Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • Side 2
    Vågn op! – 1986 | 22. september
    • Side 2

      Der er så mange ulykkelige ægteskaber og så mange skilsmisser at en hel del spørger sig selv om det ikke er en bedre løsning at bo sammen uden at gifte sig. Hvad viser kendsgerningerne? Og hvordan indvirker de „papirløse“ ægteskaber på børnene?

      Hvorfor gifte sig? 3

      Med eller uden papir? 4

      Et forhold uden for ægteskabet — hvorfor ikke? 7

  • Hvorfor gifte sig?
    Vågn op! – 1986 | 22. september
    • Hvorfor gifte sig?

      At leve sammen uden at være gift, er blevet helt accepteret mange steder, men fører det til større lykke end et ægteskab? En „Vågn op!“-korrespondent i Sverige behandler dette spørgsmål i de tre følgende artikler.

      JAN og Anna mødtes i en klub. De syntes straks om hinanden. Anna var for nylig flyttet hjemmefra og havde fået sin egen lejlighed. Jan delte logi med en anden ung mand. En aften kort tid efter at de havde mødtes, fulgte Jan med Anna hjem til hendes lejlighed. Det blev sent, så han overnattede. Næste dag tog han hjem og hentede sin guitar og sin tandbørste og overnattede igen hos Anna. Lidt efter lidt flyttede han alle sine ejendele til Annas lejlighed, og de begyndte at bo sammen. Jan og Anna syntes ikke de behøvede at gifte sig.

      Millioner af par i alle aldre bor sammen uden at være gift, ligesom Jan og Anna. „Hvorfor gifte sig?“ spørger de. „Vi kan leve bedre sammen uden noget juridisk bindende papir, uden nogen vielsesattest.“

      At leve sammen uden at være gift, er faktisk blevet helt accepteret og betragtes som fuldstændig normalt mange steder. I Sverige, for eksempel, er antallet af ægteskaber gået ned med næsten 40 procent de sidste 20 år. For 20 år siden blev cirka hvert ottende barn født af en ugift moder. Nu fødes hvert tredje eller hvert andet barn af en ugift moder. Jan Trost, sociolog ved Uppsalas universitet, siger: „Så vidt vi ved er dette den højeste procent af børn født uden for ægteskab nogen sinde i et industrialiseret samfund.“

      I Danmark er det at bo sammen uden at være gift den normale samlivsform for unge akademikere. Ugifte par er forældre til mere end hvert tredje af de børn der bliver født. „Næsten ingen af dem vi kender er gift,“ siger en 31-årig dansker. „Alle lever i det vi kalder et papirløst ægteskab.“

      Antallet af papirløse ægteskaber stiger også i andre lande. Ifølge tal som for nylig er blevet offentliggjort af De forenede Staters kontor for befolkningsstatistik lever nu omkring to millioner ugifte par sammen i USA, hvilket er mere end tre gange så mange som i 1970.

      Hvorfor lever så mange mænd og kvinder sammen uden at gifte sig? Er et papirløst ægteskab lige så godt eller måske bedre end et legaliseret ægteskab?

  • Med eller uden papir?
    Vågn op! – 1986 | 22. september
    • Med eller uden papir?

      „Det er ikke andet end bureaukrati! Et stykke papir betyder ingenting. Det der betyder noget er kærlighed. Der er mere romantik i det når man bare bor sammen. Man må tage mere hensyn til hinanden når man ikke er juridisk bundet til hinanden.“ Sådan ræsonnerede Jan og Anna da de flyttede sammen.

      TYDELIGVIS føler nogle par at de, når de bor sammen uden juridiske bånd, kan risikere at miste hinanden, og derfor viser de hinanden og deres forhold mere hensyn. Overfladisk set kan dette ræsonnement lyde meget logisk. Men er sådanne forhold i regelen mere stabile end legaliserede ægteskaber?

      Er der ulemper ved papirløse ægteskaber?

      I bogen Unmarried Cohabitation (Papirløst ægteskab) viser Jan Trost, efter at have præsenteret oplysninger der er samlet fra en undersøgelse om emnet, at „antallet af opløste forhold blandt folk der bor sammen uden at være gift, er omkring dobbelt så stort som blandt gifte par“.

      Jan og Anna boede sammen i tre år inden de giftede sig. Hvor stabilt var deres første forhold? „Vi opdagede at et tilfældigt forhold blot åbnede døren for andre løse forhold. Som samlever er man lettere tilgængelig for en tredje part.“

      Lars og Anette boede også sammen i tre år inden de giftede sig. Lars siger: „Når der opstod problemer ville vi hellere gå fra hinanden end sætte os ned og løse problemerne, som vi forsøger at gøre nu hvor vi er gift.“ Anette tilføjer: „Jeg ved ikke hvor mange gange jeg blev vred på Lars og sagde til ham at nu tog jeg mine ting og rejste. Det gør jeg aldrig nu.“

      „Mine ting,“ siger Anette. Det viser hvordan ugifte par kan betragte deres ejendele — opdelt i „mit“ og „dit“. Nogle gemmer omhyggeligt kvitteringer og indgraverer eller skriver deres navn på det de køber — bare for en sikkerheds skyld. Lyder det som et grundlag for et stabilt, varigt forhold?

      Og hvad sker der hvis den tid kommer da parret bestemmer sig for at flytte fra hinanden? At dele de ting man har kan blive et virkelig stort problem og føre til at man skændes og begår store uretfærdigheder mod hinanden. Hvis kvinden har taget sig af børnene og hjemmet kan hun for eksempel risikere at stå tilbage uden noget, fordi det var manden der tjente pengene og købte de fleste af deres ejendele. Ofte kan hun ikke opnå meget ad juridisk vej fordi de ikke var gift. Hvad sker der så med hende når de går fra hinanden?

      Nogle par siger at de vil bo sammen en tid bare for at se om de passer sammen. De mener at deres fremtidige ægteskab da vil blive mere stabilt. Er det tilfældet? Er for eksempel skilsmissetallet blevet mindre i de lande hvor det er almindeligt at gøre sådan?

      Tag for eksempel Sverige. Eksperter har anslået at 99 procent af en gruppe nygifte havde boet sammen inden de blev gift. Hvis det at bo sammen uden at gifte sig fører til mere stabile ægteskaber, da skulle man forvente at skilsmissetallet i Sverige blev mindre. Men statistikken viser at mens det årlige antal indgåede ægteskaber gik ned fra 50.785 til 36.210 i 25-årsperioden 1958-1983, steg antallet af skilsmisser fra 8657 til 20.618. Ser det da ud til at det at bo sammen fører til mere stabile ægteskaber?

      Hvordan papirløse ægteskaber påvirker andre

      Så er der den virkning et papirløst ægteskab kan have på andre. Der er stadig mange der synes det er forkert, ja endda umoralsk, at bo sammen på den måde. Derfor kan forældre og bedsteforældre føle sig ulykkelige, forlegne og bekymrede når deres børn eller børnebørn lever papirløst. Det kan gå ud over kontakten mellem generationerne.

      Anna mindes: „Jeg tror nok mine forældre skammede sig meget da jeg flyttede sammen med Jan. Indtil da havde jeg altid haft et godt forhold til dem. Men nu følte de sig forlegne når vore slægtninge spurgte til mig. Og de følte sig meget ilde til mode når de var sammen med Jan. De holdt snart helt op med at besøge os. Jeg tror de led meget.“

      Og hvordan er det med de børn som fødes i et sådant forhold? Når forældre indgår og bryder flere forhold kan det føre til at flere børn uden samme forældrepar føres sammen i samme hjem. Det kan gøre børnene forvirrede og utrygge. En undersøgelse som en TV-reporter har foretaget blandt 15-årige skolebørn viser at omkring en tredjedel af dem ikke bor sammen med begge deres biologiske forældre. I Stockholm er tallet helt oppe på 43 procent. Reporteren har følgende kommentar: „Vi har nu et helt anderledes samfund. Mange børn i 1980erne har to hjem . . . De tilbringer den ene weekend hos moderen og den næste hos faderen.“

      Ved en undersøgelse blandt 5500 børn og unge i Sverige fandt lektor Claes Sundelin at hver tiende dreng havde alvorlige psykiske problemer. Han drager den slutning at børn „påvirkes af at det er blevet så almindeligt at folk går fra hinanden“ og at de „knytter sig følelsesmæssigt til de voksne der står dem nærmest; et brud forårsager derfor stor skuffelse“. En 12-årig pige, hvis forældre gik fra hinanden, udtrykte hvad mange børn i den situation føler da hun sagde: „Når jeg bliver stor skal jeg have det godt. Jeg skal giftes og vi skal aldrig skilles.“

      Eftersom et papirløst forhold er mere ustabilt end et lovformeligt indgået ægteskab indebærer det at børn som fødes af ugifte forældre løber en større risiko for at komme til at bo i et hjem med kun en af forældrene. I alle tilfælde lider børnene under at forældrene går fra hinanden, og ofte siger de, ligesom den 12-årige pige, at de vil have et stabilt, varigt forhold når de bliver voksne — inden for ægteskabets rammer.

      At nogle par bor sammen uden at være gift kan få andre langtrækkende konsekvenser. Eftersom sådanne forhold ikke registreres kan myndighederne ikke tage tilbørligt hensyn til dem under de gældende love. Nogle par undlader at gifte sig for at undgå ugunstig beskatning og tab af visse pensioner og andre sociale goder. Det fører til en ulige fordeling af skattebyrden blandt folk i almindelighed. Love om arv, testamenter, fordeling af ejendom og forældremyndighed kan heller ikke anvendes helt og fuldt. En dansk jurist siger: „Bortset fra det moralske spørgsmål er papirløse ægteskaber ud fra et strengt juridisk synspunkt ikke ønskværdige. Der kræves meget mere papir, det vil sige flere juridiske dokumenter og procedurer, for at løse spørgsmål om ejendom og forældremyndighed end når det gælder lovligt registrerede ægteskaber.“

      Bortset fra de moralske eller sociale komplikationer, findes der en endnu vigtigere detalje som man må tage i betragtning.

      Bibelens syn

      Bibelens syn på dette spørgsmål har måske ikke så stor betydning for mange af dem som bor sammen uden at være gift. Men for mennesker som vil leve efter Guds bud, er det af meget stor vigtighed.

      Ifølge Bibelen er et legaliseret ægteskab den eneste form for samliv mellem mand og kvinde som menneskets Skaber har tilladt. Bibelen viser at Jehova Gud førte det første menneskepar sammen i et ægteskab. Hvorfor? Et af formålene var at de skulle nyde godt af hinandens selskab. Den historiske beretning i Første Mosebog siger: „Det er ikke godt for mennesket at være alene. Jeg vil lave ham en medhjælp, som et modstykke til ham.“ (2:18) Et andet formål var forplantningen. „Bliv frugtbare og talrige og fyld jorden,“ sagde Gud til dem. (1:27, 28) At dette ikke skulle være nogen prøveordning fremgår af Første Mosebog 2:24, hvor der siges: „Af den grund forlader en mand sin fader og sin moder, og han skal holde sig til sin hustru, og de skal blive ét kød.“

      Selv om alle mænd og kvinder i dag er ufuldkomne og mange ægteskaber ender med skilsmisse, er det legaliserede ægteskab stadig den tryggeste og mest etablerede form for samliv mellem mand og kvinde i dagens samfund. Ingen anden form for samliv giver alle parter, børnene indbefattet, samme beskyttelse og tryghed som et legaliseret ægteskab.

      Det er den slutning Jan og Anna kom til. Efter at have boet sammen med Jan i flere år begyndte Anna at studere Bibelen og overvære Jehovas Vidners møder. Inden længe ønskede hun at følge Bibelens krav angående ægteskab. En dag bad hun derfor Jan om at gifte sig med hende. Han havde lagt mærke til hvor glad og tilfreds hun var hver gang hun kom hjem fra et møde. Han indså hvor meget det betød for hende, og derfor giftede han sig med hende.

      ’Den religion vil måske også have en gavnlig indflydelse på mig,’ tænkte Jan. Han besluttede selv at undersøge sagen. Snart kom han også til den slutning at Bibelens syn på ægteskab er det bedste. Jan og Anna er nu indviede vidner for Jehova, og de tjener begge som heltidsforkyndere. Hvordan er ægteskabet i sammenligning med det papirløse forhold? De svarer: „Før vi blev gift var vi bare to der boede sammen. Men efter at vi er blevet gift, er vi begyndt at opbygge et meget nærmere og mere inderligt og ansvarsfuldt forhold, et forhold der omfatter en tredje part, Skaberen, Jehova Gud. I mere end 10 år har vi nu levet i et lykkeligt ægteskab.“

      Men andre har måske en anden indstilling. De synes at ægteskabet er en god ordning, men at det ikke er nødvendigt at vise troskab i ægteskabet. De mener at et forhold uden for ægteskabet endda kan have en positiv og opbyggende virkning på ægteskabet. Er det tilfældet?

      [Tekstcitat på side 5]

      „Når der opstod problemer ville vi hellere gå fra hinanden end sætte os ned og løse problemerne, hvilket vi forsøger at gøre nu hvor vi er gift“

      [Tekstcitat på side 6]

      Det legaliserede ægteskab er stadig den tryggeste og mest etablerede form for samliv mellem mand og kvinde i dagens samfund

      [Illustration på side 5]

      Det går følelsesmæssigt ud over børnene når forældrene går fra hinanden

  • Et forhold uden for ægteskabet — hvorfor ikke?
    Vågn op! – 1986 | 22. september
    • Et forhold uden for ægteskabet — hvorfor ikke?

      „KUN du og ingen anden.“ Disse ord er temaet i mange populære sange og udtrykker på en god måde de følelser som de fleste mænd og kvinder nærer til den de gifter sig med. Men hvor længe varer denne troskab?

      Forhold uden for ægteskabet er blevet så almindelige i det moderne samfund at det betragtes som næsten unormalt ikke at have et. Der findes dem som ser gennem fingre med utroskab, forsvarer det og endda anbefaler det. Nogle hævder at det fører til et bedre ægteskab. Psykologen Tony Lake og journalisten Ann Hills skriver i deres bog om forhold uden for ægteskabet, Affairs: The Anatomy of Extra-Marital Relationships: „Der kan ikke være nogen tvivl om at livet for en meget stor del af gifte mænd og kvinder beriges og bliver mere meningsfyldt af hemmelige seksuelle forhold.“

      I populære dameblade stilles dette spørgsmål åbent: „Vil et sidespring redde mit ægteskab?“ Som svar fremføres ofte den tanke at et sidespring kan få en til at værdsætte sin ægtefælle mere eller kan kompensere for et dårligt sexliv. Det gør én mere erfaren, sætter én bedre i stand til at omgås sin ægtefælle og sine børn og bidrager derfor til større lykke, hævder nogle. Ja, man får ofte det indtryk at man går glip af noget hvis man ikke har et forhold uden for ægteskabet. Men gør man det?

      Gør det ægteskabet bedre?

      Kunne denne popularisering af forhold uden for ægteskabet være en medvirkende årsag til det stigende antal skilsmisser i vor tid? I Sverige ender næsten tre af fem ægteskaber med skilsmisse. Og tallene for andre lande er ikke meget lavere. — Se hosstående ramme, „Statistik over vielser og skilsmisser i 1983“.

      I hvilken udstrækning er ægteskabsbrud årsagen til disse skilsmisser? Lake og Hills hævder i en kommentar til tallene for Storbritannien: „Mere end halvdelen af mændene som blev skilt før 40-årsalderen havde angivet ægteskabsbrud som begrundelse i deres skilsmissebegæringer. Det er rimeligt at tro at ægteskabsbrud havde fundet sted i mange flere af disse ægteskaber, men at det ikke blev angivet som hovedårsag. Samtidig ville det være meget overraskende om der ikke hvert år forekommer langt flere forhold uden for ægteskabet end skilsmisser.“

      Dette er ikke kun kendetegnende for de vestlige lande. Ved en nylig undersøgelse i Kina, ledet af Shanghais socialvidenskabelige Akademi, viste det sig at utroskab er en væsentlig årsag til skilsmisser i landet. Antallet af skilsmisser som følge af utroskab „er tredoblet i løbet af de sidste to år“, siges det i rapporten fra Shanghai.

      Forhold uden for ægteskabet er uden tvivl en af de største årsager til ødelagte ægteskaber. Kan man da anbefale utroskab som en løsning på problemerne i et ægteskab? Kan et lægemiddel som viser sig at dræbe mellem 30 og 40 procent af dem der indtager det, anbefales som medicin? Næppe!

      Nogle mener at det er bedst at ens ægtefælle ikke kender til ens forhold uden for ægteskabet. Men hvordan kan utroskab holdes hemmeligt? Lake og Hills forklarer: „Forhold uden for ægteskabet er almindeligvis omgivet af et net af løgne og bedragerier. Uanset om et forhold er hemmeligt eller ej og om det er afsluttet eller stadig står på, er formålet med løgnene almindeligvis at ’beskytte’ ægteskabet, eller at bevare visse aspekter af det ægteskabelige forhold. Mange af disse løgne er halve sandheder, eftersom hele sandheden ville være alt for smertefuld at se i øjnene eller ville forandre forholdet mellem mand og hustru alt for radikalt.“

      Når en mand og en kvinde gifter sig binder de sig til hinanden. At bryde et sådant bindende forhold er bedrageri, forræderi. Har løgne, bedrageri og halve sandheder nogen sinde ført til varig lykke i et ægteskab? Inden man overvejer at indlede et hemmeligt forhold uden for ægteskabet gør man derfor klogt i at spørge sig selv: Vil alle de implicerede blive lykkeligere? Hvad med skyldfølelsen og den stadige frygt for en dag at blive opdaget?

      Andre mener at ægteskabets vigtigste formål er at sætte børn i verden og at det bliver mindre vigtigt at holde sig til sin ægtefælle når børnene vokser op og flytter hjemmefra. De hævder at man kan få en seksuel opvågning. Hvad kan der da på dette tidspunkt være forkert ved at have et forhold uden for ægteskabet?

      Den seksuelle „opvågning“

      Der findes psykologer og familierådgivere som anbefaler at midaldrende mennesker har et forhold uden for ægteskabet for at genoplive slumrende kræfter. Lake og Hills hævder: „En affære på dette tidspunkt kan meget vel gøre et stabilt ægteskab endnu mere stabilt og få den ene part til at føle sig levende på en ny måde uden at det truer den anden det mindste.“

      Et forhold uden for ægteskabet kan meget vel stimulere den seksuelle appetit eller tilfredsstille en for en tid. „Det syntes at være en meget spændende tanke at have en elsker,“ siger en midaldrende kvinde. Men til hvilken pris?

      Tænk på det der skete for en midaldrende mand efter at han havde haft et kærlighedsforhold til sin 18 år yngre sekretær. Hans 30-årige ægteskab gik i stykker, han begyndte at drikke, og blev til sidst afskediget fra firmaet. Han siger beklagende: „Jeg gjorde det ganske enkelt fordi jeg følte mig smigret. At tænke sig at jeg, i min alder, kunne erobre en attraktiv ung kvinde. Jeg tror at trangen til at prale, til at vise hvor uimodståelig man er, ligger bag mange af de dumheder som mænd begår når de får chancen. Dette er meget ulykkeligt, for en sådan stolthed hviler på et falsk grundlag.“

      „Et falsk grundlag“ — ja i sandhed! For længe siden udtrykte Bibelen det på denne måde: „Stolthed går forud for fald, og en hovmodig ånd forud for snublen.“ — Ordsprogene 16:18.

      Er sex alt?

      Nogle søger sex uden for ægteskabet fordi de synes at de ikke får nok inden for ægteskabet. De tror at lykke i livet beror på et meget aktivt sexliv. For dem er et traditionelt, livslangt forhold med én partner gammeldags. Som svenskeren Rita Liljeström, lektor i sociologi, udtaler: „I Sverige har [man] et stærkt utroskabsideal. Troskab har fået lidt af et komisk skær over sig. ’Vi er vel moderne mennesker.’“

      Interessant nok har Bibelen meget at sige om forholdet mellem mand og kvinde, og den giver et afbalanceret syn på sexlivet. Tænk for eksempel på hvad den vise kong Salomon skrev:

      „Drik vand af din egen cisterne, rindende vand af din egen brønd. Skal dine kilder løbe ud på gaden, dine vandstrømme på torvene? Lad dem tilhøre dig alene og ingen fremmede sammen med dig. Lad dit kildevæld være velsignet, og fryd dig over din ungdoms hustru, den elskelige hind, den yndefulde stenbuk. Lad det altid være hendes barm der beruser dig. Måtte du bestandig henrykkes af hendes kærlighed. Hvorfor, min søn, skulle du henrykkes af en andens hustru eller tage en fremmed kvinde i favn?“ — Ordsprogene 5:15-20.

      Bibelen nedvurderer altså ikke den ’henrykkelse’ og tilfredsstillelse som den seksuelle omgang giver manden og kvinden. Men læg mærke til at det skal ske inden for ægteskabet, med „din ungdoms hustru“.

      Den seksuelle appetit er naturligvis ikke altid ens hos manden og hustruen. Som på så mange andre områder i livet kræver et lykkeligt forhold tilpasningsevne og vilje til at dele. Sådan er det også på det seksuelle område. Kommunikation er en nødvendighed. De må begge kende den andens evner og ønsker. Apostelen Paulus anbefaler: „Lad manden yde hustruen hvad der tilkommer hende; og lad også hustruen gøre det samme mod manden.“ Og når de gør dette, gør de vel i at følge dette beslægtede princip: „Lad ingen søge sit eget, men medmenneskets bedste.“ — 1 Korinther 7:3; 10:24.

      Det seksuelle har sin plads inden for ægteskabet, men det betyder ikke at det er det altafgørende eller at man kan lade det seksuelle begær få frie tøjler. Man kan illustrere det på denne måde: Nydt med måde kan alkohol ’fryde det dødelige menneskes hjerte’, som Bibelen siger. (Salme 104:15) Men det betyder sandelig ikke at man bør udvikle et umådeholdent begær efter alkohol eller at man ikke behøver at tænke på hvornår, hvor og hvordan man drikker. — Ordsprogene 20:1; 23:29-35.

      Uselviskhed

      Sex er hverken det eneste eller det bedste grundlag for et lykkeligt ægteskab. Den form for kærlighed som udgør grundvolden for varig tilfredshed er en blanding af venskab, ømhed, omsorg, forståelse, troskab og ansvar. Sådan er den sande ægteskabelige kærlighed. Det er den der består, det er den der hjælper ægtefællerne til at holde ud når der kommer prøver, når fysisk eller psykisk sygdom hindrer det seksuelle samvær eller når kræfterne og skønheden forsvinder med årene.

      Vi når altså til den slutning at det bedste råd findes i bøgernes bog, Bibelen, for den siger: „Vær trofast mod din egen kone og giv kun hende din kærlighed.“ (Ordsprogene 5:15, Todays English Version) Den kristne apostel Paulus tilføjede: „Sørg for at ægteskabet holdes i ære blandt alle og at ægtesengen er ubesmittet.“ (Hebræerne 13:4) I tråd med dette sagde Jesus Kristus følgende til nogle som stillede ham et spørgsmål: „Har I ikke læst at han som skabte dem, fra begyndelsen gjorde dem som mand og kvinde og sagde: ’Af den grund vil en mand forlade sin fader og moder og holde sig til sin hustru, og de to skal være ét kød’?“ — Mattæus 19:4, 5; 1 Mosebog 2:24.

      Et stabilt ægteskab bygget på en sådan uselvisk kærlighed og loyalitet, sammen med en ubrydelig kærlighed til Gud og hans ord, er grundlaget for varig lykke — både for ægtefællerne, deres børn og alle andre implicerede.

      [Tekstcitat på side 8]

      Forhold uden for ægteskabet er blevet så almindelige i det moderne samfund at det betragtes som næsten unormalt ikke at have et

      [Ramme på side 10]

      Statistik over vielser og skilsmisser i 1983:

      Vielser Skilsmisser Forholdstal

      USA: 2.444.000 1.179,000 Over 1 til 2

      USSR: 2,834,000 946,000 1 til 3

      Australien: 113,905 41,412a Over 1 til 3

      Cuba: 76,365 29,249 Cirka 2 til 5

      Holland: 78,415 32,596 Cirka 2 til 5

      Storbritannien: 387,000 145,802b Cirka 2 til 5

      Ungarn: 75,978 29,000 Cirka 2 til 5

      Danmark: 27,096 14,763 Over 1 til 2

      Sverige: 36,210 20,618 Næsten 3 til 5

      Disse tal er baseret på Demographic Yearbook 1983. Tallene for Sverige og Danmark er taget fra Yearbook of Nordic Statistics 1984.

      [Fodnote]

      a Skilsmissetallet for Australien er fra 1981; tallet for Storbritannien er fra 1982.

      b Skilsmissetallet for Australien er fra 1981; tallet for Storbritannien er fra 1982.

      [Illustration på side 9]

      Et lykkeligt forhold mellem mand og hustru kræver god kommunikation og vilje til at tilpasse sig

Danske publikationer (1950-2025)
Log af
Log på
  • Dansk
  • Del
  • Indstillinger
  • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
  • Anvendelsesvilkår
  • Fortrolighedspolitik
  • Privatlivsindstillinger
  • JW.ORG
  • Log på
Del