Side 2

Millioner af mennesker betragter FN som det bedste middel til indførelse af varig fred. Nogle ser det måske endda som det middel Gud bruger til at give jorden fred og sikkerhed. Er FN Guds vej til fred? Eller findes der noget bedre?

FN — som én mand så det 3

FN — har det forenet nationerne? 4

FN — Guds vej til fred? 8

FN — som én mand så det

„ALBERTINA“, en fire-motorers DC-6B flyvemaskine, fløj lavt ind over det afrikanske buskland. Den var lige fløjet hen over Ndola-lufthavnen i Nordrhodesia (nu Zambia). Blandt de 16 ombordværende var en af de mest betydningsfulde mænd i verden på den tid.

I nattemørket lagde piloten an til landing. „Få øjeblikke senere ramte propellerne trætoppene . . . Vingespidsen blev flået af, og i løbet af de næste få sekunder blev mere og mere af vingen revet af. . . . To hundrede og halvtreds rædselsfyldte meter efter det første strejf af træerne stødte den sidste stump af ’Albertinas’ venstre vinge ind i foden af et termitbo. Flyvemaskinen svingede rundt og slog kolbøtter mod venstre indtil den stod stille og brød i brand, med næsen pegende den vej den var kommet fra.“

Da redningsfolkene endelig nåede frem, fandt de i maskinen ligene af 14 mennesker der var brændt ihjel. Den eneste overlevende levede i fem dage. Nogle få meter fra flyvraget fandt man det sønderlemmede lig af De forenede Nationers generalsekretær — Dag Hammarskjöld. Verdens øverste embedsmand, „hr. FN“, som nogle kaldte ham, var død. — The Mysterious Death of Dag Hammarskjold af Arthur L. Gavshon.

FN og kirkerne

Dag Hammarskjölds død kom som et chok for verden. Nogle spekulerede på hvordan FN ville fungere uden ledelse af denne reserverede, intelligente mand der havde sat sit personlige præg på rollen som generalsekretær.

Dag Hammarskjöld er blevet beskrevet som en kristen mystiker. Hans skrifter synes at antyde at han troede han var kaldet af Gud til sin post i FN. Når han talte til kirkelige grupper sagde han at troen på Gud og FN måtte være sideløbende. Ved en lejlighed udtalte han: „Organisationen [FN] og kirkerne står side om side i de bestræbelser som alle mennesker med god vilje, uanset tro eller tilbedelsesform, gør sig for at indføre fred på jorden.“ Han hævdede også: „Trods forskelle i karakter og ansvarsområde har kirkerne og FN et fælles mål og et virkeområde hvor de arbejder side om side.“

Det var også Dag Hammarskjöld der sørgede for indretningen af det meditationsværelse der findes ved FN-bygningens vestibule for offentligheden. Det blev bygget for midler indsamlet blandt muslimer, jøder, katolikker og protestanter. Midt i det spartansk udstyrede rum står der en poleret blok af jernmalm, oplyst af en smal stribe lys.

Hvordan betragtede Dag Hammarskjöld denne sten? Han skrev: „Vi kan betragte den som et alter, tomt — ikke fordi der ikke findes nogen Gud, ikke fordi det er et alter for en ukendt gud, men fordi det er indviet til den Gud som mennesket tilbeder under mange navne og på mange måder.“

Milliarder af mennesker tror på Gud. Mange af dem har set paverne Johannes XXIII, Paul VI og Johannes Paul II såvel som protestantiske gejstlige give deres støtte og velsignelse til FN. Vatikanet har endda en fast observatør i denne fredsorganisation. På grund af denne religiøse støtte tror nogle at FN er Guds vej til indførelse af fred og sikkerhed på jorden. Og nu ser de hen til 1986 som FNs „internationale fredsår“.

Men tror du at FN er Guds vej til indførelse af fred på jorden? Mener du at organisationens 40-årige historie vidner om at Gud velsigner den? Har FN forenet nationerne i fred?

[Illustration på side 3]

Dag Hammarskjöld søgte kirkernes støtte til FN

[Kildeangivelse]

UN photo

FN — har det forenet nationerne?

„HVEM vil indføre den varige fred, og hvornår?“ Disse spørgsmål stillede Jehovas Vidner i en brochure med titlen Peace — Can It Last? (Freden — kan den vare ved?), som blev udgivet i 1942. På grund af den anden verdenskrig befandt Folkeforbundet sig i en dødlignende tilstand, det var i „afgrunden“, som Bibelen udtrykker det. (Åbenbaringen 17:8) Derfor blev dette spørgsmål også rejst: „Vil Folkeforbundet forblive i uvirksomhedens grav?“

Allerede på dette tidlige tidspunkt fandt Vidnerne svaret i Bibelen. Midt under den anden verdenskrig forudsagde ovenstående brochure at ’foreningen af verdslige nationer ville fremstå igen’. Gik denne forudsigelse i opfyldelse?

I april 1945 blev der i San Francisco holdt en konference hvor man skulle vedtage De forenede Nationers Pagt. I bogen The Great Design beskriver Cornelia Meigs hvad der skete da mødet skulle åbnes: „Der blev holdt en stor og animerende gudstjeneste i Washingtons domkirke hvor man bad Gud om at hjælpe med dette nye foretagende. . . . Ved selve konferencen var det bemærkelsesværdigt at mange af hovedtalerne i deres åbnings- og sluttaler bad om Guds hjælp til det de nu skulle til at gå i gang med.“

Nogle ønskede at Guddommen skulle nævnes i pagten. Andre ønskede det ikke. Nationerne var ikke enige, så „Gud“ blev udeladt. Denne uenighed om dette spørgsmål burde være taget som en første advarsel om det der skulle følge. Ikke desto mindre underskrev de 51 grundlæggernationer FN-pagten, og det afdøde Folkeforbund steg op af asken.

Hvordan har FN adskilt sig fra Folkeforbundet? Og har det haft større held til at bevare freden? Har det virkelig forenet nationerne?

Generalsekretæren

Grundlaget for en stærkere og mere effektiv organisation blev lagt af Franklin D. Roosevelt, Winston Churchill, Joseph Stalin og deres rådgivere. Disse mænd repræsenterede de tre store — De forenede Stater, Storbritannien og Sovjetunionen — ved konferencer der blev holdt i Moskva, Teheran, Jalta og Dumbarton Oaks (Washington, D.C.). Det var præsident Roosevelt der til sidst valgte navnet „De forenede Nationer“.

FNs generalforsamling trådte første gang sammen i januar 1946. Den 1. februar havde FN udnævnt sin første generalsekretær, nordmanden Trygve Lie. Hvordan så han selv på sin udnævnelse? „Jeg [blev] altså kastet ind i stillingen som generalsekretær for den nye organisation. Det oversteg mine vildeste drømme, men det var samtidig et mareridt. Jeg turde ikke tænke på det der ventede mig, og i stedet spurgte jeg mig selv hvordan det kunne være gået til at dette frygtindgydende hverv var tilfaldet netop en ’fagforeningsjurist’ fra Norge?“

Som med det gamle Folkeforbund forventede man fra begyndelsen ikke for meget af organisationens sekretær. Ifølge skribenten Andrew Boyd forstod FNs grundlæggere ikke hvor omfattende generalsekretærens magt ville blive. Som han siger i sin bog Fifteen Men on a Powder Keg (Femten mand på en krudttønde): „De [tre store] var ikke et øjeblik opmærksomme på den mulighed at den nye verdensorganisations øverste embedsmand ville komme til at stå i spidsen for dens internationale styrker.“ Han tilføjer: „De opfattede ham som deres barn, og tilmed som et meget artigt barn.“

Dog siger artikel 99 i FN-pagten meget tydeligt: „Generalsekretæren kan henlede Sikkerhedsrådets opmærksomhed på enhver sag, der efter hans mening kan true opretholdelsen af den mellemfolkelige fred og sikkerhed.“ (Kursiveret af os) Som Trygve Lie skrev: „Denne artikel giver [generalsekretæren] et verdenspolitisk ansvar, som ingen anden person, ingen repræsentant for en enkelt nation, nogensinde før har haft.“ Derfor skulle han blive en magtfaktor man måtte regne med.

Faktisk voksede generalsekretærens indflydelse som problemløser til det punkt hvor Dag Hammarskjöld, der efterfulgte Trygve Lie, under Congokrisen i 1961 samlede 20.000 soldater og teknikere fra 18 lande for at få gjort ende på konflikten. I 1964 var U Thant, der da havde posten, ansvarlig for tre fredsbevarende FN-styrker på samme tid.

Den nuværende generalsekretær, peruaneren Javier Pérez de Cuéllar, råder over fredsbevarende FN-styrker der stadig virker på Cypern og i Mellemøsten. Han er også leder af sekretariatet, der nu har cirka 7400 ansatte ved FNs hovedkvarter i New York. Yderligere godt 19.000 arbejder i FNs regie i andre lande. Men har FN — med alle disse menneskelige kræfter til rådighed — haft held til effektivt at forhindre krige i de sidste 40 år?

Som en gøende hund

Svaret på dette spørgsmål må både være ja og nej. Tyve år efter at Folkeforbundet blev grundlagt i 1919, afgik det ved døden da den anden verdenskrig udbrød. Fyrre år efter at FN blev grundlagt, eksisterer det stadig. Men selv om en tredje verdenskrig endnu ikke er brudt ud, er der sandelig blevet udkæmpet mange frygtelige krige, og millioner af mennesker har lidt som følge af dem. Man kommer umiddelbart til at tænke på krigene i Korea (1950-53), Mellemøsten (1948-49, 1967 og 1973), og Indokina/Vietnam (1945-54 og 1959-75). Helt naturligt spørger man: Hvorfor har FN ikke været i stand til at forhindre disse krige?

Det svar FNs embedsmænd giver er at organisationen kun er så effektiv som dens medlemmer tillader den at være. Som Polens udenrigsminister, Stefan Olszowski, skrev i et brev dateret den 9. maj 1985: „Selv organisationens fuldkomne beslutninger kan ikke føre til de forventede praktiske resultater medmindre og før de finder genklang og støtte i medlemslandenes politiske vilje. Jeg har tillid til at menneskeheden vil have held til at bremse og vende den kurs der fører mod afgrunden.“

FN kan derfor kun være en overtalelsesmagt og ikke en politimagt med beføjelse til at arrestere. Det er et verdensforum, en debatarena hvor medlemslandene fremkommer med deres klager — hvis det passer dem. Som Kurt Waldheim skrev: „Hvis de ikke er indstillet på at indbringe et problem for Sikkerhedsrådet, er FN kun en ringe hjælp . . . Når man kører Sikkerhedsrådet ind på et sidespor eller ignorerer det, undergraver man respekten for det og svækker dets stilling . . . jeg betragter dette som måske en af de farligste tendenser i FNs historie.“

Og når medlemslandene endelig indbringer deres problemer for FN, er det ofte for at rette beskyldninger og modbeskyldninger mod den anden part. FN bliver en arena for politisk propaganda. Når det forholder sig sådan, spørger du måske: „Hvordan kan FN bruge sin indflydelse til at fremme freden?“

Det svar FNs embedsmænd kommer med, er at FN giver stridsspørgsmålene offentlig omtale og prøver at præge verdensopinionen sådan at regeringerne retter sig derefter. Men i sig selv kan det ikke gribe til våben for at afværge eller forebygge krig. Hvad så med FNs egne væbnede styrker?

Et FN-skrift svarer: „Disse styrker hjælper typisk med til [hvis de er blevet bemyndiget til det af Sikkerhedsrådet eller Generalforsamlingen] at forhindre nye udbrud af kamphandlinger, at genoprette og opretholde orden og at fremme en tilbagevenden til normale tilstande. Med dette for øje er de fredsbevarende styrker bemyndiget til i nødvendigt omfang at forhandle, overtale, observere og undersøge. . . . Selv om de er bevæbnede må de kun bruge våben til selvforsvar.“ (Kursiveret af os.) Deres formål er altså at tale andre fra konflikter og selv at undgå dem.

Hvad gør dette i realiteten FN til? En vagthund der har lov til at gø men ikke til at bide. Men en hund der gør, advarer i det mindste om at der er vanskeligheder. Hvorfor synes FN da så nytteløst?

Hvor den egentlige magt ligger

Ifølge Andrew Boyd blev FNs problemer indopereret i pagten af de tre store. Han forklarer: „De fortalte uden omsvøb de små fisk at de allerede havde vedtaget en sikkerhedsstruktur der helt ville blive kontrolleret af stormagterne. . . . Der havde været fuld enighed mellem Roosevelt, Churchill og Stalin om at den foreslåede FN-organisation skulle være et instrument til virkeliggørelsen af de beslutninger der blev truffet i fællesskab af de tre store (med Kina og Frankrig som deres privilegerede partnere).“

Boyd fortsætter: „Det var åbenbart at et system udformet af de tre, og af dem alene, ikke ville blive et system der indebar at de måtte overlade nogen del af deres enorme militære magt til at blive kontrolleret af gruppen af mindre stater, til FNs generalsekretær . . . til den internationale domstol, eller til nogen som helst anden.“ Hvordan beskyttede de deres monopol på magt og kontrol?

Boyd forklarer: „De tre stolede ikke på hinanden. Vetoretten skulle være deres værn mod hinanden såvel som mod alle de mindre stater.“ Hvad går vetoretten ud på? Det er retten til at hindre en beslutning ved at stemme nej. Denne ret er forbeholdt de fem permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet (Kina, Frankrig, Sovjetunionen, Storbritannien og De forenede Stater), der har 15 medlemmer. Hvis en større beslutning i Sikkerhedsrådet skal gå igennem, må der være mindst ni der stemmer for, deriblandt de fem. Hvis en af de fem undlader at stemme, betragtes det dog ikke som et veto.

At man inkluderede vetoretten i FN-pagten „afspejlede en forventning om at stormagterne sandsynligvis ville skændes“. Med en sådan begyndelse fik de „forenede“ nationer ikke nogen god start.

Ikke desto mindre skriver vi nu 1985, og hidtil er en tredje verdenskrig blevet undgået. FN spiller stadig en aktiv rolle i verdens anliggender. Er det rimeligt at tro at FN måske alligevel er Guds vej til fred?

[Ramme på side 6]

FNs generalsekretærer og nogle af deres problemer

Trygve Lie (1946-53)

Krig i Korea; Mellemøsten; Berlinblokaden

Dag Hammarskjöld (1953-61)

Krig i Congo; sovjetisk intervention i Ungarn; Mellemøsten

U Thant (1961-71)

Krig i Vietnam; borgerkrig i Nigeria/Biafra; krise i Rhodesia; indisk/pakistansk krig; sovjetisk intervention i Tjekkoslovakiet; Mellemøsten; Cypern; Cubakrisen

Kurt Waldheim (1972-81)

Krig i Vietnam; Kampuchea; Afghanistan; Mellemøsten

Javier Pérez de Cuéllar (1982- )

Krig i Libanon; Afghanistan; Iran og Irak

[Illustration på side 4]

Trygve Lie spurgte sig selv ’hvordan dette frygtindgydende hverv var tilfaldet ham’

[Kildeangivelse]

UN photo

[Illustration på side 5]

U Thant rådede over tre fredsbevarende FN-styrker på samme tid

[Kildeangivelse]

UN photo

[Illustrationer på side 7]

Kurt Waldheim skrev om „en af de farligste tendenser i FNs historie“

Javier Pérez de Cuéllar står i spidsen for en stab på godt 26.000

[Kildeangivelse]

UN photo

FN — Guds vej til fred?

„JEG er overbevist om at De forenede Nationer tilvejebringer den bedste vej ind i fremtiden for dem der har tillid til vor evne til at forme vor egen skæbne på denne planet.“

Denne overbevisning gav tidligere generalsekretær Kurt Waldheim udtryk for i sin bog The Challenge of Peace. Idet han erkendte FNs mangler, forklarede han yderligere: „Man må forstå at De forenede Nationer trods alt repræsenterer verden i miniatureformat. FNs svagheder må derfor hovedsagelig tilskrives de modsætningsforhold der karakteriserer verdenssamfundet som helhed.“ Han tilføjede: „Jeg må understrege at det [FN] ikke er mere end et spejlbillede af den verden det betjener. Den verden er et sammensurium af ekstremt forskellige, ofte umedgørlige, fanatiske og fjendtligtstillede nationer.“ Men ikke alle kommentatorer betragter FN i et så gunstigt lys.

I bogen A Dangerous Place — The United Nations as a Weapon in World Politics, hævder professorerne Yeselson og Gaglione at FN lige fra begyndelsen har været et forum hvor den krigeriske ånd kom til udtryk og at det er en krudttønde af fjendtligheder og politiske manipulationer der kun kan puste til de internationale konflikters ild. Og hvordan forholder det sig med den verden hvori De forenede Nationer fungerer? „I modstrid med hvad der hævdes er det dog en enkel sandhed at verdens politik har stor lighed med en jungle. Nationernes opførsel bygger til syvende og sidst på egennytte og overlevelse. I forholdet blandt nationer og stater er spørgsmålet om overlevelse blevet en tvangstanke. Hermed har man indført, ikke alene jungleloven men også den moral der knytter sig til den.“ Som følge af dette „er krig blevet en fast del af billedet ved internationale forhold“.

Hvilken kontrast til de store forventninger man havde da De forenede Nationers pagt blev underskrevet i 1945. I FNs formålsparagraf står der: „VI DE FORENEDE NATIONERS FOLK BESLUTTEDE PÅ at frelse kommende generationer fra krigens svøbe, som to gange i vor levetid har bragt usigelige lidelser over menneskeheden, . . . HAR BESTEMT AT FORENE VORE BESTRÆBELSER FOR AT NÅ DISSE MÅL.“

Fyrre år senere lyder dette noget hult. I stedet for at samarbejde splittes nationerne. Selv nu er krig daglig kost for millioner af mennesker et eller andet sted på jorden! Hver dag lider og dør mennesker som ofre for krigen — trods De forenede Nationers tilstedeværelse.

Hvem står egentlig bag FN?

Selv om de to bøger der før blev citeret, er skrevet ud fra forskellige synsvinkler, nærmer de sig hinanden i en interessant detalje. Waldheim har sagt at FN ’er et spejlbillede af den verden det betjener’, og Yeselson og Gaglione sammenligner den politiske verden med en jungle. FN må derfor ubønhørligt afspejle den samme lov der hersker i den politiske jungle som dets medlemmer bebor.

Med dette i tanke er det i højeste grad interessant at bemærke den symbolik der bruges i Bibelen. Bibelen omtaler „et vilddyr“ og også dets „billede“, der beskrives som et „skarlagenrødt vilddyr“. (Åbenbaringen 13:1, 2, 14; 17:3, 8, 11) Det første vilddyr repræsenterer hele det verdensomspændende politiske system der har udviklet sig i løbet af de sidste 4000 år og som er kulmineret i de mange politiske retninger der præger verden i dag.a Men hvad er dette dyrs „billede“ da et symbol på?

Hvilken organisation er ifølge de ovenfor citerede kilder et billede af det nuværende politiske system? Det er tydeligvis FN, der med sine 159 medlemsnationer repræsenterer så godt som hele verden. (Se side 11) Bibelens symbolik med vilde dyr harmonerer godt med billedet af ’den politiske jungle’. Det er sørgeligt men sandt at mange politikere har ført og stadig fører deres politiske filosofi ud i livet med et vilddyrs galskab — ved brutalt at dræbe millioner af mennesker, soldater såvel som civile, i deres krige og politiske udrensninger. Dødspatruljer og tortur har været og er stadig den politiske tvangs redskaber. De fleste af disse styreformer og ideologier har deres anerkendte repræsentanter i FN.

Er det, i lyset af det foregående, fornuftigt at tro at FN kan være Guds vej til fred, især i betragtning af at det om Gud ganske enkelt hedder at han „er kærlighed“? (1 Johannes 4:8) Men hvis FN ikke er Guds løsning på problemet, hvem står så i virkeligheden bag denne organisation?

Bibelen lader ingen tvivl tilbage hvad angår oprindelsen til „vilddyret“, det politiske system, og dets „billede“, FN. I Åbenbaringen 13:2 læser vi: „Og dragen gav dyret sin magt og sin trone og stor myndighed.“ Hvem er „dragen“ et billede på? Den samme bibelskribent forklarer at „dragen“ er den „der kaldes Djævelen og Satan, som vildleder hele den beboede jord“. Men på hvilken måde vildleder Satan hele verden? — Åbenbaringen 12:9.

Ved hjælp af alle mulige politiske ideologier og systemer, FN indbefattet, bortleder Satan, „løgnens fader“, menneskehedens opmærksomhed fra den eneste vej til fred og sikkerhed — Guds riges styre over jorden. (Johannes 8:44) I næsten to tusind år har mange der opfattede sig som kristne bedt: „Lad dit rige komme.“ Dog er det de færreste der har haft et klart begreb om hvad Guds rige er. Hvad mener du det er? Da dette rige er så nært forestående, er det livsvigtigt at have en klar forståelse af det. — Mattæus 6:9, 10.

Vågn op!-korrespondenter véd af personlig erfaring at mange mennesker oprigtigt og pligttro arbejder på at fremme FNs formål. Disse mennesker er også opmærksomme på organisationens svage sider, men som Kurt Waldheim og andre tror de at dette er menneskets eneste håb om varig fred og sikkerhed. De kender ikke nogen bedre løsning. Men der er et alternativ som de muligvis har overset — Guds riges styre. — Åbenbaringen 11:15.

Den eneste sande vej til fred

Bibelen viser at Guds rige er en himmelsk regering, et herredømme over jorden, udøvet fra den åndelige verden. (Daniel 2:44; Åbenbaringen 21:1-4) Denne rigsregering, der ledes af Kristus, er allerede i funktion i hele verden og i færd med at forberede et folk sammensat fra alle nationer til evigt liv under dens ledelse. Dette fuldstændigt forenede samfund af mennesker fra alle nationer og sproggrupper er kendt som Jehovas Vidner. De er virkelig „forenede nationer“ som allerede har ’smedet deres sværd til plovjern’. De har også brudt de lænker der udgøres af racisme og snæversynet nationalisme, som er blevet kaldt „den stærkeste og mest ødelæggende faktor i international politik“. FN er stadig bundet og hæmmet af netop disse lænker. — Esajas 2:2-4, da. aut.

I kraft af deres personlige studium af Bibelen véd Jehovas Vidner at kun Guds rige kan indføre sand og varig fred på denne jord og at tiden er meget nær hvor dette rige vil skride til handling. (Lukas 21:31-33; Åbenbaringen 16:14, 16) ’Hvilken handling?’ spørger du måske. Udslettelsen af alle der med vilje ødelægger jorden. (Åbenbaringen 11:18) Dette indbefatter tilintetgørelsen af alle splittende politiske elementer. (Daniel 2:44) Derfor afviser Jehovas Vidner Satans utilstrækkelige og bedrageriske løsning — FN. Men hvorfor er det utilstrækkeligt?

Den hollandske filosof Spinoza, der levede i det 17. århundrede, definerede ikke blot fred som „fravær af krig“ men som noget langt mere omfattende. Han sagde: „Den er en dyd, en sindstilstand, et anlæg for velvilje, tillid, retfærdighed.“ Den kan kun opnås ved at mennesker oplæres i kærlighed og harmoni og ikke i had og splittelse. Som bibelskribenten Jakob udtrykte det: „Desuden får retfærdigheds frugt sin sæd sået i fred for dem som stifter fred.“ (Jakob 3:18) Ved hjælp af deres verdensomspændende undervisningsarbejde lærer Jehovas Vidner andre mennesker om Guds veje til fred, for hans Ord fastslår: „Alle dine sønner vil være oplært af Jehova, og stor bliver dine sønners fred.“ — Esajas 54:13.

Hvis du har lyst til at lære mere om Guds rige, skal du føle dig fri til at kontakte Jehovas vidner i det område hvor du bor. De vil være glade for at lære dig Guds vej til fred at kende.

[Fodnote]

[Ramme på side 11]

Større problemer der berører FN

Nogle af de større problemer som i øjeblikket berører mange af FNs medlemsnationer.

1. Kernevåbenkapløbet og modsætningsforholdet mellem USA og USSR

2. Den økonomiske ubalance mellem Nord og Syd; udviklingslandenes udlandsgæld

3. Sulten og fattigdommen i Afrika. Ørkenområdernes gradvise vækst på kontinentet

4. International narkotikahandel

5. Den internationale terrorisme

6. Sydafrikas apartheidpolitik og forhold til nabostater

7. Namibias uafhængighed af Sydafrika

8. Israel og det palæstinensiske spørgsmål

9. Uroen i Libanon

10. Konflikten mellem Iran og Irak

11. Sydøstasien, den vietnamesiske besættelse af Kampuchea

12. Centralamerika — guerillakrig i El Salvador og Nicaragua

13. Afghanistan, Sovjets indgriben

14. Verdens flygtningeproblem, der berører mere end 10 millioner mennesker

15. Overtrædelser af menneskerettighederne

Denne liste er baseret på taler holdt ved FNs 39. generalforsamling i 1984 med 150 repræsentanter, deriblandt 16 stats- eller regeringsledere. (Se UN Chronicle, bind XXI, nummer 8/1984.)

[Ramme på side 11]

Hvordan FNs medlemstal er vokset

1945

51 nationer: Central- og Sydamerika 19; Europa 14; Asien 2; Mellemøsten 7; Afrika 3; Stillehavsområdet 3; Nordamerika 3

1950

60 nationer: Central- og Sydamerika 19; Europa 16; Asien 7; Mellemøsten 9; Afrika 3; Stillehavsområdet 3; Nordamerika 3

1960

100 nationer: Central- og Sydamerika 19; Europa 27; Asien 13; Mellemøsten 10; Afrika 25; Stillehavsområdet 3; Nordamerika 3

1970

127 nationer: Central- og Sydamerika 23; Europa 28; Asien 16; Mellemøsten 12; Afrika 41; Stillehavsområdet 4; Nordamerika 3

1980

154 nationer: Central- og Sydamerika 29; Europa 30; Asien 19; Mellemøsten 16; Afrika 50; Stillehavsområdet 7; Nordamerika 3

1985

159 nationer: Central- og Sydamerika 32; Europa 30; Asien 20; Mellemøsten 16; Afrika 50; Stillehavsområdet 8; Nordamerika 3

[Illustration på side 9]

De 159 medlemsnationers flag foran FN-bygningen

[Illustration på side 10]

Hvem har allerede ’smedet deres sværd til plovjern’?