Side 2

Jordens dyreliv er en af Guds gaver til os — den herlige variation der findes af dyrearter. Men en efter en er dyrearter nu ved at blive udslettet af menneskene. Derved berøver vi vore børn en væsentlig del af deres arv. Hvorfor går det sådan? Og hvilken rolle spiller jægeren i forbindelse med jordens bestand af dyr?

Er vi ved at miste jordens dyreliv? 3

Jægerens rolle i dyreriget 9

Er vi ved at miste jordens dyreliv?

DEN uhyggelige fornemmelse af tilstedeværelsen af noget ondt får pulsen til at slå hurtigere. Den umiskendelige lyd af automatiske våben sprænger stilheden og giver genlyd i det fjerne. Det sker for langt borte til at man kan høre ofrene snuble og falde til jorden og se dem vride sig i støvet i dødskampen. Men søger man derhen og tæller de døde, finder man flere hundrede, ja måske 300 døde.

Bødlerne er taget af sted. De har ikke tænkt sig at begrave de døde. De uskyldige ofre er blevet berøvet deres materielle rigdomme og efterladt hvor de faldt. Snart vil de rådne i solen eller blive spist af rovdyr. Et enkelt blik på massakren er en kraftig påmindelse om hvilke farer og hvilken omsiggribende og hensynsløs nedslagtning en bestemt gruppe udsættes for — en gruppe der har noget meget værdifuldt, men som ikke er i stand til at beskytte sig tilstrækkeligt, og praktisk talt ikke har noget sted at skjule sig.

Forestil dig denne scene gentaget flere tusind gange. Tæl det samlede antal døde i titusinder. Først da begynder du at få det sande billede af den skånselsløse nedslagtning hvormed der gøres indhug i Afrikas engang så store elefantflokke. De dræbes nu hurtigere end de er i stand til at formere sig — og man frygter at de snart vil gå samme vej som bisonokserne der engang i stort tal strejfede om på Amerikas sletter, men som af mennesker blev næsten totalt udslettet.

Den der driver ulovlig jagt på elefanter og som kender bare en lille smule til regning, véd at for eksempel to 45-kilos stødtænder vil kunne indbringe mindst 8000 dollars på elfenbensmarkedet. I Tanzania har politiet konfiskeret et skjult lager af stødtænder der er blevet vurderet til 360.000 dollars, et resultat af krybskytters arbejde. I nogle afrikanske lande har pludselige indgreb fra jagtbetjentes og opsynsmænds side ført til flere dødsfald på begge sider. „Det er nøjagtig som en krig,“ siger en jagtbetjent. Men med de stigende priser der betales for elfenben, er krybskytterne villige til at løbe risikoen. Selv nogle opsynsmænd har svigtet ’sagen’ og sluttet sig til krybskytterne. At nedlægge bare en enkelt stor elefant med stødtænder kan indbringe mere end en årsløn for en opsynsmand.

De der har smag for det eksotiske standser ikke nødvendigvis ved det udskårne elfenben. De er måske villige til at betale over 3000 kroner for en mappe af elefanthud eller til at købe en papirkurv eller et paraplystativ lavet af en elefants fødder og ben. En blyantholder lavet af en lille elefantunges fod falder måske lige i deres smag. En mand kan måske godt lide tanken om at have en tegnebog af elefanthud, og en kvinde har måske lyst til at prale lidt af sin pung eller sit bælte af elefanthud. Men har de tænkt over at en elefant gav sit liv for at de kunne få noget der er lidt specielt?

Krybskytterne er blevet så ufølsomme over for den hensynsløse nedslagtning af disse dyr, at de i nogle lande er begyndt at forgifte vandhullerne, der ikke blot bruges af elefanterne men også af andre dyr. Når der anvendes forgiftede spyd og frugter, eller pile, fælder, ild og automatiske våben, er den forsvarsløse elefant et let bytte for dem der kun har ét mål: at dræbe! Og de dræber så sandelig — i Østafrika dræber de op imod 70.000 elefanter om året.

For ikke så længe siden havde Uganda 49.000 elefanter. Soldater i den daværende præsident Idi Amins hær blev krybskytter på deltid og skød systematisk elefanter ned i tusindvis, flænsede deres stødtænder ud og lod dyrene rådne hvor de faldt. Parkbetjente talte engang 900 døde elefanter inden for bare ét område.

Amins regering blev styrtet i 1979, men det betød ikke nogen befrielse for elefanterne i Uganda. I dag er våbnene fra Amins hær — efterladt af flygtende soldater eller beslaglagt — skattede redskaber i krybskytternes hænder. Med dem kan de systematisk nedskyde hvad som helst der bevæger sig og som kan give kontanter. I dag er der omkring 1500 elefanter tilbage i Uganda.

Hvornår får myrderierne en ende? Så længe der er efterspørgsel fra forbrugere som er ligeglade med hvor varerne kommer fra, er det svært at se hvordan det kan undgås at den vilde elefant i Afrika uddør.

Desværre er elefanten ikke det eneste truede dyr der har disse eftertragtede stødtænder af „hvidt guld“. Afrikas sorte næsehorn, hvis horn bliver fra 30 til 60 centimeter lange, er blevet jaget så hensynsløst at den anslåede bestand på 100.000 for ti år siden er blevet reduceret til mellem 10.000 og 20.000 i dag. Ligesom elefanten udryddes næsehornet hurtigere end det kan formere sig. Eksperter taler bittert om udsigten til at alle Afrikas vilde næsehorn vil blive udryddet. „Vi ser pessimistisk på udsigten til at de kan overleve i fri natur,“ siger de.

De velhavende betænker sig måske ikke på at betale næsten 90 dollars kiloet for udskårne elefantstødtænder, men måske vægrer de sig ved at tro hvilke priser der forlanges for næsehornenes horn — i mange tilfælde et beløb på 30.000 dollars kiloet. Hvorfor er de så dyre? I nogle lande er det en traditionel opfattelse at pulveriseret horn fra næsehorn har magiske og helbredende egenskaber, og det vurderes højt som „elskovsmiddel“ af folk hvis seksuelle formåen er svindende. De rige betaler derfor store summer for det.

Medicinske eksperter har ikke fundet nogen som helst tegn på at næsehornets horn skulle have indvirkning på den seksuelle evne. De impotente kunne lige så godt spare deres penge og spise deres egne fingernegle eller afklippede hår, for næsehornets horn og menneskets negle indeholder det samme, et stof der kaldes keratin. Alligevel er mange overbeviste om at der er en forskel, og de er villige til at betale næsten 10.000 kroner for 50 gram pulveriseret horn fra næsehorn på detailmarkedet, til krybskytternes store glæde. En jagtbetjent siger: „Der ville ikke være et eneste næsehorn tilbage her om tre uger“ hvis det ikke var for patruljerne. Da mange asiater stadig tror at horn fra næsehorn har magiske egenskaber, er næsehornene i Asien blevet næsten udryddet ved jagt.

Næsehornets horn bruges i Nordyemen til daggertskæfter der af mænd og drenge fra tolv år og opefter traditionelt bæres bundet til livet. Daggerterne dekoreres med sølv og guld, og indbyggerne betaler enorme summer, mellem 50.000 og 100.000 kroner, for dem. Ifølge offentliggjorte rapporter importerede Nordyemen på mindre end ti år godt 22.000 kilo horn fra næsehorn, hvilket repræsenterer cirka 8000 næsehorns liv. Hvilken pris at betale for en gammel tradition!

I de arktiske egne langt borte fra de områder i Afrika hvor elefanten og næsehornet holder til, hviler den 3,5 meter lange og knap 1500 kilo tunge hvalros sig på en isflage. De næsten meterlange nedadrettede tænder, der giver den sit imponerende udseende, består af elfenben. Engang blev hvalrossen næsten udelukkende jaget af eskimoerne, der anvendte den til føde og brugte stødtænderne til deres håndgjorte udskæringsarbejder, som de solgte. Nu har hvalrossen fået succes som elfenbensleverandør, og det anslås at der dræbes 5000 om året. Hvis drabene tiltager, må en eller anden bede hvalrossen om at få sit afkom lidt hurtigere, for ellers vil den snart slutte sig til dem der er forsvundet fra dyreriget.

Og det er langtfra alt. Man har målt at jordens hurtigste dyr, geparden, kan løbe 113 kilometer i timen. Men ikke engang den kan løbe hurtigt nok til at undslippe sin mest grusomme forfølger, mennesket. Dette smukke, glatte dyr med den gule farve og de sorte pletter var engang Indiens stolthed og et ganske almindeligt syn på Afrikas og Asiens sletter. Siden århundredskiftet er den imidlertid blevet jaget så ubønhørligt at den ikke længere findes i Indien og næsten er udryddet i resten af Asien. I Afrika er der kun sørgeligt få tilbage, og antallet halveres for hvert tiår.

Hvorfor jages geparden så ihærdigt? Fordi fruen ønsker sig en ny kåbe, og fordi hun åbenbart synes bedst om en pels der er lavet af et efterhånden sjældent dyr, den smukke gepard. Krybskytterne tjener godt på dette. For nylig konfiskerede politiet en sending på 319 skind, der alle stammede fra krybskytter. Denne sending sagdes at repræsentere „en 5 til 10 procents reduktion i det samlede antal vildtlevende geparder“. Mode og forfængelighed gør deres til at udrydde denne smukke skabning.

Også den majestætiske leopard har smukke pletter, hvad der er med til at gøre dens skind værdifuldt til pelse. Hvor værdifuldt? Cirka 90.000 kroner på krybskytternes marked. Det er klart at det kun er de rige der har råd til en sådan luksus. Men der bliver stadig flere der har råd til det, og derfor stiger efterspørgselen på leopardskind, mens de stadig kan fås. I nogle lande forbyder loven import af leopardskind til pelse, men for de titusinder af leoparder der allerede er døde for modens skyld, er det for sent.

Det samme kan siges om tigeren, det største medlem af kattefamilien. Engang var den konge over Asiens vilde dyr, fandtes i stort tal i det meste af den sydlige halvdel af kontinentet, og var enerådende lige til det nittende århundrede. Men tigeren manglede én absolut betingelse for at kunne overleve — evnen til at bruge geværer til at holde sin største fjende, mennesket, fra livet. Tigeren kunne ikke skyde igen. Kan du forestille dig hvor mange modige jægere der ville have forsøgt at få ram på en tiger hvis den kunne have skudt igen? Som det er nu, har mennesker ubarmhjertigt gjort det af med tigrene og ødelagt deres naturlige miljø, og i dag er der kun nogle få tilbage. Også tigeren er en truet art.

Af hvilken værdi kan en gorilla dog være for mennesker, bortset fra at give mad til et fåtal? Det er sjældent man hører om en gorillaskindspels, og der er ikke elfenben i gorillatænder. Alligevel dræber mennesker gorillaer, bare for trofæets skyld. Man skærer endda hænder af gorillaer for at lave askebægre af dem. Gorillabestanden i Afrika svinder hastigt på grund af krybskytteri og ødelæggelse af deres naturlige levesteder. Videnskabsmænd frygter at den ikke kan overleve.

Man mente engang at dyreriget var uudtømmeligt. Men kan selv en tilsyneladende uudtømmelig kilde afgive for eksempel 10.000 zebraer på fem år til trommer og tæpper til turister, uden at begynde at løbe tør? Ikke desto mindre fortsætter nedslagtningen, og de vilde dyr synes at være hurtigt på vej mod udslettelse.

Det sørgelige er at dette i det store og hele ikke skyldes sult, men forfængelighed. Ingen behøver en pels af leopard- eller gepardskind. Vi kan godt klare os uden mapper eller tegnebøger af elefanthud. Hvem trænger så hårdt til et par usædvanlige sko at en sjælden varan eller en krokodille må lade livet for det? Når du tænker på at købe et billedskærerarbejde af elfenben, vil din samvittighed så ikke røre på sig ved tanken om en elefant der vrider sig i støvet og får stødtænderne skåret ud mens den stadig er levende, bare for at tilfredsstille din fikse idé? Husk at så længe der er efterspørgsel efter disse fremmedartede ting og sager, vil dyrene dø, og hele arter vil uddø.

På trods af at mange lande har vedtaget gode love for at forsøge at hindre dyrearter i at blive udryddet, er der desværre allerede sket stor skade. Vi har dog håb om at der i de kommende år stadig vil findes dyr på jorden til glæde for mennesket. I en profeti der fortæller om fremtidige forhold under Guds riges herredømme, siger Bibelen: „Ulven skal gå hos lammet, panteren hvile hos kiddet, kalven og ungløven græsse sammen, dem driver en lille dreng. Kvien og bjørnen bliver venner, deres unger ligger side om side, og løven æder strå som oksen.“ — Esajas 11:6, 7.

Men ve over dem der viser ringeagt for Guds jord ved hensynsløst at ødelægge hans dyrerige! Han vil „ødelægge dem der ødelægger jorden“. Det har han lovet. — Åbenbaringen 11:18.

[Tekstcitat på side 5]

Afrikas engang så store elefantflokke dræbes hurtigere end de kan formere sig

[Tekstcitat på side 8]

Menneskers modebevidsthed og forfængelighed medvirker til den smukke gepards udryddelse

[Tekstcitat på side 8]

Bibelens profetier giver os håb om at der også i kommende år vil findes dyr på jorden til glæde for mennesket

[Illustration på side 5]

Hvalrossen er blevet storleverandør af elfenben. Der dræbes cirka 5000 hvert år

[Illustration på side 6]

På grund af energisk jagt og stadig indskrænkning af naturlige levesteder er tigeren nu også på listen over udryddelsestruede dyr, mens næsehornet allerede er en næsten uddød art på grund af jagten på dens horn, der bruges til daggertskæfter og elskovsmidler

Jægerens rolle i dyrelivet

FORESTIL dig dette: Himmelen bliver pludselig formørket, skønt det kun er nogle få timer efter daggry. Efterhånden hylles hele området i mørke horisonten rundt, men der er ikke en sky på himmelen. Der er en øredøvende og uheldsvanger lyd ligesom torden, og du holder dig for ørerne. Jorden under dine fødder genlyder af støjen. Hvilket voldsomt uvejr har naturen mon sluppet løs? Du skal ikke være bange. Det er bare fugle.

Nej, hverken du eller jeg har nogen sinde set så storslået et syn. Det er der heller ingen andre nulevende der har. Men i 1813 beskrev den berømte amerikanske naturforsker og kunstner John Audubon et imponerende skue, præcis som beskrevet ovenfor. Han så de smukke vandreduer flyve forbi i så store flokke at de formørkede solen i tre dage!

Man kan næsten ikke forestille sig så enorme fugleflokke. Men engang fandtes de virkelig. Nogle få år før Audubon beskrev hvad han havde set, blev en stor fugleflok som man mente bestod af mindst 2.230.000.000 vandreduer set i Kentucky i USA. Eksperter mener at der så sent som i 1885 fandtes over 6 milliarder vandreduer i USA.

Ganske sikkert en uudtømmelig bestand, tænker du måske. Vandreduen ville aldrig komme i fare for at blive udryddet. Og dog — jægeren udrettede det der tilsyneladende var umuligt. Ved at dræbe et gennemsnit af mindst 566.000 af disse smukke fugle hver eneste dag i mere end 29 år klarede han det. Den 1. september 1914 døde Martha, den allersidste vandredue på jorden, i en zoologisk have i Ohio i USA.

Således uddøde vandreduen. På grund af det som nogle kalder „jægerens grådighed og ødslen“ blev en art der engang syntes uudslettelig, udryddet ved jagt. Har mennesker ret til at tage så let på deres medskabningers liv og udrydde den ene art efter den anden? Hvorfor skulle nogen have ret til at nægte kommende generationer den glæde det er at iagttage dyreriget?

Menneskets ansvar

Skaberen af jordens vrimmel af livsformer ser ikke gennem fingre med menneskenes ødelæggelser. Jesus sagde engang: „Sælges to spurve ikke for en ringe mønt? Dog falder ikke én af dem til jorden uden jeres Faders viden.“ „Ikke én af dem [er] glemt hos Gud.“ (Mattæus 10:29; Lukas 12:6) Gud er ikke blind for at 6 milliarder vandreduer er blevet udryddet.

Ikke alle er gået ind for de vilkårlige drab på dyr. I et brev til USAs præsident i 1855 gav en indianerhøvding fra Duwamish-stammen i staten Washington udtryk for sin bekymring over den hensynsløse nedslagtning af dyrene: „Den hvide mand må behandle dette lands dyr som sin broder. Jeg er jo en indfødt, og jeg forstår ikke det andet. Jeg har set tusind rådnende bisoner på prærierne efterladt af den hvide mand der skød dem fra et tog i fart. . . . Hvad er mennesket uden dyrene? Hvis alle dyrene var borte, ville menneskene dø af stor ensomhed i sjælen, for hvad der end sker med dyrene sker også med mennesket. . . . Én ting ved vi som den hvide mand en dag vil opdage. Vores Gud er den samme Gud. . . . Denne jord er dyrebar for ham. Og at skade jorden er at vise foragt for dens Skaber.“

Denne indianerhøvding havde instinktivt forstået noget som Bibelen fortæller os: Mennesket er blevet betroet opsynet med dyrene. Bibelens første bog fortæller om den befaling mennesket fik: „Jeg giver jer ansvaret for fiskene, fuglene og alle de vilde dyr.“ (1 Mosebog 1:28, Good News Bible) Menneskets hensynsløse, næsten letsindige ødelæggelse af dyrelivet er et groft misbrug af den tillid Gud har vist det.

„Nimrod-syndromet“

Indebærer dét at mennesket har opsyn med dyrene at det under ingen omstændigheder må dræbe dyr? Nej. Husk at Gud selv lavede klæder af dyreskind til det første menneskepar og modtog det lam deres søn Abel bragte som offer. Og efter vandfloden på Noas tid gav han Noa og hans efterkommere lov til at spise dyrekød. — 1 Mosebog 3:21; 4:4, 5; 9:3.

Men da Jehova gjorde disse indrømmelser, indebar det ikke at menneskene kunne tage let på dyrenes liv. For at vise hvor helligt de dyrs liv var der ville blive dræbt som føde for mennesker, befalede Gud at mennesker ikke måtte spise dyrets blod sammen med dets kød. Blodet symboliserede dyrets liv, og det tilhørte Jehova. (1 Mosebog 9:4, 5) Gud har på intet tidspunkt givet mennesker lov til at dræbe dyr bare for fornøjelsens skyld. Hvem har de så lært det af?

Kort tid efter Vandfloden begyndte Nimrod, en berygtet mand på den tid, at gøre sig bemærket som sportsmand. Han blev „en vældig jæger i opposition til Jehova“. (1 Mosebog 10:8, 9, NW) Ved hensynsløst at dræbe dyrene viste han tydeligt at han ikke respekterede det ansvar for dyrene som menneskene havde fået betroet af Gud. Andre fulgte hans eksempel, og snart var denne sportsgren populær. Jagt blev en sportsgren som dyrkedes af konger.

Arkæologer har fundet mange beviser på at kongerne i fortiden havde stor fornøjelse af at jage og af at prale af deres tapperhed. Selv den ægyptiske drengekonge Tutankhamon lå under for det man kunne kalde Nimrod-syndromet. Jagtscener malet på væggene i hans gravkammer og udskæringer på trækister skildrer ham stående i sin stridsvogn, kørende i fuld fart med bue og pil i hånden, buestrengen strammet og pilen klar til at blive afskudt, mens vilde dyr flygter foran ham.

I nyere tid jagede europæere for sportens skyld i deres eget land, eller rejste til Indien eller Afrika for at få ram på mere spændende trofæer. Mange smykkede deres hjem med udstoppede hoveder af de smukke dyr hvis liv de havde taget for sportens skyld. I ’den nye verden’ (Amerika) blev hele hjorde af bisoner nedslagtet og fik lov til at ligge og rådne hvor de faldt. Jægere begyndte at sætte pris på elsdyrhoveder, hjortehoveder og andre symboler på deres dygtighed som jægere.

Mennesket som beskytter

For at beskytte nogle af de truede dyr mod jægerne, indførte nogle regeringer restriktioner der forbød jagt på disse dyr. I USA fredede man for eksempel en flok på 3000 af en bestemt art af hjorte i Arizona. Hvad blev resultatet? Da tusinder af dens naturlige fjender blev fanget, skudt eller forgiftet af statsskovfolk, steg bestanden af hjorte inden for ti år til omkring 40.000 dyr.

Et godt resultat? På en måde, ja. Men desværre begyndte hjortene at dø en masse. Hvad var der galt? Deres område var blevet overbefolket. Døde hjorte blev fundet med maverne fulde af fyrrenåle, der ellers ikke er noget hjorte spiser medmindre de er på grænsen til at dø af sult. Man havde glemt at tage dyrelivets egen kontrol og balance i betragtning. Da hjortenes naturlige fjender var borte kom bestanden ud af balance, og hjortene spiste alt hvad der fandtes af føde inden for området. Først da nogle jægere fik lov til at komme ind og fjerne noget af overskuddet, blev hjortebestanden igen afpasset efter hvor mange der var føde til i området.

Eksperterne har lært af erfaringerne. Nu ved de at man for at beskytte hjordene mod sult og sygdom må fjerne overskydende dyr. I USA, såvel som i Danmark og andre lande, har jægere med jagttegn derfor i bestemte tidsrum lov til at dræbe et fastsat antal dyr hvert år. Andre steder gøres dette af statsansatte jægere eller opsynsmænd.

På denne måde holdes de stærkere flokke ved lige og får lov til at vokse. I 1895 var der på Nordamerikas fastland for eksempel kun omkring 350.000 virginiahjorte syd for Canada. I dag er der omtrent 12 millioner. I 1925 levede der 13.000 til 26.000 gaffelantiloper i USA, de fleste i to vestlige stater. I dag findes der mindst 500.000, spredt over alle de vestlige stater. I dag er der omkring en million vapitihjorte i 16 stater, mens der i 1907 kun var 41.000 i én stat. Ved en officiel optælling af pelssæler på Pribiloføerne i 1911 nåede man frem til at der var 215.900. I dag holdes flokken på omkring 1,5 millioner. Begrænsede man ikke deres antal ville alle disse dyr der nu ikke længere er truede arter, være i alvorlige vanskeligheder.

„Disney-syndromet“

I USAs byer, i Canada og i andre lande er der imidlertid en voksende stemningsbølge imod jagt, en stemning som vildtstyrelsen frygter vil gå over gevind og give bagslag. Bevægelsen er endda højt organiseret med kontorer i England, Holland, Frankrig, New Zealand og Australien, samt i USA og Canada.

Hvorfor vender man sig imod jagt? Redaktøren af bladet Montana Outdoors svarer: „Ganske enkelt fordi mange mennesker i dag vokser op uden direkte forbindelse med jorden og de vilde dyr. Forståeligt nok får de størstedelen af deres viden om dyrelivet fra film og fjernsyn, der alt for tit fremfører et fordrejet syn på dyrelivet . . . og ignorerer naturlige processer som for eksempel sygdom, sult og det at nogle dyr tjener som føde for andre.“ En dyreværnsformand har kaldt denne opfattelse for „Disney-syndromet“. „Efter at have set Disney-film med dyr og fugle i skoven,“ siger han, „er der nogle mennesker, og navnlig børn, der får den tanke at dyrene kan tale.“ De tror at dyrene er ligesom mennesker.

En anden fortsætter: „Børn får simpelt hen ikke sandheden om dyrelivet at vide. De kender kun meget lidt til vildtbegrænsning og den succes vi har haft med det i de sidste 50 år. Det er ikke så sært at et stort antal børn vender sig imod jagt. De forestiller sig at jægerne dræber de sidste få hjorte og andre dyr der er tilbage i landet.“

Kristne fordømmer ikke dem der dræber dyr for at spise dem. Hvis nogen imidlertid dræber flere dyr end deres lands love tillader, eller dræber blot for spændingens skyld og bruger kødet som undskyldning, er det over for Gud han må stå til ansvar. Han misrøgter det ansvar for dyrene der er blevet betroet menneskene. Og ganske vist har mennesker lov til at fremstille klæder af dyreskind, men det vil være et endnu værre misbrug end det ovennævnte at udrydde disse dyr ved jagt blot for nogle unødvendige luksusgenstandes skyld.

Mange af problemerne i forbindelse med dyreriget kan ikke løses i denne tingenes ordning. Efterhånden som der bliver flere og flere mennesker, og de vilde dyr begrænses til mindre og mindre områder, vil det blive stadig mere vanskeligt at bevare og beskytte dyrelivet. Og det er svært at se hvordan regeringerne med de begrænsede midler de har til rådighed skulle kunne standse krybskytteriet på truede arter i denne grådige, kommercielle tingenes ordning.

Vi ved ikke hvor mange flere dyrearter Gud vil lade mennesker udrydde før han sætter en stopper for det. Men snart vil han sætte en stopper for det. Gud har lovet at hans rige snart vil overtage ledelsen af hans jord, og til den tid „gøres [der] ej ondt og voldes [der] ej mén i hele [Guds] hellige bjergland; thi landet er fuldt af [Jehovas] kundskab, som vandene dækker havets bund“. — Esajas 11:9.

Til den tid vil menneskene lære at udøve deres myndighed over dyrene på en god måde. I mellemtiden kan kristne i det mindste vise en passende respekt for dyrene, idet de er medfølende og har et realistisk syn på deres forhold til dyreriget.

[Tekstcitat på side 11]

Gud har på intet tidspunkt givet menneskene lov til at dræbe dyr bare for fornøjelsens skyld

[Tekstcitat på side 13]

„Børn får simpelt hen ikke sandheden om dyrelivet at vide“

[Illustration på side 10]

Martha, den sidste vandredue, døde i en zoologisk have i Ohio i 1914

[Illustrationer på side 12]

1. Amerikansk vapitihjort

2. Virginiahjort

3. Gaffelantilope

4. Nordlig pelssæl