Jehovas Vidner i New Zealand – fredelige og gudfrygtige kristne?

Den 21. oktober 1940 erklærede myndighederne i New Zealand at Jehovas Vidner var en statsfjendtlig organisation og en fare for den offentlige sikkerhed. Selvom denne erklæring skabte store problemer for Jehovas Vidner, lod de sig ikke skræmme. For eksempel fortsatte de med at samles til møder trods faren for razziaer og risikoen for at blive anholdt.

Andy Clarke, der var gift med et Jehovas Vidne ved navn Mary, kunne se at hans kone var fast besluttet på at overvære møderne trods myndighedernes trusler, og han var bange for at hun ville blive anholdt mens hun var til møde. Han begyndte derfor at tage med Mary til møderne. Som han sagde til hende: “Hvis de vil anholde dig, må de også anholde mig!” Fra da af kom Andy fast til alle møderne sammen med sin kone, og med tiden blev han også døbt som et Jehovas Vidne. Selvom Vidnerne oplevede stor forfølgelse under Anden Verdenskrig, viste mange den samme stålsatte indstilling som Mary.

Fremgang bag tremmer

En dag blev den 78-årige John Murray stoppet af politiet mens han gik fra hus til hus for at tale med folk om Bibelen. I retten blev han dømt for deltagelse i en statsfjendtlig organisations aktiviteter. Også mange andre forkyndere blev stillet for retten. Nogle blev idømt bøder, og andre fik fængselsstraffe på op til tre måneder ad gangen.

På grund af deres bibeloplærte samvittighed nægtede Vidnerne at udføre militærtjeneste. (Esajas 2:4) Det førte til vanskeligheder for de mange brødre der under krigen blev indkaldt til hæren. I stedet for at tjene i militæret blev omkring 80 Jehovas Vidner sendt i interneringslejre så længe krigen varede. Trods den brutale behandling de blev udsat for, og den ekstreme kulde de måtte udholde om vinteren, bevarede disse brødre glæden og fortsatte med at tjene Jehova.

Brødrene der kom i interneringslejre, sørgede straks for at sætte gang i åndelige aktiviteter. De fungerede som en menighed, holdt regelmæssige møder og arrangerede forkyndelse for andre indsatte. I nogle lejre fik de endda lov til, med en vagt til stede, at holde stævner. Flere indsatte i lejrene lærte sandheden at kende og blev døbt mens de var der.

Bruce, der var den yngste søn af Mary og Andy, som blev omtalt tidligere, betragtede fængselstiden som en chance for at vokse åndeligt. Han har fortalt: “For mig var det ligesom en uddannelse, for jeg fik mulighed for at føre dybe samtaler med de erfarne brødre i lejrene og suge til mig af al deres viden.”

I 1944 overvejede regeringen at løslade nogle af dem der sad i interneringslejre. Men de militære myndigheder protesterede mod planerne, for de var overbevist om at Vidnerne ved deres løsladelse ville fortsætte med at tale med andre om deres tro. I en rapport stod der: “Fortsat fængsling vil måske kunne medvirke til en vis kontrol af disse menneskers fanatisme, men det vil aldrig kunne omvende eller ændre dem.”

Ikke til fare for den offentlige sikkerhed

Som følge af den store omtale forbuddet havde fået, blev nogle nysgerrige og ville gerne vide mere om Jehovas Vidner. Med tiden gik det op for de fleste at Jehovas Vidner var fredelige kristne som ikke på nogen måde var til fare for den offentlige sikkerhed. Og antallet af forkyndere i New Zealand voksede fra 320 i 1939 til 536 i 1945!

Indimellem var der besindige myndighedspersoner som kunne se det uretfærdige ved forbuddet mod Jehovas Vidner. En dommer valgte, efter at have lyttet til bevisførelsen mod en bror som havde forkyndt, at afvise sagen. Han sagde: “Ud fra mit standpunkt og min opfattelse af loven virker det fuldstændigt vanvittigt at det skulle gøres til en strafbar handling at uddele eksemplarer af Bibelen.”

Da forbuddet endelig blev ophævet ved slutningen af krigen, var Vidnerne mere end nogensinde besluttet på at lære deres medmennesker om Guds rige. I 1945 sendte afdelingskontoret et brev til alle menigheder i New Zealand hvor der blandt andet stod: “Lad hver enkelt være taktfuld, høflig og venlig mod alle. Undgå strid og kontroverser. Husk at de mennesker vi møder, har oprigtig tro på det de har lært, og samvittighedsfuldt følger det. ... En stor del af dem er Herrens ‘får’, og dem må vi lede til Jehova og hans rige.”

I dag er Jehovas Vidner i New Zealand fortsat optaget af at forkynde Bibelens budskab for lokale indbyggere og turister. Én dag var der en gruppe på 4 forkyndere i den lille by Turangi som inden for få timer talte med 67 besøgende fra 17 forskellige lande!

Indbyggerne i New Zealand kan tydeligt se at Jehovas Vidner er fredelige, gudfrygtige kristne der har stor respekt for Bibelens lære. Hvert år bliver hundreder af mennesker døbt som Jehovas Vidner, og i 2019 var der mere end 14.000 forkyndere som glade tjente Jehova i dette sydlige land.