Side 2

Mohandas Gandhi, ikke-voldens apostel i det 20. århundrede, døde for 36 år siden. Hvordan nåede han frem til sin filosofi? Har hans budskab haft varig indvirkning på Indien eller på verden som helhed? Verden synes at være så voldspræget som nogen sinde. Vil der komme en tid hvor der hersker fred og retfærdighed overalt?

Hvorfor så mange satte deres lid til Gandhi 3

Gandhi — hvordan blev han til det han blev? 4

Ikke-vold i en voldspræget verden 7

Bliver en verden uden vold nogen sinde en realitet? 9

En kasteløs kvinde fortæller 12

Hvorfor så mange satte deres lid til Gandhi

Vi lever i en tid hvor krisen i u-landene stadig forværres. Mens Vestens velfærdssamfund lider under alvorlige samfundsonder, befinder hele verden sig i atomkrigens skygge. Er Gandhis tanker om ikke-vold løsningen på splittelserne i denne verden? I denne artikel, som er skrevet af en indisk journalist, behandles Gandhi og hans principper om ikke-vold.

GANDHI. Hvad får dette navn dig til at tænke på? Hvis du holder af fred og længes efter en verden uden vold, ved du sikkert allerede en del om Gandhi, der er blevet kaldt ikke-voldens fader.

Indiens 730 millioner indbyggere husker ham som Bapu, der betyder fader. De tænker med ømhed på den lille, skrøbelige mand med spinderok der skaffede Indien dets frihed. Hinduerne regner ham blandt deres åndelige ledere og kalder ham Mahatma, „den store ånd“. Men alle, uden hensyn til afstamning og tro, anerkender Gandhi som en leder med en helt usædvanlig udstråling.

Han var en lille mand med et magert ansigt og store øjne. Hans runde briller holdtes på plads af en næse der syntes for stor til ansigtet. Hans kinder var indsunkne, og hans store smil viste en mund uden tænder. På mange billeder ser man ham enten sidde med korslagte ben ved sin spinderok, eller, iført lændeklæde og bomuldssjal, i færd med at hilse på besøgende.

Kort efter den første verdenskrig sagde Gandhi: „Jeg tager til orde mod vold, for når volden synes at udrette noget godt, er det gode kun forbigående, mens det onde som den gør, er varigt.“

I dag er verden i en endnu værre forfatning end dengang Gandhi levede. Tænk blot på hvordan det står til i Syd- og Mellemamerika, i Afrika og Mellemøsten, ja, også i Indiens byer og landsbyer. Brugen af vold som middel til problemløsning er blevet en dybt indgroet vane. Tryk avler modtryk, også hos mennesker. Og de fleste slår fra sig når de udsættes for tryk eller pres mere end én gang. Det gælder også de rige lande. Nationalistisk had, racevold, kriminalitet, miljøforurening og atomtrussel er begreber der nu hører med til vores hverdag. „Medmindre verden begynder at gå ind for ikke-vold, går menneskeheden sit visse selvmord i møde,“ erklærede Gandhi. Had kan kun overvindes af kærlighed, sagde han, og ikke-voldens princip må praktiseres ikke blot af nationer og grupper, men af hvert individ.

Hvad er det for eksempel der får en mand til at hade sin næste og udsætte ham for vold blot fordi han har en anden hudfarve? Gandhi bemærkede: „Ingen Guds mand kan regne en anden mand for at være ham underlegen. Han må betragte enhver mand som sin broder af blodet.“ Treogtres år efter denne udtalelse kæmper verden stadig med at få accepteret menneskenes grundlæggende lighed.

I en tid hvor store ledere og tænkere er få, sætter nogle deres lid til at Gandhis måde må være løsningen. Hvem var denne mand? Hvilke idealer havde han? Hvordan blev de til? Og er Gandhis måde løsningen i disse vanskelige tider?

Gandhi — hvordan blev han til det han blev?

FOR at forstå Gandhi må man kende til to begivenheder der fik afgørende betydning for hans liv og tanker. Lad os gå tilbage til året 1869, i staten Gujarat i det nordvestlige Indien. Dette er et land der udpines af tørre, hede vinde efterfulgt af ødelæggende regnskyl. Her fødtes Gandhi i en velstillet familie der, som mange gujaratier, var stolte af at der var særlig mange brahmaner (medlemmer af præstekasten) i deres stat. Efter hinduernes traditionelle opfattelse er samfundet inddelt i fire hovedkaster eller klasser, som holdes klart adskilt. (Se rammen på side 5.)

Som 18-årig begiver Gandhi sig ud på sin første togrejse til Bombay for at komme til England og studere jura. Han efterlader Kasturbai, der har været hans hustru siden barndommen, og en søn. Før han går om bord på SS Clyde, bliver han kaldt frem for kastens ældste og får at vide med rene ord at han vil blive udstødt af kasten hvis han gør alvor af at rejse til England. Hvorfor det? „Du vil blive tvunget til at spise og drikke sammen med europæere,“ svarer de. „Jeg mener ikke at det på nogen måde er imod vor religion at rejse til England,“ svarer han. De ældste i hans kaste regner det for tabu at dyrke samkvem med den hvide mand, der er besmittet af at spise kød og drikke spiritus. Gandhi indvender at dette er en form for omvendt kaste-diskrimination. De lader sig ikke rokke skønt han bønfalder dem, og han forlader Indien som en der er udstødt af Vaisya-kasten (bønder, håndværkere og handelsfolk).

I England er livet ikke let for Gandhi. Han er ikke alene udlænding, men oven i købet fra kolonien Indien, og kun i den yderste udkant af det britiske selskabsliv kan han bevæge sig. Gandhi undrer sig over dette, for de der behandler ham diskriminerende kalder sig kristne. Han har allerede sin egen mening om kristendommen: „Jeg fik efterhånden afsky for den,“ skrev han senere. „Og det var der en grund til. Dengang stod de kristne missionærer [i Indien] sædvanligvis på et gadehjørne i nærheden af en højere skole . . . og dængede hinduerne og deres guder til med skældsord. Det kunne jeg ikke udholde.“ Også i England finder Gandhi det svært at udholde den diskrimination de „kristne“ udsætter ham for. Hvad er hans konklusion? ’Jeg elsker Kristus, men jeg foragter de kristne fordi de ikke lever som Kristus gjorde.’

Gandhi forlader England med eksamen i jura og forsøger sig med en praksis i Sydafrika. Dér støder han på racefordomme lige fra første færd. På en togrejse hvor han har købt billet til første klasse, bliver han med magt fjernet fra en kupé og får at vide at han kun må være i den vogn der er for de farvede. Hans protester finder kun døve ører. Han bliver kastet af toget og må tilbringe natten i en ventesal.

En afgørende beslutning

Den nat traf han den beslutning at han aldrig ville give efter for vold, og aldrig selv bruge vold for at vinde en sag. Da han ved en senere lejlighed tænkte tilbage på episoden, skrev han: „De genvordigheder jeg kom ud for, hørte kun til overfladen — de var blot et symptom på racefordommens dybtliggende sygdom. Jeg ville prøve, om muligt, at fjerne sygdommens rødder og tage de trængsler der fulgte med undervejs.“

Lad os et øjeblik igen betragte de to episoder der var så afgørende for Gandhis liv. I det første tilfælde blev han, før han rejste til England, forkastet af sit eget folk fordi han ønskede at omgås den hvide mand. I det andet tilfælde var det den hvide mand der kastede ham af toget på grund af hans hudfarve. Det der fik Gandhi til at harmes, var ikke blot den skade eller ydmygelse han selv kom ud for; det var den dybtliggende kræftsygdom som består i at mennesker opfører sig umenneskeligt over for andre på grund af deres hudfarve.

Han skrev senere: „Lige så længe de hvide racer nærer denne foragt for de farvede, vil der være uro.“ Interessant nok kan denne dom i lige så høj grad gælde inderne selv, som i tusinder af år har videreført et kastesystem der er baseret på forskelle i hudfarve. Her drejede det sig om inder mod inder, brahman mod kasteløs.

De kasteløse og deres selvrespekt

Da Gandhi vendte tilbage til Indien fandt han at landet var splittet af had på grund af kastesystemet. Hvordan kan vi fordømme briterne, spurgte han, når vi selv bærer på skyld over for vore kasteløse brødre? „Jeg anser begrebet ’kasteløs’ for at være hinduismens største skamplet,“ sagde han. Ved at tillade at nogle blev kaldt kasteløse havde hinduismen begået en synd, mente Gandhi.

Han søgte nu at give de kasteløse nyt håb. Han levede sammen med dem. Han spiste sammen med dem. Han gjorde rent på deres toiletter. Han søgte alt i alt at gengive dem deres selvrespekt. Han gav dem et værdigt navn — ikke længere kasteløse (pariaer, eller urørlige, som de også kaldtes), men harijaner, ’guden Vishnus folk’. „Det er nødvendigt for os hinduer at angre den uret vi har gjort, . . . Vi må give den arv vi har frarøvet dem, tilbage til dem,“ skrev han.

Hvad var da harijanernes arv, ifølge Gandhi? Menneskelig værdighed, som er alle menneskers grundlæggende arv. En harijan ønsker simpelt hen at blive behandlet som et menneske, og ikke som et dyr, erklærede han. Hvem havde røvet denne arv? Ifølge Gandhi var det de andre hinduer. „Historiens mest grusomme forbrydelser er blevet begået under dække af religion,“ sagde han. Han fik hele Indien til at skamme sig, ved selv at nægte at gå ind i de store templer hvis porte i århundreder havde været lukkede for hinduer af lave kaster. „Her er der ingen Gud,“ sagde han til de skarer der samledes. „Hvis Gud var her, ville der være adgang for alle.“ En tydeligvis ret velhavende missionær henvendte sig engang til Gandhi for at få et råd om hvordan man bedst kunne hjælpe de kasteløse i Indiens landsbyer. Gandhis svar var en udfordring til kristendommen: „Vi må træde ned fra vor piedestal og leve sammen med dem — ikke som fremmede, men som nogle der på enhver måde hører dem til og deler deres sorger og byrder.“

„Et udtryk som ’ydre fjende’ eksisterer ikke i den fredelige aktions ordbog,“ sagde Gandhi. I dag, hvor selve menneskehedens fremtid står på spil, må alle uoverensstemmelser, som en forfatter har sagt det, betragtes som „interne“, og hvis det er vort mål at redde menneskeheden må vi respektere hvert eneste individ som hørende til menneskeheden. En adskillelse der er baseret på personernes kaste er en benægtelse af den medmenneskelige respekt, og derfor kommer mennesker til at lide. Deres lidelser foregår ikke længere i tavshed. De afspejler sig i volds- og kriminalitetsstatistikkerne. Derfor opstår spørgsmålene: Har Gandhis idealer virket efter hensigten? Hvordan står det til med ikke-voldens princip i Indien? Er Gandhis tanker relevante i verden som helhed?

[Ramme på side 5]

Kaste og farve

I hinduernes ’teologiske’ skrifter, Mahā-Bhārata, står der:

1. „Brahmanernes farve var hvid [den højeste kaste, præster og lærde];

2. ksatriyaernes kaste var rød [anden kaste, krigere og adelsmænd];

3. vaisyaernes farve var gul [tredje kaste, bønder, håndværkere og handelsfolk],

4. og sudraernes farve var sort [fjerde kaste, tjenere og folk med lavtstående arbejde].“

Under disse og adskilt fra samfundet i øvrigt var de kasteløse, også kaldet de urørlige eller pariaerne.

Angående kastesystemet har avisen The Hindu skrevet:

„Mandal-kommissionen har advaret mod enhver formodning om at kastesystemet skulle være på vej ud . . . Hvis religion noget sted har været brugt som opium for folket, så er det i Indien. En lille præsteklasse har, ved underfundigt at lamme tankevirksomheden hos befolkningens store flertal, hypnotiseret dem til i umindelige tider at finde sig i den underdanige og ydmyge rolle. . . . Eftersom kastesystemet styrer og behersker den enkeltes liv i hver eneste detalje, siger kommissionen, er der opstået en situation hvor de lavere kaster er tilbagestående, ikke bare socialt, men også undervisningsmæssigt, økonomisk og politisk. Men de højere kaster er gået fremad i enhver retning.“ — 4. maj 1982.

[Ramme på side 6]

Hvis du hører til de urørlige

● kan du enten feje gader, rense latriner eller arbejde som ligbærer

● kan du ikke træde ind i et hus der tilhører en fra en højere kaste, og brahmanerne vil forbyde dig adgang til et hindutempel

● kan dine børn ikke gifte sig uden for samme kaste

● må du, hvis du bor i en by, leve uden ejendom, i faldefærdige slumkvarterer, og mangle føde og vand

Begrebet ’kasteløs’ har siden 1950 været afskaffet ved lov i Indien. Ved en undersøgelse der for nylig blev foretaget i omkring tusind landsbyer i hele Indien, viste det sig imidlertid at 61 procent af befolkningen ikke ville lade en kasteløs bruge deres brønd; 82 procent ville ikke lade en sådan komme ind i templet; 56 procent ville ikke give ham husly; 52 procent af dem der vaskede tøj for andre, ville ikke gøre det for en kasteløs; og 45 procent af barbererne ville ikke have en kasteløs som kunde

Ikke-vold i en voldspræget verden

AT LEVE i Bombay er at leve i et konstant mylder. Om dagen er der tæt trængsel i gaderne. Om natten sover hundredtusinder af mennesker på fortovene.

Billedet er det samme i de fleste af Indiens byer: trængsel, og den usleste fattigdom. Der er knaphed på boliger og vand. Et måltid er ikke nogen selvfølge.

Forestil dig at du sammen med fem til otte andre personer bor i et værelse der måler 3 gange 4 meter! Rummets hjørner er lejet ud, eller måske sover man på skift. Det meste af tiden tilbringer beboerne med at gå i gaderne eller sidde på fortovet. Hver morgen går du hen til den lokale brønd eller vandhane og henter en spand vand. Vandet er inficeret. Du går på arbejde, og arbejder hårdt og længe, men din dagløn rækker knap nok til at familien kan mættes den dag. Du kan ikke lave om på dine forhold, hvor meget du end prøver. Hver dag ser du omkring dig tusinder af mennesker dø af sult og sygdom. Det hele virker håbløst og frustrerende.

Men i det mindste har du et sted at være, hvad ikke alle har. Der er jo også et andet Indien: mennesker som ikke har noget der blot ligner et hjem, og som holder til på gadehjørner, i rendestene og langs husmure. Der er hele kolonier af sådanne som intet ejer — gamle og unge, kvinder og småbørn, halvt påklædte og døende. De udgør en slægt for sig som aldrig har haft nok at spise. Deres eneste tanke er at kunne leve endnu en dag.

Dette er ikke noget behageligt billede. I Indien, som alle andre steder, er der naturligvis også rige og veluddannede mennesker. Men det er et lille mindretal. Med den stadige befolkningstilvækst er de fattige kommet langt, langt forud for de rige i antal. Kontrasten mellem de riges åbenlyse luksus og de fattiges kamp for simple fornødenheder er en oplagt baggrund for vold.

Voldens klima

„Bundet af stagnationens og forandringens sammenfiltrede tråde er Indien i dag et voldspræget, grusomt og frastødende samfund,“ erklærer Bhabani Sen Gupta i sin artikel „Er Indien civiliseret?“ I Indien er der stadig hvert år tusinder af unge gifte kvinder der bliver brændt levende af deres ægtemænd og svigerfamilie fordi deres medgift ikke har været tilfredsstillende. Omkring to millioner kvinder bliver voldtaget. Hundredtusinder af andre forbrydelser bliver begået. Halvtreds tusind mennesker, hvoraf de fleste er unge mænd og kvinder, begår selvmord i skuffelse og desperation. I 1978 var der 96.488 tilfælde af optøjer. Siden 1978 har der ikke været mange sammenfattende statistikker over kriminaliteten i hele landet, men selv fragmentariske opgørelser viser at kriminaliteten fortsætter med usvækket styrke.

Den indiske sociolog S. C. Dube mener at dette volds- og kriminalitetsklima er en følge af den brede kløft der er mellem det som folk ønsker og det som de får, og en følge af de privilegeredes faste beslutning om at bevare deres gevinster på trods af de fattiges stigende krav om at få en større andel.

Vold og brutalitet forekommer ikke kun i byerne, men også i Indiens landdistrikter. Den indiske økonom B. M. Bhatia mener at den megen vold i landdistrikterne skyldes at der er „en stadig bredere afgrund mellem jordbesidderne og de jordløse arbejdere“. Resultatet er store tab af menneskeliv, ejendom og værdier. „De svage og de fattige er ikke længere i humør til at indrette sig efter de stærkes og de riges magt og begær. De er begyndt at slå fra sig og hævde deres egne rettigheder. Til de riges traditionelle voldsanvendelse er nu blevet føjet noget nyt: de fattige rejser sig også i vold,“ skriver Gupta.

En drøm der blegnede

„Jeg må . . . til mit sidste åndedrag håbe at Indien vil gøre ikke-vold til sin trosbekendelse og bevare menneskets værdighed,“ skrev Gandhi i 1938. I dag, 46 år senere, skælver Indien stadig som følge af mange former for vold. Og ifølge Gupta har det „heller ikke været muligt at bevare den menneskelige værdighed“.

Skønt Gandhis budskab er umådelig populært, er det gået som The Times of India skriver: „En uhørt voldsbølge har ramt landet, og røveruvæsen, voldtægt og røveri er blevet en del af dagens orden.“

Denne vurdering af Indien kan også gælde andre dele af verden. I Indien kan ikke alle få en skoleuddannelse; flere andre lande er bedre stillet, men alligevel har resten af verden også gjort sig skyldig i de syv samfundssynder som Gandhi opregnede: ’Politik uden principper, rigdom uden arbejde, fornøjelser uden samvittighed, uddannelse uden karakter, handel uden moral, gudsdyrkelse uden offervilje, og videnskab uden menneskelighed.’ Ja, Gandhis ideal, en verden uden vold, er en drøm der er blegnet.

Man har beregnet at Indiens befolkning om femten år vil være oppe på en milliard. Ud af disse vil 600 millioner være ramt af fattigdom. Der vil måske være 30 til 50 millioner unge uden arbejde. Sådanne tal tegner billedet af en dyster fremtid.

Gandhis ædle budskab om et samfund uden vold slog ikke rod i Indien, hvor det spirede. Hvorfor ikke? Ikke fordi budskabet ikke var godt. Heller ikke fordi Gandhi selv svigtede; hans mål og motiver var uden tvivl gode. Men fordi han kun var et menneske. Der var grænser for hvor meget han kunne lære fra sig og hvor mange han kunne nå. Og mennesker har let ved at glemme. Dette har historien bevist.

Betyder det så at det er umuligt for mennesker at afholde sig helt fra vold? Hvem kan lære ikke blot inderne men hele jordens befolkning at leve i fred? Hvilken undervisning er nødvendig? Vil en verden uden vold nogen sinde blive en realitet?

[Illustration på side 8]

Typisk gadebillede fra en indisk by

Bliver en verden uden vold nogen sinde en realitet?

„LIVET er ikke andet end en kamp for at overleve,“ sagde en kvinde i et overfyldt tog som var på vej mod Bombay. Gennem vinduet betragtede hun det trøstesløse „landskab“ hvor kilometer efter kilometer af bølgeblikbyer lå nådeløst udsat for monsunens stadige regnskyl. „Folk i dag har ingen moral,“ fortsatte hun. „Ingen tænker på andre end sig selv. Selv de gamle, hævdvundne moralnormer har mistet deres betydning.“

Hendes iagttagelse kan gælde millioner af mennesker der lever fra dag til dag, uden nogen faste moralnormer. Hvad enten de er rige eller fattige, har de afvist de overleverede regler og finder dem enten utilstrækkelige eller for begrænsende i forhold til livet i vor tid. De har erstattet dem med selvets krav — egen overlevelse og egen nydelse.

Mangelen på normer der kan give ballast har gjort mange fortvivlede — ja, ligefrem vrede. I en voldspræget verden er det blevet almindeligt at berede sig på selvforsvar. Og da mange mener at ’angreb er det bedste forsvar’, bliver resultatet at vold avler vold, hvad enten det er fysisk eller kun verbalt.

’Farefulde tider’

Den der har skabt menneskeheden, har forudset at der ville komme en tid som denne — hvor man ville forkaste de gudgivne normer og i stedet leve på må og få. Resultatet af dette blev udtrykt for næsten to tusind år siden: „Men du må gøre dig klart at i de sidste dage vil tiderne være farefulde. Menneskene vil blive aldeles selvoptagne, pengebegærlige, stortalende. De vil blive hovmodige og grove, uden respekt for hvad deres forældre har lært dem. De vil være fuldstændig berøvet taknemmelighed, ærbødighed og normale menneskelige følelser. . . . De vil bevare en facade af ’religiøsitet’, men deres liv benægter dens troværdighed.“ — 2 Timoteus 3:1-5, The New Testament in Modern English, J. B. Phillips.

Ser vi ikke hver dag omkring os hvor sandt dette er? Er verden ikke for manges vedkommende et fjendtligt sted hvor der mangler „normale menneskelige følelser“? Der begås overgreb, fysisk såvel som psykisk. Den menneskelige værdighed trædes under fode i bredt omfang. Ganske almindelig medmenneskelighed kan være så sjælden i denne selvoptagne tid, at når nogen endelig gør en venlig handling over for andre, bliver vedkommende betragtet som en ener!

Kan denne situation på nogen måde ændres? Er der nogen magt eller kraft som kan rykke voldsmentaliteten ud af menneskenes hjerter? Er der noget der kan motivere en forandring?

En ny oplæring af hjertet

Det er blevet sagt at formålet med undervisning bør være karakterdannelse — og dertil kan vi føje: normdannelse, fastsættelse af den rette målestok for værdier. Hvis „ikke-vold“ skal være mere end blot en kliché, må mennesker over hele verden oplæres forfra — til at elske deres Gud og deres næste i egentligste forstand. Denne oplæring skal ikke blot tage sigte på sindet, der vejer og vurderer, men snarere på hjertet, sædet for motiverne.

Vi ville naturligvis ikke tage imod et nyt sæt værdinormer fra hvem som helst. Vi ville insistere på at de nye normers ophavsmand var nøgtern i dømmekraft og ulastelig i sin egen adfærd. Hans principper måtte have bestået tidens prøve og kunne anvendes af hele menneskehedens brede spektrum. Mennesker af enhver nationalitet og baggrund måtte tages i betragtning. Og fremfor alt måtte man nå ind til deres hjerter.

Hvem kan give os en sådan vejledning i disse farefulde og vanskelige tider? Hvem kan forsyne os med et nyt værdisæt som kan hjælpe os til at holde ud og som kan fylde vort liv med håb i stedet for håbløshed? Hvem kan nå ind til vore hjerter og dér indplante fred og kærlighed i stedet for vold og had?

Historien har vist at denne opgave overstiger ethvert menneskes evner. Lyt derfor til hvad den gamle og respekterede mand Moses skrev om Skaberen, Jehova Gud: „[Jehovas] navn vil jeg forkynde, ære skal I give vor Gud! Han er klippen, fuldkomment hans værk, thi alle hans veje er retfærd! En trofast Gud, uden svig, retfærdig og sanddru er han.“ Tænk blot — en Gud der både er retfærdig, fuldkommen og trofast! — 5 Mosebog 32:3, 4.

Kong David skrev: „[Jehovas] lov er fuldkommen, kvæger sjælen, [Jehovas] vidnesbyrd holder, gør enfoldig viis, [Jehovas] forskrifter er rette, glæder hjertet, [Jehovas] bud er purt, giver øjet glans.“ (Salme 19:8, 9) Ja, Jehovas love og forskrifter kan trænge ind i vort hjerte og ændre vor tankegang og vort handlingsmønster. Voldelige mennesker kan blive fredelige og kærlige.

Et fredselskende folk

For næsten to tusind år siden sagde Jesus Kristus, den kærligste lærer menneskeheden har haft, til en skare forsamlet på en bjergside: „Lykkelige er de der har et mildt sind, for de vil arve jorden. . . . Lykkelige er de som stifter fred, for de vil blive kaldt ’Guds sønner’.“ (Mattæus 5:5-9) Eksisterer der i dag et folk af mennesker som har et mildt sind og som stifter fred? Kristenheden, der altid har været indblandet i krigsførelse, kan ikke være et sådant folk.

Men i alle dele af verden findes der et folk af mennesker fra forskellige nationer som har lagt al voldsmentalitet bag sig og antaget nye, gudgivne normer. De har ladet sig oplære på ny. Deres hjerter er blevet rørt, og de har taget imod indbydelsen: „’Kom, lad os drage til [Jehovas] bjerg, . . . han skal lære os sine veje, så vi kan gå på hans stier; . . .’ Da dømmer han folk imellem, skifter ret mellem talrige folkeslag; deres sværd skal de smede til plovjern, deres spyd til vingårdsknive; folk skal ej løfte sværd mod folk, ej øve sig i våbenfærd mer.“ Ifølge denne profeti skulle der altså „i de sidste dage“ være et folk som ikke anvendte vold. Hvem er dette folk? — Esajas 2:2-4.

Det er kendt som Jehovas Vidner, og dette folk tæller millioner i hele verden. De findes sikkert også dér hvor du bor. Det er fredselskende mennesker der går fra hus til hus for at fortælle andre om Jehovas retfærdige veje. I intet som helst land griber de til våben. De er ikke indblandet i politik, og bruger ikke vold. Hos disse gudfrygtige, fredselskende mennesker er ikke-vold en realitet. De er fortalere for Guds rige — hans regering ved Kristus — som løsningen på menneskehedens problemer. De ved at Guds rige snart vil fjerne al vold og alle voldsmænd fra jorden. Deres liv er et vidnesbyrd om at ikke-vold kan være mere end et fjernt ideal. — Daniel 2:44; Åbenbaringen 21:3, 4.

Jehovas vidner erkender denne bibelske sandhed: „Gud [er] ikke . . . partisk, men i hver nation er den der frygter ham og øver retfærdighed velkommen for ham.“ (Apostelgerninger 10:34, 35) Derfor respekterer de ethvert menneskes personlige værdighed, uanset social baggrund og hudfarve. Deres broderskab er ikke splittet af noget klassevæsen eller kastesystem.

Længes du efter retfærdighed?

Hvordan stiller du dig? Er du et af de tavse ofre for diskrimination? Sørger du over den uretfærdighed du ser og mærker? Længes du efter retfærdighed og upartiskhed? Hører du til dem der ’sukker og jamrer over de vederstyggeligheder’ som øves i religionens navn? Da kan du være forvisset om at Gud kender til det. — Ezekiel 9:4.

Under guddommelig inspiration skrev en af Bibelens salmister: „Du har hørt de ydmyges ønske, [Jehova], du styrker deres hjerte, vender øret til.“ Er du villig til at lade Jehova berede dit hjerte til den nye tingenes ordning som snart vil komme og hvor der ikke længere vil være vold? Da vil vi opfordre dig til at henvende dig til dette blads udgivere eller til et af Jehovas vidner. De vil med glæde hjælpe dig til at forstå hvordan Guds rige snart vil sørge for at en verden uden vold bliver en realitet. — Salme 10:17.

[Ramme/​illustration på side 12]

En kasteløs kvinde fortæller

Rukhmani er 40 år gammel. Hun taler sproget marathi. Man kan finde hende på en af de travle gader ved hjørnet af en bazar i Bombay, hvor hun sidder og sælger grøntsager.

„Jeg er født som hindu,“ fortæller hun. „Vi var harijaner [guden Vishnus folk], en lavere klasse blandt hinduerne. Som lille pige undrede jeg mig ofte over at jeg ikke måtte lege med jævnaldrende piger. Min fader forklarede at det var fordi vores kaste var lavere end deres. Det blev jeg meget såret over, og selv i skolen måtte harijan-børnene sidde på en bænk for sig. De andre elever ville hverken se på os eller tale med os. Vi fik ikke engang lov til at komme ind i hindutemplerne eller trække vand op af brønde der tilhørte hinduer af højere kaster. Vi var kasteløse, harijaner, og livet var en elendighed for min familie og mig.“

For at få en lidt bedre tilværelse begyndte Rukhmani og hendes familie at holde sig til en reformvenlig hindu ved navn dr. Ambedkar. I 1956 opfordrede han hele harijan-kasten til at gå over til buddhismen. Det gjorde Rukhmani, men hun blev ikke lykkelig af det. Hun siger: „Hinduer og buddhister regner i teorien hinanden for at være lige, men i virkeligheden er det ikke sådan. Vi kunne ikke gifte os med hinduer, for vi blev stadig regnet for lavere.“

Efterhånden holdt Rukhmani op med at tilbede Buddha og begyndte at tilbede den afdøde dr. Ambedkar. Hun var forvirret og bedrøvet. „Nu var jeg begyndt at tilbede et menneske. Hver dag købte jeg en ny krans til hans billede og bad bønner foran det.“ Blev hun lykkelig af det? „Nej. I mit hjerte var jeg ikke lykkelig. Jeg kunne ikke se nogen fremtid. Jeg søgte at give mit liv den rigtige retning, men kunne ikke finde nogen hjælp.

Så en dag kom en nabo og tilbød os brochuren Er der en Gud som interesserer sig for os? Hun fortalte at hun tilhørte en ren organisation af mennesker som tilbad den sande Gud, Jehova. Dette budskab vakte min interesse, og jeg begyndte at læse brochuren sammen med Bibelen. Det ændrede hele mit udsyn. Snart skaffede jeg mig af med mine billeder af Buddha og af dr. Ambedkar. Jeg begyndte at overvære møderne i Jehovas Vidners lokale rigssal. Forestil jer hvad jeg følte da jeg første gang fremholdt en bibelsk præsentation for en forsamling! Her stod jeg, en kasteløs, og talte i Jehovas Vidners menighed!“

Hvad var det der tiltrak hende ved Jehovas Vidner? „Den kærlighed og enhed der er iblandt dem. Der er ingen kasteskel i denne religion. Dette betød meget for mig, for jeg havde i årevis lidt under diskrimination i tavshed. Hos Jehovas Vidner er jeg ikke længere kasteløs — jeg er en søster! Hver dag fryder jeg mig over at kende den kærlige Gud, Jehova.“

[Illustration på side 11]

Snart vil al vold, uretfærdighed og fattigdom være borte for stedse