Side 2

I juni 1988 oplevede den romersk-katolske kirke sit første skisma i over hundrede år. Det skete med ekskommunikationen af den traditionalistiske ærkebiskop Lefebvre. Et år efter bruddet hævdede den oprørske prælat at hans tilhængeres antal i mellemtiden var øget med mellem 10 og 20 procent.

Inden da havde hundreder af katolske teologer underskrevet en erklæring hvori de protesterede mod det de anså for paveligt magtmisbrug i forbindelse med udnævnelse af nye biskopper og lærespørgsmål, for eksempel angående fødselskontrol.

I politisk henseende står katolikkerne dybt splittede; nogle er ultrakonservative, mens andre er fortalere for samfundsreformer eller endog væbnet revolution. Det er forståeligt hvis disse splittelser gør den jævne katolik rådvild.

Et nyt skisma

Af Vågn op!-​korrespondent i Frankrig

DEN 30. juni 1988 vil gå over i den romersk-katolske kirkes historie som dagen da den franske ærkebiskop Marcel Lefebvre trodsede Vatikanet ved at bispevie fire præster på sit seminarium i Schweiz, hvor han underviste efter gammelkatolsk praksis. Handlingen udløste en ekskommunikation af Lefebvre og de fire nye biskopper og gav anledning til det første skisma i den katolske kirke siden 1870, det år da de såkaldte gammelkatolikker brød med moderkirken på grund af spørgsmålet om pavens ufejlbarhed.

Kimen til splittelsen

Kløften mellem Vatikanet og ærkebiskop Lefebvres højrekonservative katolske bevægelse var med tiden blevet stadig større. Kimen til skismaet skal søges ved Det Andet Vatikankoncil, sammenkaldt fra 1962 til 1965 af pave Johannes XXIII, der havde opstillet to målsætninger. Den ene blev kaldt aggiornamento (ajourføring), og den anden sigtede mod en genforening af alle de såkaldte kristne kirker.

Ærkebiskop Lefebvre deltog som katolsk gejstlig i koncilet, men tog afstand fra begge målsætninger. Som renlivet traditionalist mente han, og mener han stadig, at den katolske kirke ikke trænger til nogen ajourføring. Han bekender sig helhjertet til den traditionelle katolske opfattelse: „Uden for kirken ingen frelse,“ og er derfor overbevist om at „kristne“ kun kan genforenes ved at alle ikkekatolikker slutter sig til den romersk-katolske kirke.

Imod religionsfrihed

Et år efter ekskommunikationen erklærede ærkebiskop Lefebvre på sine konservative forbundsfællers vegne: „Vi er kategorisk imod tanken om trosfrihed og dens følger, især økumenismen, som jeg personligt finder uantagelig.“

Det var langtfra nye toner. Lefebvre fulgte blot trofast den katolske tradition. Den 15. august 1832 udsendte pave Gregor XVI rundskrivelsen Mirari Vos, hvori han fordømte religionsfriheden som en „misforståelse, eller rettere en galskab“. Toogtredive år senere offentliggjorde pave Pius IX sin Syllabus Errorum, der fordømte den opfattelse at „hvert menneske har frihed til at antage og bekende den tro som han i lyset af fornuften mener er sand“.

Ved at forkaste økumenismen viste ærkebiskop Lefebvre blot at han holdt sig til den opfattelse i katolsk dogmatik som går ud på at der kun findes „én, hellig, katolsk og apostolsk“ kirke.

Opbragt over „protestantisk“ messe

Ærkebiskop Lefebvre og hans tilhængere har især svært ved at kapere de reformer som Det Andet Vatikankoncil indførte i den traditionelle katolske liturgi. I den oprørske prælats øjne har disse reformer givet messen et „protestantisk“ anstrøg. Han anker ikke kun over at der anvendes nutidssprog i stedet for latin, men mener at man er gået for langt for at tiltrække protestanterne, og at selv den latinske liturgi pave Paul VI godkendte, er „kættersk“.

For at videreføre den traditionelle latinske messe oprettede ærkebiskop Lefebvre i 1970 i den schweiziske by Ecône et præsteseminarium ledet af Sankt Pius X’s Præsteorden, som han grundlagde samme år. Efterhånden som bevægelsen fik vind i sejlene, oprettede han andre konservative katolske seminarier i Europa og Nord- og Sydamerika, hvor i hundredvis af unge mænd får en ultrakonservativ præsteuddannelse.

Trods pave Paul VI’s forbud i 1976 har den oprørske prælat ordineret godt 200 traditionalistiske præster, som celebrerer messen på latin i klostre og i ulovligt besatte katolske kirker.a Vatikanet indrømmer at Lefebvre har cirka et hundrede tusind kampberedte tilhængere, men andre kirketalsmænd mener at tallet ligger nærmere en halv million. Selv hævder Lefebvre at millioner af katolikker deler hans anskuelser.

Behovet for en arvtager

I den katolske kirke kan en biskop ordinere præster, mens paven har eneret på at godkende bispevielser. Den aldrende Lefebvre indså derfor på et tidspunkt at hans præsteorden efter hans død risikerede at stå uden en biskop til at ordinere præster. Øjensynlig i håb om at det ville gå sådan trak Vatikanet forhandlingerne med ham i langdrag og stillede ham til sidst et ultimatum: Enten gik han med til at der blev ordineret en biskop som Vatikanet godkendte, eller også ville han — såfremt han selv foretog en bispevielse — blive ekskommunikeret.

Den 30. juni 1988 bispeviede den oprørske prælat så fire traditionalistiske gejstlige i overværelse af tusinder af tilhængere. Dagbladet International Herald Tribune, der udkommer i Paris, berettede: „Ærkebiskop Lefebvres bispevielse af fire nye biskopper kastede en skygge over et konsistorium [kirkeråd] i Vatikanet hvor paven ophøjede 24 biskopper til medlemmer af kardinalkollegiet. Vatikanet aflyste en særlig koncert for at tilkendegive sin ’dybe smerte’ over ærkebiskop Lefebvres handling. ’Dette er en sorgens dag,’ udtalte [den franske] kardinal Decourtray.“

Dette skisma har ikke blot voldt Vatikanet smerte, men også skabt forvirring og rådvildhed blandt millioner af oprigtige katolikker verden over.

[Fodnote]

Skismaernes lange historie

ORDET „skisma“ defineres blandt andet som „kirkelig spaltning“. Her følger en række eksempler på skismaer:

330: „Skismaet mellem den græske og den latinske kristenhed. . . . Grundlæggelsen af Konstantinopel, ’det nye Rom’ (330), erstattede ’det gamle Rom’ som kejserrigets hovedstad og lagde kimen til en fremtidig kirkelig kappestrid mellem den græske kirke i Øst og den latinske kirke i Vest.“ — The Encyclopedia of Religion.

330-867: „Fra det tidspunkt bispesædet Konstantinopel blev grundlagt til det store skisma i 867 indtraf der utallige midlertidige brud på fællesskabet. . . . Ud af disse 544 år (323-867) tilbragte Konstantinopel ikke færre end 203 år i brud [med Rom på grund af teologiske stridspunkter vedrørende treenighedslæren og spørgsmålet om billeddyrkelse].“ — The Catholic Encyclopedia.

867: „Bispesædet Konstantinopel stod stejlt over for Rom under det såkaldte Fotios-skisma. Da pave Nikolaus I bestred retmæssigheden af Fotios’ ophøjelse til patriarkværdigheden, . . . nægtede den byzantinske patriark at bøje sig. . . . Nikolaus . . . ekskommunikerede Fotios; et koncil i Konstantinopel reagerede (i 867) ved til gengæld at ekskommunikere Nikolaus. De umiddelbare stridsspørgsmål mellem de to bispesæder drejede sig om liturgien, kirketugten over for gejstlige, samt hvem der besad den kirkelige overhøjhed.“ — The New Encyclopædia Britannica.

1054: „ØST-VEST-SKISMAET, en begivenhed der udløste den endelige adskillelse mellem de østlige [græsk-ortodokse] kristne kirker . . . og den vestlige [romersk-katolske] kirke.“ — The New Encyclopædia Britannica.

1378-1417: „[DET STORE] VESTLIGE SKISMA — Den periode . . . hvori den vestlige kristenheds lydighedspligt var splittet mellem to, senere tre, paver [hvor to såkaldte modpaver i henholdsvis Pisa og den franske by Avignon lå i strid med paven i Rom].“ — New Catholic Encyclopedia.

16. årh.: „Om den protestantiske reformation . . . anvender den katolske kirke oftest betegnelsen kætteri frem for skisma.“ — Théo — Nouvelle encyclopédie catholique.

1870: „Det Første Vatikankoncil, som forfægtede pavens ’ufejlbarhed’, resulterede i ’gammelkatolikkernes’ brud.“ — La Croix (parisisk katolsk dagblad).

1988: Splittelse forårsaget af ærkebiskop Lefebvre, der „udløste et skisma i den katolske kirke ved både at trodse paven og ånden i Det Andet Vatikankoncil . . . [Lefebvre] regner protestantismen for kættersk, anser økumeni for Djævelens værk, og vil hellere dø ekskommunikeret end lade sig forlige med en ’modernistisk’ kirke.“ — Catholic Herald.

Hvorfor den „dybe bekymring“?

PAVE JOHANNES PAUL II har udtrykt „fortvivlelse“ over det skisma ærkebiskop Lefebvres traditionalistiske katolske bevægelse har afstedkommet. Han tilføjede at kirken har reageret med „dyb bedrøvelse“.

Den katolske præst Joaquín Ortega, vicesekretær ved den katolske bispekonference i Spanien, siger beklagende: „Vi er forfaldet til ’supermarkeds-katolicisme’. Folk vælger og vrager efter deres eget hoved, som om vore læresætninger var konserves på en hylde.“

Ærkebiskop Lefebvre fastholder at Det Andet Vatikankoncil forrådte den traditionelle katolske kirke ved at muliggøre forandringer, hvorved koncilet efter hans mening rystede katolikkernes tro på at de står i den eneste sande kirke.

International Herald Tribune har sammenfattet Lefebvres og hans tilhængeres argumenter således: „Traditionalisterne hævder at enten tog kirken fejl før koncilet eller også tager den fejl nu, men mener ikke at begge dele kan være tilfældet. De siger at hvis kirken tog fejl inden koncilet, tog den måske også fejl vedrørende andre lærepunkter. ’Vi er her for at tilkendegive vor samhørighed med den kirke der har eksisteret til hver en tid,’ udtalte ærkebiskoppen.“

Mange oprigtige katolikker spekulerer imidlertid på om det kirken lærte og gjorde før Det Andet Vatikankoncil var rigtigt eller forkert.

Liberale katolikkers bekymring

Mange liberalt indstillede katolikker ængstes for at det de ser som fremskridt udvirket ved Det Andet Vatikankoncil skal blive undermineret som følge af Lefebvre-sagen. Deres ængstelse har fået næring ved nylige officielle udtalelser fra Vatikanet, for eksempel af kardinal Ratzinger. I sin egenskab af præfekt ved Kongregationen for Troslæren, der i fire hundrede år hed Inkvisitionen, er han den rene katolske tros nidkære vogter.

Han har for eksempel udtalt: „Skismaer opstår kun når nogen hører op med at elske og leve efter bestemte sandheder og værdinormer i den kristne tro.“ Reformvenlige katolikker gruer for at kardinalen tænker på „sandheder og værdinormer“ der kendetegnede den katolske kirke før Det Andet Vatikankoncil.

Frygtens stemme har ladet sig høre i artiklen „Et skismas pris“ i den franske avis Le Monde. Heri stod: „Hvem ved om Vatikanet ikke — uden selv at vide eller indrømme det — er begyndt at praktisere ’traditionalisme uden Lefebvre’? . . . Er [Vatikanet] ikke i færd med at forsøge at vinde de traditionalistisk indstillede gejstlige og lægfolk tilbage igen, og frem for alt gøre katolsk autoritet og katolske værdinormer gældende hvor disse anfægtes mest åbenlyst, især i Vesteuropa og Nordamerika?“

Afvigende teologer

I januar 1989 udsendte 163 katolske teologer fra Vesttyskland, Holland, Østrig og Schweiz en udtalelse der nu er kendt som Köln-erklæringen. I ugerne efter indløb der sympatitilkendegivelser fra hundreder af katolske teologer i andre lande, deriblandt Italien. Teologerne slog sig i tøjret fordi Vatikanet egenmægtigt havde udnævnt en konservativ gejstlig til ærkebiskop af Köln og derved var gået imod det lokale hierarkis ønsker. Protesten gjaldt dog ikke kun udnævnelsen af biskopper fra højrefløjen, men også de skridt Vatikanet har taget til at lukke munden på teologer der afspejlede „den teologiske tankegang som Det Andet Vatikankoncil lagde vægt på“. Teologerne betvivlede også pavens ret til at gennemtrumfe sine synspunkter „inden for doktrinundervisningen“, især angående fødselskontrol.

Kardinal Ratzinger gav utvetydigt svar på tiltale ved at meddele at de der forkaster Vatikanets holdning til fødselskontrol og skilsmisse fejlfortolker begreberne „samvittighed“ og „frihed“ og øver vold på kirkens traditionelle lære. For nylig mindede han gejstlige i USA om at de ikke burde lade deres undervisning præge af teologernes „disharmoniske koncert“.

Mange katolikker desorienterede

I et interview med Le Monde har en fransk katolsk teolog erklæret: „Det vil være forkert at hævde . . . at denne krise kun berører teologerne. De sætter blot ord på særdeles mange katolikkers bekymring.“

Mange oprigtige katolikker spekulerer på om den oprørske ærkebiskop Lefebvre trods ekskommunikationen har ’tabt et slag men vundet krigen’. Der gøres faktisk indrømmelser over for Lefebvre-tilhængerne i et forsøg på at få dem tilbage i folden. Messen holdes atter på latin i mange kirker, og der indsættes konservative biskopper. Interessant nok spørger traditionalistiske katolikker: ’Hvorfor blev monsignore Lefebvre ekskommunikeret når katolske præster i Holland kan velsigne homoseksuelle „ægteskaber“, og sydamerikanske præster kan gå ind for den revolutionære befrielsesteologi uden at blive forvist fra kirken?’

Dette forvirrer mange katolikker. En fransk katolik har i det katolske dagblad La Croix skrevet: „Almindelige kristne som jeg, lider under at [kirkens stridende parter] ikke får talt ud og når til enighed. Nogle er umærkeligt på vej bort fra at udøve deres tro, og måske endda fra kirken.“

Utvivlsomt kan sådanne kirkemedlemmer ikke forstå hvorfor den kirke de anser for at være den eneste sande, er så splittet. Præsten René Laurentin har spurgt: „Hvorfor denne splittelse blandt kristne?“ Lad os kort se på nogle af årsagerne hertil.

[Tekstcitat på side 7]

„Traditionalisterne hævder at enten tog kirken fejl før koncilet eller også tager den fejl nu, men mener ikke at begge dele kan være tilfældet.“ — International Herald Tribune.

Hvorfor denne splittelse?

IFØLGE et religionsleksikon er der tre grundlæggende årsager til religiøse splittelser eller skismaer, nemlig læremæssig, organisatorisk og politisk uenighed. Lad os se om situationen inden for den katolske kirke passer ind i dette mønster.

Teologi eller sandheden fra Bibelen?

I sin egen analyse af årsagen til de aktuelle splittelser i den katolske kirke skriver præsten René Laurentin: „For mig er den afgørende årsag tydelig, nemlig ideologiske meningsforskelle.“ Han sigter til den progressive ideologi som modsætning til den traditionelle konservatisme som ærkebiskop Lefebvre står for. Den dominikanske prior Jean-Pierre Lintanf siger: „Troen er én, teologierne er forskellige.“

De ideologiske afvigelser der skaber splittelse inden for kirken, kunne undgås hvis kirken byggede sin lære på Bibelen. Faktisk erklærede Det Andet Vatikankoncil også: „Det hellige ord er et dyrebart redskab i Guds mægtige hånd til at udvirke den enhed som Frelseren tilbyder alle mennesker.“ Men det samme koncil undergravede Bibelens forenende værdi ved at udtale: „Kirken bygger ikke sin forvisning om alle åbenbarede sandheder på Den Hellige Skrift alene. Følgelig må både Skriften og Traditionen anerkendes og æres med lige mål af andagt og ærbødighed.“ Videre hedder det: „Den hellige teologi forlader sig på Guds skrevne ord i forening med den hellige Tradition.“

Jesu ord til farisæerne kan træffende overføres på den katolske kirkes læremyndighed: „I [har] sat Guds lov ud af kraft for jeres overleverings skyld.“ (Mattæus 15:6, da. aut.) En oprigtig katolsk kvinde har til et fransk katolsk tidsskrift skrevet: „Hvis gejstligheden ikke længere føler sig motiveret til at prædike Guds ord, kan det da overraske at de troende bliver færre eller søger andre steder hen? (Med Jehovas Vidner og traditionalisterne er det anderledes på grund af deres tro.)“

En splittet gejstlighed

Lad os også se på de organisatoriske årsager til splittelserne i kirken. Det skisma ærkebiskop Lefebvre udløste, havde direkte forbindelse til de katolske dogmer om „apostolsk succession“ og pavens overhøjhed som primas. Lefebvre hævder at „den magt til at undervise, herske og helliggøre som Kristus tildelte sine apostle, . . . videreføres i kirkens bispekollegium.“ Modsat hævdes det at biskoppen af Rom, paven, er „den øverste af alle biskopperne, ikke blot i rang, men også i præstelig myndighed“. — New Catholic Encyclopedia.

Men bygger disse læresætninger på Bibelen? Samme katolske leksikon indrømmer at „man ikke i Det Nye Testamente finder nogen udtalelser af Kristus om hvordan den apostolske myndighed skulle videregives“. Værket vedgår også at „pavens primat“ (overhøjhed) ikke blev „forstået klart eller udtrykkeligt bekendt“ i den latinske kirke før det femte århundrede.

I disse tider udfordres den katolske kirkes hierarkiske struktur fra øverst til nederst. Den viser sig at være en splittende faktor idet biskopper, teologer, præster og lægfolk åbent erklærer sig uenige med paven i spørgsmål om tro, moral og kirkeledelse. I „Köln-erklæringen“ hedder det: „Hvis paven overskrider sin kompetence, kan han ikke forlange lydighed i katolicismens navn.“

Politisk splittelse

Den engelske avis Economist har skrevet: „Som Lefebvre-tilhængerne ser det, er deres kirke blevet offer for en sammensværgelse der har udleveret den til marxister, modernister og protestanter. Monsignore Lefebvre mener at den franske revolution gav rum for at en beklagelig modernisme og liberalisme vandt indpas i verden, og at Det Andet Vatikankoncil gav rum for at den franske revolution . . . vandt indpas i kirken.“ Mange højreorienterede katolikker er af samme opfattelse. Modsat mener venstreorienterede katolikker at samfundsreformer er påkrævede, og nogle går så vidt at de accepterer tanken om væbnet revolution. Politik er således endnu en splittende faktor blandt katolikker.

Til slut i artiklen „Hvorfor denne splittelse blandt kristne?“ skriver René Laurentin at den katolske kirkes troværdighed beror på om den lever op til Jesu ord: „Derpå skal alle kende, at I er mine disciple, om I har indbyrdes kærlighed.“ — Johannes 13:35, da. aut.

Ved hjælp af denne prøvesten har mange oprigtige katolikker verden over fundet at den katolske kirkes påstand om at være den eneste sande kirke ikke er troværdig. Mange har erkendt at det er sandt hvad Jesus sagde: „Et Hus, som er i Splid med sig selv, kan aldrig bestaa,“ og er derfor ’umærkeligt på vej bort fra kirken’. — Mattæus 12:25, Konstantin-Hansen.

Ikke så få katolikker søger nu et ’hus’ som består af sande kristne der er forenede i ægte broderkærlighed og hverken er splittede af ubibelske dogmer, et uenigt hierarki eller modstridende politiske holdninger. Tusinder har fundet hvad de søgte da de begyndte at komme sammen med Jehovas vidner.

[Illustration på side 9]

Jesus fordømte farisæerne fordi de fulgte deres overleveringer frem for Guds ord