Side 2

Det okkulte virker dragende på flere og flere mennesker, og der sker stadig ting som ikke kan forklares ad videnskabelig vej. Hvilke kræfter skjuler sig bag de uforklarlige hændelser? Er der nogen fare forbundet med at interessere sig for det okkulte?

Okkultismens dragende magt 3

Hemmeligheden bag det okkulte 5

Løsningen på mysteriet 8

Jeg var i dæmonernes magt 11

Okkultismens dragende magt

UHYGGE, mystik, spøgelser — det er begreber som folk ofte forbinder med det okkulte. Ordet okkult betyder egentlig „skjult“, „tildækket“, „hemmeligt“. Nudansk Ordbog definerer okkultisme som dyrkelse af „ukendte mystiske naturkræfter“.

Okkultisme drejer sig altså om oplevelser og hændelser „der ikke synes at kunne forklares ud fra de kendte naturlove“, som det hedder i Gyldendals Fremmedordbog. Derfor betegner man ofte okkulte fænomener som „overnaturlige“.

I begyndelsen af 1930rne foretog dr. Joseph Banks Rhine nogle banebrydende undersøgelser af okkultismens mysterier og indførte udtrykket „ekstrasensorisk perception“ (ESP), „oversanselig opfattelsesevne“. Han forudså at okkultismen ville forsvinde ’efterhånden som lyset fra den videnskabelige forskning fordrev mørket fra de kroge hvor mystikken stadig trivedes’. „Som astrologiens okkulte ritualer veg for astronomien, som den okkulte alkymi forvandledes til nøgtern kemi og de magiske helbredelsesmetoder blev til velfunderet lægevidenskab, sådan vil,“ sagde han, „de tilbageværende okkulte systemer med tiden blive fortrængt af et mere pålideligt grundlag.“

Men selv grundige undersøgelser har ikke kunnet løse okkultismens mysterier. Og dens dragende magt er ikke blevet mindre, snarere tværtimod.

Hvorfor virker det okkulte så tiltrækkende?

Mange har hørt om tilfældet Rosemary Brown. Som barn fik denne engelske kvinde kun ganske lidt undervisning i musik. Det interesserede hende ikke særligt. Da hun blev voksen begyndte hun ikke desto mindre at nedskrive partiturer som hun hævdede at Beethoven, Brahms og Schubert havde dikteret hende. Undersøgelsen af hendes tilfælde omtales i The New Encyclopædia Britannica, 1977, hvor der står:

„Da man fremlagde disse partiturer for musikeksperter, var de enige om at hvis de var blevet fundet på et forladt loftskammer, ville man have antaget dem for originale værker. De enkelte stykker fremstod ikke kun som rimeligt gode pasticher, men som et ægte udtryk for det man kendte til komponistens følelsesliv og personlighed. Selv højt uddannede musikere ville øjensynlig have haft svært ved (hvis det overhovedet var muligt) at frembringe værker af en sådan karat. Hvordan en kvinde fra arbejderklassen, med ringe musikkundskab, kunne gøre dette, er forbløffende — ikke mindst i betragtning af at hun aldrig havde lært at komponere.“

Mange mennesker lader sig fascinere af sådanne hændelser og spekulerer på hvordan de er mulige? Opslagsværket The New Encyclopædia Britannica indrømmer: „Tanken om at disse germanske komponisters ånder står i kø for — på engelsk — at diktere deres seneste kompositioner til denne kvinde, er svær at acceptere.“ Alligevel hedder det videre: „Kendsgerningerne er uomtvistelige. Der findes ingen nærliggende forklaringer. Som sådan er denne hændelse typisk for mange andre.“

Et andet eksempel er følgende beretning fra Flixborough, South Humberside, England. Den 1. juni 1974 klokken 16.53 indtraf en voldsom eksplosion på en kemikaliefabrik. Omtrent fire timer tidligere havde en yngre kvinde, der boede omtrent 40 kilometer fra ulykkesstedet, set et nyhedsindslag i fjernsynet der handlede om ulykken og fortalte om sårede og omkomne arbejdere. Samme dag havde hun allerede inden klokken 14.00 talt med to andre om ulykken. Men i fjernsynets nyhedsudsendelse om aftenen hed det at eksplosionen fandt sted sidst på eftermiddagen. Alle fjernsynsselskaber i området benægtede at de skulle have haft et indslag om ulykken på noget tidligere tidspunkt.

Er du, ligesom mange andre, fascineret af sådanne hændelser?

Der findes desuden et „spil“ mange betragter som uskyldigt tidsfordriv. Man benytter et såkaldt ’Ouija-bræt’. Dette bræt findes i flere udførelser, men almindeligvis måler det omkring 60 × 45 centimeter og er cirka en halv centimeter tykt. På brættet står alle bogstaverne i alfabetet, en række cifre fra 1 til 9 samt 0, og ordene „ja“ og „nej“. Den vigtigste del er en lille hjerteformet viser som kan pege på hvert tegn og derved stave et budskab.

Spillerne lægger brættet i skødet og placerer fingrene forsigtigt på den hjerteformede viser. Derefter stiller de et spørgsmål og venter på svaret. Virker det så? Et stort antal spillere svarer ja! „I nogle tilfælde er svarene forbavsende korrekte,“ skriver spalteredaktøren George R. Plagenz. „Man ved at Ouija-brættet endog har forudsagt begivenheder der senere fandt sted.“

Millioner føler sig draget af dette spil. For nogle få år siden blev det betegnet som „det mest populære spil i De forenede Stater — endnu mere populært end Matador“.

Stigende popularitet

„Det okkulte og det overnaturlige er en god forretning,“ bemærker bladet U.S.News & World Report. „Folk fra alle samfundslag er villige til at betale store summer for at rådspørge sandsigere, orakler og andre selvbestaltede seere.“

I De forenede Stater er der omtrent 600.000 „synske“ personer — astrologer, parapsykologer og spiritister, der forlanger op til 300 dollars (ca. 2400 kroner) for deres råd. Der omsættes også for flere millioner dollars blade, bøger, kassettebånd og film der behandler okkulte emner.

I Storbritannien er situationen ikke meget anderledes. Postordrefirmaer der forhandler bøger og genstande som bruges til okkulte formål, oplever en stigende omsætning. En af de største forhandlere ekspederer „flere hundrede ordrer hver uge og har omkring 20.000 faste kunder der køber bøger“.

„For fem år siden,“ oplyser Londonavisen The Guardian for 6. marts 1985, „antog man at der var omkring 60.000 hekse i Storbritannien. I dag anslås dette tal at være steget til 80.000.“

Den vestlige verden oplever faktisk hvad The World Book Encyclopedia kalder „en udbredt genopvækkelse af okkultismen“.

Mange føler sig draget af okkultismen. Men hvad vil en nøjere undersøgelse afsløre? Er der farer forbundet med det? Og i bekræftende fald: Hvori består de?

[Illustration på side 4]

Handel med okkulte genstande er en blomstrende forretning

Hemmeligheden bag det okkulte

FOR femhundrede år siden blev folk efterstræbt af inkvisitionen hvis de var under mistanke for at beskæftige sig med heksekunst. En pavelig proklamation fra 1484 gav inkvisitorerne officiel rygdækning for deres heksejagt. Dette førte til udgivelsen af bogen Malleus Maleficarium (Heksehammeren), der klassificerede hekseri som værre end kætteri. Som følge af dette blev tusinder henrettet.

I nyere tid har indstillingen til hændelser som den moderne videnskab ikke har været i stand til at forklare, ændret sig drastisk. Denne holdningsændring kan spores tilbage til 1848 da to piger, Margaret og Kate Fox fra staten New York, hørte mystiske bankelyde i deres lille hus. De havde på fornemmelsen at det kunne være væsener fra åndeverdenen der søgte at komme i kontakt med dem, og bad om en kode så de kunne indlede en kommunikation. Forbindelsen blev oprettet, hvorefter der fulgte en række budskaber.

Nyheden om dette spredtes vidt og bredt — samtidig voksede interessen for det overnaturlige. Det resulterede blandt andet i at spiritismen blev et organiseret trossamfund, der tiltrak mange som længtes efter at komme i kontakt med deres afdøde slægtninge.

Videnskabelige undersøgelser af det overnaturlige

De overnaturlige hændelser førte også til at man grundlagde selskaber der skulle udforske disse fænomener videnskabeligt. Denne forskning kendes under betegnelsen parapsykologi.

En tid lang havde den etablerede videnskab kun foragt tilovers for denne gren af forskningen. I 1882 blev Selskabet for parapsykologisk Forskning (SPR) imidlertid grundlagt i London. Dets erklærede mål var „i videnskabens ånd, uden fordomme eller forudindtagethed, at undersøge menneskelige evner — virkelige eller indbildte — som synes uforklarlige på baggrund af almindeligt anerkendte hypoteser“.

Den parapsykologiske forskning har senere vundet større anerkendelse efterhånden som ansete forskere har foranstaltet undersøgelser af det overnaturlige. Den 18. maj 1985 bekendtgjorde universitetet i Edinburgh interessant nok udnævnelsen af en amerikansk psykolog, dr. Robert Morris, til professor i parapsykologi. Avisen Sunday Telegraph udnævnte ham til ’professor i det ukendte’. Selv om det affødte kritik at parapsykologien ligefrem skulle have et professorat, bemærkede tidsskriftet New Scientist:

„Parapsykologi er på ingen måde et nyt fag på de britiske universiteter. Selskabet for parapsykologisk Forskning — Englands førende på dette område — fejrede for nogle år siden sit 100 års jubilæum, og har altid været stærkt knyttet til universiteterne. Den første præsident for SPR var Henry Sidgwick, professor i moralfilosofi ved Cambridge-universitetet. Siden da har 28 af de omkring 50 der har beklædt præsidentposten i selskabet været universitetsprofessorer, og to af dem har været nobelpristagere. Der foregår i øjeblikket parapsykologisk forskning ved otte af de 44 engelske universiteter.“

Formelt anerkender de store videnskabelige institutioner ganske vist stadig ikke parapsykologi på lige fod med de fysiske videnskaber. Mange hævder at der slet ikke forekommer egentlige overnaturlige hændelser.

Er det kun blændværk?

Det er sandt at nogle af de hændelser der tilskrives okkulte kræfter, ikke er andet end tricks og blændværk. Det gjaldt for eksempel et tilfælde hvor en præsts fire mindreårige døtre og deres barnepige var involveret. En af pigerne blev sendt ud af værelset. De andre blev sammen og udvalgte i fællesskab en genstand, som for eksempel et spillekort. Så kaldte de pigen ind igen, hvorefter hun skulle beskrive den udvalgte genstand ved hjælp af tankeoverføring. Denne beskrivelse var som regel korrekt. Da medlemmer af Selskabet for parapsykologisk Forskning undersøgte sagen nogle år senere, indrømmede to af pigerne imidlertid at de havde snydt ved hjælp af tegn og lyde.

For nogen tid siden iværksatte tryllekunstneren James Randi en list, for at vise at selv erfarne forskere kan føres bag lyset. Han sørgede for at to unge tryllekunstnere blev ansat hos dr. Peter Phillips, lederen af instituttet for fysik ved Washingtons universitet, der netop var i færd med at udføre eksperimenter inden for det parapsykologiske felt. „Jeg tror faktisk at Mike Edwards [en af tryllekunstnerne] bøjede en nøgle i min hånd uden at han nogen sinde rørte den,“ skrev Phillips. Men han var tilsyneladende blevet ført bag lyset, hvad han også senere indrømmede. Tryllekunstnerne hævdede at deres usædvanlige færdigheder udelukkende skyldtes behændighed og ikke overnaturlige kræfter.

Der har således været flere eksempler på bedrag. Ikke desto mindre sagde Arthur J. Ellison i 1982, i en tale han holdt som præsident for Selskabet for parapsykologisk Forskning, at der findes „klare vidnesbyrd om fænomener der ikke passer ind i vore nuværende videnskabelige modeller for normale hændelser i dette univers“. Hvad er hemmeligheden bag disse fænomener?

Er det sindets skjulte kræfter?

Nogle tror at sindet besidder skjulte kræfter der kan koncentreres om at udføre usædvanlige bedrifter. Men råder sindet virkelig over kræfter der kan ryste borde, bevæge en viser på et Ouija-bræt, bøje metalgenstande eller udrette noget lignende?

I en artikel med overskriften „Hemmeligheden bag mystikken om Ouija-brættet“ skrev tryllekunstneren Henry Gordon: „Der findes en kraft vi ikke kan opfatte, men der er intet overnaturligt ved den.“

„Inden for psykologien kalder man det automatisme,“ udtaler Gordon. „Ved automatisme forstår man en motorisk bevægelse eller muskulær reaktion på en underbevidst tanke . . . Denne psykiske proces står bag mange andre, såkaldt parapsykologiske, fænomener.“

Sådan lyder den forklaring man almindeligvis præsenteres for. Der findes for eksempel blandt udøvere af de orientalske kampteknikker, mestre der kan benytte sig af det de kalder ki-kraften. „Lær at lade din ’ki’ eller dit sind flyde. Det sker ved at du koncentrerer dig om det ene punkt [underlivet] og strækker armen ud,“ foreskriver bladet Black Belt, et tidsskrift for udøvere af orientalske kampteknikker. „Forestil dig vandet eller kraften flyde fra det ene punkt ud gennem din arm og din finger.“

„Så længe [læreren] fortsætter med at optræne sin ’ki’,“ hedder det i bladet Black Belt, „vil hans elever aldrig overgå ham. Grundlæggeren af Aikido [en af de orientalske kampteknikker], mesteren Morihei Uyeshiba, er over 80 år gammel, men han er stadig uovervindelig. Han er i stand til at kaste med 20 stærke mænd på én gang. Med alderen er han blevet endnu stærkere. . . . Man må anerkende ’ki’ som en tilføjelse til de fem sanser.“

Men besidder det menneskelige sind virkelig en kraft af så usædvanlig styrke — en kraft der sætter folk i stand til at udføre bedrifter som ikke kan forklares ud fra et videnskabeligt grundlag?

Lad os belyse det med et eksempel fra Enfield i England, hvor Selskabet for parapsykologisk Forskning undersøgte et tilfælde hvor bankeånder syntes at være på spil. Brian Inglis, der har skrevet flere bøger om overnaturlige hændelser, siger om denne form for aktivitet: „De mystiske bankelyde, møbler der bevæger sig og ting der går itu, varer ofte ved i flere uger. Dette giver forskerne lejlighed til i nogen grad at omdanne lokaliteten til et laboratorium hvor de kan benytte sig af forskelligt avanceret registreringsudstyr.“

I forbindelse med tilfældet i Enfield stillede den berørte person sig villigt til rådighed for undersøgelserne. Ifølge de to forskere var ’den åndelige forsøgsperson’ imidlertid aldeles usamarbejdsvillig. „Den fandt tilsyneladende fornøjelse ved ondskabsfuldt at modarbejde forskernes anstrengelser,“ skrev Inglis. „Båndoptagere blev for eksempel udsat for kortslutninger og skader af en art som fabrikanterne ikke tidligere havde været præsenteret for.“

Sådanne hændelser viser tydeligt at der medvirker kræfter som er uden for det menneskelige sinds kontrol. Hvis en sådan kraft udgik fra et menneskes sind, hvorfor ville den da søge at forpurre forskernes forsøg og ødelægge deres udstyr — navnlig når forsøgspersonen selv var villig til at lade sig undersøge?

Vi må erkende at det menneskelige sind er underfuldt skabt og at vi endnu har meget at lære om dets funktion. Men det er givet at det ikke besidder kræfter der kan løfte, bevæge eller slå til genstande. Menneskesindet kan heller ikke i sig selv modtage oplysninger uden om de almindelige sanser.

Så vidt som den videnskabelige forskning er nået, må man erkende at fænomenet ESP (oversanselig opfattelsesevne) eksisterer og kommer til udtryk på forskellige måder, selv om det ikke står klart hvordan det fungerer. For videnskaben er det stadig et mysterium.

Findes der trods alt en løsning på mysteriet?

[Illustration på side 6]

Besidder menneskesindet en ukendt kraft som kan flytte viseren på et Ouija-bræt?

Løsningen på mysteriet

AT DER findes overnaturlige kræfter som har sat mennesker i stand til at udføre usædvanlige bedrifter er almindeligt anerkendt. Brian Inglis siger i den forbindelse: „Overnaturlige fænomener er nu nærmere en formel anerkendelse end de har været siden middelalderen — hvor man anså dem for at være lige så naturlige, om end ikke lige så forudsigelige, som de øvrige naturkræfter.“

Hvorfra stammer disse usædvanlige kræfter? I flere tusind år har størstedelen af menneskeheden troet at de dødes sjæle levede videre i åndeverdenen; og den almindelige opfattelse er at netop de dødes ånder eller sjæle er ansvarlige for de overnaturlige fænomener. Men er de det?

Er det de dødes ånder?

Hvis de døde er uden bevidsthed — altså virkelig er døde — kan de mystiske kræfter bag det okkulte umuligt stamme fra dem. Hvilken tilstand befinder de døde sig egentlig i?

Om menneskets skabelse siger Bibelen: „Mennesket blev en levende sjæl.“ (1 Mosebog 2:7) Læg mærke til at teksten ikke indeholder den mindste antydning af at mennesket fik en sjæl, som blev en selvstændig del af personen. Sjælen er ganske enkelt mennesket selv. Hvad sker der derfor når mennesket dør?

Om Jesus Kristus oplyser en bibelsk profeti: „Han udtømte sin sjæl til døden.“ (Esajas 53:12) Og om mennesker i almindelighed siger Bibelen: „Den sjæl der synder, den skal dø.“ (Ezekiel 18:4, 20) Alle menneskesjæle dør fordi de har arvet synden fra det første menneske, Adam, der blev en synder ved at være ulydig mod Gud. Og i Bibelen står der: „Den løn synden betaler er døden.“ (Romerne 5:12; 6:23) Når døden indtræffer er det altså sjælen, det tænkende og sansende menneske, der dør.a

I betragtning af dette, er det så overhovedet muligt for døde og levende at få forbindelse med hinanden? I Bibelen står der: „[Mennesket] trækker vejret for sidste gang, han vender tilbage til støvet; i den selv samme time ophører alle hans tanker.“ I Bibelen står der også: „Det er ikke de døde der lovsynger HERREN, ikke dem der stiger ned i det tavse; men vi, de levende, velsigner HERREN.“ — Salme 146:4; 115:17, The New English Bible.

Når de døde ikke kan lovsynge Gud fordi ’deres tanker er ophørt’, kan de naturligvis heller ikke meddele sig til de levende eller være ansvarlige for overnaturlige fænomener. Men hvem står så bag disse fænomener?

Mysteriet løses

Mennesket er ikke den højeste form for liv. Bibelen oplyser at Gud havde skabt en mængde åndelige sønner, usynlige engle, længe før han skabte manden og kvinden. (Job 38:4, 7) En af disse engle begyndte senere at modstå Gud og bagvaske ham, hvorved han gjorde sig selv til Satan (modstander) og Djævelen (bagvasker). Med tiden sluttede andre åndeskabninger sig til Satan Djævelen i hans oprør, hvorved de kom til at udgøre en organisation af oprørske engle eller dæmoner. Kunne det tænkes at disse dæmoner står bag okkultismens overnaturlige fænomener?

Ja, det er netop sådan det forholder sig! I tiden før Vandfloden var disse åndelige ’gudssønner’ i stand til at materialisere sig i legemer af kød og blod så de kunne bo på jorden. (1 Mosebog 6:1, 2; Judas 6) Men efter at de var vendt tilbage til det åndelige domæne, blev deres muligheder for kontakt med menneskene begrænset til de overnaturlige fænomener der har været så almindelige op gennem historien.

Dæmonerne har navnlig sat sig i forbindelse med levende slægtninge og venner til afdøde, og fået disse mennesker til at tro på løgnen om at de døde lever videre et sted i åndeverdenen. Det er ikke svært for dæmonerne at udgive sig for at være afdøde mennesker, da de nøje kan betragte dem mens de lever. Derfor kan de med stor nøjagtighed efterligne et afdødt menneskes karaktertræk, deriblandt dets stemme og måde at udtrykke sig på.

Men, spørger du måske, kan de loyale engle ikke også kommunikere med mennesker? Det er sandt at Gud i tidligere tider benyttede engle til at overbringe budskaber til mennesker. I dag har vi imidlertid den fuldstændige udgave af Bibelen, hvorigennem Gud direkte og fyldestgørende meddeler sig til os. (2 Timoteus 3:16, 17) I Bibelen forbyder Gud udtrykkeligt mennesker at søge forbindelse med væsener fra åndeverdenen.

Gud siger gennem sin profet Esajas: „Men folk vil opfordre dig til at søge råd hos åndemedierne og dem der har en spådomsånd, som hvisker og mumler. De vil sige: ’Man bør nu alligevel søge råd hos ånderne og rådspørge de døde på de levendes vegne.’ Så skal du svare dem: ’Lyt til det HERREN lærer dig! Lyt ikke til åndemedierne — det de fortæller dig vil ikke gavne dig.’“ — Esajas 8:19, 20, Today’s English Version.

Det er grunden til at Gud gav Israels nation præcise påbud om at holde sig fri af okkultisme. Da de gik ind i det forjættede land advarede han dem mod at give sig af med kana’anæernes „vederstyggelige skikke“. (3 Mosebog 18:3, 30) En mere detaljeret omtale af disse skikke findes i Femte Mosebog 18:10, 11. De omfatter det at drive spådomskunst, øve magi, tage varsler, øve trolddomskunst, binde andre med besværgelser, rådspørge spåkyndige eller at henvende sig til de døde.

Vogt dig for det okkulte!

Ved første øjekast synes disse „vederstyggelige skikke“ måske at være ganske harmløse. Men de indebærer en skjult fare. Hvorfor? Fordi man ved at give sig af med sådanne handlinger kommer under dæmonernes indflydelse. Det er kana’anæernes seksuelle fordærv og voldsmentalitet et tydeligt vidnesbyrd om.

I vor tid er det lige så farligt at nære interesse for det overnaturlige. Det kunne meget vel være den lokkemad som leder en i dæmoniske kræfters snarer. I dag behøver man ikke at lede længe for at finde beretninger om hvorledes okkultisme kan være nært knyttet til sex og vold. For din egen skyld bør du derfor give agt på advarselen.

Guds bud til Israels folk i fortiden understreger imidlertid en endnu vigtigere grund til at vi bør sky det okkulte. „For enhver der øver disse ting er en vederstyggelighed for Jehova.“ (5 Mosebog 18:12) De inspirerede kristne bibelskribenter er også enige om denne fundamentale sandhed. Apostelen Paulus nævner „udøvelse af spiritisme“ som en af det faldne køds gerninger. (Galaterne 5:19, 20) Og apostelen Johannes nedskrev Guds advarsel om at „sådanne som øver spiritisme, . . . deres lod er i søen som brænder med ild og svovl. Dette er den anden død“. — Åbenbaringen 21:8.

Nogle tror måske ikke at det kan få så alvorlige konsekvenser hvis man beskæftiger sig med noget så tilsyneladende harmløst som et Ouija-bræt. Men en gruppe buschauffører i England der underholdt sig med et Ouija-bræt i deres hvilepauser, opdagede at deres indstilling til hinanden begyndte at ændre sig. Nogle af dem blev usædvanligt aggressive. Denne sindstilstand påvirkede endog deres kørsel. De fortalte at de uden påviselig grund følte en stærk lyst til at køre ind i den modkørende trafik.

En ung kvinde der eksperimenterede med et Ouija-bræt blev besat af fortiden. Hun blev besat af tanken om at hun var forelsket i en mand der var død 300 år tidligere. Hun søgte bestandig at få kontakt med ham. Hendes mani medførte til sidst at hun begik selvmord ved at lægge sig på et jernbanespor. Politiet fandt hendes dagbøger, der afslørede at hun ønskede at dø for at kunne være sammen med sin elskede.

Selv om du ikke mener at du føler dig tiltrukket af det okkulte, bør du alligevel være forsigtig! Giv agt på det bibelske råd: „Vær ædru, hold jer vågne.“ Husk hvem der står bag det okkulte. „Jeres modstander, Djævelen, går omkring som en brølende løve og søger nogen at opsluge.“ (1 Peter 5:8) Lad det ikke være dig der bliver ’opslugt’!

At Djævelen og hans dæmoner virkelig eksisterer og at de kan øve indflydelse på et menneskes liv, vises i den følgende artikel.

[Fodnote]

[Tekstcitat på side 10]

Hun blev besat af tanken om at hun var forelsket i en mand der var død 300 år tidligere

[Illustration på side 9]

Er det de døde de taler med?

Jeg var i dæmonernes magt

JEG var åndemedium, troldmand, en mandlig heks. Jeg levede af spådomskunst. Jeg tog varsler. Jeg bandt andre med besværgelser. Jeg praktiserede sort magi og voodoo. Faktisk øvede jeg de fleste af de spiritistiske handlinger som Bibelen fordømmer i Femte Mosebog 18:10-12.

Apostelen Paulus’ rejseledsager Lukas skrev: „En tjenestepige med en spådomsånd kom os i møde. Hun plejede at skaffe sine herrer en stor fortjeneste ved at øve spådomskunst.“ (Apostelgerninger 16:16) Ligesom tilfældet var med denne pige, forsynede en dæmon også mig med en viden som jeg ikke kunne have fået på normal vis.

For eksempel vidste jeg det på forhånd da min bedstemoder skulle dø; og når en slægtning blev gravid vidste jeg det før alle andre. Dette var ikke blot gisninger der tilfældigvis holdt stik — det jeg fik kundskab om, skete næsten altid. Hvis jeg ønskede at en studiekammerat, en lærer eller en slægtning skulle blive syg, blev han det uvægerlig.

Engang blev jeg vred på min bedstemoder og ønskede at hun måtte komme til skade. Jeg påkaldte dæmonerne og bad dem sørge for at hun ville skære sig. Samme eftermiddag skar hun sig på en kniv.

Ved en anden lejlighed ønskede jeg at min broder skulle lade mig være i fred. Jeg praktiserede voodoo, og ved hjælp af forskellige klædningsstykker lavede jeg en dukke der forestillede ham. Når som helst han derefter kom inden for en afstand af 3 meter fra mig, fik han stærke smerter i brystet og åndedrætsbesvær. På den måde fandt han ud af at det var bedst at lade mig være i fred.

Engang betvivlede en af mine bekendte spottende min evne til at påkalde dæmonerne. Jeg vidste at han handlede med stoffer, så jeg fortalte ham at han ville blive arresteret og derefter løsladt. Dæmonerne gjorde nøjagtig som jeg bad dem om. Inden der var gået to måneder blev han arresteret. Derefter blev sagen opgivet, og han blev løsladt. Denne mand satte aldrig mere spørgsmålstegn ved mine evner.

Okkultismen griber mig

Min familie var dybt rodfæstet i de religiøse ritualer og hedenske skikke der fandtes i området ved Ozark Mountains i De forenede Stater, hvor folk brugte elskovsdrikke og lignende. Jeg blev født efter at mine forældre var flyttet til San Francisco. De ønskede egentlig ikke at få børn — det ville forstyrre deres frie livsform. Derfor blev jeg forsømt og manglede i den grad kærlighed at mit følelsesliv led skade. Jeg blev en enspænder og hadede andre mennesker.

Jeg var ikke ret gammel da jeg begyndte at fatte interesse for det okkulte. Jeg så alle de film og TV-programmer der handlede om dette emne. Da jeg var omkring seks år benyttede jeg regelmæssigt et Ouija-bræt. Jeg var åben for, og endda ivrig efter, at få en kommunikation i gang med åndeverdenen. Jeg vidste at dæmonerne eksisterede og talte meget gerne med dem. De begunstigede mig med særlige evner og en særlig viden.

Jeg begyndte at læse alle de bøger om okkultisme jeg kunne få fat i, fra de offentlige biblioteker og navnlig fra boghandeler. En forretning, hvis ejer var et åndemedium, henvendte sig især til dem der praktiserede heksekunst eller sort magi. Ved at læse gamle bøger om okkultisme lærte jeg navnene at kende på de dæmoner som spiritister før i tiden havde været i kontakt med.

Jeg begyndte at bruge disse navne når jeg underholdt mig med dæmonerne. Det var som om hver enkelt dæmon adskilte sig fra de andre ved sin personlighed og den måde den gjorde tingene på. På den måde lærte jeg et utal af dæmoner at kende ved navn.

Ud fra det jeg havde læst om okkultisme vidste jeg at dæmonerne var engle som havde mistet Guds gunst og at de ikke var afdøde menneskers ånder eller sjæle. Jeg havde medlidenhed med disse engle og navnlig med Satan. Jeg blev satandyrker, men samtidig — selvmodsigende som det var — bad jeg til Gud. Når mine bønner blev besvaret troede jeg at det var Gud der svarede mig. Satan havde grundigt bedraget mig. — 2 Korinther 11:14.

Selv om dæmonerne udrustede mig med særlige kræfter hjalp de mig ikke til at blive et bedre menneske. Tværtimod fordrejede de min tankegang så jeg begyndte at hade andre fremfor at holde af dem. Jeg blev med tiden utugtig, tyv, dranker, stofmisbruger og homoseksuel.

I januar 1974 døde min bedstemoder. Det bedrøvede mig meget, da hun var den eneste jeg virkelig havde holdt af. Mens jeg var barn havde hun læst for mig fra Bibelen og fortalt om opstandelsen. Nu ville jeg gerne lære mere om opstandelsen. Fra barnsben havde jeg ønsket at leve evigt, og dæmonerne havde givet mig løfte om evigt liv. Men det stod ikke helt klart for mig hvordan det ville blive muligt.

En vigtig kontakt

Kort tid efter min bedstemoders begravelse kom jeg over for en arbejdskammerat — en pige ved navn Gwen — til at nævne at verdens ende var nær men at ingen troede på det. Gwen sagde at hun troede på det, og hun var synligt overrasket over min udtalelse. Jeg havde fået det at vide af dæmonerne, men Gwen viste mig ud fra Bibelen hvordan det forholdt sig.

Gwen talte altid om Jehova og sagde at han var den der ville gøre ende på den nuværende tingenes ordning. Jeg sagde til hende at jeg afskyede navnet Jehova og bad hende om ikke at bruge det. Det sårede hende, og hun sagde at hun helst ikke ville tale med mig mere hvis hun ikke kunne bruge navnet på den hun holdt mest af, for Jehova er Guds eget navn.

Jeg var aldeles forbløffet. Samme aften da jeg kom hjem tog jeg King James-oversættelsen af Bibelen, som havde tilhørt min afdøde bedstemoder. Jeg begyndte at blade den igennem for at finde navnet Jehova. Jeg vidste at hvis jeg fandt det i denne bibel, så havde Gwen ret i at Jehova er Guds navn. Men jeg var overbevist om at det ikke stod der. Jeg blev rystet da jeg fandt Anden Mosebog 6:3, hvor der står: „Jeg åbenbarede mig for Abraham, Isak og Jakob ved navnet Gud den Almægtige, men ved mit navn JEHOVA var jeg ikke kendt af dem.“

Jeg indså med det samme at Jehova faktisk er Gud og at Satan slet ingen magt har i forhold til ham! Efter at jeg i Bibelen havde set det navn jeg afskyede, og hørt mere om opstandelseshåbet, indvilligede jeg i at studere Bibelen sammen med Jehovas Vidner.

Udfrielse fra dæmonernes herredømme

Kort efter tog Gwen mig med til et af Jehovas Vidners møder. Foredraget handlede om vilddyret med tallet 666, der omtales i Åbenbaringens bog i Bibelen. Gennem dæmonerne havde jeg fået temmelig mange modstridende oplysninger om dette vilddyr, og det overraskede mig at det også var omtalt i Bibelen. Min interesse var stor, så jeg bad Vidnerne om at studere Bibelen regelmæssigt med mig fra den følgende uge.

Dæmonerne ønskede naturligvis ikke at jeg skulle studere Bibelen. Men jeg vidste at det var sandheden jeg lærte, og jeg ville ikke opgive den selv om dæmonerne forsøgte at stoppe mig. De slog mig når jeg lå i min seng. Engang slog de mig så hårdt at jeg havde ondt i hovedet i flere timer. Jeg bad Jehova om hjælp, og fra det øjeblik holdt han dem ude af mit værelse.

Men dæmonerne gav ikke op. Udefra klaprede de med vinduerne i soveværelset. De blev ved hele natten så jeg kun fik nogle få timers søvn. De forsøgte at gøre mig mør. Men jeg blev ved med at bede til Jehova og at overvære alle møderne sammen med Jehovas vidner — og Jehova hjalp mig.

Det er sandt at dæmonerne besidder stor magt. De kan endog slå folk ihjel, som de gjorde med Jobs ti børn. (Job 1:18, 19) Og jeg er sikker på at de også ønskede at slå mig ihjel. Jeg havde været deres tjener som de havde begunstiget med særlige evner og kræfter, men nu havde jeg vendt dem ryggen for at tjene deres fjende, Jehova Gud. Jehovas evne til at beskytte mig er derfor et bevis på at vi ikke behøver at frygte dæmonerne.

I sommeren 1974 overværede jeg Jehovas Vidners områdestævne på Oakland-Alameda-stadion. Ved den lejlighed besluttede jeg at jeg ville lade mig døbe ved næste områdestævne. Så den 18. juli 1975 blev jeg døbt på det samme stadion, og i oktober samme år giftede jeg mig med en af mine trosfæller.

Selv efter at Mari og jeg var blevet gift, blev dæmonerne ved at genere os — fra tid til anden gjorde de min hustru rædselsslagen. Mari tilhørte den menighed hvor jeg var begyndt at overvære møderne. Hun kendte hele min baggrund før vi giftede os. Hun har endog fortalt at hun havde mistanke om at jeg var en mandlig heks, dengang jeg begyndte at komme i rigssalen. Jeg havde også en uhyggelig fremtoning. Jeg var klædt helt i sort og talte ikke til nogen. Jeg kom blot til møderne og satte mig ned.

På et tidspunkt troede vi ikke at vi ville blive fri for dæmonernes plager før de blev kastet i afgrunden sammen med Satan. (Åbenbaringen 20:1-3) Men fordi vi har holdt os nær til Jehova i bøn og taget imod al den åndelige føde han tilvejebringer gennem sin organisation, er det nu flere år siden dæmonerne har generet os.

Vi er blevet velsignet med tre dejlige piger, og i de sidste fire år har Mari tjent som heltidsforkynder. Vi ser frem til den tid hvor Satan og hans dæmoner vil blive udslettet for evigt! Indtil da må vi huske på at selv om dæmonerne ikke længere generer os direkte, må vi fortsat kæmpe imod deres indflydelse, som apostelen Paulus skrev: „For os er kampen nemlig ikke imod blod og kød, men . . . imod verdensherskerne i dette mørke, imod ondskabens åndemagter i det himmelske.“ (Efeserne 6:12) — Fortalt af Ralph Anderson.

[Tekstcitat på side 12]

Hver enkelt dæmon adskilte sig fra de andre ved sin personlighed