Kan videnskaben frembringe nye livsformer?

Hr. Hvalros sa’: „Nu er det tid at drøfte dit og dat. . . . Hvorfor er grisen flyvegal og vandet varmt i nat?“ — „Bag Spejlet“ (Lewis Carroll)

GRISE der kan flyve? Sludder! vil mange af os sige. Men ifølge videnskaben vil det en dag faktisk blive muligt at frembringe grise med vinger. Det skyldes den meget omtalte teknik med navnet genetisk manipulation. Med denne teknik kan man overføre arvelige egenskaber fra én organisme til en anden, så der for eksempel fremkommer planter der ikke skal bruge kunstgødning, bakterier der finder frem til malm og olie, og gær der omdanner affald til alkohol. Videnskaben begynder med andre ord at kunne gribe ind i de gængse livsformer og omdanne dem.

Er det ren science fiction? Nej. Læg mærke til hvor langt man allerede er nået med hensyn til overførsel af genernes DNA. Her er nogle eksempler:

September 1978. Ved hjælp af et syntetisk gen til fremstilling af menneskeinsulin er det lykkedes forskere i Californien at omdanne almindelige bakterier til små „fabrikker“ der producerer insulin. Dette stof benyttes som bekendt hver dag af mange sukkersygepatienter, hvoraf nogle er overfølsomme over for det animalske insulin der i øjeblikket anvendes.

Juli 1979. Bakterier med indførte menneskegener har frembragt et stof med samme opbygning som menneskets væksthormon. I øjeblikket er dette væksthormon det eneste middel mod hypofysær dværgvækst, en lidelse som tusinder af mennesker i verden er ramt af. Hidtil har dette væksthormon kun kunnet skaffes fra hypofysen hos døde mennesker.

Januar 1980. Menneskeinterferon, et af kroppens egne midler til bekæmpelse af virus, er for første gang produceret af bakterier. Tidligere har interferon kun kunnet udvindes af menneskeblod. Bare 100 milligram interferon krævede over 30.000 liter blod! Videnskaben håber nu at interferon kan anvendes som antibiotikum og regner med at det vil være lige så effektivt mod virusangreb som penicillin er mod bakterier.

Mange forskere er begejstrede for de store fremskridt der er sket med genetisk manipulation. Hvis man kan „ombygge“ bakterier så de kan producere menneskeinsulin, væksthormon og interferon, hvad kan man så ikke gøre? „Alt hvad der i hovedtrækkene er opbygget som et protein vil, inden for de næste 15 år, kunne produceres i ubegrænsede mængder,“ spår en videnskabsmand fra Massachusetts Institute of Technology.

Men hvori består den genetiske manipulation? Kan den bruges til at skabe nye organismer? Hvilke løfter indebærer den for fremtiden?

Proteiner, gener — og dig

NÅR man taler om „proteiner“ vil mange mennesker komme til at tænke på en saftig, proteinrig bøf. Men proteiner er andet og mere end det. Der er proteiner i kød fordi alt levende, og især dyr, består af proteiner — et utal af forskellige, der har hver sin opgave.

Forskellige proteiner? Ja, hvis vi ser bort fra legemets indhold af vand, udgør proteinmolekylerne omkring halvdelen af legemsvægten; men der er forskel på dem. Nogle af dem gør håret, huden og neglene stærke. Andre, de såkaldte enzymer, styrer de kemiske processer i legemscellerne. Andre igen danner sygdomsbekæmpende antistoffer.

Hvad består proteinerne af? Alle de tusinder af forskellige proteiner er sammensat af mindre molekyler der kaldes aminosyrer. Der bruges kun 20 forskellige aminosyrer til opbygningen af alle de proteintyper der indgår i træer, planter, dyr og mennesker — ligesom de 28 gængse bogstaver i det danske alfabet kan kombineres til hundredtusinder af forskellige ord.

I de levende celler kobles aminosyrerne sammen til de nødvendige proteiner, som jernbanevogne i en togstamme. Til fremstilling af insulin, for eksempel, skal cellerne i bugspytkirtelen sammensætte to „tog“, eller aminosyrekæder, der snor sig sammen på en karakteristisk måde. Den første kæde er som et ord på 21 bogstaver (aminosyrer), og den anden kæde har 30 aminosyrer.

De to kæder forbindes, og legemet har fået et insulinmolekyle, der medvirker til at kontrollere blodets sukkerindhold. Sukkersygepatienter kan tale med om hvor vigtige proteiner som insulin er.

Tegninger og kopier — DNA og RNA

Men hvordan kan cellerne i bugspytkirtelen vide hvilke aminosyrer de skal koble sammen til insulin? Og hvad forhindrer cellerne i for eksempel storetåen i også at producere insulin? Svaret ligger i et stort og enestående molekyle med navnet DNA (desoxyribonukleinsyre), der hovedsagelig findes i cellekernen i hver af legemets billioner af celler. Hvordan virker DNA’et egentlig?

Har du nogen sinde været på en byggeplads? Så har du måske lagt mærke til at tømrerne, murerne og elektrikerne ofte rådfører sig med nogle arbejdstegninger. Hvor kommer tegningerne fra? Det er kopier af arkitektens originale tegninger, som findes på byggekontoret. Når der skal bruges kopier af en detalje i byggeriet, tages der en kopi af originaltegningen på en kopimaskine på byggekontoret, og den gives for eksempel til en sjakformand, der tager den med ud til sit arbejdshold.

Dette kan illustrere hvad der sker i cellen. I cellekernen (byggekontoret) findes „originaltegningerne“ til alle de proteiner legemet nogen sinde vil få brug for. Det er DNA-molekylerne. Når der skal bruges insulin går det pågældende afsnit af DNA’et (et såkaldt gen) i gang inde i kernen i nogle af cellerne i bugspytkirtelen.

DNA’et bevæger sig ikke uden for kernen, ligesom arkitektens originaltegninger normalt ikke forlader kontoret. Dertil er DNA,et for værdifuldt. I stedet fremstilles en kopi af det pågældende gen; det besørges af et molekyle der kaldes budbringer-RNA (ribonukleinsyre). Denne „budbringer“ tager kopien med sig ud af kernen til „byggepladsen“ i cellen, hvor et arbejdshold venter på at bygge et insulinmolekyle.

„Hovedmanden“ i dette arbejdshold er ribosomet, en celledel der virker som en slags tømrermester. Det har hjælpere i form af transport-RNA. Disse små hjælpere er molekyler der finder frem til aminosyrerne og fører dem hen til ribosomet. Ribosomet „aflæser“ den kopi som budbringer-RNA’et kom med, og sammensætter insulinkæden.

I „byggekontoret“ i hver af cellerne er der langt flere tegninger end nogen enkelt celle skal bruge. For eksempel har cellerne i storetåen også gener til produktion af insulin, men de kan ikke sættes i gang. De holdes forvaret „under lås og slå“. Hver celle bruger kun den del af DNA’et i sin kerne den skal bruge til de ting den skal producere. Vi kan være glade for at det er sådan, for hvis nogle celler „bryder ind“ og igangsætter en produktion efter nogle „tegninger“ de ikke skulle bruge, kan de skade sig selv og andre celler og måske blive til kræftceller.

Rettelser i tegningerne

En arkitekt vil sikkert protestere hvis man siger at arbejdstegningerne til opførelsen af en kæmpeskyskraber er opstået ved et tilfælde. Tegningerne må være lavet af en arkitekt med en lang uddannelse bag sig. Nu indeholder DNA’et i cellerne i alle levende organismer instruktioner der er langt mere komplicerede og detaljerede end noget sæt arkitekttegninger. Er det da ikke også en rimelig tanke at DNA’et — som kan styre „konstruktionen“ af såvel bakterier som planter og mennesker — stammer fra en Mesterarkitekt? Denne Mesterarkitekt er Gud, hvis navn er Jehova. — 1 Mos. 1:11-28.

Hvad ville en god arkitekt sige til det hvis amatører, uden at spørge ham om råd, ændrede i de tegninger han med stor omhu havde udarbejdet til et bestemt byggeri? Han ville ikke bryde sig om det, for han ved at den der foretager forandringerne sikkert ikke har tænkt på alle konsekvenserne. Man kan godt få lyst til at gøre et badeværelse dobbelt så stort, men hvad nu hvis det fylder hele entreen eller trappeafsatsen? Og hvad vil det betyde for alle rørsystemerne?

Videnskaben kan nu gribe ind i det arvebærende DNA i de levende celler og derved ændre på Skaberens „arkitekttegninger“. I nogle tilfælde siges det at være med et gavnligt, medicinsk formål — som når gener for menneskeinsulin indsættes i bakterier. I andre tilfælde skyldes det snarere nysgerrighed efter at se hvordan cellerne fungerer — som når man indsætter virusgener i musefostre.

Således kan forskerne nu ændre generne, men de ved langtfra alt om hvordan generne virker. I 1979 stod der i New York Times: „Nye opdagelser har vist at strukturen af animalske gener, derunder også menneskers gener, adskiller sig meget fra hvad man har troet i mindst 20 år.“ Hvad har man da opdaget? At generne hos dyr og mennesker som regel ikke fungerer på samme måde som bakteriernes gener, hvad forskerne ellers havde troet. Animalske gener er langt mere komplicerede og har lange rækker af informationer som man ikke forstår. Forskerne har altså indset at selv om de kan aflæse bakteriernes arbejdstegninger, kan de ikke nødvendigvis aflæse menneskecellernes arbejdstegninger, som de havde troet.

Man har også for nylig erfaret at den genetiske kode i DNA-molekylerne ikke er konstant, som man altid havde ment. Det viser sig at koden er lidt anderledes når DNA’et ikke befinder sig i cellekernen men i mitokondrierne (nogle celledele uden for kernen). „Grundsætningen om at den genetiske kode er universel, er blevet rystet,“ hed det i bladet New Scientist. Hvorfor ændrer koden sig? Man ved det ikke. „Nogle af de spørgsmål der opstår på grund af den genetiske analyses resultater vil måske aldrig blive besvaret,“ kommenterer New Scientist.

Det er derfor ikke så mærkeligt at nogle udtrykker bekymring over forsøgene ved indgreb i de arvelige faktorer. Mange biologer holder på at denne forskning ikke indebærer nogen stor risiko; men véd de egentlig nok til at kunne udelukke risici? Videnskaben hævdede at de amerikanske atomforsøg der i 1950erne blev foretaget i det vestlige USA, ikke blev til fare for offentligheden, men kræfthyppigheden hos mennesker der boede i det område der berørtes af vinde fra atomforsøgene, viser i dag at videnskaben tog fejl.

Er der fare for at forskere der leger med kræfter og biologiske processer de ikke fuldt ud forstår, ved et uheld kan slippe en frygtelig sygdom løs? Nogle tror at faren eksisterer.

Men hvad er det egentlig forskerne foretager sig med generne?

[Illustration på side 4]

Ligesom alfabetets 28 bogstaver kan kombineres til hundredtusinder af forskellige ord, kan blot 20 forskellige aminosyrer kombineres til utallige proteiner, der indgår i træer, planter, dyr og mennesker

[Illustration på side 6]

cellekerne

transport-RNA

budbringer-RNA

ribosom

aminosyrer

Plasmider og gyldne løfter

CELLERNE er små. Der kunne ligge omkring 500 celler af gennemsnitsstørrelse på det punktum der afslutter denne sætning. Og hver eneste af disse celler indeholder alle de DNA-instruktioner der skal til for at bygge hele individet — for eksempel dig.

Hvis cellerne er små, må DNA-molekylerne være meget små. Af form er de som lange, snoede tråde, så lange at alt DNA’et i et menneskelegeme kunne nå adskillige gange til solen og tilbage igen hvis de blev lagt i forlængelse af hinanden. Trådene er imidlertid meget tynde, kun nogle få milliontedele af en millimeter i tykkelse.

For at gøre det hele endnu mere indviklet er disse lange, tynde DNA-tråde tæt sammenrullet i „garnnøgler“, så de kan være inde i cellen. Dette gør det selvfølgelig svært for forskerne at finde netop det sted de søger. De kan ikke bare lægge en celle ind under et mikroskop, finde det gen de skal bruge, tage det ud med en pincet og indsætte et andet gen.

Plasmiderne kommer til hjælp

Det viser sig imidlertid at bakterierne ofte indeholder nogle DNA-molekyler der er lettere at komme til. Det er små DNA-ringe der formerer sig mere eller mindre uafhængigt af bakteriens øvrige DNA, og som let overføres fra én bakterie til en anden. Disse DNA-ringe kaldes plasmider. De bruges i dag som en nøgle i den genetiske manipulation.

Det er ikke så let at indføre gener i planter og dyr, for disse celler indeholder ingen plasmider, og deres genetiske kontrolsystemer er langt mere komplicerede. Men mange videnskabsmænd håber at de snart vil kunne gennemføre en sådan „splejsning“. Hvis det lykkes dem vil de for eksempel kunne give planter nogle gener fra bakterier der kan binde kvælstoffet i jorden. På den måde vil det ikke længere blive nødvendigt at kunstgøde planterne med kvælstof. Man håber også at man en dag vil kunne helbrede arvelige sygdomme som seglcelleanæmi ved at udskifte de defekte gener hos sygdomsbæreren.

„Man er ved at fuldføre arbejdet med en bakterie der kan gøre spildolie anvendelig, mens andre bakterier er ved at blive programmeret til at udvinde metaller under jordens overflade,“ skriver Drummond C. Bell, direktør for en amerikansk kemisk koncern, i bladet Leaders. „Fra den nye front har vi allerede fået, eller er ved at få, menneskeinsulin til bekæmpelse af sukkersyge; interferon udvundet af menneskeceller til kræftbekæmpelse; og vacciner mod sygdomme som hepatitis og malaria; dertil kommer hormoner mod dværgvækst og hæmofili, og andre hormoner der vil accellerere væksten hos kvæg og svin. Man er også ved at finde frem til et kaloriefattigt men frugtsukkerrigt sukkerstof, planter der selv kan udskille kunstgødning fra luften, én hvedeart der har dobbelt så stort proteinindhold som de nuværende arter, og en anden hvedeart der kun kræver en tiendedel af den nedbør hveden på vore marker i dag kræver.“

Det hævdes også at man ved genetisk manipulation har fundet en effektiv og ufarlig vaccine mod mund- og klovsyge hos kvæg. — Time, 29. juni 1981.

Det er ikke så mærkeligt at forretningsfolk pludselig øjner store muligheder i de biologiske skrædderes omsyning af bakterier. Men den mulige overflytning fra laboratorierne til fabrikkernes samlebånd har gjort nogle opskræmte. Hvorfor?

Hvordan foregår indgrebet i et gen?

HVAD er det egentlig forskerne gør når de „splejser“ et gen? Hvordan foregår indgrebet?

For det første skal der bruges et bestemt gen, et afsnit af DNA’et der indeholder koden eller tegningen til et bestemt protein. Der findes i dag apparatur som syntetisk kan fremstille simple gener af livløse stoffer. De mere komplicerede gener må findes og isoleres fra DNA’et i levende celler.

Dernæst skal der bruges et plasmid og et specielt enzym der kan åbne plasmidet på det rigtige sted og den rigtige måde, sådan at de løse ender kan hægtes sammen med det nye materiale.

Det kan også være nødvendigt at det nye gen i forvejen er gjort klar til produktion; det vil sige at det skal være forbundet med et andet gen der sikrer at ’kontakten er slået til’. Ellers vil det nye gen måske aldrig komme til at fungere. Trods alt har hverken plasmidet eller den bakterie der skal agere vært, brug for det nye gen der bliver indført. Det er ikke til gavn for dem, så hvorfor skulle bakterien egentlig bruge tid og kræfter på den produktion som det nye gen beder om?

Kontakterne kaldes regulatorgener. Ideen er at narre bakterien til at tro at den producerer noget den selv har brug for — mens det i virkeligheden er noget forskeren har brug for.

De nye gener og deres tilknyttede regulatorgener skal nu blandes med en mængde åbnede plasmider der er klar til sammenkobling. Nogle af plasmiderne vil koble sig sammen med de nye gener og igen lukke sig som ringe. Derefter anbringes de „sammensplejsede“ plasmider i en opløsning med masser af bakterier, og nogle af bakterierne vil tage nogle af plasmiderne til sig. Blandt bakterierne foregår der en ret fri udveksling af plasmider. Det er for eksempel ofte fra plasmiderne de skaffer de nye gener som gør dem resistente over for antibiotika.

Hvis det hele er gået efter beregning vil i det mindste nogle af bakterierne have taget plasmider med de nye gener til sig, og i det mindste nogle af plasmiderne vil være gået i funktion inde i bakterierne. De sætter bakteriernes ribosomer og øvrige „arbejdsfolk“ til at producere de proteiner som genet indeholder koden til. Bakterien er blevet omdannet til en lille fabrik der arbejder for forskeren. Men fabrikken har den særlige fordel at den formerer sig. Bakterierne deler sig og bliver til flere bakterier som alle indeholder det „manipulerede“ gen og alle fremstiller det protein man har ønsket.

[Illustration på side 8]

gen + plasmid = sammensplejset plasmid → optaget i bakterie

Et risikabelt foretagende?

„DET er en aktion man sjældent har set magen til inden for videnskaben,“ hed det i bladet Science News. Det var i 1974, netop som de amerikanske forskere var ved at finde den grundlæggende teknik med hensyn til genetisk manipulation. En gruppe ledende biologer offentliggjorde en indtrængende advarsel om risikomomenterne ved deres forsøg. Hvad var det usædvanlige ved dette? At det netop ikke var dårligt oplyste lægfolk der var blevet opskræmt, men de videnskabsmænd der var i forreste linje inden for den genetiske forskning.

De udtrykte deres bekymring i en nu berømt erklæring hvis hovedophavsmand var professor Paul Berg fra Stanford University i Californien, en forsker som senere, i 1980, fik en delt nobelpris i kemi for sit arbejde med „gensplejsning“. En anden berømt underskriver af denne erklæring var James D. Watson fra Harvard-universitetet, der blev kendt i 1953 da han var med til at beskrive DNA’ets struktur (for hvilket han også fik en nobelpris).

I mellemtiden kom det til at stå klart at den nye genteknik, farlig eller ej, kunne blive en guldmine for industrien. Kunne bakterier fremstille et billigere og mere pålideligt insulin? Jonathan King, professor i biologi, gjorde opmærksom på at „salget af insulin til diabetikere udgør en forretning til 100 millioner dollars om året“. Kunne bedre gener i planterne forøge et høstudbytte eller reducere behovet for kunstgødning, eller ligefrem give os nye og mere næringsrige planter? Man kan forestille sig de salgsmæssige muligheder. „Landbrug er stadig verdens største forretning,“ anfører professor Bonner fra Californiens teknologiske institut.

Med disse muligheder for øje er der i hast blevet dannet mange nye virksomheder med genetisk manipulation som speciale. En professor der var med til at underskrive Paul Bergs erklæring, var i 1976 også med til at danne et sådant firma Genentech. Professoren betalte 500 dollars for sine aktier i Genentech, men da aktierne blev udbudt til offentligheden i 1980, var hans andel pludselig blevet 40 millioner dollars værd! Visse opkøbere mener åbenbart at den genetiske manipulation vil blive penge værd. En vicedirektør i et medicinalfirma er ikke bange for at sige at „dette arbejde har bredere betydning end noget andet siden opdagelsen af atompartiklerne“.

Ikke alene er mindre firmaer som Genentech blevet oprettet i de senere år, men også gigantforetagender som Standard Oil, Monsanto og Du Pont bruger millionbeløb på arvelighedsforskning. I juni sidste år vakte det opsigt da USAs højesteret afgjorde at man kunne tage patent på sin teknik til genetiske forandringer af organismer, som på enhver anden opfindelse.

Der er penge i luften. Man skal derfor ikke blive forbavset over at en del videnskabsmænd giver udtryk for at den genetiske manipulation måske ikke er så risikabel alligevel. De påpeger at de anvendte bakteriestammer som regel ikke kan leve uden for laboratoriet. Det overførte DNA, siger de, danner organismer der genetisk set er „vanskabte“ og derfor ikke er til fare for mennesker på samme måde som de naturligt forekommende varianter. Det er måske typisk at dr. Watson nu kalder sin underskrift på Paul Bergs erklæring for „det tåbeligste jeg nogen sinde har gjort“.

Er der stærke videnskabelige grunde til at forskerne skifter mening? Ikke ifølge dr. Berg. „Der er ikke kommet så mange flere oplysninger frem,“ siger han. „Vi har bare tænkt lidt mere over det; ud fra stort set de samme oplysninger er vi altså nu havnet i den modsatte lejr.“

Dr. Berg indrømmer endvidere: „Der er ganske vist fremkommet mange erklæringer der udtrykker tillid, men alle de der har fremsat dem har tydelige personlige interesser på dette felt.“

En lignende bekymring udtrykkes af videnskabshistorikeren Susan Wright, som bemærker at det amerikanske sundhedsvæsens lempelser i retningslinjerne i mindst ét tilfælde „ikke er baseret på empiriske data, men på videnskabsmænds egne meninger“. Fagforeningsbladet Chemical and Engineering News siger at arbejdet med den genetiske manipulation hidtil er foregået med ret høj sikkerhed, men tilføjer dog: „En håndfuld kritikere siger imidlertid at grundlaget for at bedømme arbejde med gentransplantation som ufarligt langtfra er overbevisende, og at en eventuel tilbageværende tvivl mases ved en slags damptromletaktik uden at de endnu ubesvarede spørgsmål bliver løst.“

Sikkerhedsspørgsmålet er af særlig betydning nu, fordi kun en masseproduktion, og ikke de små forsøg, giver økonomisk udbytte. „Nu hvor teknologien flyttes ud fra laboratoriet til store, kommercielle produktionsanlæg er behovet for beskyttende kontrolforanstaltninger kolossalt forøget,“ siger George Taylor, der er sikkerhedsekspert for de amerikanske fagforbund. Det er klart at der er en stor sikkerhedsmæssig forskel mellem at have nogle få bakterier i en petriopløsning og at have store bakteriefyldte kar der producerer mængder af insulin, interferon eller andre proteiner.

Retningslinjerne fra sundhedsvæsenet i USA blev imidlertid affattet med henblik på laboratorieforskning, og fulgt på frivillig basis. De lempes til stadighed, og der er ingen instanser til at håndhæve selv de lempede retningslinjer i industrien. Professor Jonathan King beklager at „retningslinjerne nu er blevet så svækkede at de ikke beskytter folkesundheden, men snarere beskytter dem der har engageret sig i teknologien mod offentlig nysgerrighed og kontrol“.

Indebærer hastværket med at udnytte den nye teknologi en risiko for noget der kan sammenlignes med uheldet på Tremileøen?

Et andet spørgsmål der må stilles er dette: Kan den genetiske manipulation virkelig udrette det man hævder? For eksempel håber man at planter, med nogle genetiske indgreb, selv vil kunne binde kvælstoffet fra jorden, så man sparer en hel del kunstgødning og den dermed forbundne udgift og energi. Kan den slags planter virkelig udvikles?

Det vides at visse planter, såsom sojabønner, ikke behøver ekstra kvælstof, fordi der i deres rodsystem lever nogle bakterier som binder kvælstoffet for dem. Til gengæld får bakterierne deres føde fra planterne. Denne form for symbiose er både til gavn for sojabønnerne og for bakterierne, og den har sikkert Skaberen som ophavsmand. Nu vil videnskaben gerne forbedre dette arrangement.

Men det er forbundet med problemer. For det første er det ikke nær så let at få fremmede gener til at fungere rigtigt i planter som det er i bakterier. Der er ingen plasmider at benytte sig af, og planter er en mere kompliceret livsform end bakterier.

Men hvis de genetiske problemer kan overvindes, står der alligevel et kemisk problem tilbage. Kvælstofatomerne forekommer naturligt i par. Før en plante kan udnytte kvælstoffet skal parrene vristes fra hinanden. Dertil kræves en del energi, hvad enten det sker ved menneskers indgreb som i fremstillingen af kunstgødning, eller ved hjælp af bakterier, eller ved plantens egen kraft. En planteforsker siger: „Den energi en plante skal betale med for at gennemføre processen er ikke nogen ringe udgift.“ Den tabte energi vil sikkert betyde at planten bliver mindre og giver ringere høstudbytte.

Skaberens oprindelige ordning var nok ikke så dårlig endda.

Ganske rigtigt kan man ved genetisk manipulation få bakterier til at fremstille nogle stoffer man ønsker. Men gør det dem til bedre bakterier? Nej. Når de små „fabrikker“ producerer nogle stoffer der ikke har værdi for dem selv, spilder de energi som de kunne have brugt til deres egen vækst. For bakteriernes vedkommende er de „manipulerede“ arter derfor ringere arter.

Hvis mennesker ikke kan foretage egentlige forbedringer på en simpel bakterie, kan de da forbedre planter eller dyr, der er langt mere komplicerede i opbygning? Videnskabsmændene beundrer humlebiens flyveteknik — en aerodynamisk „umulighed“, trækfuglenes instinkter, hvalernes langdistancekommunikation, og knoglevævets geometrisk perfekte konstruktion. Kan de virkelig påtage sig at forbedre Skaberens arbejde? Et barn kan lære at skille sin faders lommeur ad, men det er ikke ensbetydende med at det kan få et bedre ur ud af det.

Forskere har i dag lært at skille nogle enkle organismer ad, og de vedgår at de ikke selv helt forstår hvad det er de har fundet indeni. Der er lange DNA-sekvenser hvis funktion de slet ikke kender og som de derfor kalder „nonsens-koder“ eller „rudimentære“. (Lægerne plejede også at kalde blindtarmsvedhænget og mandlerne for rudimentære før de lærte deres funktion at kende.)

Der er ikke noget forkert ved at være begærlig efter at vide hvordan livsformerne fungerer. Hvis vi bruger vor medfødte nysgerrighed til ydmygt at tage ved lære af Jehova Guds skaberværk, vil det kun gavne os. Men hvis vi med en hovmodig og selvisk indstilling prøver at ændre hans skaberværk for materiel vindings skyld, vil resultatet ikke blive til glæde for os.

[Tekstcitat på side 10]

Kunne en ny bakterie slippe løs fra et laboratorium og forvolde en frygtelig epidemi?

[Tekstcitat på side 11]

Der er penge i luften, og mange forskere mener nu at genetisk manipulation trods alt ikke er så risikabelt