus er allerede død, men de to røvere ved siden af ham er stadig i live. Ifølge Loven må lig “ikke hænge natten over på pælen”, men skal begraves “samme dag”. – 5. Mosebog 21:22, 23.

Fredag bliver kaldt forberedelsesdag fordi man forbereder måltider og færdiggør andet arbejde der ikke kan vente til efter sabbatten. Ved solnedgang vil en dobbelt, eller “stor”, sabbat begynde. (Johannes 19:31) Den 15. nisan er den første dag af de usyrnede brøds fest, som varer syv dage, og denne dag er en sabbat uanset hvilken ugedag den falder på. (3. Mosebog 23:5, 6) Denne gang er den 15. nisan en lørdag, altså den ugentlige sabbat. Da disse to sabbatsdage falder på samme dag, er det en “stor” sabbat.

Af den grund beder jøderne Pilatus om at fremskynde Jesus’ og de to røveres død. Hvordan? Ved at brække benene på dem. Det vil gøre det umuligt for dem at bruge benene til at hæve kroppen så de kan trække vejret. Soldaterne går hen og brækker benene på de to røvere. Men Jesus er tydeligvis allerede død, så de gør det ikke ved ham. Det er en opfyldelse af Salme 34:20: “Han beskytter alle hans knogler; ikke en eneste af dem er blevet brækket.”

For at der ikke skal være nogen tvivl om at Jesus virkelig er død, stikker en soldat ham i siden med et spyd. Spyddet går gennem hjerteregionen, ‘og straks kommer der blod og vand ud’. (Johannes 19:34) Det er en opfyldelse af endnu en profeti: “De skal se hen til ham som de har gennemboret.” – Zakarias 12:10.

Josef fra Arimatæa, “en rig mand” der er et respekteret medlem af Sanhedrinet, er også til stede ved henrettelsen. (Matthæus 27:57) Han er beskrevet som “en god og retfærdig mand” der ‘venter på Guds rige’. Som ‘en discipel af Jesus men i det skjulte fordi han er bange for jøderne’, støttede han ikke den dom retten havde afsagt over Jesus. (Lukas 23:50; Markus 15:43; Johannes 19:38) Josef tager mod til sig og beder Pilatus om at få Jesus’ lig. Pilatus tilkalder den ansvarlige officer, der bekræfter at Jesus er død. Da Pilatus hører det, lader han Josef få liget.

Josef køber fint linned og tager Jesus’ lig ned fra pælen. Han svøber det ind i det rene linned og gør det klar til at blive begravet. Nikodemus, “der engang var kommet til [Jesus] om natten”, hjælper med at gøre liget klar. (Johannes 19:39) Han medbringer en kostbar blanding af myrra og aloe der vejer cirka hundrede romerske pund (33 kilo). Jesus’ lig bliver svøbt ind i linnedet sammen med de aromatiske urter, som det er skik ved en jødisk begravelse.

Josef ejer en ubrugt grav der er udhugget i en klippe i nærheden, og dér lægger de Jesus. Derefter rulles en stor sten for indgangen til graven. Alt bliver gjort meget hurtigt, inden sabbatten begynder. Maria Magdalene og Maria, mor til Jakob den Lille, har måske hjulpet til med at gøre liget klar til begravelse. De skynder sig nu hjem “for at tilberede aromatiske urter og parfumerede olier” så de kan indgnide liget med dem efter sabbatten. – Lukas 23:56.

Den næste dag, på sabbatten, tager de øverste præster og farisæerne hen til Pilatus og siger til ham: “Vi er kommet i tanke om hvad den bedrager sagde mens han levede: ‘Efter tre dage vil jeg blive oprejst.’ Befal derfor at graven skal sikres indtil den tredje dag så hans disciple ikke skal komme og stjæle ham og sige til folket: ‘Han er blevet oprejst fra de døde!’ For så ville det sidste bedrag blive værre end det første.” Pilatus svarer: “Jeg giver jer et hold vagter. Gå hen og lad graven sikre så godt I kan.” – Matthæus 27:63-65.

Meget tidligt søndag morgen går Maria Magdalene, Maria, mor til Jakob, og andre kvinder ud til graven for at behandle Jesus’ lig med aromatiske urter. De siger til hinanden: “Hvem skal rulle stenen væk fra indgangen til graven for os?” (Markus 16:3) Men der har været et jordskælv. Derudover har Guds engel rullet stenen væk, vagterne er forsvundet, og graven ser ud til at være tom!