Hvem vinder i hasardspil?
Af Vågn op!-korrespondent i Italien
’I DISSE tider med alvorlig økonomisk tilbagegang findes der en verden der er uberørt af krisen.’ Det italienske blad Corriere della Sera Illustrato hentydede til spilleverdenen. I Italien, som i mange andre lande, er hasardspil en storindustri.
„De Forenede Stater befinder sig midt i en eksplosiv udbredelse af legaliseret hasardspil,“ siger bladet Fortune. „Lotterierne er en uhyre god forretning, og sidste år [1983] var overskuddet på . . . næsten 2,1 milliarder dollars [cirka 14 milliarder kroner].“ Hasardspil tiltrækker også mange canadiere. Ifølge avisen La Presse bruger familier der bor i Quebec flere penge på spil end på medicin og tandlægebehandling!
Der bliver spillet i lotterier, på roulette, med terninger og med kort, men væddemål om udfaldet af bokse- og fodboldkampe og hestevæddeløb er nogle af de mest populære hasardspil. Men som der siges i bogen The Complete Illustrated Guide to Gambling: „Inkarnerede spillere kan finde på at vædde om hvilken af to regndråber der først vil nå bunden af en rude eller hvor mange hår der vokser på en muldvarp.“ I Italien vædder man om udfaldet af et præsidentvalg, om hvorvidt regeringen vil blive væltet eller blive siddende, ja, endog om hvem der vil blive valgt til pave! Aftenen inden en fodboldkamp er også en hektisk tid for spillere, der bruger enorme pengesummer på tipning. Nogle aviser kalder det ’Saturday night fever’.
Men hvem er det egentlig der vinder i hasardspil? Antyder den kendsgerning at der omsættes millioner — ja, milliarder — af kroner ikke at hasardspil på en eller anden måde kan betale sig?
Hasardspillernes bevæggrunde
Sharon og Steve havde et lykkeligt ægteskab. Men da Sharon opdagede at de havde oparbejdet en tårnhøj gæld, bad hun Steve om at holde op med at spille. Det lovede han, men brød sine løfter gang på gang. Sharon brød sammen og begyndte at få smerter i brystet. Men det tog Steve sig ikke særlig meget af. Han tænkte kun på at hvis hun døde, kunne han bruge den forsikringssum der blev udbetalt til at betale af på sin spillegæld.
Denne beretning fra det virkelige liv som er blevet offentliggjort i bladet Medical Aspects of Human Sexuality, illustrerer udmærket hvor stærkt et greb hasardspil har i nogle mennesker. For nogles vedkommende skyldes spillelidenskaben rent og skært begær. Men brochuren Compulsive Gambling siger: „Folk der spiller . . . gør det af mange forskellige grunde: Frihed for anspændthed og stress; spændingen ved at tage en chance; udsigten til at vinde; muligheden for at blive opstemt eller ’høj’ som hvis de havde drukket alkohol; ønsket om samvær og kammeratskab. Når man så vinder resulterer det foruden alt dette i en følelse af magt, ja nærmest almagt.“
At vinde på et tidligt tidspunkt i livet udgør ofte en fælde. Mens de fleste måske vil betragte en sådan gevinst som „begynderheld“, vil andre se det som en slags varsel. I en artikel i Psychology Today hedder det: „De kolde og nøgterne odds — den kendsgerning at 90 procent af spillerne taber — gør intet indtryk på dem. De føler sig immune over for sådanne odds og mener at de er noget særligt.“ Denne næsten sygelige benægtelse af kendsgerningerne er et af de første trin på vejen til at blive en lidenskabelig spiller.
Den italienske avis Stampa Sera har skrevet at hasardspil for sådanne personer er „et narkotisk stof de ikke kan klare sig foruden“. Eller som Giovanni Arpino har skrevet i Il Giornale nuovo: „Denne uvane bliver en uadskillelig del af ens jeg.“ Hasardspillet hjælper en til at flygte fra en livsform som ellers ville være kedelig.
Selv hvis man blot giver sig af med hasardspil som let underholdning, kan man blive offer for stolthed og selviskhed, idet man nægter at standse hvis man taber eller fortsætter med at spille efter at man har vundet — blot for atter at tabe.
Chancen for at vinde
Skønt spilleren måske mener at han er ’bestemt til at vinde’, er det en kendsgerning at han så godt som altid er den sikre taber! Hvad skyldes det? Enkel matematik. Hvor ofte vil en mønt vise plat og hvor ofte vil den vise krone hvis man kaster den op i luften ti gange? Rent umiddelbart vil man måske sige at den vil lande fem gange på hver side. Men prøv engang. Det sker kun sjældent. Den såkaldte gennemsnitsregel er kun gældende når det drejer sig om et stort antal forsøg. Med andre ord: Kast mønten op i luften et uendeligt antal gange og da vil den ganske rigtigt lande lige så mange gange på plat som på krone. Men på kort sigt kan resultatet blive en hvilken som helst kombination. Man kan altså ikke på forhånd vide hvilket udfald et enkelt kast vil få.
Dette faktum nægter hasardspilleren imidlertid at acceptere. Hvis en mønt har vist krone otte gange i træk vil han med næsten religiøs nidkærhed tro at nu må den vise plat ved næste kast. Og han vil sætte en formue på spil i den tro. Men mønten kan jo ikke huske sine tidligere præstationer. Oddsene ved hvert kast er fifty-fifty!
Det synes derfor tåbeligt at forsøge at forudse nøjagtig hvad der vil ske i så komplicerede spil som halvtolv eller roulette! Sandsynligheden for at tabe er overvældende! Dette gælder såvel i hasardspil som i hestevæddeløb eller i fodbold, hvor indsatsen ydes efter de konkurrerendes dygtighed. „Tiden og tilfældet“ gør det ganske enkelt umuligt at forudsige udfaldet. (Prædikeren 9:11) I regelen er det heller ikke muligt at sikre sig ved hjælp af et „system“. Over halvdelen af tipperne i Italien forsøger dette ved at udfylde flere kuponer ad gangen. Men det eneste sikre system i denne form for spil ville være at indsende enhver tænkelig kombination for hver kamp. Så ville man vinde. Men så ville indsatsen blive lige så stor som gevinsten.
De eneste der vinder i hasardspil er arrangørerne. Kasinoejere indretter ganske enkelt ethvert spil sådan at kasinoet så godt som altid kommer til at stå som vinder. I den italienske tipstjeneste bliver der efter sigende blot udbetalt 35 procent af den samlede omsætning i gevinster. Tipsselskaberne beholder resten.
De der siger: ’Men jeg er heldig,’ eller: ’Jeg har blot været uheldig indtil nu; jeg er sikker på at jeg vil vinde fra nu af,’ narrer simpelt hen sig selv. Hasardspil er en opvisning i formålsløshed. Og mens medierne bringer megen omtale af de særdeles få vindere, hører man sjældent om de millioner der taber.
Hasardspil og Bibelen
„Dårskab, lastefuldhed, mani, vanvid, virkelighedsflugt, eventyrlyst, vilde fantasier, lovovertrædelser, og en trang til spænding der genopstår lige så hurtigt som den tilfredsstilles — sådan er hasardspil, foruden at det er en higen efter rigdom, dagdrømme og dominans.“ Denne beskrivelse af hasardspil er fra bladet La Repubblica. Intet under at regeringer ofte gør hasardspil ulovligt, selv om de måske hyklerisk tolererer det i autoriserede kasinoer eller ved selv at drive lotterier.
Men uanset hvordan mennesker betragter sagen, viser Bibelen at hasardspil er uforeneligt med kristendom. Nogle mener måske at hasardspil ganske enkelt udfylder et økonomisk behov. Men Jesus lærte os blandt andet at bede: „Giv os i dag vort daglige brød.“ Hvordan kan man begærligt spille om penge og derefter bede denne bøn? Eller hvordan kan man følge tilskyndelsen: „Bliv da ved med først at søge riget og hans retfærdighed, og alle disse andre ting [de materielle fornødenheder] vil blive givet jer i tilgift“? — Mattæus 6:11, da. aut. ; 6:33.
Bibelen giver desuden følgende råd: „Lad jeres levevis være fri for kærlighed til penge, idet I er tilfredse med det der er for hånden.“ (Hebræerne 13:5) En hasardspiller er sjældent tilfreds. Faktisk er han havesyg, og Bibelen siger at havesyge ikke „skal arve Guds rige“. — 1 Korinther 6:9, 10.
Nu vil nogle måske indvende at de ikke spiller for pengenes men for spændingens skyld. Men Bibelen fordømmer lige ud dem der tilsidesætter guddommelige principper og bliver „venner af sanselige nydelser snarere end venner af Gud“. (2 Timoteus 3:4, 5) Jesus sagde desuden: „Du skal elske din næste som dig selv.“ (Mattæus 22:39) Hvordan kan man elske sin næste hvis man forsøger at tage hans penge? Hvordan kan hasardspil være i harmoni med det grundlæggende princip om at „der er mere lykke ved at give end ved at modtage“? — Apostelgerninger 20:35.
Man må heller ikke overse den omstændighed at hasardspillere ofte påkalder „lykkeguden“, noget som Bibelen klart fordømmer. — Esajas 65:11.
Overvej til sidst den fordærvende indflydelse hasardspil har på en kristens „gode vaner“. (1 Korinther 15:33) Den kristne livsform omfatter hårdt arbejde og sparsommelighed. (Efeserne 4:28) Jesus viste selv at han ikke var ødsel da han efter mirakuløst at have mangfoldiggjort brødet og fiskene gav besked om at det der var blevet tilovers ikke skulle gå til spilde. (Johannes 6:12, 13) Frem for at følge i Jesu fodspor er hasardspilleren mere beslægtet med den fortabte søn i Jesu lignelse, ham der satte „sin formue til ved at føre et udsvævende liv“. — Lukas 15:13.
Sande kristne vil derfor afholde sig fra hasardspillets snare i alle dets afskygninger. For dem er det uden forskel om gevinsten er stor eller lille. Som Jesus sagde: „Den der er trofast i det mindste, er også trofast i meget, og den der er uretfærdig i det mindste, er også uretfærdig i meget.“ — Lukas 16:10.
Det er interessant at Jehovas vidner har hjulpet mange til at slippe ud af hasardspillets snare. (Se foregående side.) Sådanne forhenværende spillere oplever ikke længere hvordan hasardspillet får adrenalinet til at pumpe rundt i kroppen, men nu har de fundet en virkelig mening med livet. I stedet for at være optaget af en handlemåde der virker ødelæggende på helbredet og familien, er de „rige på gode gerninger“. De er „rede til at dele med andre“ i stedet for at lægge planer for hvordan de kan få fat i andres surt tjente penge. De har fået „et fast greb om det virkelige liv“, og befinder sig ikke længere i hasardspillets fantasiverden. (1 Timoteus 6:18, 19) Derved er de blevet virkelige vindere!
[Tekstcitat på side 13]
„De kolde og nøgterne odds — den kendsgerning at 90 procent af spillerne taber — gør intet indtryk på dem. De føler sig immune over for sådanne odds og mener at de er noget særligt.“ — Psychology Today.
[Ramme på side 14]
Jeg var hasardspiller
Da jeg var tolv år gammel blev jeg bidt af pokerspil. Jeg fortsatte med at spille efter at jeg var blevet gift. Tit begyndte jeg at spille klokken ni om aftenen og blev ved til klokken fem eller seks om morgenen. Næsten bevidstløs af træthed forsøgte jeg at tage på arbejde. Mange gange magtede jeg det ikke.
Hasardspillet begyndte at ødelægge mit familieliv og min karakter. I pokerspil drejer det sig om at bluffe, og det resulterede i at jeg også bluffede og løj mig igennem tilværelsen. Hertil kom de økonomiske problemer. Når jeg vandt, kunne jeg ikke modstå trangen til at bruge pengene med det samme — så jeg havde aldrig penge på lommen særlig lang tid ad gangen. Inden længe gik mit ægteskab i stykker.
I 1972 bankede to Jehovas vidner på min dør. Mens de talte med mig tænkte jeg ved mig selv: ’Ingen mennesker gør noget uden at ville have noget igen. De må have en eller anden bagtanke med at besøge mig,’ tænkte jeg. (En pokerspiller opøver sig selv i at være mistænksom over for alt og alle!) Men som tiden gik indså jeg at sådan forholdt det sig ikke. Jeg tog til et af deres møder, og skønt jeg ikke forstod det hele blev jeg imponeret over den orden, harmoni og venlighed jeg så.
Jeg fik et bibelstudium. Og med hensyn til hasardspillet måtte jeg helt og holdent lægge det på hylden. Når man begynder at forstå sandheden ud fra Bibelen, mister man også motiveringen til at spille. Jeg holdt derfor op — men det kostede en kraftanstrengelse. Jeg blev døbt i 1975.
Det har medført utallige fordele. Mit helbred er blevet bedre — og det samme må siges om min karakter. Mit liv domineres ikke længere af hasardspil men af åndelige interesser. Førhen blev jeg kun agtet af mine spillevenner. I dag mærker jeg tydeligt kærligheden i den menighed hvor jeg tjener som ældste. Jeg kan nu indse at hasardspilleren er en taber. Og det er sandheden ud fra Bibelen der har hjulpet mig til at indse dette. — Indsendt.
[Illustration på side 15]
Kan en kristen spille hasardspil og samtidig bede: „Giv os i dag vort daglige brød“?