Jeg har fulgt den vej Jehova viste mig

FRA BLACK COUNTRY TIL AFRIKAS VARME HJERTE

Jeg blev født i 1935 i Darlaston, der ligger i en del af England der bliver kaldt Black Country. Det er et område der har fået navn efter den sorte røg og den forurening der kommer fra de mange fabrikker og jernstøberier. Mine forældre begyndte at studere Bibelen med Jehovas Vidner da jeg var fire år gammel, og i begyndelsen af mine teenageår blev jeg overbevist om at det var sandheden. Jeg blev døbt i 1952 i en alder af 16 år.

På cirka samme tidspunkt fik jeg en læreplads på en stor fabrik der producerede håndværktøj og dele til biler. Jeg begyndte at få oplæring til at få en større stilling i firmaet, og jeg syntes arbejdet var meget spændende.

På et tidspunkt måtte jeg træffe en vigtig beslutning. Der var en rejsende tilsynsmand der spurgte om jeg ville lede menighedsbogstudiet i min hjemby, Willenhall. Men jeg havde en udfordring. På det tidspunkt kom jeg i to forskellige menigheder. I løbet af ugen overværede jeg møderne i Bromsgrove Menighed, der lå tæt på mit arbejde og cirka 30 kilometer fra mit hjem. I weekenderne boede jeg hjemme hos mine forældre og kom i menigheden i Willenhall.

Jeg ville gerne stille mig til rådighed for organisationen, så jeg besluttede at tage imod opgaven, selvom det betød at jeg måtte forlade den læreplads jeg holdt så meget af. At lade Jehova bestemme hvilken vej jeg skulle gå dengang, har ført til et liv jeg aldrig har fortrudt.

Da jeg var i Bromsgrove Menighed mødte jeg en – en smuk, åndeligsindet søster der hed Anne. Vi blev gift i 1957, og sammen har vi haft mange skønne privilegier. Vi har været pionerer, specialpionerer, i rejsetjenesten og på Betel. At have Anne ved min side er noget der har bragt mig stor glæde i livet.

I 1966 blev vi inviteret på Gilead i klasse nummer 42, og det var vi rigtig glade for! Vores opgave blev at tage til Malawi, der er kendt som Afrikas varme hjerte, fordi befolkningen er så venlig og imødekommende. Men hvad vi ikke vidste, var at vi ikke ville være velkomne der i særligt lang tid.

EN TURBULENT TID I MALAWI

Vi ankom til Malawi den 1. februar 1967. Efter en måneds intensivt sprogkursus startede vi i områdetjenesten. Vi kørte i en Kaiser Jeep, der havde ry for at kunne køre overalt, endda gennem floder. Men i virkeligheden kunne den ikke klare meget andet end et par vandpytter. Nogle gange boede vi i små lerhytter med stråtag, og i regntiden blev vi nødt til at have en presenning under taget for at kunne holde os tørre. Det var noget af en begyndelse i missionærtjenesten, men vi elskede det!

I april begyndte der at blive optræk til problemer i landet. Jeg hørte en tale i radioen af Malawis præsident, Hastings Banda. Han påstod at Jehovas Vidner ikke ville betale skat, og at de modarbejdede regeringen. Selvfølgelig var beskyldningerne falske. Vi vidste alle sammen godt at det virkelige problem var at vi var politisk neutrale og nægtede at købe partikort.

I september kunne man læse i aviserne at præsidenten beskyldte Jehovas Vidner for at skabe problemer overalt. Og til en politisk kongres sagde han at han snart ville sørge for at Jehovas Vidner blev forbudt. Forbuddet trådte i kraft den 20. oktober 1967. Kort efter ankom politiet og immigrationsmyndighederne til afdelingskontoret for at lukke det og sende missionærerne ud af landet.

Efter tre dage i fængsel blev vi deporteret til Mauritius, der var en britisk koloni på det tidspunkt. Men myndighederne i Mauritius ville ikke lade os blive der som missionærer, så vi fik til opgave at tjene i Rhodesia (nu Zimbabwe). Da vi ankom, løb vi ind i en meget brysk immigrationsmedarbejder der nægtede os adgang. Han sagde: “I blev smidt ud af Malawi, og de vil ikke have jer i Mauritius, og nu tror I bare at I kan komme ind her!” Anne begyndte at græde. Det så ikke ud som om at vi kunne få lov at være nogen steder. I det øjeblik havde jeg bare lyst til at forlade det hele og tage direkte hjem til England. Til sidst gav immigrationsmyndighederne os lov til at overnatte på vores afdelingskontor på den betingelse at vi ville vende tilbage til dem dagen efter. Vi var helt udmattede, men vi blev ved med at stole på at Jehova nok skulle finde en løsning på det hele. Den næste eftermiddag fik vi helt uventet tilladelse til at blive i Zimbabwe. Jeg vil aldrig glemme hvordan jeg havde det den dag – jeg var overbevist om at Jehova stadig ledte os ad den rigtige vej.

HJÆLPER VENNERNE I MALAWI FRA ZIMBABWE

Jeg fik til opgave at være i Tjenesteafdelingen på Afdelingskontoret i Zimbabwe, hvor vi blandt andet tog os af Malawi og Mozambique. En del af min opgave var at oversætte rapporter fra kredstilsynsmændene i Malawi. Brødrene og søstrene der blev virkelig udsat for hård forfølgelse. Jeg husker en aften hvor jeg sad og skulle færdiggøre en rapport, og pludselig vældede tårerne bare frem på grund af de voldsomme overfald brødrene og søstrene var udsat for.a Men jeg blev også dybt rørt over deres loyalitet, tro og udholdenhed. – 2. Kor. 6:4, 5.

Vi gjorde alt hvad vi kunne, for at sørge for åndelig mad til de venner der stadig var i Malawi, og også til dem der var flygtet til Mozambique på grund af volden. Malawis mest talte sprog er chewa, og oversættelsen til det sprog blev flyttet ud til en stor gård i Zimbabwe som en bror havde. Han sørgede for at der blev lavet boliger og et kontor til oversætterne så de kunne fortsætte deres vigtige arbejde.

Hvert år sørgede vi for at kredstilsynsmændene i Malawi kunne overvære områdestævnet på chewa i Zimbabwe. Efter stævnet var slut, fik de dispositionerne til foredragene med tilbage til Malawi, hvor de delte de opmuntrende tanker med vennerne så godt de kunne. Et år lykkedes det endda at arrangere en Rigets Tjenesteskole i forbindelse med deres besøg for at give ny styrke til de modige kredstilsynsmænd.

I februar 1975 besøgte jeg nogle flygtningelejre i Mozambique hvor der var mange brødre og søstre fra Malawi. Brødrene dér holdt trit med Jehovas organisation og havde blandt andet indført den nye ældsteordning. De ældste sørgede for mange åndelige aktiviteter, deriblandt offentlige foredrag, dagstekstdrøftelse, vagttårnsstudie og endda stævner. De havde organiseret lejrene på samme måde som til et stævne, med afdelinger der tog sig af rengøring, mad og sikkerhed. Brødrene havde udrettet så meget med Jehovas velsignelse, og jeg tog utroligt opmuntret derfra.

Sidst i 1970’erne kom Malawi under Afdelingskontoret i Zambia. Men situationen i Malawi fyldte stadig meget i mine tanker og bønner, og der var mange andre der havde det på samme måde. Som medlem af Afdelingskontorets Udvalg i Zimbabwe mødtes jeg ved flere lejligheder med repræsentanter for Hovedkontoret og ansvarshavende brødre fra Malawi, Sydafrika og Zambia. Hver gang kom spørgsmålet på bordet: “Hvad kan vi gøre for vores venner i Malawi?”

Som tiden gik, aftog forfølgelsen i Malawi, og mange der var flygtet, vendte stille og roligt tilbage. Nabolandene begyndte efterhånden at give Jehovas Vidner juridisk anerkendelse, og Mozambique fulgte trop i 1991. Men spørgsmålet stod tilbage: Hvornår vil Jehovas Vidner i Malawi få deres frihed?

TILBAGE TIL MALAWI

Den politiske situation i Malawi ændrede sig, og i 1993 blev forbuddet mod Jehovas Vidner fjernet. Kort tid efter var der en missionærbror der spurgte mig: “Skal du så tilbage til Malawi?” Jeg var 59 år på det tidspunkt, så jeg sagde: “Nej, jeg er blevet for gammel.” Men den samme dag modtog vi en fax fra Det Styrende Råd, der spurgte om vi havde lyst til at vende tilbage.

Det var en svær beslutning for os, for vi elskede vores opgave i Zimbabwe. Det var blevet et dejligt hjem for os, og vi havde fået nogle virkelig gode venskaber. Det Styrende Råd tilbød os meget kærligt at vi kunne blive hvor vi var, hvis ikke vi havde lyst til at flytte. Så vi kunne nemt have valgt vores egen vej og være blevet i Zimbabwe. Men det hjalp os at tænke på Abraham og Sara, der i en høj alder valgte at forlade deres komfortable hjem for at adlyde Jehova. – 1. Mos. 12:1-5.

Vi besluttede at tage imod den nye opgave fra Jehova og vendte tilbage til Malawi den 1. februar 1995. Det var præcis 28 år efter at vi var ankommet der første gang. Jeg og to andre brødre skulle udgøre Afdelingskontorets Udvalg, og vi gik hurtigt i gang med at organisere arbejdet i landet.

JEHOVA FÅR DET TIL AT GRO

Det var helt fantastisk at se hvordan Jehova velsignede arbejdet i Malawi i de år! Antallet af forkyndere eksploderede fra 30.000 i 1993 til over 42.000 i 1998.b Det Styrende Råd godkendte byggeriet af et nyt afdelingskontor der skulle tage sig af det voksende behov. Vi købte en 12 hektar stor grund i Lilongwe, og jeg fik lov at være en del af byggeudvalget.

Bror Guy Pierce fra Det Styrende Råd holdt indvielsesforedraget i forbindelse med de nye faciliteter i maj 2001. Der var over to tusind lokale Jehovas Vidner til stede, og de fleste af dem havde været døbt i mere end 40 år. Det var trofaste brødre og søstre der havde udholdt mange år med hård forfølgelse under forbuddet. De havde ikke meget at gøre med materielt, men åndeligt set var de rige! Og nu glædede de sig over at se deres nye betelhjem. Overalt hvor de gik, sang de Rigets sange på smuk afrikansk manér, og det gjorde det til en af de mest rørende begivenheder jeg nogensinde har overværet. Det var et levende bevis på at Jehova velsigner dem der trofast holder ud under prøvelser.

Efter byggeriet af afdelingskontoret var afsluttet, fik jeg til opgave at være med til at indvi rigssale. Menighederne i Malawi havde stor gavn af den ordning organisationen havde sat i gang med at bygge rigssale i lande med begrænsede midler. Tidligere måtte nogle menigheder mødes i hytter lavet af eukalyptustræer hvor taget bestod af græsmåtter og man sad på bænke. Nu var vennerne travlt optaget af at lave mursten og bygge smukke rigssale. Men de ville stadig gerne beholde deres bænke, for som de siger: “Der er altid plads til én mere på en bænk!”

Noget andet jeg har glædet mig meget over, er at se hvordan Jehova har hjulpet forkynderne til at vokse åndeligt. Det har virkelig imponeret mig hvordan de unge brødre har vist stor villighed og har været hurtige til at tage imod oplæring fra organisationen. Det har hjulpet dem til at kunne påtage sig større ansvarsopgaver både i menigheden og på Betel. Menighederne er også blevet styrket af de mange lokale kredstilsynsmænd. Mange af dem er gift, og selvom der er et stort pres i kulturen og fra familien til at få børn, har de valgt at udskyde det for at kunne bruge mere tid i tjenesten for Jehova.

GLAD FOR DE VALG JEG HAR TRUFFET

Da vi havde været i Afrika i 52 år, fik jeg problemer med mit helbred. Efter Afdelingskontorets Udvalgs anbefaling og Det Styrende Råds godkendelse fik vi derfor en ny opgave i England. Det var meget svært for os at forlade den opgave vi elskede så højt, men betelfamilien i England tager sig godt af os på vores gamle dage.

Jeg er sikker på at jeg har fået det bedste liv man overhovedet kunne ønske sig, ved at vælge den vej Jehova viste mig. Mit liv ville have set helt anderledes ud hvis jeg havde fulgt min egen forstand og fået en verdslig karriere. Men Jehova har altid vidst at det ville være bedst for mig at følge hans vej. (Ordsp. 3:5, 6) Da jeg var ung, syntes jeg det ville være meget spændende at arbejde for et stort firma. Men Jehovas globale organisation har givet mig en åndelig karriere som intet andet kan måle sig med. Det at tjene Jehova har altid givet mig utroligt stor glæde, og det bliver det ved med at gøre!