TV — dets indflydelse i nutidens verden

FRANSKMÆNDENE kalder det la télé, englænderne kalder det the telly, og australierne siger the box. I USA kan man høre navnet the tube. Det er alt sammen navne på det der i Danmark vekslende kaldes for TV, fjerneren, kassen — eller slet og ret: fjernsynet.

Hvad man end kalder det, så står det fast at TV har vist sig at være „et af de stærkeste redskaber til formning af normer, meninger og opfattelser i efterkrigstidens samfund“. Det gælder i hele verden. Fra Australien får vi at vide at „TV-kiggeri optager mere tid end nogen som helst anden aktivitet man i vort samfund deltager i“, muligvis med undtagelse af søvn, samt arbejde (for lønmodtageres vedkommende). (Scientific Australian) I Danmark er TV’s indflydelse så stor at det, ifølge en medieforsker, „præger børn lige så meget som far og mor“. — Politiken, 18. september 1981.

Fjernsynet har haft så kolossal indflydelse på samfundet i de sidste tyve eller tredive år at dette spørgsmål til stadighed optager sociologer og andre forskere. Man har sagt at TV har påvirket folks tilværelse og tankegang mere end nogen anden opfindelse siden bogtrykkerkunsten. Og alt dette er sket på kun 2-3 årtier. En femtedel af jordens befolkning er stadig analfabeter, men mange af disse mennesker kan godt se fjernsyn, enten hjemme hos sig selv eller på steder hvor de kan komme.

Hvordan har virkningen af alt dette været — på godt og ondt? I hvor stor udstrækning kan TV være gavnligt eller skadeligt for seerne?

Positivt og negativt

I mange lande har TV betydet en forandring i tilværelsen for dem der bor isoleret, for eksempel i landbosamfund. I dag kan en fransk greve sidde i en salon på sit château og se nøjagtig det samme franske TV-program som den fattige landarbejder der bor i en hytte i nærheden. Rige og fattige har fået mere ligelig adgang til mange former for underholdning. Befolkningsgrupper som ikke før havde mulighed for det, kan nu, gennem TV, overvære koncerter, operaopførelser, balletter og teaterforestillinger.

De undervisningsmæssige fordele er store. Dokumentariske programmer har skærpet manges lyst til at rejse. Geografiske programmer har medvirket til at fremme forståelsen af forhold og vilkår i andre lande. De har givet mange et større udsyn og bidraget til større forståelse og tolerance mellem forskellige nationer og racer. For de syge og de ældre kan TV udfylde mange af døgnets ensomme timer. Og for skolebørn, med deres modtagelige sind, kan fjernsynet være en umådelig stærk faktor på godt og ondt.

Det nævnte har været overvejende positivt. Men er det hele sandheden? Er det kun saglig oplysning, kulturelle værdier og større forståelse af omverdenen man får ud af det når man stiller ind på en TV-kanal? Har fjernsynet ikke også været brugt som et middel til at påvirke folk med politisk propaganda eller kommercielt reklamepres? Hvordan har fjernsynet indvirket på folks nerver, deres spisevaner, og deres åndelige og fysiske helbred? Hvor stor en indflydelse har det haft på familielivet, specielt på børnene?

Dette vil vi tage op i de følgende artikler, som behandler hvad TV kan gøre . . . for dig og ved dig.

TV — varme nyheder og skjult propaganda

PARADEN var i fuld gang. Militære køretøjer rumlede forbi præsidentens plads på tribunen, mens militærfly i formation tordnede hen over stedet. Pludselig kørte en militærbil hen og gjorde holdt foran ærestribunen. Nogle bevæbnede mænd sprang ud, kastede granater ind mod tilskuerne og åbnede ild med automatvåben. Nogle få sekunder senere havde Egypten mistet sin præsident, Anwar el-Sadat. Og fjernsynet var på pletten. Få timer senere kunne man overalt i verden se den samme scene gengivet på TV-skærmen. Kamerafolk og journalister havde endnu en gang udført en bedrift.

Øjeblikkelig nyhedsdækning

Attentatforsøgene mod præsident Reagan og pave Johannes Paul II og selv det mislykkede statskup i Cortes, det spanske parlament, blev alle vist i fjernsynet kort efter at disse dramatiske og uforudsete begivenheder havde fundet sted. Andre, mere fredelige, begivenheder er dog også blevet transmitteret via TV, så man i den modsatte ende af verden har kunnet følge begivenhederne samtidig med at de er sket.

Man må indrømme at det er mere spændende at se den amerikanske rumfærge lande med største præcision i den californiske ørken end det er blot at høre en radiospeaker fortælle at rumfærgen har foretaget en vellykket landing. Det har også en stærk virkning når man i fjernsynet ser skaderne efter en oversvømmelse i Indien eller et jordskælv i Italien og bliver vidne til de menneskelige lidelser ulykkerne medfører; måske føler nogle sig tilskyndet deraf til at give et bidrag til hjælp. Alt dette kan måske regnes som fordele, der tæller på plussiden i fjernsynets regnskab.

En skjult fare

Men man finder også en minusside, når man lægger mærke til hvordan fjernsynet bliver brugt i forskellige lande i verden. I Paris bragte avisen International Herald Tribune en analyse af det japanske TV, hvori sociologen professor Ishikawa sagde at de japanske kommercielle TV-selskaber nærmest giver nyhederne „sukkerovertræk“ og „ikke fortæller sandheden“. Samtidig citeredes Tadashi Okuyama, som udgiver et japansk TV-tidsskrift, for at have kaldt fjernsynet „det mest indflydelsesrige medium i landet“.

Måden fjernsynet ledes på er forskellig fra land til land, men overalt er det, for eksempel i sin nyhedsdækning, et ’indflydelsesrigt medium’. Professor Stig Jørgensen fra Århus universitet har i Berlingske Tidende nævnt at man „i diktaturlande kun får det at vide, som magthaverne er interesseret i at fortælle“. Han tilføjer: „Det er tillige rigtigt, at medierne også under demokratiske forhold kan misbruges af de journalister, som af politiske eller personlige grunde er interesseret i at fortælle eller fortie en historie eller at fremstille den på en tendentiøs måde.“ — Den 14. september 1981.

Ja, påvirkningen kan være underfundig. TV-selskaber der er reklamefinansierede kan fristes til at give efter for pres fra annoncørerne. Slagkraftige interesseorganisationer kan påvirke måden begivenheder fremstilles på, også i demokratiske lande. Og i diktaturlande kan dette medium, „det mest indflydelsesrige“, uden modsigelse udsende magthavernes budskaber.

Uanset hvor man bor eller i hvilket land diverse TV-programmer er produceret, gør man altså vel i at huske på den risiko der er for at udsendelserne afspejler en eller anden form for egeninteresse. Det er klogt at tænke på hvad TV kan gøre . . . for dig og ved dig. Det gælder TVs indflydelse på dine meninger — og på dit helbred . . .

TV — og dit helbred

„TV-SERIERNES muskelsvulmende helte som dagen lang kan drikke stærk spiritus og spise snacks uden at tage på i vægt, kan meget vel være skyld i at TV-narkomaner kommer ud i vaner der er skadelige for sundheden.“

Dette var hovedindholdet i en rapport som det ansete lægeblad New England Journal of Medicine udsendte i efteråret 1981. Opsummeringen stammer fra det schweiziske dagblad La Tribune de Lausanne. Rapporten beskyldte også TV for at indgive folk en helt ubegrænset tillid til læger, der dukker op på skærmen som mirakelmænd der kan kurere alle fysiske og mentale onder hvis blot man følger deres råd.

Det fysiske helbred

Retfærdigvis må man sige at TV ikke har været en direkte årsag til sygdom hos ret mange seere. Derimod har det været en indirekte årsag til mange sundhedsproblemer. Mange er for eksempel ikke opmærksomme på hvor meget fjernsynet har ændret deres spisevaner.

I stedet for at sætte sig til bords og nyde et veltillavet måltid sætter mange familier sig til rette i sofa og lænestole foran fjernsynet og nøjes med en TV-middag eller nogle snacks, som de nipper til aftenen igennem. Selv om maden måske er tilstrækkelig nærende (hvad den sjældent er i sådanne tilfælde) kan resultatet godt blive uheldigt, for den spænding udsendelserne fremkalder, kan være stærkt skadelig for fordøjelsen.

Fjernsynet kan påvirke spisevanerne på mange måder. Efterligner man de populære seriehelte, der næsten uafbrudt har et glas spiritus i hånden? Og lader man børnene spise snacks hele tiden mens de sidder foran skærmen, så appetitten er forsvundet når de skal have det rigtige måltid som moder har tilberedt? I lande med TV-reklamer er der det ekstra problem at reklamerne giver børnene en urealistisk idé om hvad de skal have at spise og drikke for at være tilfredse.

Dertil kommer den sammenhæng der er mellem TV-kiggeri og stress samt nervøs træthed. Der er også spørgsmålet om nattesøvn. I Frankrig, for eksempel, er nogle af de mest interessante udsendelser sat på programmet sent om aftenen. De sene udsendelser tager en hel del af den værdifulde søvn man kunne få før midnat, og de få timer der er tilovers derefter bliver ofte tilbragt i en rastløs og urolig søvn. Endelig må det siges at de der har stillesiddende arbejde, ikke fremmer deres eget fysiske velbefindende ved at slappe af foran fjernsynet.

Det åndelige helbred

Film og andre udsendelser i fjernsynet afspejler det samfund de er produceret for. Det er et samfund der i stigende grad accepterer homoseksualitet og andre former for fri moral, et samfund hvor flere og flere griber til vold eller styrter sig ud i materialistisk jag. De TV-film og -serier der i øjeblikket vises, handler faktisk om den slags ting. Hvis man kritikløst ser noget sådant, kan det svække ens egen moral, og i hvert fald sluger det meget af den værdifulde tid man har brug for til læsning af stof der er mere åndeligt opbyggende.

TV har også en stærk indflydelse på familielivet og på den undervisning børnene får. Dette vil den følgende artikel behandle.

TV — familieliv og undervisning

ET AF de tilnavne man har givet fjernsynet er „den elektroniske babysitter“. Og det ser faktisk ud til at mange forældre vælger at holde børnene i ro ved bare at anbringe dem foran det der også er blevet kaldt „den enøjede hypnotisør“ — det er det enkleste og det billigste.

En rapport der blev offentliggjort i det australske blad The Sun, fortæller: „En større undersøgelse i Storbritannien har netop afsløret at [TV] er en uundværlig babysitter for de fleste forældre. Syv ud af ti forældrepar, et forbløffende højt tal, bruger fjernsynet til at slippe for at tage sig af børnene, skønt de nærer en vag bekymring på grund af ’volden og det dårlige sprog’ i kassen. Ydermere lader ni ud af ti forældrepar kritikløst deres børn se hvad de vil.“

Et meget krævende familiemedlem

Ja, TV har mast sig ind i millioner af hjem verden over og er blevet et påtrængende familiemedlem der mange steder dominerer enhver samtale. I mange familier har det større autoritet end faderen og moderen. Manden som ikke generer sig for at begrave hovedet i en avis når hans kone taler til ham, er lutter øjne og øren når familiens „elektroniske babysitter“ har ordet. Børn der svarer igen når deres forældre taler, sidder også med store, modtagelige øjne og øren når det kloge fjernsyn taler.

Tidsmæssigt er fjernsynet også blevet stærkt krævende. Den tid det gennemsnitlig beslaglægger hos en familie er steget i næsten alle lande. Politiken fortalte i 1981 om en undersøgelse, ifølge hvilken danske børn i gennemsnit bruger tre timer om dagen på medier. Heraf bruger de 11-12-årige alene to timer på fjernsynet. „Efter dansk målestok er de storforbrugere,“ siger bladet. (Den 13. oktober 1981) Intet under at TV, ifølge en svensk sociolog, „er med til at forme børns billede af samfundet lige så meget som forældrene“. I andre lande er „forbruget“ af TV endda større. I USA steg familiernes daglige TV-forbrug fra 5 timer og 50 minutter i 1969 til 7 timer og 25 minutter i 1980. I Japan er der flere TV-apparater end der er husstande (I Danmark havde 92 procent af alle familier fjernsyn i oktober 1981). Og i 1978 var apparaterne i Japan tændt gennemsnitlig fem timer om dagen, sammenlignet med tre timer om dagen i Canada og to timer i Frankrig.

Mere samvær i familien?

Hvad enten det drejer sig om syv eller to timer om dagen, så kan al denne TV-tid ikke undgå at få en dyb indvirkning på en families dagligliv. Den britiske børnepsykolog Penelope Leach „anser fjernsynet for at være en af de største trusler mod familielivet, en opfindelse der forhindrer forældre og børn i at kommunikere. ’Man holder simpelt hen op med at tale sammen,’ siger hun.“ — The Sun (Australien), den 18. marts 1980.

Nogle hævder ganske vist at fjernsynet har knyttet familierne tættere sammen fordi børnene ikke længere behøver at gå så meget ud når de skal underholdes. Men kan man virkelig sige at familiens medlemmer er „sammen“ når de sidder i tavshed og ser et eller andet show? Giver det større samhørighed, enhed og forståelse mellem de enkelte? Er det ikke snarere med til at forhindre den gode kommunikation mellem mand og hustru, mellem forældre og børn, eller mellem søskende?

Ikke alene har fjernsynet i stor udstrækning — eller helt — fortrængt de ting familier kunne foretage sig i fællesskab: hobbies, lege, spil, vandreture og så videre. Det forhindrer også børnene i at være med til det huslige arbejde. Alt dette hører med til det samvær og fællesskab der burde være i en familie, og i den udstrækning fjernsynet har ødelagt dette, må det også bære ansvaret for opløsningen af familielivet. Historien har vist at familielivets opløsning ofte får selve samfundet til at gå i opløsning.

Hvordan virker TV på børn?

TV’s indflydelse på børn er umådelig stor. Mange synes næsten hypnotiseret af skærmen, og ser alt hvad der kommer. Hvad bliver resultatet? Jyllands-Posten citerede den 30. juni 1982 en undersøgelse der sagde at „TV dræber børns fantasi og medfødte kreative evner“. Og om de udenlandske serier har medieforskeren Morten Giersing sagt i Politiken: „De giver børn en romantiseret opfattelse af samfundet, da børn har svært ved at skelne [mellem] fantasi og virkelighed.“

Amerikanske børn ser TV i fire til fem timer om dagen, og i de øvrige industrilande er gennemsnittet på mindst to timer om dagen. Professor John Murray fra Michigans universitet, der har studeret børns udvikling, giver denne kommentar: „Når børn bruger helt op til fem eller seks timer om dagen på at se fjernsyn, så tænker man uvilkårligt på alle de ting de ikke når.“

Ja, de når ikke at læse gode bøger eller at læse deres lektier grundigt, dyrke en hobby, få motion, lege eller spille, og de lærer ikke den glæde det er at gøre noget sammen med andre og dele sine ting med andre. Spørgsmålet er ikke blot hvad de ikke når, men også dette: Hvad lærer de så i stedet?

Det er uretfærdigt at sige at de ikke lærer noget godt. TV kan være et glimrende undervisningsmiddel. Det kan give børnene større viden om hele verden, gøre dem interesseret i geografi, naturvidenskab og historie. Men det er lige så forkert at nægte at fjernsynet også lærer dem vold, giver dem et forvrænget syn på sex-livet og et fordrejet sæt adfærdsnormer. Man kan derfor stadig spørge: Er TV en velsignelse eller en forbandelse?

Videoapparater — brug og misbrug

Videobåndoptageren er en forholdsvis ny opfindelse inden for fjernsynets verden. Elektronikindustrien arbejder i højeste gear med at fremstille sådanne apparater i millionvis. Konkurrerende firmaer med forskellige optagesystemer kæmper en hård kamp for at markedsføre deres produkter og tjene godt på denne guldgrube. Hvilken virkning vil det spændende nye apparat få på de gode og dårlige sider af fjernsynet?

På plussiden må man anføre at en videobåndoptager sætter én i stand til (ved hjælp af tidsindstilling) at optage en fjernsynsudsendelse mens man er beskæftiget med noget andet, sådan at man kan se det man ønsker, når man ønsker det. Man kan også købe eller leje bånd med ens yndlingsfilm og se dem så tit man vil, eller låne film på særlige båndbiblioteker.

På minussiden må man anføre at det er noget man skal have hånd i hanke med, da det vil kalde det værste frem i én hvis man igen og igen ser film man havde bedst af helt at undgå at se.

For nylig bragte den franske avis Le Figaro en overskrift der lød: „USA: TV og porno-TV.“ Af artiklen fremgik det at de mest efterspurgte videobånd dér er dem med sex-film. I Frankrig er syv ud af ti videobånd der sælges i supermarkederne pornografiske film. Meget tyder på at det også i Danmark er vold og sex der sælger bedst i videobranchen. „De unge konkurrerer om at turde se de allerværste og groveste voldsfilm,“ siger en videoforhandler i Brønshøj.

Naturligvis kan videobåndoptagere bruges til gavnlige formål. Under alle omstændigheder kan de forstærke alt det som TV kan gøre for dig og ved dig.

TV — en velsignelse eller en forbandelse?

På plussiden

Mange regner virkelig fjernsynet for at være en velsignelse. Ældre, syge og handicappede har gode muligheder for at følge med i hvad der sker, når de har TV. For mange er det blevet den mest trofaste „ven“.

Fjernsynet har faktisk ydet et væsentligt bidrag til interessen for omverdenen, på lokalt plan såvel som på verdensplan. Det har givet mange et større udsyn og åbnet nye horisonter. Hvis man tænker over det man ser, er der mulighed for at man ikke får en „provinsiel“ holdning.

TV er også meget værdifuldt i oplysningsøjemed på andre måder. Det kan give undervisning på mange forskellige felter til folk som aldrig har haft lejlighed til at studere eller rejse. Desuden har det gjort underholdning, skuespil, operaer, koncerter og balletter tilgængelige for dem der ellers ikke ville have råd.

På minussiden

Det der således kunne være en velsignelse, kan desværre også blive til en forbandelse, noget skadeligt, endda farligt. TV er måske de ensommes „ven“, men hvilken ven? Måske har det udfyldt et tomrum i nogles liv, men hvad har det fyldt det med? Det kan give os øjeblikkelig nyhedsdækning, men det kan også indføre en snigende propaganda og udnyttes af selviske mennesker til indoktrinering af andre. Det kan more os med pudsige reklamer (måske også snart her i Danmark), men medvirker derved også til at gøre samfundet endnu mere materialistisk. Det kan give billig adgang til underholdning, men kan man være sikker på at det ikke ændrer ens holdning til kønsliv, ærlighed eller vold — måske allerede har gjort det? Man tænder måske for TV for at de små skal holde sig i ro og ikke løbe rundt og komme til skade, men måske ’kommer de til skade’ i deres sind, og i deres hjerte — hvad der er endnu farligere.

Opfinderen Vladimir K. Zworykin, der kaldes „fjernsynets fader“, udtalte for nylig at han aldrig havde troet fjernsynet ’skulle få så gennemtrængende en magt i hele verden’. Han var ikke glad for den måde TV var blevet udnyttet på, og han tilføjede at han aldrig ville lade sine egne børn komme i nærheden af et TV. Den meget benyttede TV-skribent Paddy Chayefsky har sagt: „Fjernsynet forsimpler alle de komplicerede forhold i menneskers indbyrdes relationer, det gør dem brutale og ufølsomme. Vi har mistet evnen til at blive chokeret og nære menneskelige følelser. Det er den grundlæggende fejl ved fjernsynet.“

Udtalelser som disse, fra mænd der må vide hvad de taler om, giver stof til eftertanke for alle der ønsker det bedste for sig selv og deres familie. Ja, TV kan blive enten en velsignelse eller en forbandelse. Hvad bliver det for dig? Hvad TV vil gøre for dig og ved dig — det afhænger i sidste instans af dig selv!