Side 2

Vil du tabe dig? Spørg dig selv:

✔ HAR DU BEHOV FOR AT TABE DIG?

✔ VIL DU GERNE TABE DIG?

✔ VIL DU SKY JUNKFOOD?

✔ VIL DU TÆLLE KALORIER?

✔ VIL DU MOTIONERE REGELMÆSSIGT?

✔ ER DIT STOFSKIFTE I ORDEN?

✔ ER DINE FEDTCELLER FOR STORE?

✔ ER DER FOR MANGE?

✔ FUNGERER DINE KIRTLER SOM DE SKAL?

✔ ER VÆGTPROBLEMET MEDFØDT?

✔ HAR DU SAT DIG ET REALISTISK MÅL?

✔ VIL DU KUNNE HOLDE VÆGTEN NEDE?

DET VIGTIGSTE: HVOR STÆRK ER DIN VILJESTYRKE OG UDHOLDENHED?

Er kampen mod vægten håbløs?

AT VINDE DENNE KAMP ER IKKE SÅ LIGETIL SOM MANGE TYNDE TROR!

KAMPEN mod de overflødige pund kæmpes på mange fronter. Nogle faster og taber sig i lyntempo. Væskekure resulterer også i et hurtigt vægttab. Nogle løber pundene af sig — andre går sig slanke, hvilket blot tager længere tid. Nogle går mere drastisk til værks, får munden syet sammen og lever af væske. Gennem operationer har nogle fået ændret deres fordøjelsessystem, idet de har fået formindsket mavesækken eller fedtdepoter bortopereret. I betragtning af alt dette skulle man mene at kampen mod pundene var vundet.

Men ak nej! De fedtceller man lige har besejret kommer lynsnart tilbage. Man tager atter på, måske mere end før man begyndte kuren. Kampen raser videre. Sejrene efterfølges af skuffende nederlag, slaget trækker i langdrag, man bliver deprimeret og er parat til at opgive det hele. Men opgiv ikke! Vejen er lang og trang, men for de udholdende vinker sejren forude. Træf en fast beslutning. Og husk: Jo hårdere man har kæmpet, desto større er glæden ved at sejre.

Når du begynder kampen mod fedtet må du søge at bevare din værdighed og selvrespekt. I et samfund der er besat af ideen om at mennesker skal være tynde, må du være forberedt på at måtte udholde kritiske bemærkninger. Lad dig ikke slå ud af at nogen siger at du ser ud som en der elsker mad.a Og modstå tankeløse værtinders forsøg på at få dig til at spise noget du ikke burde. Den første kategori dømmer dig på dit ydre, og den sidste søger at besejre dig med venlighed.

Ignorér uvidende menneskers generaliserende kommentarer. Nogle vil måske sige: „Hvis du ikke spiste så meget ville du ikke være overvægtig!“ Det lyder jo meget enkelt, men i virkeligheden er det mere kompliceret end som så. Det er ganske vist sandt at hvis ikke man indtager flere kalorier end man forbrænder, vil man ikke tage på. Men i mange tilfælde forbrænder man færre kalorier end man indtager. Af forskellige årsager oplagres mange kalorier som fedt i fedtceller. Hvis den overvægtiges venner ikke er klar over hvilke uhyre odds vedkommende måske har imod sig, kan kampen til tider blive ensom og hård.

Men før vi kaster os ud i den svære kamp er der et spørgsmål vi må have afklaret: Er det overhovedet nødvendigt at gå på slankekur? I nogle lande er det nærmest blevet en religion at være tynd. Nogle bliver så magre at de er på grænsen til at være underernærede, eller kommer måske ligefrem til at lide af anorexia nervosa eller bulimi. Nogle forskere mener at man bedst kan bedømme om der er tale om overvægt ved at se på hvor meget fedt kroppen består af, frem for udelukkende at gå ud fra kropsvægten. Hos mænd betegnes overvægt som fedme når 20 til 25 procent af kropsvægten består af fedt, og hos kvinder når 25 til 30 procent er fedt.

Det er derfor ikke nok at rette sig efter vægttabeller der går ud fra højde og vægt. Som en forsker siger: „Det man ikke kan læse i tabellerne er den forskel der kan være på to personers fysiske kondition og korpulence selv om de har samme vægt og samme højde. Fast væv og muskler vejer mere end fedt, så vægten alene er ikke nogen særlig god målestok for hvor sund og veltrænet man er.“ En mere pålidelig rettesnor — som dog heller ikke er fejlfri — er den på side 7 anførte type tabel som både tager hensyn til køn og legemsbygning, og som angiver inden for hvilke rammer vægten bør holdes.

Mange tror at fedtceller er inaktive og blot ligger forskellige steder i kroppen og optager plads — alt for meget plads! Fedtvæv er imidlertid mere end blot depoter for triglycerider (fedtstoffer). Omkring 95 procent af fedtvævet består af tilsyneladende uvirksomt fedt, og de øvrige 5 procent består af bindevæv, blod og blodkar, samt celler der har betydning for legemets stofskifte. Disse celler kan være ret grådige, for de stjæler næringsstofferne i blodet som gennemstrømmer fedtvævets kapillærer. Visse hormoner fremmer dannelsen af fedt eller frigørelsen af fedt som fedtsyrer i blodet for at efterkomme kroppens behov for energi. Fedtcellerne er ikke passive, men arbejder til manges fortvivlelse på højtryk!

Førhen troede man at når først fedtcellerne havde ophobet sig i kroppen, ville de ikke vokse i antal men kun i omfang. Nyere forskning har imidlertid vist noget andet. Som en videnskabelig kilde forklarer: „Fedtvævets oplagringskapacitet øges først og fremmest ved at fedtcellernes indhold af depotfedt, triglycerider, udvides. Derefter, når alle disponible fedtceller er fyldt helt op, dannes der nye fedtceller.“ Når fedtcellerne er ved at være tømt, er de meget små, men når de fyldes med fedt kan deres diameter vokse til det tidobbelte, hvilket betyder at deres rumfang bliver cirka tusind gange så stort.

Kroppen indeholder visse fedtdepoter hvor fedtet har tilbøjelighed til at sætte sig. Mænd har et sådant fedtdepot på maven. Hos kvinderne befinder det sig på hofterne og lårene. Selv om man taber sig er det fra disse områder at fedtet sidst forsvinder. Forskerne har opdaget at der på fedtcellernes overflade findes nogle små molekyler, kaldet alfa- og beta-receptorer. Alfa-receptorerne fremmer oplagringen af fedt; beta-receptorerne fremskynder fedtets nedbrydning. Hos kvinder findes sådanne alfa-receptorer på hofterne og lårene, mens de hos mænd findes på maven. En kvinde tabte for eksempel 15 procent af sit kropsfedt, men praktisk taget intet af fedtet på hofterne og lårene. Og en mand der gik drastisk ned i vægt havde stadig mave.

At tabe sig ved at tælle kalorier er ikke så enkel en løsning som mange tror. Der er nemlig forskel på kalorier. Hvis man for eksempel indtager 100 kalorier i form af kulhydrater, vil de 77 måske oplagres som fedt — 23 forbrændes i fordøjelsen. Men indtager man 100 kalorier i form af smør, bliver 97 oplagret som fedt — kun tre forbrændes ved fordøjelse. Det skyldes at fedtstofferne i smør ligner legemsfedtet så meget at det lettere kan oplagres. Det er altså ikke nok blot at tælle kalorierne. Man må også tænke på hvilken slags kalorier der er tale om. Fedtholdige fødevarer feder mere og er mindre nærende end mad der indeholder mange kulhydrater. Under et forsøg hvor nogle spiste store mængder mad med mange kulhydrater, steg deres vægt med 30 pund i løbet af syv måneder, mens de der spiste store mængder fedtholdig mad tog 30 pund på i løbet af blot tre måneder.

Flydende slankekost medfører et stort vægttab i løbet af kort tid, hvilket dog kan skabe visse komplikationer. I 1970’erne var der for eksempel mange kure med flydende protein, og ved slutningen af 1977 blev cirka 60 dødsfald tilskrevet sådanne kure i USA. Man mente at mange af disse dødsfald skyldtes hjertesvigt. De væskekure der benyttes i dag er blevet forbedret idet man ikke blot har tilført dem proteiner men også kulhydrater, fedtstoffer, vitaminer og mineraler. Men ikke desto mindre har sådanne kure med deres lave energiindhold og hurtige vægttab stadig visse bivirkninger.

Den drastiske kaloriereduktion ved lynslankekure nedsætter ofte kroppens stofskifte. Dette sker allerede inden for det første døgn, og på to uger kan stofskiftet falde så meget som 20 procent. En læge der er blevet spurgt ud om kaloriefattige, flydende slankekure, har sagt: „Når man indtager få kalorier vil stofskiftet falde drastisk og man vil føle sig irritabel og udmattet. Desuden er op til 70 procent af det man taber sig på længere sigt, muskelvæv, ikke fedt.“ Men er man på slankekur er det jo fedtet man vil af med, ikke musklerne. Muskelvævet er nemlig kroppens største kalorieforbrænder. Mister man muskelvæv sænker man sit basalstofskifte — den energi der skal til for at klare de rutinemæssige legemsfunktioner såsom vejrtrækning og celledannelse. Hertil anvendes mellem 60 og 75 procent af den energi kroppen bruger.

Det er på grund af dette fald i stofskiftet at man ofte efter nogle få ugers streng diæt ikke taber sig mere. En kvinde der siden hun var 16 havde holdt vægten nede ved hjælp af diæt, tog 25 pund på efter at have født sit første barn. Hun tabte sig dog hurtigt igen. Men da hun fødte sit andet barn tog hun 50 pund på og kunne ikke tabe sig. Hun fortæller: „På et tidspunkt tog jeg på en slankeklinik, hvor jeg fik en kostplan med kun 500 kalorier om dagen. I løbet af den første måned tabte jeg ti pund, den næste måned to pund og de følgende to måneder overhovedet intet, og dét til trods for at jeg trofast fulgte kuren. Da min kalorieindtagelse blev hævet til 800 om dagen, tog jeg 2 pund på om ugen — indtil jeg igen havde taget de 12 pund på som jeg med møje og besvær havde tabt. Det var meget deprimerende.“

Ud over at en lynslankekur vil resultere i et nedsat stofskifte, kan den også bevirke at det enzym der regulerer fedtoplagringen bliver mere aktivt. Det er en af grundene til at nogle mennesker atter tager på når de igen begynder at spise normalt. Dette sker faktisk for de flestes vedkommende — nemlig 95 procent af de svært overvægtige og 66 procent af alle der går på slankekur. De kilo man igen tager på består mest af fedt, ikke af muskelvæv (som det man har tabt), hvilket er ensbetydende med nedsat stofskifte og dermed yderligere oplagring af fedt.

En forsker bemærkede at de der tabte sig ved en slankekur og derefter igen tog på, havde større problemer med at tabe sig under en ny slankekur. Han spekulerede derfor på om en slankekur kan hæmme et senere vægttab. Der blev foretaget nogle forsøg med fede rotter. Under dyrenes første diæt tog det dem 21 dage at slippe af med deres overvægt, og 45 dage før de igen var oppe på den oprindelige vægt. Under den anden slankekur var de 46 dage om at gå ned i vægt og kun 14 dage om at tage det på igen. Nu var de altså dobbelt så længe om at tabe sig mens det gik tre gange så hurtigt med at tage på igen.

Er det samme tilfældet med mennesker? Ved hjælp af kaloriefattige slankekure tabte 111 personer sig i gennemsnit 1,4 kilo om ugen, men anden gang de forsøgte samme kur tabte de sig kun 1 kilo om ugen. Efterfølgende forsøg med to andre grupper gav de samme resultater.

Mange eksperter betegner overvægt som en sygdom og mener at årsagen skal findes i generne, at den er arveligt betinget og at legemet har en bestemt vægtgrænse der kan bevirke at man har tendens til fedme. Men forskerne er ikke enige om årsagen til fedmen. Bladet Annals of the New York Academy of Sciences siger at selve overvægten, uanset hvad den skyldes, kan medføre forandringer i kroppens kemi: „Når først overvægten er en realitet, kan den stabiliseres på grund af de sekundære forandringer i stofskiftet som selve overvægten forårsager.“

Dette blad sætter endvidere spørgsmålstegn ved vægtgrænseteorien: „Dette nummer af Annals fremlægger kun få vidnesbyrd der kan underbygge disse hypoteser.“ Man har anført problemer med kirtlerne som årsag til overvægt, især problemer med skjoldbruskkirtelen, der spiller en væsentlig rolle i reguleringen af stofskiftet. Nogle har imidlertid fremført at sådanne problemer måske skyldes at man spiser for meget. Herom har dr. Riggle fra Texas sagt: „Skjoldbruskkirtelen regulerer stofskiftet samt hypofysen. Men vi må huske på at hos folk med dårlige kostvaner får disse kirtler ikke de næringsstoffer de behøver for at fungere tilfredsstillende. Problemer med kirtlerne kan altså skyldes fejlernæring.“

Mange eksperter er dog enige om at fedme ganske enkelt skyldes at man spiser for meget: „Hvad de fleste overvægtige angår skyldes deres overflødige kilo og fedtvæv en langvarig og snigende proces: de har i for lang tid indtaget flere kalorier end de har forbrændt i stofskiftet eller ved fysisk aktivitet.“ (Annals of the New York Academy of Sciences, 1987, side 343) Derved udsætter man sig selv for alvorlig sundhedsfare:

„Overvægt er sundhedsfarligt på flere områder. Det kan svække både hjerte- og lungefunktionen, forstyrre hormonbalancen og skabe følelsesmæssige problemer. Overvægtige er mere tilbøjelige til at få for højt blodtryk, sukkersyge og for meget fedt i blodet end mennesker med normal vægt. Det er derfor ikke overraskende at overvægt kan bidrage til en øget sygdoms- og dødelighedsrisiko på grund af for eksempel forhøjet blodtryk, slagtilfælde, type II- eller ikkeinsulinkrævende diabetes mellitus, nogle former for kræft, samt sygdomme i galdeblæren. På længere sigt bliver overvægt også betragtet som en selvstændig risikofaktor i forbindelse med hjerte-kar-sygdomme.“ — Journal of the American Medical Association, 4. november 1988, side 2547.

Ildevarslende, ikke sandt? Det er indlysende at kampen mod de overflødige pund er en kamp der må vindes. Hvad vil være en hjælp til at vinde denne sejr?

[Fodnote]

[Tekstcitat på side 4]

OVERVÆGTIGES FEDTCELLER ER IKKE PASSIVE, MEN ARBEJDER PÅ HØJTRYK!

[Tekstcitat på side 5]

KAN SLANKEKURE HINDRE ET SENERE VÆGTTAB?

[Tekstcitat på side 6]

SUNDHEDSFAREN ER SÆRDELES ALVORLIG

[Ramme på side 7]

VÆGTTABEL

Spinkelt Almindeligt Kraftigt

bygget bygget bygget

MÆND

157,5 58,0-61,0 59,5-64,0 62,5-68,0

160,0 59,0-62,0 60,5-65,0 63,5-69,5

162,5 60,0-62,5 61,5-66,0 64,5-71,0

165,0 61,0-63,5 62,0-67,0 65,5-72,5

167,5 62,0-64,5 63,0-68,5 66,5-74,5

170,0 62,5-66,0 64,5-70,0 67,5-76,5

172,5 63,5-67,0 66,0-71,5 69,0-78,0

175,0 64,5-68,5 67,0-72,5 70,5-80,0

178,0 65,5-70,0 68,5-74,0 72,0-82,0

180,5 66,5-71,5 70,0-75,5 73,0-83,5

183,0 67,5-72,5 71,5-77,0 74,5-85,5

185,5 69,0-74,5 72,5-79,0 76,5-87,0

188,0 70,5-76,5 74,5-81,0 78,0-89,5

190,5 72,0-78,0 76,0-82,5 80,0-91,5

193,0 73,5-80,0 77,5-85,0 82,0-94,0

KVINDER

147,5 46,5-50,5 49,5-55,0 53,5-59,5

150,0 47,0-51,5 50,5-56,0 54,5-61,0

152,5 47,0-52,0 51,5-57,0 55,5-62,0

155,0 48,0-53,5 52,0-58,5 57,0-63,5

157,5 49,0-55,0 53,5-60,0 58,0-65,0

160,0 50,5-56,5 55,0-61,5 59,5-67,0

162,5 52,0-57,5 56,5-62,5 61,0-68,5

165,0 53,0-59,0 57,5-64,0 62,0-70,5

167,5 54,5-60,5 59,0-65,5 63,5-72,0

170,0 56,0-61,5 60,5-67,0 65,0-74,0

172,5 57,0-63,0 61,5-68,0 66,5-76,0

175,0 58,5-64,5 63,0-69,5 67,5-77,0

177,5 60,0-66,0 64,5-71,0 69,0-78,5

180,0 61,5-67,0 66,0-72,0 70,5-80,0

182,5 62,5-68,5 67,0-73,5 72,0-81,5

[Kildeangivelse]

Baseret på oplysninger fra Forsikringsberegnernes Forbund og Foreningen af Livsforsikringslæger i USA.

Fire skridt på vejen til sejr

Vågn op! er et internationalt tidsskrift der beskæftiger sig med problemer i alle dele af verden. Bladet anbefaler ikke nogen specifik behandling når det skriver om sundhed og lægevidenskab.

DEN RETTE KOST, PÅ DET RETTE TIDSPUNKT, I DEN RETTE MÆNGDE SAMT DEN RETTE MOTION

DER er ingen grund til at hade sine fedtceller. De er fantastiske. De er konstrueret til at varetage en vigtig funktion. De omdanner sukker og fedtsyrer til fedt. Hvis de har brug for mere plads, udvider de sig. Hvis det ikke er nok danner de nye celler, som også fyldes med fedt. De er specialister i at oplagre energi i form af fedt. Et pund fedtceller kan oplagre 3500 kalorier mens det tilsvarende tal for leverens energidepot, glykogen, kun er 250 kalorier.

Fedtceller modtager og reagerer på signaler. De danner stødpuder om vitale organer og frigiver energi på kommando, hvorved de forsyner legemets celler med brændstof. Nogle gange modtager de nødsignaler, hvorefter de straks går i aktion. Når de modtager livstruende signaler tager de livreddende forholdsregler. De begynder at oplagre fedt for at have noget i reserve under den forestående krise.

Man er nu klar over at fedtet spiller en vigtig, men mangelfuldt belyst rolle i kroppens immunsystem. Fedtcellerne kan fejlfortolke falske signaler som symptomer på en krise; en lynslankekur kan således sende fedtcellerne samme signal som udsultning gør. Fedtet nedbrydes ikke, men bevares tværtimod, og frigiver kalorierne i et meget langsomt tempo. Men fedtcellerne kan jo ikke vide bedre. De reagerer sådan som de er konstrueret til at reagere. De oplagrer deres energi til de strenge tider som de regner med er i vente. Bladet Parents for marts 1987 gav en mulig forklaring: „Jo oftere man går på slankekur, jo oftere tror kroppen at den skal til at indstille sig på hungersnød, og jo mindre tilbøjelige er fedtcellerne til at give afkald på deres dyrebare indhold.“

Kroppen søger at klare den øjeblikkelige krise ved at omdanne muskelvæv til glukose, for hvis hjernen ikke får glukose kan hele organismen lige så godt give op. Men det er jo ikke musklerne man vil af med, men fedtet. Man vinder altså ikke kampen gennem en lynslankekur. Hvordan så? Ved at spise den rette kost på det rette tidspunkt i den rette mængde, og gøre den rette motion — samt opdyrke den rigtige indstilling. Kampens udfald afhænger af dig alene. Det er derfor op til dig selv om du når dit mål.

Den rette kost

En kost bestående af fødevarer med mange kalorier og få næringsstoffer duer ikke når man skal tabe sig. Fedtstoffer og sukker er fyldt med kalorier men blottet for næring. Den rette slankekost der samtidig sikrer at man får den rette næring, består af frugt og grøntsager, som er rige på sammensatte kulhydrater. Af kød bør man foretrække fisk og fjerkræ.

„Noget andet grundlæggende man skal være opmærksom på når man gerne vil tabe sig,“ siges der i The Encyclopedia of Common Diseases, „er at kosten skal bestå af naturlige, grove, uraffinerede og næringsrige fødemidler. Foruden energien fra maden . . . vil kroppen hele tiden have brug for den optimale mængde proteiner, fedtstoffer, mineraler og vitaminer for at klare legemsfunktionerne samt reparere og forny kroppens celler. Når man spiser en fiberrig kost, kan man være ret sikker på at man får de nødvendige næringsstoffer og ikke blot ’tomme’ kalorier.“

Det rette tidspunkt

Det rette tidspunkt at spise på, er ikke mens man ser fjernsyn. I timevis kan man sidde og nippe til fede franske kartofler og pommes frites eller til småkager og andre søde sager fyldt med hundreder af tomme kalorier. Det er nemlig svært at holde op igen når først man er kommet i gang.

En del ernæringseksperter er nu „nået til den slutning at kroppen er mindre tilbøjelig til at danne fedtdepoter hvis man spiser lidt men ofte — uden at mindske den daglige fødemængde. De har også fundet frem til at det vigtigste måltid er morgenmaden, som derfor bør indeholde den største mængde kalorier.“

Den rette mængde

Spis varieret og spis tilstrækkeligt. Nu ved du hvad der sker hvis fedtcellerne bliver grebet af panik fordi der ikke kommer føde nok. Under et forsøg med rotter gav man dem kun ét måltid om dagen. Det resulterede i at de enzymer der forårsager fedtoplagringen tidobledes. Rapporten siger: „Det var som om rottens krop sagde: ’I samme øjeblik der viser sig noget mad vil jeg gemme noget fedt, i tilfælde af at der sker noget lignende igen.’“

Derfor, „hvis du er nødt til at gå på slankekur, begå da ikke den fejl at faste eller blot at spise ét måltid om dagen (som ved en 23-timers faste)“. Vær tilfreds med at det går langsomt. Måske taber du dig kun et helt eller et halvt pund om ugen. Men du var lang tid om at nå op på din nuværende vægt, så kroppen må også have tid til at skille sig af med fedtet igen. Spis tilstrækkeligt til at dine fedtceller holder sig i ro og måske endog afgiver nogle få kalorier. Men lad være med at frådse. Kend grænsen.

Efterhånden som man bliver ældre kan man klare sig med mindre føde. Muskelcellerne bliver nemlig udskiftet med fedtceller. Og når det magre kropsvæv, der er det mest energikrævende, svinder bort, bliver stofskiftet lavere og man behøver ikke så mange kalorier. Hvis konsumeringen af mad ikke aftager tilsvarende, oplagres der fedt. Og hvis ældre mennesker bevæger sig mindre — hvilket for det meste er tilfældet — oplagres endnu mere af maden som fedt. Men som en forsker siger: „Man kan motionere muskelfedtet bort.“ Og husk: Et frådsende „spisefrikvarter“ kan sætte alt det vundne over styr.

Den rette motion

Videnskabsmanden Covert Bailey siger i sin bog Fit or Fat?: „Den bedste kur mod overvægt er motion! . . . Det er en kendsgerning at de der regelmæssigt dyrker aerobisk motion [konditionstræning], ikke bliver fede. Hvis jeg kunne tilbyde en pille der formindskede kroppens tendens til at danne fedt, ville overvægtige mennesker stå i kø for at købe den. Jeg har faktisk en sådan pille; det tager kun 12 minutter om dagen at sluge den!“ De fleste undersøgelser viser imidlertid at det tager mindst 20 minutter at opnå en aerobisk effekt.

Den ’pille’ Covert Bailey tænker på er aerobisk motion — vedvarende bevægelse der får hjertet til at slå hurtigt hvorved kroppen tilføres rigelige mængder ilt som kan forbrænde fedtet. Man kan for eksempel løbe, sjippe, cykle eller gå sig en rask tur. Før man går i gang med et sådant motionsprogram er det dog klogt at rådføre sig med sin læge. De fleste slankeeksperter foreskriver motion, hvilket følgende udtalelser viser.

Den sænkning af stofskiftet „som normalt indtræffer når man er på en kaloriefattig diæt, kan muligvis modvirkes eller mindskes ved at indarbejde fysisk aktivitet i programmet“. — The Journal of the American Medical Association.

„Eksperterne er stort set enige om at regelmæssig motion er et af de bedste midler når man skal tabe sig og holde sig i form. Motion der tvinger pulsen i vejret forhøjer kroppens basalstofskifte i op til femten timer, hvilket betyder at der vil blive forbrændt kalorier selv efter at man er holdt op med at motionere.“ — Bladet Parents.

„I et effektivt slankeprogram er det vigtigt med motion. Regelmæssigheden er vigtigere end intensiteten.“ — Conn’s Current Therapy.

„Motionen forandrer os. Den bringer stofskiftet i vejret, giver flere muskler, hæver antallet af kaloriefortærende enzymer i musklerne samt øger forbrændingen af fedt. . . . Man kan også påvise at stofskiftet hos veltrænede mennesker er en smule højere. Selv under hvile forbrænder de flere kalorier end fede mennesker gør.“ — Fit or Fat?

The Encyclopedia of Common Diseases siger advarende at overvægt kan føre til at man dør af hjertesygdomme og for højt blodtryk, men tilføjer dog trøstende: „De skadelige virkninger af overvægt kan udbedres ved at vægten kommer under kontrol.“

„Det sørgelige er,“ hævder Covert Bailey, „at de meget overvægtige, der som oftest hævder at de vil gøre alt hvad der står i deres magt for at tabe sig, nægter at gøre det der kan gavne dem. De nægter at motionere.“

Det er ikke så mærkeligt at fedtet er så sejlivet når man tænker på at kroppen kan producere fedt af proteiner, kulhydrater og fedtet i kosten. „Næsten alt fordøjeligt som man spiser,“ siger Bailey, „kan kroppen omdanne til fedt.“ Lynslankekure ændrer kroppens kemi så man får „et overvægtigt menneskes kemi. Man er mere tilbøjelig til at blive tyk end før man begyndte kuren“.

Kroppen kræver visse enzymer når den skal forbrænde fedtstofferne. Hvis man ikke har disse enzymer „bliver man fed. Enzymernes antal forøges kun hvis man stimulerer DNA-molekylerne ved at motionere og spise tilstrækkeligt til at der vil dannes aminosyrer til biosyntese,“ siger Bailey.

Musklerne har somme tider brug for en energiindsprøjtning, og derfor kan efterspørgselen efter energi pludselig halvtredsdobles på en brøkdel af et sekund. For at frembringe denne energi må der være tilstrækkeligt med enzymer til at stofskiftet kan sættes i vejret. Disse enzymer findes udelukkende i muskelceller, og de har den særlige egenskab at de er i stand til at forbrænde kalorierne i en fart. Halvfems procent af alle kalorier forbrændes i musklerne. Enzymerne findes i muskelcellernes mitokondrier, og når man motionerer fremmer de forbrændingen af fedtstofferne i muskelvævet for at skaffe energi.

Om disse enzymer siger bogen Fit or Fat?: „Det er gentagne gange blevet bevist at vedvarende aerobisk motion faktisk øger antallet og omfanget af mitokondrier i muskelcellerne. Yderligere biokemiske undersøgelser har bekræftet at motionen bevirker at disse stofskifte-enzymer i mitokondrierne øges.“ Motion sætter altså denne proces i gang. Mangel på motion bevirker derimod at der dannes fedt.

Boardroom Reports for 15. december 1988 priser motionens gavnlige virkninger i høje toner: „Fysisk uvirksomhed fordobler risikoen for hjerteanfald, og forskerne mener at folk med stillesiddende arbejde er lige så udsatte for hjerteanfald som rygere og folk med for højt blodtryk eller for meget kolesterol i blodet.“ Der siges endvidere at „det at bære vægte mens man løber eller går, i høj grad øger motionens gavnlige virkninger“. Det anbefales at man begynder med vægte på et halvt pund og samtidig gør store armbevægelser.

Vær opmærksom på hvad det er der får dig til at spise når du burde lade være. Læg mærke til hvilke undskyldninger du bruger over for dig selv for at bryde de gode forsætter. Affærdig dem med det samme! Afvis dem vredt!

Vær besluttet på at sejre! Find ud af hvad du skal gøre — og gør det! Spis de rette ting i den rette mængde og stol på at din krop vil anvende maden på rette måde. Kroppen er god til at tilpasse sig. Den tilpasser sig den tynde bjergluft ved at danne flere røde blodlegemer som kan transportere ilten rundt i kroppen — men det tager tid. Den tilpasser sig også hvis man udsættes for stærkt solskin, ved at huden danner mere melanin der skal beskytte mod de ultraviolette stråler — men det tager tid. Den vil også tilpasse sig vedvarende motion ved at danne de enzymer der skal til for at omdanne fedtstofferne til energi — men det tager tid.

Vær derfor tålmodig. Det tog tid at blive tyk — tag dig derfor også tid til at blive tynd. Styr mod dit mål skridt for skridt. Små sejre i hverdagen i forbindelse med kost og motion gør det der var en plage til en vane, og før du ved af det vil vanens svinghjul let og elegant bære dig frem til en ny figur! Vind krigen, tab fedtet og nyd sejren!

[Illustrationer på side 9]

Indendørs motionsformer:

Sjipning

Motionscykling

[Illustrationer på side 10]

Udendørs motionsformer:

Jogging

Rask gang