7D „Pagt“ i den gamle hebraiske betydning

He 9:16 — gr.: διαθήκη (diathēʹkē)

Ordet diathēʹkē forekommer 33 gange i den græske tekst, nemlig i Mt 26:28; Mr 14:24; Lu 1:72; 22:20; Apg 3:25; 7:8; Ro 9:4; 11:27; 1Kor 11:25; 2Kor 3:6, 14; Ga 3:15, 17; 4:24; Ef 2:12; He 7:22; 8:6, 8, 9, 9, 10; 9:4, 4, 15, 15, 16, 17, 20; 10:16, 29; 12:24; 13:20; Åb 11:19. Ny Verden-Oversættelsen gengiver ordet med „pagt“ disse 33 steder.

Ordet diathēʹkē forekommer i citater fra De Hebraiske Skrifter 7 gange, nemlig i Ro 11:27 (fra Es 59:21); He 8:8 (fra Jer 31:31), 9 (to gange fra Jer 31:32), 10 (fra Jer 31:33); 9:20 (fra 2Mo 24:8); 10:16 (fra Jer 31:33). Det tilsvarende hebraiske ord i de citerede skriftsteder er ifølge M ברית (berithʹ, „pagt“), og i LXX er det græske ord διαθήκη (diathēʹkē).

Selv om det er tydeligt at diathēʹkē i De Kristne Græske Skrifter bruges i den gamle hebraiske betydning af begrebet „pagt“, er der mange oversættelser som i He 9:16, 17 gengiver diathēʹkē med „testamente“ eller „arvepagt“. De må åbenbart mene at den der skrev Hebræerbrevet, brugte dette græske ord i en anden betydning på dette sted.

Imidlertid skriver G. D. Kilpatrick i sin artikel „Διαθήκη i Hebræerbrevet“, bragt i Zeitschrift für die neutestamentliche Wissenschaft, årg. 68, 1977, s. 263: „Mere tungtvejende er dog den kendsgerning at διαθήκη bliver oversat med testamente i v. 16, 17 og med pagt i v. 15, 18. Dette fører til adskillige vanskeligheder . . . Dybest set passer tanken om et testamente meget dårligt til dette tekststed.“ På s. 265 kommer forfatteren til denne slutning: „Vejen synes nu at være fri til at vi kan opgive den vanskelige ligning διαθήκη = testamente og forsøge at forstå stedet i overensstemmelse med alternativet διαθήκη = pagt.“ Derpå foreslår G. D. Kilpatrick følgende oversættelse af He 9:16: „For hvor der er en pagt, må døden indtræde for den der oprettede den.“

Opslagsværket Cyclopedia of Biblical, Theological, and Ecclesiastical Literature, John McClintock og James Strong, Grand Rapids, Michigan, USA, genoptryk 1981, bd. II, s. 544, siger: „Eftersom Sept. har gengivet בְּרִית (som aldrig betyder testamente, men altid pagt eller overenskomst) med διαθήκη konsekvent gennem hele GT, vil det være naturligt at formode at de nytestamentlige forfattere ved at bruge dette ord ville bibringe deres læsere, hvoraf de fleste var fortrolige med det græske GT, den samme tanke. . . . I den tydeligvis vanskelige passage, Heb ix, 16, 17, har mange kommentatorer ment at ordet διαθήκη absolut måtte betyde testamente. På den anden side kan det imidlertid anføres, foruden hvad der netop er sagt om den sædvanlige betydning af ordet i NT, at ordet forekommer to gange i konteksten, hvor dets betydning nødvendigvis må svare til oversættelsen af בְּרִית, og uomtvisteligt i betydningen pagt (sammenlign διαθήκη καινή [diathēʹkē kainēʹ, „ny pagt“], Heb. ix, 15, med det samme udtryk i viii, 8; og διαθήκη, ix, 16, 17, med vers 20, og 2 Mos. xxiv, 8).“

På samme måde skriver B. F. Westcott, medudgiver af Westcott og Horts græske tekstudgave, i bogen The Epistle to the Hebrews, London 1892, s. 300:

„For så vidt som det bibelske vidnesbyrd er klart, taler det således til gunst for betydningen ’pagt’, med den nødvendige begrænsning som ordets betydning får når det bruges om en guddommelig pagt. Går vi videre til at overveje betydningen af διαθήκη i kap. ix. 15 ff., må man straks til indledning bemærke at der er en nøje sammenhæng mellem versene 15-18: v. 16 ὅπου γάρ [hoʹpou gar, „For hvor“] . . .: v. 18 ὅθεν οὐδέ [hoʹthen oudeʹ, „Derfor heller ikke“]. . . .

Denne sammenhæng gør det særdeles vanskeligt at antage at nøgleordet (διαθήκη) skulle være brugt i forskellige betydninger i løbet af versene, og især at der i v. 16 skulle være tænkt på en bestemt form for διαθήκη, som er afgørende forskellig fra den πρώτη διαθήκη [prōʹtē diathēʹkē, „tidligere pagt“] der nævnes i v. 15, 18. For det er umuligt at hævde at de ofre hvormed den gamle pagt blev indstiftet, kan forklares ud fra den antagelse at den var et ’testamente’. Det synes heller ikke muligt at den på nogen måde skulle kunne kaldes et ’testamente’.

Det er således mest fornuftigt at slutte at διαθήκη har den samme betydning alle steder, og at betydningen er den der i øvrigt er den almindeligt brugte, nemlig ’pagt’, medmindre der er uimodsigelige argumenter mod dette synspunkt.“

I He 9:16, 17 har det græske ord diathēʹkē derfor samme betydning som i de omkringstående vers, nemlig „pagt“, svarende til det hebraiske ord berithʹ. Disse vers indgår i apostelens behandling af den mosaiske lovpagt stillet op over for modbilledet, den nye pagt. Paulus taler om at mellemmanden („den menneskelige part“) må dø for at pagten kan blive gyldig og bindende. I forbindelse med Lovpagten indgik dyreofrene i stedet for Moses, mellemmanden for Lovpagten, idet deres blod erstattede hans med hensyn til at gyldiggøre Lovpagten og sætte den i kraft. I forbindelse med den nye pagt gav Jesus Kristus, mellemmanden for den nye pagt, på tilsvarende måde sit fuldkomne menneskeliv som et offer. Som følge af udgydelsen af hans blod blev den nye pagt gjort gyldig. — He 9:17.