Naturens planmæssighed — hvad beviser den?

VI BEUNDRER alle noget der er smukt og godt indrettet. Noget der fungerer som det skal. Det kan være et EDB-anlæg, en blomst i al sin enkelhed, eller et velindrettet hus. Orden og planmæssighed tiltaler os.

Når det drejer sig om planmæssighed, må man indrømme at naturen selv er det største eksempel. Det får mange til at drage følgende slutning: Hvis naturen bærer præg af planmæssighed, må der også være en Planlægger, en Skaber. Mange finder endda at de store videnskabelige opdagelser i vor tid har styrket dette ræsonnement. Hvorfor? Fordi de endnu mere har åbnet vore øjne for hvor kompliceret og hvor viseligt indrettet naturen er.

Tænk blot på det man har fundet i den levende celles verden. For hundrede år siden mente man ikke at cellen var andet end en klat protoplasma omgivet af en ganske simpel hinde. Men i dag ved vi at denne hinde i sig selv er et under, idet den med stor nøjagtighed kan regulere ind- og udførselen af de forskellige stoffer i cellen. I det indre af cellen er der et mylder af bestanddele som fungerer sammen. Der er proteiner, enzymer, DNA’et — cellens „arbejdstegning“ — og meget mere, der er yderst kompliceret.

Orden og harmoni

Hvad enten vi spejder ind i atomernes og de levende cellers lilleputverden eller retter blikket ud mod det vældige univers med dets milliarder af stjerner og mælkeveje, vil vi overalt finde det samme — orden og harmoni. Alt bærer præg af hensigt og planmæssighed!

Hvis vi i det daglige ser noget der vidner om en hensigt, konkluderer vi med det samme at der står mennesker bag. Hvis det er et hus, ved vi at det er bygget af en der har udregnet hvordan det skulle gøres. Da dit armbåndsur blev fremstillet, var en urmager sikkert medvirkende. Når vi ser en arbejdstegning på et bord, ved vi at den er tegnet af en konstruktør. Når vi går på kunstmuseum og ser malerier, ved vi at de er malet af en eller anden. De simpleste stole, borde, tandbørster og blyanter er udtænkt og fremstillet af mennesker. Hvis du spurgte: ’Hvem har lavet dette?’ — hvad ville du da mene hvis svaret lød: ’Det har ingen, det er blevet til af sig selv’?

Og så er borde, stole, tandbørster og blyanter dog simple i opbygning og funktion sammenlignet med de levende celler, planterne, dyrene, menneskene, ja, hele universet. Hvis det forholdsvis simple må være frembragt af et forstandigt individ, må det komplicerede da ikke også være det?

Uanset på hvilket plan skaberværket betragtes, vil mange erklære sig enige med apostelen Paulus i disse ord angående Skaberen, Gud: „Hans usynlige egenskaber ses nemlig klart fra verdens skabelse af, både hans evige kraft og hans guddommelighed, idet de fornemmes i de ting der er frembragt, så de er uden undskyldning.“ — Romerne 1:20.

Men her er der nogle der spørger: Hvis denne måde at ræsonnere på er så logisk, hvorfor bliver mange flere mennesker så ikke overbevist om at der findes en mægtig Førsteårsag, en Gud der har skabt alt?

[Illustrationer på side 3]

Fra atomernes miniatureverden til universets vældige vidder, overalt ser vi samme planmæssighed i naturen, samme præg af hensigt

Hvorfor vil mange ikke lade sig overbevise?

MANGE kan se den planmæssighed, orden og harmoni der er i naturen, men tror alligevel ikke at der findes en Skaber. Hvorfor ikke?

Er det fordi man nu har modbevist argumentet om at planmæssighed forudsætter en Planlægger? Findes der så stærke beviser imod denne tanke, at den hensigtsmæssighed vi finder overalt i naturen ikke længere kan overbevise et fornuftigt, velinformeret menneske?

Eller gælder argumentet stadig? Er det snarere sådan som apostelen Paulus sagde, at nogle ikke vil acceptere det der er indlysende, og derfor er „uden undskyldning“?

Tilbageblik

Det kan her være gavnligt at se hvordan man på forskellige tidspunkter i historien har betragtet dette spørgsmål. Der har været ateister langt tilbage i historien. Men indtil for omkring hundrede år siden har de ikke haft nogen særlig indflydelse på de religiøse og videnskabelige opfattelser.

Mange store videnskabsmænd, deriblandt Isaac Newton (der af skribenten Isaac Asimov er blevet kaldt „den største videnskabelige begavelse verden nogen sinde har kendt“), har troet på Gud. De har ikke ment at man måtte se bort fra eksistensen af en Skaber for at være blot nogenlunde troværdig som videnskabsmand.

Tværtimod pegede både Newton og mange andre videnskabsmænd og tænkere på naturens harmoni og hensigtsmæssighed som et bevis for at der måtte findes en Mesterarkitekt, en Skaber. Denne tanke var i mange hundrede år almindeligt antaget.

Brutaliteten i naturen

Så skete der noget med den opfattelse at universet er en kærlig Skabers værk.

I midten af det nittende århundrede begyndte skribenter som Darwin, Malthus og Spencer at pege på den brutalitet der synes at være i naturen. De store dyr æder jo de små dyr, sagde de. Og i skov og jungle foregår der døgnet rundt en nådeløs kamp for livet.

Det er en kendsgerning at rovdyr æder andre dyr. Man fortsatte derfor ræsonnementet på denne måde: Var denne blodige kamp for livet mon ikke den egentlige sandhed om tilværelsen på jorden? Også blandt menneskene var det jo ’jungleloven’ med dens umenneskelige krige og selviske kappestrid der gjaldt, måske som den faktor der i egentligste forstand tildannede historien. Den harmoni og fred man ville forvente hvis alt var en kærlig Skabers værk, fandtes ikke i naturen.

George Romanes, en af Darwins venner, beskrev naturen på denne måde: „Vi finder tænder og syle der er hvæssede til slagtning, rovdyrkløer og sugeskiver der er som skabt til pinsel — overalt ser vi rædselsvælde, hunger, sygdom, dampende blod og skælvende lemmer, gispende åndedræt og øjne der lukkes i uanfægtet uskyld over for den grusomme torturdød.“

Darwins teori om at livet var en kamp på må og få, hvor de bedst egnede overlevede — og at det ikke var skabt og styret af Gud — vandt på kort tid umådelig udbredelse. Den blev til en helt ny opfattelse af historien og samfundet, en slags ’socialdarwinisme’.

Bemærk hvordan historikeren H. G. Wells beskrev situationen i sin bog Outline of History: „Den religiøse tro tabte meget terræn efter 1859 [det år hvor Darwin udgav sin Arternes Oprindelse]. . . . De nationer der dominerede ved udgangen af det nittende århundrede, mente at de havde deres forrang i kraft af ’kampen for at overleve’, hvor de stærke og de snedige vinder på bekostning af de svage og de troskyldige . . . Og ligesom det iblandt en flok dyr er nødvendigt at holde de yngre og svagere nede af hensyn til det fælles vel, sådan fandt man det også rimeligt at de stærke hunde i menneskeflokken skulle holde de andre nede.“

Mange gik beredvilligt ind for denne tankegang. Medvirkende til dette var den fjendtlighed man med god grund nærede over for de store kirkesystemer, der så længe havde undertrykt videnskabens frihed til at forske. Man så også det der var endnu værre, nemlig at de fremtrædende kirker både retfærdiggjorde og ophidsede til krig og blodsudgydelse. Derfor gik det som H. G. Wells meget rigtigt skriver: „Troens sande guldmønt blev i mange tilfælde kastet bort sammen med den slidte pung den så længe havde ligget i.“

’Gud har skylden’

Imod argumentet om at planmæssighed i naturen forudsætter en Planlægger indvendte man: ’Hvis det virkelig er Gud der har skabt alle disse skarpe hugtænder, syle og kløer, dette rædselsvælde med al sin hunger og sygdom, så er det i virkeligheden Gud der har skylden for alle lidelserne og al brutaliteten. Men I siger jo at Gud er kærlighed. Hvordan kan det passe?’

Skeptikerne nåede selv til denne konklusion: ’Den eneste troværdige forklaring er: den nådeløse kamp for livet, de bedst egnedes overlevelse, den blinde, tilfældige udvikling.’

Dermed skulle argumentet om at planmæssigheden i naturen forudsætter en Planlægger, en Skaber, være lagt i graven. Hvis man vovede at bruge det, var det jo det samme som at sige at Gud var brutal og grusom. Og sørgeligt nok undlod de åndelige ledere i både kristne og ikke-kristne trossamfund, deres vane tro, at give den rette vejledning.

Situationen er stort set den samme i dag. Når spørgsmålet om eksistensen af en kærlig Skaber bringes på bane, fører man ofte argumentet om naturens brutalitet i marken. For eksempel skrev filosoffen Bertrand Russell i sin bog Why I Am Not A Christian [Hvorfor jeg ikke er kristen]:

„Når man ser nærmere på argumentet om naturens påståede præg af hensigt, finder man det forbløffende at nogen kan tro at denne verden og alt hvad der er i den, med alle dens mangler, skulle være toppen af hvad almagt og alvidenhed kunne frembringe på millioner af år. Jeg kan ikke få mig selv til at tro det. Hvis De blev begavet med almagt og alvidenhed og fik millioner af år til at gøre Deres verden bedre og bedre, tror De da ikke at De kunne frembringe noget der var bedre end ku-klux-klan eller fascisterne?“

Lad os se lidt nærmere på dette ræsonnement, i betragtning af at det ofte anvendes imod tanken om at naturens præg af hensigt og plan forudsætter en Skaber.

[Illustration på side 5]

’Jungleloven’ i funktion blandt mennesker og dyr. Stemmer det med at der findes en kærlig Skaber som har frembragt alt efter sin hensigt?

Alligevel skabt med en hensigt!

DEN kamp der foregår i dyrenes såvel som i menneskenes verden — udelukker den at der findes en Skaber? Ved nærmere undersøgelse af spørgsmålet vil man se at svaret er nej. Den antagelse at planlægning forudsætter en Planlægger er endnu ikke blevet modbevist.

Hvis man bruger kampen i naturen i et forsøg på at fjerne grundlaget for troen på en Skaber, rammer man ved siden af selve hovedsagen i spørgsmålet. Man kan ikke modbevise eksistensen af en Skaber ved bare at fælde en moralsk dom over de ting han har skabt.

En Skaber — uanset brugen af hans værk

Lad os illustrere det: Når man ser et jetfly tænker man måske med ubehag på at det kan anvendes til transport af kernevåben. Men hvordan de moderne jetfly end bliver anvendt, er de dog meget kompliceret indrettet. De indeholder dataanlæg, avanceret navigationsudstyr og stærke motorer.

Kan man påstå at et jetfly ikke er frembragt af et tænkende individ, simpelt hen fordi de kan bruges til drab og ødelæggelse? Kan nogen der er ved fornuftens fulde brug sige at disse sindrige flyvemaskiner er ’vokset frem’ af sig selv midt i en skrotdynge på en skrammelplads?

Hvis noget er frembragt af et tænkende individ, så er det frembragt, ligegyldigt hvad det i øjeblikket bruges til. Jo mere kompliceret det er i sin opbygning og jo større krav der stilles om at de enkelte dele skal kunne fungere samtidig, jo stærkere er beviset for at det er frembragt af en eller anden. Ingen menneskelige erfaringer har nogen sinde modbevist dette.

Man behøver ikke at tøve med at overføre dette princip til dyrelivet, hvor vi i øjeblikket kan se at rovdyrene æder andre dyr. Det er tydeligt at deres tænder og kløer er frembragt i en bestemt hensigt — ganske ligesom menneskets hjerne og hænder, der kan anvendes til grusomme formål.

Tænk på hvordan disse organer og legemsdele er blevet til. Efter befrugtningen begynder en enkelt kønscelle at dele sig og danne en gruppe kopier af sig selv. Snart begynder disse at specialisere sig, så de mange forskelligartede former for celler og væv fremkommer. Resultatet kan blive den blødeste dyrepels eller de hårdeste og skarpeste tænder og kløer.

Alt dette er rene undere af konstruktion. Selv de der ikke er tilbøjelige til at give en Skaber æren, må finde deres bedste superlativer frem for at beskrive det der sker. For eksempel omtalte en skribent i bladet Time for 9. marts 1981 cellernes specialisering på denne måde: „På et kritisk tidspunkt tidligt i fosterets tilværelse begynder de identiske celler som ved et mirakel (intet andet ord kan beskrive det) at fordele rollerne imellem sig — nogle danner for eksempel væv til hjertet, andre til leveren eller huden.“ Vidner disse mirakler ikke om at der findes en Skaber?

Vi erkender straks at der står en konstruktør bag, når vi ser et fotografiapparat, en radio, en robotarm, en vandpumpe eller en datamat. Det er klart at disse ting er frembragt af et menneske med forstand på de dele. Hvor er logikken da henne hvis vi påstår at vore organer, der ligner disse ting men blot er langt mere komplicerede — nemlig øjet, øret, armen og hånden, hjertet og hjernen — ikke er skabt af en der besidder en langt højere intelligens?

Problemet

Det problem som Bertrand Russell rejste da han nævnte ku-klux-klan og fascisterne, har intet at gøre med spørgsmålet om Skaberens eksistens; det har at gøre med brugen af det han har skabt. Hos menneskene ser vi den frie vilje komme til udfoldelse, og denne frie vilje er i sig selv et vidunderligt udtryk for Skaberens hensigt. Men hvorfor har menneskene da så tit misbrugt deres frie vilje og voldt andre fortræd? Hvorfor er dyrene indrettet sådan at de kan dræbe og lemlæste? Og hvorfor har Skaberen tilladt at det er gået sådan?

Det egentlige problem er ikke om der findes en Skaber; det er snarere et moralsk spørgsmål. Menneskets iboende sans for retfærdighed kræver undertiden en forklaring på spørgsmålene om drab og brutalitet og hvorfor Gud har tilladt ondskab.

I den næste artikel vil vi beskæftige os med den måde hvorpå tingene i dag fungerer i naturen, set i forhold til Guds kærlighed og godhed. Det må imidlertid huskes at argumentet om at planlægning forudsætter en Planlægger stadig står ved magt. Det er som det bemærkes i bogen The Universe: Plan or Accident? [Universet — plan eller tilfælde?]:

„Erkendelsen af at naturen bærer præg af en Skabers hensigt er ikke nogen flygtig videnskabelig slutning der kun har en historie på ti eller tyve års forskning bag sig — en slutning der når som helst kunne blive forladt hvis der blev gjort nogle få nye opdagelser. Nej, det er en slutning der har stået prøve i tusinder af år; en slutning så sikker at man, hvis det en dag skulle vise sig at den var en gigantisk fejltagelse, kunne have al god grund til at tvivle på om mennesker overhovedet kan tænke sig frem til nogen som helst gyldige konklusioner.“

Vær derfor ikke bange for at stole på din egen fornuft når den leder dig til samme konklusion som apostelen Paulus nåede til da han sagde: „Ethvert hus bygges jo af en eller anden, men den der har bygget alt er Gud.“ — Hebræerne 3:4.

Men hvordan skal man da forklare den brutalitet der trods alt ses i naturen? Er den virkelig en del af den kærlige Skabers hensigt?

[Tekstcitat på side 8]

Erkendelsen af at alt i naturen bærer præg af en Skabers hensigt, har stået prøve i tusinder af år

[Illustration på side 6]

Jetfly kan anvendes til transport af passagerer eller af kernevåben. Men i begge tilfælde er flyene dog et værk af en konstruktør

[Illustrationer på side 7]

Vi erkender at alt dette må være frembragt af mennesker med forstand på de dele

De langt mere fintmærkende modstykker til disse opfindelser må være udtænkt af en endnu højere forstand

Når alt i naturen harmonerer

MANGE tror ikke at Gud eksisterer, på trods af overvældende vidnesbyrd om at der bag den harmoni og planmæssighed vi ser i naturen står en intelligent Planlægger. De mener at tanken om en kærlig Skaber ikke stemmer med volden, ondskaben og myrderierne, der er så fremherskende på jorden.

Men hvis det nu ikke er GUD der har skylden for volden og myrderierne? Hvis det ikke er HAM der er ansvarlig for den store ondskab blandt menneskene, men han tværtimod afskyr alt dette og har lovet at han ubetinget vil gøre ende på det når hans tid er inde?

Hvem er ansvarlig?

En fabrikant fremstiller måske en kniv der er beregnet til at skære grøntsager med. Hvis nogen bruger denne kniv til at dræbe et andet menneske med, hvem kan da holdes ansvarlig? Kan fabrikanten der fremstillede kniven dømmes? Nej, den skyldige må være den der misbrugte kniven.

Menneskets hænder kan på forunderlig måde bruges til utrolig mange nyttige opgaver. De kan bygge huse, plante træer, samle nåle op, holde nænsomt om små børn. Men hvis en mand kvæler et andet menneske, kan vi så af den grund hævde at hans hænder er dårligt konstrueret? Nej, det er ikke konstruktøren men ejeren der kan bebrejdes.

Hvis en bygmester opfører et smukt hus og udlejer det til mennesker der øver hærværk mod det, hvis fejl er det da? Ville man anklage bygmesteren for forbrydelsen? Nej, man ville holde lejerne ansvarlige for det skete. Og man ville ganske sikkert ikke benægte at bygmesteren eksisterede, blot fordi lejerne viste sig at være forbrydere.

Det er både ulogisk og uretfærdigt at dømme de uskyldige. Det er ulogisk at fordømme legemsdele eller organer som Gud har skabt til et godt formål, selv om de i øjeblikket bliver brugt på en anden måde.

Bibelen oplyser os om Guds hensigt med menneskers og dyrs liv på jorden, og grunden til at de i dag lever i ufred med hinanden. Vi får også at vide at der snart vil råde fuldstændig fred, harmoni og balance overalt i naturen.

Ikke skabt sådan

Har mennesker og dyr altid opført sig som de gør i dag? Har de altid såret og lemlæstet og dræbt? Blev de skabt til den adfærd?

Svaret på disse spørgsmål er nej.

Men er det da ikke Gud der hersker over den nuværende tingenes ordning? Er det ikke ham der leder nationerne i deres måde at opføre sig på over for hinanden? Også disse spørgsmål må vi besvare med et nej.

Men hvordan har det da været før i tiden? Hvordan er forholdene blevet som vi ser i dag? Hvem er det egentlig der hersker over denne verden? Og hvordan vil Gud bære sig ad med at indføre fred og harmoni overalt i naturen?

Sådan var det

Da Gud skabte mennesker og dyr til at leve her på jorden, var det ikke hans hensigt at de skulle være dræbere. De blev skabt til at leve i fred med hinanden. Forholdene var altså dengang helt anderledes end i dag. Bibelen fortæller os at „Gud så alt, hvad han havde gjort, og se, det var såre godt“. — 1 Mosebog 1:31.

Menneskene skulle i kærlighed herske over „havets fisk og himmelens fugle, kvæget og alle vildtlevende dyr, der rører sig på jorden“. (Vers 28) Ingen af dyrene i Edens have var dræbere. De udgjorde ikke nogen trussel mod menneskene, og menneskene var heller ingen trussel mod nogen af dyrene.

Guds ord siger tydeligt angående de første mennesker: „Jeg giver eder alle urter på hele jorden, som bærer frø, og alle træer, som bærer frugt med kerne; de skal være eder til føde.“ (1 Mosebog 1:29) Menneskene spiste altså ikke dyr.

Hvad fik dyrene da til føde? Den inspirerede beretning siger: „Alle jordens dyr og alle himmelens fugle og alt, hvad der kryber på jorden, og som har livsånde, giver jeg alle grønne urter til føde.“ — 1 Mosebog 1:30.

Da Gud skabte menneskene, satte han dem i et fredeligt paradis, der kaldtes Edens have. Han skabte dem til at have et fredeligt forhold til dyrene; hverken mennesker eller dyr øvede nogen form for vold for at få mad. Og det var hensigten at menneskene skulle opretholde disse gode forhold ved at drage omsorg for sig selv, for dyrene og for den paradisiske have som de og deres afkom ville udvide til at omfatte hele jorden. — 1 Mosebog 1:27, 28.

Betingelsen

Hvordan kunne menneskene dyrke og vogte dette fredelige paradis og komme til at leve evigt på jorden, som det var hensigten? Ved at adlyde Guds love. Det var betingelsen. Hvorfor var det så vigtigt? Fordi Gud ikke skabte menneskene sådan at de kunne gøre sig uafhængige af deres Skaber og stadig leve i lykke. Bibelen siger tydeligt: „Jeg ved, [Jehova], at et menneskes vej ikke står til ham selv, og at det ikke står til en mand at vandre og styre sine fjed.“ — Jeremias 10:23.

Menneskehedens problemer tog deres begyndelse da vore første forældre misbrugte deres frie vilje. En oprørsk åndeskabning forledte dem til at tro at de uden Guds hjælp kunne afgøre hvad der var rigtigt og hvad der var forkert. De valgte at gøre sig uafhængige af Gud. Men det var ikke Skaberens fejl. „Fuldkomment [er] hans værk, thi alle hans veje er retfærd! En trofast Gud, uden svig, retfærdig og sanddru er han,“ siger Bibelen. Oprørerne er selv ansvarlige for følgerne af oprøret: „Skændselsmennesker sveg ham, en forvendt og vanartet slægt.“ — 5 Mosebog 32:4, 5; 1 Mosebog 2:15 til 3:24.

Gud tillod menneskene at gøre sig uafhængige, eftersom det var hvad de ønskede. Men han opretholdt ikke længere deres fuldkomne tilstand. Sådan kom ufuldkommenhed og død ind i verden. (Romerne 5:12) Og Gud tillod dette — for en tid — for at alle skulle kunne se hvad menneskenes uafhængighed ville føre til for dem selv, for dyrene og for jorden. I tusinder af år har Gud nu tilladt dette for at de triste følger af oprøret én gang for alle skulle blive tydelige.

Det var altså menneskets løsrivelse fra Gud der førte til ufuldkommenhed, vold og død. Da det vendte sig til lovløshed, blev også resten af skaberværket bragt ud af balance. Mennesket mistede sit kærlige herredømme over dyrene. Det behøver ikke undre os at dyrene ikke kan holde fred indbyrdes, når menneskene ikke selv er i stand til det.

Dyrene — der ligesom menneskene levede vegetarisk i Edens have — begyndte at leve af hinanden; nogle spiste endog mennesker når det var muligt. (1 Mosebog 1:30) For at sikre menneskenes fortsatte beståen, fik disse lov at spise dyrekød efter Vandfloden. — 1 Mosebog 9:2-4.

Ikke skabt til at dræbe

Men hvad med de legemsdele og evner hos dyr og mennesker der bruges til at lemlæste og dræbe med? Eftersom Gud skabte en mangfoldighed af forskellige træk, kunne mange af dem tilpasses til den nye situation og være en hjælp til at overleve.

De fleste dyr fortsatte med at spise planteføde, som de fleste stadig gør den dag i dag. Den stærke gorilla er et eksempel herpå — den bruger sine frygtindgydende tænder når den flår og fortærer kraftige planter. Men andre begyndte at spise kød. Og alligevel udgør rovdyrene kun en lille procentdel af dyrene.

Også mennesket har tilpasset sig. Det bruger i sin ufuldkommenhed og egenrådighed ofte sin forstand og sine hænder til at lemlæste og dræbe med. Nogle har endog spist andre mennesker. Og vore tænder kan bruges når vi spiser kød, selv om det ikke indgik i kosten i Edens have.

Men hvad med „naturens balance“? Hvis ingen dyr blev dræbt, hvordan kunne denne balance da opretholdes? Det var for det første mennesket der skulle leve evigt på jorden. Det løfte blev ikke givet til dyrene. De ville dø når deres livstid var til ende.

For det andet har mange dyr en indbygget mekanisme der nedsætter deres frugtbarhed når flokken bliver for stor. Og dette sker uden Guds direkte mellemkomst nu. Når Guds tid er inde til at fredelige paradisiske forhold atter skal herske på jorden, vil det ganske givet ikke være noget problem for den der har skabt både dyr og mennesker, at begrænse deres antal uden at anvende vold.

Et eksempel på hvordan Gud kan undertrykke dyrs voldsomhed, er den fred der herskede mellem mennesker og dyr i omkring et år i Noas ark.

Husk at det der findes i dag ikke er som det der var i Edens have. Livsforholdene var helt anderledes dengang. Mange former for føde var sikkert også anderledes. Sandsynligvis har dyr med stærkere tænder fået grovere føde. Det var deres tænder skabt til.

Ganske vist kan vi ikke i øjeblikket give et nøjagtigt svar på alle spørgsmål om forholdene i Edens have. Men det beviser ikke at der ingen Skaber findes.

Hvem regerer denne verden?

Men hvad skal man da sige til dem der, som Bertrand Russell, indvender at en almægtig og alvidende Gud ikke ville have gjort denne verden så forvirret og kaotisk? Han antog, ligesom så mange andre, at Gud, hvis han findes, må være ansvarlig for alt hvad der sker i denne verden.

Skaberen, Jehova Gud, er imidlertid ikke denne verdens hersker. Den nuværende tingenes ordning regeres af mennesker der er uafhængige af Gud, og bag dem står den usynlige, oprørske åndeskabning, Satan Djævelen. I Bibelen kaldes Satan for „denne tingenes ordnings gud“. (2 Korinter 4:4) Jesus kaldte Satan for „denne verdens hersker“. (Johannes 12:31; 14:30; 16:11) I et forsøg på at få Jesus til at gøre oprør mod Gud, tilbød Satan ham myndigheden over alle nationerne. Han må altså selv have siddet inde med denne myndighed. — Lukas 4:5-8.

Det er således oprørske mennesker og onde åndeskabninger der er skyld i al den vold og forvirring der i dag råder blandt mennesker. Gud er ikke ansvarlig.

Genoprettelsen

Bibelen taler om „genoprettelsen af alt“. (Apostelgerninger 3:21) Den viser umiskendeligt at det ulykkelige forsøg på løsrivelse fra Gud snart vil være afsluttet. Både de onde åndeskabninger i himmelen og de oprørske mennesker her på jorden vil blive fjernet; dermed er vejen banet for „nye himle og en ny jord . . . og i dem skal retfærdighed bo“. — 2 Peter 3:13; se også Ordsprogene 2:21, 22; Åbenbaringen 19:11-21.

Så begynder de forhold der herskede i Edens have at blive genoprettet — ja, Paradiset genoprettes. (Lukas 23:43) Det vil betyde at der atter bliver fred og harmoni mennesker og dyr imellem, idet de ikke længere bruger hinanden som føde. Bibelen siger i Esajas 11:6-9: „Ulven skal gå hos lammet, panteren hvile hos kiddet, kalven og ungløven græsse sammen, dem driver en lille dreng. Kvien og bjørnen bliver venner, deres unger ligger side om side, og løven æder strå som oksen; den spæde skal lege ved øglens hul, den afvante række sin hånd til giftslangens rede. Der gøres ej ondt og voldes ej mén i hele mit hellige bjergland.“

Også blandt mennesker vil fuldstændig fred være en realitet: „Han [Gud] gør ende på krig til jordens grænser, han splintrer buen, sønderbryder spydene, skjoldene tænder han i brand.“ — Salme 46:10.

Det er således med god grund at den inspirerede bibelprofeti siger følgende om den store Planlæggers nye orden, der snart vil komme: „De sagtmodige skal arve landet, de fryder sig ved megen fred.“ — Salme 37:11; Mattæus 5:5.

Skønt følgerne af oprøret vil blive slettet, kan tanken om at vore første forældre, Adam og Eva, gjorde oprør mod Gud, godt få nogle mennesker til at undre sig. De har lært at betragte Adam og Eva som figurer fra en gammel myte. Kan vi tro på at de virkelig har levet?

[Tekstcitat på side 10]

Hvis en med sine hænder gør en anden fortræd, hvem er da skyld i det — håndens Skaber eller dens ejer?

[Tekstcitat på side 11]

Da mennesket vendte sig til lovløshed blev også resten af skaberværket bragt ud af balance

[Illustration på side 11]

Gorillaens frygtindgydende tænder bruges til planter, ikke kød

[Illustrationer på side 12]

Adam og Eva levede i fred med dyrene i Edens have — alle var tilfredse med planter som føde

Gud vil snart genindføre de forhold der herskede i Edens have; jorden vil blive omdannet til et paradis