Side 2

Hvor er de på vej hen?

Det er forår, og disse kanadagæs er på vej hjem til den canadiske sommer. Kileformationen er ikke alene en fryd for vort øje, den er også hensigtsmæssig for gæssene. Den er energibesparende. Ved vingespidserne på hver fugl dannes en opadgående hvirvelstrøm, som er med til at bære den bagved flyvende fugl oppe.

Hvorfor?

Her er seks gode grunde — for at avle disse gæslinger. Hunnen bygger rede af græs og mos, forer den med dun fra sit eget bryst, og lægger sine æg. Så snart gæslingerne kommer ud af æggene, søger de øjenkontakt med moderen. Der dannes et bånd mellem dem. Senere leder gasen, hannen, sin familie på den første udflugt.

[Kildeangivelse på side 5]

Forsidefoto: H. Armstrong Roberts

Livets store spørgsmål

Hvorfor er vi til? Hvor er vi på vej hen? Er der en mening med livet? Og hvordan er vi blevet til?

JORDEN vrimler af liv. Der er liv i havets mørkeste dybder og på de højeste bjergtoppe. Selv i de isfyldte polaregne og de fugtigvarme tropiske jungler myldrer det med liv. Havet kappes med mark og eng om den største rigdom på liv. Der findes levende organismer som kan overleve i vand der er flere hundrede grader over kogepunktet, og nogle som kan overleve i næsten hundrede graders kulde. Der findes liv både i den tynde luft flere kilometer over jorden og i Stillehavets 11 kilometer dybe Marianergrav, hvor fladfisk svømmer omkring under et tryk på knap en ton pr. kvadratcentimeter.

Livet findes også i alle størrelser, fra usynlige bakterier til blåhvaler der er 30 meter lange og vejer 130 tons — en blåhvals tunge alene kan veje lige så meget som en elefant! Men hvad bakterierne mangler i størrelse har de i antal. I blot en teskefuld frugtbar muldjord kan der være fem milliarder bakterier. Og det er takket være milliarder af bakterier i fordøjelseskanalen at termitter og køer kan fordøje cellulosen i træ og græs.

Man har anslået at der lever flere mikrober på og i en af os end der er mennesker på hele jorden. „Det samlede antal mikrober på jorden er for nylig blevet anslået til at være over 20 gange større end det samlede antal af alle jordens dyr,“ fortæller en videnskabsmand. Ja, der er faktisk så mange livsformer på jorden at man umuligt kan holde tal på dem.

Men hverken bakterierne, hvalerne eller nogen af de utallige billioner andre dyreskabninger bekymrer sig om livets store spørgsmål: Hvorfor er vi til? Hvor er vi på vej hen? Er der en mening med livet? Hvordan er vi blevet til?

Jo, én skabning, mennesket, kræver svar på disse spørgsmål. I århundredernes løb har de stillet dem igen og igen. Hvorfor? Fordi mennesker er anderledes. De har nogle helt andre behov. Der er en dyb kløft mellem menneskene og alle jordens øvrige skabninger. Alene det at kun menneskene stiller spørgsmål om deres oprindelse og meningen med livet, er et vidnesbyrd herom. Peter Medawar skriver i sin bog The Limits of Science at videnskaben har sine begrænsninger og at dette „tydeligt ses af at den ikke kan besvare de allermest elementære spørgsmål der har at gøre med det første og det sidste — spørgsmål som ’Hvordan er det hele begyndt?’ ’Hvorfor er vi til?’ og ’Hvad er meningen med livet?’“

Men disse store spørgsmål kræver et svar, de kan ikke ties ihjel. Vi hungrer alle efter at finde svarene, og videnskabsmændene forsøger at give os dem. Kan videnskaben finde svaret på det første store spørgsmål Peter Medawar stillede: Hvordan er det hele begyndt?

Hvordan er livet på jorden opstået?

Min søgen efter svaret

JEG kendte svaret allerede da jeg var barn. Gud har skabt alt — det lærte mine forældre mig ved hjælp af Bibelen. Mens jeg voksede op betragtede jeg livet omkring mig. Det fascinerede mig. Naturens mange undere gjorde et dybt indtryk på mig.

Jeg lagde mærke til at sommerens blomster døde om efteråret, men efterlod sig frø der spirede om foråret og voksede op til nye, farverige blomster. Træernes saft sank ned i rødderne om efteråret, men vendte tilbage nogle måneder senere for at klæde de blottede grene i forårsgrønt. Murmeldyrene rullede sig sammen i deres huler og sov deres lange vintersøvn, men vågnede når der igen kom varme, solrige dage. Drosselparret der havde deres rede i en hul jernstolpe i vores baghave, fløj sydpå om efteråret men vendte tilbage til den samme stolpe om foråret for at sætte endnu en familie i verden. Jeg så med ærefrygt på gæssene der fløj sydpå i kileformation og lyttede fascineret til deres konstante skræppen — og spekulerede på hvad de mon snakkede om.

Jo mere jeg lærte om livet, jo mere planmæssighed fik jeg øje på. Og jo mere planmæssighed jeg så, jo mere forstod jeg at det var sandt hvad mine forældre havde lært mig: at der måtte stå en Skaber bag.

Ingen Skaber?

Men da jeg kom i gymnasiet fik jeg at vide at der ikke var brug for nogen Skaber: ’Det er alt sammen sket ved et tilfælde. Kemikalier i jordens uratmosfære blev spaltet af lyn og ultraviolette stråler, hvorefter deres atomer dannede nye, stadig mere komplicerede molekyler, og en levende celle var blevet til. Da den formerede sig indtraf der mutationer, og milliarder af år senere var jorden dækket af livet i dets myriader af former. Mennesket er denne udviklings seneste frembringelse.’

De fik udviklingslæren til at lyde så enkel. Måske lidt for enkel. Jeg troede stadig på en skabelse, men jeg ønskede ikke at være lettroende. Jeg ville gerne tro på det der var mest logisk, jeg ønskede at være fordomsfri og at finde frem til sandheden. Derfor begyndte jeg at studere naturvidenskab, og derved lærte jeg meget. I højere grad end nogen sinde før fik jeg øjnene op for naturens undere. Jo mere jeg lærte, jo mere ærefrygt følte jeg. Men jo mere planmæssighed jeg fik øje på, jo mere stejlede mit sind ved at tro at mutationer og blinde tilfældigheder kunne have frembragt det som højt begavede mænd ikke kan efterligne i deres laboratorier — end ikke den mindste bakterie kan de skabe, og da slet ikke blomster, sangfugle og gæssenes kileformationer.

I mine gymnasieår og da jeg senere studerede ved universitetet undersøgte jeg alle mulige grene af naturvidenskaben — kemi, fysik, biologi, matematik — og i tiden der fulgte fortsatte jeg med at læse bøger og artikler skrevet af tilhængere af udviklingslæren. Jeg syntes stadig ikke det lød overbevisende. De gik altid meget let hen over beviserne for de påstande de fremsatte om udviklingslæren.

Men det er jo efterhånden mange år siden. Nu lever vi i 1987. Måske findes der nu flere beviser og færre løse påstande. Måske er det på tide at undersøge spørgsmålet på ny. Jeg har valgt at fokusere på én side af sagen — hvordan livet opstod her på jorden. For hvis det ikke kan bevises at den første levende celle er blevet til ved en udvikling, hvordan kan man da fastholde påstanden om at udviklingen har frembragt levende skabninger med billioner af celler — og mennesker med hundrede billioner celler hver?

Jeg valgte at foretage min undersøgelse ved hjælp af nogle nyere bøger af velanskrevne videnskabsmænd — alle tilhængere af evolutionsteorien. Jeg ønskede at bedømme dem på samme måde som Jesus bedømte tilhængere af falsk religion: „Ud fra dine ord vil du blive erklæret retfærdig, og ud fra dine ord vil du blive fordømt.“ (Mattæus 12:37) Jeg har i min undersøgelse begrænset mig til de vigtigste udviklingstrin på vejen til livet: (1) uratmosfæren, (2) den organiske ursuppe, (3) proteinerne, (4) nukleotiderne, (5) nukleinsyren (DNA) og (6) cellemembranen.

Antagelser om uratmosfæren

Den første betingelse for at livet kunne opstå, er at jorden havde en uratmosfære som under påvirkning af lyn, ultraviolette stråler eller andre former for energi kunne frembringe simple molekyler som er en forudsætning for liv. I 1953 foretog Stanley Miller et eksperiment i denne forbindelse: han valgte en „uratmosfære“ der indeholdt store mængder brint, sendte en elektrisk gnist gennem den, og frembragte derved to simple aminosyrer af de 20 der skal til for at proteiner kan opstå.¹ Ingen ved imidlertid hvad jordens uratmosfære bestod af.² Hvorfor valgte Stanley Miller netop denne? Han har indrømmet at han foretrak den fordi den var den eneste hvori „en syntese af biologisk interesse finder . . . sted“.³

Det gik op for mig at man ofte ’styrer’ eksperimenterne så de giver de ønskede resultater. Mange videnskabsmænd erkender at den der foretager eksperimenterne ’i høj grad kan manipulere med resultaterne’, og at ’hans forstand kan være forudindtaget angående eksperimentets udfald’.⁴ Millers atmosfære blev anvendt i de fleste af de eksperimenter man foretog i tiden der fulgte, ikke fordi den var logisk eller bare sandsynlig, men fordi „den virkede befordrende på eksperimenter med evolution“, og „den anbefales af vellykkede laboratorieeksperimenter“.⁵

Evolutionisterne hyldede Millers resultat som et stort gennembrud. Mange eksperimenter fulgte; man forsøgte sig med forskellige energikilder og forskellige råmaterialer. Ved stramt styrede laboratorieeksperimenter, gennem mange kunstgreb og ved at ignorere de forhold der findes i et naturligt miljø, lykkedes det videnskabsmænd at frembringe andre organiske kemiske forbindelser der har betydning for livets opståen. De gjorde Millers myg til en elefant. Hans eksperiment åbnede mulighed for at der kunne være opstået en organisk ursuppe bestående af livets byggestene i havet. Eller gjorde det?

Den organiske ursuppe er en myte

Millers „myg“ var ikke levedygtig, og den tog „elefanten“ med sig i graven. For at danne aminosyrer spaltede Miller de simple kemikalier i sin atmosfære ved hjælp af en gnist. Men den samme gnist ville endnu hurtigere have nedbrudt aminosyrerne! Derfor ’styrede’ Miller igen sit eksperiment: For at beskytte aminosyrerne mod gnisten byggede han i sit apparat en fælde hvori de blev fanget så snart de opstod. Videnskabsmændene hævder imidlertid at aminosyrerne i den fjerne urtid undslap lynene eller de ultraviolette stråler ved at styrte sig i havet. Med denne påstand prøver evolutionisterne at redde ursuppen.

Men dette er af flere årsager forgæves. Da aminosyrer ikke er stabile i vand ville de kun findes i ubetydelige mængder i urhavet. Hvis der engang havde eksisteret en organisk ursuppe ville nogle af dens bestanddele desuden være aflejret i sedimentære bjergarter, men trods 20 års forskning „har man ikke i de ældste bjergarter kunnet finde vidnesbyrd om en præbiotisk suppe“. Men „den præbiotiske suppes eksistens er altafgørende“. Derfor „kommer det som . . . et chok at der overhovedet ikke findes sikre beviser for at den har eksisteret“.⁶

Chancerne for dannelse af proteiner

Men lad os sige at denne ursuppe virkelig har eksisteret, selv om intet i naturen taler for det. I ursuppen var der millioner af aminosyremolekyler, flere hundrede forskellige slags, nogenlunde lige mange venstredrejende og højredrejende former. Ville aminosyrerne nu samle sig i lange kæder og danne proteiner? Ville netop de 20 nødvendige former tilfældigt blive valgt blandt ursuppens flere hundrede slags aminosyrer? Ville tilfældet blandt disse 20 former udelukkende udvælge sig de venstredrejende former, dem der findes i levende organismer? Og ville de derefter samle sig i den rækkefølge og den form der kræves til hvert enkelt protein?⁷ Kun ved et mirakel!

Et typisk protein indeholder omkring 100 aminosyrer og mange tusind atomer. En levende celle bruger cirka 200.000 proteiner i sine livsprocesser. Af dem er de 2000 enzymer, særlige proteiner der er livsnødvendige for cellen. Hvor stor er chancen for at disse enzymer er blevet til ved et tilfælde i den organiske ursuppe — hvis den altså fandtes? Som 1 til 10^40.000! Dette tal er 1 efterfulgt af 40.000 nuller. Skrevet helt ud ville det fylde 14 sider i dette blad. Eller sagt på en anden måde: Sandsynligheden er lige så lille som for at man kan slå 50.000 seksere i træk med en terning. Og her taler vi kun om de 2000 af de 200.000 proteiner en levende celle har brug for.⁸ For at få dem alle, skal man slå endnu fem millioner seksere i træk!

Nu begyndte jeg at føle at jeg slog løs på en hest som allerede var død, men alligevel gik jeg videre til det næste punkt: Hvis vi antager at der opstod proteiner i den organiske ursuppe, hvordan forholder det sig da med nukleotiderne? Leslie Orgel fra Salk-Instituttet i Californien har sagt at nukleotiderne udgør „et af de største problemer i den præbiotiske syntese“.⁹ Deres tilstedeværelse er en betingelse for at nukleinsyrerne (DNA, RNA) kan blive til — hvilket også betegnes som et overordentlig vanskeligt problem. Dertil kommer at proteiner ikke kan samles uden nukleinsyrer, og at nukleinsyrer ikke kan dannes uden proteiner.¹⁰ Det er den gamle gåde i en ny kemisk forklædning: Hvad kom først, hønen eller ægget?

Men lad os springe denne gåde over og lade evolutionisten Robert Shapiro, professor i kemi ved New Yorks universitet og specialist i DNA-forskning, udtale sig om chancen for at nukleotider og nukleinsyrer kunne dannes ved et tilfælde i jordens urmiljø:

„Når to aminosyrer går i forbindelse med hinanden, frigøres et vandmolekyle. To vandmolekyler må frigøres for at en nukleotides bestanddele kan samles, og mere vand frigøres når nukleotiderne forbindes og danner nukleinsyre. Dannelsen af vand i et i forvejen vandrigt miljø svarer desværre i kemisk forstand til at skulle sælge sand i Sahara. Det er ufordelagtigt og kræver energi. Sådanne processer sker ikke uden videre af sig selv. Det er faktisk de modsatte reaktioner der sker spontant. Vand angriber gerne store biologiske molekyler. Det vrister nukleotider fra hinanden, bryder båndene mellem sukker og fosfat, og adskiller baser fra sukker.“¹¹

Det sidste af de seks punkter jeg havde besluttet mig for at undersøge, drejede sig om cellemembranen. Uden denne kan cellen ikke eksistere. Den må beskyttes mod vand, og det sørger de vandskyende fedtstoffer i membranen for at den bliver.¹² Men dannelse af en membran kræver et „proteinsyntese-apparat“, og dette kan kun fungere hvis det holdes sammen af en membran.¹³ Og så er vi tilbage ved høne-eller-æg-problemet!

Molekylærbiologien ringer med dødsklokkerne

Det var evolutionisternes drøm at bevise at den første levende celle var meget simpel. Molekylærbiologien har forvandlet deres drøm til et mareridt. Michael Denton, specialist i molekylærbiologi, har ringet med dødsklokkerne for denne drøm:

„Molekylærbiologien har vist at selv de simpleste af alle levende organismer på jorden i dag, bakteriecellerne, er yderst komplicerede objekter. Skønt de mindste bakterieceller er utroligt små og vejer mindre end 10^-12 gram, er hver af dem i virkeligheden en sand mikro-miniaturiseret fabrik med tusinder af indviklede, fint formgivne stykker molekylært maskineri, en fabrik der alt i alt består af hundrede milliarder atomer — langt mere kompliceret end nogen maskine mennesket har bygget, og absolut uden sidestykke uden for det levendes verden.

Molekylærbiologien har også vist at cellens grundlæggende opbygning stort set er ens hos alle jordens levende organismer, lige fra bakterier til pattedyr. I alle organismer spiller DNA, budbringer-RNA og protein samme rolle. Den genetiske kode har også i alt væsentligt samme betydning i alle celler. Proteinsyntese-maskineriets størrelse, struktur og bestanddele er praktisk talt ens i alle celler. I betragtning af cellernes grundlæggende biokemiske konstruktion, kan ingen levende organisme derfor anses for at være mere primitiv eller ældre end nogen anden organisme, og der er heller ikke den mindste antydning af en evolutionær rækkefølge blandt alle de utroligt forskellige celler på jorden.“¹⁴

Det er derfor ikke overraskende at Harold Morowitz, fysiker ved Yale-universitetet, har beregnet at sandsynligheden for at selv den simpleste levende bakterie kunne opstå gennem vilkårlige forandringer, er som 1 til 1 fulgt af 100.000.000.000 nuller. „Dette tal er så stort,“ siger Robert Shapiro, „at det ville kræve flere hundrede tusind bøger med blanke sider at skrive det i konventionel form.“ Han hævder at de videnskabsmænd der er tilhængere af teorien om livets kemiske udvikling, ignorerer de voksende vidnesbyrd og „har valgt at betragte [teorien] som en ubetvivlelig sandhed, hvorved de giver den status som mytologi“.¹⁵

En specialist i cellebiologi siger at en enkelt celle for millioner af år siden „kunne fremstille våben, fange føde, fordøje den, skille sig af med affaldsstoffer, bevæge sig omkring, bygge huse og udfolde normal eller unormal seksuel aktivitet. Disse væsener findes stadig. Protisterne — hele og fuldstændige organismer der består af en enkelt celle med mange evner, men uden væv, organer, hjerte og hjerne — har i virkeligheden alt hvad vi har.“ Denne videnskabskvinde siger at en enkelt celle kan styre „de flere hundrede tusind samtidige kemiske reaktioner som livet består af“.¹⁶

Hvilken utrolig kemisk aktivitet i en mikroskopisk celle! Dette kræver ganske afgjort en Mesterkonstruktør med en intelligens der langt overgår vor. De oplysninger der er indkodet i et DNA-molekyle som vejer „mindre end nogle få tusind milliontedele af et gram“ er nok „til at beskrive en organisme så kompliceret som mennesket“.¹⁷ Hvis de oplysninger der findes i en enkelt celles DNA „blev skrevet ned, ville de fylde 1000 bøger på hver 600 sider“.¹⁸ Hvor ærefrygtindgydende! Der må stå en intelligens som langt overgår den menneskelige fatteevne, bag livets opståen på jorden.

Den konklusion jeg er nået frem til lyder: Uden den rette atmosfære, ingen organisk ursuppe. Uden den organiske ursuppe, ingen aminosyrer. Uden aminosyrer, ingen proteiner. Uden proteiner, ingen nukleotider. Uden nukleotider, intet DNA. Uden DNA, ingen celler der formerer sig. Uden cellemembran, ingen levende celle. Og uden intelligens til at formgive og styre disse processer, intet liv på jorden.

Videnskabsmændene har gjort dem der tror på en skabelse en stor tjeneste. Deres opdagelser om livet har styrket min tro på skabelsen, og nu læser jeg med endnu større værdsættelse ordene i Romerbrevet 1:20, 21, 28: „[Guds] usynlige Væsen, baade hans evige Kraft og Guddom, er nemlig fra Verdens Skabelse af fattelige og synlige i de skabte Ting. De er altsaa ikke til at undskylde. . . . Saa blev de fordummede i deres Tankegang, og deres uforstandige Hjerte formørkedes. . . . Fordi de ikke brød sig om at anerkende Gud, prisgav Gud dem til deres forkastelige Sindelag, saa at de gør, hvad der ikke sømmer sig.“ — Rosenørn-Lehn.

Mine undersøgelser har overbevist mig om at det mine forældre lærte mig, er sandt: At Jehova Gud alene er „livets kilde“. (Salme 36:9) — Af en fast medarbejder ved Awakes!’s hovedredaktion.

Henvisninger

1. Origins: A Skeptic’s Guide to the Creation of Life on Earth af Robert Shapiro, 1986, s. 105; Life Itself af Francis Crick, 1981, s. 77.

2. Origins: A Skeptic’s Guide, s. 96-7.

3. The Origins of Life on the Earth af Stanley L. Miller og Leslie E. Orgel, 1974, s. 33.

4. Origins: A Skeptic’s Guide, s. 103.

5. Technology Review, april 1981, R. C. Cowen, s. 8; Science 210, R. A. Kerr, 1980, s. 42. (Begge citater er hentet fra The Mystery of Life’s Origin: Reassessing Current Theories, 1984, s. 76.)

6. Evolution: A Theory in Crisis af Michael Denton, 1985, s. 260-1, 263; Origins: A Skeptic’s Guide, s. 112-3.

7. Evolution: A Theory in Crisis, s. 234-8.

8. The Intelligent Universe af Fred Hoyle, 1983, s. 12-17.

9. Origins: A Skeptic’s Guide, s. 188.

10. Evolution: A Theory in Crisis, s. 238; Origins: A Skeptic’s Guide, s. 134, 138.

11. Origins: A Skeptic’s Guide, s. 173-4.

12. Ibid., s. 65.

13. Evolution: A Theory in Crisis, s. 268-9.

14. Ibid., s. 250.

15. Origins: A Skeptic’s Guide, s. 32, 49, 128.

16. The Center of Life af L. L. Larison Cudmore, 1977, s. 5, 13-14.

17. Evolution: A Theory in Crisis, s. 334.

18. National Geographic, september 1976, s. 357.

[Ramme/illustration på side 7]

Hvad kom først?

Ægget kommer fra en høne, men hønen kommer fra et æg

Proteiner kan ikke dannes uden nukleinsyrer, men nukleinsyrer kan ikke dannes uden proteiner

En cellemembran kan ikke dannes uden et proteinsyntese-maskineri, men dette maskineri kan ikke dannes uden en cellemembran

[Illustration på side 8]

I hver eneste levende celle foregår der flere hundrede tusind kemiske reaktioner på samme tid

[Illustration på side 9]

Oplysningerne i en enkelt celles DNA ville fylde 1000 bøger på hver 600 sider

Svar på de andre spørgsmål

Svaret på spørgsmålet om hvordan vi er blevet til, er afgørende for svarene på de andre spørgsmål: Hvorfor er vi til? Hvor er vi på vej hen? Er der en mening med livet?

IFØLGE sin natur vil en udvikling foregå i blinde, uden hensigt eller mål. Hvis vi er blevet til ved en udvikling, er der ingen hensigt med at vi er her, vi er ikke på vej nogen steder hen, og der er ikke nogen mening med livet.

Heldigvis for os er udviklingsteorien ikke sand. Der er aldrig påbegyndt nogen udvikling, og slet ikke hvad mennesket angår. De videnskabelige vidnesbyrd er ikke til at komme uden om: En levende celle pakket med tusinder af hensigtsmæssige funktioner kan ikke opstå af sig selv, gennem vilkårlige forandringer. Dette er tydeligt for enhver der lytter mere til fornuften end til evolutionisternes ønskedrømme. Som Francis Crick har sagt: „En ærlig mand der er væbnet med al den viden vi har nu, kan kun sige at i øjeblikket synes livets opståen i en vis forstand at være næsten et mirakel.“ Og som medlem af det kongelige videnskabernes selskab, professor H. S. Lipson, tøvende siger: „Vi må gå et skridt videre og indrømme at den eneste acceptable forklaring er skabelse.“

Det er imidlertid sjældent at evolutionister udtrykker sig så ærligt og oprigtigt. Som regel siger de dogmatisk noget i retning af: ’Det er en kendsgerning at der har fundet en udvikling sted. Det behøver ikke længere at bevises. Ingen kvalificeret videnskabsmand tvivler på den. Alle der har en uddannelse tror på udviklingslæren. Det er kun de uvidende der forkaster den.’ I en udsendelse i amerikansk TV har Stephen Jay Gould sagt at videnskaben „ofte genspejler de stort set ubevidste fordomme hos dem der udfører arbejdet“. To minutter senere viste han at han ikke selv er fordomsfri. Han sagde at Darwin har gjort mere end noget andet menneske til „at fastslå at udviklingen er en kendsgerning“.

Darwin mente imidlertid at livet „af Skaberen oprindelig er bleven nogle faa eller en enkelt Form indblæst“. Hans teorier om en udvikling gennem nedarvede, gradvise forandringer er faldet til jorden. Det fossilmateriale han stolede på som bevis for sin teori, har svigtet ham. Stephen Jay Gould tror ikke længere på Darwins teorier, for de bygger ikke på kendsgerninger. For at kunne bevare sin tro på udviklingsteorien har Gould forladt teorien om langsomme forandringer, og tror nu på store, hurtige spring mellem livsformerne. Men også denne teori savner ethvert grundlag. Dens eneste formål er at dække over de huller der er i fossilmaterialet hvor mellemleddene skulle have været. Videnskaben er ikke alene ude af stand til at bevise udviklingsteorien — den modbeviser den faktisk.

At tidsskrifter og bøger om udviklingsteorien er fyldt med skræmmepropaganda er kun et vidnesbyrd om at den er trængt op i en krog. Ved hjælp af denne taktik leder evolutionisterne millioner af hjernevaskede „omvendte“ ind i deres fold. Da deres teorier mangler støtte i kendsgerningerne, griber de til den samme form for autoritetstyranni som de desperate farisæere anvendte over for Jesus:

„Imidlertid var Gendarmerne [som var blevet sendt ud for at pågribe Jesus] kommet tilbage til de høje Præster og Farisæerne, som spurgte dem: ’Hvorfor har I ikke ført ham herhen?’ Gendarmerne svarede: ’Aldrig har noget almindeligt Menneske talt, som den Mand taler!’ ’Hvad,’ sagde Farisæerne, ’har I nu ogsaa ladet Jer blænde? Har I maaske set nogen blandt bedre Folk eller Farisæerne tro paa ham — .’“ Da en der selv hørte til farisæerne protesterede, sagde de hånligt til ham: „Man skulde tro, du ogsaa var Galilæer!“ (Johannes 7:45-52, Schindler) I dag bliver enhver videnskabsmand der forkaster udviklingsteorien stemplet som uduelig af evolutionisterne, og de overøser enhver der vover at tro på en skabelse, med bidende sarkasme!

Troen på en skabelse finder langt mere grundlag i videnskaben end troen på en udvikling. Skabelsesberetningen forklarer hvorfor alt i himmelrummet og på jorden er så hensigtsmæssigt formgivet: Planter og dyr, vort eget legeme og vor gådefulde hjerne. Også de mange informationer i DNAet vidner om en overordnet intelligens. Einstein brød sig ikke om kristenhedens gud, men „naturlovenes harmoni“ gjorde et dybt indtryk på ham. „De genspejler en så overlegen intelligens at alle menneskers handlinger og al deres systematiske tænkning kun er en fuldstændig ubetydelig afglans i sammenligning med den.“

Troen på en skabelse rummer også svaret på livets store spørgsmål.

Hvorfor er vi til?

Det forklarede Jehova da han skabte det første menneskepar. „Lad os frembringe mennesker i vort billede,“ sagde Gud til Logos (der senere kom til jorden som Jesus), „så de ligner os, og lad dem råde over havets fisk og himmelens flyvende skabninger og husdyrene og hele jorden og alle smådyr der myldrer omkring på jorden.“ Gud plantede også en have i Eden og satte mennesket i den „til at dyrke den og tage sig af den“. Han gav desuden det første menneskepar denne befaling: „Bliv frugtbare og talrige og fyld jorden.“ — 1 Mosebog 1:26, 28; 2:8, 15.

Som efterkommere af Adam og Eva er vi her på jorden for at opfylde den, dyrke den og tage os af den, og for at udøve et kærligt herredømme over dens planter og dyr. Gud har sat os i stand til at gøre dette ved at skabe os i sin lighed — ikke med hensyn til fysisk udseende, men ved at skænke os visse egenskaber som han også selv har, for eksempel kærlighed, visdom, magt, retfærdighed, ønsket om at udføre meningsfyldt arbejde og glæden ved at udrette noget. Netop dét at vi i denne forstand er skabt i Guds billede adskiller os fra alle dyrene og får os til at grunde over de spørgsmål som ingen anden skabning på jorden stiller.

Ateisterne hævder at vi ikke er skabt i Guds billede, men at vi har skabt Gud i vort billede. Deri tager de fejl. De menneskeskabte guder har større lighed med solen, månen og stjernerne, med træer, torden, lyn, bjerge, dyr, jordiske herskere, penge, sex, bugen — og hvad mennesket ellers finder det for godt at tilbede. (Romerne 1:25; Filipperne 3:19) Mennesket afspejler ikke Guds egenskaber i balance. I vor syndige tilstand tilskyndes vi derfor til at vende tilbage til hans billede. (Kolossenserne 3:9, 10) Udviklingsteorien kan ikke forklare hvorfor mennesker og dyr er adskilt af en gabende kløft, og den forklarer heller ikke hvorfor vi i det hele taget har en indre trang til at søge svar på livets store spørgsmål. Men det at vi er skabt i Guds billede og lighed forklarer hvorfor mennesket har en sådan trang.

Hvor er vi på vej hen?

Intet dyr stiller dette spørgsmål. Dyr er ikke tidsbevidste og forstår ikke begreber som ’fortid’ og ’fremtid’. Det gør mennesket derimod. Som det siges i Prædikeren 3:11 er det Gud som har sat denne kløft mellem mennesker og dyr: „Også tidens uendelighed har han givet en plads i [menneskenes] hjerte.“ Vi mennesker har derfor en bevidsthed om de forgangne årtusinder og om den uendelighed fremtiden rummer. Det er noget vi tænker over. Hvad vil der ske med os når vi dør? Har vi en udødelig sjæl der lever videre? Er det himmelens lyksalighed, helvedes pinsler eller gravens glemsel der venter os? Eller bliver vi måske genfødt i et andet legeme?

Tanken om at vi måske forsvinder for altid når vi dør, kan vi slet ikke forlige os med. Det virker knusende på os at forestille os at tiden fortsat vil gå, at jorden og menneskene fortsat vil være her — mens vi selv er glemt og borte. For at forjage denne uacceptable tanke klynger mange sig til læren om en udødelig sjæl — en lære der ikke findes i Bibelen. — Ezekiel 18:4.

Bibelen siger at når mennesket dør vender det tilbage til jorden. „Samme dag går hans tanker til grunde.“ Han „ved slet ingen ting“. (Salme 146:4; Prædikeren 9:5) Men milliarder af mennesker vil få en opstandelse: „Den time kommer i hvilken alle de der er i mindegravene skal høre hans røst og komme ud.“ De der til den tid viser at de elsker Gud og næsten, vil høre kongen Jesus Kristus sige: „Arv det rige som har været jer beredt fra verdens grundlæggelse.“ — Johannes 5:28, 29; Mattæus 25:34.

Det har fra begyndelsen været Jehovas hensigt at menneskeheden skulle leve evigt i et paradis på jorden. Snart vil de lydige mennesker arve dette rige. Det er beskrevet i Åbenbaringen 21:3, 4: „Se! Guds telt er hos menneskene, og han vil bo hos dem, og de skal være hans folk. Og Gud selv vil være hos dem. Og han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere.“

Det er dét paradis de lydige mennesker er på vej imod. De uforbederligt onde vil derimod sove ind i døden, og aldrig mere vågne. „Om kort tid, da er den ugudelige ikke mere,“ skrev salmisten. „Du vil se dig om efter hans sted, og han er der ikke. Men de sagtmodige tager jorden i besiddelse, og de kan glæde sig over megen fred.“ — Salme 37:10, 11; Romerne 6:23.

Er der en mening med livet?

Der er milliarder af galakser i universet og milliarder af stjerner i hver galakse. I det umådelige rum synes vort solsystem ikke større end et støvgran, og jorden bliver nærmest mikroskopisk. De fem milliarder mennesker på jorden svinder ind til det rene ingenting. Men det er ikke kun vor lidenhed i universet der får os til at føle os ubetydelige. Også vor flygtige levetid i sammenligning med tidens uendelighed giver os en fornemmelse af at der ikke er nogen mening med livet. Alligevel kræver vort sind en mening. Sådan er vi skabt.

Vi synes måske mindre end mikroskopiske i det umådelige univers, og vort liv er måske kun som et flygtigt sekund i tidens uendelighed, men vor stilling på jorden er enestående, og vi er involveret i det mest meningsfyldte spørgsmål i hele universet. Jehova Gud, universets Skaber, har ikke alene sat os her på jorden, han har også givet os et arbejde at gøre: At opfylde jorden, at nære omsorg for den og at udøve et kærligt herredømme over dens planter og dyr. Og han har givet os en opgave der er endnu mere meningsfyldt — at forkynde om hans rige under Kristus, det rige der vil rense jorden for ondskab, hævde Guds navn og ord, og fjerne dæmonernes herredømme over jorden.

Hvis vi følger Jehovas befalinger vil der være en mening med vort liv, og vi vil få lov at leve evigt. Vi vil blive som Jehovas øjesten. (5 Mosebog 32:10) Og vi vil have fred i sindet, fordi vi har fundet svar på livets store spørgsmål.

Når Bibelen beskæftiger sig med videnskab er den videnskabeligt korrekt

„I begyndelsen skabte Gud himmelen og jorden.“ (1 Mosebog 1:1) Videnskaben lærer at universet har haft en begyndelse. De kalder den „Big Bang“.

„Han . . . hænger jorden på intet.“ (Job 26:7) Ægypterne sagde i fortiden at jorden blev holdt oppe af søjler; grækerne sagde at den blev båret af Atlas; andre sagde at den hvilede på en elefant.

I det 8. århundrede f.v.t. skrev Esajas om Jehova at han „bor over jordens kreds“. Det hebraiske ord „chug“ der oversættes med „kreds“ kan også betyde „kugle“, som det fremgår af Wilsons Old Testament Word Studies. I Moffatts oversættelse står der derfor i Esajas 40:22: „Han sidder over den runde jord.“

I Bibelen siges der: „Stjerne er forskellig fra stjerne i glans.“ Videnskabsmændene ved nu at der findes blå stjerner, gule stjerner, hvide dværge, neutronstjerner og så videre. — 1 Korinther 15:41.

Flere hundrede år før naturforskerne blev opmærksomme på fugletrækket skrev Jeremias (i det 7. århundrede f.v.t.): „Storken under himmelen kender sine fastsatte tider; og turtelduen og mursejleren og nattergalen overholder den tid de skal komme.“ — Jeremias 8:7.

Tusind år før Kristi tid skrev Salomon i billedsprog om blodets kredsløb. (Prædikeren 12:6) Lægevidenskaben forstod det først i det 15. århundrede.

Moseloven (fra det 16. århundrede f.v.t.) afspejler kendskab til bakterier og smittefare, tusinder af år før Pasteur opdagede det samme. — Tredje Mosebog, kapitlerne 13, 14.

Skabelsesberetningen i Første Mosebog er biologisk korrekt når den siger at alle skabninger formerer sig „efter deres arter“. (1 Mosebog 1:12, 21, 25) Dette bevidnes af fossilmaterialet og af vor tids genforskning.

Den genetiske arbejdstegning i en befrugtet ægcelle fra en kvinde indeholder „programmet“ til alle barnets legemsdele, endnu før der kan ses en antydning af dem. Prøv at læse Salme 139:16 til sammenligning: „Dine [Jehovas] øjne så mig som foster, og i din bog var alle dets dele skrevet op, og dagene da de blev dannet og der endnu ikke var en eneste af dem.“