Side 2

Har et menneske ret til selv at bestemme hvilken lægebehandling det skal have? Har en patient ret til selv at veje fordele mod risici ved en bestemt behandling? Og hvem skal træffe disse afgørelser hvis patienten er et barn? Det kan blive aktuelt for enhver.

’Vi holdt af dig allerede før du blev født’ 3

Er disse forældre hårdhjertede eller kærlige? 6

Nej til en bestemt behandling — er det et nej til livet? 12

Din ret til selv at overveje fordele og risici 15

’Vi holdt af dig allerede før du blev født’

Retten til at leve/retten til at dø. Patienters ret til at bestemme over deres egen behandling. Forældres kærlighed til og omsorg for deres børn. Disse spørgsmål har været stærkt fremme i pressen. Aviserne fremdrager undertiden sager angående Jehovas vidner, der af religiøse grunde nægter at tage imod blodtransfusion. Men de berører også mange andre, for spørgsmålet om lægebehandling og hvem der skal bestemme over patientens person kan blive aktuelt for os alle. For at sætte dette spørgsmål i perspektiv vil vi her fortælle om en familie der har foretaget en drastisk ændring i deres livsstil for at kunne give børnene den rette omsorg. Derefter følger den gribende beretning om et italiensk ægtepar der blev anklaget for mord da deres barn døde af en uhelbredelig sygdom. Disse og de to følgende artikler vil søge at hjælpe læseren til at forstå de ovennævnte spørgsmål — især spørgsmålet om hvem der skal træffe afgørelser om lægebehandling for en patient når liv og helbred står på spil.

LUIGI er 9 år gammel, og hans søster Antonella er 11. Hver dag når de kommer fra skole spiser de frokost hjemme. Deres moder, Fiorella, hilser dem med et knus og siger: „Hvordan er det gået i skolen?“ Samtalen fortsætter mens børnene vasker sig, skifter tøj og sætter sig til bords. Fiorella beder en kort bordbøn, hvorefter der bliver spist med god appetit. Faderen, Carlo, kommer først hjem om aftenen, men de nævner ham ofte med stor kærlighed, og de har meget at fortælle når de ser ham.

Lyder det som en beskrivelse af familielivet i meget gamle dage? Sådan forekommer det måske, for i dag er familielivet jo ofte helt anderledes. (Se rammen på denne side.) Familien som børnenes vigtigste miljø, det sted de tilbringer det meste af deres tid, er afgjort ved at forringes.

Efterhånden som flere og flere bliver skilt eller separeret, bliver der også flere „kuffertbørn“ — børn der bliver sendt frem og tilbage mellem forældrene som en slags rejsegods. De børn der har begge forældrene hos sig, er måske tilskuere til en sørgelig tvekamp, eller bliver selv ofre for vold i familien. Familielivets forfald fører i ikke så få tilfælde til stofmisbrug og kriminalitet.

FN erklærede 1979 for at være internationalt børneår. Men „der skal mere til end et børneår for at udbedre denne situation,“ skrev Fabrizio Dentice i L’Espresso den 28. januar 1979. „Det er livsstilen i vor tid der gør os til det vi er, og det er her der er brug for en ændring,“ hed det i bladet.

Men som bekendt er det ingen let sag at ændre livsstil og forbedre det miljø børnene har i hjemmet. Dette lykkedes imidlertid for nogle år siden for Carlo og Fiorella, efter at de havde studeret Bibelen med Jehovas vidner. De besluttede at de ville følge Bibelens principper i deres egen familie. Nu er det kærlighed der råder i deres hjem, til stor gavn for børnene.

Hvordan kan en livsstil ændres?

Du kender sikkert selv familier som du synes kunne trænge til en ny livsstil og en bedre atmosfære i hjemmet. Hvad skal disse gøre? Det er hele livsmønsteret der skal lægges om. Hos de fleste er det sandt at sige egoismen der er rådende; de giver efter for luner og ambitioner hos sig selv. Mange bruger deres bedste kræfter på at skaffe sig en karriere eller på fornøjelser. Og hvis de bliver trætte af ægtefællen, finder de bare en ny.

Hvis vi skal kunne klare det bedre, må vi lægge hovedvægten på de grundlæggende og varige værdier i livet. Vi må give rum for Gud og principperne i hans ord, Bibelen. Dette vil tilfredsstille vort åndelige behov, som det var tilfældet med Carlo og Fiorella. Det vil også gøre os vågne for at hjælpe andre, som Bibelen siger: „Du skal elske din næste som dig selv,“ og: „Der er mere lykke ved at give end ved at modtage.“ — Mattæus 22:39; Apostelgerninger 20:35.

Hvilken indvirkning vil dette få på forholdet til vore børn? I stedet for at betragte dem som genstande der er i vejen for os, vil vi betragte dem som personer. Uanset om deres ankomst var planlagt eller ej, vil vi forstå at de er individer som vi, deres forældre, har et ansvar for. De kan blive til stor velsignelse for os, hvis vi opbygger en arv som vi kan give dem, en arv i form af kærlighed og åndelige værdier. Disse værdier vil være en stabiliserende faktor i enhver familie.

En sådan indstilling kan endda påvirke den måde forældrene betragter deres børn på før børnene fødes. Det forstår vi bedre hvis vi ser hvordan det gik med Carlo og Fiorella.

Før — og efter — de bliver født

„Sønner er [Jehovas] gave.“ Med disse ord i Salme 127:3 viser Bibelen at børn er dyrebare og skal værdsættes højt. Den der håber at modtage en stor gave eller arv, forbereder sig sædvanligvis på modtagelsen og på hvordan han vil forvalte den.

Det gjorde Carlo og Fiorella. Før de havde studeret Bibelen sammen med Jehovas vidner, havde de aldrig tænkt over hvilken positiv indflydelse anvendelsen af Bibelens principper kan få selv på et barn der endnu ikke er født. For eksempel lægger Bibelen vægt på at vi renser os for alt hvad der besmitter kødet. (2 Korinter 7:1) Jehovas vidner vil derfor ikke skade deres legeme sådan som man gør ved at bruge tobak eller euforiserende stoffer. Meget tyder på at dette også er en beskyttelse for et foster. Ved sin næste graviditet følte Fiorella derfor at hendes bibelkundskab gav hende yderligere grund til at holde sig fra alt hvad der kunne skade det barn hun bar. Ved at holde sig til en passende og varieret kost, og ved at være forsigtig med brug af medicin, viste hun omsorg for sit ufødte barn som en værdifuld „gave“.

Du ved naturligvis at dette kun er begyndelsen! Når barnet er født skal det have en nærende kost, passende beklædning og forsvarligt lægetilsyn. Tænk på alt hvad det betyder for familien. Nogle ægtepar ville måske være tilfredse med at tage en bid aftensmad i farten, så de kunne gå i biografen eller ud at danse, men nu må de tænke på hvad barnet har brug for. En sund og alsidig kost er særlig nødvendig for børn der skal vokse. Til tider kan det selvfølgelig være nødvendigt at nøjes med noget ganske enkelt, men normalt vil kærlige forældre indrette deres aktiviteter sådan at børnene får en god, alsidig kost. Jehovas vidner bestræber sig på dette.

Nu drejer omsorgen for børnene sig naturligvis ikke bare om det materielle. Børn har brug for deres forældres kærlighed, tid og kammeratskab. Den ’nænsomhed’ hvormed de plejes, indbefatter at deres følelsesmæssige behov dækkes. — 1 Tessaloniker 2:7.

Carlo og Fiorella lærte at Jesus havde sagt: „Mennesket skal ikke leve af brød alene.“ (Mattæus 4:4) Kærlige kristne forældre som forstår dette, giver også deres børn åndelig oplæring. Da Fiorella og Carlo begyndte at overvære Jehovas Vidners kristne møder, så de hvordan denne oplæring fungerede. Det var ikke dystre bønnemøder for lutter gamle mennesker, nej, der var mange børn, og de virkede glade og afslappede på en måde som afspejlede den kærlighed og omsorg deres kristne forældre viste dem.

Du har måske ikke været klar over det, men Jehovas Vidner lægger stor vægt på familielivet. De har udgivet mange publikationer der omhandler kristne forældres pligter. Ved deres møder understreges det ofte at sande kristne skal genspejle de egenskaber vi finder hos Jehova Gud, „den inderlige barmhjertigheds Fader og al trøsts Gud“. Således bliver alle tilstedeværende tilskyndet til at drage omsorg for deres børn. — 2 Korinter 1:3.

Udenforstående har også bemærket de gode egenskaber som forældre blandt Jehovas vidner lægger vægt på. En italiensk avis har bragt denne kommentar: „Vi finder at de har en vågen moralsk sans og strengt følger denne; dette tjener generelt som en beskyttelse af sande livsværdier som dem der findes i familielivet. Med hensyn til forholdet mellem ægtefæller og mellem forældre og børn, tolererer Jehovas Vidner ikke at man uansvarligt griber til skilsmisse eller separation som løsning.“ — La Nazione, 31. juli 1979.

Kærlig omsorg, lægehjælp

Her vil nogle sige: „Hvis Jehovas vidner virkelig gerne vil være gode forældre, hvorfor nægter de så at lade deres børn få blodtransfusion? Er det ikke mord?“ Har du hørt sådanne bemærkninger, eller måske selv tænkt noget i den retning?

De nævnte indvendinger berører et spørgsmål som har fået megen presseomtale og som ikke kun angår Jehovas vidner. Det er dette: Som nævnt kan det forventes af kærlige forældre at de drager omsorg for deres børn, hvilket naturligvis indbefatter lægetilsyn. Men hvor stor indflydelse skal ansvarsbevidste forældre have på valget af lægebehandling til deres børn?

Dette spørgsmål angår alle forældre, ikke blot Jehovas vidner. Men idet du har Jehovas vidner i tanke, tænk da på ansvarsbevidste forældre som Carlo og Fiorella, der holder så meget af deres børn at de er parate til at ofre livet for dem. (Johannes 15:13) Aviser har berettet om sådanne forældre der har nægtet at gå med til at lade læger give børnene blodtransfusion. Hvorfor har forældrene gjort det? Når man kender dem, ved man at det ikke er fordi de er hårdhjertede eller ufølsomme.

I flere tilfælde er sådanne sager blevet forelagt en domstol, hvor spørgsmålet om forældres rettigheder er blevet behandlet. Disse spørgsmål kan have indflydelse på hvordan du vil drage omsorg for dine børn — børn som du givetvis har holdt af allerede før de blev født. Derfor vil den følgende artikel sikkert interessere dig.

[Ramme på side 3]

Tragedier som rammer uskyldige

● Italien: Hvert år udsættes 5000 børn for grov vold i familien

● USA: 23.000.000 børn sidder alene hjemme ved telefonen og venter på at forældrene skal komme hjem

● Storbritannien: 100.000 børn er forladt af deres forældre

● Vesttyskland: Hvert år omkommer 1000 børn som følge af vanrøgt eller vold

Er disse forældre hårdhjertede eller kærlige?

SPØRGSMÅLET om hvorvidt forældre har ret til at afgøre hvilken lægebehandling deres børn skal have, er aktuelt i mange lande. Men der er særlig ét tilfælde der fortjener opmærksomhed. Det drejer sig om Giuseppe og Consiglia Oneda, et ægtepar fra den lille by Sarroch, som ligger i nærheden af Cagliari, hovedbyen på den italienske ø Sardinien.

Det er tænkeligt at du allerede har kendskab til denne sørgelige beretning, som har været omtalt i pressen i hele verden. Både dette blada og nyhedsmedierne i mange lande har behandlet sagen indgående.

En uhelbredelig sygdom

Ægteparret Onedas lille pige Isabella led af den forfærdelige sygdom erytroblastisk anæmi, en medfødt blodsygdom mod hvilken der ikke kendes noget middel. Som oftest er sygdommen dødelig. I nogle tilfælde har man kunnet udskyde døden i nogle år ved stadige blodtransfusioner, men autoriteter på feltet indrømmer at transfusionerne ikke kan helbrede sygdommen. I lægebogen Principles of Internal Medicine af Harrison, (1980-udgaven) bemærkes det: „Den forventede levetid for patienter med erytroblastisk anæmi [Beta] er kort. Det er usædvanligt hvis patienter med den alvorligste art af sygdommen når at blive voksne.“ I alvorlige tilfælde som Isabellas indtræder døden ofte i løbet af de første to eller tre leveår. Hvad ville du gøre hvis du havde et barn med samme sygdom som Isabella?

Giuseppe og Consiglia vidste at Isabella ikke kunne undgå at dø, men til trods herfor tog de hende regelmæssigt med til et børnehospital i Cagliari. Der fik hun periodiske blodtransfusioner. Dette hjalp hende i et kort stykke tid, men gav også problemer. Hvorfor det? Fordi de medfører en overforsyning af jern. I Wintrobes Clinical Hematology (1981) hedder det at ’de fleste patienter med erytroblastisk anæmi’ som modtager regelmæssige transfusioner, ’dør af komplikationer som følge af for stor tilførsel af jern’. I samme bog indrømmes det at „mange af de beskrevne behandlingsstrategier ikke i stor målestok lader sig gennemføre i praksis. Omkostningerne ved [den mest effektive behandling] er omkring 5000 dollars [50.000 kroner] om året for en enkelt patient“.

Enkelte læger har fremsat meget optimistiske udtalelser om muligheden for et langt og normalt liv for børn med denne sygdom. Det skal ikke forbavse nogen, for ingen har vel lyst til at tilstå sin magtesløshed — heller ikke en læge som syge mennesker klynger sig til. Og vi ved dog alle at visse sygdomme er uhelbredelige. Erytroblastisk anæmi må henregnes til disse. Der kan derfor være modstridende meninger om hvordan sygdommen helst skal behandles og hvad resultatet af forskellige behandlinger er, men nogen egentlig kur kendes ikke.

Lægevidenskaben kan heller ikke garantere at et barn der er så alvorligt angrebet som den lille Isabella, vil få forlænget sin levetid med mange år hvis det får blodtransfusion. De sørgelige realiteter fremgår af statistikken. Publikationen Minerva Medica (72, 1981, siderne 662-70) fremlægger tal fra Italiens statistiske Centralinstitut (ISTAT) som viser at 147 italienske børn døde af denne sygdom i 1976, og at 23,8 procent af dem døde inden for deres fire første leveår.

Hvorfor kalde kærlige forældre „mordere“?

I foregående artikel fortalte vi om et italiensk ægtepar der fik et lykkeligere familieliv efter at have studeret Bibelen med Jehovas vidner. Sådan gik det også for Giuseppe og Consiglia Oneda. For dem betød det om muligt endnu mere, idet de blev bekendt med Jesu løfte om at den der har Guds godkendelse „skal komme til live selv om han dør“. (Johannes 11:25) Ingen læger kunne garantere for lille Isabellas liv og helbred, men det kan Guds søn.

Da ægteparret Oneda i sommeren 1979 besluttede at de ville være Jehovas vidner, gav de besked til lægerne ved Den anden Børneklinik i Cagliari om at de ikke længere ville lade Isabella modtage blodtransfusioner. Ud fra Bibelen havde de lært at Gud havde befalet apostlene og alle andre trofaste kristne at ’afholde sig fra blod’. (Apostelgerninger 15:28, 29; se også Første Mosebog 9:3, 4.) Lægerne bad ungdomsdomstolen om at skride ind. Domstolen bestemte at forældrene skulle lade deres datter få transfusioner, og den pålagde lægerne ansvaret for at tage initiativ til at de regelmæssige blodtransfusioner blev givet.

I denne periode, hvor ægteparret søgte hjælp hos mange andre læger for at finde alternativ behandling, blev datteren hentet for at få blod. Ikke desto mindre fulgte sygdommen sit sædvanlige sørgelige forløb; Isabella blev stadig hårdere angrebet. I marts 1980 holdt lægerne op med at give transfusion; i nogle måneder hentede de ikke længere Isabella. Hvorfor undlod de at gøre som domstolen havde pålagt dem? Dette er en gåde som myndighederne den dag i dag endnu ikke har søgt at løse.

I de følgende måneder gjorde ægteparret alt hvad de kunne for deres højtelskede datter. De skaffede sig medicin der kunne gives i hjemmet, og trods begrænsede økonomiske muligheder gav de hende den bedst mulige kost. De opgav aldrig håbet, men skrev endda til specialister i Tyskland, Frankrig og Schweiz.

I slutningen af juni blev Isabellas tilstand pludselig yderligere forværret, måske på grund af en infektion i bronkierne, noget der kan koste livet for en patient med erytroblastisk anæmi. På dette sene tidspunkt ankom politiet igen og hentede Isabella hen til børnehospitalet, hvor hun døde under modtagelsen af en blodtransfusion.

Forestil dig hvor bedrøvede Giuseppe og Consiglia blev den dag, den 2. juli, skønt de vidste at deres pige på to og et halvt år var uhelbredeligt syg. Det skulle dog ikke blive det sidste chok. Ved 17- tiden den 5. juli 1980, mens ægteparret opholdt sig hos nogle venner, blev de arresteret af to carabinieri (bevæbnede betjente). De fik kun akkurat tid til at betro deres andet barn, den tre måneder gamle Ester, i nogle venners varetægt.

De blev ført til Cagliaris lokale fængsel, der ironisk nok bærer navnet „Den rette vej“. Det er et af Italiens mest frygtede fængsler, og de blev lukket inde i hver sin celle i hver sin del af bygningen.

Hvorfor anklaget for mord?

I tyve måneder blev disse to mennesker holdt indespærret. Endelig kom sagen for en domstol, og den 10. marts 1982 afsagde underretten i Cagliari sin rystende kendelse: Den anså Giuseppe og Consiglia Oneda for at være skyldige i overlagt mord. Hvad lød dommen på? Fjorten års fængsel — en dom der overgår den mange terrorister idømmes!

Forståeligt nok vakte dommen opsigt i hele Italien, og den blev kritiseret af mange jurister. Sagen blev appelleret, men den 13. december 1982 blev kendelsen stadfæstet af Cagliaris appelret. Retten nøjedes med at nedsætte dommen til ni års fængsel med den begrundelse at der var ’særlige omstændigheder’ man kunne lade komme ægteparret til gode, idet de havde ’handlet ud fra særlige moralske motiver’.

Den eneste menneskelige mulighed for at opnå retfærdighed var nu at henvende sig til den øverste kassationsret. Den 8. juli 1983 blev Giuseppe Oneda løsladt på prøve fordi hans helbred efter tre års fængsel var alvorligt truet. Men Consiglia var stadig i fængsel.

Den øverste kassationsret

Denne domstol har sæde i Rom og er det italienske retsvæsens øverste organ. Den tager stilling til spørgsmål om lovens korrekte anvendelse og fortolkning, og til kendelser fra underordnede instanser som appelleres. Hvis den afgør at loven er blevet misfortolket eller ikke er blevet fulgt, har den myndighed til at ophæve den pågældende kendelse og lade en anden domstol behandle sagen på ny. Den øverste kassationsret behandlede Onedasagen den 13. december 1983.

Kun sjældent annullerer denne domstol en kendelse den får forelagt, og to kendelser der, som i dette tilfælde, gik den anklagede imod, ville veje meget tungt. Var der noget håb om at ægteparret kunne blive betragtet som kærlige, omsorgsfulde forældre i overensstemmelse med sandheden?

En afgørende vending!

Lad os beskrive hvordan denne dag forløb i retssalen:

Efter at en af de fem dommere havde afgivet et indledende referat af sagen, fik anklagemyndigheden ordet.

Den dommer der optræder i anklagerens rolle, er særlig frygtet af forsvaret fordi hans anmodninger så godt som altid bliver efterkommet. Og i dette tilfælde var det en jurist der havde sådanne sager som speciale og havde behandlet dem i en lang række af kendte tilfælde. Hvad ville han sige?

Til alles overraskelse stillede han dette spørgsmål: „Har moderen eller faderen, efter hvad de under sagen fremdragne kendsgerninger viser, på noget tidspunkt vist at de ønskede deres barns død? Har domstolen i Cagliari givet fyldestgørende svar på dette spørgsmål?“ Han fortsatte: „Ungdomsdomstolen lod barnet blive hos sin fader og moder fordi den fandt at det var kærlige forældre og at hjemmets omgivelser var det bedste sted for pigen.“ Han påpegede derefter at ’det var de pågældende dommere, eksperter og socialpædagoger der var de bedst egnede til at afgøre om forældrene var værdige til at tage sig af deres barn’.

Hvordan forholdt det sig da med påstanden om at ægteparret Oneda forsætligt og ondsindet havde forvoldt deres barns død? Dommeren fortsatte: „Der er intet vidnesbyrd om nogen adfærd, eller noget andet bevis, der er stærkt nok til at berettige at vi i fuld alvor taler om forbryderisk hensigt. . . . Af denne grund finder vi at dommerne [i Cagliari] ikke har givet et tilfredsstillende svar på disse spørgsmål.“

Den anklagende dommer rettede derefter denne overraskende anmodning: „Jeg opfordrer derfor domstolen til at annullere kendelsen hvad angår spørgsmålet om forbryderisk hensigt.“

Intet bevis for at der forelå forbryderisk hensigt! Ægteparret Oneda kunne altså ikke betragtes som mordere! Dertil kom at den anklagende dommer anmodede om at den foregående domstols afgørelse blev annulleret!

Derefter blev ordet givet til forsvaret, der bestod af landskendte advokater. De pegede på flere inkonsekvente punkter i procedurerne ved de foregående retshandlinger og på hvor absurde de afsagte domme var.

Dommerne trak sig tilbage. Endelig oplæste retsformanden domstolens afgørelse: Den foregående kendelse var annulleret, og sagen skulle overgives til fornyet behandling ved appelretten i Rom.

I sin begrundelse herfor nævnte den øverste kassationsret blandt andet de alvorlige forsømmelser børneklinikken og de andre offentlige institutioner havde gjort sig skyldige i; ’der er ingen tvivl om at . . . de offentlige institutioner har været alvorligt forsømmelige; efter at have taget de første skridt . . . viste de overhovedet ingen interesse, skønt man udtrykkeligt havde anmodet dem om at finde en ordning der definitivt og permanent kunne løse problemet i harmoni med de anklagedes ideologiske holdning’. Dette er citeret fra side 30 i retsreferatet fra den øverste kassationsret.

Omsider genforenet!

Consiglia Oneda er nu blevet løsladt fordi tiden for varetægtsfængslingen er udløbet. Efter tre og et halvt års trængsler er familien Oneda omsider genforenet. Giuseppe og Consiglia har den glæde at kunne være sammen igen og tage sig af deres lille datter Ester. Lad os høre dem fortælle deres beretning:

Giuseppe: „Vi blev gift i 1976, og Isabella blev født et år efter. Vi havde glædet os til at få et barn, men det varede ikke længe før vi opdagede at der var noget galt. Hun var meget bleg og svagelig. Da hun var et halvt år gammel konstaterede lægerne at hun havde denne forfærdelige sygdom der ville ende med døden. I kan forestille jer hvor bedrøvede vi blev over at høre denne diagnose.“

Consiglia: „Vi følte os selvfølgelig endnu nærmere knyttet til vores lille pige. Jeg tror alle forældre ville reagere på samme måde over for et hjælpeløst og lidende spædbarn som havde en dødelig sygdom. Vi lod øjeblikkelig Isabella komme under behandling på børneklinikken, hvor der blev givet blodtransfusioner. Men hun blev ved med at få det værre. Jeg husker at hendes mave efter et år med transfusioner var blevet kæmpestor og opsvulmet; leveren og milten var forstørret. Det var en lidelse for hende når hun fik transfusioner! Engang varede det en hel time før lægerne kunne finde en blodåre, alt imens min lille pige skreg af smerte.“

Giuseppe: „I denne svære tid var det til stor trøst for os at studere Bibelen. Det gjorde særligt indtryk på os at læse Åbenbaringen 21:4, hvor Gud lover at han snart vil fjerne alle smertenstårer fra de lidendes øjne, og at der ikke skal være nogen død mere.“

Consiglia: „For os betød det at vi, ved opstandelsen, ville få Isabella at se igen som en rask pige, hvis hun skulle dø, hvilket desværre så ud til at være uundgåeligt. Så lærte vi ud fra Bibelen at Gud har påbudt os at ’afholde os fra blod’ [Apostelgerninger 15:20; 21:25]; vi traf den beslutning . . .“

Giuseppe: „. . . at vi ville holde fast ved Bibelens principper. Dette var for os den eneste måde hvorpå vi kunne gøre os håb om at få Isabella sund og rask tilbage den dag hvor Gud vil oprejse hende fra døden. Vi kunne se at transfusionerne ikke hjalp mod sygdommen, og vi vidste at mange børn på Sardinien i en tidlig alder dør af denne sygdom på trods af transfusioner. Vi havde også hørt at mange forældre, efter at deres børn i mange måneder havde fået transfusioner uden at det havde hjulpet, havde valgt at tage børnene hjem og pleje dem derhjemme på en måde der var mindre smertefuld og skræmmende.“

Consiglia: „Hvordan kunne vi vise dette håb fra os, det håb der betød at vi kunne få Isabella sund og rask tilbage og som var baseret på Guds løfte? Ud fra det vi havde læst om resultaterne af denne behandling, vidste vi at blodtransfusion ikke var noget godt. Vi fandt ud af at det ofte skader de vitale organer med døden til følge.“

Giuseppe: „Vi fortalte lægerne om vores beslutning, og det blev begyndelsen på den historie som nu er blevet kendt.“

Consiglia: „Isabella var meget følsom, kærlig og lærenem.“

Giuseppe: „Hun var ikke mere end godt to år gammel, men vidste allerede en hel del fra Min bibelhistoriebog. Hun vidste at Guds navn er Jehova. Hun kunne genkende billederne af bibelske personer i bogen og fortælle os en masse om dem.“

Consiglia: „Det er frygteligt for en moder at vide at hun ikke har kunnet give sit barn et legeme der er sundt nok til at kunne leve. Min datter Ester, vores sunde barn, minder mig hele tiden om Isabella. Nu vil jeg gerne give hende al den kærlighed jeg ville have givet Isabella. Jeg er glad for at være sammen med familien igen, og hos de kristne brødre som viser os så stor kærlighed. Men jeg skal aldrig glemme de tre og et halvt år jeg tilbragte i fængselet, heller ikke den dag hvor min cellekammerat prøvede at begå selvmord af fortvivlelse. Det lykkedes mig at redde hende, men det var en frygtelig oplevelse. Det hjalp mig til at stole endnu mere på Jehova Gud.“

Giuseppe: „Mine cellekammerater gjorde alt hvad de kunne for at få mig til at slippe min kristne integritet — der var vold, homoseksuelle handlinger og andre former for fordærv og korruption. Det jeg frygtede mest var at jeg skulle give slip på min integritet og miste udsigten til at leve i Guds lykkelige nye tingenes ordning. Til tider var jeg ved at fortvivle, som dengang appelretten bekræftede den første kendelse; andre gange ønskede jeg at jeg aldrig var blevet født. Men når jeg bad inderligt til Jehova fik jeg altid trøst. Jeg er også taknemmelig for at han lod Jobs bog høre med til Bibelen, for jeg føler at der er mange lighedspunkter mellem Job og mig. Gud lyttede til Job og gav ham styrke til at udholde prøven og finde ’en udvej’. — 1 Korinter 10:13.

Selv i de sorteste stunder under fængselstidens mareridt lod jeg hele tiden Jehova være mit faste holdepunkt. [1 Johannes 1:5] Det var også til stor opmuntring for mig at medkristne sendte utallige breve fra forskellige lande. Den kærlige interesse de viste bekræftede at Gud ikke lader os i stikken. Skriftsteder som Romerbrevet 1:12 og Markus 13:13 hjalp mig også til at holde ud. Da jeg kom ud af fængselet var jeg, som apostelen Paulus siger, ’kastet omkuld, men ikke slået ihjel’.“ — 2 Korinter 4:9.

Consiglia: „Jeg ved ikke om Giuseppe og jeg bliver helt frikendt når retssagen en dag er afsluttet. Men vi er meget taknemmelige mod alle dem der har hjulpet os og stadig arbejder på at fjerne den falske anklage at vi har slået vores datter ihjel. Det er noget af det forfærdeligste forældre kan blive anklaget for.“

Giuseppe: „Vi er glade for at vi har klaret os igennem uden at komme til at hade nogen for alt det der er sket. Kærlighed til Gud og næsten hjælper os til at tænke på alt det vi har at glæde os over. Vi har vor familie, vore åndelige brødre, vor tro og vort håb.“

Du vil sikkert være enig med os i at disse beskedne forældre fra Sarroch er blevet udsat for en uretfærdig anklage, og du føler sikkert med dem på grund af det de har været igennem. Men måske sidder du inde med nogle spørgsmål angående forældres rettigheder i forbindelse med deres børns lægebehandling. Det kan blive aktuelt for os selv, vore slægtninge eller vore venner.

[Fodnote]

[Ramme på side 10]

Baby Jane Doe — Hvad skal forældre gøre?

Kærlige forældre kan blive stillet over for pinefulde valg. Læs her om tilfældet med Baby Jane Doe, og spørg dig selv hvad du ville have gjort. The New York Times beretter:

„For tre uger siden fik et ægtepar på Long Island en datter som ikke var rask. Den lille Jane Doe led af rygradsspaltning, havde unormalt lille hjerneskal og hjernebrok (for megen væske i hjernen), og havde andre deformiteter. Selv efter en operation ville hun være alvorligt retarderet og bundet til sengen for livstid — i hendes tilfælde måske 20 år. Efter samråd med læger, socialrådgivere og præster traf forældrene det svære valg: at undlade at få foretaget en operation, og lade naturen gå sin gang.“ — 1. november 1983.

Nogle udenforstående fandt dette forkert og bragte sagen for en domstol. Da sagen nåede frem for USAs højesteret, nægtede denne domstol at påhøre den. Tilfældet Baby Jane Doe illustrerer at selv kærlige forældre kan komme ud for at træffe svære afgørelser.

[Illustration på side 9]

Consiglia Oneda forlader fængselet og møder sin datter Ester

Nej til en bestemt behandling — er det et nej til livet?

SPØRG dig selv: „Har jeg ret til selv at bestemme om jeg skal have lægebehandling, og i givet fald hvilken?“ Det er vigtigt at overveje spørgsmålet, for nogle påstår at man viser ringeagt for livet hvis man siger nej til en behandlingsform som lægerne ønsker at gennemføre. Yderligere kan man spørge om forældre må betragtes som ukærlige hvis de, efter at have overvejet de risici en bestemt behandling af deres syge barn vil medføre, afviser en sådan behandling.

Folk der holder af dogmatiske udtalelser, reducerer ofte spørgsmålet til denne påstand: „Hvis man siger nej til behandlingen, ønsker man ikke at barnet skal leve.“ Dette er naturligvis en overfladisk og groft forenklet betragtning. Den spiller på følelserne, men tager ikke hensyn til (1) samvittighed og grundlæggende etik, (2) forældres rettigheder som individer og som forældre, og (3) de medicinske og juridiske aspekter af dette spørgsmål, som nu har vakt opmærksomhed i hele verden.

Samvittigheden er en dybt personlig og ukrænkelig del af ethvert menneske som er ansvarsbevidst og ved sin fornufts fulde brug. Den kendte katolske kardinal John Henry Newman hævdede at ’vejen til lyset gik gennem lydighed mod samvittigheden’. Når de nazistiske krigsforbrydere påberåbte sig at de kun havde pareret ordre, indvendte moralsk ansvarlige mennesker i hele verden at disse forbrydere skulle have fulgt deres samvittighed i stedet for ordrerne. Og i januar 1982 ’løftede pave Johannes Paul II sin røst til Gud’ i en bøn om at ’ingens samvittighed måtte blive kvalt’. Han sagde at dét at tvinge nogen til at gå imod sin samvittighed „er det mest smertelige slag der kan rettes mod den menneskelige værdighed. I en vis forstand er det værre end at forvolde andres fysiske død, værre end at slå ihjel“.

Det er højst sandsynligt at du, i samklang med sådanne udtalelser, mener at samvittigheden bør spille en afgørende rolle i spørgsmålet om lægebehandling.

Samvittighedens rolle

Her er et eksempel: Uanset hvilken tro du har, ved du sikkert at den katolske tro forbyder en kvinde at fremprovokere en abort, selv om graviditeten indebærer en helbredsmæssig risiko for moderen eller barnet. Tænk på hvilke problemer dette kan give en romersk-katolsk læge i et land hvor abort er lovlig, som det nu er tilfældet i Italien efter vedtagelsen af lov nummer 194 af 22. maj 1978. Denne lov giver rum for at læger og sygeplejersker af samvittighedsgrunde kan nægte at medvirke ved abort. Men i artikel 9 understreges det at en læge ikke kan „påberåbe sig en sådan samvittighedsnægtelse“ hvis en kvindes liv er i fare. Hvad skal en oprigtigt troende katolsk læge da gøre?

Hvis der ikke var andre læger som kunne træde til, og han gjorde sit yderste, uden dog at gå så vidt at han gik imod sin samvittighed, ville vi da beskylde ham for mord? Nej, tværtimod ville det være en forbrydelse ’værre end at slå ihjel’ hvis man tvang lægen til at gå imod sin samvittighed, også hvis en kvinde eller myndighederne insisterede på det. Dette illustrerer hvordan samvittighedens krav kan få indflydelse på beslutninger angående lægebehandling, forhold der berører liv og helbred.

Forældre, børn og liv

Det samme fremgår tydeligt af det standpunkt de første kristne indtog. Som bekendt nægtede de at brænde røgelse foran kejserens billede. De regnede det for at være afgudsdyrkelse. Men i denne sag fik deres tro og samvittighed direkte betydning for deres liv og helbred — og for deres børns. Når de blev stillet over for valget mellem at bringe disse ofre og at lide døden i den romerske arena, holdt de fast ved deres kristne overbevisning. De forblev loyale mod deres tro, selv når det kunne koste dem selv og deres børn livet.

Også i forbindelse med blod blev de kristne udsat for prøver. Bibelens bud lød på at de skulle ’afholde sig fra blod’. (Apostelgerninger 15:20) Den romerske teolog Tertullian fra det tredje århundrede fortæller at epileptikere mente at de kunne opnå helbredelse for deres sygdom ved at drikke frisk blod af faldne gladiatorer. Ville kristne indtage blod af denne grund? Aldrig. Tertullian tilføjer at ’kristne end ikke ville spise blod af dyr’. Når romerske embedsmænd ville prøve om en anklaget virkelig var kristen, forsøgte de at tvinge vedkommende til at spise blodpølse, idet de vidste at sande kristne selv under dødsstraf ville nægte at gøre det. Dette er værd at bemærke i betragtning af at kristne vidner for Jehova i dag nægter at indtage blod.

Nu kunne man spørge: Nærede de første kristne ringeagt for livet, eller var de opsatte på at blive martyrer? Nej, det var de romerske myndigheder der gjorde det til et spørgsmål om liv og død for dem og deres børn. Og nærer vi ikke respekt for mindet om disse trofaste kristne der vidste at det ville være værre end døden hvis de gik imod deres egen samvittighed, sådan som paven for nylig gav udtryk for?

Nogle indvender at det er noget andet når det drejer sig om lægebehandling; men bemærk her hvad dr. D. N. Goldstein skriver:

„De læger der indtager denne holdning [påtvinger patienter en behandling som disse ikke ønsker] fornægter de ofre som er bragt af alle de martyrer der har kastet glans over historien ved at holde ubøjeligt fast ved principper skønt dette kunne koste dem livet. De patienter der vælger den visse død fremfor at krænke deres egen religiøse overbevisning, er nemlig gjort af samme stof som dem der har ofret deres liv . . . fremfor at lade sig tvangsdøbe. . . . Ingen læge bør søge domstolenes hjælp til at redde et legeme ved at dræbe en sjæl. Livet tilhører patienten selv.“ — The Wisconsin Medical Journal.

De vælger det virkelige liv

De fleste er enige om at „livet“ indebærer mere end blot den biologiske eksistens. Livet er bygget op omkring idealer eller livsværdier (politiske, religiøse, videnskabelige, kunstneriske eller andre); uden disse kan livet føles værdiløst. Under den anden verdenskrig satte mænd og kvinder livet ind på at forsvare politiske idealer såsom demokrati, talefrihed, trosfrihed og samvittighedsfrihed. Under forsvaret af disse idealer mistede mange børn livet, og mange andre børn blev forældreløse.

Den italienske politiker Aldo Moros død illustrerer også dette. I 1978 mistede han livet på barbarisk vis efter at landets myndigheder havde nægtet at efterkomme terroristers krav. Vi ser altså at der er tider hvor menneskeliv ofres for idealers skyld.

Vi forstår således at et moralsk ansvarligt menneske kan træffe den afgørelse at hans biologiske eksistens må sættes på spil, fremfor at det han tror på må krænkes. Ved at handle således vælger han det virkelige liv, livet i dets fulde betydning. Og dette gælder i høj grad også i forbindelse med de kristne idealer.

Kristne ser menneskelivet som noget helligt, en dyrebar gave fra Gud. Apostelen Paulus var en begavet, veluddannet mand. Han udsatte sig for slag og livstruende forhold, men sagde: ’Jeg har lidt tab på alle ting og anser dem for en bunke affald, for at jeg kan vinde Kristus . . ., om jeg dog måtte nå frem til den tidlige opstandelse fra de døde.’ — Filipperne 3:8-11.

Vi kan være overbevist om at Paulus aldrig ville have haft lod og del i noget som han vidste at Gud fordømte. Han ville ikke have risikeret at miste „det virkelige liv“ — for hans vedkommende et liv i himmelen — blot for at kunne forlænge livet eller sundheden på jorden nogle få år. (1 Timoteus 6:19) Tænk imidlertid på følgende:

Millioner af kirkegængere forventer at komme i himmelen — måske også du. Hvis et alvorligt sygt menneske som nærede håb om et fremtidigt evigt liv, vægrede sig ved en behandling som han mente at Gud havde forbudt, ville det være uretfærdigt at påstå at vedkommende ikke ønskede at leve. Han har jo allerede levet i mange år, og kan måske blive rask og leve endnu længere. Men under alle omstændigheder vil det, også hvis hans læger er ikke-troende, være fuldt forståeligt og rimeligt hvis han tager sit håb om evigt liv i betragtning og træffer beslutninger om lægebehandling på dette grundlag.

Læger diskuterer sjældent denne side af sagen når de anbefaler en eller anden behandling. Men der er et vigtigt aspekt som du, hvis det skulle blive aktuelt for dig, bør bede lægerne informere dig om. Det er forholdet mellem risici og fordele. Du skylder dig selv og din familie at sætte dig ind i dette. Det kan hjælpe dig hvis du selv skal træffe en afgørelse, og det kan hjælpe dig til at forstå afgørelser som andre har truffet.

[Ramme på side 13]

Børn og lægebehandling — hvad en jesuit mener

John J. Paris, medlem af „Jesu selskab“ og lektor ved Holy Cross-kollegiet i USA, talte for nylig på en konference om juridiske og etiske aspekter ved børns sundhedspleje. (1. april 1982) Han fortalte om en jødisk dommer der afsagde den kendelse at et af Jehovas vidner skulle have en blodtransfusion. John Paris sagde: „Dommeren fulgte sin egen tro og gjorde hvad han mente var rigtigt, men derved krænkede han patientens tro.“

Han tilføjede: „Den kristne teologi går ikke ind for at livet blot består i åndedrættet. På et hospital er der ingen der dør; deres funktioner ophører. . . . [På et hospital] er livet ikke helligt, det er det øverste mål, og døden betyder at man ikke har kunnet fastholde dette mål. Men i den jødisk-kristne tradition er døden en del af menneskets vilkår, en del af dets livsrejse. Man kan ikke komme uden om at sådanne beslutninger drejer sig om livskvaliteten. Undertiden består den bedste behandling i at ingen behandling gives.“

[Ramme på side 14]

Evighedsbegrebet ændrer hele billedet

Dr. Ruth Macklin underviser i filosofi ved lægekollegiet Albert Einstein College of Medicine i New York. I en klassedrøftelse om lægeetik fortalte en lægestuderende om et Jehovas vidne der led af „seglcelleanæmi og risikerede at forbløde hvis han ikke fik en transfusion“. Den studerende sagde: „Han var helt klar. Hans tænkeevne fejlede intet. Hvad gør man når religiøse opfattelser stiller sig i vejen for den eneste mulige behandling?“

Som svar sagde dr. Macklin: „Vi har måske en stærk opfattelse af at manden tager fejl. Men Jehovas vidner mener at en transfusion er ensbetydende med at ’spise blod’ og at dette [kan] føre til evig fordømmelse. I lægevidenskaben er vi oplært til at analysere risici i forhold til fordele, men hvis man ser den evige fordømmelse i sammenligning med det tilbageværende liv på jorden, ser analysen helt anderledes ud.“ — The New York Times, 23. januar 1984.

Din ret til selv at overveje fordele og risici

DIT legeme tilhører dig selv. Dit liv tilhører dig selv. Du synes måske at disse fakta er indlysende, men de har betydning for en grundlæggende rettighed du har i forbindelse med lægebehandling, en rettighed der ikke altid respekteres. Det er din ret til selv at afgøre hvad der skal ske med dig. Mange udøver denne ret ved at høre udsagn fra mere end én læge før de beslutter sig; andre afslår at modtage en bestemt behandling. Efter en amerikansk undersøgelse i 1983 meddelte dr. Loren H. Roth at ’20 procent af alle hospitalspatienter afslår den tilbudte behandling’.

Men hvis man er syg eller kvæstet, hvordan kan man da træffe en afgørelse? Hvordan kan man, som lægmand, vide hvad der er bedst? Vi rådfører os som regel med eksperter, læger der har en specialiseret uddannelse og erfaring og som anvender deres kræfter på at hjælpe deres medmennesker. Læger og patienter bør i fællesskab overveje den faktor der hedder ’risici kontra fordele’. Hvad mener vi hermed?

Antag at du får et dårligt knæ. En læge anbefaler en operation. Hvilken risiko er der ved bedøvelsen og operationen? Er der udsigt til gangbesvær efter indgrebet? Og på den anden side: Hvor store fordele er der udsigt til, og hvor stor er sandsynligheden for at du i dit tilfælde vil opnå disse fordele? Når du har fået et fuldstændigt billede af risici kontra fordele, er det dig der har ret til at træffe afgørelsen: Du kan give „oplyst samtykke“ til behandlingen, eller afslå den.

Faktorerne vejes mod hinanden

Lad os overveje risici kontra fordele i et konkret tilfælde, nemlig Giuseppe og Consiglia Onedas tilfælde, som vi tidligere har omtalt.

Datteren Isabella var meget syg, og læger anbefalede (forlangte) at hun skulle have regelmæssige blodtransfusioner. De omsorgsfulde forældre vægrede sig ved dette, hovedsagelig på grund af deres kendskab til Bibelens love. Hvordan kunne spørgsmålet om risici kontra fordele nu have berørt denne sags udfald?

De fleste tror at en blodoverførsel til en patient i dag er en ganske ufarlig og ret virkningsfuld behandling. Vi må dog ikke glemme at man i det 17. århundrede praktiserede det modsatte, åreladning, på gamle såvel som unge, ofte med dødelig udgang. Hvad ville der være sket hvis en fader eller moder dengang nægtede at gå med til en åreladning på sit barn?

Den tid er nu forbi, og i dag er det transfusioner man går ind for. Lægevidenskaben har gjort store fremskridt, men må dog indrømme at transfusioner er forbundet med store farer. Dr. Joseph Bove (formand for udvalget vedrørende blodoverførte sygdomme under De amerikanske blodbankers Forening) udtalte for nylig at risikoen for at pådrage sig hepatitis gennem donorblod ikke blev fremdraget før i 1943. Han tilføjede:

„I dag, cirka 40 år senere, er det en erkendt transfusionsrisiko at mindst fire forskellige blodbårne virusarter kan give hepatitis, og at utallige andre infektionstyper kan overføres gennem blod og blodprodukter.“ — The New England Journal of Medicine, 12. januar 1984.

Hvis du vil overveje dette spørgsmål i forbindelse med dit eget og din families liv og helbred, hvor stor er den nævnte infektionsrisiko da? Det er selv lægerne uvidende om, for døden kan indtræde længe efter at infektionen er videregivet gennem blod. Tag som eksempel sygdommen B-hepatitis, som kun i et vist omfang kan påvises i donorblodet. I en nyhedsmeddelelse den 10. januar 1984 hed det:

„I 1982 fik 200.000 amerikanere B-hepatitis, meddeler Centeret for Sygdomskontrol (CDC) i Atlanta; 15.000 blev indlagt på grund af akutte tilfælde af sygdommen, og 112 døde. Yderligere 4000 døde af kroniske komplikationer som tilskrives denne sygdom.“

Hvor mange andre er i Danmark, Italien, Tyskland, Japan eller andre lande døde af hepatitis som følge af blodtransfusion? Døden som følge af inficeret donorblod er en risiko der absolut må tages i betragtning.

Dertil kommer at risikoen er voksende. „Efterhånden som vor viden øges,“ sagde professor Giorgio Veneroni (fra Milano) i maj 1982, „finder vi et stigende antal risici forbundet med homologe blodtransfusioner.“ En faktor der vækker uro blandt læger er sygdommen AIDS (erhvervet immundefekt-syndrom), der indebærer meget stor dødsrisiko. Dr. Joseph Bove fortsatte:

„Læger må overveje risikoen ved blodtransfusion i forhold til den forventede fordel. Dette er ikke noget nyt, men det er blevet mere presserende efter at man nu ikke længere kan garantere en bekymret patient at han eller hun ikke vil få AIDS efter en transfusion.“

Denne risiko drøftede lægerne ikke med ægteparret Oneda i 1978; den var ikke kendt på daværende tidspunkt. Men det er den nu. Bør det ikke betyde at der er endnu mindre grund til at kritisere ægteparret for deres beslutning?

Forældre må overveje for og imod

Voksne mennesker har ret til selv at tage stilling til risici og fordele ved blodtransfusion og enhver anden behandling. „Enhver kompetent voksen anses for at have rådighedsret over sit eget legeme. Han kan behandle det klogt eller uklogt. Han kan endda afslå en livreddende behandling uden at det angår andre. Og det angår i hvert fald ikke staten.“ (Dr. med. Willard Gaylin, leder af The Hastings Center) Men hvem skal veje fordele imod risici hvis det drejer sig om et barn?

Det skal barnets ansvarsbevidste forældre, viser den almindelige erfaring. Hvis du for eksempel havde et barn som fik besvær med mandlerne, og der blev foreslået en operation, ville du da ikke foretrække at blive oplyst om fordele og farer ved at få mandlerne fjernet? Ville du ikke også gerne oplyses om det samme vedrørende behandling med antibiotika? Med disse oplysninger kunne du selv træffe en afgørelse, sådan som mange forældre har gjort.

Overvej nu en alvorligere situation. Lægerne overbringer dig den sørgelige nyhed at dit barn har en så godt som uhelbredelig form for kræft. Der kan anvendes kemoterapi, fortæller de, men den lille vil blive meget, meget syg af dette, og chancerne for at standse sygdommens forløb på dette stadium er næsten lig nul. Ville du da ikke stadig have ret til selv at træffe den endelige afgørelse?

Svaret må være jo, at dømme efter en artikel skrevet af dr. Terrence F. Ackerman.a Han vedgår heri at læger ofte har indhentet dommerkendelser ud fra den formodning at staten må beskytte mindreårige. Det berømte kræftinstitut M.D. Anderson Hospital and Tumor Institute har imidlertid ofte valgt ’ikke at gennemføre transfusioner der krævede dommerkendelser’. Hvorfor? Blandt andet fordi „de pågældende børn havde en livstruende sygdom, og fordi vi ikke kunne forudsige et gunstigt resultat“ af transfusionen. Var dette ikke også tilfældet i sagen med Isabella?

Ackerman understreger betydningen af at man „respekterer forældres myndighed til at opdrage deres børn på en måde de finder rigtig“. Han ræsonnerer således: „Ved behandling af børn er det umiddelbart indlysende at lægen er moralsk forpligtet til at støtte forældrene og familien. Når diagnosen lyder på at et barn har en livstruende sygdom, udsætter det forældrene for et voldsomt pres. Hvis forældrene oven i købet skal kæmpe for at afværge noget de ser som en overtrædelse af Guds lov, kan det alvorligt hæmme deres evne til at fungere. Desuden er det syge barns tilstand direkte berørt af om familien føler sig tryg.“

Alternative metoder

For at undgå de mange risici der er ved blodtransfusion har specialister fundet frem til operationsmetoder der begrænser behovet for blod. Jehovas Vidners standpunkt har faktisk sat yderligere fart i denne forskning. I slutningen af 1983 omtalte pressen i USA en rapport der var blevet aflagt ved en kongres for Den amerikanske Hjerteforening: Ved hjerteoperationer på 48 børn i alderen fra tre måneder til otte år var intet blod blevet benyttet. Patienternes legemstemperatur var blevet sænket og blodet fortyndet med vand der indeholdt mineraler og næringsstoffer. Men der var ikke brugt blod! Denne metode blev i begyndelsen kun anvendt på børn af Jehovas vidner. Men da kirurgerne bemærkede at disse børn kom meget hurtigere til kræfter efter operationen end de børn man havde opereret på konventionel vis, besluttede de at anvende samme teknik på alle deres patienter.

Der er endnu tilfælde hvor læger anser blodtransfusioner for at være uundværlige. Ikke desto mindre kan man stadig objektivt fastholde følgende: (1) Selv mange læger indrømmer at de tilfælde hvor blodtransfusioner er decideret livsvigtige, er meget sjældne; (2) den skadelige behandlingsrutine at tildele blodtransfusioner i flæng er dybt indgroet; (3) de alvorlige farer der er forbundet med transfusion gør det umuligt at anbefale dem dogmatisk. Fra visse hospitaler forlyder det at mange patienter som ikke er Jehovas vidner, forlanger at blive fri for blod.

Håb forude

Lykkeligvis er der stigende forståelse for individets værdighed og rettigheder. Oplyste lande som Italien søger i videst muligt omfang at sikre individets frihed, også friheden til at give oplyst samtykke eller afslag til en lægebehandling. I en brochure udgivet af Den amerikanske Lægeforening står der: „Patienten må selv være den øverste dommer i spørgsmålet om hvorvidt han vil vove en bestemt behandling eller operation som lægen anbefaler, eller tage den risiko at undvære denne. Det ligger i individets naturlige ret, som loven anerkender.“

Dette gælder også i forbindelse med mindreårige. Hvis du er fader eller moder, bør du være aktivt med i de beslutninger der berører dit barn. En gruppe dommere fra USA skriver følgende i „Vejledning til dommeren i sager der vedrører lægebehandling af børn“:

„Hvis der kan vælges mellem forskellige procedurer — hvis for eksempel lægen anbefaler en behandling der har 80 procents chance for at lykkes, men som forældrene ikke ønsker, og der findes en anden behandling som har 40 procents chance for at lykkes, og som forældrene ikke har noget imod — da må lægen vælge den fremgangsmåde som lægeligt set er mere risikabel men som forældrene intet har at indvende imod.“

Sådanne råd er især meningsfyldte når du erkender at du har ret, eller snarere pligt, til at skaffe dig grundig oplysning i tilfælde af sygdom. Det er ofte klogt at indhente udtalelser hos flere læger. Spørg om der er forskellige måder at behandle lidelsen på og hvilke fordele og risici hver behandling indebærer. Når du har sammenlignet disse faktorer kan du træffe en afgørelse på et solidt grundlag. Det er en ret som du har, også juridisk set. Ifølge Gud og din egen samvittighed er det også en pligt.

[Fodnote]

[Ramme på side 16]

En børnelæge er bange

Professor James Oleske erkendte for nylig:

„Det jeg som børnelæge og immunolog er skræmt over . . . er at vi endnu befinder os i en uhyggelig periode hvor et stort antal blodtransfusioner er blevet givet til for tidligt fødte børn, endnu inden vi vidste noget om AIDS . . . Hvis vore blodlagre i slutningen af halvfjerdserne og begyndelsen af firserne var inficeret med AIDS, er en stor del af disse spædbørn måske blevet smittet . . . Problemet er at der ikke findes nogen enkel test som kan påvise AIDS, og uden denne test har vi ingen metode til at afgøre hvem der endnu kun befinder sig i sygdommens inkubationstid og føler sig raske nok til at afgive donorblod.“ — Data Centrum, januar 1984.

[Ramme på side 17]

Blodet — livets gave?

„Da Sam Kushnick i oktober sidste år døde, ønskede hans familie at han ved begravelsen skulle have et jødisk bedesjal med og iføres sine yndlingssko. Men bedemændene ville ikke røre ved liget; dødsattesten sagde at han var død af AIDS — erhvervet immundefekt-syndrom.

Det særlige ved Kushnick-tilfældet er ikke at et AIDS-offer ved sin død blev behandlet som en paria. Det særlige er at Sam kun var tre år gammel og ikke tilhørte nogen af de særlig udsatte grupper — promiskuøse homoseksuelle, haitianere og heroinnarkomaner. Den lille dreng fra Los Angeles hørte til et lille men voksende antal AIDS-dødsofre som har fået sygdommen efter at have modtaget blod.“ (The Wall Street Journal, 12. marts 1984, side 1.) Sam blev født for tidligt. Hospitalslægerne tappede noget af hans blod til blodprøver, og erstattede det med donorblod. Da han i toårsalderen fik AIDS, opsporede man donorerne. Den ene var en homoseksuel som endnu ikke viser symptomer på den sygdom der kostede lille Sam livet.