Side 2

Dinosaurerne har længe fascineret både unge og ældre.

Hvad var det egentlig for dyr?

Hvornår levede de?

Hvorfor forsvandt de?

[Kildeangivelse på side 2]

Dinamation International

Fortidens kæmpekrybdyr afsløres

NÅR man står ved kanten af Red Deer River-dalen, lige syd for byen Drumheller i Alberta i Canada, står man på grænsen mellem to verdener. I øjenhøjde ser man i alle retninger ud over de endeløse hvedemarker på Albertas prærier. Retter man derimod blikket ned mod klipperne i den tørre og golde dal, får man indtryk af en verden der er helt forskellig fra vores, nemlig dinosaurernes verden.

I denne dal, hvor dybe kløfter skærer sig ind i de flerfarvede sedimentære klippelag, har man fundet i hundredvis af dinosaurknogler. Selv om nogle af de lokale folk kalder denne golde dal for „the badlands“ (ørkenagtigt område) falder både unge og ældre i forundring når de besøger stedet og ser de fossile rester af nogle af de mest forbløffende dyr der har levet på jorden.

Dinosaurerne opdages

Før 1824 havde man ingen anelse om dinosaurernes eksistens. Men det år fandt man i England fossile knogler af flere forskellige arter af kæmpemæssige krybdyr. Den engelske palæontolog Richard Owen kaldte disse dyr for dinosaurer, efter de græske ord deinos og sauros, der betyder ’frygtelig øgle’. Skønt disse dyr rigtignok var krybdyr men ikke i biologisk forstand hørte til blandt øglerne, benytter man stadig betegnelsen dinosaur.

Siden 1824 har man på alle kontinenter fundet fossiler af fortidens kæmpekrybdyr i sedimentære, eller aflejrede, klippelag. Fossilmaterialet viser at der i en periode af jordens historie fandtes repræsentanter for denne dyregruppe i ganske usædvanlig mængde og variation. Nogle levede på landjorden, andre i sumpområder. Måske levede nogle endda i vandet ligesom den flodhest vi kender i dag.

I det centrale Nordamerika har man udgravet rester af dinosaurer i store mængder. Også fodaftryk har man fundet. Prærierne i det centrale Alberta har blandt andet bidraget med næsten 500 komplette skeletter. Flere ekspeditioner fandt i 1920’erne knogler fra dinosaurer i Gobiørkenen i Centralasien. I 1940’erne fandt en sovjetisk ekspedition i Mongoliet et dinosaurskelet der var omkring 12 meter langt.

I 1986 fandt argentinske forskere på Antarktis de fossile rester af en planteædende dinosaur. Indtil da havde dette kontinent været det eneste større landområde hvor man ikke havde fundet fossiler af dinosaurer. Kort forinden havde en amerikansk forsker fundet dinosaurknogler i North Slope-distriktet i Alaska. I løbet af de sidste hundrede år har man fundet dinosaurknogler så mange steder at det nu står klart at disse dyr har været vidt udbredt i en fjern fortid.

Hvornår levede de?

Fortidskrybdyrene spillede en dominerende rolle blandt jordens livsformer. Men pludselig forsvandt de. Og eftersom de klippelag der indeholder fossile rester af mennesker, alle vegne er aflejret oven på de lag hvor fossiler af disse dyr forekommer, slutter forskerne almindeligvis at mennesket først senere viste sig på jorden.

I den forbindelse hedder det i bogen Palaeontology af James Scott: „Selv de tidligste former af Homo sapiens (mennesket) viste sig længe efter at dinosaurerne var forsvundet . . . Selv når man tager hensyn til eventuelle foldninger (ved bevægelser i jordoverfladen), er de klippelag der indeholder fossile mennesker altid yngre end de lag hvori der findes knogler af kæmpekrybdyrene, dinosaurerne. Deraf følger at de sidstnævnte stammer fra en tidligere periode end de menneskelige rester.“

I Red Deer River-dalen findes et sedimentært klippelag der indeholder knogler fra dinosaurer. Lige over dette findes et rødbrunt lag der følger konturen i skrænten. Over det rødbrune lag findes et lag af siltsten der indeholder fossiler af subtropiske bregner, hvilket viser at klimaet har været varmt. Over dette ligger flere lag kul. Længere oppe ad skrænten findes mere grovkornede jordlag. Og der er ingen dinosaurknogler i nogen af de øvre lag.

Bogen A Vanished World: The Dinosaurs of Western Canada hævder at „alle de 11 overordnede dinosaurformer . . . forsvandt fra de vestlige egne af landets indre inden for samme tidsrum“. I betragtning af dette, samt ud fra den kendsgerning at der ikke er fundet menneskeknogler sammen med dinosaurknogler, er de fleste forskere nået til den slutning at dinosaurtiden udløb før mennesket viste sig.

Nogle anfører dog at når dinosaurknogler og menneskeknogler ikke findes sammen, skyldes det at der ikke levede dinosaurer i områder hvor der var mennesker. Modstridende synspunkter som disse viser at hemmelighederne bag fossilerne ikke så let lader sig afsløre og at ingen i dag kender de eksakte svar.

Særlige karaktertræk

Forskerne mener at der engang har været et stort hav med lavt vand øst for den nordamerikanske bjergkæde Rocky Mountains. Dette hav var flere hundrede kilometer bredt og strakte sig fra det der nu hedder Ishavet til Mexico. Langs den flade kyst var der udbredte sumpskove. Fossilerne antyder at der levede mange slags dinosaurer i disse omgivelser. Edmontosaurus, en andelignende dinosaur der var omkring 9 meter lang, græssede øjensynlig flokvis i sumpene, ligesom kvæg. Denne slutning er palæontologerne nået til på baggrund af velbevarede fodspor med de karakteristiske tre tæer, samt ved undersøgelser af fossilt maveindhold.

Andre vidnesbyrd antyder at visse dinosaurer havde en social adfærd. De færdedes sandsynligvis i flokke på hundrede eller flere. Desuden viser fund af reder med æg, i lag oven på hinanden, at nogle dinosaurer vendte tilbage til samme yngleplads år efter år. Bladet Scientific American oplyser at skeletrester af dinosaur-unger, fundet i nærheden af ynglepladsen, ’giver en stærk formodning om søskendesammenhold og desuden antyder den mulighed at forældrene tog sig af deres unger efter klækningen’.

Fossilerne viser altså at fortidskrybdyrene fandtes i store mængder og i mange forskellige former. Men hvordan så de egentlig ud? Var de alle sammen gigantiske, frygtindgydende uhyrer — ’frygtelige øgler’? Hvorfor uddøde de tilsyneladende så pludseligt?

[Kildeangivelse på side 3]

Smithsonian Institution, Washington, D.C.: Foto nr. 43494

Fortidens krybdyr — forskellige i bygning og størrelse

AF ALLE uddøde livsformer er det sikkert dinosaurerne der har virket mest stimulerende på den menneskelige fantasi. Da man i sin tid dannede betegnelsen dinosaur af de græske ord der betyder ’frygtelig øgle’, havde man udelukkende fundet fossiler af store dyr. Derfor er disse dyr ofte blevet skildret som kæmpemæssige og frygtindgydende uhyrer.

Nogle af fortidens krybdyr var ganske vist kolossale og havde et frygtindgydende udseende — de vejede sandsynligvis ti gange så meget som en stor afrikansk elefant. Men i årenes løb har palæontologer også fundet knogler af langt mindre former, hvoraf nogle er på størrelse med et æsel og andre ikke er meget større end en kylling! Lad os betragte nogle af disse forunderlige fortidskrybdyr.

Flyvende krybdyr

En af de interessante grupper blandt fortidsdyrene er pterosaurerne (flyveøglerne), som indbefatter den såkaldte pterodactyl (den flyvende finger). Disse dyr hørte ikke til blandt dinosaurerne, og de var heller ikke fugle. De udgjorde derimod en selvstændig krybdyrgruppe på linje med krokodiller og dinosaurer. Nogle pterosaurer havde et vingefang på 8 meter. Et fund der blev gjort i Texas i 1975 antyder at nogle endda havde et vingefang på over 15 meter. Disse krybdyr er sandsynligvis de største flyvende skabninger der nogen sinde har levet.

Selv om pterosaurerne havde tænder, kranium, bækkenparti og baglemmer som et krybdyr, var de helt forskellige fra dinosaurerne. Og selv om de lignede fugle, med deres stive aerodynamisk udformede vinger, var de alligevel helt anderledes på flere punkter. Ligesom fuglene havde pterosaurerne hule knogler og kun få bevægelige led i vinger og ankler. Men fuglevingens bæreflade består af fjer og ikke af flyvehud som hos pterosaurerne. Desuden er det hos pterosaurerne den fjerde finger på forlemmerne der er forlænget som støtte for flyvehuden, mens det hos fuglene hovedsagelig er den anden finger der giver vingen stabilitet.

Ornithischierne

Ornithischia (’fuglebækkenagtig’) udgjorde den ene af de to krybdyrordener der populært dækkes under fællesbetegnelsen dinosauria. Hos medlemmerne af denne orden havde bækkenpartiet stor lighed med et fuglebækken, det var blot meget større. Nogle former inden for denne orden var forholdsvis små, andre var enorme. Iguanodonen kunne blive op til 9 meter lang. Hadrosaurerne (andeøglerne) gik eller løb sandsynligvis på to ben, og nogle af dem kunne blive 10 meter lange. Skeletter af flere forskellige former for hadrosaurer viser at deres over- og underkæbe havde form som et andenæb med talrige tænder.

Stegosaurerne var en gruppe ornithischier forsynet med store benplader ned langs ryggen. De gik på alle fire, målte cirka 6 meter i længden og 2,5 meter i højden over bagpartiet. For nylig er det blevet antydet at de store benplader ikke blot tjente som panser men også udgjorde en del af det system der regulerede dyrenes legemstemperatur. Baglemmerne var kraftigt byggede, mens forlemmerne var små. Dette bevirkede at det lille hoved var tæt ved jorden. Halespidsen var forsynet med lange pigge.

Til krybdyrordenen ornithischia hørte også underordenen ceratopsia eller pansrede krybdyr, der var vidt udbredt på jorden. De målte fra 1,8 til 8 meter i længden. Ikke ulig de afrikanske næsehorn havde disse pansrede ’tanks’ en stor udvækst fra kraniet som dannede et karakteristisk nakkeskjold. Den trehornede varietet triceratops var almindelig i dinosaurernes verden. De to horn over øjnene kunne blive næsten én meter lange. Der er fundet talrige fossiler af triceratops i Red Deer River-dalen i Alberta.

Saurischierne — kæmpedinosaurerne

Den anden krybdyrorden der skjuler sig bag fællesbetegnelsen dinosauria hedder saurischia (’øglebækkenagtig’). Medlemmerne af denne gruppe har et bækkenparti der i bygning ligner øglernes, men også her i meget større format. Disse dyr var både store og frygtindgydende, og svarer derfor udmærket til betegnelsen dinosaur. En af disse kæmper var apatosaurus (tidligere kaldet brontosaurus) — en planteædende dinosaur der gik på alle fire, og som kunne blive op til 21 meter lang og veje omkring 30 tons. Både i Nordamerika og Europa har man fundet skeletter af disse dinosaurer.

Den lige så store diplodocus havde ganske vist ben, men på grund af dens lange hals og hale havde den et slangeagtigt udseende. Med en længde på 27 meter er det desuden den længste dinosaur man har fundet. Den vejede dog en smule mindre end apatosaurus. Diplodocus, der er fundet i Nordamerika, havde næseborene placeret på oversiden af hovedet, hvilket satte den i stand til at holde sig næsten helt neddykket.

Så er der brachiosaurus. Et skelet fundet i Tanzania målte 21 meter i længden. Man anslår at nogle eksemplarer vejede over 85 tons. Med en højde på 12 meter og kroppens bagudrettede hældning havde den en vis lighed med en giraf.

I 1985 fandt man et usædvanlig stort fossil i New Mexico i De Forenede Stater. Direktøren for New Mexicos Naturhistoriske Museum gav det navnet seismosaurus. Efter alt at dømme har dyret været omkring 30 meter langt og har måske vejet 100 tons!

Den bidsk udseende tyrannosaurus rex („konge-tyran-øglen“) var omkring 12 meter lang, 3 meter høj ved hoften og målte godt 6 meter i højden når den stod på bagbenene. Hovedet kunne være op til 1,2 meter langt, og den store mund var forsynet med adskillige 15 centimeter lange kegleformede tænder. Baglemmerne var kraftigt byggede mens forlemmerne var ganske små. Desuden havde tyrannosaurus en kæmpemæssig hale. Man antager nu at tyran-øglen ikke gik omkring i oprejst stilling men at den holdt kroppen vandret mens den brugte halen til at flytte kroppens tyngdepunkt og derved holde balancen.

Scenen skifter

Fossilerne viser helt klart at der har levet dinosaurer i stort tal over hele jorden, i et oldtidslandskab der forsvandt for længe siden. Disse forbløffende dyr uddøde sammen med en lang række af andre dyr og planter. Med hensyn til hvornår dette fandt sted siger palæontologen D. A. Russell: „Desværre er de dateringsmetoder vi råder over noget upræcise når det gælder om at tidsfæste begivenheder der fandt sted for så længe siden.“

Hvad skete der med fortidens kæmpekrybdyr? Hvad fortæller det os at de fremstod pludseligt og forsvandt lige så pludseligt? Sætter dinosaurernes eksistens spørgsmålstegn ved grundlæggende principper i den darwinistiske evolutionsteori? Disse spørgsmål vil blive behandlet i den følgende artikel.

[Diagram på side 8, 9]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

9 meter

6 meter

3 meter

Hvad blev der af dinosaurerne?

„PALÆONTOLOGI er læren om fossiler, og fossiler er rester af forgangne tiders liv,“ forklarer en lærebog. Men som en palæontolog har sagt, er det „en udpræget spekulativ og selvklog videnskabsgren“. Dette kommer i høj grad til udtryk i forbindelse med dinosaurerne. Princeton-forskeren G. L. Jepson opregner nogle spekulative forklaringer på hvad der blev af dinosaurerne. Han siger:

„Forfattere med forskellig kompetence har begrundet dinosaurernes uddøen med at klimaet ændrede sig . . . eller at fødemulighederne ændrede sig. . . . Andre skribenter har tilskrevet det sygdomme, parasitter, . . . ændringer i lufttrykket eller i atmosfærens sammensætning, giftige luftarter, vulkansk støv, for stor iltproduktion hos de grønne planter, meteoritter, kometer, dræning af den genetiske pulje forårsaget af små ægspisende pattedyr, . . . kosmisk stråling, ændringer i jordens polaritet, oversvømmelse, kontinentaldrift, . . . udtørring af sump- og søområder, samt solpletter.“ — The Riddle of the Dinosaur.

Som det fremgår af disse spekulative forklaringer er forskerne ikke i stand til med blot nogenlunde sikkerhed at svare på spørgsmålet: Hvad blev der egentlig af dinosaurerne?

En katastrofeteori

En af de seneste teorier er blevet fremsat af Walter Alvarez og hans søn Luis. Uden for byen Gubbio i det mellemste Italien opdagede Walter Alvarez et ejendommeligt, tyndt, rødt lag af ler imellem to kalkstenslag i en klippeformation. Det nederste kalkstenslag indeholdt en mængde fossiler, hvorimod der næsten ingen var i det øverste lag. Dette førte geologerne til den slutning at livet pludselig var blevet udslettet og at der måtte være en forbindelse mellem det tynde, røde lag af ler og denne udslettelse.

Undersøgelser af leret afslørede en usædvanlig høj koncentration af metallet iridium, en koncentration der var 30 gange højere end den man normalt finder i klipper. Geologerne vidste at en så høj koncentration af dette sjældne grundstof måtte stamme enten fra jordens indre eller fra kilder uden for jorden. De drog den slutning at dette iridium stammede fra en kæmpemæssig asteroide der havde ramt jorden og bevirket at dinosaurerne blev udslettet.

Efter opdagelsen af det iridiumholdige ler ved Gubbio fandt man lignende forekomster i andre egne af verden. Bestyrkede dette så asteroide-teorien? Nogle forskere er stadig skeptiske. Men som det hedder i bogen The Riddle of the Dinosaur, pustede Alvarez’ teori „nyt liv i forskningen omkring arternes udvikling og uddøen“. Og palæontologen Stephen Jay Gould indrømmer at dette vil kunne mindske „betydningen af konkurrencen mellem arterne“.

Om denne nye teori og den tilsyneladende pludselige udslettelse af dinosaurerne erkender en videnskabsskribent: „Det vil muligvis kunne ryste evolutionsbiologien i dens grundvolde og rejse tvivl om gyldigheden af læren om naturlig udvælgelse.“

En forsker fra Arizonas universitet ved navn David Jablonski siger at ’mange planter og dyr forsvandt pludseligt og på en noget speciel måde. En masseudslettelse er ikke blot den samlede effekt af en gradvis uddøen. Der skete noget usædvanligt’. Også deres tilsynekomst skete pludseligt. I bladet Scientific American hedder det: „Den pludselige tilsynekomst af begge underordener af pterosauria, helt uden umiddelbare forfædre, er et ret typisk fænomen i fossilmaterialet.“ Dette gælder også dinosaurerne. Deres forholdsvis pludselige tilsynekomst og forsvinden er i modstrid med den almindeligt antagne teori om en langsom udvikling.

Dateringen

Eftersom dinosaurknogler almindeligvis findes i dybereliggende jordlag end menneskeknogler, har nogle draget den slutning at de stammer fra en tidligere periode eller æra. Geologerne kalder denne æra mesozoikum og opdeler den i tre perioder kaldet trias, jura og kridt. Længden af hver enkelt periode angives til adskillige millioner år. Men hvor sikre er disse tidsangivelser?

En af de metoder man benytter til at aldersbestemme fossiler kaldes kulstof-14-metoden. Denne dateringsmetode bygger på en måling af det henfald af radioaktivt kulstof der finder sted i en organisme efter at den er død. „Når en organisme dør, optager den ikke længere kuldioxid fra omgivelserne, og mængden af den radioaktive isotop aftager i tidens løb, efterhånden som den henfalder,“ forklares det i Science and Technology Illustrated.

Metoden er imidlertid behæftet med alvorlige begrænsninger. For det første er radioaktiviteten så svag i et fossil der antages at være omkring 50.000 år gammelt, at den kun kan registreres med største vanskelighed. For det andet kan det selv ved langt yngre objekter være vanskeligt at måle radioaktiviteten nøjagtigt, fordi niveauet allerede er faldet drastisk. For det tredje kan forskerne ganske vist måle den hastighed hvormed det radioaktive kulstof dannes i dag, men de har ingen mulighed for at beregne koncentrationen af dette kulstof i en fjern fortid.

Uanset om forskerne søger at aldersbestemme fossiler ved hjælp af kulstof-14, eller de søger at datere klipper og jordlag ved hjælp af andre radiometriske metoder baseret på isotoper af for eksempel kalium, uran eller thorium, er de altså ikke i stand til at fastslå den oprindelige koncentration af disse stoffer op gennem tiden. Som professor i metallurgi Melvin A. Cook siger: „Man kan kun gætte sig til disse koncentrationer [af radioaktive stoffer]. Dateringerne kan derfor ikke blive bedre end disse gæt.“ Dette forbehold gælder navnlig når vi tager i betragtning at vandfloden på Noas tid, for mere end 4300 år siden, medførte enorme ændringer i atmosfæren og på jorden.

Geologerne Charles Officer og Charles Drake fra Dartmouth College sætter endnu et spørgsmålstegn ved nøjagtigheden af de radiometriske dateringsmetoder. De siger: „Vi er nået til den konklusion at iridium og andre lignende grundstoffer ikke blev aflejret øjeblikkeligt . . . men at der snarere er foregået en koncentreret og varierende tilgang af disse stoffer, i løbet af en forholdsvis kort geologisk periode med en længde på mellem 10.000 og 100.000 år.“ De fremfører at adskillelsen og bevægelsen af kontinenterne medførte forstyrrelser over hele kloden og forårsagede vulkanudbrud der blokerede for sollyset og forurenede atmosfæren. Sådanne voldsomme begivenheder kunne i høj grad påvirke mængden af radioaktive stoffer og således forvrænge resultaterne af de moderne dateringsmetoder.

Dinosaurerne og skabelsesberetningen

Selv om de radiometriske dateringsmetoder er avancerede, bygger de stadig på spekulationer og antagelser. I modsætning til dette beskriver Bibelen ganske enkelt i Første Mosebog den rækkefølge hvori alt blev skabt. Denne beretning giver rum for at det kan have taget milliarder af år at danne jordkloden, og at hver af de seks ’skabelsesdage’ hvor jorden blev gjort egnet til bolig for mennesket kan have varet flere tusind år.

Visse dinosaurer (og pterosaurer) kan være blevet skabt i den femte skabelsesperiode, hvor Gud ifølge Bibelens beretning skabte „flyvende skabninger“ og „de store havuhyrer“. Andre former for dinosaurer kan være blevet skabt i den sjette periode. I betragtning af den rigelige vegetation der tydeligvis fandtes på den tid, har den enorme mængde af dinosaurer med glubende appetit passet helt naturligt ind i miljøet. — 1 Mosebog 1:20-24.

Da dinosaurerne havde opfyldt den hensigt hvormed de var blevet skabt, gjorde Gud ende på deres liv. Men Bibelen oplyser intet om hvordan eller hvornår han gjorde det. Selv om vi på nuværende tidspunkt ikke fuldt ud forstår hvad Jehovas hensigt har været i denne sag, kan vi være sikre på at Han skabte dinosaurerne med et ganske bestemt formål. Dinosaurerne var hverken fejlslagne eksperimenter eller produkter af en udvikling. Det at de pludselig kommer til syne i fossilmaterialet, uden at have nogen forfædre, og forsvinder igen uden at efterlade sig nogen fossile overgangsformer, modbeviser påstanden om at disse dyr skulle have udviklet sig gradvis i løbet af årmillioner. Fossilmaterialet støtter altså ikke evolutionsteorien, men er helt i overensstemmelse med Bibelens skabelsesberetning.

[Tekstcitat på side 10]

De fossile vidnesbyrd om dinosaurerne støtter ikke evolutionsteorien men skabelsesberetningen