Unge spørger:
Hvad galt er der ved at bande en gang imellem?
„Alle bander. . . . Det begynder måske i det små med et par ord man har lært af sine skolekammerater, men snart præger det hele ens sprog og bliver sværere og sværere at beherske.“ — Laura, 14 år.
FRA alle sider bliver unge udsat for en massiv påvirkning i form af bandeord, kraftudtryk og sjofelheder. Som bladet U.S.News & World Report har bemærket: „I tale såvel som på tryk bombarderes vi med sjofelt sprog på klistermærker, badges og T-shirts.“ Ukvemsord gjalder ud i æteren fra radio og fjernsyn og indgår som en fast bestanddel i tidsskrifter og på film. Med skamløs frimodighed slynger politikere og berømtheder om sig med eder og forbandelser — nogle unge hører endda den slags fra deres forældre og venner.
Som skribenten Alfred Lubrano har sagt: „Bandeord er blevet hverdagskost på offentlige kontorer, på restauranter og ved sportskampe.“ Bandeordene er faktisk blevet så almindelige at de næsten har mistet deres effekt. Derfor kan man godt spekulere på om det egentlig gør så meget hvis man af og til slipper et par kraftudtryk, for eksempel når man befinder sig i en presset situation.
Derfor bander unge
Psykologen Chaytor Mason hævder: „Det at bande er en del af selve den menneskelige natur. Det udløser en spænding, ligesom når man klør sig i hovedet.“ Og da journalister fra bladet Children’s Express spurgte en række unge hvorfor de bander, fik de følgende interessante svar: „Jeg bander fordi jeg er vred.“ „Jeg gør det kun når nogen træder på mig.“ „Der får mig til at føle mig bedre tilpas — det letter.“
Eftersom vi lever på en tid der i særlig grad er præget af spændinger kan man ret ofte føle behov for at få luft. Thomas Cottle, der underviser i psykiatri ved Harvard-universitetet, ser den løbende „normalisering“ af bandeord som et vidnesbyrd om „en ganske væsentlig forandring i amerikansk kultur“. Som han siger: „Folk føler at deres tilværelse er kunstig, utilfredsstillende — og det er de vrede over. Vi frygter virkeligheden, og det vi er vrede over er særdeles virkeligt. Bag denne vrede lurer aggressiviteten.“
De forandringer Thomas Cottle omtaler gør sig i realiteten gældende i hele verden. Apostelen Paulus forudsagde at folk i vor tid ville være „uforsonlige, bagvaskere, uden selvbeherskelse, vilde, uden kærlighed til det gode“. (2 Timoteus 3:1, 3) Eftersom presset bliver stadig større, kan det ikke undre at mange unge bliver aggressive i deres måde at udtrykke sig på. De har „hvæsset deres tunge som et sværd“ og har „spændt buen til deres pil, bitter tale“. — Salme 64:3.
Hjælper det at bande?
Hvor meget hjælper det at udslynge eder og forbandelser? Kan det udløse spændinger? Ifølge sprogforskeren Reinhold Ahman virker bandeord som en hjælp til at afreagere. Han hævder endog at man uden denne mulighed for at give følelserne luft vil være mere udsat for at få „mavesår, hovedpine og indre blødninger“. Han konkluderer derfor at „et bandeord om dagen holder lægen borte“.
Det skal indrømmes at i en presset situation kan det at bande tilsyneladende ’tage trykket af kedelen’. Ikke desto mindre fordømmer Bibelen udtrykkeligt den slags. I Efeserbrevet 4:29 står der: „Lad ingen rådden tale gå ud af jeres mund.“ Eller som The New English Bible gengiver dette vers: „Intet smudsigt sprog må komme over jeres læber, men kun hvad der er godt og nyttigt til lejligheden.“ Der er flere gode grunde til denne formaning.
Frem for at være „godt og nyttigt til lejligheden“ bevirker ophidset tale i de fleste tilfælde kun at man bliver endnu mere ophidset. Og som et ordsprog lyder: „Den der er hurtig til vrede handler dåragtigt.“ (Ordsprogene 14:17; 15:18) Eftersom folk sjældent reagerer positivt på vrede og sårende ord, vil den slags kun forværre situationen. Det er som der står i Ordsprogene 15:1: „Et mildt svar afvender forbitrelse, men et sårende ord vækker vrede.“ Hvis det er blevet en vane at udslynge forbandelser ved den mindste irritation kan den slags udbrud meget nemt komme på de forkerte tidspunkter — eller over for de forkerte personer, som for eksempel ens lærere eller forældre.
I stedet for at mindske presset vil brugen af et snavset sprog medvirke til at der opstår nye spændinger. Det løser ikke problemerne, men udskyder blot det tidspunkt hvor man må se dem i øjnene.
Farverigt eller nedværdigende?
Ikke al banden er et udtryk for vrede. Bogen Exploring Language forklarer: „Teenagere bruger ofte smudsige ord i forbindelse med vovede historier . . . De legemlige forandringer der finder sted [i teenageårene] vækker undren og usikkerhed hos både piger og drenge. For ikke at blive overvældede af usikkerheden fortæller de unge vittigheder eller sjofle historier om disse forandringer.“ Nogle unge føler endda at eder og forbandelser gør deres sprog mere farverigt eller får dem til at virke mere voksne.
Sjofle ord beskriver imidlertid ofte normale forhold vedrørende kønslivet og de legemlige funktioner på en nedværdigende måde. Barbara Lawrence, der er docent i humaniora, siger angående visse udtryk der ofte bruges om kønslivet at „i deres oprindelse og billedlige betydning formidler disse ord ubestrideligt associationer om smerte, for ikke at tale om sadisme“.
Helt anderledes er den ophøjede og værdige måde Bibelen omtaler kønslivet på! (Ordsprogene 5:15-23) Et sjofelt sprog bibringer et fordærvet og forkvaklet syn på kønsliv og ægteskab. Sjofle ord virker som pornografi. Hvis man omtaler kønslivet i smudsige vendinger kan det ligesom pornografi give anledning til forkerte tanker. Når først sæden til de forkerte ønsker er sået, er alt hvad der behøves en lejlighed til at føre disse ønsker ud i livet. — Jakob 1:14, 15.
Tro ikke at du gør dit sprog mere farverigt ved at bande og sværge — tværtimod. Det virker stødende og chokerende. I et interview med bladet Children’s Express siger en 13-årig pige: „Jeg er efterhånden blevet allergisk over for grimme ord. . . . Der er visse ting man aldrig vænner sig til.“ Den vise Salomon „stræbte efter at finde ord der lyder godt“ for at udtrykke sine tanker. (Prædikeren 12:10) Du kan også udtrykke dig klart ved blot at vælge dine ord med omhu. Det er ikke nødvendigt at bruge kraftudtryk.
Endelig er visse ukvemsord en direkte hån mod Gud! Og den slags tale vil naturligvis medføre hans mishag. (2 Mosebog 20:7) I betragtning af alt dette, lyder Bibelens tilskyndelse: „Lad utugt og urenhed af enhver art eller havesyge end ikke nævnes iblandt jer, sådan som det sømmer sig for hellige; heller ikke skammelig adfærd eller tåbelig tale eller sjofel skæmten, ting som ikke er passende.“ — Efeserne 5:3, 4.
Gruppepres
Gruppepres er endnu en grund til at nogle unge bruger et dårligt sprog. Om dette siger en ung kristen: „Som ung vil man helst ikke betragtes som et skvat eller en der ikke har tjek på tingene. Man vil gerne accepteres af de andre. Så hvis det at bande hører med til at være en del af gruppen, så gør man det.“
For eksempel kan gruppepresset være særlig stærkt i forbindelse med sport. Nogle trænere arbejder ligefrem bevidst på at fremme brugen af eder og forbandelser. En teenager ved navn Kinney fortæller at inden en basketballkamp svirrer luften i omklædningsrummet af kraftudtryk fordi „det hidser spillerne op så de er ved at eksplodere“.
Men hvad bliver ofte resultatet når følelserne piskes op på den måde? At sporten ikke længere betragtes som en leg men som oplæring i fjendskab og indædt kappestrid. Det sker ofte at nogle slås og kommer til skade. En dreng ved navn Tyrone fortæller: „Når alle er opslugt af spillet og en der bliver tacklet slynger en masse eder og forbandelser efter sin modstander eller dommeren, kan det let smitte af på én.“
Det at bande er altså en meget dårlig vane at tillægge sig. Som Bibelen siger: „Tåben lader hele sin ånd fare frem, men den vise holder den i ro til det sidste.“ (Ordsprogene 29:11) Men hvad skal man gøre når man føler sig fristet til at bande? Hvordan kan man ’vogte sin mund med mundkurv’? (Salme 39:1) Det vil blive behandlet i en senere artikel.
[Illustration på side 23]
Den der har for vane at bande kan nemt komme til at gøre det over for de forkerte