Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • Side 2
    Vågn op! – 1987 | 8. april
    • Side 2

      Hvert år står millioner af gravide kvinder over for en vanskelig beslutning: ’Skal jeg føde mit barn — eller skal jeg vælge en abort?’

      Hvilke synspunkter fremføres i abortspørgsmålet? Hvilke omkostninger er der forbundet med en abort? Og er der overhovedet noget som er ’rigtigt’ eller ’forkert’ i dette spørgsmål?

  • Abortspørgsmålet — hvem har ret?
    Vågn op! – 1987 | 8. april
    • Abortspørgsmålet — hvem har ret?

      TO DYGTIGE læger fortæller dig at dit ufødte barn kun har 0,1 procent chance for at overleve. Hvis det lever ved fødselen vil det være alvorligt misdannet og kan risikere at dø i løbet af få dage. Hvad vil du gøre? Vil du tage chancen og føde barnet? Eller vil du foretrække en abort?

      Du synes måske at situationen er urealistisk. Men den kan opstå. Situationen er taget fra London, og lykkeligvis bakkede hospitalet forældrene op da de besluttede sig til at der ikke skulle foretages abort. „Vi blev på intet tidspunkt presset til at gå med til en abort,“ forklarer faderen. I dag har de en lille dreng der kom til verden uden nogen form for skavanker.

      „Vi er naturligvis glade,“ siger en af lægerne, og tilføjer: „Det vanskelige ved biologi er at man ikke kan sige noget med 100 procents sikkerhed.“ Det er sandt, men lægers (eller forældres) fejlbedømmelse er blot ét aspekt ved vore dages abortspørgsmål.

      Modstridende faktorer

      De lægelige og etiske argumenter for og imod abort er meget følelsesladede. Pressionsgrupper på begge sider løfter i al oprigtighed røsten for at blive hørt og forstået, og debatten bliver ofte skarp. Hvem har ret?

      Det førnævnte forældrepar traf tydeligvis den rette afgørelse. Men hvad nu hvis lægernes diagnose havde vist sig at holde stik? Ville man under sådanne omstændigheder kunne hævde at det havde været rigtigst af moderen at få svangerskabet afbrudt?

      Mange finder dette spørgsmål vanskeligt eller umuligt at besvare. Men som vi senere skal se findes der vejledende principper der kan være én til hjælp. Først vil vi dog betragte hvor uhyrligt abortproblemet er på verdensplan.

  • Abortspørgsmålet deler verden i to lejre
    Vågn op! – 1987 | 8. april
    • Abortspørgsmålet deler verden i to lejre

      HVOR mange abortindgreb — legale eller illegale — udføres der hvert år på verdensplan? Bogen Abortion anslår at antallet er „mindst lige så stort som antallet af dødsfald blandt voksne“ — omkring 45 millioner. Men Det Internationale Familieplanlægningsforbund skønner at antallet når helt op på 55 millioner!

      Sovjetunionen var det første land der legaliserede abortindgreb, hvilket skete i 1920. I dag når antallet af svangerskabsafbrydelser i Sovjet ifølge en nylig, ubekræftet rapport op på omkring fem millioner om året. Ifølge talsmænd for sundhedsministeriet i Kina når antallet af abortindgreb i dette land årligt op på ni millioner — det vil sige at en tredjedel af landets gravide kvinder får abort. I Japan er tallet over to millioner, og De Forenede Stater rapporterer om mere end halvanden million abortindgreb om året. Antallet i England nærmer sig en kvart million, og i Danmark foretages der mellem 20.000 og 25.000 aborter årligt.

      I de katolske lande Spanien og Irland er svangerskabsafbrydelse ikke legaliseret. Alligevel lykkes det hvert år titusinder af kvinder i disse lande at få foretaget abort. Hvordan? Der findes selvfølgelig illegale klinikker, men den udvej mange kvinder vælger er ganske enkelt at rejse til et land hvor svangerskabsafbrydelse er lovligt. De fleste rejser til England.

      Det siger sig selv at ikke alle disse abortindgreb foretages fordi der er risiko for at børnene vil blive født misdannede, enten mentalt eller fysisk, eller fordi graviditeten skyldes voldtægt eller blodskam. Engelske beregninger viser at højst 2 procent af svangerskabsafbrydelserne sker på dette grundlag. Hvorfor er antallet af aborter da så højt? Der findes to grundlæggende årsager.

      Hovedårsagerne

      I oldtiden behøvede man ikke at holde befolkningstallet nede. Blandt nationer og folkeslag var en stor befolkningstilvækst velset, og kvinder havde sjældent nogen grund til at begrænse deres families størrelse. Enhver form for svangerskabsafbrydelse var sædvanligvis ulovlig og fandt kun sted hvis der var tale om ægteskabsbrud eller utugt.

      I modsætning hertil kan abortindgreb i dag ligefrem være statsfinansierede. På denne måde kan fødselstallet holdes nede i de lande hvor der er fare for en befolkningseksplosion.

      Men selv om folketallet ikke udgør nogen trussel i Vesten er antallet af svangerskabsafbrydelser i mange vestlige lande stadig stigende. Hvorfor? „Hvis vi tror på kvindefrigørelsen,“ påpeger en talskvinde for Kirkesammenslutningen for Fri Abort i byen New York, „må vi nødvendigvis tro på at kvinder har ret til at vælge frit i moralspørgsmål.“

      Men når en kvinde først har undfanget, sidder hun da inde med en uimodsigelig ret til at afvise moderskabet og få svangerskabet afbrudt? Er en sådan fremgangsmåde acceptabel? Dette er kernen i vore dages abortdebat. Hvad er svaret?

      Meget afhænger af svaret på disse spørgsmål: Hvad er liv? Hvornår begynder livet? Har et ufødt barn overhovedet nogen juridiske rettigheder?

      Hvornår begynder livet?

      Når den mandlige sædcelles 23 kromosomer forenes med et tilsvarende antal kromosomer i kvindens ægcelle er et nyt menneskeliv undfanget. Fra undfangelsesøjeblikket er fosterets køn og andre personlighedstræk endeligt fastlagt. De eneste forandringer der herefter sker vil være at barnet vokser i løbet af de ni måneder graviditeten varer. „Det er en biologisk kendsgerning at hvert menneske engang har bestået af en enkelt celle,“ skriver dr. John C. Willke. Kan man herudfra sige at livet begynder i undfangelsesøjeblikket? Det mener mange. For dem der har denne opfattelse vil en svangerskabsafbrydelse, uanset hvornår den foretages, være ensbetydende med mord.

      Andre siger at ’livet snarere begynder 20 uger efter undfangelsen’. Hvorfor netop på dette tidspunkt? Fordi det er omkring dette tidspunkt at moderen kan begynde at mærke fosteret bevæge sig. Det er her hun begynder at mærke liv. Barnet kan overleve hvis det bliver født efter den 20. uge, og abortindgreb foretages i nogle lande på et hvilket som helst tidspunkt før graviditetens 24. uge. I Danmark har man ret til „fri abort“ indtil 12. uge. Efter dette tidspunkt kan det kun ske hvis særlige forhold gør sig gældende. Er det da først 24 uger efter undfangelsen at barnet skal betragtes som levende i retslig forstand?

      I England anerkender loven ikke et ufødt barn som værende et menneske. Under sådanne omstændigheder kan ingen svangerskabsafbrydelse rent juridisk betegnes som mord. Men det at dræbe et barn der har forladt sin moders liv bliver betragtet som en forbrydelse, selv hvis barnet stadig er forbundet med moderen via navlestrengen. Set fra et juridisk synspunkt begynder livet og de lovfæstede rettigheder altså først ved fødselen.

      Den engelske overrabbiner giver udtryk for at det jødiske samfund har den samme indstilling. Livet „begynder ikke før ved fødselen,“ siger han, og tilføjer: „Vi betragter ikke fjernelsen af det ufødte barn som mord.“ Men hvordan betragter man da fosteret, barnet der vokser i moders liv? Rabbiner David M. Feldman fra New York skriver i Marital Relations, Birth Control and Abortion in Jewish Law: „Fosteret udgør det ukendte, det fremtidige, det potentielle. Det er en del af ’Guds hemmeligheder’.“

      Meningsforskelle

      Ud fra dette kunne man let slutte at svangerskabsafbrydelse religiøst set er acceptabelt. Men ikke alle trossamfund har denne opfattelse. Betragt engang den katolske kirkes officielle holdning.

      Pave Pius IX indførte i 1869 ekskommunikation for at fjerne et foster på et hvilket som helst tidspunkt under svangerskabet. I 1951 gentog Pius XII princippet, idet han sagde: „Ethvert menneske, selv barnet i moders liv, får skænket retten til livet direkte fra Gud, ikke fra dets forældre.“ I en tale i Kenya i 1985 sagde Johannes Paul II ligeud: „Handlinger som svangerskabsforebyggelse og abortindgreb er forkerte.“

      Mange af vore dages katolikker vil imidlertid hævde at en sådan indstilling er utidssvarende og må revideres. Resultatet er blevet at spørgsmålet har delt katolikkerne i to lejre. Det ses klart af det følgende.

      Den katolske kirkes dilemma

      Formanden for De Amerikanske Biskoppers Handlingskomité til Bevarelse af Liv, kardinal Bernardin, hævder at svangerskabsafbrydelse er moralsk forkert og at kirkens officielle holdning er bindende for alle katolikker. Desuden skrev den katolske professor i moralteologi ved Notre Dame-universitetet i De Forenede Stater, James T. Burtchaell, i 1982: „Mit argument er ligetil. Abort er det samme som mord: udslettelsen af et barn.“ Men fire år senere gjorde pastor Richard P. McBrien, der er leder af det teologiske fakultet ved det samme universitet, sig stor umage for at forklare at spørgsmålet om abort ikke hører med til den katolske kirkes definerede dogmer.a Set under den synsvinkel kan katolikker der billiger svangerskabsafbrydelse ikke ekskommuniceres, men vil dog blive betragtet som illoyale.

      På grund af kirkeledernes tvetydige holdning går mange katolikker uforbeholdent ind for abort. I De Forenede Stater indbefatter dette også visse præster foruden en del nonner, hvoraf nogle endda har støttet en kontroversiel avisannonce om abort og af den grund er blevet truet med bortvisning fra deres ordener.

      Desuden har lægfolk blandt katolikker nu dannet en aktiv pressionsgruppe der er for abort. „Hovedparten af alle almindelige katolikker tænker som jeg,“ hævdede fru Eleanor C. Smeal, der er formand for NOW, Kvindernes Landsorganisation, ved et møde om fri abort i Washington, D.C., USA. Ifølge The New York Times tilbageviste hun ved samme lejlighed den antagelse at hendes støtte til fri abort kunne føre til at hun blev ekskommuniceret af den katolske kirke.

      Romerkirken finder det stadig vanskeligere at finde en løsning på sådanne modstridende synspunkter inden for dens rækker.

      Farerne ved illegale aborter

      At vedtage love og forordninger er én ting. At forsøge at gennemtvinge en kendelse vedrørende abort er noget helt andet — selv om myndighederne har de bedste motiver. Her drejer det sig nemlig om mennesker der er dybt personligt involveret, og mennesker under pres kan være uberegnelige.

      Men ville problemet ikke kunne løses hvis en pressionsgruppe imod abort havde held til at afholde en regering fra at legalisere svangerskabsafbrydelse eller at ophæve en allerede eksisterende lovgivning? Ikke ifølge Marilyn Waring, aborttilhænger og medlem af New Zealands Parlament: „En kvinde vil altid finde en udvej [til at få abort], og nogle kvinder vil det koste livet. Der findes intet som politikere eller love kan gøre for at standse hende.“ Heri ligger der et stærkt argument. ’Hvad er at foretrække?’ spørger fortalerne for abort.

      I de lande hvor abort er legaliseret forekommer der nogle få dødsfald i forbindelse med indgrebene, skønt de foretages under nøje lægetilsyn. På den anden side er dødelighedsprocenten ved illegale aborter chokerende høj, eftersom de ofte bliver udført af ukvalificerede personer under uhygiejniske forhold. For eksempel anslår man at der hvert år dør 12.000 kvinder i Bangladesh som følge af sådanne abortindgreb.

      Men der er en anden menneskelig faktor der skal tages i betragtning. Hvad mener læger og sygeplejersker om at foretage abortindgreb på samlebåndsmanér? Hvordan berører det den vordende moder — og fader — fysisk, mentalt og følelsesmæssigt når de vælger en abort? Disse spørgsmål vil blive behandlet i den næste artikel.

      [Fodnote]

      a Et „defineret dogme“ betragtes som ufejlbarligt eftersom det er promulgeret af den katolske kirke under pavens bemyndigelse.

      [Illustration på side 5]

      „Vi tror at kvinder har ret til at vælge frit i moralspørgsmål,“ siger mange

      [Kildeangivelse]

      H. Armstrong Roberts

      [Illustration på side 7]

      Mange kvinder er uforbeholdent imod svangerskabs afbrydelse

      [Kildeangivelse]

      H. Armstrong Roberts

  • Abortspørgsmålet og de personlige omkostninger
    Vågn op! – 1987 | 8. april
    • Abortspørgsmålet og de personlige omkostninger

      I BYEN Glasgow i Skotland havde to sygeplejersker jævnlig „grufulde mareridt“ og lå tit vågne om natten, stod der at læse i The Daily Telegraph. Hvad var grunden? De havde medvirket ved en operation hvor en 24 uger gammel dreng blev fjernet ved abortindgreb. Imod al forventning levede han „et kort øjeblik“.

      I Detroit i USA blev et 29 uger gammelt foster smidt i en rustfri stålspand på hospitalets abortafdeling. Man havde regnet med at det var blevet slået ihjel af den indsprøjtning moderen havde fået. Men barnet, en pige, levede. Hendes skrig blev hørt og hun blev i hast bragt over på intensivafdelingen, lige tids nok til at man kunne redde hendes liv.

      Efterhånden som antallet af svangerskabsafbrydelser øges, er aborter hvor fosteret er levedygtigt blevet et voksende problem. Hertil kommer at den moderne lægevidenskab har muliggjort en bedre behandling af for tidligt fødte spædbørn. Det betyder at børn der kun er 26 uger gamle men ellers er sunde, har mulighed for at overleve — noget der for blot få år siden ville have været uhyre vanskeligt. Som følge heraf har sygeplejersker i nogle lande juridisk ret til af samvittighedsgrunde at nægte at medvirke ved abortindgreb.

      Men hvad med lægerne? Hvordan er deres reaktion?

      Abort og forretning

      „Man er dødsdømt hvis man bliver offentligt kendt som en læge der foretager abortindgreb,“ udtaler dr. Phillip Stubblefield i et interview til Newsweek. I USA er der en vis stemning imod abort. Faktisk har presset fra offentligheden fået mange læger i De Forenede Stater til fuldstændig at afholde sig fra denne praksis. Flere abortklinikker er blevet ødelagt ved bombeattentater, og „over hele USA findes der klinikker som ikke kan skaffe direktører fordi lægerne er bange for samfundets reaktion,“ forklarer dr. Stubblefield.

      Men alligevel foretages der stadig et stigende antal aborter. Og en af grundene hertil er måske ikke så svær at få øje på. Abortindgreb er nemlig i mange lande en indbringende forretning — specielt i lande hvor sundhedsvæsenet ikke udelukkende er offentligt.

      I Paris betalte et ægtepar for eksempel hvad der svarer til over 10.000 kroner for at deres teenagedatter kunne få foretaget abort på en privatklinik, hedder det i en rapport i lægetidsskriftet Pulse. Ifølge den samme rapport kræver nogle klinikker i London op til 21.000 kroner for hver abort de udfører.

      I 1982 havde to af Englands største abortklinikker en samlet indkomst på 48 millioner kroner. Tidsskriftet Human Concern giver følgende kommentar til dette beløb: „Abortindgreb er en indbringende forretning.“ I Japan nægter regeringen at legalisere p-pillen, og Londonavisen The Sunday Times skriver at „forbudet skyldes pres fra læger der tjener en formue ved at foretage abortindgreb“. Hvorhen man end vender øjnene inden for det fagområde der tager sig af svangerskabsafbrydelse, spiller penge en vigtig rolle.

      Dette kommer næppe som nogen overraskelse. Når forældre pludselig konfronteres med en ugift, gravid teenagers vanskelige situation, vil mange betale hvad det skal være for at få løst problemet, især hvis abortindgrebet kan foretages hurtigt, risikofrit og i yderste diskretion.

      Men stadig flere læger bliver kede af hele situationen. Da epoken med fri abort tog sin begyndelse i England, citerede avisen Daily Mail professor Ian Morris for at have sagt: „Hvis jeg i begyndelsen af min lægekarriere havde vidst hvad jeg ved i dag, ville jeg aldrig have valgt gynækologi.“ Han tilføjede: „Jeg afskyr operationen. Den går stik imod alt hvad jeg er oplært i som læge. Hele hensigten med at være læge er at redde liv, ikke at udføre denne specielle form for drab.“ Hårde ord, må man sige, og ikke alle læger kan tilslutte sig dem. Men de giver alligevel en idé om hvad nogle læger instinktivt føler ved dette indgreb.

      Hvem skal træffe afgørelsen?

      Når en kvinde skal afgøre om hun vil have foretaget abort tænker kun de færreste, måske ikke engang kvinden selv, særlig meget på hvad faderen mener. Afgørelsen bliver ofte truffet af kvinden alene, der støtter sig til nære venners og slægtninges råd. Men „også mænd gennemlever sorgen og følelsen af et tab,“ skriver The New York Times, „og manden kan føle den samme usikkerhed som kvinden føler ved at skulle have et barn.“

      En del fædre er i høj grad interesseret i at også deres ønsker bliver taget i betragtning; de vil gerne have mere at skulle have sagt inden moderen endeligt beslutter sig for at få barnet fjernet. „Mænd ønsker at være med til at træffe beslutningen, ikke at diktere den,“ siger sociologen Arthur Shostak efter at have foretaget en tiårig undersøgelse af problemet. Et sådant ønske kan bestemt ikke siges at være urimeligt.

      Eftervirkninger

      Inden man træffer afgørelsen må man huske på at kvinden, i modsætning til manden, udsætter sig for det fysiske chok det medfører for hele hendes organisme når et svangerskab pludselig bliver bragt til ophør. Hvad vil det indebære?

      Selv om abortindgrebet bliver udført på et tidligt tidspunkt i svangerskabet, vil kvinden bagefter normalt føle sig svag og udmattet. Det er ikke ualmindeligt at der opstår krampeanfald, utilpashed og blødninger. Når indgrebet finder sted på et sent tidspunkt i graviditeten kan disse symptomer vare ved en uge eller mere indtil hormonbalancen atter er normal. Kvinden må også være forberedt på ømhed i brysterne og anfald af depression. Det kan altså være en smertelig oplevelse at få foretaget abort, hvad kun kvinder ved, og afgørelsen er ofte svær at træffe.

      Hvad der imidlertid er af langt større betydning er at en svangerskabsafbrydelse kan få både følelsesmæssigt og mentalt ødelæggende virkninger. Problemet er at mens den fysiske reaktion kan opstå umiddelbart efter og er forventet, vil de mentale og følelsesmæssige sår opstå senere, og de vil være lang tid om at hele — hvis de overhovedet heles. „Eftersom jeg tid efter anden i mit arbejde må tage mig af patienter der har fået foretaget abort, kan jeg sige at de ofte er dybt foruroligede mange år efter indgrebet,“ skriver en korrespondent til London Times. Hvor omfattende er dette problem?

      „Det lader til at omfanget af dette skjulte problem er langt større end man hidtil har antaget,“ skriver The Sunday Times. Eftervirkningerne i form af depression og følelsesmæssige forstyrrelser er ofte så store at „halvdelen af de ugifte kvinder der har fået foretaget abort må søge psykiatrisk hjælp“. Dette er blevet bekræftet af en undersøgelse foretaget ved King’s College-hospitalet i London. Denne undersøgelse viser ifølge The Times at „ægtepar der beslutter sig for at få et svangerskab afbrudt må forberede sig på en dybtfølt sorg“, en sorg „der er svær at overvinde“.

      Japanerne har en usædvanlig måde at klare dette menneskelige problem på. Små statuer fremstillet af plastic, gips eller sten, der skal forestille aborterede børn, bliver anbragt i en helligdom. Her bliver de overdraget til Jizo, den buddhistiske gud der er børnenes vogter. Når forældre derefter beder til guddommen om tilgivelse, kan de på den måde få lindring for deres skamfølelse, skyldfølelse og sorg. Men japanerne er ikke ene om at føle sådan. Betragt engang følgende personers oplevelser.

      „Jeg følte mig hurtigt skamfuld“

      Da Elaine var 22 år gammel havde hun fået foretaget tre aborter. Hun fortæller: „Jeg fik at vide [efter den første abort] at det hverken var forkert eller kriminelt når jeg kun var seks uger henne, eftersom barnet endnu ikke var blevet dannet på dette tidspunkt. Det var kun forkert hvis det skete mere end tre måneder henne i svangerskabet. Når jeg derefter hørte folk tale dårligt om ugifte mødre, blev jeg glad over at jeg ikke var i den situation. To år senere fik jeg foretaget yderligere to aborter og blev mere og mere glad over at jeg havde fundet en metode hvorved jeg kunne undgå at sætte børn i verden.“

      Kort efter begyndte Elaine på en uddannelse som jordemoder. „Det var en fryd,“ mindes hun, „at se børn blive født og opleve den glæde sådanne fødsler giver jordemødre, læger og forældre. Men inden længe skammede jeg mig over at jeg selv havde gjort ende på tre uskyldige liv, og jeg måtte kæmpe med angst og nervøsitet. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på hvor gamle mine børn ville have været og om det ville have været drenge eller piger og hvordan de mon ville have set ud. Det er en grusom situation at befinde sig i.“

      Janet, der nu er 39 år og moder, fortæller om sine følelser efter en abort: „Jeg klarede det kun ved at hjernevaske mig selv til at tro at det i virkeligheden aldrig var sket. I mange år overbeviste jeg mig selv om at jeg ikke kunne have gjort noget sådant og at det hele blot var en ond drøm.“

      Karen på 19 tilstår: „Jeg gjorde hvad jeg kunne for at lade som ingenting, men hver gang jeg så et spædbarn eller en gravid kvinde brød jeg sammen og græd. Jeg var så deprimeret. Som for at påminde mig begyndte mine bryster at danne mælk. Jeg havde mareridt der fik mig til at vågne grædende op fordi jeg hørte barnegråd. Det gjorde mig alt sammen så bitter.“

      Det er en misforståelse at betragte en abort som en bekvemmelighedsoperation. Når først man har taget skridtet og fået abort, er der ingen vej tilbage. Man fjerner måske det øjeblikkelige problem, men som vi har set kan eftervirkningerne være langtrækkende og langvarige. Men hvad nu hvis en læge anbefaler en abort?

      „Du burde få barnet fjernet“

      Sådan lød det råd Sue fik af sin læge. Hvad var grunden? Sue havde i forvejen to små børn, og umiddelbart efter at hun fandt ud af at hun var gravid fik et af børnene røde hunde. „Jeg kunne ikke undgå at blive smittet eftersom jeg aldrig havde haft det før,“ fortæller hun. Og ganske rigtigt, kort efter blev hun syg.

      Erfaringen har vist at når en kvinde på et tidligt tidspunkt i graviditeten bliver smittet med røde hunde kan det medføre at fosteret bliver misdannet. Det var derfor lægen tilrådede abort. „Han sagde rent ud til mig at barnet ville blive misdannet, og at det ville jeg aldrig kunne klare,“ siger Sue. „På klinikken insisterede han på at hvis jeg ignorerede hans råd måtte jeg underskrive en erklæring hvorved jeg selv påtog mig det fulde ansvar.“ Sue underskrev erklæringen. „I sandhedens interesse skal det siges at han var oprigtigt bekymret for mig, især fordi jeg er epileptiker,“ tilføjer hun.

      Selv om Sues mand naturligvis også var meget bekymret, overlod han det til sin hustru at træffe afgørelsen, og hun valgte at føde sit barn. Da tiden var inde fødte hun en datter. Man undersøgte pigen med det samme, men bortset fra lettere blodmangel fejlede hun intet. Lægerne var forbløffede over at finde antistoffer i barnets blod som moderen ikke havde, hvilket viste at barnet med sikkerhed havde været angrebet af røde hunde.

      Hvad så hvis barnet er misdannet?

      Selv om det gik godt i dette tilfælde er det dog stadig en kendsgerning at mange børn bliver født misdannede og derfor vil kræve særlig pleje. Man kan sagtens sige at det er humant at afværge at krøblinge kommer til verden, men hvem er i stand til at bedømme et andet menneskes livskvalitet? Findes der ikke mennesker med forskellige grader af førlighed i ethvert samfund som nyder livet i den grad de kan og som yder deres bidrag til at glæde andre mennesker?a

      Sue havde denne indstilling. Men hun havde også en yderligere kilde hvorfra hun kunne hente styrke, nemlig sin tro. Da hendes læge fortalte hende at hendes barn ville være misdannet, fortalte hun ham at selv om dette blev tilfældet vidste hun at hun kunne regne med at Gud ville give hende den fornødne styrke til at klare det. Desuden havde hun ingen ret til at berøve et handicappet barn „det vidunderlige håb om helbredelse for alle fysiske sygdomme som Guds nye tingenes ordning vil udvirke“ under hans riges styre. (Åbenbaringen 21:1-4) En sådan tro bærer lønnen i sig selv.

      Den afgørende beslutning

      „Skal barnet leve? Eller skal det fjernes ved abort?“ Hvad skal man vælge når man står i situationen?

      Sue ræsonnerede som så: „Mit barn har ikke bedt om at blive undfanget, så hvilken ret har jeg til at afbryde dette lille liv uden overhovedet at give det chancen for at komme til verden?“

      Spørgsmålet er ret enkelt. Hvad vil du svare?

      [Fodnote]

      a I Vågn op! for 8. maj 1986 blev en moders pleje af et mongolbarn beskrevet.

      [Ramme på side 9]

      En loyalitetskonflikt?

      Genève-deklarationen blev vedtaget på Verdenslægeforeningens generalforsamling i Genève i september 1948. Den er bygget på den gamle hippokratiske ed. Det følgende er et uddrag af deklarationen:

      „På det tidspunkt, hvor jeg bliver optaget som medlem af lægestanden: lover jeg højtideligt, at jeg vil vie mit liv til tjeneste for menneskeheden. . . . Jeg vil udøve mit kald samvittighedsfuldt og værdigt. . . . Jeg vil nære den højeste respekt for menneskets liv fra undfangelsens øjeblik, selv under trusler, og jeg vil ikke gøre brug af min lægelige kunnen imod almindelige humanitære principper.“

      Hvordan fortolker læger dette løfte? Her følger to modstridende betragtninger. Hvilken holdning kan du tilslutte dig?

      DR. I. M.

      „Jeg kan aldrig se på det væv jeg fjerner ved en svangerskabsafbrydelse uden at føle afsky. Ganske vist er det blot en substans, men når alt kommer til alt er det et menneskeliv jeg tilintetgør.“

      DR. V. A.

      „Svangerskabsafbrydelse er aldrig forkert. Så længe et individ er fuldstændig afhængigt af moderen, er det ikke en person.“

      [Ramme på side 11]

      Fremgangsmåder ved abortindgreb

      De farer moderen udsættes for ved en abort, er direkte forbundet med fosterets alder. Disse farer bør ikke undervurderes.

      Når abortindgrebet foretages inden for de første tolv uger bliver fosteret sædvanligvis suget ud ved hjælp af en vakuumpumpe. Dette sker ofte ambulant på en klinik. Er fosteret mellem 12 og 24 uger gammelt er det normalt at sønderlemme det før man fjerner det fra moderen, eller man fremtvinger en abort ved hjælp af en indsprøjtning. Et kortvarigt hospitalsophold er almindeligt. Er fosteret mere end 24 uger gammelt kan en operation som hysterotomi være eneste mulighed.b

      [Fodnote]

      b Ved hysterotomi foretager man et kirurgisk indgreb i livmoderen for at fjerne fosteret. Dette må ikke forveksles med hysterektomi der er en fjernelse af selve livmoderen.

      [Illustration på side 8]

      Spædbørn der før blev udstødt ved spontan abort på et tidligt tidspunkt i graviditeten kan nu overleve, takket være den moderne lægevidenskab

      [Kildeangivelse]

      Justitz/Zefa/H. Armstrong Roberts

      [Illustration på side 10]

      Det er kun de færreste der tænker på hvilke følelser der rører sig i barnets fader

      [Illustration på side 12]

      De følelsesmæssige og mentale eftervirkninger af en abort kan være ødelæggende

  • Abortspørgsmålet og „livets kilde“
    Vågn op! – 1987 | 8. april
    • Abortspørgsmålet og „livets kilde“

      LÆGER kan ved hjælp af vore dages moderne teknologi med lethed afgøre et fosters køn. Men hvem kan afgøre hvad barnet indeholder? Hvem kan se hvilke muligheder det vil få som en levende sjæl, et menneske? (1 Mosebog 2:7) Det kan kun Jehova Gud, eftersom han er „livets kilde“. (Salme 36:9) Betragt engang de følgende bibelske eksempler.

      De patriarkalske arvelove var nært forbundet med den førstefødtes forrang. Men da Isaks hustru Rebekka blev gravid og skulle føde tvillinger, sagde Gud til hende: „Den ældste skal tjene den yngste.“ Den måde de to drenge, Jakob og Esau, kom til at leve deres liv på, viste at Jehova kendte deres personlighed lang tid før de blev født. — 1 Mosebog 25:22, 23.

      Århundreder senere meddelte en engel præsten Zakarias at hans hustru, Elisabet, ville få en søn som hun skulle kalde Johannes. Denne søn, der senere blev kendt som Johannes Døber, fik det privilegium at berede vejen for Jesus, Messias. For at leve op til de krav dette hverv medførte måtte han være i besiddelse af et ydmygt sind, og det var Gud udmærket klar over at han var. — Lukas 1:8-17.

      Hvor dyrebart er menneskefosteret?

      Kong David erkendte: „Du [Jehova] skærmede mig i min moders liv. . . . Dine øjne så mig som foster, og i din bog var alle dets dele skrevet op.“ Dette gælder i virkeligheden alle mennesker. — Salme 139:13-16.

      Hvert eneste barn i moders liv er værdifuldt for „livets kilde“, Jehova Gud. Af Anden Mosebog 21:22, 23 fremgår det hvor værdifuldt han ifølge Moseloven anser det for at være: „I det tilfælde at nogle mænd slås med hinanden og derved støder til en gravid kvinde og . . . der sker en dødelig ulykke, så skal du betale sjæl for sjæl.“

      Ifølge visse bibeloversættelser ser det ud som om det afgørende i loven er hvad der sker med moderen, ikke med fosteret. Men den hebraiske grundtekst lader forstå at den dødelige ulykke henviser til både moderen og barnet.

      De første kristnes holdning

      Efter Jesu Kristi apostles død i det første århundrede fortolkede mange mænd deres lære. Disse skribenter var ikke inspirerede sådan som bibelskribenterne var, men deres kommentarer om abort kan være af interesse eftersom de genspejler datidens religiøse holdning til dette afgørende spørgsmål. Her følger nogle af deres udtalelser i uddrag.

      Barnabas’ brev, kapitel 19:5 (ca. 100-132 e.v.t.)

      „Du må ikke dræbe et barn ved fremkaldt abort og heller ikke slå det allerede fødte ihjel.“

      Didachē eller De Tolv Apostles Lære (ca. 150 e.v.t.)

      „Livets vej er denne: . . . du må ikke . . . dræbe et barn ved fremkaldt abort og ikke slå en nyfødt ihjel.“

      Tertullians Forsvarsskrift, kapitel 9:8 (ca. 197 e.v.t.)

      „Vi tør ikke engang dræbe Fosteret i Modersliv, medens endnu Blodet indsuges til Dannelse af et Menneske, eftersom Mord engang for alle er forbudt. Fosterfordrivelse er simpelthen et fremskyndet Mord. [Det gør ingen forskel], om En røver et allerede født Liv eller forstyrrer et, som er i Begreb med at fødes: et Menneske er jo også den, som er i sin Vorden.“

      Basilius’ brev til Amphilochius (347 e.v.t.)

      „Hun der med fuldt overlæg slår et foster ihjel, må undgælde med straffen for mord. Og enhver ordstrid om hvorvidt fosteret var dannet eller ej er os utilstedelig.“

      Den kristnes indstilling

      Som følge af en ulykke eller den menneskelige ufuldkommenhed kan der til hver en tid indtræffe en spontan abort. Men at fremprovokere en abort, blot for at undgå at få et uønsket barn, er noget ganske andet. Som vi har set er dette ifølge Bibelen overlagt mord.

      Hvem er „Han der udbreder jorden og dens afgrøde, Han der giver folket på den ånde, og ånd til dem der vandrer på den“? Det er ikke et menneske, men kilden til alt liv, Jehova Gud. (Esajas 42:5) Menneskets gudgivne evne til at sætte afkom i verden er et dyrebart privilegium, og som med alt andet er dette et område hvor ’hver enkelt af os skal aflægge regnskab for sig selv over for Gud’. — Romerne 14:12.

      [Ramme på side 14]

      Et lykkeligt udfald

      I 1973 bragte Vagttårnet, der er et søsterblad til Vågn op!, en kort artikel der omhandlede det bibelske syn på abort. Den blev læst af to unge studerende. Pigen var gravid og hun og hendes ven var blevet enige om at der skulle foretages abort. Men artiklen fik dem til at tænke sig om en ekstra gang, hvilket resulterede i at de besluttede sig til at få barnet.

      Da manden for nogen tid siden igen fik besøg af Jehovas Vidner sagde han: „Jeg har den største respekt for jeres bibelske litteratur. Takket være den rystende artikel jeg læste i Vagttårnet har min kone og jeg i dag en dejlig datter på 13 år som vi begge er meget stolte af!“

      At følge det bibelske råd har været til stor glæde for denne familie.

      [Kildeangivelse på side 15]

      H. Armstrong Roberts

  • Abortspørgsmålet — viden forpligter
    Vågn op! – 1987 | 8. april
    • Abortspørgsmålet — viden forpligter

      SIGER du altid hvad du mener når du med bestemthed ved at noget er rigtigt? Det bør man gøre, især hvis andres velfærd står på spil. Efter at have læst en artikel om abort i et tidligere nummer af dette blad, har en moder fra England skrevet følgende:

      „Jeg har lige læst artiklen ’Et brev fra moderen til et ufødt barn’ (Vågn op! for 8. december 1986), og den skar mig i hjertet.

      Jeg har aldrig selv fået foretaget abort, men da jeg var fire måneder henne med mit første barn, var min svigerinde to måneder henne med sit tredje barn. Hendes to små piger var netop begyndt i skolen, og hun havde fået sig et godt betalt arbejde. Hun ønskede sig forskellige ting: møbler, en videobåndoptager, en ny bil og planter til haven. Men hvis hun skulle have et barn ville det betyde at hun måtte sige farvel til sit arbejde, og dermed også til de penge hun skulle købe alle disse ting for. Hun besluttede sig derfor til at få en abort.

      Efterhånden som dagen for indgrebet nærmede sig, følte hun spændingen stige. Men jeg blev mere og mere dårlig ved tanken om det der skulle ske. På dette tidspunkt var jeg netop begyndt at føle mit barn sparke i maven, og jeg kom ofte til at tænke på det barn der voksede i min svigerindes mave.

      Aftenen før min svigerinde skulle have foretaget abort oprandt, og jeg håbede til det sidste at hun ville skifte mening. Jeg kunne ligefrem se hendes barn for mig, ligge lunt og godt i hendes mave og lytte til sin moders dæmpede og beroligende hjerteslag. Tanken om at det lille barn skulle rives bort fra sin sikre lille verden og udslettes virkede forfærdende. Jeg græd bitterligt ved tanken. Hun fik sin abort. Min lille datter ville aldrig lære den kusine eller fætter at kende, en som hun kunne være vokset op sammen med eftersom de ville have været næsten lige gamle.

      Men hvad med min svigerinde? Hun mistede sit arbejde men fandt et andet, og har haft adskillige siden. Hun fik sin videobåndoptager, sin nye bil, sine nye planter, sit nye tøj og så videre. Men hun måtte igennem en depression; hun forlod sin mand og sine børn, men kom efter nogle få dage hjem igen. Hun er bare ikke lykkelig. Når hun kommer på besøg og hendes to små piger leger med min datter og min søn på 11 måneder og de så siger om min datter: ’Er hun ikke sød, mor? Bare vi havde en lillesøster eller lillebror!’ — kan jeg ikke lade være med at sende hende et stjålent blik for at se hvordan hun reagerer. Jeg vil så gerne trøste hende, for dengang hun fik foretaget abort vidste hun i virkeligheden ikke hvad hun gjorde. Min svigerinde satte penge højere end sit barns liv, og det er tydeligt at hun i dag fortryder det hun har gjort.

      Men her må jeg alvorligt ransage mig selv. Jeg betragter mig nemlig som et af Jehovas vidner, skønt jeg endnu ikke er døbt. Jeg forstår imidlertid at jeg stadig har meget at lære. For sande Jehovas vidner søger at ligne Jesus og vise medfølelse og kærlighed mod alle, uanset hvordan de har været eller hvad de har gjort. Jeg længes efter den dag hvor jeg oprigtigt kan sige at jeg har denne indstilling til andre og med stolthed kan bære Jehovas navn. Hvis jeg ikke havde forholdt mig afventende så længe ville jeg måske have haft mod nok til at forkynde for min svigerinde, og dette kunne måske have reddet hendes barns liv.“

      Udgiverne af bladet Vågn op! nærer et inderligt håb om at denne artikelserie vil tjene netop dette formål.

Danske publikationer (1950-2025)
Log af
Log på
  • Dansk
  • Del
  • Indstillinger
  • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
  • Anvendelsesvilkår
  • Fortrolighedspolitik
  • Privatlivsindstillinger
  • JW.ORG
  • Log på
Del