Det må være et stort chok for kvinderne at finde en tilsyneladende tom grav! Maria Magdalene løber hen til “Simon Peter og til den anden discipel, ham som Jesus holdt af” – apostlen Johannes. (Johannes 20:2) Men kvinderne der bliver ved graven, ser en engel, og inde i graven er der en anden engel, der er klædt i “en lang hvid klædning”. – Markus 16:5.

En af englene siger til dem: “I skal ikke være bange, for jeg ved at I leder efter Jesus som blev pælfæstet. Han er ikke her, for han er blevet oprejst, præcis som han har sagt. Kom og se hvor han lå. Og skynd jer så hen og sig til hans disciple at han er blevet oprejst fra de døde, for han går i forvejen for jer til Galilæa.” (Matthæus 28:5-7) “Rystede men samtidig utroligt glade” løber kvinderne afsted for at fortælle det til disciplene. – Matthæus 28:8.

Nu har Maria fundet Peter og Johannes. Forpustet fortæller hun dem: “De har fjernet Herren fra graven, og vi ved ikke hvor de har lagt ham.” (Johannes 20:2) Peter og Johannes begynder at løbe. Johannes er hurtigst og når graven først. Han kigger ind i den og ser linnedstykkerne, men han bliver udenfor.

Da Peter når frem, går han straks ind i graven. Han ser ligklæderne og det klæde som Jesus havde haft over hovedet. Nu kommer Johannes også ind, og han tror på det Maria har sagt. På trods af det Jesus tidligere har fortalt, er der ingen af dem der forstår at han er blevet oprejst fra de døde. (Matthæus 16:21) De går forvirrede hjemad. Men Maria, der er kommet tilbage til graven, bliver der.

Imens er de andre kvinder på vej hen for at fortælle disciplene at Jesus er blevet oprejst. Mens de løber afsted, kommer Jesus dem i møde og hilser på dem. De bøjer sig for ham “i dyb respekt”. Så siger Jesus: “Vær ikke bange! Gå hen og fortæl det til mine brødre så de tager til Galilæa. Dér vil de se mig.” – Matthæus 28:9, 10.

Dengang jordskælvet indtraf og englene viste sig, rystede soldaterne ved graven af skræk og blev som døde. Da de havde genvundet fatningen, gik de ind i byen og “meddelte de øverste præster alt hvad der var sket”. Præsterne drøftede så sagen med jødernes ældste, og det blev besluttet at man skulle bestikke soldaterne til at skjule sandheden og sige: “Hans disciple kom om natten og stjal ham mens vi sov.” – Matthæus 28:4, 11, 13.

Romerske soldater risikerer at blive henrettet hvis de falder i søvn på deres post, så præsterne lover: “Hvis statholderen hører om det [deres løgn om at de sov], skal vi nok forklare sagen for ham. I skal ikke være nervøse.” (Matthæus 28:14) Soldaterne tager imod bestikkelsen og gør som præsterne siger. Løgnen om at Jesus’ lig blev stjålet, spredes derfor blandt jøderne.

Maria Magdalene sørger stadig ved graven. Da hun bøjer sig frem for at kigge ind, ser hun to engle i hvidt! De sidder der hvor Jesus har ligget, den ene ved hovedet og den anden ved fødderne. “Kvinde, hvorfor græder du?” spørger de. Maria svarer: “De har fjernet min Herre, og jeg ved ikke hvor de har lagt ham.” Da hun vender sig om, ser hun en anden. Han gentager englenes spørgsmål og tilføjer: “Hvem leder du efter?” Hun tror at det er havemanden, så hun siger: “Hvis du har flyttet ham, så fortæl mig hvor du har lagt ham, og så vil jeg hente ham.” – Johannes 20:13-15.

Det er faktisk den genopstandne Jesus som Maria taler med. Hun genkender ham ikke med det samme, men da han siger “Maria!”, genkender hun ham på den velkendte måde han taler til hende på. Maria udbryder glad: “Rabbúni!” (som betyder “lærer”). Hun er imidlertid bange for at han skal til at stige op til himlen, så hun griber fat i ham. Jesus siger derfor til hende: “Hold op med at klynge dig til mig, for jeg er endnu ikke steget op til Faren. Men gå til mine brødre og sig til dem: ‘Jeg stiger op til min Far og jeres Far og til min Gud og jeres Gud.’” – Johannes 20:16, 17.

Maria løber hen til det sted hvor apostlene og andre disciple er samlet. Hun siger til dem: “Jeg har set Herren!” (Johannes 20:18) Nu har de hørt både Marias og de andre kvinders beretninger, men de synes at det lyder “som noget vrøvl”. – Lukas 24:11.

Om søndagen den 16. nisan er disciplene noget nedtrykte. De forstår ikke hvorfor graven er tom. (Matthæus 28:9, 10; Lukas 24:11) Senere på dagen forlader Kleofas og en anden discipel Jerusalem for at tage til Emmaus, der ligger cirka 11 kilometer væk.

På vejen snakker de om det der er sket. Nu slutter en fremmed sig til dem. Han spørger: “Hvad er det I går og drøfter med hinanden?” Kleofas svarer: “Hvordan kan det være at du ikke ved hvad der er sket i Jerusalem i de seneste dage? Bor du for dig selv i byen, eller er du udlænding?” Den fremmede spørger: “Hvad er der sket?” – Lukas 24:17-19.

“Det med Jesus fra Nazaret,” svarer de. “Vi havde håbet at han var den der skulle befri Israel.” – Lukas 24:19-21.

Kleofas og den anden discipel fortæller så hvad der er sket samme dag. De beretter at nogle kvinder opdagede at graven hvor Jesus var blevet lagt, var tom, og at kvinderne var øjenvidner til noget overnaturligt – engle der viste sig og sagde at Jesus var i live. De fortæller at andre også gik ud til graven og “så at det som kvinderne havde sagt, var rigtigt”. – Lukas 24:24.

De to disciple er tydeligvis forvirrede over hvad det alt sammen betyder. Den fremmede korrigerer nu deres forkerte tankegang, som forhindrer dem i at tro på at Jesus er blevet oprejst. Han siger myndigt: “Åh, I uforstandige, hvor er I langsomme til at tro på alt det profeterne har sagt! Skulle Kristus ikke lide på den måde og gå ind til sin herlighed?” (Lukas 24:25, 26) Han begynder nu at forklare dem mange passager i Skrifterne der handler om Kristus.

Nu er de tre næsten nået til Emmaus. De to disciple vil gerne høre mere, så de presser den fremmede til at blive: “Bliv hos os, for det er næsten aften, og dagen er snart gået.” Det går han med til, og de spiser et måltid sammen. Da han beder en bøn, brækker brødet i stykker og rækker det til dem, genkender de ham, men så bliver han usynlig for dem. (Lukas 24:29-31) Nu ved de med sikkerhed at Jesus lever!

De to disciple er meget begejstrede over det de har oplevet, og de siger til hinanden: “Brændte vores hjerter ikke i os mens han talte til os på vejen og tydeligt forklarede Skrifterne for os?” (Lukas 24:32) De skynder sig tilbage til Jerusalem, hvor de finder apostlene og andre der er sammen med dem. Inden Kleofas og den anden discipel overhovedet kan nå at fortælle hvad der er sket, er der andre der siger: “Herren er virkelig blevet oprejst, og han har vist sig for Simon!” (Lukas 24:34) Så fortæller de to hvordan Jesus viste sig for dem. Ja, de er også øjenvidner.

Nu bliver de alle chokeret – Jesus viser sig i rummet! Det virker helt ufatteligt, for de har låst dørene af frygt for jøderne. Ikke desto mindre står Jesus lige midt iblandt dem. Han siger roligt: “Fred være med jer.” Men de er bange. De ‘tror at de ser en ånd’, ligesom de har troet en gang før. – Lukas 24:36, 37; Matthæus 14:25-27.

For at bevise at det ikke blot er et syn eller noget de bilder sig ind, men at han virkelig er fysisk til stede, viser han dem sine hænder og fødder og siger: “Hvorfor er I foruroligede, og hvorfor tvivler I i jeres hjerte? Se mine hænder og fødder – det er mig. Rør ved mig og se, for en ånd har ikke kød og knogler, som I kan se at jeg har.” (Lukas 24:36-39) De er henrykte og forbløffede men har stadig meget svært ved at tro det.

I endnu et forsøg på at få dem til at forstå at det virkelig er ham, siger han: “Har I noget at spise her?” Han tager imod et stykke stegt fisk og spiser det. Så minder han dem om noget han sagde før sin død: “Husk at da jeg endnu var hos jer, fortalte jeg at alt det der står skrevet om mig i Moses’ Lov og i Profeterne og Salmerne, nødvendigvis må opfyldes.” – Lukas 24:41-44.

Jesus havde hjulpet Kleofas og hans ledsager til at forstå Skrifterne, og nu gør han det samme for alle dem der er til stede: “Der står skrevet at Kristus skulle lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og i hans navn skulle det forkyndes blandt alle nationerne at angrende syndere kan få tilgivelse – det skulle begynde i Jerusalem. I skal være vidner om de ting.” – Lukas 24:46-48.

Af en eller anden grund er apostlen Thomas ikke til stede. I de følgende dage fortæller andre ham begejstret: “Vi har set Herren!” Thomas svarer: “Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og min hånd i hans side, vil jeg simpelthen ikke tro på det.” – Johannes 20:25.

Otte dage senere mødes disciplene igen bag låste døre, men denne gang er Thomas der også. Jesus viser sig nu hos dem i en fysisk krop og siger: “Fred være med jer.” Henvendt til Thomas siger han: “Kom her med din finger, og se mine hænder, og kom med din hånd og stik den i min side, og hold op med at tvivle, men tro.” Thomas udbryder: “Min Herre og min Gud!” (Johannes 20:26-28) Ja, nu er han ikke længere i tvivl om at Jesus er i live som en mægtig åndeskabning der repræsenterer Jehova.

“Er det fordi du har set mig, du har fået tro?” spørger Jesus. “Lykkelige er de som ikke har set og alligevel tror.” – Johannes 20:29.