Hvad får dem til at opføre sig sådan?

FORSKERNE mente at de havde regnet det hele ud. De havde nøje undersøgt 200 børn fra de var spæde og op gennem pubertetsalderen. De havde foretaget en analyse af forældrene, miljøet i hjemmet og det enkelte barns karaktertræk. Derefter havde de forudsagt hvem af disse børn der ville blive lykkelige som voksne. Det syntes så enkelt — en lykkelig barndom i et kærligt familiemiljø ville resultere i en lykkelig voksen.

Da børnene blev 30 år, interviewede de dem igen. To ud af tre af deres forudsigelser var forkerte! Der findes ikke nogen enkel forklaring på hvorfor børn opfører sig som de gør. Dog kender man adskillige faktorer som spiller en betydelig rolle i forbindelse med hvordan et barn udvikler sig.

Er de født sådan?

Vort fysiske udseende skyldes for en stor del vore forældre. Men hvordan med vor adfærd? Nogle autoriteter, som for eksempel dr. A. H. Chapman, siger: „Den rolle arveligheden spiller for udviklingen af et barns personlighed er langt mindre end den indvirkning dets opdragelse har. . . . Arveligheden spiller kun en ubetydelig rolle.“ Dette er mange forældre dog stærkt uenige med ham i. En moder siger for eksempel om sit barn: „Hvordan kan han efterligne sin fader så fuldkomment — ondskabsfuld, udfordrende og hadefuld — når han aldrig har set ham? Hans fader [forlod mig] cirka to minutter efter at han havde gjort mig gravid.“

Et hold forskere foretog for nylig et studium af 15 sæt énæggede tvillinger der var blevet opdraget hver for sig. De blev „forbløffede over de lighedspunkter de konstaterede“. Eftersom tvillingerne havde levet adskilt og var blevet opdraget i hver sit miljø, kom forskerne til det resultat at arveligheden udgjorde en vigtig faktor i den slående lighed i tvillingernes adfærd. Som en af forskerne, David Lykken, konkluderede, viser undersøgelsen at „en langt større del af menneskets adfærd er genetisk fastlagt eller påvirket, end vi før har antaget“.

Miljøet

HVOR BARNET BOR: „Tommy var den uheldigste knægt jeg nogen sinde har kendt,“ fortæller en socialrådgiver der i fem år har arbejdet blandt unge. „Han boede i en fire et halvt værelses lejlighed sammen med ti slægtninge. . . . Hjemme oplevede Tommy det trøstesløse at have en fader der var dranker, at bo i en overfyldt lejlighed . . . og at føle sig fuldstændig nytteløs og uønsket.“ I en alder af 14 blev drengen heroinnarkoman, og tre år senere døde han af en overdosis. Det miljø han levede i havde tydeligvis en negativ virkning på ham. Men en anden teenager der også boede under trange forhold i en overbefolket by, gik det bedre. Hans moder siger: „Selv om jeg forstår at det undertiden gik Jeff på, har mine børns opvækst så nært inde på livet af mange mennesker der virkelig interesserede sig for dem, gjort dem begge venlige og imødekommende over for andre.“

HVAD ET BARN SER: I nogle lande tilbringer børn efter sigende næsten 8000 timer foran fjernsynet før de kommer i skole. Det kan ikke undgå at påvirke deres indstilling til livet. „Det lærer dem at magt er ret,“ siger psykologen Robert Liebert, en af de mest ansete iagttagere af børns adfærd. „De fleste TV-programmer lærer at det er de rige, de stærke og de frække der opnår størst succes.“

Adskillige undersøgelser har desuden vist at megen fjernsynsseen hæmmer indlæringsevnen. Som en autoritet udtrykker det: „Når fjernsynet er tændt, fastfryses enhver . . . alt hvad der plejede at foregå mennesker imellem — leg og spil, samtaler, følelsesmæssige situationer som udviklede personligheden og evnerne — standses. Når man lukker op for fjernsynet lukker man altså af for den proces der gør mennesker menneskelige.“

Kostens betydning

’Meget vigtig,’ siger nogle læger. Det belyses af følgende beretning om en lille dreng hvis moder forklarede: „Han er syv år og er glad for skolen når han først kommer derhen. Men jeg må hale ham ud af sengen, tvinge ham i tøjet og slå ham før han vil spise. Han kaster op. Vi kører ham i skole.“ Hun græd over det og tilføjede: „Hvad skal vi gøre ved ham?“ En læge fandt imidlertid ud af at drengen spiste en stor portion is hver aften før han kom i seng. Da isen blev erstattet af noget mere nærende, blev hans adfærd om morgenen med ét langt bedre. Den omtalte læge, Lendon H. Smith, understreger i sin bog Improving Your Child’s Behavior Chemistry (Hvordan man forbedrer sit barns adfærdskemi) behovet for en rigtig ernæring, idet han siger: „Om et menneske fungerer godt, afhænger af om hjernen får tilstrækkelig næring.“

„En underlødig kost kan til sidst resultere i et ’underlødigt legeme’,“ hedder det i tidsskriftet Science World (22. februar 1979), som henleder opmærksomheden på den skadelige virkning en øget indtagelse af læskedrikke, slik, hot dogs, kager og så videre, har, især på unge. Mindst én undersøgelse har vist at en sådan kost kan forårsage „alvorlige personlighedsforandringer, idet den sædvanligvis gør et menneske stærkt aggressivt og irritabelt“.

Hvis et barn er allergisk over for mad og andre stoffer, kan det også indvirke på dets adfærd. En 11-årig dreng blev af sin moder beskrevet som meget lunefuld, altid ulykkelig, vranten og trættekær. En læge opdagede at barnet var allergisk, og forældrene fortæller at drengen, da han fik den rette behandling, blev „et nyt menneske“. Lignende resultater er opnået med visse overaktive børn hvis kost er blevet omhyggeligt kontrolleret.

Forældrenes eksempel

„Jeg havde ondt af min mor,“ forklarede en 17-årig ung mand. Han havde netop voldtaget en pige ved at true hende med en kniv. Han sagde at han havde gjort det for at skabe vanskeligheder for sin fader, der åbenlyst bedrog hans moder.

I stedet for at tage afstand fra forældrenes dårlige eksempel er mange børn tilbøjelige til at efterligne det. Bogen Who’s Bringing Them Up? (Hvem opdrager dem?) forklarer: „Små børn lærer ved at efterligne . . . De tilegner sig alle de vaner, følelser, spændinger, glæder, sorger og adfærdsmønstre som findes hos de voksne de efterligner. Børn med voldelige forældre vil være tilbøjelige til at optræde voldeligt, og børn med kærlige forældre vil være tilbøjelige til at efterligne den opførsel.“

Der er mange kræfter som påvirker et barns liv, men som en pædagog siger: „Forældre . . . må forstå at de stadig er den vigtigste faktor i deres børns liv.“

Børns behov for kærlighed og anerkendelse

Efter at have levet blot tre måneder var en lille dreng klar over at der manglede noget væsentligt i hans liv. Hans vedvarende krampetrækninger var et udtryk for hans protest. Lægerne kunne ikke finde ud af hvad der var galt. „Men så fik de at vide at moderen ikke havde ønsket barnet, at hun aldrig tog det op eller kælede for det, men blot lagde en flaske ned i vuggen når det var dets spisetid,“ hedder det i bogen The Secret World of Kids (Børns hemmelige verden). Da sygeplejerskerne viste barnet kærlighed, ophørte krampetrækningerne.

Vi er født med et behov for kærlighed. „Dette behov for kærlighed og opmærksomhed er sandsynligvis den vigtigste forklaring på dit barns adfærd,“ siger børnepsykologen Bruce Narramore. Nægtet denne kærlighed vil et frustreret barn gøre næsten alt — lyve, stjæle, sætte ild på, hengive sig til stofmisbrug, umoralitet og så videre. Dette behov for kærlighed, der vokser ligesom barnet gør, kommer også til udtryk på anden måde.

DET „STØRSTE PRES“ FOR DE UNGE: ’Det er ikke lærerne eller karakterjaget,’ erkender en teenager. „Det er presset fra andre unge.“ Ønsket om at blive accepteret af andre unge dikterer manges opførsel. En socialrådgiver der forsøgte at rette op på medlemmerne af nogle vilde ungdomsbander, beretter: „Det som disse uheldige unge søger, er i grunden bare det vi alle sammen ønsker — at være noget fremfor ingenting at være, at blive anerkendt som et menneskeligt væsen, at blive værdsat og helst også elsket.“ (Kursiveret af os) Dette behov søger de desperat at få opfyldt blandt deres kammerater i gruppen.

Hvor stærkt er dette ønske om at blive accepteret af gruppen? Det besluttede et hold læger at undersøge. De inviterede en gruppe på 10 teenagere ind i et værelse og holdt et kort hvorpå der var tegnet flere linjer, op for dem. „Når vi peger på den længste linje,“ sagde lægerne, „så ræk venligst hånden i vejret.“ Den ene af de unge vidste imidlertid ikke at de andre ni i forvejen havde fået besked på at vælge en forkert linje.

Da øjeblikket var inde til at vælge, så den teenager der var under observation i vantro at alle de andre valgte en kortere linje. „Der må være et eller andet jeg har misforstået, og jeg må hellere gøre ligesom alle de andre gør, ellers ler de bare ad mig,“ tænkte drengen. Så han rakte hånden i vejret sammen med de andre! Dette skete flere gange. For ikke at blive ’leet ad’ fornægtede han sin egen forstand. „Mere end 75 procent af de unge der blev prøvet,“ beretter dr. James Dobson, „opførte sig på samme måde!“

Hvor mange børn har ikke fornægtet deres egen forstand ved at hengive sig til umoralitet, stofmisbrug, drikkeri og så videre, alt sammen på grund af ønsket om at blive accepteret af gruppen. Der er imidlertid også en anden følelse der påvirker børns opførsel.

„JEG HAR ALTID FØLT MIG UNDERLEGEN OVER FOR MINE VENNER“: Sådan sagde en 15-årig pige. Hun var overvægtig og havde ikke nogen „ven“. Hun tænkte på at begå selvmord. Hendes liv blev reddet af en vågen rådgiver der passede en telefon, en såkaldt ’varm linje’, som selvmordskandidater kan benytte. Hun er ikke den eneste der føler sig underlegen.

„Er De klar over at omkring 80 procent af teenagerne i vort samfund er utilfredse med deres udseende?“ skriver dr. Dobson i sin bog Preparing for Adolescence (Hvordan man forbereder sig til pubertetsalderen). De føler sig enten for høje eller for små, for tykke eller for tynde! Andre føler sig ilde berørt på grund af filipenser i ansigtet. Dertil kommer at de unge, i en alder hvor mange forældre lægger vægten på hvad barnet kan præstere og ikke på hvad det er som menneske, ofte er skuffede over sig selv og kun har ringe selvrespekt. Mange af dem gør oprør, øver hærværk, optræder voldeligt og er altid på farten — simpelt hen fordi de ikke kan holde sig selv ud.

KØNSDRIFTEN VÅGNER: Hypofysen, en lille kirtel der ligger lige under hjernen, begynder at give nogle skrappe „ordrer“ til teenagere. Den siger faktisk til legemet: ’Gør dig klar, forbered dig til forældreværdigheden!’ De endokrine sekreter den udsender, får kønsorganerne til at modnes. Men disse hormoner gør meget mere.

„I pubertetsalderen sker der . . . forandringer i de endokrine kirtler som virker organisk stimulerende på unge mennesker og gør dem overmodige. De endokrine sekreter spiller bogstavelig talt bold med dem, men falder til sidst til ro i et nyt leje,“ hedder det i bogen The Story of Human Emotions (Historien om menneskets følelser) af dr. med. G. M. Lott. Ja, disse hormoner „spiller bogstavelig talt bold“ med teenagernes følelser. I denne periode begynder en teenager at hævde sin uafhængighed, og han eller hun bliver sandsynligvis mere interesseret i det modsatte køn.

Bibelen beskriver denne periode som „ungdommens vår“ og anbefaler at man venter med at gifte sig til man er „ude over“ denne periode. (1 Kor. 7:36) Det oprindelige græske ord (hyperakmos) hentyder bogstaveligt til at man er forbi ’det højeste punkt af noget, en blomsts fulde blomstring’. I pubertetsalderen „blomstrer“ kønsdriften hos de unge. For hundrede år siden var piger gennemsnitlig 16 år når de fik deres første menstruation, men nu er gennemsnitsalderen 12 år. Dette gør ikke problemet mindre, for det betyder at nogle meget tidligt kastes ud i situationer de ikke har forudsætninger for at klare.

Når teenagere lader sig beherske af denne kønsdrift, bliver resultaterne ofte tragiske — kønssygdomme, uønskede svangerskaber, aborter og manglende selvrespekt. Det er nødvendigt at beherske sådanne lidenskaber. (Kol. 3:5) En gymnasieelev der så tilbage på sit liv, siger: ’Jeg havde kønslig forbindelse med min pige da vi var femten. Vi havde gjort alt andet end det, og en aften spurgte hun om vi ikke skulle løbe linen ud. Nogle få dage senere var det forbi mellem os. Det var den værste tid i mit liv. Jeg var deprimeret, nedtrykt og nervøs. Jeg følte mig som en fiasko.’

Der er tydeligvis mange faktorer der får børn til at opføre sig som de gør. Børn er forskellige, og derfor reagerer ikke alle på samme måde over for den samme påvirkning. Nogle unges handlinger vil, sørgeligt nok, efterlade følelsesmæssige ar for resten af livet. Hvad kan forældre gøre for at hjælpe dem til at undgå en sådan ulykke? Og er der andet man kan gøre for at sikre at børneopdragelsen fører til et godt resultat?

[Illustration på side 4]

Et dårligt miljø kan afføde kriminelle handlinger — men det er ikke altid tilfældet

[Illustration på side 5]

Hvis børn ser for meget TV kan det hæmme deres indlæringsevne, og nogle programmer kan lære dem en uret adfærd

[Illustration på side 6]

En underlødig kost kan være årsag til en aggressiv opførsel

[Illustration på side 7]

Børn der har kærlige forældre er tilbøjelige til at efterligne deres adfærd

[Illustration på side 8]

Ønsket om at være accepteret af andre unge dikterer manges adfærd