Side 2

Millioner af fædre og mødre i verden kender den sorg det er at miste et barn. Uanset om barnets død skyldes sygdom, sult, krig, mord, selvmord, ulykke, abort eller vuggedød kan tabet føles næsten umuligt at overvinde. Og uanset hvilken alder barnet nåede, er det som om smerten varer ved.

Hvordan kan forældre komme igennem denne sorg? Hvordan kan livet fortsætte? Vor illustration skildrer en familie som hilser deres barn velkomment tilbage fra døden. Er de dødes opstandelse blot en ønskedrøm? Eller vil vi snart kunne se vore kære i live på jorden igen?

I det følgende bringer vi sandfærdige beretninger om forældre som har følt og overvundet den forfærdelige sorg det er at miste et barn. Læs hvad disse forældre fortæller — vi tror det vil kunne give både håb og trøst.

„Det kan ikke være sandt!“

„DEN 31. maj 1982 var en smuk dag. Solen skinnede og himmelen var blå, og jeg syntes at det var den perfekte dag til at få gjort noget ved haven. Kort tid forinden havde vi fældet et gammelt elmetræ, og der lå stadig nogle grene og flød på græsplænen. Så kom jeg i tanker om at vores ven George havde en maskine der kunne lette arbejdet for mig, og jeg ringede til ham.

George var en erfaren pilot og han elskede at flyve, så jeg blev ikke overrasket da han fortalte mig at han skulle have nogle venner med ud på en flyvetur og spurgte om vi ikke også havde lyst til at få en tur. Min kone, Dianne, og jeg blev enige om at det ville være en dejlig forandring efter havearbejdet. Vi tog vores treårige datter Maria med os. Hun var en kvik pige med mørkt hår og brune øjne, og hun kunne næsten ikke vente med at komme op at flyve.

Da vi nåede ud til flyvepladsen stod en anden af vores venner og ventede på at få en tur, så vi satte os alle ind i den lille firepersoners flyvemaskine. Vi fløj over en sø og satte kurs mod bjergene. Udsigten var utrolig smuk, og vi morede os med at udpege alle de kendte steder i omegnen. Vi så nogle der spiste frokost på en bakketop. Maria syntes at det var spændende. Men netop som vi fløj over en bjergkam blev flyet grebet af en kraftig, nedadgående luftstrøm. Motoren satte ud og flyet begyndte at styrte til jorden!

Jeg tænkte kun på at komme hen mellem min kone, der havde Maria på skødet, og forsædet. Men jeg nåede det ikke — flyet ramte en bjergside.

Jeg forsøgte at komme op, men kunne ikke bevæge mig. Jeg hørte Dianne råbe om hjælp, men kunne intet gøre. Det eneste jeg kunne var selv at råbe om hjælp.

Efter et stykke tid kom der nogle ambulancer og vi blev hjulpet ned fra bjerget. Selv om den nødlanding vi havde foretaget var lige efter bogen, var både George og vores fælles ven omkommet. Vi andre var alvorligt kvæstede. Maria havde fået kraniebrud og indre kvæstelser. Det blev min svigerfader der måtte gå den tunge gang til min hospitalsseng for at fortælle mig at hun var død — det var som at få stukket en kniv i hjertet. ’Hvorfor netop hende? Hvorfor kunne det ikke have været mig? Det er så uretfærdigt at en lille pige som hun skulle dø,’ tænkte jeg. ’Hvis jeg dog bare ikke havde sagt ja til den flyvetur . . .’

Diannes tilstand var meget kritisk — hun havde brækket ryggen. Tre uger efter styrtet døde også hun. Jeg havde på én gang mistet både mit barn og min kone. Jeg syntes at jeg havde mistet alt hvad der var værd at leve for. Hvordan skulle jeg overhovedet kunne leve videre?“ — Fortalt af Jess Romero fra New Mexico i USA.

„Min søn Jonathan var ude på Long Island for at besøge nogle venner. Min kone, Valentina, kunne ikke lide at han tog derud. Hun var altid bange for at der skulle ske ham noget i trafikken. Men han gik meget op i elektronik, og hans venner derude havde et værksted hvor han kunne få lidt praktisk erfaring. Jeg var hjemme på Manhattan. Valentina var på besøg hos sin familie i Puerto Rico.

Jeg sad og halvsov foran fjernsynet. ’Jonathan må snart være her,’ tænkte jeg. Så ringede det på døren, og jeg gik ud fra at det var ham. Men det var det ikke. Det var politiet.

’Kender De dette kørekort?’ spurgte politibetjenten. ’Ja, det er min søn Jonathans.’ ’Vi har en dårlig nyhed til Dem. Der er sket en ulykke, og . . . Deres søn, . . . Deres søn er blevet dræbt.’ Min første reaktion var: ’No puede ser! No puede ser!’ — det kan ikke være sandt!

Det sår vi har fået i hjertet er endnu ikke lægt, selv om der er gået næsten to år.“ — Fortalt af Agustín Caraballoso fra New York.

„Vi var en lykkelig familie i 1960’ernes Spanien — på trods af den religionsforfølgelse vi blev udsat for som Jehovas vidner. Der var min kone, María, og vores tre børn, David, Paquito og Isabel, som var henholdsvis 13, 11 og 9 år.

En dag i marts 1963 klagede Paquito over at han havde meget ondt i hovedet da han kom hjem fra skole. Vi var helt i vildrede med hensyn til årsagen — men ikke ret længe. Tre timer senere var han død. En hjerneblødning havde berøvet ham livet.

Det er nu 24 år siden Paquito døde, men vi føler stadig den dybe smerte over tabet. Forældre der mister et barn vil altid føle at de samtidig har mistet noget af sig selv — uanset hvor længe siden det er eller hvor mange andre børn de har.“ — Fortalt af Ramón Serrano fra Barcelona.

Dette er blot nogle få af de tragedier der har ramt millioner af familier i hele verden. Som de fleste forældrepar der har mistet et barn kan bekræfte, er døden en uforsonlig fjende. — 1 Korinther 15:25, 26.

Men hvordan er det siden gået dem vi lige har hørt om? Kan man nogen sinde komme over så stor en sorg og leve et normalt liv igen? Er der noget håb om at vi kan få vore afdøde slægtninge at se igen? Og hvis der er, hvornår vil det så ske, og hvor? Disse og andre beslægtede spørgsmål vil blive behandlet i de følgende artikler.

[Kildeangivelse på side 3]

The Daily Herald, Provo, Utah

„Hvordan kan jeg leve med sorgen?“

FOR 18 år siden blev Bob og Diane Krych ramt af en tragedie. Deres seksårige søn David, der havde en medfødt hjertefejl, døde. Diane fortæller:

„Vi havde tænkt os at få ham undersøgt grundigt inden for et års tid, som en læge havde rådet os til. David sprudlede af liv, han var næsten hyperaktiv. Jeg kan huske at det var den 25. januar, og David havde irriteret sin søster ved at lave rod i hendes værelse. Da han spurgte om han måtte gå ud at lege, gav jeg ham lov til det.

Nogen tid senere hørte jeg en ambulance, og så kom en nabokone løbende op gennem forhaven mens hun råbte: ’Diane, det er David, du må hellere komme!’ Jeg gik ud, og dér lå han — på motorhjelmen af den bil der havde ramt ham. Jeg stod fuldstændig som forstenet. De kørte ham på hospitalet i en ambulance, men der var ikke noget at gøre. Hans lille hjerte kunne ikke mere, og han var død.“

Vågn op!: „Hvordan reagerede du på dette forfærdelige tab?“

Diane: „Jeg gennemgik en hel række reaktioner — lammelse, benægtelse, skyldfølelse, og vrede mod min mand og lægen fordi de ikke havde indset hvor alvorlig Davids tilstand var. Jeg havde været så irriteret på ham den dag. Vi skulle have gæster til middag og jeg havde en baby på kun ti uger at tage mig af. Det voksede mig over hovedet. Og før jeg havde set mig om kørte de min dreng på hospitalet.

Jeg nægtede at tro at han var død. Jeg ville slet ikke acceptere ordet ’død’. Efter min opfattelse var han bare rejst væk for en tid. ’Han lever i Guds hukommelse og han kommer tilbage,’ tænkte jeg. Derfor begyndte jeg at skrive breve til ham, cirka syv uger efter han var død, og det fortsatte jeg med i 13 år!“

Hvor længe sørger man?

Den lange tid det tog for Diane at bearbejde sin sorg underbygger det dr. Arthur Freese siger i sin bog Help for Your Grief: „De fleste eksperter er enige om at et barns død skaber en permanent følelse af tab hos forældrene, især hos moderen.“

„Sorgen vender tilbage med årets gang,“ skrev den engelske digter Shelley. Millioner af mennesker kan bekræfte at årlige påmindelser om den afdøde får smerten til at vende tilbage med fornyet kraft, og de spørger: „Hvordan kan jeg leve med sorgen?“ Men sorgen vil efterhånden aftage, skønt den måske aldrig helt forsvinder. Sorgens sår læges med tiden, men savnets ar vil blive tilbage.

Det bekræftes af Harold og Marjorie Bird fra England. Deres 19-årige søn, Stephen, døde for ti år siden ved en drukneulykke. At han var enebarn og at hans lig aldrig blev fundet gjorde sorgen endnu sværere at bære. Harold siger om sin sorg: „Ifølge et gammelt ord læger tiden alle sår. Men det passer ikke. Den fordunkler bare mindet om den afdøde. Sårene læges først når vi møder ham igen i opstandelsen.“

I rapporten fra en videnskabelig undersøgelse af sorgprocessen forklares det at „den sørgende kan svinge hurtigt og brat fra én sindstilstand til en anden. I det ene øjeblik undgår man ethvert minde om den afdøde, i det andet øjeblik dyrker man bevidst minderne. Som regel går man fra en tilstand af benægtelse til en gradvis accept af dødsfaldet.“

Dr. Freese giver os et glimt af håb: „Man må altid se situationen i det rette perspektiv — og huske at langt de fleste af dem der sørger fordi de har mistet en af deres kære . . . kommer igennem det, og lever derefter videre i stort set samme fysiske tilstand som de befandt sig i før sorgens smerte og kval begyndte.“

I mange tilfælde kan man endda komme styrket gennem krisen. Hvordan det? Jo, sorgen lærer en at vise empati — nu kan man bedre sætte sig ind i hvordan andre har det når de har mistet en de holdt af. Og da empati omfatter langt mere end sympati, bliver den der har gennemlevet en stor sorg en hjælp for andre, en som andre kan hente råd og trøst hos. Bob, hvis søn David døde af en hjertefejl, siger for eksempel: „Vi synes at det dulmer vores egen sorg at hjælpe andre med at bære deres.“

Skyldfølelse, vrede og bebrejdelser

Eksperter i sorgprocessen ved at det er normalt at man lider af skyldfølelse og vrede og at man retter bebrejdelser mod andre når man har mistet en man holdt af. De efterladte vil i mange tilfælde prøve at finde en logisk sammenhæng hvor der ingen er. ’Hvorfor skulle det ske for mig? Hvad har jeg gjort, siden jeg skal straffes så hårdt? Hvis jeg dog bare havde . . .’ er almindelige reaktioner. Andre giver Gud skylden, og tænker: ’Hvorfor har Gud ladet det ske? Hvorfor har han gjort det imod mig?’

Dette minder os om Bibelens forklaring: „Tiden og tilfældet berører . . . alle.“ En ulykke kan indtræffe hvor som helst og når som helst, og døden rammer i flæng. Desuden kan vi være sikre på at en kærlig Gud ikke vil straffe nogen ved at lade hans eller hendes barn dø. — Prædikeren 9:11; 1 Johannes 4:8.

Agustín og Valentina, der er omtalt i den første artikel, kunne ikke holde tårerne tilbage da de talte med Vågn op! om Jonathans død. Rettede de bebrejdelser mod nogen? Valentina svarer: „Det var bestemt ikke med min gode vilje at Jonathan tog til Long Island i en andens bil. For at sige det som det er, så gav jeg Agustín skylden. Nu kan jeg godt se at det ikke var logisk, men dengang tænkte jeg hele tiden: ’Hvis bare far ikke havde ladet ham tage af sted, ville han stadig være i live.’ Jeg blev ved med at give ham skylden. Og jeg blev nødt til at give udtryk for mine følelser, for det gjorde så ondt hvis jeg skulle holde dem for mig selv.“

Diane Krychs reaktion på Davids alt for tidlige død viste sig endda som vrede mod dyr. Hun siger til Vågn op!: „Hvis jeg så en hund eller en kat, tænkte jeg: ’Det dyr har et sundt hjerte der banker. Hvorfor kunne min søn ikke have haft et sundt hjerte? Hvorfor skulle en hund eller en kat gå sund og rask omkring, når min David ikke gør det?’“

Eksperterne forsikrer os om at alle disse reaktioner er normale, selv om de i mange tilfælde er irrationelle. Spørgsmålene tjener som en form for rationalisering, og er en del af den proces hvorved man forsoner sig med det der er sket. Til sidst genvinder man sin sunde fornuft og får et realistisk syn på situationen. Dr. Freese udtrykker det med disse ord: „Hvis sorgprocessen er forløbet rigtigt — hvis man har fået bearbejdet sorgens følelsesmæssige problemer, har accepteret dødsfaldet og ærligt tør se alle de følelser i øjnene det har fremkaldt — så vil man til sidst kunne tænke tilbage på den onde tid med en forbigående smerte eller blot en vag bedrøvelse.“

Efterhånden forsoner man sig med det der er sket. Dr. Freese fortsætter: „Idealet er at den dybe smerte, sorg og fortvivlelse med tiden erstattes af nostalgi og gode minder, en evne til at tale om afdøde med oprigtig hengivenhed.“ På dette tidspunkt vil minderne i højere grad fremkalde kærlige følelser end sorg.

Sorgen over et dødfødt barn

Skønt Monna havde andre børn, glædede hun sig meget til sit næste barns fødsel. Allerede før fødselen ’legede jeg med barnet, talte til det og drømte om det,’ fortæller hun.

Ja, Monna følte sig stærkt knyttet til sit ufødte barn. Hun siger: „Rachel Anne var en lille pige der kunne sparke bøger ned fra min mave og holde mig vågen om natten. Jeg kan stadig huske de første små spark; de føltes som blide og kærlige puf. Kærligheden vældede op i mig hver gang hun bevægede sig. Jeg kendte hende så godt at jeg vidste hvornår hun havde ondt, hvornår hun var syg.

Lægen ville ikke tro på mig før det var for sent. Han sagde at jeg ikke skulle være bekymret. Jeg tror jeg mærkede det da hun døde. Hun vendte sig pludselig med en voldsom bevægelse. Og dagen efter var hun død.“

Dette er langtfra et enkeltstående tilfælde. I bogen Surviving Pregnancy Loss siger forfatterne Friedman og Gradstein at der alene i De Forenede Stater årligt er omkring en million kvinder der oplever en mislykket graviditet. Mange forstår ikke at en spontan abort eller en dødfødsel er en tragedie for kvinden og at hun sørger — måske resten af livet. Veronica, der bor i New York og nu er i halvtredserne, husker for eksempel tydeligt de gange hun har aborteret, og især husker hun et dødfødt barn der ved fødselen vejede 12 pund. Det var i live helt frem til den niende måned, men døde to uger før fødselen. Hun siger: „Det er ganske forfærdeligt for en mor at føde et dødt barn.“

Ikke engang andre kvinder forstår altid disse fortvivlede mødres reaktion. En psykiater der mistede sit barn ved en spontan abort skriver: „Jeg har lært noget på en yderst smertefuld måde. Før dette skete, havde jeg ingen idé om hvad mine veninder måtte udholde. Jeg havde været lige så ufølsom og uvidende over for dem som jeg nu føler at folk er over for mig.“

Et andet problem for en sørgende kvinde er fornemmelsen af at hendes mand måske ikke føler et savn i samme grad som hun. En kvinde siger: „Jeg var frygtelig skuffet over min mand dengang. At dømme efter hans reaktion havde jeg faktisk overhovedet ikke været gravid. Han kunne ikke mærke hvor meget jeg sørgede. Han viste stor forståelse for mine bekymringer, men ikke for min sorg.“

Denne reaktion er måske naturlig for en mand — han knyttes jo ikke fysisk og følelsesmæssigt til barnet i samme grad som hans gravide kone. Men det er også hans barn der er dødt, og det er meget vigtigt at manden og konen indser at det er et tab de må stå sammen om at forvinde, selv om de oplever det på forskellig måde. De bør dele deres sorg med hinanden. Hvis manden lægger skjul på sine følelser, vil hans kone måske tro at han er ligeglad. (Se side 12.) Græd sammen, fortæl hinanden om jeres tanker, giv hinanden et knus. Vis at I mere end nogen sinde før har brug for hinanden.

Den mystiske vuggedød

Millioner af mødre lever i al hemmelighed med en konstant frygt. En kvinde fortæller: „Jeg beder hver eneste aften til at jeg vil finde mit barn i live om morgenen.“ Det de frygter er vuggedød. Dr. Marie Valdes-Dapena, professor i patologi ved Miamis universitet i Florida, oplyser at der årligt forekommer mellem 6000 og 7000 tilfælde af vuggedød i De Forenede Stater. Hun tilføjer: „Der kan ikke være nogen tvivl om at dette er et reelt samfundsmæssigt helbredsproblem.“

Vuggedød rammer børn om natten, som regel børn i alderen fra to til fire måneder. Videnskaben har ikke kunnet finde en tilfredsstillende forklaring, og end ikke obduktioner kan afsløre hvad årsagen er til de pludselige dødsfald. De er stadig et mysterium.a

Et tilfælde af vuggedød medfører ofte en forfærdelig skyldfølelse. Hvad kan hjælpe forældre der har mistet et barn på den måde? Først og fremmest må de indse at de ikke kunne have gjort noget som helst for at undgå eller forebygge tragedien. Vuggedød er uforudsigelig og som regel uundgåelig. Der er derfor ingen grund til at forældrene føler sig skyldbetyngede. De kan hjælpe hinanden til at komme over det ved at støtte hinanden gennem tillid og forståelse. Det kan også hjælpe dem at fortælle andre om barnet og om deres følelser.

Bedsteforældre sørger også

Bedsteforældrene rammes også af sorgen. Som en mand der har mistet sit barn siger: „De reagerer ikke kun på deres barnebarns død, men også på deres eget barns sorg.“

Man kan på flere måder lindre bedsteforældrenes sorg. Først og fremmest må man passe på ikke at overse dem. Det afdøde barn var jo også deres kød og blod. Derfor bør bedsteforældrene inddrages i sorgprocessen på deres egne præmisser. Det vil naturligvis ikke sige at de skal dominere situationen totalt, uden forældrenes accept. Men hvis de gerne vil inddrages — og det er som regel tilfældet — så bør man tage hensyn til dem.

Vi har i denne artikel forsøgt at beskrive hvilken sorg og smerte forældre rammes af når de mister et barn. Men der er endnu en side af dette emne der fortjener at blive behandlet: Hvordan kan andre hjælpe, især gennem det de siger? Og hvordan kan ægtemænd give udtryk for deres sorg? Disse spørgsmål vil blive behandlet i den følgende artikel.

[Fodnote]

[Ramme på side 7]

Sorgprocessen

Hermed mener vi ikke at sorgen altid følger et bestemt mønster. Reaktionerne på sorg kan overlappe hinanden, og det er individuelt hvor længe de varer.

De første reaktioner: Chok; benægtelse; lammelse; skyldfølelse; vrede

Akut sorg kan omfatte: Hukommelsestab og søvnløshed; ekstrem træthed; bratte humørsvingninger; vanskelighed ved at bedømme en situation rigtigt og tænke klart; grådanfald; appetitforandringer der medfører vægttab eller vægtforøgelse; flere forskellige symptomer på fysiske lidelser; sløvhed; nedsat arbejdsevne; hallucinationer — man føler, hører eller ser den afdøde

Bedringsperioden Bedrøvelse blandet med nostalgi; gode minder om den afdøde, måske endda med et anstrøg af humor

(Baseret på side 23-26 i bogen Help for Your Grief af dr. Arthur Freese)

[Ramme på side 9]

Hjælp til at overvinde sorgen

Hvert menneske må bearbejde sorgen på sin egen måde. Men det er vigtigt at undgå at blive selvoptaget og selvmedlidende eller at gå i stå. Vågn op! har interviewet nogle efterladte, og deres erfaringer danner grundlag for de følgende forslag:

■ Vær travlt optaget og fortsæt med din arbejdsrutine og med at passe dine andre gøremål. De der er Jehovas vidner opfordres især til at være opmærksomme på værdien af at overvære de kristne møder og være optaget af tjenesten. Mange har givet udtryk for den store hjælp de har modtaget gennem bøn.

■ Lad blot sorgen komme til udtryk; forsøg ikke at holde den tilbage. Jo før du sørger og græder, jo hurtigere vil du komme gennem den akutte sorg.

■ Hold dig ikke for dig selv; kom sammen med andre mennesker og lad dem komme sammen med dig. Hvis det er en hjælp, så tal åbent om den afdøde.

■ Begynd så hurtigt som muligt at interessere dig for andre mennesker og deres problemer. Forsøg at hjælpe andre, og du vil hjælpe dig selv.

[Ramme på side 10]

Hvordan kan andre hjælpe?

Gennem de mange interview som korrespondenter ved Vågn op! i mange lande har haft med forældre der har mistet et barn, har man erfaret at følgende forslag kan hjælpe familier der er ramt af en sorg. Forslagene bør selvsagt anvendes med skønsomhed, alt afhængigt af de efterladtes indstilling.

1. Besøg de efterladte hurtigst muligt efter dødsfaldet, og inviter dem også hjem til dig. Lav mad til dem. Fortsæt med dette lige så lang tid der er behov for det, ikke blot de første få uger.

2. Lad forældrene afgøre hvorvidt de ønsker at beholde det afdøde barns tøj og personlige ejendele, eller om det skal opbevares andetsteds.

3. Tal om det døde barn og brug hans eller hendes navn hvis de efterladte ønsker det. Man kan sammen mindes nogle positive sider ved barnets personlighed eller nogle humoristiske episoder fra hans eller hendes liv. Måske ønsker forældrene at tale om deres afdøde barn.

4. Hvis man befinder sig for langt borte til at kunne yde personlig hjælp, kan man skrive opmuntrende og trøstende breve. Søg ikke at undgå at omtale den afdøde.

5. Ved passende lejligheder kan man opmuntre forældrene til at holde sig i gang og fortsætte med deres daglige rutine. Hjælp dem til at komme væk hjemmefra og gøre noget for andre.

[Ramme på side 10]

En bedstemoder skriver:

„Nu, da jeg har mistet mine kære forældre, en broder, en søster, min hengivne livsledsager, ven og ægtemand, Jim, som jeg mødte og forelskede mig i da jeg var 13, og mit dejlige lille barnebarn Stuart Jamie — så kan jeg sige at der ikke findes nogen sorg eller smerte så dyb eller pinefuld som den der fylder mig, selv nu i dette øjeblik mens jeg skriver, nemlig sorgen over et barns død.“

— Edna Green, England, om sit barnebarn der døde i en alder af to år og ni måneder.

[Illustration på side 8]

I kan hjælpe hinanden til at komme igennem det ved åbent at fortælle om jeres sorg

Ord der ikke altid virker trøstende

HVIS du nogen sinde har oplevet en dyb sorg, har du måske været ude for at andre har sagt noget til dig der føltes sårende. De fleste forstår at sige nogle trøstende ord, men andre kommer tankeløst til at sige noget der bestemt ikke hjælper den sørgende. I en artikel i den tyske avis Kieler Nachrichten har Ursula Mommsen-Henneberger skrevet at nogle forældre „bliver dybt sårede når andre siger: ’Men I har da stadig de andre børn.’“ Hun forklarer: „De andre børn er måske nok en trøst, men de kan ikke erstatte det barn der er dødt.“

Kathleen Capitulo, der rådgiver mennesker som netop har mistet en de holdt af, siger til Vågn op!: „En anden vending man bør undgå er: ’Jeg forstår godt hvordan du har det.’ Sandheden er jo at ingen kan vide hvad andre må gennemgå. Men man kan give udtryk for accept af deres følelser. Man kan forsikre dem om at det er normalt at føle som de gør.“

I bogen Recovering From the Loss of a Child citeres en mand ved navn Abe Malawski for at have sagt at han „afgjort mener at kun en der selv har mistet et barn, kan sætte sig ind i hvad det vil sige. . . . Om man så har femten børn, gør det ikke nogen forskel. Man kan ikke erstatte ét barn med et andet.“

I tilfælde af spontan abort eller dødfødsel er der andre floskler man bør undgå fordi de bestemt ikke virker trøstende: „Du bliver snart gravid igen, og så glemmer du alt om det her.“ „Det var sikkert det bedste der kunne ske, når man tænker på at barnet var vanskabt.“ Og: „Det var såmænd held i uheld at barnet døde.“ Tomme klicheer som disse — hvor velmente de end er — kan ikke dulme smerten i sorgens stund.

De religiøse banaliteter nogle præster strør om sig med, kan også være et irritationsmoment for et sørgende forældrepar. Påstanden om at ’Gud havde brug for en engel til’, skildrer Gud som grusom og selvisk — og er i virkeligheden blasfemisk. Desuden er den hverken logisk eller bibelsk.

Er det rigtigt af en kristen at sørge?

Hvordan er det passende at kristne reagerer når de mister et barn? Somme tider citerer nogle Paulus’ ord til thessalonikerne: ’I skal ikke sørge ligesom de andre, der ikke har noget håb.’ (1 Thessaloniker 4:13) Forbød Paulus de kristne at sørge? Nej, han understregede blot at kristne der har et håb ikke sørger på samme måde som dem der ikke har et håb. — Johannes 5:28, 29.

Hvordan reagerede Jesus for eksempel da Maria fortalte ham at Lazarus var død? Vi læser: „Da Jesus så at [Maria] græd og at de jøder der kom sammen med hende, græd, stønnede han i ånden og oprørtes.“ Og da Jesus blev ført hen til det sted hvor Lazarus var blevet lagt, ’gav han tårerne frit løb’. Kan det da være forkert at sørge? Er det et udtryk for at man ikke tror på Guds løfte om en opstandelse? Nej, det er snarere et vidnesbyrd om dyb kærlighed til den afdøde. — Johannes 11:30-35; jævnfør Johannes 20:11-18.

Andre bemærkninger der skader mere end de gavner, er de nedladende ord: ’Husk at tiden læger alle sår.’ Det er også bedst at undgå spørgsmålet: „Er du kommet over det?“ Som en engelsk kvinde siger: „De der spørger: ’Er du kommet over det?’ har vist ingen anelse om hvad det vil sige at miste en man er så nært knyttet til som et barn. Vi kommer ikke over det før vi får ham tilbage i opstandelsen.“ Shakespeare havde sikkert ret da han skrev: „Enhver kan beherske en sorg undtagen den, den rammer.“

Somme tider går folks tankeløshed ud over faderen. En mand der har mistet sit barn blev vred når folk spurgte: „Hvordan tager din kone det?“ Han siger: „De ville jo aldrig spørge min kone hvordan hendes mand tog det. . . . Det er så forkert, så urimeligt. Faderen bliver da lige så hårdt ramt som moderen. Han sørger også.“

Skal man være ’tapper’?

I mange kulturer anses det for mest passende at mænd lægger skjul på deres følelser, deriblandt sorg. De må helst ikke fortrække en mine. Den engelske forfatter Oliver Goldsmith, der levede i det 18. århundrede, talte om „sorgens tavse mandighed“. Men er det bedste man kan gøre for at bearbejde sin sorg mon at være ’tavs og mandig’?

I bogen The Bereaved Parent fortæller Harriet Sarnoff Schiff om sin egen mand: „Her var en mand, en far, der fulgte sit barn til graven og ifølge samfundets vedtagne konventioner skulle ’være tapper’.“ Hun tilføjer: „Han kom til at betale dyrt for sin tapperhed. I stedet for med tiden at arbejde sig ud af sin sorg, sank han dybere og dybere ned i den.“

Måske kan andre genkende mandens følelser, som han beskriver med ordene: „Jeg føler det som vandrede jeg tværs over Nordpolen. Jeg er meget træt. Jeg ved at jeg vil falde i søvn hvis jeg lægger mig ned for at hvile lidt. Og jeg ved også at hvis jeg falder i søvn vil jeg fryse ihjel. Men jeg er ligeglad. Jeg kan ikke længere bekæmpe min træthed.“

Hvilket råd kan Harriet Schiff give? „Glem alt om den ’gode gamle angelsaksiske stoicisme’, og græd. Lad blot tårerne få frit løb. . . . De er med til at skylle sorgen bort.“ Forfatterne til bogen Surviving Pregnancy Loss giver et råd der gælder både kvinder og mænd: „Man vinder måske nogles agtelse ved at være tapper og stoisk, men kun ved at bearbejde sin sorg kan man med tiden befri sig for den.“ (Kursiveret af os.) Ellers er der fare for at man synker ned i en tilstand af „ufærdig sorg“, som kan få katastrofale konsekvenser i flere år derefter.

„Ufærdig sorg“ opstår hvis man bremser sorgprocessen i stedet for at lade den gå sin gang indtil man når frem til accept af dødsfaldet. Tilstanden kan ytre sig på mindst tre måder — som undertrykt, forsinket eller kronisk sorg. Hvad kan andre gøre for at hjælpe?

Der kan være behov for professionel hjælp. En omsorgsfuld læge eller åndelig rådgiver kan måske være løsningen. Forstående familiemedlemmer kan også hjælpe. Den sørgende har brug for hjælp til at lade sorgprocessen gå sin gang.

Jess Romero indrømmer for eksempel at han græd åbenlyst da han havde mistet sin datter og sin kone ved en flyulykke. Han siger til Vågn op!: „Efter nogle uger kom mine søstre og hentede mig hjem fra hospitalet, og da jeg gik ind i huset fik jeg øje på et billede af min datter på væggen. Min svoger så at jeg blev berørt af det, og sagde: ’Du skal bare græde.’ Det gjorde jeg så — og det hjalp mig til at slippe af med noget af min indestængte sorg.“

Sorgprocessen kan dulme smerten noget. Men kun på én måde kan savnet fuldstændig fjernes, nemlig ved et gensyn med de afdøde slægtninge. Men er der et håb for de døde? Vil der ske en opstandelse? Disse spørgsmål besvares i den sidste artikel i denne serie.

Håb for de døde, trøst til de sørgende

JESS ROMERO, der omtales i den første artikel, har giftet sig igen. Det smerter stadig Agustín og Valentina Caraballoso at tænke på at deres søn Jonathan er død, men de har alligevel opnået en vis ro i sindet. Ramón og María Serrano fra Spanien får stadig tårer i øjnene når de tænker på Paquito, selv nu, 24 år efter hans død. Hvad har været en hjælp til at holde dem alle oppe? De svarer: „Håbet om opstandelsen!“

Men hvad mener vi med ordet „opstandelse“? Hvem vil blive oprejst? Hvornår? Og hvordan kan vi være sikre på det?

Håb for de døde — som Jesus lærte

Jesus oprejste flere mennesker fra de døde under sin tjeneste på jorden. (Markus 5:35-42) Dette var en slags pant på at en omfattende opstandelse vil finde sted når hele jorden igen er underlagt Guds herredømme. Netop dette beder millioner af mennesker om med ordene: „Lad dit rige komme. Lad din vilje ske, som i himmelen, således også på jorden.“ — Mattæus 6:9, 10.

Et eksempel på Guds magt i denne henseende sås da Jesus oprejste sin ven Lazarus. Beretningen herom viser samtidig hvilken tilstand de døde befinder sig i. Jesus sagde til sine disciple: „Lazarus, vor ven, er gået til hvile, men jeg tager hen for at vække ham af søvnen.“ Disciplene misforstod ham og svarede: „Herre, hvis han er gået til hvile, vil han blive rask.“ De troede han mente at Lazarus sov, men Jesus forklarede dem utvetydigt hvordan det forholdt sig: „Lazarus er død.“

Læg mærke til at Jesus ikke sagde noget om en udødelig sjæl der levede videre, adskilt fra legemet. Han var ikke påvirket af græsk filosofi, men lod sig lede af Bibelens klare lære som den kommer til udtryk i De Hebraiske Skrifter. Lazarus sov i døden, og da Jesus ankom havde han allerede i fire dage ligget i mindegraven. Hvilket håb var der for ham?

Jesus sagde til Lazarus’ søster Marta: „Din broder skal opstå.“ Hvad svarede hun? Sagde hun at hans sjæl allerede var i himmelen eller et andet sted? Nej. Hun svarede: „Jeg ved han skal opstå i opstandelsen på den yderste dag.“ Også hun stolede på Bibelens lære om en opstandelse til liv på jorden, og Jesus bestyrkede hendes tro med ordene: „Jeg er opstandelsen og livet. Den der tror på mig, skal komme til live selv om han dør.“ For at bevise dette gik han til Lazarus’ grav og råbte med høj røst: „Lazarus, kom ud!“ Hvad skete der så?

Den historiske beretning siger: „Manden som havde været død kom ud med fødderne og hænderne omvundet med tøjstrimler og ansigtet indhyllet i et tørklæde. Jesus sagde til dem: ’Løs ham og lad ham gå.’“ — Johannes 11:1-44.

I denne beretning ligger det håb som har hjulpet mange af dem Vågn op! har interviewet. Det samme håb får dem til at glæde sig til det snarlige tidspunkt hvor jorden igen vil være et paradis og Jesu opmuntrende ord vil blive opfyldt: „I skal ikke undre jer over dette, for den time kommer i hvilken alle de der er i mindegravene skal høre hans røst og komme ud, de som har gjort det der er godt, til en livets opstandelse, de som har øvet det der er slet, til en dommens opstandelse.“ — Johannes 5:28, 29.

„Mit yndlingsskriftsted er . . .“

De forældre og søskende Vågn op! har interviewet, har gang på gang sagt: „Nu skal du høre mit yndlingsskriftsted“ når de er blevet bedt om at forklare hvordan de er kommet igennem sorgen.a Hvis du er tynget af sorg, kan disse skriftsteder måske også hjælpe dig.

Fjortenårige Yunhee fra Seoul i Korea døde i 1985 af leukæmi. Hendes fader, Chun Kwang-kook, har til Vågn op! fortalt hvordan han trøstede Yunhee i de sidste uger af hendes liv: „Jeg fortalte hende om Lazarus. Jesus sagde at Lazarus sov, og ligesom Lazarus opstod da Jesus kaldte, vil hun også vågne af søvnen når Jesus kalder: ’Yunhee! Vågn op!’“

Janet Hercock fra England var 13 år da hun i 1966 døde af kræft, og efterlod sig sine forældre og to brødre, David og Timothy. David har fortalt Vågn op! hvilket skriftsted han har fundet størst trøst ved: „Det er Apostelgerninger 17:31, hvor der står: ’[Gud] har . . . fastsat en dag på hvilken han har i sinde at dømme den beboede jord med retfærdighed ved en mand som han har udnævnt, og det har han givet alle en garanti for, idet han har oprejst ham fra de døde.’ Ved begravelsen understregede foredragsholderen at Jesu opstandelse er vor garanti for at der vil blive en opstandelse i fremtiden. Det har været en meget stor hjælp for mig.“

I december 1975 tog George, der kun var 14 år, sin faders riffel og skød sig. Hvad har hjulpet Georges far, Russell, til at komme over sorgen efter sin søns selvmord?b

„Der var nogle bestemte skriftsteder der gav mig styrke; for eksempel ordene i Ordsprogene 3:5: ’Stol på Jehova af hele dit hjerte og støt dig ikke til din egen forstand.’ Jeg havde til en vis grad støttet mig til min egen forstand og forsøgt at forsone mig med det der var sket.“

Familien Morgan fra England var i Sverige da deres søn Darrall pludselig blev syg. Han blev straks opereret i Stockholm og nogen tid efter fløjet tilbage til England, hvor han døde kort før han ville være fyldt 24 år. Hans moder, Nell, siger: „Et skriftsted jeg aldrig glemmer er Mattæus 22:32, hvor Jesus citerer Gud for ordene: ’Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud.’ Derefter siger han: ’Han er ikke dødes men levendes Gud.’ Jeg ved at dette betyder at Gud vil huske Darrall og give ham en opstandelse.“

Håb for de døde — snart en realitet

Bibelens profetier viser at vi nærmer os den tid hvor Gud vil gribe ind for at genoprette freden og skænke alle lydige mennesker evigt liv. Han har lovet: „Jeg forvandler deres sorg til glæde, og jeg trøster dem og får dem til at fryde sig efter deres sorg.“ „’Hold din stemme fra gråd og dine øjne fra tårer, for der er løn for dit virke,’ lyder Jehovas udsagn, ’og de skal vende tilbage fra fjendens [dødens] land.’“ — Jeremias 31:13-17.

Til den tid vil Jehova gradvis oprejse mennesker der er døde op gennem hele menneskehedens historie. Under Guds himmelske regering vil de få mulighed for at vælge evigt liv ved at adlyde Guds bud angående livet i den nye ordning. Ja, i Bibelen finder vi et sandt håb for de døde og trøst til de levende. — Apostelgerninger 24:15; Åbenbaringen 20:12-14; 21:1-4.

[Fodnoter]

[Ramme på side 14]

Diane Krych, der i den anden artikel i denne serie fortæller om sin søn Davids død, gennemgik nogle stærke reaktioner i form af benægtelse og dyb sorg. Dette viste sig ved at hun gennem 13 år skrev breve til David. Først da hendes fader døde efter at hun havde plejet ham til det sidste, holdt hun op med at skrive breve til David. (Vågn op! anbefaler ikke at man søger at mildne sorgen gennem brevskrivning. Vi gengiver det første brev her fordi det udtrykker hendes faste tro på opstandelseshåbet. Det er også dette håb der har holdt hende oppe lige siden.)

Kære David!

Nu har du sovet i 46 dage. Det føles som om det er flere år siden jeg sidst har set dig og givet dig et knus. Heldigvis vil du ikke sove altid. Jeg ville ønske at jeg vidste præcis hvor længe, for så ville jeg tælle hver eneste dag. For os er ventetiden lang og hård og ensom, men for dig vil det virke som om der kun er gået nogle få minutter. Det er jeg taknemmelig for. Vi glæder os sådan til den dag da Jehova vil vække dig af din søvn i den nye ordning. Så skal vi have den største fest du nogen sinde har oplevet. Den skal vare mindst tre dage. Vi inviterer alle dem vi kender. Det skal være en fest for dig. Jeg håber bare ikke at vi skal vente alt for længe. Jeg kan næsten ikke vente til jeg igen kan give dig et knus, David. Vi savner dig alle så forfærdeligt. Huset er tomt uden dig. Intet vil nogen sinde blive det samme før du er hjemme hos os igen.

Min egen søn, vi vil forsøge at være tålmodige og vente på Jehova indtil du vender tilbage, og i mellemtiden vil vi skrive nogle små breve til dig for at fortælle dig hvad der sker mens du sover.

Mange kærlige hilsener,

Mor

[Illustrationer på side 15]

Bibelen lover at de døde, deriblandt børnene Maria og David, vil få en opstandelse