Jeg var bange for døden — nu ser jeg frem til ’liv i overflod’

Fortalt af Piero Gatti

LYDEN af bombemaskiner kom stadig nærmere. Den blev efterfulgt af sirenernes hylen, der varskoede folk om at søge i dækning. Så fulgte lyden af bomber der blev kastet, og eksplosioner der var ved at sprænge trommehinderne på de rædselsslagne indbyggere.

Det var i Milano i 1943/1944. Som ung, udstationeret soldat fik jeg tit ordre til at samle resterne sammen af de døde som lå begravet under ruinerne af de udbombede beskyttelsesrum. Ligene var sønderrevet til ukendelighed. Og det var ikke kun andres død jeg kom tæt på. Undertiden var det med nød og næppe jeg selv undslap døden. I disse situationer bad jeg til Gud og lovede ham at hvis jeg overlevede, ville jeg tjene ham og gøre hans vilje.

Min frygt for døden jages på flugt

Jeg voksede op i en landsby der lå cirka 10 kilometer fra byen Como i Italien, i nærheden af grænsen til Schweiz. Tidligt i min barndom oplevede jeg sorg og frygt for døden. To af mine søstre døde af den spanske syge, og i 1930, da jeg kun var seks år, døde min mor, Luigia. Jeg blev opdraget i den katolske tro, overholdt kirkens regler og gik til messe hver uge. Men det var først flere år senere jeg slap af med min frygt for døden. Det var ikke i en kirke, men i en barbersalon.

I 1944 kostede den anden verdenskrig mange mennesker livet. Jeg var en af titusinder af italienske soldater som var flygtet ud af krigszonen til det neutrale Schweiz. Ved ankomsten dertil blev vi anbragt i flere flygtningelejre. Jeg blev sendt til en lejr i nærheden af Steinach, i den nordøstlige del af landet. Her fik vi en vis frihed. Barberen i Steinach manglede hjælp i sin salon. Dér boede jeg mens jeg arbejdede for ham i blot en måned, men det var tilstrækkeligt til at gøre et bekendtskab der ændrede mit liv.

En af barberens kunder var en italiener ved navn Adolfo Tellini. Han boede i Schweiz og var et af Jehovas Vidner. Jeg havde aldrig hørt om dette religiøse samfund, men det var ikke så overraskende i betragtning af at der på det tidspunkt ikke var mere end 150 Jehovas Vidner i hele Italien. Adolfo fortalte mig mange vidunderlige sandheder fra Bibelen, løfter om fred og ’liv i overflod’. (Joh. 10:10; Åb. 21:3, 4) Jeg var betaget af budskabet om en fremtid uden krig og død. Da jeg kom tilbage til flygtningelejren, fortalte jeg en anden ung italiener, Giuseppe Tubini, om dette håb, og det gjorde også indtryk på ham. Adolfo og andre Jehovas Vidner kom fra tid til anden og besøgte os i lejren.

Adolfo tog mig med til Arbon, cirka 10 kilometer fra Steinach, hvor en lille gruppe Jehovas Vidner holdt møder på italiensk. Jeg var så glad for det jeg hørte, at jeg gik til fods derhen den følgende uge. Senere overværede jeg et stævne i en kongreshal i Zürich. Især gjorde en forevisning af lysbilleder fra nogle af udryddelseslejrene i Tyskland et stærkt indtryk på mig. På billederne så man dynger af lig. Jeg fik at vide at mange tyske Jehovas Vidner havde lidt døden på grund af deres tro. Ved stævnet mødte jeg Maria Pizzato, som var blevet idømt 11 års fængsel af de fascistiske myndigheder i Italien på grund af sin virksomhed som et af Jehovas Vidner.

Da krigen var forbi, vendte jeg tilbage til Italien og sluttede mig til den lille menighed i Como. Jeg havde ikke haft et egentligt bibelstudium, men jeg havde en klar forståelse af grundsandhederne. Maria Pizzato hørte til den samme menighed. Hun talte med mig om vigtigheden af den kristne dåb og foreslog at jeg besøgte Marcello Martinelli, der boede i Castione Andevenno i provinsen Sondrio. Marcello var en trofast salvet broder, der også var blevet idømt 11 års fængsel af fascisterne. Jeg cyklede 80 kilometer for at besøge ham.

Ud fra Bibelen forklarede Marcello mig de krav jeg måtte opfylde for at blive døbt. Så bad vi en bøn og gik ned til floden Adda, hvor jeg blev døbt. Det var i september 1946, og jeg følte at det var en ganske særlig dag. Jeg var så opstemt på grund af den beslutning jeg havde truffet om at ville tjene Jehova — og fordi jeg nu havde et sikkert håb for fremtiden — at jeg om aftenen slet ikke lagde mærke til at jeg havde cyklet 160 kilometer den dag!

I maj 1947 blev det første stævne efter krigen afholdt i Milano. Der var omkring 700 til stede, deriblandt mange som havde oplevet forfølgelsen under det fascistiske styre. Noget ganske usædvanligt fandt sted ved dette stævne. Giuseppe Tubini, som jeg havde forkyndt for i flygtningelejren, holdt dåbsforedraget — hvorefter han selv blev døbt!

Ved dette stævne havde jeg den glæde at hilse på broder Knorr fra Brooklyn Betel. Han opfordrede Giuseppe og mig til at bruge vores liv i tjenesten for Gud. Jeg besluttede at jeg ville begynde i heltidstjenesten den følgende måned. Da jeg kom hjem og fortalte min familie om denne beslutning, prøvede de alle at tale mig fra det. Men jeg stod fast. Og en måned senere begyndte jeg at tjene på Betel i Milano. Her var der fire missionærer: Giuseppe (Josef) Romano og hans kone, Angelina, og Carlo Benanti og hans kone, Costanza. Det femte medlem af familien var Giuseppe Tubini, som lige var kommet, og jeg var den sjette.

Efter en måned på Betel blev jeg udnævnt til kredstilsynsmand — den første italienskfødte i landet. Broder George Fredianelli, der var den første missionær som var kommet til Italien fra USA i 1946, var allerede i rejsetjenesten. Han oplærte mig i nogle få uger, hvorefter jeg drog ud på egen hånd. Jeg husker især den første menighed jeg besøgte, Faenza. Tænk engang! Indtil da havde jeg aldrig holdt et foredrag for en menighed! Alligevel opfordrede jeg alle de tilstedeværende, deriblandt mange unge, til at overveje at påbegynde heltidstjenesten. Senere skulle nogle af disse unge komme til at skuldre et stort ansvar i det italienske distrikt.

Jeg havde påbegyndt et spændende liv som rejsende tilsynsmand. Det var et liv fyldt med overraskelser, udfordringer, glæder og nye situationer hvor man måtte lære at tilpasse sig. Det var også et liv hvor jeg mødte stor hengivenhed hos mine kære brødre og søstre.

Den religiøse skueplads i efterkrigstidens Italien

Lad mig fortælle noget om den religiøse situation i Italien dengang. Den katolske kirke havde uindskrænket magt. Selvom en ny forfatning trådte i kraft i 1948, var det først i 1956 at de fascistiske love der forhindrede Jehovas Vidner i frit at forkynde, blev ophævet. Som følge af pres fra gejstlighedens side skete det ofte at kredsstævner blev afbrudt, men til andre tider kom præsterne uhjælpeligt til kort, noget der for eksempel skete i 1948 i Sulmona, en lille by i det centrale Italien.

Stævnet blev holdt i et teater. Søndag formiddag var jeg ordstyrer, og Giuseppe Romano holdt det offentlige foredrag. Tilhørerantallet var enormt stort i forhold til hvor få Jehovas Vidner vi egentlig var dengang. I hele landet var der ikke engang 500 forkyndere, men der var 2000 tilhørere til stede, og salen var fyldt til bristepunktet. Da foredraget var færdigt, sprang en ung mand, tilskyndet af to præster blandt tilhørerne, op på scenen. Opsat på at skabe tumult begyndte han at råbe af sine lungers fulde kraft. Jeg gik hen til ham og sagde: „Hvis du har noget at sige, så lej selv en sal. Så kan du sige lige hvad der passer dig.“ Han vandt ikke gehør hos tilhørerne, som overdøvede ham med misbilligende tilråb. Så sprang den unge mand ned fra scenen og forsvandt.

I de dage var det noget af en oplevelse at være i rejsetjenesten. Nogle gange gik jeg til fods til den næste menighed. Andre gange cyklede jeg, rejste med ramponerede, overfyldte rutebiler eller med tog. Undertiden var mit logi en stald eller et redskabsskur. Krigen var først lige endt, og de fleste italienere var fattige. Der var kun få brødre, og de havde ikke mange midler til rådighed. Men tjenesten for Jehova var alligevel vidunderlig.

Undervisning på Gileadskolen

I 1950 blev Giuseppe Tubini og jeg indbudt til den 16. klasse på missionærskolen Gilead. Lige fra begyndelsen forstod jeg at det ville blive svært for mig at lære engelsk. Jeg gjorde mit bedste, men det var en stor udfordring. Vi skulle læse hele Bibelen igennem på engelsk. For at nå det sprang jeg somme tider middagsmaden over for at kunne øve mig på at læse den højt. Med tiden blev det min tur til at holde et foredrag. Jeg husker lærerens ord bagefter som var det i går: „Din begejstring og dine gestus er upåklagelige, men dit engelsk er komplet uforståeligt!“ Alligevel lykkedes det mig at fuldføre skolen. Derefter skulle Giuseppe og jeg rejse tilbage til Italien. Det blev vores missionærdistrikt. Med den ekstra uddannelse vi havde fået, var vi blevet bedre rustet til at betjene brødrene.

I 1955 blev jeg gift med Lidia, som jeg havde holdt dåbsforedraget for syv år tidligere. Hendes far, Domenico, var en kær broder som havde hjulpet alle sine syv børn til at tage imod sandheden selvom han var blevet forfulgt under det fascistiske styre og havde været landsforvist i tre år. Lidia havde også vist at hun kunne kæmpe for sandheden. Hun måtte igennem tre retssager før vores juridiske ret til at forkynde fra hus til hus omsider blev anerkendt. Da vi havde været gift i seks år, blev vores første søn, Beniamino, født. I 1972 fik vi endnu en søn, Marco. Jeg er glad for at kunne fortælle at de begge to tjener Jehova trofast sammen med deres familier.

Stadig aktiv i Jehovas tjeneste

I størstedelen af mit liv, hvor jeg har haft den glæde at betjene andre, har jeg haft mange interessante oplevelser. I begyndelsen af 1980’erne skrev min svigerfar for eksempel til den daværende præsident i Italien, Sandro Pertini. Under det fascistiske styre havde de begge været forvist til øen Ventotene, hvor de der blev betragtet som fjender af staten, blev anbragt. Min svigerfar skrev til ham for at anmode ham om en samtale. Hans hensigt var at aflægge et vidnesbyrd for ham. Da hans anmodning blev efterkommet, ledsagede jeg ham, og vi blev hjerteligt modtaget — noget vi slet ikke var vant til. Præsidenten hilste venligt på min svigerfar og omfavnede ham. Så talte vi om vores tro og gav ham noget af vores litteratur.

I 1991, efter 44 år som rejsende tilsynsmand, holdt jeg op i kredstjenesten. Jeg havde da besøgt menigheder i hele Italien. I de følgende fire år arbejdede jeg som stævnehalstilsynsmand indtil jeg måtte holde op på grund af sygdom. Men takket være Jehovas ufortjente godhed er jeg stadig i heltidstjenesten. Jeg gør mit bedste i forkyndelsen af den gode nyhed, og jeg leder for øjeblikket flere bibelstudier. Brødrene fortæller mig at når jeg holder foredrag, er jeg stadig „sprængfyldt“ af begejstring. Jeg takker Jehova for at alderen ikke har svækket min begejstring.

Som ung lå jeg fuldstændig under for min frygt for døden, men den nøjagtige kundskab fra Bibelen har givet mig et sikkert håb om evigt liv — liv „i overflod“ — som Jesus kaldte det. (Joh. 10:10) Dét ser jeg nu frem til — et liv i fred, tryghed og lykke, rigt på velsignelser fra Jehova. Måtte al ære gå til Jehova, vor kærlige Skaber, hvis navn vi har den forret at bære. — Sl. 83:18.

[Kort på side 22, 23]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

SCHWEIZ

BERN

Zürich

Arbon

Steinach

ITALIEN

ROM

Como

Milano

Adda

Castione Andevenno

Faenza

Sulmona

Ventotene

[Illustration på side 22]

På vej til Gilead

[Illustration på side 22]

Sammen med Giuseppe på Gilead

[Illustration på side 23]

På vores bryllupsdag

[Illustration på side 23]

Min hustru har stået trofast ved min side i mere end 55 år