Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • Side 2
    Vågn op! – 1987 | 22. juni
    • Side 2

      Hvem glæder sig ikke over den grønne skov? Føler vi ikke alle at skoven er noget dyrebart? Og dog er skoven mange steder knap så grøn i dag.

      I Forbundsrepublikken Tyskland, hvor 29 procent af jorden er skovdækket, var 34 procent af alle træer i 1983 mere eller mindre skaderamte. I 1985 var det steget til 53 procent!

      Hvad er det der ødelægger vore skove? Hvad bliver der gjort for at redde dem? Og hvorfor er skovdøden et problem der berører os alle?

  • Skovdøden angår også dig!
    Vågn op! – 1987 | 22. juni
    • Skovdøden angår også dig!

      ER DU god til at gætte gåder? Så prøv denne her: Jeg er flere hundrede år ældre end dig, alligevel er jeg i fare for at dø i en ung alder. Skønt jeg er én, består jeg af mange, som desværre bliver færre og færre. Og selv om jeg er grøn kalder man mig sort. Hvem er jeg?

      Hvis du kommer til at tænke på Schwarzwald (den sorte skov) i Vesttyskland, har du gættet rigtigt. Denne skov har fået sit navn efter de mørke gran- og fyrretræer der engang stod tæt, side om side på bjergskråningerne. Men sørgeligt nok bliver disse træer lige så stille slået ihjel. Dette forekommer imidlertid ikke kun i Schwarzwald.

      Professor Peter Schütt, der er skovbrugsekspert ved universitetet i München, sagde i 1983: „Fra Italien til Danmark, ja over hele Europa, er skovene ved at dø.“ Siden da er situationens alvor blevet endnu tydeligere i lyset af de umiskendelige tegn på at skovdøden er rykket yderligere nordpå i Skandinavien.

      Også i Nordamerika, navnlig i Canada, gør problemet sig gældende. Men ingen steder har det antaget så alarmerende proportioner som i Europa — hvor navnlig Vesttyskland er blevet ramt. I dette land er 29 procent af det samlede areal dækket af skove, som i øvrigt har spillet en fremtrædende rolle i landets historie og mytologi.

      Hvordan skovdøden berører dig

      Nyder du af og til at gå en tur i skoven? Glæder du dig over at se hvor begejstret børnene bliver når de oplever hjorte og andre dyr i deres naturlige omgivelser? Men hvis skovene forsvinder, forsvinder også dyrelivet og den friske luft — og dermed mange berigende oplevelser.

      Tænk også på hvor alvorlige konsekvenser det vil få for træproducerende lande som Canada og Sverige, hvis skovdøden fortsætter. Ja, det vil faktisk berøre økonomien i hele verden. Prøv at forestille dig hvilke prisstigninger det ville medføre på træ og træprodukter — deriblandt papir.

      Dertil kommer at når træbevoksningens beskyttende dække forsvinder i bjergegnene, opstår der øget risiko for naturkatastrofer. En undersøgelse der for nylig blev offentliggjort i München gør opmærksom på at halvdelen af landsbyerne i De Bayerske Alper er truet af „klippeskred, laviner og oversvømmelser“ der vil kunne gøre „landevejene mellem byerne ufremkommelige“. Det forlyder at situationen er lige så alvorlig i andre områder af alperne.

      Den største trussel er imidlertid, som professor Schütt udtrykker det, at „økosystemerne i vore skove vil bryde sammen i løbet af de næste ti eller tyve år“ hvis der ikke snart bliver gjort noget. Et sådant sammenbrud vil medføre et fald i antallet af plante- og dyrearter. Det vil påvirke klimaet og ændre temperaturforholdene over hele jorden. Det vil også medføre ændringer i nedbørsmængden, hvorved afgrøder og vandreserver vil blive truet.

      Og hvordan vil det gå med vores helbred? Kan vi forvente at vi kan bevare et godt helbred når vi indånder den samme forurenede luft som åbenbart slår vore træer ihjel? I en tysk undersøgelse har man påvist en sammenhæng mellem skovdødens udstrækning og omfang og forekomsten af luftvejssygdomme hos mennesker. En læge fra University of California har sagt at ’hvis man ikke inden for de næste 75 år finder en metode hvorved man kan helbrede kræft, vil det gå ud over mange mennesker — men hvis ikke vi inden for de næste 15 år finder en måde hvorpå vi kan bevare naturen, vil det gå ud over os alle’.

      Dr. Albert Hofmann fra Schweiz siger at „hvis der ikke er nogen egentlig forskel i måden hvorpå landbrugsplanter og træer, deriblandt frugttræer, assimilerer kuldioxid,“ hvilket åbenbart er tilfældet, „må vi betragte det som en reel mulighed at planter der bruges til menneskeføde også vil begynde at dø inden for en overskuelig fremtid.“ Dr. Hofmann siger til slut: „Når skovene dør er selve grundlaget for alt liv på jorden i alvorlig fare.“

      I betragtning af situationens alvor er det bestemt ikke overdrevet når bogen Unser Wald Muss Leben (Vore skove må leve) giver udtryk for at skovdøden er „vor tids største udfordring“.

      Det er ikke uden grund når der siges: „Først dør skovene, så dør menneskene.“ Men hvad kan man gøre?

      [Ramme på side 3]

      Ikke bare i Vesttyskland

      Schweiz: En nylig afsluttet undersøgelse anslår at antallet af sygdomsramte træer er steget til 46 procent, en stigning på 10 procent i løbet af det sidste år.

      Østrig: Lederen af Skovbrugsinstituttet ved Landbohøjskolen i Wien udtaler at halvdelen af træerne i landet viser tydelige tegn på sygdom. Han siger: „Der er ikke et eneste træ tilbage i Østrig som ikke har skjulte skader.“

      Jugoslavien: Synlige symptomer på sygdom kan ses hos gran- og fyrretræer.

      Frankrig: Frem til 1983 benægtede man eksistensen af døende skove, men nu bærer træerne tydelige tegn på sygdom.

      Luxembourg: I 1984 blev der for første gang rapporteret om skader på skovene.

      Tjekkoslovakiet: Fra Erzgebirge på grænsen mellem Østtyskland og Tjekkoslovakiet forlyder det at 50.000 hektar skov allerede er død.

      Belgien: Omkring 70 procent af skovene i landets østlige del siges at være sygdomsramt.

      Danmark: I Nordvestjylland er 730 hektar nåleskov alvorligt skadet. Det frygtes at i alt 3-4000 hektar dansk nåleskov er truet.

      England og Skotland: Skovbrugsrådet i England oplyste i 1984 at skader på træer i Syd- og Vestskotland og i det nordvestlige England er „nye og temmelig udbredte på flere forskellige arter“.

  • Kan skovene reddes?
    Vågn op! – 1987 | 22. juni
    • Kan skovene reddes?

      „MANGE hug fælder selv de største ege,“ skrev den engelske forfatter John Lyly, der levede i det 16. århundrede. Disse ord har vist sig at være alt for sande i Vesttyskland, hvor antallet af syge egetræer fortsat vokser. Det er naturligvis ikke første gang man har oplevet at træer bliver syge og dør. Og skovene har klaret sig i århundreder. Hvad er da grunden til dette røre?

      De almindeligt kendte træsygdomme angriber som regel kun enkelte træarter. Nu er imidlertid alle de mest udbredte træarter i Mellemeuropa angrebet. Aldrig før har skovdøden bredt sig så hurtigt, til så mange steder på samme tid. Aldrig før har angrebet været så voldsomt at træerne rammes i flæng, uanset om de vokser i dårlig jord eller i god jord, i basisk jord eller i sur jord, i lavningerne eller i højderne.

      Dertil kommer at man tidligere med lethed kunne fastslå årsagerne til disse sygdomme — for eksempel tørke eller angreb fra insekter og svampe. Og hvis skaderne skyldtes forurenet luft fra en nærliggende fabrik, kunne man forholdsvis hurtigt finde frem til de skadelige stoffer. Da forstfolkene i slutningen af 1970’erne så de første sygdomstegn i skovene, forbandt de dem umiddelbart med de almindeligt kendte årsager. Men efterhånden opdagede de at sygdommen bredte sig til flere og flere arter: Først ædelgran, så rødgran og fyr, senere bøg, eg, ahorn og ask. Forstfolkene blev til deres skræk opmærksomme på et stadig større antal træer med stagnerende vækst, træer med ødelagte rodnet og træer hvis blade eller nåle blev misfarvede, gule og faldt af. Disse og andre hidtil ukendte symptomer tilkendegav at man stod over for et nyt fænomen. Hvem var synderen der slog skovene ihjel? Man fandt snart et svar: Syreregnen.

      Syreregnens indflydelse

      Elkraftværkerne, industrien og bilerne producerer svovldioxid og kvælstofilter. Syreregnen dannes når disse luftarter går i forbindelse med vandet og bliver til fortyndet svovl- og salpetersyre. Disse skadelige forbindelser kan spredes over store afstande, også på tværs af landegrænserne.

      I Canada mener man for eksempel at store udslip af svovl fra kraftværker i De Forenede Stater bærer hovedparten af skylden for den syreregn der ødelægger landets skove og vådområder. I Europa gør lignende forhold sig gældende, hvor syreregn der måske stammer fra Mellemeuropa har anrettet ødelæggelser i de skandinaviske søer, åer og elve ved at forsure dem og slå fiskebestanden ihjel.

      Når syreregnen trænger ned i jorden, nedbryder den de naturlige forekomster af mineraler og fører stoffer som kalcium, kalium og aluminium ned i dybere lag, hvorved træer og planter berøves livsvigtig næring. Men yderligere forskning har afsløret at dette ikke er den eneste årsag til skovdøden. Det har imidlertid vist sig overordentlig vanskeligt at indkredse de præcise årsager.

      Den uløste gåde

      En meteorolog har sagt: „Vi er som en flok blinde der famler på en elefant [uden at vide hvad det er].“ Ja, for nylig har en svensk skovbrugsekspert faktisk opregnet 167 forskellige teorier der er blevet fremsat som forklaring på skovdøden.

      Hvad grunden end måtte være, „er den indførte svovldioxid blevet delvis frikendt, i det mindste i Schwarzwald,“ hedder det i det amerikanske blad Smithsonian. Dette begrundes med at luftens indhold af svovldioxid er mindre nu end for 15 år siden og at det „er lavest hvor træerne har det dårligst“.

      Undersøgelser antyder nu at udstødningsgasser fra transportmidler og røg fra fabrikker der bruger fossilt brændsel efterlader spor af giftige metaller i atmosfæren der går i forbindelse med syreregnen og ødelægger de næringsstoffer træerne skal leve af. Ifølge visse autoriteter bevirker den fortsatte forsuring af jorden at sporstoffer bliver opløst og optaget i rødderne, hvorefter de afbryder vandforsyningen til træerne.

      Hans Mohr, der underviser ved universitetet i Freiburg, fremfører at problemet tilsyneladende skyldes kvælstof — netop det næringsstof planterne ofte mangler. Hans Mohr henviser til undersøgelser der peger på at atmosfærens indhold af kvælstofforbindelser er forøget 50 procent i løbet af de sidste 20 år. Denne vækst skyldes hovedsagelig udstødningsgasser fra bilerne, røg fra olie- eller kulfyrede elværker og varmeanlæg samt ammoniakudslip fra landbrug og lossepladser. Bernhard Ulrich fra universitetet i Göttingen hævder at træerne ikke kvæles af de stoffer der findes i luften men at de forgiftes af det der findes i jorden. Andre autoriteter retter anklagende blikket mod ozonmængden, det faldende grundvandsspejl eller mod en dårlig skovbrugspolitik.

      Bladet Smithsonian bemærker: „En ny retning inden for forskningen hævder at [miseren] ikke skyldes et enkelt luftforurenende stof, men snarere en hidtil ukendt reaktion mellem flere stoffer, sådan at helheden virker stærkere end de enkelte dele.“ Denne forklaring er meget sandsynlig. Der findes omkring 3000 kemiske forbindelser der kan betegnes som luftforurenende. I løbet af flere årtier er koncentrationen af disse stoffer steget, hvorved skovene er blevet udsat for et stadig større pres.

      Alt gik godt så længe det økologiske system var intakt og stærkt nok til at modstå virkningerne af forureningen. Men når træerne nu rammes af frost, tørke, insektangreb og andre sygdomsfremkaldende faktorer, viser det sig at deres modstandskraft er alt for ringe.

      Der indgår tydeligvis mange faktorer i ødelæggelsen af Tysklands stolte egeskove. At søge at fastslå nøjagtig hvilke stoffer der bærer hovedansvaret for ødelæggelserne er lige så vanskeligt og meningsløst som hvis man åbnede for ti vandhaner for at fylde et kar, og derefter søgte at finde ud af nøjagtig hvilken vandhane der fik karret til at løbe over.

      Hvad gør man ved det?

      I erkendelse af at der må gøres noget snart, hvis det værst tænkelige skal undgås, har man både på nationalt og lokalt plan grebet til „løsninger der på kort sigt skal bevare træerne, indtil man kan fastlægge en mere langsigtet handlingsplan“, som et tidsskrift udtrykker det. Imens foretager man omfattende undersøgelser for at få indtryk af skadernes omfang og for at finde ud af hvilke indgreb der er nødvendige. I dette arbejde benytter man sig blandt andet af luftfotos af skovene, optaget på infrarødfølsomme film.

      Men hvorfor planter man ikke blot nye træer som erstatning for de sygdomsramte? Så enkel er løsningen desværre ikke, for de nyplantede træer er allerede begyndt at vise samme sygdomssymptomer som de gamle træer. Selv om man har brugt kunstgødning for at forbedre jordens kvalitet har det kun haft begrænset effekt.

      Man koncentrerer sig først og fremmest om at begrænse luftforureningen. Love der sætter grænser for industriens udslip er blevet strammet. Og i Vesttyskland håber man at sådanne vedtægter i tiden frem til midten af næste årti vil føre til at mængden af svovldioxid reduceres med to tredjedele, og at mængden af kvælstofilter halveres.

      I nogle lande har man lempet afgifterne på biler der er udstyret med katalytiske efterbrændere, der i høj grad mindsker udslippet af forurenende stoffer. Dertil kommer at blyfri benzin ofte sælges til lavere priser end almindelig benzin. I Østrig og Danmark kan man, i modsætning til en del andre europæiske lande, uden besvær købe blyfri benzin overalt. I slutningen af 1986 iværksatte man nye forureningslove i Schweiz, blandt andet med henblik på at fremme salget af biler med katalytiske efterbrændere.

      Som lederen af Skovbrugsinstituttet ved Landbohøjskolen i Wien har givet udtryk for, tager man disse initiativer fordi skovdøden kun kan standses hvis luftforureningen bringes ned på det niveau den havde i 1950. Men er dette mål realistisk, i betragtning af at antallet af motorkøretøjer alene i Vesttyskland, der har flere biler pr. kvadratkilometer end noget andet land i verden, er blevet mere end 19 gange større siden da?

      Målinger viser at man kan mindske forureningen væsentligt ved at indføre hastighedsbegrænsning. Men denne løsning har mødt stærk modstand. Ikke desto mindre er selv bilister i ’autobanelandet’ Vesttyskland begyndt at indse at de må sætte farten ned — både af hensyn til skovene og, ikke mindst, af hensyn til deres eget liv. Andre derimod afviser selvisk enhver form for begrænsning. Disse bilister markerer sig typisk ved at sætte mærkater på deres biler med ordene: „Min bil kører også selv om skoven forsvinder.“

      Et væsentligt skridt mod en løsning af problemet består i at få enkeltpersoner og regeringer til at samarbejde. Eftersom luftforureningen spredes på tværs af landegrænserne er det nødvendigt med et internationalt samarbejde. Indtil nu har forsøg på at nå frem til et fælles program inden for EF imidlertid kun ført til skuffelser.

      Kan der gøres mere?

      Mange føler at der må gøres en større indsats. Dette har ført til at der i Vesttyskland, som i andre lande, er blevet oprettet et nyt politisk parti der kalder sig „de grønne“. Dette parti er stærkt engageret i miljøbeskyttelse. I slutningen af 1970’erne blev partiet anerkendt i delstaterne. Endelig, i 1983, opnåede „de grønne“ 5,6 procent af stemmerne ved valget til Forbundsdagen, hvor partiet fik 27 pladser.

      ’Grønt er håbets farve,’ siger man. Men betyder ’de grønnes’ aktivitet at der er håb for skovene? Trods gode motiver og idealistiske mål har partiet ikke haft megen slagkraft. Mange mener at de er politisk umodne og at de fremsætter overforenklede løsninger på komplicerede problemer.

      Mange har dog taget praktiske skridt til at bringe luftforureningen så langt ned som muligt. De kører langsommere, kører mindre, kører flere i hver bil, anvender blyfri benzin og retter sig efter de bestemmelser regeringen har fastlagt for at modvirke forureningen. Alligevel er dette tilsyneladende ikke nok.

      Hvis man foretog drastiske indgreb over for industrien samt begrænsede brugen af biler og fly, ville man sikkert afhjælpe luftforureningen men samtidig skabe nye problemer. Løsningen på problemet med de døende skove — ja, på alle miljømæssige problemer — må altså søges et andet sted.

      [Tekstcitat på side 8]

      ET væsentligt skridt på vejen til at løse problemet er at få enkeltpersoner og regeringer til at samarbejde

      [Illustration på side 7]

      Forskerne er uenige om årsagen til skovdøden

  • Oplev skovene råbe af glæde!
    Vågn op! – 1987 | 22. juni
    • Oplev skovene råbe af glæde!

      „Et digt så smukt som skovens træ

      jeg vistnok aldrig får at se. . . .

      Digte skrives af mangt et fæ,

      men Gud alene kan skabe et træ.“

      SÅDAN skrev digteren Joyce Kilmer, der mistede livet under den første verdenskrig. Det er sandt at „Gud alene kan skabe et træ“, men digteren kunne meget vel have tilføjet: ’Og Gud alene kan bevare træet.’

      „Red vore skove,“ har slagordet lydt, men bestræbelserne for at bevare skovene har kun givet begrænsede resultater. Selv om en rapport fra september 1986 optimistisk taler om at skovdøden har „stabiliseret sig“, er det en ringe trøst. Det betyder slet og ret at skovdøden stadig griber om sig, dog knap så hurtigt som tidligere.

      Ifølge et stort vesttysk dagblad breder en voksende følelse af håbløshed sig blandt forskerne. Avisen citerer professor Peter Schütt fra Münchens Skovbrugsinstitut, der for nylig sagde til en forsamling: „Vi må ikke narre os selv. Vi har for længst nået grænsen for hvad vi kan klare.“ Han sagde advarende at hvis de igangværende forsøg på at nedbringe luftforureningen slår fejl, „har vi absolut ingen muligheder tilbage“.

      Udsigterne til at vi kan løse luftforureningsproblemet må betegnes som intet mindre end mørke, dystre eller triste — vælg selv! „Luften er ikke blevet renere,“ erklærer det schweiziske blad Die Weltwoche. Mens „plantefysiologer stadig er optaget af tidkrævende, detaljerede undersøgelser, i forsøg på at bestemme hvilke forurenende stoffer der rammer hvilke træer og i hvilken udstrækning, . . . genvinder de engang så desorienterede bilister deres gamle selvtillid og kører hurtigere end de bør. Salget af biler med katalytiske efterbrændere er stagneret . . . Der er ikke sket store ændringer, bortset fra at det første røre [over skovdøden] for længst har lagt sig.“

      En realistisk løsning forestående

      Det er urealistisk at tro at skovdøden kan bremses ved menneskelig indsats. Hvorfor? Fordi mennesker mangler nøjagtig kundskab om både skovdødens årsager og om hvilke metoder der vil være effektive i bekæmpelsen af den. Dertil kommer at menneskene ikke har magt til at kontrollere de naturkræfter der styrer vejret og økosystemerne. Desuden afholder nedarvet selviskhed dem fra at give afkald på personlige rettigheder til fordel for det der er til fælles bedste.

      Alligevel er der grund til optimisme. Bibelens kronologi viser sammen med de faktiske forhold at Guds rige, hvis komme mennesker så længe har bedt om, står for døren. Oprettelsen af denne regering blev forudsagt for omtrent 1900 år siden med disse ord: „Vi takker dig, Jehova Gud, du Almægtige, du som er og som var, fordi du har taget din store magt og er begyndt at herske som konge. Men nationerne blev vrede, og din egen vrede kom, og den fastsatte tid . . . til at ødelægge dem der ødelægger jorden.“ (Åbenbaringen 11:17, 18) Som lovet vil „den fastsatte tid“ snart være inde til at Gud „ødelægger dem der ødelægger jorden“, deriblandt dem der forurener den og ødelægger hans skove.

      Under det guddommelige herredømme vil mennesker blive undervist i hvordan de undgår luftforureningen og dens bivirkning — skovdøden. Der er ingen tvivl om at jorden i billedlig forstand vil juble af glæde når balancen i naturen er blevet genoprettet, med alle de gunstige virkninger det vil få på klimaet, jordbruget og sundheden. „Lad jorden juble, og lad [den] sige blandt nationerne: ’Jehova er blevet konge!’ . . . Lad samtidig skovens træer råbe af glæde.“ (1 Krønikebog 16:31-33) Når skovens træer er blevet helbredt og står smukkere end nogen sinde, vil de afgjort have al mulig grund til at „råbe af glæde“.

      Men inden den tid kommer, kan skovdøden vise sig at blive endnu mere omfattende. I 1986 stod der i bladet Die Weltwoche: „Dyrkede planter i dalområderne begynder at visne; kirsebærtræer i det nordvestlige Schweiz har mistet livskraften, og bønderne søger konsulentbistand.“ I Tyskland førte en lignende situation til at delstaten Baden-Württemberg iværksatte en undersøgelse af forbindelsen mellem luftforureningen og skaderne på frugttræer. Selv om der endnu ikke er fremkommet statistisk materiale forlyder det at forskerne navnlig anser stenfrugterne for at være truet.

      Når bibellæsere hører om sådanne rapporter minder det dem muligvis om ordene i Habakkuk 3:17, der profetisk omtaler vor tid på denne måde: ’Figentræet blomstrer ikke, og der er ingen afgrøde på vinstokkene; arbejdet med oliventræet slår fejl og terrasserne frembringer ikke nogen føde.’

      Hvis du imidlertid sætter din lid til Gud og støtter hans rige vil du, lige så lidt som Habakkuk, have grund til at nære frygt. (Habakkuk 3:18) Du vil tværtimod have grund til at være glad og se fremtiden i møde med optimisme. Skovdøden vil snart høre op — for bestandig. Også du kan få lov til at blive i live og opleve skovene råbe af glæde — og hele menneskeheden sammen med dem!

Danske publikationer (1950-2025)
Log af
Log på
  • Dansk
  • Del
  • Indstillinger
  • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
  • Anvendelsesvilkår
  • Fortrolighedspolitik
  • Privatlivsindstillinger
  • JW.ORG
  • Log på
Del