Side 2

Tror du at paven er ufejlbar? Hvis du gør, på hvilke områder mener du så at han ikke kan tage fejl? Har du tænkt over hvilken betydning denne lære har for den katolske kirke? Har den forenet kirken? Og, hvad der er vigtigst: Finder læren støtte i Bibelen?

Er paven ufejlbar?

’KATOLICISMENS sejr over rationalismen afhænger af dette dogme,’ skrev det jesuitiske tidsskrift La Civiltà Cattolica i 1870, da dogmet om pavens ufejlbarhed var blevet proklameret af Det Første Vatikankoncil.

I katolsk teologisk sprogbrug er „et dogme“ en læresætning der „har absolut værdi og er uomstødelig“. Den nøjagtige ordlyd af dogmet om pavens ufejlbarhed er:

„Det [er] en af Gud aabenbaret Trossætning, at den romerske Pave, naar han taler ex cathedra, d. v. s. naar han i Udøvelse af sit Embede som alle Kristnes Hyrde og Lærer ifølge sin apostolske Myndighed fastslaar en Lære om Tro og Sæder, der bør anerkendes af hele Kirken . . ., gennem den guddommelige Bistand, der er lovet ham i den salige Peter, forføjer over den Ufejlbarhed, som den guddommelige Forløser har villet, at hans Kirke skulde være udrustet med til at fastslaa Lærdomme om Tro og Sæder, og derfor er saadanne Bestemmelser af den romerske Pave i sig selv irreformable, ikke først gennem Kirkens Tilslutning.“ — Grundrids af Dogmehistorien af Jens Nørregaard.

Godt dækket ind

Denne formulering virker uforståelig på mange, og ifølge en tysk teolog, afdøde August Bernhard Hasler, er den desuden temmelig vag. Han kaldte udtrykket ex cathedra uklart og svævende, og sagde at „man så godt som aldrig kan sige hvilke afgørelser der skal betragtes som ufejlbare“. En anden teolog, Heinrich Fries, finder formuleringen „tvetydig“, mens Joseph Ratzinger indrømmede at dogmet har givet anledning til megen „uoverskuelig polemik“.

Hasler mente at „begrebets uklarhed“ giver rum for både en omfattende anvendelse af dogmet i den hensigt at øge pavens magt, og for en mere begrænset fortolkning, ud fra hvilken man altid kan hævde at lærepunkter der har vist sig forkerte, ikke hører til pavens såkaldt ufejlbare „magisterium“, det vil sige læremyndighed. Ved hjælp af dette dogme er kirken med andre ord godt dækket ind i en hvilken som helst situation.

Dogmet om pavens ufejlbarhed indebærer at paven, skønt han begår fejl som alle andre mennesker, er ufejlbar når han definerer en tros- eller morallære ex cathedra, det vil sige som hyrde for den romersk-katolske kirke.

Hvad mener katolikkerne selv om dette dogme?

[Illustration på side 4]

Pave Pius IX gennemtrumfede dogmet om pavens ufejlbarhed i 1870

[Kildeangivelse]

Culver Pictures

Hvad katolikkerne mener om pavens ufejlbarhed

HVORDAN betragtes dogmet om pavens ufejlbarhed blandt katolikkerne? Læg mærke til følgende udtalelser til en Vågn op!-korrespondent i Italien:

A. M., en katolsk advokat fra Bergamo, siger: „Hvis man bekender sig til katolicismen, må man tro på dens dogmer. Det siger sig selv at dogmet om pavens ufejlbarhed ikke kan forklares rationelt — det er et trosspørgsmål. Enten tror man på det, eller også tror man ikke på det.“

P. S., en katolik fra Palermo, udtaler: „Efter min mening er det vigtigste ikke om dogmet finder støtte i Bibelen eller ej, men om det bevisligt har en funktion inden for kirken og er anvendeligt for os i dag. Vi lever i en forvirret verden og er omgivet af et sandt Babylon af teorier. Folk har ikke længere noget at holde sig til, og der er et stort behov for en urokkelig instans de kan rådføre sig med.“

Andre katolikker er kritiske. Tilsyneladende skyldes deres skepsis pavedømmets historie. „Selv om jeg er aktiv katolik, har jeg svært ved at tro på læren [om pavens ufejlbarhed],“ siger L. J., en journalist fra Rom. „Pavernes historie vidner om det stik modsatte.“

A. P., en læge fra Rom, siger: „Jeg tror slet ikke på det. Paven er et menneske som alle andre, og han begår fejl. Det er for eksempel forkert af ham at blande sig i politik. Kun Gud er ufejlbar.“

Dogmet har splittet katolikkerne. I Rom, sædet for Vatikanet, betragtede 57 procent af katolikkerne i 1982 dogmet om pavens ufejlbarhed som et af de mest tvivlsomme dogmer. Kun 54,6 procent af katolikkerne i Portugal tror på det, og i Spanien drejer det sig om kun 37 procent.

Kan det tænkes at dette dogme har skabt splittelse og strid i stedet for at forene den katolske kirke? Historien viser at det har været årsag til polemik lige fra begyndelsen, selv under det kirkemøde hvor det blev formuleret.

Diskussioner og strid

Det kan ikke nægtes at biskopper og kardinaler havde nogle ret heftige diskussioner under Det Første Vatikankoncil i 1870. La Civiltà Cattolica fra samme år brugte udtrykket „ophedet meningsudveksling“ og påpegede at end ikke jesuitterne havde forventet at „sådanne uoverensstemmelser kunne opstå i forbindelse med en så hellig sandhed“.

Den tyske historiker Ferdinand Gregorovius har skrevet at der var „stormfulde møder“ under koncilet. Det der blev holdt den 22. marts 1870 var særlig præget af uro. Biskop Josip Juraj Strossmayer, en af de mange biskopper ved koncilet som var modstandere af dogmet om pavens ufejlbarhed, blev fuldstændig overdøvet af råbene fra de biskopper der gik ind for dogmet. Beretningerne om koncilet fortæller at mens Strossmayer talte, protesterede disse biskopper „lydeligt“ og ’råbte’: „Spark ham ud!“ og: „Ned med Dem! Ned med Dem!“

Andre historikere nævner at paven og den romerske kurie øvede et stærkt pres på koncilets medlemmer for at få dogmet igennem. I denne forbindelse beretter den katolske historiker Roger Aubert om en „ordstrid“ som pave Pius IX havde med kardinal Guidi af Bologna, hvis tale til koncilet ikke var faldet i pavens smag. Kardinalen havde henvist til overleveringen, og Pius IX svarede efter sigende vredt: „Overlevering? Jeg er overleveringen!“

Paven ønskede dogmet vedtaget for enhver pris: „Jeg er så besluttet på at gennemføre dette,“ sagde han, „at hvis jeg mente at koncilet ikke ønskede at udtale sig, ville jeg suspendere det og selv udforme dogmet.“ La Civiltà Cattolica vedgik: „Man kan ikke længere bagatellisere eller med en undskyldning retfærdiggøre de kunstgreb der blev foretaget af koncilets flertal og af pave Pius IX, eller de begrænsninger og vanskeligheder der påførtes mindretallet.“

En historisk beretning opsummerer begivenhederne med ordene: „Pavelige nuntier [gesandter] truede biskopperne til at gå ind for et dekret om pavens ufejlbarhed.“ Disse „kunstgreb“ gød dog ikke olie på vandene, som man havde håbet. De skabte blot endnu mere splid. En del af de gejstlige der var modstandere af dogmet, trådte ud af den katolske kirke efter koncilet. Skismaet resulterede i dannelsen af en bevægelse ved navn „Gammelkatolikkerne“, der stadig er aktiv her i Europa.

Tvivlere i nutiden

Striden om dette dogme er aldrig blevet helt bilagt. I 1970, 100-året for dogmets vedtagelse, blussede den op med fornyet kraft.

I slutningen af 1960’erne skrev den hollandske biskop Francis Simons bogen Infallibility and the Evidence, hvori han klart gav udtryk for sin tvivl angående den katolske kirkes og pavens ufejlbarhed. Han skrev blandt andet at den katolske kirke på grund af dogmet „er blevet en institution der frygter alt nyt og er optaget af at vogte sin egen position, i stedet for at støtte fremskridtet og de gavnlige forandringer“.

Kort tid efter kom der et velformuleret angreb fra Hans Küng, den kendte schweiziske teolog, der med bogen Unfehlbar? Eine Anfrage og andre skrifter fremkaldte en voldsom reaktion fra det katolske hierarki. Og i slutningen af 1970’erne skrev August Hasler: „Det bliver mere og mere klart at der ikke er noget grundlag for dogmet om pavens ufejlbarhed, hverken i Bibelen eller i kirkens historie gennem de første tusind år.“

Kirketro teologer har reageret forskelligt. La Civiltà Cattolica nævner „hvor mange vanskeligheder og problemer og hvor megen intolerance . . . Det Andet Vatikankoncils stadfæstelse af det petrinsk-romerske primat“ har medført. Karl Rahner understregede at „dogmerne forbliver i deres historiske ramme og til stadighed er åbne for nye fortolkninger“.

Hvordan kan dogmer være ufejlbare hvis de kan fortolkes på flere måder? Hvordan kan de være det sikre holdepunkt folk har brug for? Og, vigtigst af alt: Fulgte de første kristne en pave der blev betragtet som ufejlbar?

[Tekstcitat på side 6]

’Det er forkert af paven at blande sig i politik.’ — En læge fra Rom

[Kildeangivelse på side 7]

Miami Herald Publishing Co.

Ufejlbarhed og de første kristne

LÆREN om pavens ufejlbarhed er nært forbundet med læren om hans „primat“, det vil sige overhøjhed. Enciclopedia Cattolica skriver at „de bibelsteder der påviser primatet, også vidner om pavens ufejlbarhed“. Til støtte for det sidstnævnte dogme citerer samme værk følgende ord, som Kristus henvendte til Peter. (Citeret fra Den danske autoriserede oversættelse.)

Mattæus 16:18: „Du er Petrus, og på den klippe vil jeg bygge min kirke.“

Lukas 22:32: „Men jeg bad for dig, at din tro ikke må glippe. Og når du engang omvender dig, da styrk dine brødre.“

Johannes 21:15-17: „Vogt mine lam!“ „Vær hyrde for mine får!“ „Vogt mine får.“

Ifølge den katolske kirke viser de ovennævnte skriftsteder for det første at Peter var „apostlenes fyrste“, det vil sige at han havde overhøjhed iblandt dem, for det andet at han var ufejlbar, og for det tredje at han ville få „efterfølgere“ der ligesom han havde overhøjhed og var ufejlbare.

Giuseppe Alberigo, der er docent i kirkehistorie, har imidlertid knyttet disse interessante kommentarer til skriftstederne: „Som bekendt forekommer hverken ordet ’pave’ eller ordet ’pavedømme’ i Det Nye Testamente. Den eneste dominerende skikkelse er Jesus af Nazaret; blandt disciplene, og navnlig blandt apostlene, er det særdeles vanskeligt på grundlag af teksten at finde en skikkelse der er mere fremtrædende end de andre. Peter, Johannes, Jakob og Paulus er skildret som lige karakteristiske og betydningsfulde personer der adskiller sig fra hinanden og supplerer hinanden. Der er ingen tvivl om at Peter skildres som en af de apostle Kristus oftest talte med, men ikke som den eneste han talte med eller som den mest betydningsfulde.“

Hvad mente oldkirkens kristne? Professor Alberigo svarer: „I de første århundreder fandtes der ingen detaljeret udformet lære eller pragmatisme vedrørende pavens skikkelse eller funktioner. . . . Muligheden for en ’episcopus episcoporum’ [biskoppernes biskop] var en vranglære der stammede fra Cyprianus [en skribent fra det tredje århundrede], hvilket han bekræftede ved kirkemødet i Karthago.“

Hvornår slog læren om pavedømmet rod? Professor Alberigo forklarer: „Hen imod slutningen af det fjerde århundrede blev Romerkirken mere vedholdende i sine påstande om at den havde en apostolsk funktion, det vil sige med hensyn til at koordinere de vestlige kirker.“ Det var „under Leo I’s episkopat [i det femte århundrede],“ tilføjer Alberigo, at „forestillingen om Peter som ’fyrste’ blandt apostlene opstod på grundlag af Mattæus 16:18. . . . I NT finder man ingen tilkendegivelser fra Jesu side angående efterfølgere for Peter eller de andre apostle.“

Men finder læren om pavedømmet støtte i Mattæus 16:18, det vers katolske teologer oftest henviser til?

Hvem er den værdifulde hjørnesten?

„Du er Petrus [græsk: Peʹtros], og på den klippe [græsk: peʹtra] vil jeg bygge min kirke.“ Efter den katolske kirkes mening viser den store lighed mellem disse to græske ord at Peter er den klippe hvorpå den sande kirke, den kristne menighed, er bygget. Men da Bibelen har meget at sige om denne symbolske sten, er det nødvendigt at undersøge andre skriftsteder for at få den rigtige forståelse. — Mattæus 16:18, da. aut.

Gennem vigtige profetier i De Hebraiske Skrifter var det forudsagt at der skulle komme en symbolsk hjørnesten, og hvilken dobbeltrolle den skulle spille. Den skulle være til frelse for de troende: „Jeg lægger som grundvold i Zion en sten, en prøvet sten, en værdifuld hjørnesten som en sikker grundvold. Den som tror, vil ikke blive grebet af panik.“ (Esajas 28:16) Paradoksalt nok skulle det være en sten som de ikketroende israelitter var snublet over: „Den sten bygmestrene forkastede er blevet hovedhjørnesten.“ (Salme 118:22) „Som en sten at støde an imod og som en klippe at snuble over for begge Israels huse.“ — Esajas 8:14.

Kunne et ganske almindeligt menneske, for eksempel den impulsive Peter, mon spille den dobbelte rolle som denne symbolske sten? (Mattæus 26:33-35, 69-75; Markus 14:34-42) Hvem skal vi tro på for at opnå frelse, Peter eller en der er større end han? Hvem var det israelitterne snublede over, Peter eller Jesus? Bibelen viser tydeligt at profetierne om den værdifulde hjørnesten ikke blev opfyldt på Peter, men på Guds søn, Jesus Kristus. Jesus anvendte også profetierne i Esajas og i Salme 118 på sig selv, som det fremgår af Mattæus 21:42-45.

Som vi læser i Første Petersbrev 2:4-8 mente Peter ikke om sig selv at han var hjørnestenen, men at Jesus var det. Ved en tidligere lejlighed bekræftede han i en tale til jødernes religiøse ledere at ’Jesus Kristus, Nazaræeren,’ var „stenen som blev regnet for intet af jer bygmestre, men som er blevet hovedhjørnesten“. — Apostelgerninger 4:10, 11.

Apostelen Paulus var af samme mening, som det fremgår af skriftsteder som Romerbrevet 9:31-33, Første Korintherbrev 10:4 og Efeserbrevet 2:20. Det sidstnævnte skriftsted bekræfter at medlemmerne af den kristne menighed er „opbygget på apostlenes og profeternes grundvold, mens Kristus Jesus selv er hjørnegrundstenen“. Han er også ’hovedet for menigheden’, som han leder fra himmelen. „Jeg er med jer alle dage indtil afslutningen på tingenes ordning,“ sagde Jesus. — Efeserne 1:22; 5:23; Mattæus 28:20; Kolossenserne 1:18.

Peter — pave eller blot en apostel?

Hvordan ledede Jesus sine trofaste disciples arbejde efter at han var steget op til himmelen? Udnævnte han en af dem til sin „stedfortræder“ som han gav stor magt, ligesom paven har? Nej, han indførte ikke et monarkisk styre af menigheden, men gav en gruppe trofaste tjenere den opgave at sørge for hjorden. I begyndelsen blev den kristne menighed ledet af de 12 apostle, sammen med de ældste i menigheden i Jerusalem.

Det var disse 12 apostle der sammen besluttede hvad der skulle gøres for at dække de nødlidendes behov. (Apostelgerninger 6:1-6) Det var også dem der besluttede hvem der skulle sendes til samaritanerne efter at de havde taget imod den gode nyhed, og Peter og Johannes blev valgt. Ved den lejlighed ser det ud til at Peter så langtfra traf beslutninger på egen hånd — han var ganske enkelt en af dem der blev ’sendt’ af apostlene. — Apostelgerninger 8:14.

Ved et møde der blev holdt i Jerusalem omkring år 49 besluttede „apostlene og de ældste“ på grundlag af Skrifterne at de hedninger der var blevet omvendt til kristendommen ikke behøvede at blive omskåret. (Apostelgerninger 15:1-29) Den historiske beretning viser at det ikke var Peter men Jakob, Jesu halvbroder, der præsiderede ved mødet. Han afsluttede mødet med ordene: „Derfor er min afgørelse at man ikke skal besvære dem fra nationerne som vender sig til Gud.“ (Apostelgerninger 15:19) Kunne Jakob have talt om ’sin’ afgørelse hvis Peter, der også var til stede, havde forrang blandt apostlene?

De steder hvor apostelen Paulus omtaler de forskellige tjenesteopgaver der er til opbyggelse af menigheden, nævner han intet om en paves såkaldte magisterium eller læremyndighed, hvorimod han taler om apostlenes kollektive tjeneste. — 1 Korinther 12:28; Efeserne 4:11, 12.

På grund af sin nidkærhed og sit initiativ spillede Peter uden tvivl en „betydelig“ rolle, som Alberigo skriver. Jesus gav ham „himlenes riges nøgler“. (Mattæus 16:19) Med disse symbolske nøgler åbnede han mulighed for at jøder, samaritanere og folk fra nationerne kunne komme ind i himlenes rige. (Apostelgerninger 2:14-40; 8:14-17; 10:24-48) Han fik også det ansvar at „binde“ og at „løse“ — en opgave han imidlertid delte med de andre apostle. (Mattæus 16:19; 18:18, 19) Han skulle desuden være hyrde for den kristne menighed, noget enhver kristen tilsynsmand har pligt til. — Apostelgerninger 20:28; 1 Peter 5:2.

Der var i øvrigt andre apostle end Peter der skilte sig ud på grund af deres kristne egenskaber. Paulus skrev om „Jakob og Kefas [Peter] og Johannes“ at de „ansås for at være søjler“ i menigheden. (Galaterne 2:2, 9) Jesu halvbroder Jakob spillede også en betydningsfuld rolle. Som tidligere nævnt præsiderede han ved mødet i Jerusalem, og flere andre beretninger bekræfter at han varetog vigtige opgaver. — Apostelgerninger 12:17; 21:18-25; Galaterne 2:12.

Gud skænkede Jesu trofaste disciple stor magt, deriblandt evnen til at udføre mirakler. Men vi læser ingen steder at han satte dem i stand til at fremsætte ufejlbare udtalelser. Skønt Peter var trofast, begik han nu og da fejl. Han blev irettesat af Jesus, og ved en lejlighed irettesatte apostelen Paulus ham offentligt. — Mattæus 16:21-23; 26:31-34; Galaterne 2:11-14.

Kun Bibelen er ufejlbar, eftersom den er Guds ord. Peter kaldte den „det profetiske ord“ som man bør give agt på som på en lysende lampe. (2 Peter 1:19-21) Hvis vi skal lære Guds vilje at kende, må vi vise fuld tillid til hans „levende“ ord. (Hebræerne 4:12) Kun Guds ord, og ikke forblommede udtalelser fra religiøse ledere, indeholder de faste holdepunkter som menneskeheden har så hårdt brug for. Også i vor tid leder Jesus Kristus sin menighed ved hjælp af en gruppe af sine tjenere, en gruppe der kollektivt kaldes „den trofaste og kloge træl“. Disse tjenere begår fejl, men de er trofaste. — Mattæus 24:45-47.

Hvem repræsenterer denne symbolske træl på jorden i dag? Du kan finde svaret gennem et grundigt studium af Bibelen. Jehovas vidner vil med glæde hjælpe dig.

[Illustrationer på side 9]

Hvem var hjørnestenen? Kristus, der var trofast? Eller Peter, der fornægtede ham tre gange?