Side 2

En af de største tragedier man kan komme ud for er at miste en man holder af. Værst er det måske at miste en ægtefælle — eller et barn? Hvad kan man gøre for at trøste dem der er ramt af sorg? Og hvad kan man gøre hvis man selv bliver ramt?

Når man mister en man holder af 3

Hvis et barn dør 6

Hvad andre kan gøre 8

Hvordan kommer man over det? 10

Når man mister en man holder af

Ricky og MaryAnne havde været lykkeligt gift i 18 år og havde et barn. Men i et års tid havde Ricky haft ondt i skulderen. I sommeren 1981 blev det værre og han begyndte langsomt at blive lammet. Ved en operation viste det sig at han havde en kræftsvulst højt oppe på rygraden. Nogle få måneder senere, den 2. februar 1982, døde Ricky i en alder af 48 år. „Det var svært at acceptere,“ siger MaryAnne. „I lang tid havde jeg en fornemmelse af at han kunne træde ind ad døren hvornår det skulle være.“

HAR du, eller nogen du kender, oplevet noget lignende? Når en i den nærmeste familie dør, kan det fremkalde følelser og holdninger som er helt nye for en. Måske spekulerer man over om man nogen sinde bliver sig selv igen. Eller man kan som MaryAnne have svært ved at acceptere dødsfaldet — selv efter længere tid.

Men det er muligt at komme over det. Man vil ikke glemme det, men man vil få det på afstand. ’Hvordan?’ spørger du måske. Før vi besvarer det spørgsmål vil vi imidlertid komme lidt ind på hvilke følelser der opstår når man mister en man holder af. Vågn op! har i den senere tid talt med flere der har mistet en nær slægtning, og deres ord citeres i denne artikelserie. Hvis man står i samme situation kan det virke beroligende at erfare at andre har haft det ligesom man måske selv har det nu; og det kan være en stor hjælp at vide hvordan de har bearbejdet deres følelser.

MaryAnne husker hvordan hun havde det umiddelbart efter Rickys død: „Jeg talte ustandselig om ham. Det var en måde at ’holde ham i live’ på. I det første år befandt jeg mig i en choktilstand. Der er så meget man må gøre for at få orden i tingene, og det bliver man så optaget af at man ikke har tid til at bearbejde sine følelser.

Det endte med at jeg blev indlagt på hospitalet med for højt blodtryk. Da jeg lå der og var borte fra presset i hjemmet og alt det andet, kunne jeg endelig se i øjnene hvad det var der var sket. Jeg begyndte at tænke: ’Hvordan kommer jeg videre?’“

En usædvanlig reaktion? Nej, egentlig ikke. Meddelelsen om at en ven eller en slægtning er død udløser som regel et psykisk chok. Andre der har stået i denne situation siger: „Man hører hvad der bliver sagt til en, men det trænger ikke ind. Sindet registrerer kun en del af virkeligheden.“

Et psykisk chok kan virke næsten som et bedøvelsesmiddel. Hvordan det? Bogen Death and Grief in the Family (Død og sorg i familien) forklarer: „[Chokket] er en slags beskyttelse der får forståelsen af hvad der er sket, til at melde sig gradvis.“ Det kan skåne en for den fulde følelsesmæssige effekt af det tab man har lidt. Som Stella, en enke fra New York, siger: „Man er lammet. Man føler ikke noget som helst.“

„Der må være tale om en fejltagelse!“

Det er ikke ualmindeligt at man samtidig med denne første ’følelsesløshed’ gennemgår forskellige stadier af benægtelse af det skete. „Der må være tale om en fejltagelse!“ er ofte de efterladtes umiddelbare reaktion. Nogle har svært ved at acceptere dødsfaldet, navnlig hvis de ikke var hos deres slægtning da det skete. Stella husker: „Jeg var ikke hos min mand da han døde; det skete på hospitalet. Derfor havde jeg svært ved at tro at han var død. Han var gået ud at købe ind den dag, og jeg følte det som om han ville komme tilbage.“

Selv om man ved at vedkommende er død vil det måske ikke rigtig trænge igennem til ens hukommelse og vaner. Lynn Caine forklarer for eksempel i bogen Widow (Enke): „Når der skete noget sjovt sagde jeg til mig selv: ’Ih, hvor jeg glæder mig til at fortælle Martin om dette i aften! Han tror det aldrig.’ Mens jeg var på arbejde skete det flere gange at jeg rakte ud efter telefonen for at ringe til ham og snakke lidt. Men virkeligheden nåede altid at lægge sig imellem før jeg drejede nummeret.“

Andre har gjort lignende ting, for eksempel hver gang sat for mange tallerkener på bordet til middag eller rakt ud efter den afdødes yndlingsspise i supermarkedet. Nogle har endda livagtige drømme om den afdøde eller tror at se ham eller hende på gaden. Det er ikke usædvanligt at de efterladte frygter at de er ved at gå fra forstanden. Men dette er ganske normale reaktioner på en så drastisk forandring i tilværelsen.

Til sidst bryder smerten dog igennem og bringer måske andre følelser med sig som man ikke var forberedt på.

„Han har svigtet os!“

„Mine børn blev kede af det og sagde: ’Han har svigtet os!’“ fortæller Corrine, hvis mand døde for godt to år siden. „Jeg sagde til dem: ’Han har ikke svigtet jer. Han havde ikke nogen indflydelse på det der skete med ham.’ Men bagefter tænkte jeg ved mig selv: ’Her står jeg og siger det, og jeg føler selv nøjagtig som dem!’“ Ja, så overraskende det end kan forekomme, ledsages sorg ofte af vrede.

Man bliver måske vred på læger og sygeplejersker, og synes at de burde have gjort mere for at passe og pleje den nu afdøde. Eller man bliver vred på venner og slægtninge der tilsyneladende altid siger og gør det forkerte. Nogle bliver vrede på den afdøde fordi de mener at han eller hun ikke passede godt nok på sit helbred. Stella fortæller: „Jeg kan huske at jeg var vred på min mand fordi jeg vidste at det kunne have været anderledes. Han havde ganske vist været meget syg, men han havde ignoreret lægernes advarsler.“

Det sker også at man bliver vred på den afdøde på grund af de byrder som hans eller hendes død pålægger de efterladte. Corrine forklarer: „Jeg er ikke vant til at bære ansvaret for huset og familien. Man kan ikke sende bud efter andre hver gang en lille ting skal ordnes, og det gør mig somme tider vred.“

I vredens kølvand følger der ofte skyldfølelse.

„Han ville ikke være død hvis jeg bare havde . . .“

Vreden fremkalder skyldfølelse hos nogle — de bebrejder sig selv at de er vrede. Andre mener at det er deres skyld at dødsfaldet skete. „Han ville ikke være død,“ siger de med overbevisning til sig selv, „hvis jeg bare havde fået ham til at gå til læge noget før“ eller „til at søge en anden læge“ eller „til at passe bedre på sit helbred“.

Andre, navnlig dem hvis pårørende døde pludseligt og uventet, kan lide under en mere omfattende skyldfølelse. De begynder måske at tænke på de gange hvor de blev vrede på den nu afdøde eller kom op at skændes med vedkommende. Eller de føler måske at de ikke var alt hvad de skulle have været for den afdøde. De pines af tanker som: ’Jeg skulle have gjort — eller undladt at gøre — det eller det.’

Mike, en unge mand i begyndelsen af 20rne, beretter: „Jeg havde aldrig haft et godt forhold til min fader. Det var endda først i de senere år at jeg begyndte at snakke med ham. Nu [siden hans fader døde] er der så meget som jeg føler jeg burde have gjort eller sagt.“ At det nu er for sent at rette op på situationen kan naturligvis kun forværre frustrationen og skyldfølelsen.

Så vanskeligt det end er at miste en ægtefælle, en fader, en moder, en broder eller en søster i døden, betragter nogle det dog som mest tragisk af alt når et barn dør.

[Ramme på side 5]

Almindelige reaktioner ved sorga

Chok — („Jeg føler ikke noget som helst“)

Benægtelse — („Der må være tale om en fejltagelse!“)

Vrede — („Hvordan kunne han svigte mig på denne måde?“)

Skyldfølelse — („Han ville ikke være død hvis jeg bare havde . . .“)

Bekymring — („Hvordan skal det nu gå mig?“)

Frygt for sindssyge — („Jeg tror jeg er ved at gå fra forstanden“)

[Fodnote]

[Illustration på side 4]

„Død? Umuligt!“

[Illustration på side 5]

I mange tilfælde får de efterladte skyldfølelse: „Hvis jeg bare havde . . .“

Hvis et barn dør

SAMMEN med sine seks børn — fem piger og en dreng — var Geneal taget på ferie hos nogle venner i den nordlige del af staten New York. En dag bestemte pigerne sig for at tage til byen. Sønnen Jimmy og en anden dreng spurgte deres moder om de måtte tage på en travetur. Drengene fik besked om at passe godt på sig selv og komme hjem først på eftermiddagen.

Sidst på eftermiddagen var drengene ikke kommet tilbage. „Jeg blev mere og mere bekymret efterhånden som tiden gik,“ fortæller Geneal. „Jeg forestillede mig at en af dem var kommet til skade og at den anden ikke ville gå fra ham.“ Vi iværksatte en eftersøgning, som fortsatte hele natten. Tidligt næste morgen blev drengene fundet, og vore værste anelser blev bekræftet. Drengene var styrtet ned og var døde. Det er nu ti år siden, men Geneal siger: „Jeg glemmer aldrig da betjenten trådte ind ad døren. Han var helt hvid i hovedet. Jeg vidste hvad han ville sige endnu før han havde fået sagt et ord.“

Og følelserne? De kan slet ikke sammenlignes med de følelser man almindeligvis oplever ved et dødsfald. Geneal forklarer: „Jeg har jo født Jimmy, og han var kun 12 år da han døde. Han havde hele livet for sig. Andre af mine kære er døde. Men det en moder føler når hendes barn dør, er slet ikke det samme.“

Et barns død er blevet beskrevet som „den værst tænkelige ulykke“, „det mest knusende slag“. Hvorfor er det sådan? Bogen Death and Grief in the Family (Død og sorg i familien) forklarer: „Et barns død kommer så uventet. Det virker ’forkert’, unaturligt. . . . Forældre regner med at de skal tage sig af deres børn, beskytte dem og opdrage dem til normale og sunde voksne mennesker. Når et barn dør føles det som om benene er blevet slået væk under en.“

I nogle henseender er det særlig svært for moderen. Som Geneal forklarer er det trods alt noget hun har sat i verden der er dødt. Bibelen erkender at en moder kan føle dyb sorg. (2 Kongebog 4:27) Naturligvis er det også svært for det afdøde barns fader. Også han føler smerte. (Se Første Mosebog 42:36-38 og Anden Samuelsbog 18:33.) Men ofte undlader faderen at give udtryk for sine følelser af frygt for at virke umandig. Det kan også såre ham hvis andre udtrykker større bekymring for hans kones følelser end for hans.

Somme tider kommer forældre til at lide under ganske særlige skyldfølelser. De tænker måske: ’Kunne vi have elsket ham højere?’ ’Sagde vi tit nok til ham at vi elskede ham?’ og ’Vi skulle have givet ham nogle flere knus.’ Geneal siger det på denne måde: „Jeg ville ønske at jeg havde tilbragt mere tid sammen med Jimmy.“

Det er ganske naturligt at forældre føler sig ansvarlige for deres børn. Men hvis et barn dør vil forældrene ofte give sig selv skylden for det, idet de føler at de har forsømt at gøre noget der kunne have forhindret dødsfaldet. Bibelen fortæller for eksempel hvordan patriarken Jakob reagerede da han blev forledt til at tro at hans yngste søn, Josef, var blevet dræbt af et vildt dyr. Jakob havde selv sendt Josef af sted for at finde ud af om det stod godt til med hans brødre. Måske blev han derfor plaget af skyldfølelser som: ’Hvorfor sendte jeg Josef af sted alene? Hvorfor sendte jeg ham hen hvor det vrimler med vilde dyr?’ Jakobs „sønner og alle hans døtre rejste sig for at trøste ham, men han vægrede sig ved at lade sig trøste,“ hedder det i den bibelske beretning. — 1 Mosebog 37:33-35.

Nogle fortæller at de også mistede noget andet da deres barn døde — nemlig deres venner. Ja, familiens venner vil måske holde sig væk. Hvorfor? Geneal siger: „Masser af mennesker undgår en fordi de ikke ved hvad de skal sige.“

Når et spædbarn dør

Juanita vidste hvordan det føltes at miste et barn. Da hun var i begyndelsen af 20rne havde hun aborteret fem gange. Nu var hun gravid igen, så det er forståeligt at hun var bekymret da hun skulle indlægges efter et biluheld. To uger senere gik fødselen i gang — før tiden. Kort efter blev lille Vanessa født — hun vejede knap to pund. „Jeg var så glad,“ husker Juanita. „Endelig var jeg blevet moder!“

Men hendes lykke blev kortvarig. Fire dage senere døde Vanessa. Juanita fortæller: „Det var sådan en tom fornemmelse. Jeg var ikke længere moder. Jeg følte mig ufuldstændig. Det var pinefuldt at komme hjem til det værelse vi havde sat i stand til Vanessa og at se de små undertrøjer jeg havde købt til hende. I de følgende måneder genoplevede jeg den dag hvor Vanessa blev født. Jeg ville ikke have noget at gøre med nogen.“

Var Juanitas reaktion ekstrem? Det er måske svært for andre at forstå, men de der har gennemgået det samme som Juanita forklarer at de sørgede lige så meget over deres spædbarn som de ville have gjort over en der havde levet længere. Lang tid før et barn bliver født, forklarer de, er det elsket af forældrene. Hvis barnet dør er det et menneske der går bort. Og forældrene har mistet håbet om at tage sig af det lille væsen der har bevæget sig i moderens liv.

Efter et sådant tab er det forståeligt at moderen kan føle sig dårligt tilpas i selskab med gravide kvinder eller mødre med børn. Juanita husker: „Jeg kunne ikke holde ud at se en gravid kvinde. Det skete endda at jeg forlod en forretning mens jeg var ved at købe ind, bare fordi jeg fik øje på en der ventede sig.“

Også andre følelser spiller ind — for eksempel frygt (’Får jeg nogen sinde et normalt barn?’), forlegenhed (’Hvad skal jeg sige til vore venner og slægtninge?’) eller vrede. Bonnie, hvis datter døde to og en halv dag efter fødselen, siger: „Somme tider tænkte jeg: ’Hvorfor lige mig? Hvorfor lige mit lille barn?’“ Andre føler sig ydmygede. Juanita forklarer: „Mødrene tog hjem fra hospitalet med deres spædbørn, og det eneste jeg havde var et tøjdyr som min mand havde købt. Jeg følte mig ydmyget.“

Hvis du har mistet en af dine nærmeste kan det måske hjælpe dig at vide at dine følelser er normale, at andre har været ude for det samme som du og har næret de samme følelser.

[Illustration på side 7]

For mange er et barns død „den værst tænkelige ulykke“

Hvad andre kan gøre

„HVIS der er noget jeg kan gøre, må du endelig sige til,“ siger vi måske til en ven eller slægtning der lige har mistet en af sine kære. Vi mener det skam også. Vi ville gøre hvad som helst for at hjælpe.

Men sker det nogen sinde at en af de efterladte ringer til os og siger: „Jeg har tænkt på noget du kan gøre for at hjælpe mig“? Nej, som regel ikke. Det er os der skal tage initiativet hvis vi skal være til hjælp og trøst for en der sørger over tabet af en af sine kære.

Et bibelsk ordsprog lyder: „Som guldæbler i ornamenter af sølv er et ord som er talt i rette tid.“ (Ordsprogene 25:11; 15:23) Det kræver visdom at vide hvad man skal sige og hvad man ikke skal sige, hvad man skal gøre og hvad man ikke skal gøre. Her følger nogle få nyttige forslag der er baseret på hvad nogle som har mistet en af deres nærmeste har udtalt til Vågn op!

Hvad man bør gøre . . .

Lyt: Det der vil hjælpe den sørgende mest er at vi deler hans følelser ved at lytte. Spørg derfor: „Har du lyst til at tale om det?“ Lad det være op til ham selv. En mand ved navn Talmadge husker da hans fader døde: „Det var en stor hjælp for mig når andre spurgte hvad der var sket og lyttede opmærksomt til svaret.“ Lyt derfor tålmodigt og deltagende. „Græd med dem der græder,“ anbefaler Bibelen. — Romerne 12:15; Jakob 1:19.

Trøst: Forvis den sørgende om at han har gjort alt hvad der stod i hans magt (eller om noget andet positivt som du ved er sandt). Sig til ham at hans følelser slet ikke er unormale. Fortæl ham om nogle du kender som har forvundet et lignende tab. — Ordsprogene 16:24; 1 Thessaloniker 5:11, 14.

Vær til rådighed: Stil dig til rådighed, ikke blot i de første par dage mens mange venner og slægtninge er til stede, men i månederne derefter når andre er vendt tilbage til deres daglige dont. „Vore venner sikrede sig at vi havde noget at gøre om aftenen så vi ikke behøvede at tilbringe alt for megen tid alene derhjemme,“ fortæller Teresea, hvis barn døde ved en bilulykke. „Det hjalp os til at overvinde den følelse af tomhed vi led under.“ — Se Apostelgerninger 28:15.

Tag initiativet: „Mange gik bare i gang med at gøre noget for mig,“ husker Cindy. „De nøjedes ikke med at spørge: ’Hvad kan jeg gøre?’“ Ja, tag selv initiativet. I stedet for at sige: „Kom når som helst du har lyst,“ så fastsæt en dato og et tidspunkt. Måske siger den sørgende nej i første omgang, men giv ikke op for let. Vær som den gæstfri kvinde Lydia, der er omtalt i Bibelen. Efter at have været inviteret hjem til hende sagde Lukas: „Hun ligefrem pressede os.“ — Apostelgerninger 16:15.

Forvent negative følelser: Bliv ikke overrasket over det den sørgende kan finde på at sige i begyndelsen. Husk at han måske er vred eller lider under skyldfølelse. Hvis et følelsesladet udbrud rettes mod dig, vil det kræve indsigt og medfølelse ikke at lade sig mærke med noget. — Kolossenserne 3:12, 13.

Skriv et brev: Værdien af et kondolencebrev overses ofte. Hvilke fordele er der da ved det? Cindy svarer: „En af mine venner skrev et dejligt brev til mig. Det var en stor hjælp for mig fordi jeg kunne læse det igen og igen.“ Et sådant brev behøver ikke at være langt, men ordene i det bør komme fra hjertet.

Bed med den sørgende: Undervurdér ikke værdien af bønner for og sammen med den sørgende. Bibelen siger: „En retfærdigs bøn har megen kraft.“ (Jakob 5:16) Når han hører dig bede for ham kan det måske hjælpe ham til at overvinde negative følelser som for eksempel skyldfølelse. — Se Jakob 5:13-15.

Hvad man IKKE bør gøre . . .

Pres ham ikke til at lade være med at sørge: „Så, så, græd nu ikke,“ har vi måske lyst til at sige. Men måske er det bedre at lade tårerne få frit løb. „Jeg tror det er vigtigt at lade den sørgende vise sine følelser og give dem luft,“ siger Katherine med sin mands død i tanke. — Romerne 12:15.

Sig ikke: ’Du kan da få et andet barn’: „Jeg blev vred når folk sagde til mig at jeg kunne få et andet barn,“ siger Teresea. De mener det måske godt, men for forældrene kan ord der antyder at det døde barn kan erstattes, føles som „sværdhug“. (Ordsprogene 12:18) Ét barn kan ikke fuldt ud erstatte et andet.

Undgå ikke nødvendigvis at nævne den afdøde: „Mange ville end ikke nævne min søn Jimmys navn eller tale om ham,“ husker Geneal. „Jeg må indrømme at det sårede mig lidt.“ Føl derfor ikke at du er nødt til at skifte emne. Spørg den efterladte om han har lyst til at tale om den afdøde. Nogle kan godt lide at høre venner fortælle om hvilke særlige egenskaber hos den afdøde der fik dem til at holde af vedkommende.

Vær ikke for hurtig til at sige: ’Det var det bedste’: Det virker ikke altid som en trøst at prøve at finde noget positivt ved dødsfaldet. Cindy beretter: „Andre sagde: ’Nu lider hun ikke mere’ eller: ’Nu har hun fået fred.’ Men det var slet ikke dét jeg havde lyst til at høre.“

Måske er det bedst at lade være med at sige: ’Jeg forstår hvordan du har det’: Gør du virkelig det? Kan du for eksempel på nogen mulig måde vide hvad en fader eller moder føler når et barn dør, hvis du aldrig selv har stået i den situation? Og hvis du har været ude for noget lignende, bør du huske at andre måske ikke nærer de samme følelser som du gjorde. — Se Klagesangene 1:12.

Det vil kræve medfølelse, dømmekraft og stor kærlighed af dig at hjælpe en der har mistet en af sine kære. Vent ikke på at han eller hun skal komme til dig. Lad det ikke blive ved ordene: „Hvis der er noget jeg kan gøre . . .“ Tag selv initiativet og hjælp til hvor det er nødvendigt.

Et spørgsmål er endnu ubesvaret: Hvordan kan de efterladte bearbejde deres følelser og komme over det tab de har lidt?

Hvordan kommer man over det?

„JEG følte mig stærkt presset til at beherske mine følelser,“ siger Mike idet han tænker på sin faders død. Men af dette høstede Mike nogle erfaringer som kom ham til gavn da hans ven mistede sin bedstefader. Mike fortæller: „For et par år siden ville jeg have klappet ham på skulderen og sagt: ’Tag det som en mand.’ Nu lagde jeg blot hånden på hans arm og sagde: ’Undertryk ikke dine følelser. Det vil hjælpe dig til at komme over det. Hvis du gerne vil have at jeg går, så går jeg. Hvis du gerne vil have at jeg bliver, så gør jeg dét. Men vær ikke bange for at vise dine følelser.’“

MaryAnne følte sig også presset til at beherske sine følelser da hendes mand døde. „Jeg havde så travlt med at være et godt eksempel for andre,“ forklarer hun, „at jeg ikke ville tillade mig selv at nære de normale følelser. Jeg prøvede at gøre hvad jeg mente andre ventede af mig. Men det gik til sidst op for mig at jeg ikke havde nogen gavn af at forsøge at være en klippe af styrke for andre. Jeg begyndte at analysere min situation og sige: ’Tag dig nu sammen. Du har svælget i selvmedlidenhed længe nok. Græd hvis du har lyst til det. Forsøg ikke at være for stærk. Giv dine følelser frit løb.’“

Både Mike og MaryAnne giver altså dette råd: Giv dig selv lov til at sørge! Eksperter i mentalhygiejne er enige med dem. Som det hedder i bogen Death and Grief in the Family (Død og sorg i familien): „Det der har størst betydning i forbindelse med sorg er at man sørger og kommer igennem helbredelsesprocessen.“ Hvorfor er det sådan?

„Det er en befrielse,“ har en psykolog sagt til Vågn op! „At give sine følelser luft kan lindre det pres der hviler på en.“ En anden læge tilføjer: „Hvis de naturlige udtryk for følelser er forbundet med forståelse og nøjagtige oplysninger, giver de den pågældende mulighed for at se sine følelser i det rette perspektiv.“

Naturligvis giver ikke alle udtryk for sorg på samme måde. Og sådanne faktorer som hvorvidt dødsfaldet indtraf pludseligt eller efter lang tids sygdom, har indflydelse på de efterladtes følelsesmæssige reaktion. Én ting står dog fast: at undertrykke sine følelser kan være både fysisk og mentalt skadeligt. Vær derfor ikke bange for at give luft for din sorg. Men hvordan gør man det?

Hvordan giver man luft for sin sorg?

Det kan være en lettelse at tale om det. Som Shakespeare skrev i Macbeth: „Giv sorgen ord; den sorg der ikke taler, hvisker til det overfyldte hjerte og byder det at briste.“ Ja, at fortælle om sine følelser til en ven der vil lytte tålmodigt og deltagende, kan lindre sorgen. (Ordsprogene 17:17) Og hvis vennen også selv engang har mistet en han holdt af og er kommet over det, kan han måske endda give dig nogle praktiske forslag til hvordan du bedst kan klare din situation.

At give udtryk for sine følelser kan også være med til at fjerne eventuelle misforståelser. Teresea forklarer: „Vi hørte om ægtepar der var blevet skilt efter at have mistet et barn, og vi ønskede ikke at det skulle ske for os. Så hver gang vi var vrede og havde lyst til at give hinanden skylden for det der var sket, talte vi ud om det. Jeg synes at vi på den måde fik et meget nærmere forhold til hinanden.“ Hvis man taler ud om sine følelser vil det hjælpe en til at forstå at sorgen måske ytrer sig på en anden måde hos modparten.

Cindy syntes at det hjalp hende til at komme over sin moders død at fortælle en god veninde om sine følelser. Hun siger: „Min veninde var der altid. Hun græd sammen med mig. Hun talte med mig. Jeg kunne fortælle helt åbent om mine følelser, og det betød meget for mig. Jeg behøvede ikke at være flov over at græde.“

Cindy berører her noget andet der kan lindre sorgen — gråd. I mange tilfælde flyder tårerne helt automatisk. Men i nogle kulturer undertrykkes denne værdifulde måde at få afløb for sine følelser på. Hvorfor? Bogen The Sorrow and the Fury (Sorgen og vreden) forklarer: „Enhver der udgyder tårer når han føler sig såret, vred eller ensom, betragtes af samfundet som mindreværdig. Det er stoikerne der får medaljerne, hvor forpinte de end er under overfladen.“

Navnlig mænd føler sig ofte tvunget til at holde tårerne tilbage. De har fået at vide at en „rigtig“ mand ikke græder. Men er det en sund holdning? Bogen Recovering From the Loss of a Child (Hvordan man kommer over sit barns død) svarer: „Den ærlige, umiddelbare følelse ved at rense sjælen med sorgens tårer kan sammenlignes med det at åbne et sår for at fjerne en infektion. Mænd såvel som kvinder har ret til at give udtryk for sorg.“

Heri er Bibelen enig. Vi læser for eksempel at „Abraham gik ind for at holde klage over Sara [hans kone] og for at græde over hende“, og at David „holdt klage og græd“ da kong Saul og Jonatan var døde. (1 Mosebog 23:2; 2 Samuel 1:11, 12) Græd Jesus Kristus? Der kan ikke herske tvivl om at han var en „rigtig“ mand. Men da hans nære ven Lazarus døde, „stønnede han i ånden og oprørtes“, og kort efter „gav [han] tårerne frit løb“. (Johannes 11:33, 35) I betragtning af dette, kan vi da sige at det er ’umandigt’ at græde?

Bekæmp skyldfølelse

Som nævnt i den foregående artikel kommer nogle til at lide af skyldfølelse efter at have mistet en de holdt af. At forstå at disse følelser er normale kan i sig selv være en hjælp. Også på dette område gælder det at man ikke bør holde sådanne følelser for sig selv. Det kan være nødvendigt at få luft for dem ved at fortælle andre hvor skyldbetynget man føler sig.

Måske føler du at en eller anden forsømmelse fra din side har bidraget til at din pårørende er død. Hvis det er tilfældet må du huske at vi ikke kan bestemme over andres liv uanset hvor højt vi elsker dem. Vi kan ikke skærme dem vi holder af mod „tiden og tilfældet“. (Prædikeren 9:11) Desuden havde du jo ganske givet ikke noget ondt i sinde. Når du for eksempel ikke fik din slægtning til at søge læge noget før, var det da i den hensigt at han eller hun skulle blive syg og dø? Naturligvis ikke! Er det da virkelig din skyld at vedkommende er død?

Teresea lærte at overvinde den skyldfølelse hun led under efter at hendes datter var død ved en bilulykke. Hun fortæller: „Jeg følte mig skyldbetynget over at have sendt hende af sted. Men efterhånden gik det op for mig at den følelse var næsten latterlig. Der var jo ikke noget galt i at sende hende af sted sammen med sin fader for at besørge et ærinde. Det der skete var forfærdeligt, men helt tilfældigt.“

’Men der er så meget jeg ville ønske at jeg havde sagt eller gjort,’ siger du måske. Det er sikkert sandt nok, men hvem af os kan hævde at vi har været den fuldkomne fader, moder, søn eller datter? Bibelen minder os om dette: „Vi fejler alle mange gange. Hvis nogen ikke fejler i ord, så er han en fuldkommen mand.“ (Jakob 3:2; Romerne 5:12) Du må se i øjnene at du ikke er fuldkommen. At gå rundt og tænke „hvis bare . . .“ ændrer ingenting — men kan betyde at du er længere tid om at komme over dødsfaldet.

Hvis du mener at du har grund til at føle dig skyldbetynget, og det ikke blot er noget du forestiller dig, så tænk over den faktor der har størst betydning med hensyn til at dæmpe skyldfølelse — Guds tilgivelse. Bibelen giver os denne forsikring: „Hvis du vogtede på misgerninger, Jah, Jehova, hvem kunne da bestå? For hos dig er tilgivelsen, for at du må blive frygtet.“ (Salme 130:3, 4) Vi kan ikke gøre fortidens synder gode igen. Men vi kan bede Gud om tilgivelse for de fejl vi førhen har begået. Hvordan kan det hjælpe os? Jo, hvis Gud har lovet at ’viske tavlen ren’, bør vi da ikke gøre det samme? — Ordsprogene 28:13; 1 Johannes 1:9.

Overvind vrede

Det kan også være at du er lidt vred — måske på læger, sygeplejersker, venner eller endda på den afdøde. Husk at også dette er en ganske normal reaktion efter et dødsfald. Hvorfor er det sådan? En psykolog forklarer: „Smerte og vrede går hånd i hånd. Man er for eksempel tilbøjelig til at blive vred hvis nogen sårer ens følelser. Vrede er en beskyttende, defensiv følelse.“

Spørg derfor dig selv: ’Hvorfor er jeg vred?’ Hvis du ikke kan give et tilfredsstillende svar, er din vrede måske en naturlig følge af den smerte du føler. At erkende dette kan være en hjælp. Som det hedder i bogen The Sorrow and the Fury (Sorgen og vreden): „Kun ved at blive opmærksom på vreden — ikke give efter for den, men erkende at man er vred — kan man frigøre sig fra dens nedbrydende virkning.“

Det kan godt være en hjælp at give udtryk for vreden. Men hvordan? Bestemt ikke gennem ukontrollerede vredesudbrud. Bibelen advarer om at det kan være farligt at være vred i længere tid. (Ordsprogene 14:29, 30) Nogle har prøvet at udtrykke deres vrede skriftligt. En enke fortæller at hun skrev ned hvad hun følte og læste det nogle dage senere. Hun fandt at det var en hjælp at få luft for vreden på denne måde. Andre synes at det dæmper vreden at motionere energisk. Måske kan man også finde trøst ved at tale med en forstående ven om det.

Skønt det er vigtigt at være åben og ærlig med hensyn til sine følelser, vil et advarende ord være på sin plads. Bogen The Ultimate Loss (Det største tab) forklarer: „Man må skelne mellem det at give udtryk [for vrede eller skuffelse] over for andre, og det at overføre sine følelser på dem. . . . Vi må lade hinanden vide at selv om vi taler frit ud om vore følelser, betyder det ikke at vi giver hinanden skylden for dem.“ Pas derfor på ikke at lyde truende når du fortæller andre om dine følelser. — Ordsprogene 18:21.

Ud over disse forslag er der noget andet der kan være med til at lindre sorgen. Hvad er det?a

Hjælp fra Gud

I Bibelen finder vi denne forsikring: „Nær er Jehova hos dem med sønderbrudt hjerte, og han frelser dem der er knust i ånden.“ (Salme 34:18) Ja, et nært forhold til Gud kan bedre end noget andet hjælpe dig til at komme over en af dine kæres død. Hvordan det?

For det første kan det hjælpe dig til at gribe sorgen an på rette måde nu. Mange af de praktiske forslag der er blevet givet i denne artikel har været baseret på Guds ord, Bibelen. At følge sådanne principper kan hjælpe en til at komme videre.

Du bør heller ikke undervurdere bønnens værdi. Bibelen tilskynder: „Kast din byrde på Jehova, og han vil sørge for dig.“ (Salme 55:22) Hvis det som nævnt kan hjælpe at fortælle en deltagende ven om sine følelser, hvor meget mere vil det da ikke hjælpe en at udøse sit hjerte for „al trøsts Gud“? — 2 Korinther 1:3, 4.

Bønnens positive virkninger er ikke udelukkende psykologiske. Den Gud „som hører bøn“ har lovet at give sin hellige ånd til dem af hans tjenere der beder om den i oprigtighed. (Salme 65:2; Lukas 11:13) Denne hellige ånd eller aktive virkekraft kan give dig en „kraft som er ud over det normale“ så du kan klare en dag ad gangen. (2 Korinther 4:7) Og husk: En trofast tjener for Gud kan ikke komme ud for noget problem som Gud ikke kan hjælpe ham eller hende til at udholde. — Se Første Korintherbrev 10:13.

For det andet kan et forhold til Gud hjælpe os til at komme over sorgen fordi det indgyder håb. Tænk over dette: Hvordan ville du være til mode hvis du vidste at det var muligt at blive forenet med dem af dine kære der er døde — inden for den nærmeste fremtid, her på jorden og under retfærdige forhold? I sandhed vidunderlige udsigter! Men er det et realistisk håb? Ja, for Jesus lovede: „Den time kommer i hvilken alle de der er i mindegravene skal høre hans røst og komme ud.“ — Johannes 5:28, 29; Åbenbaringen 20:13; 21:3, 4.

Kan vi virkelig tro på dette løfte? Ja. Eftersom det er Jehova Gud der i begyndelsen har skabt livet, må han da ikke være i stand til at give en der allerede har levet, liv på ny? Og når „Gud, der ikke kan lyve“ har lovet at gøre dette, kan vi da ikke stole på at han vil holde ord? — Titus 1:2; Esajas 55:10, 11.

Det er Mike fuldt og fast overbevist om. Med urokkelig tro på dette opstandelseshåb siger han: „Jeg må tænke på hvad jeg kan gøre for at være Gud til behag nu, så jeg kan tage imod min fader når han kommer tilbage i opstandelsen.“

Jehovas vidner vil med glæde hjælpe dig til at lære mere om dette vidunderlige håb. Det har stor betydning for en om man har et sådant håb. Det fjerner ganske vist ikke smerten og sorgen, men det gør den lettere at bære. Det betyder ikke at du ikke længere vil græde eller at du vil glemme dem af dine kære der er døde. Men du vil komme over det. Og når du har fået det lidt på afstand, vil det du har gennemlevet have givet dig nogle erfaringer som gør at du med større forståelse og deltagelse kan hjælpe andre til at komme over et lignende tab.

[Fodnote]

[Ramme på side 12]

Nogle praktiske forslag

Støt dig til dine venner: Hvis andre tilbyder at hjælpe, så lad dem gøre det. Forstå at de måske derigennem prøver at vise deres medfølelse; måske kan de ikke finde de rigtige ord.

Pas godt på dit helbred: Dit legeme har i lige så høj grad som altid brug for tilstrækkelig hvile, god motion og rigtig ernæring. Hvis du har forsømt dit helbred, vil det måske være en god idé at blive undersøgt hos lægen.

Udskyd større afgørelser: Hvis det er muligt, hvorfor da ikke vente indtil du tænker mere klart med at beslutte om du skal sælge huset eller skifte arbejde? — Ordsprogene 21:5.

Bær over med andre: Forsøg at være tålmodig. Husk at situationen også er vanskelig for dem. De ved måske ikke hvad de skal sige, og kan let komme til at sige det forkerte.

Vær ikke unødigt bekymret: Måske vil du begynde at bekymre dig over hvordan det skal gå dig i fremtiden. Men Bibelen råder os til at tage én dag ad gangen. „I højere grad at leve fra den ene dag til den anden, har virkelig hjulpet mig,“ siger en enke. — Mattæus 6:25-34.