FORFØLGELSE

Efterstræbelse, det at udsætte andre for chikane eller overlast på grund af deres sociale status, racemæssige afstamning eller religiøse tro; i sidstnævnte tilfælde i den hensigt at udrydde denne tro og forhindre at den spredes til andre. Det hebraiske radhafʹ og det græske diōʹkō, der betyder „at forfølge“, kan også gengives med „sætte efter, jage efter, løbe efter“. — 2Mo 15:9; 5Mo 1:44; Ro 14:19; Lu 17:23.

Forfølgelse kan antage forskellige former. Den kan være begrænset til ukvemsord, latterliggørelse og fornærmelser (2Kr 36:16; Apg 19:9), men den kan også indbefatte økonomisk pression (Åb 13:16, 17), legemsbeskadigelse (Mt 27:29, 30; Apg 5:40), fængsling (Lu 21:12; Apg 16:22-24) og had og kan endog medføre døden. (Mt 24:9; Apg 12:2) Den kan være sat i scene af religiøse øvrighedspersoner (Mr 3:6; Apg 24:1, 27), men aktørerne kan være mennesker der ikke ved hvad de gør (1Mo 21:8, 9; Ga 4:29; 1Ti 1:13), eller være ansvarsløse, fanatiske pøbelsværme. (Lu 4:28, 29; Apg 14:19; 17:5) Disse er dog i mange tilfælde kun et redskab for mægtigere og langt mere frygtindgydende anstiftere af forfølgelse — usynlige, onde åndemagter. — Ef 6:11, 12.

I Bibelens første profeti, i 1 Mosebog 3:14, 15, forudsagde Jehova Gud at der skulle herske fjendskab mellem „slangen“ og „kvinden“ og mellem deres respektive „afkom“. Hele Bibelen vidner om at denne profeti er blevet opfyldt. Jesus fastslog at slangen er Satan Djævelen, og sagde ved samme lejlighed til dem der forfulgte ham, at de var ’fra deres fader Djævelen’, altså en del af hans „afkom“. (Joh 8:37-59) Åbenbaringens Bog viser at forfølgelsen ville fortsætte helt frem til den tid da Kristus overtog regeringsmagten og i en periode derefter, for når Satan og hans engle var blevet kastet ned til jorden, ville dragen ’forfølge kvinden og føre krig mod de øvrige af hendes afkom, dem som holder Guds bud og har den gerning at vidne om Jesus’. (Åb 12:7-17) Op gennem historien har Satan gjort udstrakt brug af to redskaber, det symbolske „vilddyr“, hvis betydning forklares i artiklen DYR, SYMBOLSKE (Åb 13:1, 7), og „Babylon den Store“, der omtales nærmere i artiklen af samme navn. (Åb 17:5, 6) Satans fjendskab over for dem der søger at gøre Guds vilje i retfærdighed, og hans brug af de ovennævnte redskaber kan spores gennem alle bibelske perioder, som det fremgår af det følgende.

Historie. Jesus gav udtryk for at religionsforfølgelsens historie går helt tilbage til Adams søn Kain. (1Mo 4:3-8; Mt 23:34, 35) Det var „den onde“, Satan Djævelen, der fik Kain til at slå sin broder Abel ihjel. (1Jo 3:12) Det stridsspørgsmål der førte til Abels død, drejede sig om trofast tilbedelse af Jehova. (He 11:4) Job, en Guds mand hvis navn betyder „genstand for fjendskab“, blev på et tidspunkt udsat for grusom forfølgelse anstiftet af Satan. Jobs hustru og hans tre venner var blot — bevidst eller ubevidst — redskaber i hænderne på denne ærkefjende af Gud og mennesker. — Job 1:8–2:9; 19:22, 28.

Judas og Israels herskere påførte fra tid til anden Guds særlige tjenere store lidelser. Kong Saul gjorde for eksempel David (’en mand efter Guds hjerte’ [Apg 13:22]) til hovedmålet for sit had. (1Sa 20:31-33; 23:15, 26; Sl 142:6) I Akab og Jesabels regeringstid blev mange af Jehovas profeter tvunget til at skjule sig som flygtninge eller blev ligefrem dræbt. (1Kg 18:13, 14; 19:10) Kong Manasse udgød uskyldigt blod „i store mængder“. (2Kg 21:16) Kong Jojakim dræbte Urija, en mand som „profeterede i Jehovas navn“. (Jer 26:20-23) Jeremias måtte udholde megen forfølgelse fra højtstående embedsmænds side. (Jer 15:15; 17:18; 20:11; 37:15, 16; 38:4-6) På grund af Israels troløshed tillod Jehova fra tid til anden at andre nationer forfulgte det, og til sidst blev folket ført i landflygtighed. — 5Mo 30:7; Kl 1:3.

Der kan nævnes andre tilfælde hvor de der ønskede at bevare deres uangribelighed over for Jehova, blev udsat for hård forfølgelse som var legaliseret ved regeringsdekreter, som for eksempel da de tre hebræere blev kastet i ildovnen, og da Daniel blev kastet i løvekulen. (Da 3:13-20; 6:4-17) I perserkongen Ahasverus’ regeringstid blev jøderne i almindelighed og Mordokaj i særdeleshed udsat for overgreb og forfølgelse på den onde agagit Hamans foranledning. — Est 3:1-12; 5:14.

Andre anstiftere af forfølgelse kan være tidligere omgangsfæller (1Pe 4:4), venner eller naboer. (Jer 1:1; 11:21) Jesus sagde at nære slægtninge, medlemmer af samme husstand, i nogle tilfælde ville blive fanatiske forfølgere af dem der troede på ham. — Mt 10:21, 35, 36.

Det er imidlertid fortrinsvis den falske religions støtter der har ansporet til forfølgelse. Sådan var det i Jeremias’ tilfælde. (Jer 26:11) Apostelen Paulus kom ud for det samme. (Apg 13:6-8; 19:23-29) Og om Jesus læser vi at „de øverste præster og farisæerne [samlede] Sanhedrinet“, og „Kajfas, som var ypperstepræst det år, sagde til dem: ’. . . I tager ikke i betragtning at det er bedre for jer at ét menneske dør til gavn for folket end at hele nationen ødelægges.’ . . . Fra den dag af lagde de så råd op om at dræbe [Jesus].“ (Joh 11:47-53) Inden Jesus døde på marterpælen, blev han udsat for en hårdhændet behandling af ugudelige mænd — tilhængere af de religiøse ledere som var fast besluttede på at slå ham ihjel. — Mt 26:67; 27:1, 2, 26-31, 38-44.

Forfølgelse af kristne. Forfølgelsen af Jehovas trofaste tjenere ophørte ikke ved Jesu død. Denne store profet havde tre dage før sin pælfæstelse sagt til det troløse Jerusalem: „Jeg [sender] profeter, vismænd og offentlige lærere til jer. Nogle af dem vil I dræbe og pælfæste, og nogle af dem vil I piske i jeres synagoger og forfølge fra by til by, så at alt det retfærdige blod der er udgydt på jorden, skal komme over jer, fra den retfærdige Abels blod til blodet af Zakarias, Barakias’ søn, som I myrdede mellem helligdommen og alteret.“ — Mt 23:34, 35.

Jesus havde også gentagne gange advaret sine disciple privat med ordene: „I vil blive genstand for alles had på grund af mit navn . . . Når de forfølger jer i én by, da flygt til en anden.“ „En træl er ikke større end sin herre. Hvis de har forfulgt mig, vil de også forfølge jer.“ „Man vil udstøde jer af synagogen. Ja, den time kommer da enhver som dræber jer vil mene at han har ydet Gud en hellig tjeneste.“ — Mt 10:22, 23; Joh 15:20; 16:2.

Kort efter pinsen i år 33 blev nogle af de kristne arresteret, truet og slået. (Apg 4:1-3, 21; 5:17, 18) Derefter blev Stefanus pågrebet og stenet til døde, men først vidnede han mod sine forfølgere med ordene: „Hvilken af profeterne har jeres forfædre ikke forfulgt? Nej, de dræbte dem der forud forkyndte om den Retfærdiges komme, ham hvis forrædere og mordere I nu er blevet.“ (Apg 7:52-60; jf. He 11:36, 37.) Efter mordet på Stefanus fulgte en voldsom bølge af forfølgelse, til dels anført af Saulus fra Tarsus. Som et resultat af dette spredtes menigheden i Jerusalem for alle vinde, men dette betød blot at den gode nyhed blev forkyndt i et større område. (Apg 8:1-4; 9:1, 2) Senere lod Herodes Agrippa I Jakob, Johannes’ broder, henrette med sværd, og han ville sikkert have ladet det samme overgå Peter hvis ikke Jehovas engel mirakuløst havde udfriet ham om natten. — Apg 12:1-11.

Efter sin omvendelse til kristendommen blev forfølgeren Saulus ved Guds ufortjente godhed til Paulus, den forfulgte. Dette skete da det endelig gik op for ham at det var Herren selv han kæmpede imod. (Apg 9:4, 5; 22:4, 7, 8; 26:11, 14, 15; 1Kor 15:9; Ga 1:13, 23; Flp 3:6) Af beretningerne om Paulus’ tjeneste og rejser i tiden derefter fremgår det at han selv måtte udholde megen forfølgelse fra kristendommens fjenders side. — Apg 13:50; 2Kor 6:3-5; 11:23-25; Ga 5:11; 2Ti 3:10, 11.

Den verdslige historie beretter at de kristne fra og med Neros tid blev forfulgt af de romerske myndigheder. (Se KRISTEN.) Anklagerne skiftede, men målet syntes altid at være det samme, nemlig at undertrykke kristendommen.

Den rette holdning til forfølgelse. Hvis man som kristen overholder Guds bud, er det umuligt at undgå forfølgelse, for „alle de som ønsker at leve gudhengivent i samfund med Kristus Jesus vil også blive forfulgt“. (2Ti 3:12) Det er dog muligt for sande kristne at udholde alle former for ondsindet forfølgelse uden at miste glæden eller begynde at bære nag og nære had til forfølgerne. Dette skyldes at de kan se den større sammenhæng — at de ved hvem der står bag forfølgelsen, og hvorfor Gud tillader den. I stedet for at blive rådvilde og bekymrede glæder de sig over at de prøves med hensyn til loyalitet under forfølgelse, ligesom Kristus blev det. — 1Pe 4:12-14.

De kristne må imidlertid sikre sig at det virkelig er en retfærdig sag de lider for. Bibelens beretninger og principper viser at årsagen til forfølgelsen ikke bør være deltagelse i politik, anstiftelse af sammensværgelser eller nogen form for kriminel adfærd. Apostelen betoner dette med ordene: „Bevar jeres adfærd god blandt folk fra nationerne, så at de, som følge af jeres gode gerninger hvortil de er øjenvidner, kan herliggøre Gud på den dag han inspicerer.“ (1Pe 2:11, 12) Han fulgte dette op med en vejledning om at kristne bør underordne sig øvrigheden, ligesom tjenere bør underordne sig deres herrer og kvinder deres ægtemænd, og fremholdt Jesu adfærd som et eksempel til efterfølgelse. (1Pe 2:13-25; 3:1-6) En kristen kunne være lykkelig hvis han led for retfærdigheds skyld (1Pe 3:13, 14), men han burde aldrig lide „som morder eller tyv eller forbryder eller en der har travlt med andres sager“. — 1Pe 4:15, 16.

Kristne ved også hvilken belønning der venter dem som holder ud. Angående dette sagde Jesus: „Lykkelige er de som er blevet forfulgt for retfærdigheds skyld, for himlenes rige er deres.“ (Mt 5:10) Det styrker dem at have et håb om en opstandelse og at kende Ham der er kilden til dette håb. Håbet hjælper dem til at være loyale mod Gud, selv hvis brutale forfølgere truer dem på livet. Som følge af deres tro på hvad der er blevet udvirket ved Jesu død, er de blevet frigjort for frygten for en sådan voldelig død. (He 2:14, 15) Den kristnes indstilling har altså stor betydning for om han vil bevare sin trofasthed under modstand. „Bevar denne indstilling i jer som også var i Kristus Jesus, som . . . blev lydig indtil døden, ja, døden på en marterpæl.“ (Flp 2:5-8) „For den glæde der lå foran ham, udholdt [Jesus] en marterpæl, idet han foragtede skammen.“ — He 12:2; se også 2Kor 12:10; 2Ts 1:4; 1Pe 2:21-23.

Den kristnes holdning til forfølgerne har også stor betydning. Hvis man elsker sine fjender og velsigner dem der forfølger, vil det hjælpe en til at holde ud. (Mt 5:44; Ro 12:14; 1Kor 4:12, 13) Den kristne ved også at enhver der forlader hjem og slægtninge for himlenes riges skyld, vil få hundrede gange mere, men „sammen med forfølgelser“. (Mr 10:29, 30) Ganske vist vil ikke alle der hører den gode nyhed om Riget, holde ud under forfølgelse, og nogle vil måske gå på kompromis for at undgå vanskeligheder. (Mt 13:21; Ga 6:12) Det er dog langt bedre at stole på Jehovas styrke og ligesom David bede ham om udfrielse fra forfølgerne i bevidstheden om at han ikke vil lade sine tjenere i stikken. Gør man det, vil man kunne sige med apostelen: „Vi [kommer] til at stå fuldstændig sejrrige ved ham som har elsket os.“ — Sl 7:1; 2Kor 4:9, 10; Ro 8:35-37.