Side 2

Ingen anden pave har foretaget så mange rejser på så kort tid som Johannes Paul II. Og ingen anden har været så populær. Hvad er hemmeligheden bag hans popularitet? Hvorfor rejser han så meget netop nu? Og hvad går hans budskab egentlig ud på? Emnet har interesse for katolikker såvel som ikke-katolikker.

Paven på rejse 3

Paven — hvorfor så populær? 4

Pavens rejser — hvorfor nødvendige? 7

Pavens budskab — er det løsningen? 10

Paven på rejse

„Paven erobrer Spanien,“ lød en overskrift i den spanske presse. „Pavefeber alle vegne,“ bekendtgjorde avisen Sunday New Nigerian i anledning af pavens besøg i Vestafrika. „Over en million polakker samledes på et fodboldstadion for at høre pave Johannes Paul II celebrere messen,“ kunne The New York Times for 18. juni 1983 berette.

Denne omtale giver i nogen grad indtryk af hvilket røre paven har vakt ved de 20 rejser han har foretaget i løbet af de sidste fem år, rejser der har omfattet 36 forskellige lande over hele jorden. Man anslår at 18 millioner polakker så ham i løbet af hans ottedages rundrejse i Polen sidste år. Det svarer til halvdelen af landets befolkning!

I mange lande, for eksempel De forenede Stater og Storbritannien, er selv ikke-katolikker mødt frem for at få deres nysgerrighed stillet. Som en skribent kunne fastslå: „Hyldesten kom ikke bare fra arbejderklassen, og heller ikke bare fra katolikkerne.“

Samme kilde oplyser: „Et engelsk [katolsk] kabinetsmedlem skrev i maj 1979 om paven i vendinger som dem man finder i et medlemsblad for en fanklub: Paven havde en stjernes egenskaber, hans fremtræden var majestætisk og medrivende, han udstrålede myndighed og styrke.“

I sin biografi af pave Johannes Paul II bemærker den engelske lord Longford, der selv er gået over til katolicismen, at paven „fik en modtagelse der var en superstjerne værdig“ på Yankee Stadium i New York. Det er derfor intet under at skribenten Peter Nichols, som er venligt stemt over for kirken skønt han ikke er katolik, i sin bog The Pope’s Divisions [Pavens divisioner] udtaler: „En folkelig begejstring for pavemagten er nu en del af det moderne liv.“

Men hvorfor er denne pave så populær? I hvilken grad berører hans besøg egentlig katolikkernes adfærd? Hvorfor er disse pavelige besøg påkrævede netop nu i historien? Hvad er det for et budskab paven fremholder for verden? De følgende artikler vil tage disse spørgsmål op.

[Ramme på side 3]

Lande paven har besøgt siden han blev valgt

1979 Den dominikanske Republik, Mexico, Polen, Irland, De forenede Stater og Tyrkiet

1980 Zaïre, Congo, Kenya, Ghana, Øvre Volta, Elfenbenskysten, Frankrig, Brasilien og Vesttyskland

1981 Filippinerne og Japan

1982 Nigeria, Benin, Gabon, Ækvatorialguinea, Portugal, Storbritannien, Argentina, Schweiz, San Marino og Spanien

1983 Costa Rica, Nicaragua, Panama, El Salvador, Guatemala, Honduras, Belize, Haiti, Polen, Frankrig og Østrig

Paven — hvorfor så populær?

„PAVE Johannes Paul II’s besøgsrejse på spansk jord har været som en orkan af folkelig rørelse, begejstring og glød . . . Johannes Paul II’s besøg har slået alle talmæssige rekorder hertillands.“ — ABC, et dagblad i Madrid.

Man kan naturligvis forklare pavens popularitet ganske enkelt med at han er åndeligt overhoved for mere end 600 millioner katolikker i hele verden, og at han derfor i næsten ethvert land hvor der findes katolikker kan være sikker på et godt publikum. Men denne forklaring ville være en grov forenkling af fænomenet. Med hvilke omstændigheder kan man da forklare pavens popularitet på dette tidspunkt i historien?

„Undlader ikke at bruge et eneste kneb“

En del af svaret ligger måske i den erfaring som skuespiller han har fra sine unge dage. I sin autoriserede levnedsskildring af pave Johannes Paul II siger lord Longford: „Det er imidlertid som skuespiller han bedst huskes af sine skolekammerater. En gæstende instruktør sagde engang til ham: ’En dag bliver du en stor skuespiller.’“ Biografien fortsætter: „Der kan ikke herske tvivl om at denne det levende ords kunst . . . har præget og inspireret Karol Wojtyla [pavens borgerlige navn] fra ungdommen af.“

Men hvad har dette betydet for hans publikumstække? Lord Longford tilføjer: „Med tiden viste det sig i det forbløffende indtryk den fremtidige pave skulle komme til at gøre på talløse millioner, på forskellige sprog, i hele verden.“ Den katolske præst og skribent Andrew M. Greeley har skrevet: „Han har klaret de første seks uger af sit arbejde med en professionel skuespillers og en professionel politikers fuldendte færdighed. Man kan ikke andet end beundre hans fejlfri præstation.“

Paven er tydeligvis klar over hvordan man skal gøre brug af følelsesladede og dramatiske virkemidler for at vinde en folkemængde for sig. Der var for eksempel engang hvor en lille dreng, for øjnene af en stor skare på 200.000 i Rom, „styrtede frem med nogle blomster, og en lovlig pligtopfyldende præst prøvede at jage ham væk. Men paven greb den lille bambino og trykkede ham ind til sig.“ Andrew Greeley tilføjer: „Engang var der en der sagde til mig at man kan se han har studeret scenens kunst. Han undlader ikke at bruge et eneste kneb.“ Og Greeley er enig heri: „Det gør han bestemt ikke.“

„Det største show, den mægtigste ’fiesta’ nogen sinde“

Massepsykologi er et andet væsentligt led i pavens succes. I bladet Newsweek har en skribent beskrevet paven som „en begavet rejsende skuespiller der kan holde en kæmpestor skare i ånde ligesom en aktør der fængsler et publikum“. Man fik en prøve på hans kunnen ved hans ankomst til Mexico i 1979. Som det bemærkes i bogen The Man Who Leads the Church [Manden i spidsen for kirken], blev han i lufthavnen mødt af „et fuldtalligt orkester af mariachis — landets traditionelle musikere“ som „satte i med mexicanernes yndlingsmelodi ’Cielito Lindo’ . . . Det var en kliché, men det var der ingen der tog anstød af. Denne pavelige rejse skulle blive det største show, den mægtigste ’fiesta’ nogen sinde. Johannes Paul II’s sans for hvad der tager sig ud viste sig at stå fuldt på højde med hans værters. Han skred værdigt ned ad trappen og faldt på knæ med hænderne mod jorden for at kysse den mexicanske jord. (Det er blevet til en traditionel handling. . . . Men virkningen er aldrig udeblevet.)“

Den virkning alt dette har haft på store forsamlinger overalt i verden, beskrives udmærket af den katolske forfatter Peter Hebblethwaite: „Hvilke budskaber fik folk så fra denne spændende nye pave? . . . Midt i al den folkelige begejstring Johannes Paul II’s rejser vakte, glemte eller undlod folk ganske enkelt at lægge mærke til hvad han faktisk sagde. . . . Grunden til at han har kunnet slippe godt fra næsten alting har været at det nye ved hans embedsførelse og udstrålingen ved hans tilstedeværelse har bortledt tankerne fra hvad han faktisk sagde.“ Ja, mens folkemængden nyder forestillingen, forbigår det dens opmærksomhed hvad der virkelig ligger i pavens ligefremme taler. Men for mange frisindede katolikker er hans prædikener meget vanskelige at kapere; de er for skrappe og for konservative.

’Ligemand med statsmænd og politikere’

Endnu en grund til pavens popularitet er at vor generation er blevet vænnet til tanken om idoldyrkelse og til selv at deltage i den. Overalt i verden har folk deres foretrukne skuespillerstjerner, sportsidoler og politiske ’frelsere’. Hvorfor så ikke også et religiøst idol? Hvis protestanterne har deres Billy Graham og „pastor“ Moon, hvorfor skulle katolikkerne så ikke have deres Johannes Paul II? Hvis nogen synes dette er en overdrivelse, læg da mærke til hvad den katolske skribent Hebblethwaite udtaler i sin bog The Year of the Three Popes [Trepaveåret]: „Når en mand bliver pave, indledes der en mytologiseringsproces som det er vanskeligt at modstå. Man tillemper billedet af den måde hans liv hidtil er forløbet på for at vise at han længe har været bestemt til det embede han til sidst besatte [paveværdigheden]. Fra den ene dag til den anden bliver han en verdensskikkelse, en ligemand i dialog med statsmænd og politikere og med kirkeledere af enhver art.“ — Kursiveret af os.

I den nutidige sammenhæng vil det sige at paven skaffer sig vej ind i rampelyset ved sin stadige kontakt og sine drøftelser med „statsmænd og politikere“. Han bliver endnu en mediepersonlighed. Da han også er overhoved for en verdslig stat, Vatikanstaten, modtages han med fuld honnør af statsoverhoveder og politiske magthavere — endda af kommunisterne! Ja, „trods sin ubetydelige størrelse er det om Vatikanstaten blevet sagt at den besidder en indflydelse større end selve Italiens,“ fortæller opslagsværket Encyclopædia Britannica.

Men også andre omstændigheder har haft indvirkning på den opfattelse folk i almindelighed har af den nuværende pave. Den katolske redaktør Rowanne Pascoe giver et fingerpeg herom med disse ord: „Til trods for, eller måske på grund af, at han står uden væbnede divisioner, er paven ene af alle den skikkelse som kan kaldes en verdensleder. I en tidsalder med politiske pygmæer har han overtaget det moralske førerskab i verden.“ Dette skal åbenbart forstås sådan at de politiske skikkelser i verden nu gør en så ynkelig moralsk figur at det får paven til at tage sig ud som en kæmpe!

Paven, politikken og Polen

Noget der også har gjort paven folkeligt afholdt er at han åbenlyst slår på nationalisme og tager stilling i politiske og sociale spørgsmål. Han har krydset klinger med adskillige regeringer og politiske ledere. Der ligger en iøjnefaldende modsigelse mellem hans befaling til gejstligheden om at holde sig ude af politik og hans egne taler der har gjort ham til part i politiske spørgsmål.

For eksempel har lord Longford bemærket at paven under sit besøg på Filippinerne „advarede den regeringsfjendtlige fløj inden for den stedlige kirke om at undgå at blande sig i politik, idet han mindede kirkefolkene om deres opgave i samfundet: ’I er præster og tilhører en religion. I er ikke sociale eller politiske ledere eller en verdslig magts embedsmænd.’“ Men i sin tale ved den brasilianske bispekonference citeres han for at have sagt at ’skønt man kan kæde kirken sammen med revolutionær socialreform, kan politisk vold ikke billiges’. Longford siger at paven i løbet af de 13 dage han opholdt sig i Brasilien „tilskyndede de fattige til at gøre alt hvad der stod i deres magt for at sikre sig at de virkelig nød de rettigheder øvrigheden var skyldig at give dem. Ifølge tidsskriftet The Universe var hans besøg ’en anklage mod den brasilianske regering for forbryderisk forsømmelighed’.“

Pavens politiske magt belyses glimrende af hans besøg sidste år i Polen, som ifølge presseforlydender var omhyggeligt tilrettelagt med det for øje at løse Polens faretruende politiske og økonomiske problemer. The New York Times’ medarbejder William Safire skrev: „Kirke og stat er kommet til en stiltiende overenskomst, og den politiske velsignelse som Moskvas udkårne polske leder så ivrigt har søgt, er blevet givet. . . . For at kunne bestå må kirken somme tider slå en handel af med totalitære herskere.“

At pavens besøg i Polen også havde politiske bevæggrunde understøttes af den kendsgerning at præsident Reagan bagefter havde en samtale med Philadelphias kardinal Krol, der havde ledsaget paven under besøget. Hvorfor? Fordi „Mr. Reagan ønskede at få kardinalens indtryk af forholdene i Polen efter det pavelige besøg med dets tydelige politiske forgreninger“. (Kursiveret af os.) Er der nogen der kan nægte at pavens rejser har politiske overtoner, noget der netop gør ham populær hos de brede masser, om end ikke altid hos magthaverne?

Én ting er at forstå årsagerne til hans øjeblikkelige popularitet, noget andet — og væsentligere — er at få klarlagt følgende: Hvorfor er hans mange og lange rejser nødvendige netop nu? Hvilket budskab har han fremholdt? Hvor dybtgående har det virket? De følgende artikler vil tage disse emner op.

[Illustration på side 5]

’Paven bliver en ligemand i dialog med statsmænd og politikere’

Pavens rejser — hvorfor nødvendige?

VED sit andet besøg i Polen fuldførte pave Johannes Paul II sin 20. internationale valfart på blot fem år. Efter århundreder hvor paverne så at sige ikke kom uden for en dør, er der grund til at spørge: Hvorfor har al denne rejseaktivitet været nødvendig i løbet af så kort et tidsrum?

Skribenten Peter Nichols giver et fingerpeg. Om det konklave på hvilket Johannes Paul II blev valgt, skriver han: „Der må bestemt have været udbredt enighed . . . om at den katolske kirke fremfor alt havde brug for en fast hånd, og om at den lange periode med uro, forvirring, eksperimenter, tvivl og debat, for ikke at nævne frafaldet, . . . nu måtte bringes til ophør.“

En udtalelse af en aldrende hollandsk præst kaster yderligere lys over forholdene; han siger om katolicismen i Holland: „Der hersker fortvivlelse. Der finder en flugt af både intellektuelle og jævne mennesker sted. Der er utilslørede stridigheder mellem biskopperne. Det er en umådelig dyb tragedie.“ Om emnet præstekald tilføjede han derpå: „De ønsker ikke at blive præster, de unge mennesker. De vil ikke overgive sig til en kirke der moralsk er i en sørgelig forfatning.“

Denne misere gør sig gældende i den katolske kirke i størstedelen af verden. Den selvfølgelige troskab mod kirkens forskrifter som var så fremtrædende hos katolikkerne for 30 eller 40 år siden, er mindsket. Både altergang og skriftemål har dalende søgning.

Ja, der ses dybe sprækker i den romersk-katolske kirkes massive struktur. Splittelserne er særlig tydelige på tre hovedområder: (1) Spørgsmålet om hvordan man i hverdagen skal omsætte grundlæggende katolske retningslinjer for moral (om abort, prævention og skilsmisse) i handling; (2) forholdet til politik og sociale reformer; og (3) teologien, kirkens grundlæggende læresætninger.

Adlyder katolikkerne paven?

Inden for blot få år har spørgsmålene om abort, svangerskabsforebyggelse og skilsmisse givet stof til en hed debat i alle lag af den katolske kirke. Lige forud for pavens besøg i De forenede Stater i 1979 blev et udsnit af amerikanske katolikker adspurgt om deres tilslutning til retningslinjerne for katolikker. Bogen The Man Who Leads the Church nævner at „50 procent var indstillet på at tolerere fri abort; 53 procent mente at præster skulle have tilladelse til at gifte sig; 63 procent fandt skilsmisse acceptabel . . . og 66 procent sagde at de kunne ønske at kirken godkendte brugen af præventive midler. Især på det sidste område er forskrift for længst blevet ét og praksis noget ganske andet blandt Amerikas katolikker. Det er en kendt sag at brugen af svangerskabsforebyggende midler er almindelig blandt katolske ægtepar, og dét uden at de nærer nogen særlig skyldfølelse i den anledning.“

Man finder en lignende holdning til moralspørgsmål selv i overvejende katolske lande. En rapport fra Spanien viser at der her solgtes 47.605.000 præservativer i 1982. Det har gennem længere tid været ganske almindeligt i katolske lande at få foretaget abort. Selv i Irland, en katolsk højborg, viser der sig sprækker. John Whale skriver: „Biskopperne [i Irland] erkender selv at ’der årligt for tiden registreres flere end 2200 irske piger som har fået foretaget abort i Storbritannien’. Der er almindelig enighed om at det virkelige tal er meget højere.“

Et af de store spørgsmål der optager katolikkerne stærkt, er skilsmisse. For kirken findes den slet ikke, og i sine taler har pave Johannes Paul II være ubøjelig hvad dette emne angår. I stedet kan man ty til den undertiden bekostelige og tidkrævende udvej at få ægteskabet erklæret ugyldigt. Om situationen i De forenede Stater siger John Whale: „Skilsmisse blev af ærkebiskop Edward McCarthy af Miami udpeget som ’det største problem vi står over for — ingen tvivl om det,’ tilføjer han.“ Hvorfor er nogle kirkelige myndigheder så alligevel tilbageholdende med at gøre kirkens strenge vedtægter gældende i denne sag? „De erkender at en sådan fremfærd ville betyde at de forfejlede deres hensigt, både præsteligt og med hensyn til den talmæssige fremgang for katolikkerne. Derfor udsteder de hvert år tredive tusind annulleringer — der i det væsentlige er attester på at et sammenbrudt ægteskab aldrig virkelig er blevet indgået, . . . ’Det har et anstrøg af juridiske kunstgreb,’ har en gejstlig fra Chicago . . . vedgået.“ — Kursiveret af os.

For ikke så længe siden celebrerede en kardinal i De forenede Stater en messe for fraskilte og separerede. The New York Times berettede: „Det var . . . første gang en kardinal celebrerede messe for fraskilte og separerede katolikker.“ Hvis selv en kardinal viger tilbage for at følge kirkens forordninger, er det intet under at paven må rejse rundt i verden for at opretholde disciplinen i rækkerne!

Er kirken splittet af politik?

Skønt der fra Vatikanets talsmænds side gøres meget for at fremhæve det „hyrdemæssige“ formål med pavens rejser, er der mange kommentatorer der ser dem i et ganske andet lys. Bogen The Man Who Leads the Church fastslår angående pavens rejser: „Trods det at man har fremhævet rejsernes åndelige eller hyrdemæssige natur, har der på hver af dem været et politisk spørgsmål at angribe.“

Hvorfor er disse besøg da så påkrævede? Fordi dybe splittelser i politiske og sociale spørgsmål indvirker på den katolske gejstlighed. Dette blev tydeligst illustreret ved pavens rejse til Mellemamerika. En journalist gav sin artikel om pavens rejse overskriften: „Politik og religion adskilles og sammenflettes hvor paven kommer frem.“ Dette sås med al ønskelig tydelighed under besøget i Nicaragua, hvor katolske præster beklæder betydningsfulde stillinger i regeringen. Ifølge The New York Times er ærkebiskoppen af Managua, Nicaraguas hovedstad, samtidig „en stærk kritiker af regeringen“. Er det ikke en splittet kirke?

Samme artikel fastslog desuden at pavens vigtigste hensigt i Mellemamerika var at „styrke den romersk-katolske kirke . . . mod indefra kommende udfordringer fra venstreorienterede præster og nonner“. Den katolske kirkes massive og enevældige struktur er ved at slå revner, og med en vis lighed med hollænderdrengen der i fortællingen forsøger at standse et digebrud med sin finger, må pave Johannes Paul II farte omkring i verden for at prøve at stoppe hullerne.

Kirkens lære under angreb

Flere sprækker i det katolske hus kommer for dagen efterhånden som katolske teologer og præster fortsætter med at drage nogle af kirkens grundlæggende læresætninger i tvivl. Det kan ikke undre at benediktinerpræsten Patrick Granfield har beskrevet pavens ansvar for at bevare troens enhed som frygtindgydende, „fordi næsten enhver side af den traditionelle lære om tro og moral er genstand for heftig teologisk diskussion. Stridsspørgsmålene er blandt andet: . . . kønsmoral, prævention, abort, skilsmisse og indgåelse af nyt ægteskab, præstecølibat, ordination af kvinder.“

Tilbage i 1971 havde paven, dengang kardinal Wojtyla, givet udtryk for at nogle teologer havde sået tvivlens sæd ved at sætte spørgsmålstegn ved grundlæggende læresætninger som treenigheden, Kristi guddommelige natur, hans bogstavelige nærvær i nadverens sakramente, og ægteskabets uopløselighed. Andre, som for eksempel den katolske teolog Hans Küng fra Schweiz, drog 1800-tallets læresætning om pavens ufejlbarlighed i tvivl.

Den katolske kirke er ved at sønderslides af splittelser og indadrettet tvivl. Blandt dens præster findes alle anskuelser, lige fra de liberale og fremskridtsvenlige til de konservative og ultraortodokse på det religiøse område, og fra de kommunistiske til de fascistiske på den politiske scene. Dertil kan man føje den verdensomfattende kaldskrise, der har ført til præste- og nonnemangel. Kommunismen kan fortsat påregne støtte fra et betragteligt befolkningsudsnit i katolske lande som Italien, Frankrig og Spanien. Der er ikke noget at sige til at paven er nødt til at rejse rundt og give strenge advarsler!

Men hvilket budskab bringer han med sig til nationerne på sine rejser? Hvilket håb fremholder han for verden? Vor afsluttende artikel om emnet vil tage disse spørgsmål op.

[Ramme på side 9]

Paven hylder Maria ved besøg i Lourdes

I august 1983 var Johannes Paul II på pilgrimsfærd til byen Lourdes i Frankrig, hvor en bondepige i 1858 hævdede at hun 18 gange havde set jomfru Maria. Ved besøget blev paven beskyttet af 3000 politifolk og hilst af en mængde på en kvart million. Et sted holdt han „en lidenskabelig prædiken“ hvori han foreslog at 2000-årsdagen for Marias fødsel burde fejres i det „hellige“ år 1983. Der findes ingen oplysninger om hvornår Maria blev født, men paven antager at hun har været omkring 17 år da hun fødte Jesus. Under alle omstændigheder fandt han tiden inde til en storstilet Maria-hyldest. — Se side 10-12.

[Illustrationer på side 8]

Paven ser strengt på den katolske holdning til skilsmisse, prævention og abort

Pavens budskab — er det løsningen?

„IDET jeg byder mine landsmænd farvel i Kraków, . . . ønsker jeg at det gode, i varetægt af Den hellige Jomfru af Jasna Gora, igen må vise sig at være mægtigere end det onde på polsk jord.“

Med disse ord afsluttede pave Johannes Paul II sit besøg i Polen i 1983. The New York Times bragte følgende kommentar af sin udsendte medarbejder: „Henvisningen til ikonet Den sorte Madonna af Czestochowa, Polens mest ærede symbol på religion og nationalisme, har været et underliggende tema på pavens tur.“ — Kursiveret af os.

Pavens „lidenskabelige tilknytning til jomfru Maria“

Den katolske skribent Peter Hebblethwaite kommer med denne iagttagelse: „Hengivenheden for Maria er endnu en ting Wojtyla skylder den gamle polske tradition. . . . Selv i sine mest kortfattede udtalelser hentyder han til Maria.“ Denne meget sigende bemærkning henleder opmærksomheden på en fremherskende side af den nuværende paves religiøsitet — hans tilknytningsforhold til jomfru Maria i de mange og forskelligartede sammenhænge hvori hun optræder i den katolske begrebsverden.

I sin autoriserede pavebiografi fastslår lord Longford: „Hans hengivenhed for den velsignede jomfru Maria er en grundlæggende del af hans væsen . . . Det er umuligt at forestille sig ham foruden. I denne henseende holder han sig uden tvivl til en tradition der betyder meget i Polen. Hans kærlighed til jomfru Maria går helt tilbage til hans første år.“ Det er interessant at vide at hans moder døde da han var barn, og at samme forfatter i den forbindelse siger: „Man har antydet at det at Wojtyla mistede sin moder tidligt, kan have bidraget til den lidenskabelige tilknytning han har vist til jomfru Maria i de senere år.“ (Kursiveret af os.) Peter Hebblethwaite bemærker: „Maria repræsenterer det kvindelige element i hans liv.“

For vidt for nogle katolikker

Men, som Hebblethwaite indrømmer: „Nogle katolikker finder at denne Mariadyrkelse går for vidt; nogle protestanter afviser den som værende uden grundlag i Skriften, overtroisk og endda grænsende til det blasfemiske.“ Selv den mexicanske biskop Sergio Mendez Arceo har udtalt sig mod pavens overdrevne hengivenhed for Maria; de talløse henvisninger til jomfruen af Guadalupe var ifølge biskoppen „alt i alt for vidtgående“. Og det gælder da ganske særligt når man tænker på at antropologer identificerer denne jomfru, ’la Morenita’, med ’den elskede frue af Tepeyac’, der igen identificeres med den gamle aztekiske gudinde Tonantzin. Den katolske præst Andrew Greeley medgiver at „Maria er et af de mest magtfulde religiøse symboler i den vestlige verdens historie. . . . Mariasymbolet kæder kristendommen direkte sammen med de gamle religioner med deres modergudinder“. — Kursiveret af os.

Hvordan har italienske katolikker så reageret på denne polske form for katolicisme? Skribenten Peter Nichols beskriver reaktionerne hos en gruppe der besøgte Polen for personligt at tage den stedlige katolske vækkelse i øjesyn. „Det første chok — der var flere — var at Jesus spillede en underordnet rolle. Jomfru Maria kom først, og den polske pave på andenpladsen, med Jesus som en dårlig nummer tre, sådan som disse unge mennesker udtrykte det.“ I dette tilfælde blev den suveræne Herre Jehova, „den Højeste over al jorden“, end ikke placeret på en endnu dårligere fjerdeplads! — Salme 83:19.

Hvem blev fremhævet af Peter?

Alt det foregående giver os et vist indblik i den nuværende paves polske religiøse baggrund og hans grundlæggende budskab til menneskeheden. Han henviser igen og igen til den rolle „Guds Moder“ har som kvindeligt mellemled mellem Gud og mennesker. Men forkynder han det budskab der passer til den tid vi lever på? Burde han fremhæve Kristi moder, eller burde han forkynde det som apostelen Peter og de første kristne forkyndte som menneskehedens eneste håb, nemlig Guds rige, det vil sige Guds regering, ved Kristus?

Da paven jo hævder at være apostelen Peters retmæssige efterfølger, kunne det være interessant at se hvad Peter egentlig sagde om Maria. Henledte han opmærksomheden på hende som den der kunne løse menneskehedens problemer? Anvendte han hende som et nationalt symbol? Ophøjede han hende over Gud og Kristus i sin gudsdyrkelse?

Sandheden om denne sag er at han i sine to breve ikke nævner Maria så meget som én eneste gang! Hun omtales for øvrigt blot i 5 af de 27 bøger De græske Skrifter består af. Skønt hun i evangelierne omtales med respekt og velvilje for sin ydmyge væremåde som moder for Messias, er der ingen af skribenterne der på noget tidspunkt gør hende til genstand for særlig ærbødighed.

Peter fremhæver derimod tydeligt Guds rolle. I sit første brev skriver han: „Velsignet være vor Herres Jesu Kristi Gud og Fader, for i overensstemmelse med sin store barmhjertighed har han givet os en ny fødsel til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde.“ Og om Jesus Kristus sagde han til sine trosfæller: „Sæt jeres håb til den ufortjente godhed der skal bringes til jer ved Jesu Kristi åbenbarelse.“ „Jesu Kristi åbenbarelse“, ikke Marias, vil være ensbetydende med enden på denne fordærvede tingenes ordning. Ved hjælp af „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ vil jorden blive renset og befriet for al ondskab. Retfærdighed og ret vil blive genindført ved Jesu Kristi styre fra himmelen. — 1 Peter 1:3, 13; Åbenbaringen 16:14, 16; 19:11.

Peter skrev om dette rige: „Ja, således vil der i rigt mål blive givet jer adgang til vor Herres og Frelsers, Jesu Kristi, evige rige.“ Den samme himmelske rigsregering vil befri jorden for alt og alle der bespotter Jehovas navn og forurener denne jord. Som Peter eftertrykkeligt fastslår: „Men der er nye himle og en ny jord som vi venter ifølge hans løfte, og i dem skal retfærdighed bo.“ — 2 Peter 1:11; 3:13; Daniel 2:44.

Det rette budskab og den rette mellemmand

Det sande budskab for nationerne i dag er derfor ikke indblanding i politik eller nationalisme; det har heller ikke noget at gøre med at ære en menneskeskabt tradition om Maria, „det kvindelige aspekt af Gud“, som præsten Andrew Greeley kalder hende. Det livsvigtige budskab i disse farefulde tider er det Jesus gav befaling om: „Og denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så vil enden komme.“ — Mattæus 24:14.

Jesus tilskyndede sine disciple til at bede om at dette rige måtte komme da han gav dem denne forskrift: „I skal derfor bede således: ’Vor Fader i himlene, lad dit navn blive helliget. Lad dit rige komme. Lad din vilje ske, som i himmelen, således også på jorden.’“ Sagde Jesus at hans disciple skulle bede gennem hans moder, Maria, om Guds riges komme? Hans eget svar lyder: „Og hvad I end beder om i mit navn, det vil jeg gøre, for at Faderen kan blive herliggjort i forbindelse med Sønnen [ikke moderen]. Hvis I beder om noget i mit navn, vil jeg gøre det.“ Kristus er tydeligvis den eneste mellemmand mellem Gud og mennesker, noget som apostelen Paulus bekræfter: „For der er én Gud og én mellemmand imellem Gud og mennesker, et menneske, Kristus Jesus.“ — Mattæus 6:9, 10; Johannes 14:13, 14; 1 Timoteus 2:5.

Hvis vi ønsker et sikkert håb for menneskehedens og jordens fremtid, hvem skal vi så vende os til? Til „Polens dronning“, som paven har vist hen til så mange gange? Hvad sagde Jesus? „Dette er ensbetydende med evigt liv at de tilegner sig kundskab om dig, den eneste sande Gud, og om den som du har udsendt, Jesus Kristus.“ Ja, evigt liv kommer gennem Jehova Gud og Jesus Kristus fordi også Riget kommer gennem dem. Og kundskaben om dem kan man erhverve sig ved et studium af Guds ord, Bibelen, „de hellige skrifter, som kan gøre dig viis til frelse ved troen i forbindelse med Kristus Jesus“. — Johannes 17:3; 2 Timoteus 3:15.

Vi tilskynder alle oprigtige mennesker, katolikker såvel som andre, til at erhverve sig denne kundskab. Også du kan lære om Guds rige og se frem til den ikke fjerne fremtid hvor dette vil blive opfyldt: „Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere. De tidligere ting er forsvundet.“ De nærmeste Jehovas vidner vil med glæde hjælpe dig til at forstå Bibelen ved hjælp af et gratis og uforpligtende bibelstudium. — Åbenbaringen 21:4.

[Tekstcitat på side 12]

Hvis vi ønsker et sikkert håb for fremtiden, hvem skal vi da vende os til — Maria eller Gud?

[Illustration på side 11]

Paven er kendt for sin „lidenskabelige tilknytning til jomfru Maria“