Side 2

Direkte eller indirekte er hvert eneste menneske i dag berørt af de økonomiske problemer. Leveomkostningerne stiger og stiger. Købekraften falder og falder. Hvem er skyld i miseren? Hvad vil det hele ende med? Hvad er løsningen?

Verdensøkonomien 3

Hvordan bliver pengene til? 4

Der er aldrig penge nok! 6

Hvad ligger der bag inflationen? 7

Er dine penge sikre i banken? 9

Hvad er løsningen på de økonomiske problemer? 10

Verdensøkonomien

Hvor bærer det hen med økonomien? Hvad betyder det for os?

„I KAN slet ikke forestille jer hvor svært det er at få pengene til at slå til,“ fortæller Ann. Hun bor i et nydeligt parcelhus, men terminsydelserne er så høje at bare tanken næsten kan give hjertestop. Ganske vist tjener hendes mand temmelig godt, men lønnen er ikke rigtig fulgt med prisudviklingen. „Hver uge er der et eller andet der stiger i pris,“ siger Ann, „men mine husholdningspenge stiger ikke.“ Det er som om hun er anbragt i en skruetvinge der strammes mere og mere. „Jeg har tilbudt at søge et deltidsarbejde,“ sukker hun, „men det synes min mand ikke jeg skal.“

Et helt andet sted i verden, langt nede i Afrika, lever en landbruger ved navn Alion der i princippet føler sig i samme situation som Ann. På grund af statskontrol er priserne så lave at hans arbejde med at dyrke og plante simpelt hen ikke kan betale sig. Før i tiden, siger Alion, „prøvede alle at få plantet lidt mere end deres nabo. Nu er vi tilfredse med at nøjes med det samme som alle andre.“ Det kan ikke betale sig at gøre en ekstra indsats.

Tiderne er svære, bekymringen og håbløsheden er blevet menneskers arv. Også du føler sikkert tidens pres. Der kan være større eller mindre lyspunkter, men i det store og hele giver økonomien alle grund til bekymring. ’Skal jeg købe nu før priserne stiger? Skal jeg hellere sætte mine få sparepenge i banken? Eller investere? Kan jeg stole på at pengene er sikre i banken?’

Det er ikke nogen overdreven bekymring. I USA var der for eksempel i 1982 flere banker der måtte lukke end der har været i noget andet år siden 1940. Antallet af konkurser kom faretruende tæt på de rekordhøje tal man havde under depressionen i trediverne. Det tårnhøje renteniveau var med til at kvæle mange virksomheder, både større og mindre. Og problemerne er langtfra isoleret til et enkelt land. Derfor kan man meget vel spørge hvad det hele skal ende med.

I virkeligheden kan ingen sige om morgendagen vil bringe et stort økonomisk opsving eller en større tilbagegang. Økonomiens veje er næsten umulige at forudsige. Men der kan gives et sikkert svar på hvor det bærer hen med økonomien i det lange løb. For at kunne dét må vi imidlertid tage mere end inflationen og betalingsbalancerne i betragtning, og søge ned til selve problemets rod. Ikke desto mindre kan det være lærerigt at begynde med et kort overblik over nogle af de ydre problemer i forbindelse med økonomien.

Hvordan bliver pengene til?

„VED at feste bliver man glad, og vin virker opkvikkende,“ sagde en gammel vismand, „men ingen af delene får man uden penge.“ (Prædikeren 10:19, Good News Bible) Penge er uundværlige, men hvad er penge egentlig for noget? Hvor kommer de fra?

Det er længe siden man fandt ud af at det var upraktisk at basere alt på naturalieøkonomi, eller altid at skulle bære rundt på metalstykker. Derfor gik de opfindsomme kinesere over til at bruge papirpenge. Og efterhånden gik også andre lande over til at bruge bekvemme pengesedler, der — i hvert fald i teorien — kunne ombyttes med ædelt metal (sædvanligvis guld).

Der var imidlertid en indbygget fejl ved guldmøntfoden. Det siges at den samlede værdi af alt guld der nogen sinde er udvundet af jorden, kun er omkring 85 milliarder dollars (baseret på den gamle pris: 35 dollars pr. ounce), eller omkring 700 milliarder kroner. Der er simpelt hen ikke guld nok i verden til at det kan holde trit med væksten i befolkning og verdenshandel.

Efter den anden verdenskrig blev den amerikanske dollar den altdominerende valuta i verdenshandelen. Således kom milliarder af USA-dollars til at ligge i forskellige landes statskasser. En skribent hævder: „Allerede i 1965 var der flere dollars i de udenlandske banker end alt guldet i Fort Knox var værd.“ (Kursiveret af os.) Hvad nu hvis alle landene på én gang forlangte deres dollarsedler ombyttet med guld? På grund af dette spørgsmål lukkede USA i 1971 sit ’guldvindue’. Andre stater kunne nu ikke længere ombytte deres dollars med guld, skønt USA stadig havde enorme guldreserver. I praksis var valutaen nu kun funderet på tilliden til den amerikanske stat og dens kreditværdighed. Dette førte til noget nær et kaos for det internationale valutasystem.

Penge er faktisk ikke mere værd end folk mener eller er enige om at de er værd. Jo flere penge regeringerne lader trykke, jo mindre tillid har folk til dem. Der er imidlertid også andre måder hvorpå penge bliver til.

’Af den blå luft’

’Du burde have anbragt mine sølvpenge hos bankmændene,’ siger en mand i en af Jesu lignelser, ’og når jeg kom ville jeg have fået det der er mit igen med renter.’ (Mattæus 25:27) Allerede på Bibelens tid var der bankfolk som tog imod lån, og mod renter lånte videre til andre, idet de gav deres investorer del i udbyttet. Ud fra dette system er bankerne på en vis måde med til at skabe penge.

Lad os sige at du indsætter 100.000 kroner i banken. Derefter får banken besøg af en kunde som låner 10.000 kroner. Nu tænker du måske at banken på den måde har fået tilført 90.000 kroner, idet den jo udleverede 10.000 ud af de 100.000 kroner du kom med. Men sådan betragter banken det ikke. Sandsynligvis fik den anden kunde sine 10.000 kroner, ikke som kontanter, men som et beløb der blev tilskrevet hans bankkonto, så han lidt efter lidt kunne hæve pengene. I bankens regnskab vil de 10.000 kroner tælle med som et tilgodehavende, så dens værdier ikke er faldet, men derimod steget til 110.000. På en måde har den ’skabt’ 10.000 af den blå luft!

For ’lægfolk’ er dette måske svært at forstå, men for bankfolk er sagen soleklar. På denne måde kan de udlåne flere penge end de egentlig har. ’Er det da ikke farligt?’ spørger du måske. Jo, det kan det være. Især hvis banken udlåner penge uden at være påpasselig. Ikke desto mindre sker det kun sjældent at alle bankens indlånere kommer og vil hæve deres penge på én gang. Banken klarer sine daglige forretninger ved kun at have den nødvendige mængde kontanter til rådighed.

Sådan kan et lands myndigheder også skabe store fiktive værdier, uden egentlig at trykke pengesedler. Ifølge bogen The Money Balloon (Pengeballonen) gennemfører for eksempel De forenede Staters forbundsbank „en nærmest uanstændig mængde bogføringer i sine regnskaber — man flytter rundt på tallene, køber og sælger statsobligationer, udsteder lån, køber obligationer og sælger dem tilbage med det samme, sælger obligationer og køber dem tilbage med det samme . . . og når alle disse aktiviteter analyseres, er resultatet at Forbundsbanken skaber penge ud af den blå luft.“

Du selv er måske med til at skabe penge. Et kontokort sætter én i stand til at låne penge hver gang man bruger det. På forskellige former for bankkonti kan man bruge flere penge end der egentlig står på kontoen i samme øjeblik. På den måde kommer der flere penge i omløb — og der bæres ved til inflationens bål.

Hele det økonomiske system er en boble der kan briste hvis tilstrækkelig mange mister deres tillid til det. Men når det er så let at skabe penge, hvor bliver så alle pengene af?

[Illustration på side 5]

Papirpengene kan ikke længere ombyttes med guld

Der er aldrig penge nok!

KONG Salomon sagde: „Dine penge kan forsvinde på et øjeblik, som om de havde fået vinger og var fløjet bort som en ørn.“ (Ordsprogene 23:5, Today’s English Version) Man kan ødsle sine penge bort, som generalen der gik fallit efter at have købt „to Cadillac’er og en minkkåbe nummer to til sin kone“.

Også et helt land kan leve over evne. For eksempel har De forenede Stater efterhånden en intern gæld på over en billion dollars! Også andre lande har efterhånden fået en enorm gæld, inklusive statsgælden til andre lande — for eksempel Sovjetunionen (statsgæld på 16 milliarder dollars) og Filippinerne (10 milliarder dollars).

’Hvorfor har de lande ikke levet mere fornuftigt?’ spørger man måske. For det første har der i vor tid været en uhørt efterspørgsel efter materielle goder. Økonomen Irving S. Friedman forklarer: „Efter den anden verdenskrig kunne ingen regering overleve, og intet oppositionsparti komme til magten, medmindre man lovede hurtige, altomfattende og store fremskridt i levestandarden.“ Dertil skulle regeringerne bruge penge — masser af penge — så de kunne bygge de veje, skoler, hospitaler og boliger folk forlangte. Hvad førte det til? Store lån og enorme gældsposter i hele verden. Efter 1973 blev situationen drastisk forværret.

Det var i det år de olieeksporterende landes organisation OPEC skar hårdt ned på leverancerne af olie til resten af verden. Verden vaklede, mens oliepriserne skød op med raketfart. Værst gik det dog ud over u-landene.

De store olieindtægter

OPECs taktik virkede, og dets medlemmer blev pludselig kolossalt rige (skønt nogle af dem senere er kommet ud i økonomiske vanskeligheder på grund af faldende priser og overproduktion af olie). Store dele af de nye rigdomme gik til de kapitalhungrende u-lande. Men det viste sig at dette ønske om fortjeneste blev ’roden til mange skadelige ting’. — 1 Timoteus 6:10.

De store kapitaltilførsler satte gang i inflationen, som mange lande havde prøvet at holde nede ved hjælp af skyhøje renter. De forgældede lande sad fast som i en fælde — de havde brug for flere penge, men kunne ikke engang betale renterne på deres gamle lån. Som vi vil se, udgør disse gældsposter nu en trussel mod hele verdens økonomiske system!

Penge til den tredje verden

Efter den anden verdenskrig oprettede man Verdensbanken og Den internationale Valutafond (IMF) for at man derigennem kunne udlåne penge til lande der var i nød. Det er de velhavende lande der finansierer dette. For kort tid siden erklærede Verdensbankens præsident, A. W. Clausen, at „et af Verdensbankens centrale og vigtigste mål er at afhjælpe fattigdommen“. Disse instanser har ganske rigtigt tilført u-landene store mængder nødvendig kapital. Man kan dog ikke lade være med at tænke på de vise ord i Ordsprogene 22:7: „Over fattigfolk råder den rige, låntager bliver långivers træl.“ Af frygt for afhængighed vægrer nogle af u-landene sig ved at tage imod hjælp fra disse hjælpeinstanser. Hvad er grunden til det? For at beskytte sine investeringer kræver Den internationale Valutafond at lånerlandet foretager nogle drastiske indgreb i sin økonomiske politik, så der måske kan skaffes balance i budgettet. For eksempel kan offentlige udgifter skæres ned og valutaen devalueres. Økonomisk set er disse ideer måske gode nok, men de kan også føre til kaos i et fattigt land.

En økonom har udtrykt at når man påtvinger et u-land disse betingelser, er det „som at kaste et anker ud til en mand der er ved at drukne“.

Det er nytteløst bare at trykke flere pengesedler — det får kun inflationens kvælende greb til at strammes yderligere. De forgældede lande vil derfor ofte ikke have andet valg end at bukke under for de internationale låneorganisationers krav.

Hvad ligger der bag inflationen?

FORESTIL dig at du går hen på en café og bestiller en kop kaffe (til en allerede temmelig høj pris). Når du skal til at betale får du at vide at prisen nærmest er fordoblet på den tid det har taget dig at drikke kaffen. Er det utænkeligt? Nej, for netop dette kom man ud for i Tyskland i tyverne — et uhyggeligt eksempel på hvor hurtigt inflationen kan løbe.

Helt så drastisk har vi måske ikke selv oplevet det. Og dog er der i Argentina en inflation på 500 procent, og flere andre lande har katastrofalt høje inflationstal. De der kender Bibelen er imidlertid ikke forbavsede over denne udvikling, for i Åbenbaringen 6:6 læser vi at man en dag kun ville kunne købe „en liter hvede“ for en hel dagløn.

Som de fleste andre er du måske ikke helt klar over hvem eller hvad der har skylden for inflationen. Lad os tænke os at vi indkaldte eksperter og foretog en „høring“. Forestil dig en retssal fyldt med forretningsfolk, politikere og økonomer. Og forestil dig at du selv fik det tunge hverv at være dommer.

Du slår hammeren i bordet og siger myndigt: „Ro i salen! Retten er sat. Verdensøkonomien er på dødens rand, og en af jer har skylden! Hvem af jer vil først fremsætte sit forsvar?“

„Høje dommer,“ siger en økonom, „hvis det må være mig tilladt, vil jeg gerne kaste lidt lys over hvad der er sket. Inflationen,“ siger han, „er simpelt hen et resultat af loven om udbud og efterspørgsel. Når bankerne giver store kreditter, kommer der flere penge i omløb. Jo flere penge folk har, jo større bliver efterspørgselen efter varer. Og jo større efterspørgselen bliver, jo mere koster varerne. Så enkelt er det faktisk.“

„Hvorfor skal bankfolkene have hele skylden?“ indvender en nålestribet herre. „Hvis vi ikke gav kredit, ville hele økonomien gå ned ad bakke. Uden kredit kunne folk hverken købe huse, biler eller hårde hvidevarer til hjemmet. Hele industrien og erhvervslivet ville vakle. Aktienoteringerne ville falde når investorerne trak deres penge ud. Jeg indrømmer at vores kreditvillighed til tider er gået lidt for vidt. Men det var OPEC der gav os alle pengene i begyndelsen. Og det var dem der pressede priserne op i skyerne med deres blokade. (Der går en mumlen gennem salen idet mange giver deres bifald til kende.) Men de virkelige syndere er politikerne.“ Før en forbitret statsmand får tid til at tage ordet, bryder bankmanden ind og siger: „Ja, det er jer der har ladet det offentlige bruge alle pengene på jeres yndlingsprojekter. Og når I strør om jer med penge på den måde, vokser efterspørgselen. Så går priserne selvfølgelig op!“

„Det behøver jeg ikke at finde mig i,“ siger en politiker. „For det første mener jeg at det er militæret der bruger de fleste af pengene til deres dyre legetøj, som om der ikke allerede var bomber nok i verden til at sprænge kloden i stumper og stykker! Lad mig også minde jer om at det er jer bankfolk der råber op når vi sætter rentesatserne op for at styre inflationen.“

„På den måde har man ikke opnået andet end at styrte verden ud i økonomisk tilbagegang,“ siger økonomen. „Og i øvrigt går priserne næsten aldrig ned, når de først er gået op. Råvarepriserne er gået ned flere gange. Men hvad gjorde industrifolkene? I stedet for at lade det komme forbrugeren til gode, brugte de pengene til at reklamere endnu mere for deres varer, så afsætningen kunne stige!“

„Holdt!“ råber en ophidset industrileder. „Hvordan kan vi sætte priserne ned, når de ansatte hele tiden vil have højere løn? Nogle gange har fagforeningerne krævet højere løn som kompensation for en inflation der måske ville komme — før den overhovedet kom! Kan vi gøre andet end at sætte priserne op? Det er desuden os der skaffer folk arbejde. Gør det noget hvis der kommer lidt inflation på grund af vækst hos os?“

Salen bliver et kaos af protester. Du slår hammeren i bordet adskillige gange. „Jeg har fået nok af jeres undskyldninger,“ siger du. „Jeg er ikke økonom, men det er klart for mig at I alle har andel i skylden. Jeg dømmer jer derfor til . . .“

Pludselig stivner dit greb om hammeren. Du kommer i tanker om dine kreditkort og kontokort, og hvordan du har brugt dem. Dine afbetalingskøb og banklån, alt det du har købt uden egentlig at behøve det. Du taber lysten til at fortsætte som dommer og går beskæmmet ned til de andre skyldige.

[Ramme på side 8]

Nogle årsager til inflation

● For store kreditter

● Offentlige udgifter

● Militærudgifter

● Høje lønkrav

● OPECs olieblokade

● Høje renter

● De flydende kurser på det internationale valutamarked

● Den store vareefterspørgsel hos forbrugerne

Er dine penge sikre i banken?

’TIDLIGT mandag morgen begyndte de at stille sig i kø. De trodsede det kolde vejr og udsigten til fem timers ventetid. Bankfolk, økonomer og politikere havde forsikret at der ikke var grund til uro, hvilket kun øgede panikstemningen. Over hele landet, ja, i det meste af verden, blev banker belejret af skarer af mennesker der alle stillede samme krav: VI VIL HAVE VORES PENGE!’

Ordene er opdigtede, men kunne en nyhed af denne art en dag i nær fremtid blive til virkelighed? For nylig citerede The Wall Street Journal økonomen Alan Greenspan for at sige at „sandsynligheden for et farligt banksammenbrud er større end den har været i de sidste halvtreds år“. Hvorfor står det sådan til?

Hvor er pengene blevet af?

Du hører måske til dem der for nylig har lånt penge i banken, og husker hvor omhyggelig og forsigtig banken var før den sagde ja. Forbavsende nok er bankerne ikke altid så forsigtige når det drejer sig om store beløb. Mexico, der har store olieforekomster, fik for eksempel med lethed et lån på cirka 57 milliarder dollars. Derefter kom der en verdensomspændende rentestigning, og oliepriserne faldt. Mexico kom på fallittens rand. Der indtraf en mindre panik blandt bankinvestorer da der bredte sig et rygte om at Mexico måske ikke ville kunne honorere de store lån. Hurtigt traf man nødforanstaltninger for at kunne tilføre landet endnu flere penge. En krise blev afværget, men også andre lande, for eksempel Polen og Brasilien, har stort besvær med at betale deres enorme gæld.

Dertil kommer milliarder af kroner som er investeret i erhvervslivet. I nogle lande var det før i tiden skik at store foretagender finansierede deres drift ved salg af obligationer (en form for langfristede lån) til offentligheden. Men da renterne steg, solgte investorerne deres obligationer og flyttede deres penge til mere givtige områder. Firmaerne blev henvist til mere kortfristede banklån med højere renter. Og bankerne kunne til gengæld miste en formue hvis disse firmaer gik fallit. Et eksempel på dette er det amerikanske Drysdale Government Securities Corporation, der for nylig gik fallit, hvilket viser hvor sårbare bankerne er — de mistede 285 millioner dollars!

Er bankerne som dominobrikker?

Nogle økonomer frygter at disse faktorer tilsammen kan fremkalde en slags domino-effekt: hvis den ene falder, falder de alle. Antag at et land kommer ud for statsbankerot, eller nogle store firmaer går fallit. En eller to større banker kunne samtidig gå fallit. Dette kunne gøre indlånere i andre banker bekymrede, så de begyndte at hæve deres penge. Hvis panikken bredte sig, kunne resultatet blive en voldsom likviditetskrise, eftersom bankerne kun har en begrænset kontantbeholdning. Bankerne ville komme i desperat kontantmangel. Kædereaktionen kunne brede sig til et verdensomspændende økonomisk sammenbrud!

Bankfolk siger imidlertid at noget sådant er utænkeligt. David Rockefeller, tidligere formand for Chase Manhattan Bank, hævdede for nylig i et interview at banksystemet er „meget velfunderet“. Ganske vist „har bankerne mange indbyrdes forretninger, så der er stor afhængighed dem imellem“. Han fandt det imidlertid „højst usandsynligt“ at hele verdens banksystem skulle falde sammen som følge af en sådan domino-effekt. Men da banksystemerne er totalt afhængige af offentlighedens tillid, forstår man selvfølgelig hvorfor deres ledere udtrykker sig så optimistisk.

’Men et land vil da ikke tillade at en af dets store banker går fallit,’ indvender du måske. Tænk så på hvad der skete i Italien. Sammenbruddet af Banco Ambrosiano fik stor omtale på grund af bankers nære forbindelser til Vatikanet. Da den skandaleombruste bank kom i vanskeligheder, nægtede den italienske centralbank at støtte den, til mange europæiske bankfolks forskrækkelse. Mange føler at dette nu på farlig vis vil danne skole.

„Fred og sikkerhed“ i finansverdenen?

Den 10. oktober 1982 stod der i The New York Times at „folk fra finansverdenen forudsiger at frygten for et internationalt økonomisk sammenbrud til sidst vil drive parterne til forståelse“. Under krisen i trediverne gik det dog anderledes. Nationerne undgik ethvert samarbejde og søgte i stedet at „beskytte sig selv mod det langvarige uvejr i verdensøkonomien uden hensyn til deres handlingers eventuelle skadevirkning på andre lande“. Intet tyder på at landene i mellemtiden er blevet mere uselviske. For eksempel har inflationsramte lande ofte ladet deres renteniveau stige, skønt det har været ødelæggende for fattigere lande.

Bibelen forudsiger imidlertid at fremtrædende folk på et tidspunkt om ikke så længe vil erklære at „fred og sikkerhed“ er i sigte. (1 Tessaloniker 5:3) Det vil vise sig om en sammenlappet løsning af de økonomiske problemer i verden spiller nogen rolle i den forbindelse. Men hvordan kan man i mellemtiden gribe de økonomiske problemer an?

Hvad er løsningen på de økonomiske problemer?

„HVORFRA stammer krige og hvorfra stridigheder iblandt jer?“ spurgte bibelskribenten Jakob. „Stammer de ikke herfra: fra jeres trang til sanselige nydelser som fører krig i jeres lemmer? I ønsker, og dog får I ikke. I bliver ved med at myrde og begære, og dog kan I ikke opnå noget. I bliver ved med at strides og kriges.“ (Jakob 4:1, 2) Er det ikke noget du kan nikke bekræftende til? Er det ikke mennesket selv der er roden til problemet? Er det ikke selve det umættelige begær efter besiddelser der er årsag til økonomiske konflikter?

Det er begær efter profit, ikke uselvisk omsorg for næsten, der får bankfolk til at udlåne enorme summer til lande som ikke kan betale dem tilbage. Profitmageri fordømmes med rene ord i Bibelen. (Nehemias 5:1-11; se også Anden Mosebog 22:25.) Det er begær og egoisme der forhindrer nationerne i at arbejde sammen og finde en løsning i fællesskab.

Eftersom Bibelen så nøje har beskrevet de følelser og stemninger der fører et menneske ud i sådanne vanskeligheder, kan det ikke forbavse os at den også kan forudsige udfaldet af de problemer, økonomiske såvel som andre, der plager landene i dag — at hele den nuværende tingenes ordning vil forsvinde. Det vil ske umiddelbart efter erklæringen om „fred og sikkerhed!“ En periode som et mareridt vil komme, „en stor trængsel“ som blandt andet vil afsløre hvor nytteløst det er at stole på de materielle goder som mennesker så febrilsk har samlet sig. „Deres sølv kaster de ud på gaden, deres guld regnes for snavs.“ Forestil dig det! Selv guld og sølv vil blive betragtet som værdiløst. På grund af inflationen? Nej, ikke bare det, for profetien fortsætter: „Deres sølv og guld kan ikke redde dem på [Jehovas] vredes dag.“ — Mattæus 24:21; Ezekiel 7:19.

Sande kristne frygter ikke for denne kommende dag hvor Guds dom vil blive eksekveret, og heller ikke for det dermed forbundne økonomiske sammenbrud. De ved at „den store trængsel“ vil kulminere i ødelæggelsen af hele denne onde tingenes ordning, som vil blive erstattet af Guds retfærdige, nye styre. (Åbenbaringen 21:1-4; se også Daniel 2:44.) Denne regering vil betyde ægte økonomisk tryghed for alle jordens beboere. — Esajas 65:21-23.

Det er troen på dette kommende styre der hjælper Jehovas vidner til at klare sig på en realistisk måde under disse økonomisk hårde tider. De ved at jaget efter materielle mål kan få én til at glemme Jehova Gud. (5 Mosebog 8:10-17) De ved også hvor vigtigt det er at man i stedet søger de værdier Bibelen fremhæver. Det tjener som en beskyttelse for dem. I tider med arbejdsløshed er mange villige til at påtage sig mindre ærefulde jobs, som andre ville foragte. (Efeserne 4:28) De der virkelig følger Bibelens principper, befinder sig godt ved at følge en ganske enkel livsstil. De retter samme bøn til Gud som den vi kan læse i Ordsprogene 30:8: „Giv mig hverken armod eller rigdom.“ I stedet for at leve over evne er de tilfredse med at have det nødvendigste til livets opretholdelse. De ved at Bibelen fraråder at man sætter sig i stor gæld, og de viser selvbeherskelse i brugen af kontokort og lignende. — Salme 37:21.

Det ville glæde os meget hvis vi kunne få lov at begrunde vor tro over for dig, så du kunne få del i samme tro. Så vil du være forberedt på den trængsel verden snart vil opleve, derunder også det økonomiske sammenbrud, og du vil allerede nu kunne finde sand glæde og tilfredshed!

[Tekstcitat på side 11]

Det er begær og egoisme der forhindrer nationerne i at arbejde sammen og finde en løsning i fællesskab

[Tekstcitat på side 11]

Jaget efter materielle mål kan få én til at glemme Jehova Gud