Side 2

Al fordom burde, i vor oplyste tid, for længst være overvundet. Og dog erklærer flere og flere grupper sig som ofre for fordom. Hvordan opstår denne ubegrundede modvilje mod andre? Kan den overvindes?

Fordom – alles problem 3

Fordommens rødder 4

Fordom kan overvindes! 7

Fordom — alles problem

„HVORFOR kigger De ikke ind i morgen?“ spurgte den kommende arbejdsgiver. „Jeg er sikker på at vi kan skaffe Dem arbejde.“ Yvonne lagde røret på og følte sig sikker på at jobbet var hendes. Kontorarbejde skulle blive en rar afveksling fra de rengøringsjobs hun havde haft siden hun forlod universitetet.

Da hun mødte op på sin nye arbejdsplads næste dag, fandt hun den kvinde hun havde talt med i telefonen, og præsenterede sig. Men da kvinden igen hørte Yvonnes „mærkelige“ efternavn og denne gang kædede det sammen med hendes tydeligt orientalske træk, blev hun lang i ansigtet. „Hun rømmede sig nervøst,“ husker Yvonne, „og til sidst sagde hun til mig at der ikke var nogen stilling ledig.“ Men Yvonne vidste hvad grunden var til at hun igen måtte til at lede i beskæftigelsesannoncerne: racefordom.

Hvis problem?

Når talen falder på fordom føler de fleste sig forståeligt nok en smule usikre. Få emner er så kontroversielle — eller følelsesbetonede. Alligevel kan det ikke ignoreres eller skubbes til side som om det udelukkende var andres problem. Fordomme inficerer næsten ethvert område inden for menneskers forhold til hinanden. Gamle myter om mandens overlegenhed er skyld i mange kvinders lave løn og ringe jobmuligheder. Religiøse uoverensstemmelser giver stødet til vold i Irland. Fransktalende canadiere har konflikter med deres engelsktalende landsmænd. I Indien, hvor kastesystemet er afskaffet, nægter kastehinduer at gå på samme side af gaden som „de urørlige“. Nogle steder i Europa har økonomiske eller traditionsbestemte sociale skel skabt spændinger mellem overklassen og det jævne folk. Selv i lande som Brasilien, hvor sorte og hvide omgås frit, beretter iagttagere om en understrøm af racefjendtlighed.

Overdreven kulturel stolthed rejser skel selv blandt folk der tilhører den samme race, som det ses af Kalus og Dupes erfaring. Skønt de begge var indfødte nigerianere, forbød Dupes moder (der er af yoruba-stammen) sin datter at gifte sig med en fra igbo-stammen. Kalus fader forkastede ligeledes Dupe, idet han sagde: „Hvis du gifter dig med en yoruba-pige, er du ikke længere min søn.“

Fordom er derfor mere end et racespørgsmål eller en konflikt mellem sort og hvid. Det er tilsyneladende en almen reaktion på sprogforskelle, kulturforskelle og sociale skel. Og hvad enten den giver sig udslag i vold eller den ligger og ulmer under overfladen, kan den få smertelige konsekvenser: fattigdom, chikanerier, tab af menneskeværdighed hos ofrene, samt skyldfølelse og en dårlig samvittighed hos mange af dem der lader deres fordom komme til udtryk. Hvor der er fordom er der også frygt, usikkerhed og ængstelse. Hele kvarterer erklæres for forbudt område på grund af raceuroligheder. Mulige venskaber forgiftes af unødig mistillid og misforståelser.

Fordom er altså i sandhed „alles problem“. Men hvorfra stammer fordom? Hvorfor er menneskenes største bestræbelser på at fjerne den slået fejl? For at få et vist indblik i disse spørgsmål, vil vi se nærmere på en af de mest udbredte fordomme: racefordom.

Fordommens rødder

En forsker spurgte en mand hvad han mente om en bestemt mindretalsgruppe. „De er humørsyge og temperamentsfulde,“ svarede han. „Det ligger til dem.“

„Har du nogen sinde kendt en af dem . . . personligt?“ blev manden spurgt.

’Ja, én. Han var vores klasserepræsentant da jeg gik i gymnasiet.’

’Svarede denne „klasserepræsentant“ til det billede du har af dem?’

„Nej,“ indrømmede han, „han var rolig og behagelig.“

’Så kan det altså ikke have „ligget til ham“ at være humørsyg og temperamentsfuld, vel?’

Efter en pause svarede manden: „Han var en undtagelse.“

AT NÆRE fordom vil sige at dømme andre på forhånd, uden at give dem en chance. En fuldstændig fremmed erklæres uden videre for at være „doven“, „uærlig“ eller „farlig“, uden at der er det mindste bevis herfor. Det hele bygger på forudfattede meninger, for den fordomsfulde ser ikke enkeltpersoner, men grupper. For ham er alle medlemmer af en anden befolkningsgruppe ens, kloner uden personligt særpræg. Og som i ovennævnte eksempel vil den fordomsfulde ofte forsvare sine meninger til den bitre ende, selv når kendsgerningerne viser at han har uret. Som der siges i bladet Psychology Today, er fordomsfulde mennesker „tilbøjelige til at hæfte sig ved de måder hvorpå [en] person synes at stemme med deres forudfattede mening, mens de afviser vidnesbyrd som modsiger denne mening“.

Fordom avler fordom. Når nogle bliver sat i en uheldig bås mister de ofte deres selvrespekt og begynder at handle som man forventer. Eller det går som Bibelen siger i Prædikeren 7:7: „Undertrykkelse kan få den vise til at handle forrykt.“ (NW) Ofrene for undertrykkelse kan blive optændt af vrede og bitterhed. De kan blive så overfølsomme over for fordom at de somme tider overreagerer og ser fordom alle vegne — også hvor der ingen er. De begynder at betragte enhver som tilhører en anden race eller befolkningsgruppe med unødig mistænksomhed eller som en potentiel fjende. Intolerance forekommer således hos enhver race eller nationalitet.

Når først man er begyndt at nære fordom, kan man få noget imod næsten alle grupper som er anderledes. Nogle studerende blev engang bedt om at oplyse hvad de syntes om 35 nationaliteter og racer hvoraf de tre („danieranerne“, „pirenæerne“ og „wallonierne“) var opdigtede. De studerende der nærede fordom imod eksisterende grupper fandt — mærkeligt nok — „danieranerne“, „pirenæerne“ og „wallonierne“ lige så frastødende.

Hvordan kommer fordommen til udtryk?

Den fordomsfulde optræder ikke nødvendigvis fjendsk. Han er heller ikke nødvendigvis som den mand der hyklerisk erklærer at ’nogle af hans bedste venner’ hører til den eller den gruppe, men som med afsky viger tilbage for at have dem som naboer — eller i svigerfamilien. Der er grader af fordom. Den fordomsfulde kan udmærket have venner som tilhører en anden race, men ganske umærkeligt kommer det frem at han inderst inde føler sig mere værd end dem. Han sætter måske deres tålmodighed på prøve ved at komme med usmagelige, racebetonede bemærkninger. Eller fremfor at behandle dem som ligemænd tiltager han sig måske en beskytterrolle og optræder som om han viser dem en særlig gunst ved at være deres ven.

En anden måde man kan røbe fordom på, er ved at kræve mere af visse mennesker uden samtidig at vise dem en tilsvarende anerkendelse. Og hvis de fejler eller ikke lever op til forventningerne, kan man være tilbøjelig til at tilskrive det den race de tilhører. Eller man fordømmer en adfærd hos en anden race som man billiger hos sine egne racefæller. Og dog vil man skarpt tilbagevise enhver antydning af at man selv skulle være fordomsfuld — så fuldstændigt er selvbedraget. Som salmisten engang sagde: „Han har været for mild i sit syn på sig selv til at finde sin misgerning og hade den.“ — Salme 36:2, NW.

„Når de er fire år gamle“

Men hvorfor bliver folk fordomsfulde? Hvor tidligt i livet slår fordommene rod? I sit klassiske værk The Nature of Prejudice (Fordommens natur) bemærker socialpsykologen Gordon W. Allport at menneskehjernen har en tilbøjelighed til at „tænke i kategorier“. Dette ses allerede hos små børn. De lærer hurtigt at skelne mellem mænd og kvinder, hunde og katte, træer og blomster — ja, og mellem „sorte“ og „hvide“. Stik imod den påstand at små børn er „farveblinde“ er forskere enige om at børn der omgås forskellige racer snart vil begynde at lægge mærke til „forskelle i fysiske særpræg som hudfarve, ansigtstræk, hårtype og så videre. Børn . . . har som regel opnået fuld racebevidsthed når de er fire år gamle.“ — Bladet Parents (Forældre), juli 1981.

Men begynder børn at nære fordom bare fordi de lægger mærke til disse forskelle? Ikke nødvendigvis. I en undersøgelse der for nylig er blevet omtalt i bladet Child Development (Barnets udvikling) hævdes det imidlertid at „når 5-årige kommer i børnehaveklasse foretrækker de klart at omgås kammerater af deres egen farve“. Endnu mere foruroligende er den iagttagelse at „børns tilbøjelighed til at vælge legekammerater af samme farve øges i løbet af det år de går i børnehaveklasse“. (Kursiveret af os.) Andre forskere er kommet til det resultat at mange små børn ikke blot er klar over raceforskellene men også har en mening om hvad disse forskelle indebærer. En fireårs pige ved navn Joan kom med denne uhyggelige bemærkning: „De der er hvide, de kan komme op. Men de der er sorte, de kan kun komme ned.“

Det er forskerne en gåde hvordan børn udvikler en sådan fordom. Forældrenes påvirkning er dog under stærk mistanke. Det er naturligvis de færreste forældre der ligefrem forbyder deres børn at lege med børn af en anden race eller nationalitet. Men hvis et barn lægger mærke til at forældrene har fordomme imod eller måske bare føler sig ilde tilpas sammen med nogle af en anden race, kan det ikke desto mindre bevirke at barnet selv udvikler en negativ holdning. Kulturelle forskelle, gruppeindflydelse, mediepåvirkning og andre faktorer kan så bidrage til at forstærke denne fordom.

Dårlige erfaringer

For nogles vedkommende ser det dog ud til at fordommen skyldes en overreaktion på en dårlig erfaring. En ung tysk kvinde tog med sin mand til Afrika for at arbejde ved et projekt. Dér kom hun ud for problemer. Hun følte at nogle af afrikanerne nærede fordom imod hende både som kvinde og som europæer. Nogles indstilling og synspunkter stødte også hendes europæiskprægede følelser. Ved at ruge over problemer som nogle få var skyld i, kom hun til at nære uvilje mod alle sorte mennesker!

En tilsvarende erfaring blev gjort af en vestindisk studerende som boede i De forenede Stater for omkring 20 år siden. Selv om han var høflig og pæn i tøjet, blev han afvist på en restaurant med begrundelsen: „Vi serverer ikke for din slags her.“ Da han ikke tidligere havde været ude for racediskrimination og ikke var klar over de racespændinger der eksisterede på det tidspunkt, forsøgte han at forlange at man serverede for ham — med det resultat at han blev anholdt på stedet! Selv om borgmesteren gav ordre til at han skulle løslades og gav politiet en næse, gjorde denne hændelse ham bitter. Nu, mange år senere, nærer han stadig et vist fjendskab mod hvide mennesker.

I andre tilfælde, siger bogen The Nature of Prejudice, synes dét at underkue andre at tilfredsstille en umættelig trang til at opnå en højere status. Det er at ’tænke højere om sig selv end man bør tænke’. (Romerne 12:3) Det kan også være at der udvikles myter om racemæssig overlegenhed, så undertrykkelsen af en vis gruppe virker mere „rigtig“. Under den berygtede slavehandel i De forenede Stater var det således populært at kalde de sorte ’mentalt underlegne’ eller ’andenrangsmennesker’. Disse opfattelser var så almindelige at selv den amerikanske præsident Thomas Jefferson, som var en uforbeholden kritiker af slaveriet,a engang gav udtryk for en „mistanke“ om at „de sorte . . . [var] de hvide underlegne hvad angår både åndsevner og fysisk udrustning“. Skønt videnskaben har bevist at sådanne forestillinger er uholdbare, er racismen svær at udrydde.

Hvorfor? Den mest grundlæggende årsag påpeges klart i Bibelen, men overses af forskerne: „Synden kom ind i verden gennem ét menneske, og døden gennem synden, og døden . . . trængte [således] igennem til alle mennesker fordi de alle havde syndet.“ (Romerne 5:12) Ja, den nedarvede synd har skabt skævheder i den måde mennesker tænker på og opfatter ting på. I stedet for at glæde sig over forskelle og finde dem spændende og interessante, reagerer mange med frygt og usikkerhed. Og selv fra et lille barns ufuldkomne hjerte kan der komme et skræmmende opbud af „onde overvejelser“ der ender som ødelæggende, nedbrydende fordomme. (Mattæus 15:19) Er der da nogen mulighed for at fordom kan overvindes?

[Fodnote]

[Tekstcitat på side 6]

Ved at ruge over problemer som nogle få var skyld i, kom hun til at nære uvilje mod alle af en anden hudfarve!

[Illustration på side 5]

Fordom kan skabe mistænksomhed

Fordom kan overvindes!

IFØLGE sociologen Frederick Samuels „bliver [fordomme] en grundlæggende del af et menneskes personlighedsmønster . . . De er forbundet med dets selvfølelse, dets jeg-forestilling . . . Det ville være lige så vanskeligt at give afkald på visse holdninger og forestillinger om bestemte grupper som det ville være at give afkald på en arm eller et ben.“

Mange forestiller sig dog at hvis man blot kunne få racerne til at arbejde sammen og lære hinanden at kende, ville fordom på en eller anden måde forsvinde. Desværre virker dette noget bedre i teori end i praksis. Ophævelse af raceadskillelse har i nogle tilfælde virket som en boomerang og forstærket fjendtlighederne. Læg på den anden side mærke til hvad der er sket i en skole i den sydlige del af De forenede Stater. Her har man ophævet raceadskillelse. Sorte og hvide elever arbejder sammen i relativ fred. Er der dermed gjort ende på al fordom? Forfatterne af Desegregated Schools: Appraisals of an American Experiment (Integrerede skoler: Vurdering af et amerikansk eksperiment) påpeger at eleverne stadig vælger at sidde ved siden af og næsten udelukkende komme sammen med nogle der tilhører deres egen race. „Uformel raceadskillelse,“ kalder forskerne det.

Racemæssig harmoni er derfor ofte lidt mere end fredelig sameksistens. Hvis de forskellige racer nogen sinde skal lære at elske og forstå hinanden, må der gøres mere end blot at bringe dem i kontakt med hinanden. Men hvilket? De forenede Nationer gjorde et svagt forsøg ved at være sponsor for den anden verdenskonference om bekæmpelse af racisme og raceforskelsbehandling. (1.-13. august 1983) Men som forventet kom der kun flere teorier og mere højtravende retorik ud af den.

En ny holdning til raceforskelle

Folk opgiver ikke dybt rodfæstede holdninger og fordomme medmindre de har et stærkt motiv til at gøre det. Mange tusinder har fået dette motiv ved at studere Bibelen. Den kan, som ingen anden bog i verden, nå ind til hjertet og bevæge mennesker til handling. „For Guds ord er levende og virkende.“ (Hebræerne 4:12) Lad os for eksempel antage at du nærede stærkt fjendskab mod en vis race eller nationalitet. Hvis du begyndte at studere Bibelen, ville du snart blive klar over at den lærer at ’Gud ikke tager efter et menneskes ydre’, „men i hver nation er den der frygter ham og øver retfærdighed velkommen for ham“. — Galaterne 2:6; Apostelgerninger 10:34, 35.

Hvis man anerkender at Gud „ud af ét menneske [har] dannet hver nation af mennesker“, må man nødvendigvis ændre sit syn på folk af andre racer. (Apostelgerninger 17:26) Hvordan kan man betragte folk med en anden hudfarve, hårstruktur samt øjen- og næseform som ringere hvis man har opdyrket venskab med Gud, der ud af ét menneske dannede hver nation af mennesker?

Det er sandt at de forskellige racer synes at have fremtrædende personlighedstræk — gode og dårlige. Bibelen advarer imidlertid: ’Hold disse ting uden forhåndsdom [„fordom“, Today’s English Version], idet du intet gør som følge af en ensidig holdning.’ (1 Timoteus 5:21) En kristen lader således enhver „prøve sin egen gerning“ fremfor at bedømme et menneskes værd efter hans hudfarve eller race. — Galaterne 6:4.

Apostelen Paulus skrev for eksempel at indbyggerne på Kreta havde ry for at være „løgnere, skadelige vilddyr, lediggængere og frådsere“. (Titus 1:12) Det betød imidlertid ikke at disse træk på en eller anden måde var arvelige eller at de fandtes hos alle kretere. For Paulus instruerede Titus om dér på Kreta at lede efter mænd der havde hævet sig over dette og udnævne dem til ansvarsopgaver i menigheden. — Titus 1:5.

Det skal indrømmes at det somme tider er fristende at drage den slutning at visse personlighedstræk ligger til visse befolkningsgrupper. I en bestemt gruppe er der måske mange ledige og arbejdsløse. ’De er bare dovne,’ er den slutning nogle hastigt drager. Men en kristen har medfølelse med andre mennesker. Han forstår at mange er „medtagne og omtumlede“ på grund af den onde og ligeglade verden de lever i. (Mattæus 9:36) Ja, i mange lande bliver folk på grund af racefordomme og de økonomiske forhold udelukket fra passende stillinger. Det der ofte ser ud som dovenskab viser sig altså at være håbløshed og fortvivlelse. Sådanne mennesker har brug for åndelig hjælp og forståelse — ikke hård kritik.

Dette minder os om apostelen Paulus’ vejledning om at man ’i ydmyghed bør agte andre højere end sig selv’. (Filipperne 2:3) At acceptere denne vejledning kræver måske at man ændrer sin tankegang radikalt. Som i det første århundrede føler mange sig hævet over andre fordi de har en verdslig uddannelse eller befinder sig på et højt socialt stade. Dog mindede Paulus de kristne i det første århundrede om at „Gud har valgt det tåbelige i verden . . . og det der ses ned på“. (1 Korinter 1:26-28) Disse mennesker havde en ydmyghed og oprigtighed der gav dem en særlig værdi i Guds øjne. Kan man være fordomsfuld hvis man har dette gudfrygtige syn på andre?

Når man selv er offer for fordom

Men måske hører du til dem der længe har været et offer for fordom og som har indset at kun få synes villige til at gøre noget for at overvinde deres fordomme. Bibelen kan hjælpe dig til at forstå at det er nytteløst at forvente retfærdighed i den nuværende, socialt skæve ordning. „Kroget kan ej blive lige, og halvt kan ej blive helt,“ sagde Salomon. (Prædikeren 1:15) Gud har derfor lovet at han til sin tid vil fjerne alle uretfærdigheder, og at vide dette kan være en virkelig kilde til trøst for dig. — Salme 37:1-11; 72:12-14.

Men i øjeblikket bliver du måske nødt til at finde ud af hvordan du kan affinde dig med fordom. Nogle reagerer på intolerance ved selv at blive fordomsfulde idet de drager den slutning at alle folk af en anden race nærer fordomme. De bliver overdrevent følsomme idet de føler sig krænket over selv de mest uskyldige bemærkninger. Bibelen advarer imidlertid i Prædikeren 7:9: „Vær ikke hastig i dit sind til at græmmes.“ Lær at lade tvivlen komme de andre til gode, og du vil spare dig selv for megen ærgrelse.

Husk også at Jesus ofte blev afvist af sine jødiske landsmænd. Alligevel tilskyndede han sine disciple til at henvende sig til folk på en positiv måde. „Hvor I går ind i et hus,“ sagde Kristus, „skal I først sige: ’Måtte dette hus have fred.’“ (Lukas 10:5, 6) Det er bestemt bedre at henvende sig til folk med den forventning og det ønske at de må have fred end at ruste sig følelsesmæssigt til en konflikt.

Men hvad så hvis du er offer for uretfærdighed, som det nigerianske ægtepar hvis kommende husvært i England ikke holdt sit løfte om at lade dem leje en lejlighed? (Folk havde klaget over at de ikke ønskede sorte naboer.) Hvilken krænkelse af et menneskes værdighed! Bibelen advarer os ikke desto mindre mod at ’ægge hinanden til kappestrid’. (Galaterne 5:26; fodnoten i 1984-studieudgaven af New World Translation) Det tjener almindeligvis kun til at rodfæste fordommene og hadet endnu dybere. Og hvis man reagerer med vrede bliver situationen som regel blot værre.

Jesus gav dette råd: „Modstå ikke den der er ond; men uanset hvem der giver dig en lussing på din højre kind [krænker dig], så vend også den anden til.“ Paulus tilføjer: „Gengæld ikke nogen ondt med ondt . . . Om muligt, så vidt det står til jer, hold fred med alle mennesker . . . Lad dig ikke overvinde af det onde, men overvind til stadighed det onde med det gode.“ (Mattæus 5:39-44; Romerne 12:17-21) At vise venlighed når man møder had kræver moralsk styrke. Men ved at nægte at lade intolerance fylde en med vrede og bitterhed, hæver man sig op over den.

Søg andres fordel

En nygift kvinde fra Jamaica lærte endnu en ting i forbindelse med at overvinde fordom. Da hendes afrikanske ægtemands familie mere eller mindre lukkede hende ude, begyndte hun at se tingene fra deres synsvinkel. Hun fortæller: „Jeg indså at fordommens finger også kunne rettes mod mig. Jeg ville ikke gå i deres tøj, jeg kunne ikke lide deres mad, og jeg gjorde ikke noget for at lære deres sprog. Så besluttede jeg at prøve at lære nogle udtryk på deres sprog. Hver gang jeg sagde noget på deres sprog, udbrød de begejstret: ’Åh, nu er du ved at blive en af os!’“

Ja, man taber intet men vinder en masse ved at respektere de gode sider ved andre menneskers kultur. Hvis du for eksempel kommer fra et land hvor folk af natur er livlige, vil det være klogt at gøre nogle forandringer hvis du flytter til et land hvor folk er mere reserverede. Meget passende siger Bibelen: „Lad hver enkelt fortsat søge medmenneskets og ikke sin egen fordel.“ (1 Korinter 10:23, 24, 31-33) Husk at det ofte er selviskhed og intolerance der er fordommens rødder.

Fordom overvundet!

Bibelen er fyldt med praktisk vejledning der kan hjælpe enkeltpersoner til både at overvinde og affinde sig med fordom. Det er ikke altid let at gøre dette, heller ikke for gudfrygtige kristne. Læg mærke til hvad der skete for nogen tid siden under en pause ved et af Jehovas Vidners stævner. En kvinde der bar på en bakke med mad stødte ind i en stol, hvorved et bæger med saft væltede ud over en anden kvindes ben. Det hele syntes måske ubetydeligt hvis det ikke havde været for dette: Den ene kvinde var sort, den anden hvid.

Den korte men vrede ordveksling der fulgte, åbenbarede et indestængt racefjendskab. Under normale omstændigheder ville en undskyldning måske slet ikke være kommet på tale. En der stod ved siden af, mindede disse to kvinder om at de var kristne. De vidste at racefordom var forkert og at de ikke kunne forblive i Guds gunst hvis de ikke sluttede fred med hinanden. (1 Johannes 4:20) Det var rørende at se de to kvinder omfavne hinanden og med tårer i øjnene give hinanden en undskyldning. Og hvad der var vigtigere: De lod sagen ligge og snakkede sammen som gamle veninder.

Jehovas vidner har således taget store skridt til at fjerne fordomme. Undersøg det selv. Der er bogstavelig talt millioner af dem der er et levende vidnesbyrd om at Guds ord i sandhed har magt — magt til endog at overvinde fordom.

[Tekstcitat på side 8]

Hvordan kan man betragte folk af en anden race som ringere når Gud „ud af ét menneske [har] dannet hver nation af mennesker“?

[Tekstcitat på side 10]

At vise venlighed når man møder had kræver moralsk styrke

[Tekstcitat på side 10]

Ved at nægte at lade intolerance fylde en med vrede og bitterhed, hæver man sig op over den

[Illustration på side 9]

Når man studerer Bibelen tvinges man til at ændre sit syn på folk af andre racer