Side 2

„Afrika er en . . . rig og stabil kilde til fødevarer som industrilandenes befolkninger indtager daglig,“ oplyser det amerikanske blad The Nation. Under den hungersnød der for nylig ramte Etiopien, blev forbrugere i Storbritannien chokerede over at få at vide at frugt og grøntsager som de spiste, kom fra Etiopien. Afrika eksporterer te, kaffe, sukker, kakao, jordnødder, blomster, kød, palmeolie og træ foruden bomuld og mange andre produkter.

Hvorfor kan Afrika da ikke brødføde sig selv? Kan Afrika hjælpes til bedre at udnytte sine muligheder for at drive landbrug? Er der håb for hungersnødens ofre? Vore artikler behandler dette, og henleder opmærksomheden på et program der vil gøre en ende på hungeren, ikke blot i Afrika men i hele verden.

[Kildeangivelse på side 2]

Foto: FAO

Hjælp fra hele verden

Af „Vågn op!“-​korrespondent i Sydafrika

„EN AF verdens største katastrofer.“ „Den største katastrofe der har ramt kloden siden den anden verdenskrig hærgede Europa.“ Sådan har forskellige skribenter omtalt de senere års hungersnød i Afrika.

„I løbet af ét år er ikke mindre end 1 million etiopiske bønder og 500.000 sudanske børn omkommet,“ hedder det i bladet Newsweek. Fra Moçambique forlyder det at 100.000 er omkommet af sult, og i Tchad døde der i en periode tusind om måneden.

Der kom ganske vist hjælp fra hele verden, men for utallige afrikanere var det for sent. I nogle tilfælde skyldtes denne forsinkelse at embedsmænd tilslørede hungersnødens virkelige omfang. I Sudan var denne tilsidesættelse af den sultende befolknings behov i 1985 medvirkende til regeringens fald.

I marts 1984 rettede Etiopien anmodning til verden om en nødhjælpsforsyning på 450.000 tons korn. Dette var bestemt ikke for meget, da der i virkeligheden var behov for dobbelt så stort et kvantum. Men FN og dets medlemslande ofrede kun anmodningen ringe opmærksomhed. Selv om mængden af korn i verdens overskudslagre på det tidspunkt nærmede sig 190.000.000 tons, sendte man ikke engang 100.000 tons til det nødstedte land! Situationen skærpedes kun yderligere ved at de lovede nødforsyninger var flere måneder undervejs. I mellemtiden sultede folk ihjel. I en enkelt nødhjælpslejr døde der hundrede om dagen.

Men i oktober 1984 hændte der noget. Et engelsk fjernsynshold blev forsinket i Etiopien da de skulle skifte fly. De brugte tiden til at besøge nødhjælpslejrene, hvor de filmede mennesker der sultede til døde. „Jeg græd mens jeg redigerede denne film,“ har fotografen Mohammed Amin fortalt, „jeg brød sammen og græd.“

En voldsom reaktion

Filmen blev vist i fjernsynet, først af BBC, dernæst af 425 TV-stationer verden over. Den virkede stærkt. Den oprørte offentlighed krævede regeringsindgreb. Popmusikere omdannede deres indbringende virksomhed med henblik på at skaffe penge til hjælpearbejdet. Foreløbig har de indsamlet mere end hundrede millioner dollars! Denne offentlige opmærksomhed har resulteret i et af de største nødhjælpsprogrammer verden nogen sinde har oplevet.

Skibsladninger af overskudskorn begyndte at strømme til Afrika. De europæiske regeringer samarbejdede om en luftbro for at transportere fødevarer til det indre Sudan. Endnu mere bemærkelsesværdig var den fælles indsats for at bringe forsyninger til Etiopiens højland. I bogen Ethiopia: The Challenge of Hunger beskriver Graham Hancock aktiviteten i Addis Abebas Bole-lufthavn på denne måde: „Fly fra Sovjetunionen, Amerika, Østtyskland, England og en lang række andre lande stod på rad og række mens de blev lastet med nødforsyninger af fødevarer . . . Det var som om alle de ophøjede principper De forenede Nationer står for, pludselig blev bragt i anvendelse. Jeg kunne næsten høre sværdene blive smedet til plovjern.“

Selv om verden var længe om at reagere på Afrikas behov, forlyder det at man ikke desto mindre har reddet over tre millioner menneskeliv! Men der er stadig fødevaremangel i Afrika. Ifølge nyligt udsendte rapporter er millioner i Etiopien, Sudan og Moçambique stadig på sultedødens rand. Men hvorfor er Afrika ikke i stand til at brødføde sig selv? Og, endnu vigtigere, hvad er løsningen?

[Kildeangivelse på side 3]

Foto: FAO

Hvorfor kan Afrika ikke brødføde sig selv?

„JEG såede . . . men der kom ingen regn,“ fortæller en etiopisk landmand ved navn Idris. Al hans såsæd rådnede i jorden og dermed var han tvunget til at forlade sit landbrug og søge til en nødhjælpslejr. „Jeg havde engang fire okser til at trække ploven,“ fortsætter han. „Men da jeg ikke længere havde noget at spise, solgte jeg to og slagtede de to andre. . . . Jeg har spist min fremtid.“ — Fra bogen Ethiopia: The Challenge of Hunger.

Mange afrikanske landmænd har ligesom Idris haft vanskeligt ved selv at avle tilstrækkeligt med føde. Denne verdensdel, der engang var selvforsynende, er nu afhængig af store mængder importerede fødevarer. Hvad er grunden til dette? Hvorfor må så mange afrikanere gå sultne i seng?

Tørke

Det afrikanske kontinent er berygtet for sine forræderiske tørkeperioder. Landene langs den sydlige del af Saharaørkenen, det såkaldte Sahel-område, er særligt udsatte. Siden 1960 er regnmængden i dette område blevet stadig mindre. Bladet Ceres betegner det som en „forlænget sahelisk tørke“. Alligevel lykkes det mange landmænd at klare sig.

På trods af tørken havde fem saheliske lande rekordproduktion af bomuld i høstsæsonen 1983-1984. Det tøj du har på kan være fremstillet af dette bomuld. Disse lande skaffer sig værdifuld fremmed valuta ved eksport af bomuld, men det har sin pris. I 1984 måtte landene i Sahel-området importere en rekordstor mængde korn på 1,77 millioner tons. „At man kan dyrke bomuld men ikke korn skyldes i højere grad regeringernes og hjælpeorganisationernes politik end det skyldes nedbørsmængden,“ hævder Lloyd Timberlake i sin bog Africa in Crisis.

Foruden bomuld eksporterer Afrika te, kaffe, sukker, kakao, jordnødder, friske blomster, kød, palmeolie, træ og en lang række andre landbrugsprodukter. „Afrika er en alsidig og stabil leverandør af daglige fødevarer til de udviklede lande,“ hedder det i det amerikanske blad The Nation. Under den seneste hungerkatastrofe blev britiske forbrugere chokerede da det kom frem at en del af de grøntsager og frugter de spiste stammede fra Etiopien. Det er således tydeligt at når Afrika ikke kan brødføde sig selv, skyldes det ikke tørken alene.

Befolkningstilvæksten

Nogle afrikanere nægter at gå ind for børnebegrænsning. De betragter en stor børneflok som et statussymbol. Det er derfor ikke overraskende at Afrika har verdens største befolkningstilvækst. Dette forhold forstærker uvægerlig fødevareproblemet. Nogle anslår det nuværende befolkningstal til 553 millioner. Hvis udviklingen fortsætter vil der i år 2000 være yderligere 324 millioner munde at mætte!

Betyder det at det afrikanske kontinent er for lille til at brødføde så mange? Nej! Der findes mange uopdyrkede landområder der kunne udnyttes. Indien, hvis befolkningstal er endnu større, har et mindre areal og producerer alligevel store mængder overskudskorn. Den sydafrikanske avis The Star, tilføjer: „Kinas befolkning tæller 1 milliard, og alligevel producerer landet hvert år et overskud af fødevarer. . . . Vi er overbevist om at Afrika sulter som følge af vildledende rådgivning.“

Dårlig rådgivning?

Det er bestemt ikke rådgivning Afrika mangler. „Hvis de sultne kunne spise ord, ville Afrika snart komme på fode igen,“ sagde en kommentator i en fjernsynsudsendelse fra BBC. Omkring 80.000 personer fra fremmede lande er beskæftiget med denne rådgivningsvirksomhed. Lloyd Timberlake siger: „Rådgivning til Afrika er blevet et betydeligt erhverv, hvor europæiske og nordamerikanske konsulentfirmaer forlanger helt op til 180.000 dollars om året for bistand fra en af deres eksperter.“

Disse eksperter fremmer kostbare dyrkningsmetoder der kræver brug af højtydende afgrøder, kemikalier og tungt maskineri. Denne virksomhed har været en god forretning for oversøiske leverandører, men den har ikke gavnet Afrikas fattige landbefolkning i væsentlig grad. Man koncentrerer sig først og fremmest om landbrug der producerer salgsafgrøder til eksport og dernæst om landbrug der producerer fødevarer som sælges i Afrikas mere velstående byer. Mange af disse projekter har været virkningsløse, og nogle er slået helt fejl. Bladet Newsweek forklarer at Afrikas klima „ofte er for hårdt for de højtydende afgrøder der har givet stort udbytte i Asien“. Dertil kommer at den afrikanske jord skal behandles med varsomhed og at afgrøderne i nogle tilfælde ødelægges af nye dyrkningsmetoder.

U-landsbistand?

Oversøiske regeringer og hjælpeorganisationer fremmer kostbare programmer, til „gavn for deres egen økonomi og deres handels- og konsulentvirksomhed,“ siges det i tidsskriftet People. Disse hjælpeprogrammer er attraktive fordi de får de afrikanske lande til at tage sig mere moderne ud, og fordi de medfører store finanslån. På denne måde er visse afrikanske regeringer i stand til at tilfredsstille den rige del af bybefolkningen, hvis støtte de behøver for at bevare magten. Derfor ser man imponerende hoteller, universiteter, lufthavne, motorveje, biler og mange former for luksus i afrikanske byer mens landområderne forsømmes. Landbefolkningen i Afrika har en særlig betegnelse for de rige byboer. På swahili kalder de dem wabenzierne, hvilket betyder „Mercedes-Benz-folket“.

Mange sætter spørgsmålstegn ved de humanitære motiver bag udviklingshjælpen. „Hjælpen ydes langtfra af velgørenhed,“ hævder forfatterne af bogen Famine: A Man-Made Disaster? „De lande der yder hjælp gør en god forretning. . . . den indflydelse og de økonomiske fordele som både vest og øst erhverver sig gennem hjælpearbejdet er et fund for pengene.“ Udviklingshjælpen bærer sin del af skylden for Afrikas kæmpegæld på 175.000.000.000 dollars.

„To årtier med ’udvikling’ har ført til at Afrika i 1984 står ved afgrundens rand,“ hævder Peter Gill i sin bog A Year in the Death of Africa. Peter Gill betegner udviklingshjælpen som „en fidus“. De der virkelig har behov for den, nemlig Afrikas landbefolkning, har ikke fået megen hjælp. „Ikke desto mindre udgør landbefolkningen 75-80 procent af folkemængden i de fleste afrikanske lande,“ forklarer tidsskriftet The Ecologist, og den er således „rygraden i Afrikas fødevareproduktion“.

Fødevarehjælp?

Overskuddet af fødevarer er blevet en tung byrde for de rige lande. Udgifterne til oplagring er store. I en artikel med titlen „En verden fyldt med korn“, i det amerikanske blad Foreign Affairs, stod der: „Det er ubehageligt og pinligt at tale om korn i år [1985]. På fjernsynsskærmen ser vi billeder af udhungrede afrikanske børn, men i verdens kornlagre ligger der mere end 190 millioner tons — et rekordoverskud.“

Billigt overskudskorn kommer ikke altid sultende afrikanere til gode. I visse tilfælde kommer det i hænderne på grådige handelsfolk, eller regeringen i modtagerlandet sælger det med fortjeneste for at styrke handelsbalancen. Tilførsel af overskudskorn til Afrika har også svækket de afrikanske landmænds stilling. „Hvordan skulle en lokal producent kunne konkurrere mod gratis fødevarer fra udlandet?“ spørger forfatterne til bogen Famine: A Man-Made Disaster?

Traditionelle afrikanske afgrøder som hirse og durra mister hastigt deres popularitet, til trods for at disse afgrøder langt bedre end andre kornsorter er i stand til at modstå tørke. Men bybefolkningen har fået smag for hvede og ris — kornsorter der i mange tilfælde er vanskelige at dyrke i det barske afrikanske klima. Visse rådgivere søger at fremme befolkningens smag for oversøiske fødevarer, hvorved de øger Afrikas afhængighed af importerede levnedsmidler.

Landbefolkningen ignoreres

Landmænd som for eksempel etioperen Idris, der tidligere blev citeret, har behov for såsæd og enkle landbrugsredskaber. Fødevarehjælp alene er af begrænset værdi. Som det kinesiske ordsprog siger: „Giv en mand en fisk og du har gjort ham mæt én dag. Lær en mand at fiske, og du har gjort ham mæt resten af livet.“ I almindelighed får de afrikanske bønder ingen hjælp til at drive deres landbrug, selv om der i visse afrikanske lande er undtagelser.

Lige siden kolonitiden har Afrikas bedste jord været brugt til dyrkning af salgsafgrøder med henblik på eksport. Dertil kommer at store landbrugsprojekter er blevet iværksat for at producere føde til de mere velhavende byer. Det har medført at landmænd ofte er blevet forflyttet fra god jord og tvunget til at søge deres eksistensgrundlag i jord der er mindre frugtbar. Overladt til sig selv har Afrikas landboere udpint sårbare landområder ved intensiv dyrkning, overgræsning og for megen skovhugst. Derfor er store dele af det afrikanske kontinent på vej til at blive ørkenområder.

Bøndernes eksistensgrundlag er også blevet undermineret gennem fastfrysning af priserne. Mange afrikanske regeringer søger at holde meget lave priser på landbrugsprodukter, for at behage befolkningen i byerne. Ifølge det videnskabelige tidsskrift Nature må denne politik „i høj grad bære skylden for landbrugets forfald, for sulten i byerne samt for at Afrika, der kunne være frugtbart, er blevet afhængigt af importerede fødevarer“.

Krig

„En halv million angolanere er flygtet fra deres landbrug, drevet bort af borgerkrigen,“ oplyste en afrikansk avis for nylig. Til forskel fra mange andre egne af Afrika nyder Angola godt af regnen. Alligevel er i titusindvis af landets indbyggere i det frugtbare højland afhængige af at der regelmæssigt bliver fløjet nødforsyninger af fødevarer ud til dem.

Det er ingen tilfældighed at de afrikanske lande der er hårdest ramt af hungeren, også hærges af borgerkrig. Selv om regnen i nogen grad er kommet Etiopien, Sudan og Moçambique til hjælp, hæmmes fødevareproduktionen i disse lande stadig af borgerkrig, og millioner sulter.

Den uafhængige kommission for internationale humanitære Spørgsmål, hvis 25 medlemmer indbefatter repræsentanter for fem afrikanske lande, fremsatte for nylig følgende utvetydige erklæring: „Væbnede konflikter og vold i visse dele af Afrika forværrer de ulykkelige forhold ved at forårsage unødvendig blodsudgydelse og uroligheder. . . . Man ønsker først og fremmest at anskaffe ødelæggelsesvåben mens befolkningen har behov for redskaber og såsæd til dyrkning af jorden, rent drikkevand samt enkle og billige forebyggende sundhedsprogrammer.“

Men det er ikke Afrika alene der bærer skylden for disse forhold. I bogen A Year in the Death of Africa taler Peter Gill om den rolle udenlandske regeringer spiller i „militariseringen af Afrika“ og spørger: „Hvilke våbenfabrikanter drager fordel af afrikanske stridigheder?“ Både vestlige og østlige lande støtter krige på det afrikanske kontinent og drager økonomisk fordel deraf.

Et overmenneskeligt hjælpeprogram nødvendigt

Spørgsmålet „Hvorfor kan Afrika ikke brødføde sig selv?“ er kontroversielt, og der kan ikke gives noget entydigt svar. Tørke, befolkningseksplosion, nødhjælpspolitik, begærlighed, tilsidesættelse af landbefolkningens interesser, ødelæggelse af jorden samt krig er blandt de årsager forskellige autoriteter nævner. Af disse årsager kan kun tørken betegnes som ’naturlig’ — de andre årsager er menneskeskabte.

Hungersnøden i Afrika har medvirket til at henlede opmærksomheden på menneskets begrænsninger og selviskhed. Menneskets manglende evne til at administrere jordens anliggender uafhængigt af Skaberen, Jehova Gud, er tydelig for enhver. Som en af fortidens profeter sagde: „Jeg ved, Jehova, at menneskets vej ikke står til ham selv. Det står ikke til en mand der vandrer, at styre sine skridt.“ — Jeremias 10:23.

Denne uomtvistelige kendsgerning står skrevet i Bibelen. Bibelen har også forudsagt vor tids hungersnød og krig samt menneskets misrøgt af jorden. Alle disse forhold peger lykkeligvis på at den tid er nær hvor et overmenneskeligt hjælpeprogram vil gøre ende på hungersnød, ikke blot i Afrika men over hele jorden. — Lukas 21:10, 11, 28-31; Åbenbaringen 6:3-8; 11:18; 21:1-5.

[Illustration på side 7]

I almindelighed får afrikanske bønder ingen hjælp til at fortsætte med at dyrke jorden

[Kildeangivelse]

Foto: FAO

Håb for hungersnødens ofre

„DE FLESTE hungerkatastrofer siden den første verdenskrig har været forårsaget af blandt andet krig og revolution,“ hedder det i bogen Historical Catastrophes: Famines af Walter R. Brown og Norman D. Anderson.

Disse omstændigheder leder tanken hen på et profetisk syn fra fortiden der kendes under betegnelsen ’de fire apokalyptiske ryttere’. En afrikansk avis henviste til dette syn med ordene: „De fire ryttere er på krigsstien i det ulykkesramte Etiopien.“ Det er imidlertid kun få der lægger mærke til det vidunderlige håb som dette bibelske syn også indeholder.

To store dræbere

Den tredje apokalyptiske rytter skildrer hungersnød. Han har „en vægt i sin hånd“, og en stemme siger: „En hel dagløn for et brød.“ (Åbenbaringen 6:6, Weymouth) Foran ham rider en rytter der skildrer krig — krig af et sådant omfang at man siger om ham at han ’tager freden bort fra jorden’. Disse ryttere skildrer også den nære forbindelse mellem hungersnød og krig. — Åbenbaringen 6:3-6.

Bogen Historical Catastrophes: Famines siger i denne forbindelse: „Fødevareproduktionen begrænses ofte af mangel på arbejdskraft . . . Kamphandlingerne kan forårsage at værdifulde afgrøder ødelægges. Træer og andre vækster, som det tager adskillige år at erstatte, bliver måske også ødelagt. Transport og handel bryder måske sammen, sådan at ét område sulter mens et andet, nærliggende område har overskud af levnedsmidler.“ Disse tragiske forhold oplevede millioner under den første og anden verdenskrig samt i mellemkrigsårene, og de berører stadig millioner i vor tid.

De to omtalte ryttere bliver fulgt af endnu en rytter, der havde navnet „Døden“. Han skildrer den alt for tidlige død der har ramt millioner siden det kritiske år 1914. Krig og hungersnød står øverst på listen over de forudsagte årsager til disse dødsfald. (Åbenbaringen 6:7, 8) Krige har kostet over 100.000.000 mennesker livet siden 1914, og hungersnød endnu flere. „I de seneste fem år er flere mennesker døde som følge af hungersnød end det antal der er blevet dræbt i samtlige krige og revolutioner eller er blevet myrdet i de sidste 150 år,“ hedder det i bogen The Hunger Primer.

Håb for de døde

Lige efter rytteren med navnet „Døden“ følger noget der indgyder håb. Det er „Hades“. Det antyder at mange af de mennesker der er døde, befinder sig i dette Hades. Hvad betyder ordet Hades? Det er en translitteration af det græske ord haiʹdēs, som i Bibelen anvendes parallelt med ordet Sheol, der er en translitteration fra hebraisk. (Jævnfør Salme 16:10 med Apostelgerninger 2:31.) „Hades“ hentyder ikke til et sted men til en tilstand, en tilstand af hvile uden bevidsthed. (Prædikeren 9:5, 10; Johannes 11:11-13) „Hades“ betegner altså menneskehedens fælles grav, hvorfra der er håb om en opstandelse.

Vi forsikres om dette håb i slutningen af Åbenbaringens bog, hvor der står: „Og jeg så de døde, de store og de små, stå foran tronen . . . Og havet gav de døde der var i det, tilbage, og døden og Hades gav de døde der var i dem, tilbage, og de blev dømt hver især efter deres gerninger.“ (Åbenbaringen 20:12, 13) En vidunderlig fremtid venter således mange der har mistet livet på grund af hungersnød. Hvis de efter deres opstandelse viser ægte værdsættelse af Guds foranstaltning til frelse, vil de blive kendt værdige til at leve evigt på jorden. — Salme 37:29; Johannes 5:28, 29; 1 Johannes 2:1, 2.

Men hvornår vil denne opstandelse finde sted? Det vil den når den første af de apokalyptiske ryttere, der skildrer Herren Jesus Kristus, har ’fuldendt sin sejr’. (Åbenbaringen 6:2) Jehova Gud har indsat sin søn, Jesus Kristus, som konge over hele menneskeheden. (Åbenbaringen 11:15) „Han er den der af Gud er bestemt til at dømme levende og døde.“ — Apostelgerninger 10:42.

Håb for de levende

Jorden vil snart blive renset for alle der modstår Kristi herredømme. Selviske, menneskeskabte styreformer vil blive fjernet. (Daniel 2:44) „De ugudelige skal udryddes fra jorden,“ men de der underlægger sig jordens himmelske konge „vil blive ladt tilbage på den“. (Ordsprogene 2:21, 22) For disse overlevende vil hungersnød være blandt det der hører fortiden til. — Esajas 25:6; 65:21, 22.

Jesus Kristus vil med sin gudgivne, overmenneskelige magt foranledige at jordens økologiske balance genoprettes til fuldkommenhed. (Se Markus 4:37-41.) Den afrikanske Saharaørken og andre af jordens ørkenområder vil blive fortrængt. Guds oprindelige hensigt, at hele jorden skulle være et paradis, vil blive en realitet. (1 Mosebog 1:28; 2:7, 8; Lukas 23:43) Da vil profetien om at „det udtørrede land skal . . . blomstre som krokusen“ gå i opfyldelse. „For i ørkenen er vand brudt frem, og regnfloder på ørkensletten.“ — Esajas 35:1, 6.

Bibelen beskriver Kristi herredømme på denne betagende måde: „Han vil ynkes over den ringe og den fattige, og de fattiges sjæle vil han frelse. Fra undertrykkelse og vold vil han genløse deres sjæl . . . Der vil være en overflod af korn på jorden; på bjergenes top vil det bugne.“ — Salme 72:8, 13, 14, 16.

[Illustration på side 9]

Hungersnøden, den tredje af rytterne i Åbenbaringens bog, rider i vor tid hen over store dele af Afrika

[Illustration på side 10]

Snart vil der komme en tid hvor Afrika og hele verden vil have rigeligt