Vi betragter verden
Nyt om AIDS
Nye undersøgelser tyder på at en smittet person „kan gå rundt med AIDS-virus i op til tre år uden at det opdages ved de almindelige AIDS-prøver,“ meddeler The New York Times. Indtil for nylig har forskerne ment at en patient dannede AIDS-antistoffer i løbet af seks måneder efter at smitten var blevet overført. En undersøgelse der omfattede en gruppe homoseksuelle mænd som man vidste var inficeret med AIDS, viste imidlertid at en fjerdedel af patienterne ’i meget lang tid ikke dannede de antistoffer der kan afsløres ved AIDS-screening,’ fortæller avisen. Ifølge dr. Harold Jaffe fra Det Amerikanske Center for Sygdomskontrol (Atlanta) betyder dette at nogle „uden at vide det overfører virus“ til andre, og derved ’udgør en fare for landets forsyning af donorblod’.
Dødsindustri
▪ Det anslås at omkring en halv million mennesker i Colombia ryger cigaretter af basuco, et affaldsprodukt fra fremstillingen af kokain som Colombias narko-ligaer har lanceret. Stoffet, der sælges med tilsætning af petroleum, svovlsyre og andre giftige kemikalier, kan volde uhelbredelige hjerneskader. På mange gadehjørner i hovedstaden Bogotá kan man se børn på helt ned til otte år åbent sælge eller ryge de dødsensfarlige cigaretter. En ekspert har ifølge The Detroit News udtalt at der er colombianere som bogstavelig talt „ligger på gaden og dør af at have røget basuco“.
▪ Private colombianere ligger inde med en million stykker skydevåben, meddeler FN’s Menneskerettighedskommission i Genève. I byen Medellín sker der hver tredje time et dødsfald som følge af vold. Sagen kompliceres af at der raser en forbitret krig mellem Colombias store narko-ligaer. Magtfulde ’narko-baroner’ har oprettet paramilitære korps for at beskytte sig selv og deres familie; et uanet antal er som følge deraf enten forsvundet eller dræbt, fortæller New Zealand Herald.
Gældsbyrden
Under protestaktioner mod prisstigninger i Venezuela for nylig omkom 256 og tusinder blev såret. De stigende priser har øjensynlig at gøre med landets bestræbelser for at betale en del af sin udlandsgæld. Mange lande kommer i stadig større gæld til de internationale banker, og ifølge det brasilianske tidsskrift Veja er det inden for de sidste tyve år ikke lykkedes et eneste af disse lande at stabilisere sin økonomi. Brasilien skylder for eksempel 112 milliarder dollars væk. For det beløb der årligt tilskrives denne gæld i form af renter kunne der bygges 5.000.000 huse eller 53.000 skoler, hvilket ville være til gavn for millioner af indbyggere. Mange statsmænd og bankfolk indrømmer at den tredje verden umuligt kan betale sin gæld. Michel Camdessus fra Den Internationale Valutafond siger: „Det der skete i Venezuela i sidste uge var at en enkelt af mange tidsindstillede bomber sprang. Flere bomber vil eksplodere medmindre der snart findes en løsning på krisen i udlandsgælden. Debitornationerne er udmarvede.“
Opslugt af vand?
De dystre udsigter som den såkaldte drivhuseffekt giver anledning til, er særlig ubehagelige for beboerne på den lille stillehavsø Tuvalu. Øen hæver sig ingen steder mere end 2 meter over havets overflade — og videnskaben forudsiger at havet ubønhørligt vil stige. Det engelske tidsskrift New Scientist citerer en ekspert for at have sagt: „Hvis de formodninger som i dag næres i hele verden er korrekte, vil næsten hele Tuvalu ligge under vand ved udgangen af det 21. århundrede.“
Stigende trussel
Den civile flyvning havde en sørgelig rekord i 1988. Ved et møde i Helsinki hvor civile piloter repræsenterende 72 lande var til stede, kom det frem at der i årets løb var sket 578 dødsfald som følge af sabotage, kidnapning og overfald (i luften eller på jorden) med militære våben. Når man medregner flyulykker kommer det samlede tab af passagerer og besætningsmedlemmer op på 1662, fortæller den schweiziske avis Basler Zeitung. Det ser ud til at terrorismen udgør en stigende trussel for den civile flyvning.
Børn i fattigdom
Blandt landene i den vestlige verden har Australien et af de højeste antal børn som lever i fattigdom, meddeler Sydney-avisen Sun-Herald. En rapport udsendt af „The Brotherhood of St. Laurence“, en social hjælpegruppe, nævner forskellige årsager, blandt andet dét at flere og flere er enlige fædre eller mødre. En talsmand for denne gruppe siger at det store antal børn der lever under fattige kår er „en skændsel for så velstående et land som Australien“.
For at spare på træerne
Californiens Universitet i Berkeley bruger nu genbrugspapir til det „nyhedsbrev“ universitetet udsender. Den første måned blev der brugt 20 tons genbrugspapir. Ifølge universitetet betyder hvert ton at 17 træer bliver reddet, så det hver måned er i alt 340 træer der skånes. Brugen af dette papir giver mindre forurening af luften og vandet og sparer desuden omkring 50 kubikmeter fyldjord pr. måned.
Farlige videofilm
De fleste spillefilm i USA bliver klassificeret af filmindustriens egen „censur“, men der cirkulerer flere og flere videofilm som er gået uden om denne bedømmelse. Mange videoforretninger er ikke omfattet af lovens forbud mod salg eller udlejning af sex- og voldsfilm til mindreårige, siger New York-avisen Daily News. En autoritet gør opmærksom på at mange videofilm slet ikke er markeret, selv om de indeholder både vold og sex nok til at de normalt ville få et X („forbudt for børn“). Dette skyldes at klassificeringen kun bruges til film der skal vises i biografer. Når filmselskaberne udsender en film i to udgaver — én med bedømmelse og én uden — tegner sidstnævnte kategori sig for 75 procent af salget.
Forelsket trane
En hun af den japanske trane har misforstået formålet med sin danseundervisning. Tranen er udruget kunstigt i den japanske Kushiro trane-naturpark og har været så meget sammen med mennesker at parkens chefdyrepasser var bange for at den smukke fugl, der nu er næsten to år, ikke ville kunne danse den særlige parringsdans for at tiltrække en mage. Den nidkære dyrepasser underviste derfor selv tranen i dansens trin. Men da traner er yderst monogame er resultatet blevet at tranen kaster sig ud i parringsdansen hver gang hun får øje på dyrepasseren!
Alder ingen hindring
Statistiske undersøgelser der for nylig er foretaget i Vesttyskland, viser hvor vigtigt det er for ældre mennesker at de har en positiv holdning hvis de skal bevare deres vitalitet i alderdommen. I én undersøgelse søgte man ved hjælp af et spørgeskema at bedømme livsholdningen hos beboerne på et plejehjem, og på grundlag af svarene kunne forskerne med 92 procents sikkerhed forudsige hvem af de adspurgte der stadig ville være i live tre år efter. En artikel i den tyske avis Rheinischer Merkur/Christ und Welt konkluderer at de der ikke ser nogen fremtidsudsigter eller som kun har ringe mulighed for at administrere deres anliggender og selv træffe beslutninger, sandsynligvis får levetiden forkortet. Ældre mennesker bliver ofte undervurderet. Men hvad hjernen med alderen måtte miste i hastighed og hurtig opfattelsesevne, opvejes af andre forstandsevner der skærpes af øvelse og „fungerer bedst sent i livet“, bemærker avisen.
Fejldiagnoser
Ved de tyske lægers årskongres for internmedicin som i år blev afholdt i Wiesbaden, drøftede man blandt andet hvor tit det sker at læger stiller forkerte diagnoser. En af kongresdeltagerne nævnte at problemet delvis skyldes „den blinde og uberettigede tillid mange nærer til det tekniske udstyrs mulighed for at stille diagnoser“. Fejlene skyldes i øvrigt ikke alene læger. Den tyske avis Die Welt påpeger at mange patienter ’selv gør for lidt for at diagnosen kan blive rigtig’. Der er eksempler på at patienter ikke kender navnet på medicin som de tager hver dag. Andre har en fortid som de er flove over, og forvrænger eller fortier af den grund vigtige oplysninger.