Retssager der berører vor frihed til at vælge lægebehandling

I AMERIKA er der inden for de senere år fældet dom i tre retssager som kan berøre vort liv og vor frihed til at vælge lægebehandling. Sagerne er blevet fulgt med stor interesse af læger, hospitalspersonale, jurister og Jehovas vidner. Alle der kender de nøjagtige kendsgerninger vil forstå hvilken betydning disse retssager har for menneskerettighederne, vor retsbeskyttelse og respekten for Guds love.

Randolph-sagen — død efter blodtransfusion

Det kan være svært at danne sig et klart billede af den første sag, da mange aviser og lægetidsskrifter har givet en fordrejet fremstilling af den. Dette har åbenbart mishaget den dommer der førte forsædet ved retssagen, dommer Bambrick fra staten New Yorks højesteret. Han har derfor skrevet en redegørelse på 53 sider, hvori han kaster lys over sagens enkeltheder.¹

I denne redegørelse nævner dommer Bambrick at „den fjerde regeringsgren, pressen,“ i den grad har fremstillet sagen forkert at han føler sig foranlediget til „at rette visse misforståelser og gentage sagens enkeltheder som de blev fremlagt for juryen“. Pressen har desværre forholdt sig tavs hvad angår denne værdifulde redegørelse som påpeger fejlene i nyhedsmeddelelserne, men vi er glade for her at kunne bringe nogle vigtige oplysninger fra dommer Bambricks redegørelse. Hans præcise fremstilling af sagen kan have betydning for dig, hvad enten du er læge eller jurist eller blot er interesseret i dine rettigheder hvad lægebehandling angår.

Vi vil her opridse de grundlæggende fakta fra dommerens redegørelse og kursivere de punkter man specielt bør lægge mærke til: I juli 1975 blev fru Bessie Randolph (45 år) indlagt på et hospital i New York for ved kejsersnit at føde sit fjerde barn. Det blev i hospitalets papirer noteret at hun som et af Jehovas vidner ikke ønskede at modtage blodtransfusion.a Hendes læge accepterede hendes dybe religiøse overbevisning, eftersom hun var et voksent menneske og ved sin fornufts fulde brug. Efter en veloverstået fødsel stødte der komplikationer til som resulterede i at livmoderen måtte fjernes. Dommer Bambrick udtaler imidlertid: „Både som følge af fru Randolphs tilstand og [lægens] operationsteknik forekom der kraftige blødninger.“

I den følgende times tid mistede hun meget blod. Klokken 12.45 begyndte lægen at give hende en portion blod, og klokken 13.30 fik hun endnu en portion. Bessie Randolphs hjerte holdt imidlertid op med at slå, og klokken 14.00 blev hun erklæret død. Hendes mand (der ikke er et af Jehovas vidner) sagsøgte senere lægerne og hospitalet — med en af lægerne fik han dog en ordning uden rettens mellemkomst — og i februar 1984 afsagde en jury en kendelse der var i hr. Randolphs favør. Nyhedsmediernes kommentarer til dette var ret kritiske. Et juridisk tidsskrift skrev for eksempel: „En jury har tilkendt 1,25 millioner dollars til en mand hvis hustru, der var et Jehovas vidne, døde efter at have nægtet at modtage blodtransfusion.“ Meddelelser som denne giver indtryk af at lægerne havde respekteret et Jehovas vidnes standpunkt, og alligevel var blevet sagsøgt. Som følge af pressens fordrejede fremstilling af sagen har andre læger fået betænkeligheder ved at samarbejde med Jehovas vidner. Nogle få hospitaler er endda begyndt at nægte at modtage patienter som ikke ønsker blodtransfusion. Dette er imidlertid uklogt både i juridisk og i økonomisk forstand, eftersom loven forbyder diskrimination på grund af race, tro eller hudfarve.

Det er derfor forståeligt at dommer Bambrick ønskede at „rette visse misforståelser“. I sin redegørelse betoner han at sagsanlægget ikke skyldtes at en patient var død fordi lægerne havde respekteret hendes velovervejede ønske om ikke at modtage blodtransfusion. Sagsanlægget skyldtes derimod lægernes forsømmelighed. Dommer Bambrick forklarer:

„Det står fast at Bessie Randolph var ved sin fornufts fulde brug og at hun utvetydigt havde gjort klart for de anklagede at hun under ingen omstændigheder ønskede at modtage behandling med blodtransfusion. Som bekendt omfatter den lovbeskyttede selvbestemmelsesret eller ret til legemlig integritet, den juridiske ret til at nægte at modtage en bestemt behandling. . . .

Det bør erindres at denne sag ikke drejer sig om ’retten til at dø’. Bessie Randolph nærede tværtimod et stærkt ønske om at leve. Men da hendes religiøse overbevisning forbød hende at modtage livreddende blodtransfusioner, havde hendes åndelige ’ret til evigt liv’ større betydning for hende. . . . Man kunne endda gøre gældende at det, set fra et Jehovas vidnes synspunkt, for den troende er ensbetydende med ’åndeligt selvmord’ at modtage en blodtransfusion, fordi man derved forspilder det evige liv.“

Lægerne har naturligvis befundet sig i en vanskelig situation da de forstod at deres patient var i fare for at dø. Alligevel skriver dommer Bambrick: „Den nugældende lov lader patientens ret til at afgøre sin egen behandlings forløb, baseret på oplyst samtykke, gå forud for den pligt lægen under normale omstændigheder har til at sørge for den nødvendige behandling. . . . Lægestandens etiske uangribelighed besmittes ikke når et voksent menneske der er ved sin fornufts fulde brug, nægter at modtage en foreslået behandling, selv en livreddende behandling, og lægen respekterer sin patients oplyste valg.“

Hvordan så med myndighedernes interesse for at familien Randolphs børn ikke blev vanrøgtet? Dommer Bambrick nævner at hr. Randolph er politibetjent og i stand til at passe og forsørge børnene, og bemærker i den forbindelse: „Under de forhåndenværende omstændigheder var hr. Randolph i stand til at forsørge børnene, og der har aldrig været nogen reel risiko for at de skulle blive vanrøgtet.“

Hvis du havde været medlem af juryen, ville du have været orienteret om disse oplysninger angående fru Randolph og hendes juridiske ret til at nægte at modtage blodtransfusion og til at fritage lægerne for ansvaret. Der blev til juryen sagt: „Et voksent menneske der er ved sin fornufts fulde brug har ifølge retssædvane ret til at modtage eller at afslå en bestemt lægebehandling, uanset om denne behandling måtte være gavnlig eller endda livsnødvendig for patienten. Patientens ret til at afgøre sin egen behandlings forløb går forud for den pligt lægen under normale omstændigheder har til at sørge for den nødvendige behandling.

De anklagede kan derfor . . . ikke anses for at have misligholdt deres juridiske eller faglige forpligtelser så længe de respekterede Bessie Randolphs ret til at nægte at modtage en bestemt form for lægebehandling, i dette tilfælde blodtransfusion.“

Hvad er da grunden til at juryen alligevel tilkendte hr. Randolph erstatning?

Dommer Bambrick skriver: „Hvis [lægen] til punkt og prikke havde fulgt fru Randolphs anvisninger, og ikke havde givet hende blodtransfusion, kunne han ikke anklages for at have undladt at give hende blod, selv hvis en sådan undladelse skulle blive betragtet som hovedårsagen til hendes død. . . . I denne sag står det imidlertid fast at [han] klokken 12.45 den 17. juli 1975 gav Bessie Randolph en blodtransfusion, og konsekvenserne af dette indgreb gav anledning til en nævningesag.“

Under retssagen hørte nævningene ekspertudsagn om arten og betydningen af den behandling der blev påbegyndt da lægen gav patienten en blodtransfusion mod dennes ønske. Sagen drejede sig altså om uforsvarlig behandling. Dommeren fortæller: „Juryen afsagde en enstemmig kendelse om at de anklagede . . . havde . . . udvist forsømmelighed i deres behandling af Bessie Randolph og at denne forsømmelighed var en direkte årsag til hendes død. . . . I overensstemmelse hermed fandt retten at juryens enstemmige afgørelse til fordel for sagsøgeren [hr. Randolph] hvad skyldsspørgsmålet angår, ikke stred imod bevismaterialet og efter loven var juridisk korrekt.“

De anklagede har appelleret denne afgørelse, og vi kan kun vente på appelrettens kendelse. Men hvad resultatet end bliver, fortjener dommer Bambricks redegørelse vor opmærksomhed. Den kaster lys over de faktiske kendsgerninger og viser at pressens fremstilling af sagen var fordrejet og at det er uretmæssigt at denne fremstilling har påvirket lægestandens holdning og derved har grebet ind i uskyldige patienters rettigheder.

Doreen Shorter-sagen — læderet og perforeret livmoder

På den modsatte side af det amerikanske kontinent, i staten Washington, fældede højesteretten den 11. januar 1985 dom i en anden sag der ligeledes drejede sig om forsømmelighed fra lægers side.² Men i dette tilfælde var presseomtalen imidlertid både nøjagtig og positiv. Opmærksomheden blev rettet mod et nyttigt skridt som Jehovas vidner har taget for at befri læger og hospitaler for eventuelle retslige konsekvenser af at respektere deres standpunkt. Jehovas vidner underskriver en erklæring hvoraf det fremgår at de ikke vil holde andre ansvarlige for eventuelle negative følger af deres vægring ved at modtage blod. Uanset om du er et af Jehovas vidner eller ej, har Doreen Shorter-sagen indflydelse på din frihed til at vælge lægebehandling.

Da Doreen Shorter blev indlagt, underskrev hun og hendes mand, Elmer Shorter, en sådan erklæring som fritager læger og hospitaler for eventuelle retslige konsekvenser. Dette kristne ægtepar havde fået at vide at det barn Doreen ventede var dødt men ikke var blevet udstødt af livmoderen. Af højesterettens protokoller fremgår det at Doreen Shorters læge, dr. Drury, havde anbefalet at hun fik foretaget en udskrabning af livmoderen, et indgreb der i fagsproget kaldes „dilatation og curettage“ (D & C).

Retten forklarede: „Operationen gik ikke som den skulle. Omtrent en time efter operationen fik fru Shorter indre blødninger og begyndte at gå i chok. Da andre kirurger opererede igen for at finde årsagen, viste det sig at dr. Drury havde læderet fru Shorters livmoder alvorligt.“ Som følge deraf forblødte Doreen Shorter.

„Hr. Shorter anlagde derefter sag idet han hævdede at dr. Drurys forsømmelighed var den direkte årsag til fru Shorters død . . . Nævningenes kendelse lød på at dr. Drury havde udvist forsømmelighed og at denne forsømmelighed var ’den direkte årsag til Doreen Shorters død’. Erstatningen blev sat til 412.000 dollars.“ Juryen mente imidlertid at Elmer og Doreen Shorters standpunkt havde bidraget til udfaldet, hvorfor erstatningen blev nedsat til 103.000 dollars.

Et vigtigt spørgsmål var gyldigheden af den erklæring som ægteparret havde underskrevet for at befri læger og hospitaler for eventuelle retslige konsekvenser af at respektere deres ønske om at undgå blodtransfusion. Er det formålstjenligt at Jehovas vidner underskriver sådanne erklæringer?b Yder disse erklæringer læger og hospitaler retslig beskyttelse? Og befrier de lægerne for alle retslige konsekvenser, også konsekvenserne af forsømmelighed (uforsvarlig behandling) i forbindelse med operationer?

Højesteretten udtalte: „I betragtning af hvilke særlige problemer der opstår når en patient af religiøse årsager vægrer sig ved at modtage en nødvendig eller tilrådelig blodtransfusion, mener vi at det er hensigtsmæssigt at anvende en erklæring som den der foreligger i dette tilfælde. . . . Alternativet — at læger eller hospitaler nægter at behandle Jehovas vidner — virker frastødende i et samfund som stræber efter at give alle mulighed for at modtage lægehjælp.

Vi mener at den fremgangsmåde der er fulgt her, en frivillig afgivelse af en erklæring der yder såvel lægen og hospitalet som patienten retslig beskyttelse, er et hensigtsmæssigt alternativ der ikke strider mod offentlighedens interesser.“

Nu tænker du måske: ’Hvordan forholder det sig så hvis kirurgen udviser forsømmelighed under operationen? Kan han da alligevel drages til ansvar for dét?’

Læg mærke til hvad retten udtalte desangående: „Mens fru Shorter accepterede de eventuelle konsekvenser af en vægring ved at modtage blodtransfusion, accepterede hun ikke konsekvenserne af dr. Drurys forsømmelighed, som, ifølge juryens kendelse, var en direkte årsag til hendes død.“

Man bør vide at fire af højesterettens ni dommere ikke mente at erstatningen skulle have været nedsat med den begrundelse at ægteparrets standpunkt havde bidraget til det endelige udfald. De skrev: „Den erklæring ægteparret Shorter underskrev repræsenterer deres samtykke til at befri dr. Drury for pligten til at give blodtransfusion hvis det blev påkrævet under operationen, forudsat at han udførte den uden forsømmelighed. . . . Hvis dr. Drury ikke havde udvist forsømmelighed under operationen, og fru Shorter alligevel var forblødt, kunne lægen i dette tilfælde ikke drages til ansvar.“ Men . . .

„Ægteparret fik ikke i alle detaljer forklaret hvilke farer der er forbundet med [indgrebet] D og C; de fik ikke at vide at der findes tre forskellige måder at udføre [en udskrabning] på, eller at den fremgangsmåde som dr. Drury havde planlagt at anvende var den der indebar den største risiko for perforering af livmoderen og voldsomme blødninger.“ Disse dommere gav derfor udtryk for denne opfattelse: „Dr. Drurys forsømmelighed øgede i væsentlig grad risikoen for at fru Shorter ville forbløde.“ Disse dommere mente at den fulde erstatning på 412.000 dollars burde udbetales.

Læger og hospitalsmyndigheder kan af Randolph-sagen og Shorter-sagen udlede at retten opfatter det som „formålstjenligt“ at der foreligger en erklæring som befrier lægerne for eventuelle retslige konsekvenser af at respektere Jehovas vidners standpunkt. En sådan erklæring om vægring ved at modtage blodtransfusion kan, når den er underskrevet af en voksen, betragtes som gyldig og respekteres, selv når det drejer sig om mindreårige børn eller om slægtninge der ikke er Jehovas vidner. Men som det fremgår af Shorter-sagens akter: „En sådan erklæring fritager dog ikke lægerne for de retslige konsekvenser af forsømmelighed under behandlingen af patienten.“ Dette er fair både over for lægen og over for patienten.

I Randolph-sagen og Shorter-sagen indtrådte døden efter en påstået forsømmelighed fra lægens side. En anden og nyere sag fik imidlertid et anderledes lykkeligt udfald.

Jackson-sagen — moder og barn har det godt

Ernestine Jackson var omtrent 26 uger henne da fødselen i februar 1984 gik i gang. Personalet på det katolske Mercy-hospital i Baltimore i den amerikanske stat Maryland mente at der på grund af en tidligere operation og fosterets stilling var risiko for at livmoderen ville briste under en normal fødsel, og rådede hende derfor til at blive forløst ved kejsersnit. Hr. og fru Jackson gik ind på dette, men gjorde klart at fru Jackson ikke ønskede blodtransfusion. Ægteparret studerede Bibelen med Jehovas vidner.

Hospitalspersonalet oplyste at sandsynligheden for at en blodtransfusion ville blive nødvendig i fru Jacksons tilfælde, lå på op imod 50 procent. Da hun „standhaftigt nægtede at indgå et kompromis“ bad hospitalet kredsretsdommer Greenfeld om at udpege en værge som kunne give tilladelse til blodtransfusion. Efter en afhøring ved sengekanten afslog dommer Greenfeld hospitalets anmodning.

Da lægerne ikke kunne opnå tilladelse til at give blodtransfusion, udførte de kejsersnittet uden. Der opstod ikke behov for blodtransfusion, og intet blod blev givet. Både moder og datter overlevede og blev senere udskrevet — de har det begge stadig godt.

Her slutter sagen imidlertid ikke. Hospitalet appellerede kredsrettens afgørelse med spørgsmålet: „Begik . . . (kreds)retten en fejl da den gjorde gældende at en voksen, gravid kvinde der er ved sin fornufts fulde brug, under de foreliggende omstændigheder har en altoverskyggende ret til at nægte at modtage blodtransfusion på grund af sin religiøse overbevisning?“

Marylands særlige appelret³ erkendte at problemet ikke længere var presserende fordi fru Jackson og hendes barn havde overlevet operationen uden anvendelse af blod. Retten besluttede imidlertid at behandle appellen, eftersom andre, lignende sager kunne opstå.

Retten påpegede at Mercy-hospitalet ganske rigtigt blev ledet af en katolsk orden og var „viet til bevarelse af liv“, men at det „ikke med rette kunne hævde at der var blevet taget hensyn til fru Jacksons tro til skade for hospitalets . . . Religionsfrihed er retten til at følge sin religiøse overbevisning uden indblanding fra nogen anden religiøs eller ikke-religiøs side, eller fra regeringen.“

Blev statens interesser tilgodeset? „Staten Maryland . . . tog del i denne appelsag ved at udarbejde et skriftligt resumé der indgik i sagens behandling, og hvori det, trods Mercy-hospitalets påstande om det modsatte, blev påpeget at statens interesse i bevarelse af liv ikke nødvendigvis er absolut.“ Retten påpegede desuden at staten Marylands love „indeholder en udtrykkelig, lovfæstet instruks om at patientens egen beslutning angående hvilken behandling vedkommende skal underkastes, går forud for alt. Loven går endda så vidt at den understreger at det i sidste instans er patienten der afgør om der overhovedet skal foretages nogen behandling.“

Læg mærke til rettens konklusion: „Da dommer Greenfeld afslog Mercy-hospitalets anmodning om en værge til fru Jackson, sagde han: ’Denne ret nærer den anskuelse at en voksen, gravid kvinde der er ved sin fornufts fulde brug, har en altoverskyggende ret til, i overensstemmelse med sin tro, at nægte at modtage blodtransfusion, når en sådan beslutning træffes frivilligt og med forsæt, og ikke øger faren ved fødselen eller bringer barnets liv eller helbred i fare. Denne konklusion stemmer med patientens ret til at give sit oplyste samtykke til lægebehandling . . . og den deraf følgende ret til at afslå denne lægebehandling.’ Vi er enige heri. DOMMEN ER STADFÆSTET.“ — Den 4. april 1985.c

Disse retssager har meget stor betydning. De understreger at vi alle har frihed til selv at vælge hvilken form for lægebehandling vi ønsker at modtage, og at vor afgørelse kan være et udslag af vor inderste religiøse og etiske overbevisning. Læger og hospitaler kan desuden af disse retssager udlede at de trygt kan yde den lægehjælp som de ønsker at gøre tilgængelig for alle. Når de gør dette vil de erfare at Jehovas vidner er samarbejdsvillige patienter der påskønner deres indsats og har et inderligt ønske om at leve, et ønske der yder et væsentligt bidrag til deres helbredelse.

[Henvisninger]

1. Randolph v. City of New York, N.Y.L.J., 12. okt. 1984, at 6, col. 4 (N.Y. Sup. Ct. 1. okt. 1984)

2. Shorter v. Drury, 103 Wash. 2d 645, 695 P.2d 116 (1985)

3. Mercy Hospital, Inc. v. Jackson, 62 Md. App. 409, 489 A.2d 1130 (Md. Ct. Spec. App. 1985)

4. St. Mary’s Hospital v. Ramsey, 465 So. 2d 666 (Fla. Dist. Ct. App. 1985)

[Fodnoter]