Det bedste du kan give dit barn . . . dig selv!

DEN lille dreng er så spændt; han kan næsten ikke vente til det bliver lørdag. Hans fader har lovet at tage ham med i zoologisk have! Hele ugen har han oplevet den dag i tankerne — han har set på sælerne der stryger gennem vandet, han har strakt hånden frem med jordnødder til de kæmpestore elefanter så de kunne tage nødderne med snabelen, og han har gyst ved lyden af løvernes brøl når dyrepasseren kom for at fodre dem. Han kan næsten ikke vente!

Tiden snegler sig af sted, men langt om længe bliver det lørdag. Så siger hans fader: „Der er kommet noget i vejen. Vi får ikke tid til at gå i zoologisk have.“ Drengen sidder på sit værelse, der er fuldt af kostbart legetøj. Han er sønderknust og opløst i gråd; han føler sig svigtet.

Årene går. Drengen vokser op, bliver gift og får selv en søn. Han lover sønnen at de skal i zoologisk have sammen, men da dagen kommer siger han: „Der er kommet noget i vejen. Vi får ikke tid til at gå i zoologisk have.“ Han tager af sted og tænker i farten at han skal huske at købe noget legetøj til sin søn; så bliver hans tanker optaget af det arbejde han skal i gang med.

Årene går atter. Nu er han gammel, bor alene og føler sig ensom. I dag skal hans voksne søn imidlertid komme og besøge ham! Hans øjne lyser af forventning. Så ringer telefonen, og sønnens stemme lyder: „Der er kommet noget i vejen. Jeg får ikke tid til at besøge dig.“ Langsomt lægger den gamle mand røret på; lyset i hans øjne er borte. Han tager en avis og holder den op foran sig, men hans øjne er fugtige og han ser intet. I tankerne ser han tilbage over årene som er gået, mindes hvad der er sket ved andre lejligheder før i tiden, og hører ordene som talt ud af fortiden: „Der er kommet noget i vejen. Vi får ikke tid.“

Forældre er nødt til at sætte tid af til deres børn. Det er ikke nok at give dem materielle gaver. Legetøj kan være meget sjovt, men det går i stykker eller børnene bliver trætte af det. Jo mere de får, des mere vil de have, og deres syn på livet bliver materialistisk. Det barnet i virkeligheden trænger til er kærlighed, og det bedste bevis du kan give på din kærlighed er at du giver dig selv.

I nogle lande ser man biler hvis bageste kofanger er forsynet med en plakat hvorpå der står: „Har du givet dit barn et knus i dag?“ En psykiater siger: „Et barn der ikke bliver omfavnet ofte nok kan blive indesluttet eller reserveret når det vokser op. . . . Den fysiske kontakt mellem forældre og barn er et meget vigtigt led i barnets opvækst. Man har eksempler på at børn er døde fordi de ikke blev omfavnet eller fik et knus af og til i de første leveår.“

Ved et fagkursus blev der gengivet en rapport fra en hospitalsafdeling for forældreløse børn. Spædbørnene i en lang række senge blev syge og nogle af dem døde, men der skete ikke noget med barnet i den sidste seng på rækken. De børn der lå i den seng trivedes altid godt. Det var en gåde for den ansvarshavende læge. Barneplejerskerne sørgede lige godt for alle børnene. De fik deres mad, blev badet og lå varmt og godt — der blev ikke gjort forskel på dem. Alligevel blev der noget i vejen med alle børnene og nogle af dem døde; den eneste undtagelse var barnet i den sidste seng. Tiden gik og nye spædbørn kom ind på stuen, men den samme historie gentog sig.

Forgæves gjorde lægen alt for at finde en forklaring på fænomenet, og det endte med at han i det skjulte holdt øje med stuen en hel nat. Barneplejerskerne kom ind og gav børnene deres mad til tiden, og der blev sørget lige godt for dem alle sammen. Ved midnatstid kom rengøringsassistenten ind. Hun lagde sig på sine knæ og skurede og skrubbede gulvet fra den ene ende af afdelingen til den anden. Da hun nåede den nederste ende af stuen rejste hun sig, strakte sig og tog sig til den ømme ryg, hvorefter hun gik hen til den sidste seng. Hun bøjede sig over sengen, tog den lille op og gik så rundt i stuen mens hun småsnakkede til barnet, kærtegnede det, knugede det ind til sig og vuggede det i sine arme. Så lagde hun barnet tilbage i sengen og fortsatte med sit arbejde.

Lægen lagde ikke noget særligt i dette; det kunne være et tilfælde at rengøringsassistenten holdt pause da hun nåede ned til den seng. Alligevel holdt han øje med stuen igen næste nat, og det samme gentog sig. Nat efter nat strakte rengøringsassistenten ryggen på det samme sted, og hver nat var det barnet i den sidste seng der blev talt til, kælet for, omfavnet og elsket. Og barnet trivedes.

Krigsramte forældreløse børn der kom til De forenede Stater med adoption for øje, led af mange forskellige sygdomme; men allermest led de af mangel på kærlighed. I en rapport hedder det:

„Krigens alvorlige børn vil hele tiden røre, holde i hånd og klynge sig fast. De elsker at blive taget op. De lider af ’de forældreløses syndrom’. . . . Selv nogle af de større børn blev båret ud ligesom spædbørn, da busserne bragte dem hertil i tirsdags fra Travis Air Force Base. De stirrede og klyngede deres tynde arme og ben om de frivillige hjælpere. ’Det er et dybtliggende behov og kan ikke tilfredsstilles ved at man klapper dem på hovedet eller rider ranke med dem,’ sagde dr. Stalcup [den ansvarshavende læge]. ’Det er en kendsgerning at børn skal have kærlighed, og ikke blot mad og drikke, hvis de skal udvikle sig.’“

Og hvis de ikke udvikler sig følelsesmæssigt kan de blive indesluttede, fjendtlige og kriminelt disponerede, ja ligefrem begå mord, selv på deres egne forældre. Sådan bliver børn ikke fordi de ikke får legetøj, men de risikerer at blive det hvis de ikke får kærlighed.

Dr. James Dobson har ikke alene skrevet om børns behov for kærlighed, men også om deres behov for opdragelse, eller tugt, dette omstridte emne. Han siger:

„Det er min faste overbevisning at de sundeste omgivelser børn kan vokse op i derhjemme, er dem der tilgodeser en nøje balance mellem to væsentlige betingelser: kærlighed og opsigt. Når disse opfyldes i passende mål véd hvert barn at det elskes ud over alle grænser og at forældrene fuldt og helt vurderer det som et selvstændigt individ. Men barnet erfarer også at kærligheden tvinger forældrene til at undervise, styre og lede det — ja måske tugte det når det nægter at adlyde. . . .

De synspunkter jeg har givet udtryk for her, bygger hverken på forsøg eller filosofi; jeg kan heller ikke hævde at de udelukkende er mine egne. De repræsenterer en fremgangsmåde ved børneopdragelse der har eksisteret i 2000 år i jødekristen tradition. Disse synspunkter grunder sig ikke på dunkle teoretiske antagelser, men på faktiske konsekvenser. Som Jack London har sagt: ’Den bedste målestok for alt bør være: duer det?’ Når kærlige voksne griber ledelsen an på rette måde, så duer den!“

Længe før Jack London gav denne rettesnor, forkyndte Jesus Kristus den. Han sagde: „Visdommen skal man kende på dens gerninger.“ (Matt. 11:19, Seidelin) Nogle moderne psykologer går ind for at forældre skal give afkald på deres myndighed og være eftergivende over for deres børn. Hertil siger dr. Dobson i afslutningen af sin artikel: „Jeg håber ikke at amerikanerne slipper traditionens rige værdier og følger den brogede forsamling af fortalere for dette adfærdsnonsens, især ikke hvor det gælder vore børn.“

Hvis du undlader at give af dig selv til dit barn, vil det føle sig uønsket. Alverdens legetøj kan ikke erstatte en kærlig fader eller moder der ud over materielle fornødenheder og gaver giver sig selv. Familiekredsen betyder meget for et barns psykiske udvikling. Dette forstod man i det gamle Israel. Barnet var en væsentlig del af familien. Det blev undervist hjemme, lærte et håndværk ved at arbejde sammen med forældrene, og kunne få sine adspredelser inden for den store familie.

I dag er det mange steder sådan at barnets behov bliver dækket uden for familien. Det bliver sendt i børnehave, sendt i skole, sendt i sommerlejr, sendt i biografen. Eller hvis forældrene skal ud, så efterlades barnet derhjemme med en babysitter. Puffet ud af familiekernen kredser barnet så at sige rundt i sin bane et eller andet sted derude og kommer let til at føle — måske bare i underbevidstheden — at det ikke rigtig hører til familien. Det føler sig tilsidesat, uønsket, uelsket, omgivet af en fjendtlig verden af voksne.

Forståeligt nok bliver sådanne børn bitre og begynder at lade deres skuffelse gå ud over dem der har forsømt at give dem den kærlighed de fortjener, eller over samfundet. De mister respekten for deres forældre og ikke sjældent for voksne i almindelighed. Generationskløften er opstået, og den bliver bredere og bredere. Disse børn løber måske hjemmefra og havner i en storby hvor de stifter bekendtskab med kriminalitet, stofmisbrug, prostitution og andet som de slet ikke er i stand til at klare sig imod.

Nøglen til problemets løsning er kærlighed i familien, lige fra barnet er født. Hvis alle voksne levede efter Bibelen ville der ikke være nær så mange problemer med børnene.

Hvor mange børn ville være ofre for skilsmisser, separationer og opløste hjem hvis alle ægtepar fulgte Bibelens råd i Første Korinterbrev 7:10, 11? Der står: „De gifte befaler jeg . . . at en hustru ikke må gå fra sin mand; . . . og en mand må ikke forlade sin hustru.“

Hvor mange forsømte og misrøgtede børn af fordrukne fædre og mødre ville der være hvis alle forældre fulgte Bibelens råd i Efeserbrevet 5:18 og Romerbrevet 13:13? Der står: „Drik jer ikke fulde i vin; det fører til udsvævelser.“ „Lad os vandre anstændigt som ved dag, ikke med sviregilder og drikketure, ikke i ulovlig kønslig omgang og skamløshed, ikke i strid og skinsyge.“

Hvor mange mishandlede, forslåede børn ville der være hvis alle fædre fulgte rådet i Kolossenserbrevet 3:21, hvor der står: „I fædre, I må ikke opirre jeres børn, for at de ikke skal blive mismodige“? og hvis ansvarsløse unge mødre, i overensstemmelse med ordene i Titus 2:4, lod sig ’kalde til fornuft så de elskede deres mænd og elskede deres børn’?

Hvor mange børn ville føle at de voksne ikke var interesseret i dem, hvis alle forældre rettede sig efter vejledningen i Femte Mosebog 11:19? — „I skal lære eders børn dem [Guds principper], idet I taler om dem, både når du sidder i dit hus, og når du vandrer på vejen, både når du lægger dig, og når du står op.“

Kort sagt, ville der overhovedet være nogen uønskede og uelskede børn hvis alle voksne fulgte Jesu eksempel i Markus 10:14, 16? — „’Lad de små børn komme hen til mig; søg ikke at hindre dem’ . . . Og han tog børnene i sine arme og begyndte at velsigne dem.“

Og hvordan ville hele verden for den sags skyld se ud hvis alle fulgte den regel Kristus Jesus opstillede i Mattæus 7:12? — „Derfor, alt hvad I ønsker at folk skal gøre mod jer, skal I også gøre mod dem.“

Jehova Gud har bevist sin kærlighed til menneskene: „Gud elskede verden så meget at han gav sin enestefødte søn, for at enhver som tror på ham, ikke skal gå til grunde men have evigt liv.“ — Joh. 3:16.

Jesus har bevist sin kærlighed ved at give sit liv: „Menneskesønnen [er] ikke . . . kommet for at lade sig tjene men for at tjene og give sin sjæl som en løsesum i bytte for mange.“ — Matt. 20:28.

Da den opstandne Jesus Kristus steg til himmelen gav han den kristne menighed „gaver i mennesker“. — Ef. 4:8.

Jehova Gud gav sin enestefødte søn. Jesus gav sig selv. Han gav også mennesker som gaver så de kunne tjene hans menighed. Og selv om Jesus havde meget at gøre og havde en vigtig mission at varetage, havde han aldrig mere travlt end at han kunne ofre tid på børnene.a Forældre, følg disse eksempler! Giv af jer selv til jeres børn. Giv jeres kærlighed. Giv jeres tid. Vær forsigtige med at sige: „Vi har ikke tid.“ Hvis I „sår“ disse ord, kan det være at I også kommer til at „høste“ dem. Det er vigtigt at I køber tid til jeres børn.

Husk, du der er fader eller moder: Du er selv den bedste gave du kan give dit barn!

[Fodnote]

[Tekstcitat på side 4]

„Krigens alvorlige børn vil hele tiden røre, holde i hånd og klynge sig fast.“

[Tekstcitat på side 5]

„Visdommen skal man kende på dens gerninger.“

[Tekstcitat på side 6]

„I må ikke opirre jeres børn, for at de ikke skal blive mismodige.“

[Tekstcitat på side 6]

Pas på med at sige: „Jeg har ikke tid.“