Side 2

Tanken om en international fredsorganisation opstod under den første verdenskrig. USAs præsident, Woodrow Wilson, blev den førende talsmand for dette ’Folkeforbund, som blev hans livs hovedmål — og årsag til stor hæder såvel som dyb skuffelse

En mand og hans vision 3

Visionen om fred 4

Visionen forkastes 7

Visionen smuldrer 9

En mand og hans vision

HAN blev født den 28. december 1856 i byen Staunton i den amerikanske stat Virginia. Han begyndte først at gå i skole da han var ni år, men drev det til at beklæde en lærestol ved Princeton University. Derefter gik han ind i politik. Denne beslutning skulle komme til at give ham hans største triumf, men også hans største kvaler.

Hans navn var Woodrow Wilson, og han havde en vision om indførelse af fred blandt menneskene. Hans skygge som fredsstifter falder stadig over vor krigshærgede jord. På grundlag af hans fredsplan stræber politikere og diplomater stadig for at skabe fred i verden.

Hvad skete der med Wilsons vision? Havde han en løsning på hadets, krigens og blodsudgydelsens problem?

I 1913 blev Woodrow Wilson De forenede Staters 28. præsident. I det følgende år udbrød „den store krig“ i Europa. Det var en krig med død og vold i skyttegravenes mudder, på baggrund af øresønderrivende artilleriild, maskingeværsalver og gasangreb. Det var en nedslagtning i stor målestok.

I begyndelsen indtog amerikanerne en afvisende holdning til indblanding i den europæiske kæmpebrand. De foretrak at holde sig fri af kampen mellem Europas stormagter. Nøgleordet var neutralitet.

Præsident Wilson, der var presbyterianer, var meget religiøs og idealistisk. Han nærede et oprigtigt ønske om at bevare Amerikas neutralitet og isolation. Men der indtraf begivenheder som han ikke havde herredømme over. I 1915 sænkede en tysk undervandsbåd passagerdamperen Lusitania, hvorved 128 amerikanere omkom. Men Wilson nægtede at erklære Tyskland krig. I 1916 blev han under slagordet „Han sørgede for at vi ikke kom i krig“ genvalgt som De forenede Staters præsident.

„Verden må sikres for demokratiet“

Det følgende år erklærede tyskerne at deres undervandsbåde ville angribe alle skibe, neutrale såvel som krigsførende. Det betød at amerikanske skibe ikke længere var sikre på det åbne hav. Wilson havde tilsyneladende ikke noget alternativ. Modvilligt erklærede han Tyskland krig, idet han sagde: „Det er forfærdeligt at skulle føre dette store, fredelige folk i krig, ind i den frygteligste og mest katastrofale af alle krige, en krig hvor selve civilisationen synes at stå på spil.“

I en tale til kongressen sagde han at De forenede Stater ville kæmpe for „fuldstændig fred i verden og for befrielse af verdens folkeslag“. Derefter sagde han de berømte ord: „Verden må sikres for demokratiet.“ Den 6. april 1917 godkendte kongressen hans afgørelse. Han blev hyldet af de lovgivende forsamlinger og af folk i almindelighed. Men selv triumferede han ikke. „Tænk over hvad det var de klappede ad,“ sagde han senere til en af sine assistenter. „Det budskab jeg fremholdt i dag, varslede død for vore unge mænd. Noget højst besynderligt at klappe ad.“ Få minutter senere „tørrede han de store tårer bort der var i hans øjne, lagde hovedet ned på kabinetsbordet og græd som et barn“. — Mr. Wilson’s War, af John Dos Passos.

Amerika var ikke længere neutralt. Wilsons land var nu indblandet i den værste krig som menneskeheden indtil da havde oplevet.

[Kildeangivelse på side 3]

National Archives

Visionen om fred

I 1916, før De forenede Stater var gået ind i krigen, begyndte Wilson at arbejde for sin vision om en permanent ordning der skulle garantere fred på jorden. Ifølge Gene Smith, der har skrevet en biografi om Wilson, forestillede han sig „et folkeforbund der skulle være forum for administration af retfærdighed til alle mennesker, og fjerne krigstruslen for evigt“. I 1917, da De forenede Stater var gået med i krigen, blev han den store korsfarer for det han håbede skulle blive evig fred og højdepunktet på hans karriere.

Han satte nu al sin energi ind på at forkynde sit evangelium om Folkeforbundet, sådan som han forestillede sig det. Hans mål var „en fred uden sejr“, en fred der ikke resulterede i et overvundet tysk folk, men blot i at et militaristisk diktatur blev styrtet.

Som grundlag for fredsforhandlingerne opstillede han sine berømte 14 punkter. De bestod af fem generelle idealer som alle de stridende lande skulle respektere, og otte punkter der handlede om specifikke politiske og territoriale problemer. Det 14. punkt var det vigtigste, eftersom det repræsenterede selve kernen i Wilsons korstog — oprettelsen af et folkeforbund.

„Den største succes eller den største tragedie“

Han var så overbevist om at Gud støttede ham i hans planer at han insisterede på at deltage i fredskonferencen i Paris i 1919 — på trods af at mange af hans politiske venner mente at De forenede Staters præsident ikke burde blande sig i fredsforhandlingerne. Wilson var af den opfattelse at han havde alle jordens folk bag sig — om end ikke alle politikerne. Han var overbevist om at han var Guds redskab til indførelse af fred. Fremfor nogen anden måtte han rejse til Paris.

Han betroede sin privatsekretær Tumulty: „Denne rejse vil enten blive den største succes eller den største tragedie i historien; men jeg tror på et guddommeligt forsyn . . . Det er min overbevisning at ingen gruppe af mennesker, hvordan de end samordner deres magt eller indflydelse, kan tilintetgøre dette store verdensprojekt.“ (Kursiveret af os.) Et leksikon giver udtryk for at „præsidenten var besluttet på at sætte sin magt og sin anseelse ind på at sikre at en plan om oprettelse af et folkeforbund indgik i den endelige fredsaftale“.

I november 1918 var de tyske hære på nippet til at lide nederlag. De fik tilbud om en våbenstilstand der ville bringe krigen til ophør. I de forhandlinger der derefter indledtes, deltog blandt andet Storbritanniens walisiske premierminister Lloyd George, den bryske franske ministerpræsident Georges Clemenceau, den kultiverede italienske premierminister Vittorio Orlando, og den uudgrundelige repræsentant for Japan, grev Nobuaki Makino. Wilson var fast besluttet på at overbevise dem om at hans folkeforbund var den eneste løsning på Europas og hele verdens problemer.

„Betlehemsstjernen der steg op igen“

Wilson blev nærmest betragtet som en folkehelt da han rejste rundt i Europa før fredskonferencen i Paris. Som Herbert Hoover senere skrev, „blev han alle vegne modtaget med en næsten religiøs begejstring . . . Han modtog større hyldest end der nogen sinde før var blevet et dødeligt menneske til del.“ Hans fredsinitiativ og hans vision havde betaget masserne. På hans rejse gennem Italien råbte skarerne: „Viva Wilson, fredens gud.“ Han blev tillagt næsten overnaturlige kræfter. Hoover tilføjer: „For dem at se havde der ikke eksisteret et menneske med en sådan åndelig styrke og politisk magt eller en sådan fredsapostel siden Kristus holdt sin bjergprædiken. . . . Det var betlehemsstjernen der steg op igen.“

Tydeligvis troede Wilson selv med religiøs inderlighed på den mission han mente at have: at indføre fred på jorden. Forfatteren Charles L. Mee skriver: „På et tidspunkt forbløffede han Lloyd George og Clemenceau ved at udmale hvordan forbundet ville skabe et broderskab mellem menneskene hvor kristendommen ikke havde kunnet gøre det. Lloyd George huskede at Wilson sagde: ’Hvorfor er Jesus Kristus indtil videre kommet til kort med hensyn til at få verden til at følge sin lære på dette punkt? Det skyldes at Han fremholdt idealet uden at anvise nogen realistisk måde at nå det på. Det er derfor jeg foreslår en realistisk plan hvorved vi kan nå de mål Han satte.’“ — The End of Order, Versailles 1919.

Der er ingen tvivl om at Wilson modtog støtte fra mange sider. USAs marineminister, Josephus Daniels, hilste offentliggørelsen af oplægget til Folkeforbundets pagt med disse lovord: „Oplægget til fredsforbundet er næsten lige så enkelt som en af Jesu lignelser og næsten lige så oplysende og opbyggende. Nu burde kirkeklokkerne ringe, prædikanterne burde falde på knæ, statsmændene burde fryde sig og englene burde synge: ’Ære til Gud i det højeste!’“

Folkeforbundet og den katolske kirke

Faldt prædikanterne på knæ? Nogle var i hvert fald hurtige til at hylde Folkeforbundet som Guds løsning på menneskenes problemer. Pave Benedikt XV havde nær stillet Wilson i skyggen da han i august 1917, ifølge forfatteren John Dos Passos, bad de krigsførende lande „forhandle sig frem til en fred uden sejr på omtrent de betingelser som Woodrow Wilson fremsatte i sine taler før Amerika gik ind i krigen“. Wilson syntes imidlertid at han havde for travlt med at føre krig til at tage notits af paven — indtil han fik et meget sigende brev fra oberst House, hans personlige rådgiver. Han skrev:

„Situationens vigtighed har gjort så stort indtryk på mig at jeg må ulejlige Dem igen . . . Jeg tror at De har mulighed for at tage fredsforhandlingerne ud af hænderne på paven og selv få hånd i hanke med dem.“

Wilson tog hurtigt affære for at sikre sig at denne mulighed ikke gled ham af hænde. Visionen om Folkeforbundet var hans, ikke pavens. Og han ønskede selv at føre den ud i livet.

Ikke desto mindre støttede den katolske kirke Folkeforbundet. Kardinal Bourne, den katolske ærkebiskop af Westminster indtil slutningen af 1934, sagde: „Husk på at Folkeforbundet, hvilke fejl og mangler det end måtte have, vil føre den katolske kirkes ønske om fred ud i livet og efterkomme vor hellige faders, pavens, ønsker.“

„Folkeforbundet har sin rod i evangeliet“

Det protestantiske præsteskab tøvede heller ikke med at støtte Folkeforbundet. Den 11. januar 1920 skrev The New York Times: „Londons kirkeklokker har i aften kimet for at fejre fredsslutningen med Tyskland og Folkeforbundets officielle oprettelse.“

I en brochure udgivet i England under titlen The Christian Church and the League of Nations (Den kristne kirke og Folkeforbundet) hedder det: „Den kristne kirke i Storbritannien støtter Folkeforbundet. Her følger en affirmation vedtaget af ærkebiskopperne af Canterbury og York, femogtredive engelske biskopper, den øverste myndighed for den skotske statskirke og officielle repræsentanter for alle Englands frikirker:

Det er vor overbevisning:

(1) At Gud på nuværende tidspunkt opfordrer alle verdens nationer til at lære at leve som én familie;

(2) At Folkeforbundets system til internationalt samarbejde . . . frembyder de bedste til rådighed stående midler hvormed vi kan anvende Kristi evangeliums principper for at standse krig, udøve retfærdighed og indføre fred.“

I december 1918, før den ovenstående erklæring var blevet vedtaget, fremsatte Kristi Kirkers Fællesråd i Amerika en erklæring hvori det blandt andet hed: „Vi [vil] som kristne tilskynde til at der ved den kommende fredskonference dannes et forbund af frie nationer. Et sådant forbund er ikke blot at betragte som et politisk redskab; det er snarere det politiske udtryk for Guds rige på jorden.“ (Kursiveret af os.) I denne erklæring stod der desuden: „Kirken har meget at give og meget at vinde. Den kan yde en approbation af en vældig virkning, ved at bibringe den nye internationale orden noget af Guds riges profetiske herlighed. . . . Folkeforbundet har sin rod i evangeliet.“

Hvis Folkeforbundet virkelig ’havde sin rod i evangeliet’ og virkelig var et „udtryk for Guds rige på jorden“, så ville dets skæbne sætte såvel evangeliet som Guds rige i enten et godt eller et dårligt lys. Var det overmodigt af Wilson at mene at han var Guds redskab til indførelse af varig fred blandt jordens nationer? Et endnu mere fundamentalt spørgsmål lyder: Er det sandt at Folkeforbundet fandt støtte hos Gud?

[Ramme på side 6]

Stridende parter i Europa under den første verdenskrig

Centralmagterne De allierede

Tyskland Storbritannien

Østrig-Ungarn Frankrig

Bulgarien Rusland (indtil 1917)

[Illustration på side 5]

Wilson var særlig populær i Europa

[Kildeangivelse]

National Archives

Visionen forkastes

„FOLKEFORBUNDET eksisterer, men hvad vil det vise sig at være? Den ægte vare eller et bedrag?“ Dette spørgsmål blev rejst af den britiske lord Robert Cecil, der var formand for Folkeforbundets eksekutivkomité. Ja, skønt mange var blevet forledt til at tro at Folkeforbundet kunne garantere freden, gav andre udtryk for alvorlig tvivl.

Den kendte engelske forfatter Jerome K. Jerome skrev: „Folkeforbundet er kommet til verden som et dødfødt foster. . . . Dets faddere . . . indbyder os til dåben. . . . De har håbet på en ny Messias. De synes at have overbevist sig selv om at de med megen råben og kasten sig i støvet kan oprejse det fra de døde.“ Londonavisen Standard skrev: „Et folkeforbund som ingen tror på men alle hykler respekt for, er intet andet end et bedrag, og et særdeles farligt bedrag.“

En afvigende opfattelse

Vi har på den anden side set hvordan præsteskabet hilste Folkeforbundet velkommen. Men midt under denne hyldest bragte Vagt-Taarnet for juli 1920 en utvetydig undsigelse af Folkeforbundet med ordlyden: „Dette er blevet udbasuneret vidt og bredt som Menneskeslægtens store Frigører . . . Men det maa nødvendigvis slaa fejl.“

Hvorfor var Folkeforbundet dømt til at slå fejl? Var det af rent politiske grunde, fordi De forenede Stater ikke meldte sig ind i det? Nej, hele spørgsmålet om Folkeforbundet blev af Jehovas Vidner betragtet som blot en lille hændelse på baggrund af et langt større drama — den universelle konflikt mellem den suveræne Herre Jehova og stifteren af det universelle oprør, Satan. (Job, kapitlerne 1 og 2; Johannes 8:44) Folkeforbundet, der blev dannet af politikerne og hyldet af præsterne, var altså i virkeligheden en forfalskning som Satan brugte for at bortlede opmærksomheden fra den eneste sande løsning på menneskehedens problemer — Guds rige ved Kristus. Set fra Guds side var Folkeforbundet i sandhed „et bedrag“ og „et falskneri“. — Jævnfør Salme 2.

Det førnævnte nummer af Vagt-Taarnet fortsatte derfor: „Selv om De forenede Stater havde anerkendt Nationernes Forbund [Folkeforbundet] og sluttet sig til det sammen med de andre Lande i Verden, kunde det dog ikke have fuldført den oprindelige Hensigt af den Grund, at det er af menneskelig Oprindelse, dannet af selviske Mennesker, og endvidere af den Grund, at det er i Modstrid med Guds Plan og Vilje.“

En endnu stærkere udtalelse blev den 10. september 1922 fremsat ved Jehovas Vidners stævne i Cedar Point i Ohio. De erklærede i en resolution:

„At alle internationale Konferencer og alle deraf følgende Overenskomster eller Traktater, indbefattende Folkeforbundspagten og alle lignende Pagter, maa slaa fejl, fordi Gud har forordnet det saa.“

De fordømte også præsteskabets støtte til Folkeforbundet med ordene: „At de [præsterne] yderligere forkastede Herren og hans Rige og beviste deres Utroskab ved frivilligt at forene sig med Satans Organisation og aabenlyst forkynde Verden, at Nationernes Forbund er det politiske Udtryk for Guds Rige paa Jorden; denne deres Forkyndelse var en fuldstændig Tilsidesættelse af Jesu og Apostlenes Ord.“

Hvorfor omtalte Jehovas Vidner Folkeforbundet i så stærke vendinger på et så tidligt tidspunkt? Fordi de gennem deres studium af Bibelen havde forstået „at Aaret 1914 betegnede den gamle Verdens lovformelige Afslutning, og at den retmæssige Konge, Kristus, da tiltog sig sin Magt som Konge;

At den Herre Jesus Kristus nu er nærværende, usynlig for Menneskene, og udfører den Gerning at oprette sit Rige, det Rige, som han lærte sine Disciple at bede om.“ — Mattæus 6:9, 10.

Jehovas vidner betragtede derfor Folkeforbundet som en menneskeskabt erstatning for Guds rige. Og som sådan måtte det slå fejl. (Jeremias 10:23; Daniel 2:44) Hvordan kom det da til at gå Woodrow Wilsons Folkeforbund? Lad os for at finde svaret se tilbage på de begivenheder der indtraf mellem 1920 og 1946.

[Illustrationer på side 8]

Hele verden samlede sine forhåbninger om Folkeforbundet i Genève

[Kilder]

National Archives

De forenede Nationer

Visionen smuldrer

FOLKEFORBUNDET blev oprettet og holdt sit første møde i 1920 i Genève. Woodrow Wilsons anstrengelser var tilsyneladende blevet kronet med held, trods hans svigtende helbred og de lange og vanskelige forhandlinger i Paris.

Gennem Folkeforbundet ønskede Wilson at forkynde sin „sandhed om retfærdighed, frihed og fred“. I en af sine taler sagde han: „Vi har accepteret denne sandhed og vi vil lade os lede af den, og den vil lede os [det amerikanske folk], og gennem os hele verden, til græsgange med en ro og fred som verden end ikke har drømt om.“ Af et sådant stof var hans vision gjort.

Til det amerikanske senat sagde han: „Scenen er klar, målet er blotlagt. Det skyldes ikke en plan som vi har undfanget, men Guds hånd som har ledt os denne vej. . . . Vi kan kun gå fremad, med løftet blik og frisk mod, for at følge visionen.“ (Kursiveret af os.) Visionen var igen blevet fremhævet. Wilson mente stadig at han var Guds redskab til indførelse af fred blandt menneskene.

Forkastet i sit hjemland

I Europa var Wilson blevet modtaget som en frelser-præsident. Men endnu før han rejste til fredskonferencen i Paris, var advarselsskud blevet affyret mod ham i De forenede Stater. Forfatteren Elmer Bendiner beretter: „Theodore Roosevelt forkyndte dommen [som USAs kongres havde afsagt]: ’Vore allierede, vore fjender og Mr. Wilson selv bør alle forstå at Mr. Wilson ikke har nogen som helst myndighed til at tale på det amerikanske folks vegne på nuværende tidspunkt . . . Mr. Wilson og hans fjorten punkter . . . har mistet enhver skygge af ret til at blive accepteret som et udtryk for det amerikanske folks vilje.’“

Woodrow Wilson gjorde den fejl at han solgte sin vision i Europa alt imens han ignorerede tvivlerne i sit hjemland. I marts 1920 besluttede USAs kongres ved en afstemning at Amerika ikke skulle være medlem af Folkeforbundet.

Uden at tage hensyn til dette kørte Wilson på, forblændet som han var af sin sag. I sin sidste offentlige tale gav han klart og tydeligt udtryk for sin overbevisning, men til ingen nytte: „Jeg har set tåber modarbejde forsynet før, og jeg har set deres undergang, en undergang som vil komme over disse igen, fuldstændig undergang og foragt. At vi skal sejre er lige så sikkert som at det er Gud der hersker.“

Wilsons helbred var svækket efter et slagtilfælde, og det negative resultat af afstemningen blandt hans egne landsmænd forværrede hans tilstand. Hans vision om et folkeforbund blev tåget og ufuldstændig. Den 3. februar 1924 døde Woodrow Wilson. Hans sidste ord lød: „Jeg er et udslidt redskab. Når redskabet er slidt op — er jeg rede.“ Han var fysisk nedbrudt, og hans vision om et verdensomfattende folkeforbund var faldet til jorden.

„Versailles-traktaten eksisterer ikke længere!“

Skønt der i 15 år ikke forekom nogen officiel krigserklæring i verden, kæmpede Folkeforbundet med døden lige fra sin tilblivelse. Det kunne ikke hindre Bolivia og Paraguay i at gå i krig i 1933. Det stod magtesløst over for Mussolinis overgreb mod Etiopien i 1935. Ved ødelæggelse og erobring fjernede Italien Etiopien fra Folkeforbundets medlemsliste, og trak sig i december 1937 selv ud af Folkeforbundet. Det følgende år meldte syv latinamerikanske lande sig ud. Visionen smuldrede.

I 1936 udbrød der borgerkrig i Spanien. Folkeforbundets medlemslande stemte for officiel ikke-intervention i krigen. Men både Tyskland, der havde meldt sig ud af Folkeforbundet i 1933, og Italien ydede materiel støtte til general Francos oprør mod den republikanske regering i Madrid. Folkeforbundet var ikke i stand til at hindre denne nedslagtning på spansk jord. Den spanske borgerkrig var generalprøven på det der skulle få dødsklokkerne til at ringe for Folkeforbundet — den anden verdenskrig.

I mellemtiden var Hitler kommet til magten i Tyskland og var hurtigt begyndt at frigøre sig fra Versailles-traktatens snærende bånd, som Tyskland var blevet pålagt efter den store krig. Han krævede Lebensraum for den tyske nation. Han udvidede Tysklands grænser ved at indlemme Saar, Rhinlandet og Østrig i riget. I 1939 fuldførte han sin besættelse af Tjekkoslovakiet. Under alt dette stod Folkeforbundet så godt som magtesløst.

At Polen gennem Tyskland havde adgang til havnebyen Danzig ved Østersøen havde længe irriteret Hitler. I august 1939 satte han en stopper for det. Hans repræsentant bragte et budskab til Folkeforbundets højkommissær i Danzig med ordlyden: „De repræsenterer Versailles-traktaten; Versailles-traktaten eksisterer ikke længere. Om to timer vil svastikaet [nazisternes hagekorsflag] blive hejst over dette hus.“

Den 1. september 1939 invaderede Hitlers hære Polen. Storbritannien og Frankrig reagerede ved at erklære Tyskland krig. Den anden verdenskrig var begyndt.

Visionen falmer og dør

Tilbage i 1919 kom Woodrow Wilson med en forudsigelse til indbyggerne i Omaha, en forudsigelse der siden skulle bevise at hans Folkeforbund var en fiasko. Ifølge Ishbel Ross, der har skrevet en biografi om ham, sagde han: „’Jeg kan med absolut sikkerhed forudsige at der inden for en generation vil komme endnu en verdenskrig medmindre nationerne støtter det middel [Folkeforbundet] hvormed det kan hindres.’ Og i San Diego anslog han igen profetiske toner da han sagde: ’Det tyskerne brugte var det rene legetøj sammenlignet med det der ville blive brugt i den næste krig.’“ På trods af Folkeforbundet blev den anden verdenskrig en realitet, og de våben der anvendtes var langtfra legetøj.

Hvorfor slog Folkeforbundet fejl? Elmer Bendiner skriver i sin bog A Time for Angels: „Folkeforbundet kom til verden midt i en stribe politiske fantasier: at våbenhvilen i 1919 var en fred og ikke blot en våbenstilstand; at nationale interesser kunne underordnes hele verdens interesser; at en regering kan vie sine kræfter til en anden end sin egen sag.“ Og Bibelen peger på endnu en fantasi — at mennesker gennem politiske institutioner kan indføre det som kun Guds lovede rige kan skabe — sand fred og lykke for hele menneskeheden. — Åbenbaringen 21:1-4.

Da den anden verdenskrig udbrød i 1939 var Folkeforbundet afgået ved døden og ventede blot på at blive begravet. I 1946 blev „dets ejendom og dets arv af håb og dårskab,“ som forfatteren Elmer Bendiner udtrykker det, overgivet til dets efterfølger, De forenede Nationer. Skulle denne organisation få større held med sig end Folkeforbundet havde haft? Kunne den gøre visionerne til virkelighed? Hvad har Bibelen forudsagt om dette? I den næste udgave af Vågn op! vil vi behandle disse og beslægtede spørgsmål.

[Illustrationer på side 10]

Da den anden verdenskrig brød ud i 1939 ringede dødsklokkerne for Folkeforbundet

[Kildeangivelse]

Fotos: U.S. Army