Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g88 8/6 s. 29-30
  • Vi betragter verden

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Vi betragter verden
  • Vågn op! – 1988
  • Underoverskrifter
  • Delfiner kommer til undsætning
  • Bibelen på en chip
  • „Dommedagsuret“ stilles tilbage
  • Forvirrede fugle
  • Trafikdrab
  • Fordelene anerkendes
  • Katastrofale sandstorme
  • Vanedannende musik?
  • Lovformeligt anerkendt
  • Grundstøbte rettigheder
Vågn op! – 1988
g88 8/6 s. 29-30

Vi betragter verden

Delfiner kommer til undsætning

„Efter at tre mænd i går var kæntret med deres lystbåd, blev de bragt i sikkerhed af en flok delfiner,“ skriver Johannesburgavisen Star. To af mændene var blevet slynget i havet da rorpinden knækkede, mens den tredje havde klamret sig til båden. En af mændene fortæller at mens de drev omkring i de høje bølger omkring en kilometer fra land, „blev [de] omringet af delfiner mens [han] forsøgte at få båden på ret køl og styre den ind til bredden. . . . Så snart [de] alle var kommet sikkert i land forsvandt de.“

„Lige siden oldtiden er der blevet fortalt historier om delfiner og marsvin der er kommet druknende til undsætning,“ hedder det i bogen The Fascinating Secrets of Oceans & Islands. Hvad får dem til det? „Det lader til at de har en instinktiv trang til at skubbe til ting der flyder omkring i havet.“

Bibelen på en chip

Bibelen er i tidens løb blevet bevaret på så forskellige materialer som oldtidens pergament og vore dages mikrofilm. Hvad bliver det næste? „Guds ord kan nu leveres i form af en chip,“ meddeler Det Australske Bibelselskab og forklarer at en bibeltekst bestående af King James-oversættelsen, en bibelordbog samt et bibelleksikon nu er blevet overført til en enkelt chip på størrelse med en tommelfingernegl.

„Dommedagsuret“ stilles tilbage

Den historiske traktat om fjernelse af visse typer atommissiler der sidste år i december blev underskrevet af USA’s præsident, Ronald Reagan, og Sovjetunionens generalsekretær, Mikhail Gorbatjov, har fået videnskabsmænd til at stille viserne på det såkaldte „dommedagsur“ tre minutter tilbage. Uret bringes i tidsskriftet Bulletin of the Atomic Scientists og symboliserer hvor nært forestående videnskabsmændene mener at en kernekrig er. Sidste gang uret blev stillet tilbage var i 1972. Siden da har konflikterne i verden resulteret i at uret gradvis er blevet stillet frem fra 12 minutter til 3 minutter i midnat. Hvor længe vil urets visere mon blive stående ved 6 minutter i midnat?

Forvirrede fugle

Eftersom fugle tilsyneladende er følsomme over for jordens magnetfelt, har nogle fremsat den teori at fuglene navigerer ved hjælp af dette magnetfelt når de flyver på træk. For at prøve teorien har den svenske forsker Thomas Almerstam studeret de fugle der passerede en jernmalmmine i Norberg i Sverige. Ifølge det franske blad L’Express er det magnetiske kraftfelt umiddelbart over minen 60 procent kraftigere end det normale, i en omkreds af 12 kilometer. Som forventet forvirrede det ændrede magnetfelt tilsyneladende nogle af de lavtflyvende trækfugle. Fuglene „slog sig nervøst ned på jorden og gik rundt i cirkler inden de lettede og fløj videre,“ skriver L’Express.

Trafikdrab

Hvert år omkommer der på verdensplan cirka 400.000 i trafikken — cirka 1100 om dagen — skønner Forbundsrepublikkens Statistiske Kontor i Wiesbaden i Vesttyskland. I Europa — Sovjetunionen ikke medregnet — omkommer der årligt cirka 66.000 i trafikken. De Forenede Stater, Canada og Japan føjer yderligere 57.000 til denne sørgelige statistik. Kontoret anslår at der hvert år kvæstes omkring 12 millioner mennesker ved trafikulykker.

Fordelene anerkendes

„I betragtning af at et væsentligt antal sygdomsfremkaldende stoffer kan overføres gennem transfusionsblod, gør Jehovas vidner måske det rigtige når de nægter at modtage blodprodukter,“ skriver det franske lægetidsskrift Le Quotidien du Médecin. Artiklen påpeger videre at transfusionsblod ikke blot kan overføre visse virus, som for eksempel cytomegalovirus (der forårsager en virussygdom som er farlig og kan være dødbringende) og de virus der tilhører herpesgruppen, men også „kan vække et ’sovende’ virus i patientens legeme“.

Dette underbygges af et interview som det brasilianske blad ISTOÉ har haft med professor Vicente Amato Neto, der er ekspert i infektionssygdomme og leder af et hospital i São Paulo. „Jeg siger så tit at den bedste måde at beskytte sig mod AIDS på er at blive et af Jehovas vidner,“ sagde Amato, „for medlemmerne af dét trossamfund er hverken homoseksuelle eller biseksuelle, de er tro mod deres ægtefælle — da de forbinder ægteskabet med forplantning — de tager ikke stoffer, og, for at fuldende billedet, så modtager de heller ikke blodtransfusion.“

Katastrofale sandstorme

På grund af tørke og ørkenernes fremmarch har sandstorme fejet hen over Mauretaniens hovedstad Nouakchott mere end 80 dage om året i de sidste fem år. Resultatet er at landet nu „er ved at blæse væk“, skriver Londonavisen The Times. Hvert år bærer ørkenvindene hundrede millioner tons muldjord ud over Atlanterhavet fra Sahelområdet, som den sydlige del af landet befinder sig i. I takt med at muldjord og beplantning er forsvundet, er Mauretaniens landbrugere flygtet til byerne. Situationen er nu så kritisk at hvert tredje barn er underernæret og middellevetiden er nede på 46 år. Det frygtes at det støv der forbliver i atmosfæren over landet, er med til at forlænge tørken.

Vanedannende musik?

„Man kan blive høj på støj,“ siger souschefen for høreforskningsinstituttet i Nottingham, England. „Meget høje lyde skaber en følelse af eufori der kan være vanedannende.“ De der bruger den nye type hovedtelefoner som sættes ind i selve øret, tæt ved hørenerven, løber en særlig stor risiko for at blive afhængige, oplyser Londonavisen The Sunday Times. Forskningen viser at man kan opbygge stadig stigende tolerance over for enhver musikart, og der kan ske ubodelig skade på cellerne i det indre øre hvis lyden ikke holdes på et passende niveau.

Lovformeligt anerkendt

En nylig ændring af en kommunalvedtægt i byen Newport Beach i Californien, har givet Jehovas Vidner officiel anerkendelse som ordets tjenere. Afgørelsen, der berører byens indsamlingsvedtægt, anerkender at Jehovas Vidners hus-til-hus-forkyndelse ikke kommer ind under betegnelsen „indsamling“. Myndighederne i byen Anaheim i Californien havde indført en lignende vedtægt, og det var den der dannede grundlag for vedtægtsændringen i Newport Beach. Da myndighederne i begge disse byer anerkender at Jehovas Vidners forkyndelsesarbejde ikke kan kaldes en „indsamling“, vil man ikke fra myndighedernes side stille krav om en speciel tilladelse.

Grundstøbte rettigheder

Japan vil bruge 30 milliarder yen på at beskytte to klipper som befinder sig cirka 800 meter fra hinanden i Stillehavet ud for Filippinerne. Ved lavvande udgør de en del af en fem kilometer lang atol. Den forsvinder imidlertid ved højvande så kun de „to klipper — hvoraf den ene er 5 meter og den anden 2 meter i diameter — rager mellem 30 og 50 centimeter op over vandoverfladen,“ skriver Tokyoavisen Asahi Shimbun. Der vil blive bygget bølgebrydende blokke af stål og beton op omkring klipperne. Hvorfor gøre så stort et nummer ud af et par klipper? Jo, det afgøres ved højvande hvor stort et territorialfarvand et land tilkommer, og disse klipper — Japans sydligste punkt — er ved at forsvinde. Gør de det, forsvinder samtidig Japans ret til fiskeri og minedrift inden for en radius af 200 sømil omkring klipperne — et område der er større end selve Japan.

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del