Side 2

DYREFORSØG som led i den lægevidenskabelige forskning giver anledning til en stærkt følelsesladet debat om hvorvidt denne praksis er etisk og moralsk forsvarlig. Forskere hævder at mange lægevidenskabelige fremskridt slet ikke havde været mulige uden dyreforsøg. En af dem siger: „Hvis vi ikke kunne udføre dyreforsøg, stod vi i stampe.“

DYREVÆRNSAKTIVISTER klager over at dyrenes rettigheder tilsidesættes og at millioner af forsøgsdyr behandles nedværdigende. Dyrevenner hævder at der i dag findes anvendelige alternativer, for eksempel datamodeller og vævskulturer, som forskerne burde benytte.

DER kan siges både for og imod dyreforsøg. Vi tager spørgsmålet op til behandling i den indledende artikelserie idet vi først ser på det under forskernes synsvinkel.

Dyreforsøg — Godt eller ondt?

HVIS du hører til de mange millioner der blev født omkring århundredskiftet, er du sikkert udmærket klar over at du har levet længere end dine forældre og den læge eller jordemoder der hjalp dig til verden forventede. Hvis du er født i USA, Canada eller Europa, var din forventede levetid i år 1900 cirka 47 år, og i andre lande var den endnu kortere. Nu til dags er den forventede levealder i mange lande over 70 år.

Ja, meget har forandret sig siden århundredskiftet. Dine bedste- og oldeforældre oplevede hvordan talrige ukontrollable sygdomme tyndede stærkt ud i deres slægtled. For eksempel kostede koppesygdommen hvert år utallige tusinder livet og vansirede millioner af andre. Influenzaerne hærgede — én epidemi alene krævede 20 millioner dødsofre på ét år (1918-1919). Under den tyfusepidemi der fulgte i kølvandet på den første verdenskrig døde tre millioner russere. Og under den anden verdenskrig forekom der plettyfusepidemier i mange andre lande. Man anslår at hver fjerde tyfuspatient døde.

Den frygtelige sygdom børnelammelse, senere kendt som polio, kostede årligt 30.000 mennesker livet og invaliderede tusinder af andre, især børn. Nogle døde som spæde fordi de blev ramt af gastrisk feber, difteri, skarlagensfeber, mæslinger, kighoste eller lungebetændelse. Sygdomslisten synes endeløs. Omtrent hvert tiende barn født i 1915 døde i løbet af sit første leveår. Man kunne hverken operere for hjernesvulster, eller åbne forsnævrede arterier. Lægerne kunne intet stille op over for hjerteanfald, og kræft betød den visse død.

Men gamle dages dødbringende sygdomme er nu overvundet i en sådan grad at vor forventede levetid siden århundredskiftet er øget med cirka 25 år. I store dele af verden har børn der fødes i dag således en forventet levetid på cirka 70 år.

Prisen for at redde liv

Det er glædeligt at de fleste børn og unge er blevet forskånet for en lang række af de dødbringende sygdomme som forkortede mange af deres forfædres liv. Men de befinder sig måske ikke så godt ved tanken om at mange af menneskets lodne venner — hunde, katte, kaniner, aber og andre dyr — er blevet ofret i lægevidenskabens tjeneste ’for at folk i dag kunne leve længere og være sundere,’ som forskerne ofte siger.

Praktisk taget alle sygdomme der i dette århundrede er blevet udryddet eller bragt under kontrol — polio, difteri, fåresyge, mæslinger, røde hunde, kopper og lignende — er blevet overvundet ved hjælp af dyreforsøg. Bedøvelsesmidler, smertestillende midler, intravenøs madning og nye medikamenter, strålebehandling og kemoterapi mod kræft — alle disse (og mange andre) landvindinger er blevet afprøvet og fundet virkningsfulde gennem dyreforsøg.

„Praktisk taget ingen af vor tids vigtige behandlingsmetoder eller operationsteknikker kunne være udviklet uden dyreforsøg,“ udtaler den kendte neurolog dr. Robert J. White. „Eksperimenter på hunde og andre dyr førte til at man lærte at operere på åbent hjerte, transplantere organer og konstruere en pacemaker, samt til at man opdagede insulin og derved fik mulighed for at behandle sukkersyge. Polio . . . er i USA næsten fuldstændig udryddet af vacciner der er færdigudviklet gennem forsøg med aber. Ved hjælp af dyreforsøg har forskerne øget helbredelsesprocenten for børn med akut lymfatisk leukæmi fra fire procent i 1965 til 70 procent i dag,“ oplyser samme læge.

Dyreforsøgenes værdi bekræftes af Harold Pierson, der har arbejdet som assistent for dr. F. C. Robbins ved Western Reserve-universitetet i Cleveland i Ohio. Han har fortalt Vågn op! at man benyttede abenyrer i eksperimenterne med at finde en poliovaccine der kunne indtages gennem munden. Vævet fra én nyre var nok til tusinder af forsøg. Han fortæller: „Aberne blev holdt under humane forhold og var altid bedøvede under indgrebene. Overlagt dyremishandling var der afgjort ikke tale om; men operationerne gjorde dem til ufrivillige ofre for videnskabelig mishandling.“

Hjertekirurgi og Alzheimers sygdom

Som en direkte følge af dyreforsøg har kirurgerne lært at åbne arterier der er blokerede af kolesterolaflejringer, og har derved forebygget mange hjerteanfald — den hyppigste dødsårsag i den vestlige verden. Dyr lægger krop til lægers første erfaringer med at fjerne store hjernesvulster og sy afrevne ben, arme, hænder og fingre på igen. Dr. Michael DeBakey, der foretog den første vellykkede bypass-operation, har sagt: „På mit lægelige forskningsfelt, hjerte-karkirurgien, bygger så at sige hvert eneste banebrydende fremskridt på dyreforsøg.“

Om Alzheimers sygdom har dr. Zaven Khachaturian ved USA’s Nationale Institut for Alderdomsforskning sagt: „For otte år siden stod vi på bar bund, men siden da er der sket utrolige fremskridt i forskningen af Alzheimers sygdom fordi vi har satset stærkt på den grundforskning af hjernens funktioner der er foregået siden 1930’erne.“ Dyreforsøg har været den vigtigste bestanddel af denne forskning, og lægen bemærker at fortsatte fremskridt afhænger af sådanne forsøg.

AIDS og Parkinsons sygdom

For tiden arbejder forskere og immunologer på højtryk for at fremstille en yderst tiltrængt vaccine mod den frygtede sygdom AIDS, som ifølge visse eksperters skøn i 1991 vil koste cirka 200.000 menneskeliv alene i USA. I 1985 lykkedes det videnskabsfolk ved New Englands Regionale Primatcenter at isolere STLV-3-viruset (der forårsager SAIDS, AIDS hos aber) hos nogle makak-aber og overføre det til andre. Dr. Norman Letvin, der er immunolog ved centeret, oplyser: „Nu hvor viruset er blevet isoleret, har vi et forsøgsdyr på hvilket vi kan udvikle vacciner til aber og mennesker. Man kan gøre langt flere erfaringer med ganske få dyr end ved at iagttage hundreder af AIDS-patienter.“

Lægerne på det tilsvarende Yerkes-center ved Emory-universitetet i Atlanta var de første til at påvise at man kunne behandle Parkinsons sygdom ved at implantere dopamin-producerende væv i hjernen. Forsøgene med dette var blevet udført på rhesusaber. Siden 1985 har neurokirurger ved universitetshospitalet udført denne operation på mennesker, og lægerne håber at dette kan føre til et gennembrud i kampen mod denne lidelse.

Mennesket har hos dyrene søgt svar på indviklede spørgsmål om hvordan vi kan forbedre og forlænge vort skrøbelige liv. Men dyreforsøg i lægevidenskabens navn skaber alvorlige etiske problemer uden nemme løsninger.

[Ramme på side 5]

Dyreforsøg — En gammel praksis

DET er ikke kun i vort århundrede at læger og forskere har benyttet dyr for at lære menneskets fysiologi at kende. Dyr har i mindst 2000 år været lægers forsøgsobjekter. Optegnelser fra det tredje århundrede f.v.t. beretter at filosoffen og videnskabsmanden Erasistratos i Alexandria studerede dyrs legemsfunktioner og blev klar over at de svarede til menneskets. I det fjerde århundrede f.v.t. indhøstede den berømte filosof Aristoteles værdifuld viden om menneskelegemets opbygning og funktioner ved at undersøge dyr. Fem hundrede år senere beviste den græske læge Galenos ved hjælp af aber og svin at årerne ikke var luftkanaler, men blodbaner.

Dyreforsøg — Voldelige reaktioner

HVIS det var muligt at gøre op nøjagtig hvor mange firbenede skabninger der årligt anvendes som forsøgsdyr i laboratorier og medicinsk forskning verden over, ville man nå op på svimlende tal. Det skønnes at der alene i USA hvert år benyttes mindst 17 millioner dyr — hunde, katte, aber, marsvin og kaniner. Rotter og mus tegner sig for 85 procent af dette tal. Da der ikke findes præcise opgørelser over hvor mange dyr der bruges og til hvilke formål, mener nogle eksperter at disse angivelser i bedste fald er et løst gæt. Visse kilder beregner det samlede tal for USA til i nærheden af hundrede millioner. Finder du disse tal rystende?

Ét er at anvendelsen af disse skabninger ikke har været forgæves, noget andet at mange væmmes ved tanken. Synes du at dette massedrab er umoralsk? Millioner af mennesker afskyr brugen af forsøgsdyr. Nogle kalder dyremishandling for „artshovmod“. Brochuren Point/Counterpoint Responses to Typical pro-Vivisection Arguments definerer det som „det at fremme sin egen arts interesser på bekostning af en andens“. Ifølge dyreværnsfolk indbefatter denne indstilling „at hensigten helliger midlet, og at man er nødt til at gøre [dyrene] ondt for at gavne [menneskene]“.

Set fra videnskabens side er der imidlertid grund til at spørge: Er vi modstandere af et system der går ind for at dyr må lade livet for at lægerne kan lære nye operationsteknikker til brug på mennesker eller forebygge at dødbringende sygdomme spredes? Er vi indstillede på at sige nej til nye livreddende lægemidler fordi vi ved at de er blevet afprøvet på dyr? Accepterer, ja foretrækker, vi at kirurgiske eksperimenter udføres på vore levende, men hjernedøde, børn eller forældre frem for på dyr? Og endelig: Hvis dyreforsøg kunne redde en i vores familie fra en pinefuld sygdom eller døden, ville vi så være imod det med den begrundelse at det er umoralsk at lade et dyr dø for at redde et menneskeliv? Ja, det er noget af et dilemma at skulle besvare så komplicerede spørgsmål.

Dyrenes befrielsesbevægelse

Ikke desto mindre er stemningen imod dyreforsøg vokset i løbet af 80’erne. I dag har denne holdning udmøntet sig i en global kæde af aktive organisationer der støt vokser i styrke og antal, og som højrøstet kræver at dyreforsøg afskaffes fuldstændigt, både i medicinsk forskning og i laboratoriebrug.

Dyreværnsaktivisterne taler deres sag gennem demonstrationer, lobbyvirksomhed, tidsskrifter, aviser, radio, fjernsyn og militante, voldelige aktioner. En fremtrædende canadisk aktivist oplyser om denne befrielsesbevægelse: „Den breder sig hastigt i Europa, Australien og New Zealand. Den bliver stærkere og stærkere i USA, og har kolossal tilgang i Canada. Flere grupper har forgreninger over hele kloden, og på verdensplan er der en tendens til at støtte de mere aggressive dyreværnsbevægelser.“

Nogle af disse ’aggressive grupper’ viger ikke tilbage for at fremme deres sag med voldsanvendelse. I de seneste år har dyreværnsaktivister øvet hærværk mod mindst 25 forskningslaboratorier i USA, og universitetslaboratorier er blevet bombesprængt. Der er anrettet skader for millioner af kroner. Betydningsfulde arkiver og dyrebare data er blevet ødelagt. Forsøgsdyr er blevet bortført og sluppet fri. Ved en sådan aktion blev værdifulde oplysninger om blindhed hos spædbørn spoleret. Udstyr til en værdi af mange hundrede tusind kroner er blevet knust.

I et åbent brev til universitetsstyrelser og nyhedsmedier har en gruppe med stolthed skrevet at ’det var et ret godt udbytte af deres investering’ at de på omkring 12 sekunder havde ødelagt et mikroskop til 10.000 dollars (cirka 65.000 kroner) med en stålstang til 5 dollars. I andre forskningsfaciliteter har læger og videnskabsfolk fundet blod hældt ud over arkiver og forskningsmaterialer, og slagord sprøjtemalet på væggene. En artikel taler om „chikane, deriblandt trusler på livet, mod forskere og deres familier“. I USA har dyreværnsaktivister fremsat over et dusin volds- eller dødstrusler mod nogle forskere personligt. En kommentator sagde i 1986 i en tv-udsendelse fra BBC i London: „Det der forener aktivisterne er overbevisningen om at direkte handling — at man tilintetgør ejendom eller endog tager menneskeliv — er moralsk berettiget i en befrielseskrig for dyrene.“

En aktivistleder sagde i 1986: „Ingen er endnu kommet noget til, men det er en farlig trussel . . . Før eller siden slår en eller anden igen, og så kan det være at der sker personskade.“ I samme interview forudsagde lederen at det ville komme til voldshandlinger i England og Vesttyskland. Episoder med brandbomber og vold har givet hendes ord vægt. Og i USA har der allerede været mordforsøg på en mand hvis firma udfører dyreforsøg. Kun politiets hurtige indgriben frelste ham fra et bombeattentat. Det er dog ikke alle tilhængere af ’dyrebefrielse’ der går ind for vold og ulovlige metoder.

Hvad skyldes modstanden?

Ifølge Den Amerikanske Lægeforenings tidsskrift JAMA „kan de fleste modstandere af biomedicinske dyreforsøg generelt opdeles i to kategorier: De der tænker på dyrenes vel og som ikke er imod biomedicinsk forskning forudsat at dyrene behandles så humant som muligt, at der anvendes så få dyr som overhovedet muligt og kun når det er påkrævet.“ Ifølge nylige undersøgelser udgør denne gruppe det knap så højrøstede flertal.

Ifølge samme kilde består den anden gruppe af „dem der er optaget af dyrenes rettigheder og som går til den yderlighed at modsætte sig alle biomedicinske dyreforsøg“. En leder i en sådan gruppe har udtalt: „Dyr har grundlæggende, umistelige rettigheder. Hvis et dyr er i stand til at føle smerte eller frygt, har det ret til at blive forskånet for dette.“ En anden repræsentant udtaler: „Der findes ingen fornuftgrunde bag påstanden om at mennesker har særlige rettigheder. Der er ingen forskel på en rotte, en gris, en hund og en dreng. De er alle pattedyr.“

Mange stærkt overbeviste tilhængere af ’dyrebefrielse’ er imod at dyr benyttes til fødevarer og beklædning og i sport, ja endog som kæledyr. Fiskere er blevet skubbet i vandet af personer der er imod at man fanger og spiser fisk. Folk iført pelse eller skindtøj er blevet overfuset på åben gade. Nogle rabiate modstandere af dyrehold og dyrplageri er brudt ind i forretninger og har ødelagt kostbar pelsbeklædning. „Jeg vil ikke spise æg til morgenmad eller gå med lædertøj,“ erklærer en. „Bag praktisk taget hver eneste skive bacon og hvert eneste uskyldigt udseende æg gemmer der sig en lang, skjult beretning om uudholdelige lidelser,“ hedder det i et nyhedsbrev fra USA’s Forening til Dyrenes Beskyttelse. Brevet er forsynet med fotografier af grise og kyllinger indespærret i trange båse og bure, og siger anklagende at disse ganske almindelige opdrætningsmetoder gør en „tallerkenfuld æg og bacon til intet mindre end ’grusomhedens morgenbord’“. Der ligger tydeligvis stærke og oprigtige følelser bag forsvaret for dyrenes rettigheder.

Rædselsberetninger

Mange finder det fuldt berettiget at kæmpe imod dyreforsøg. Ved en lejlighed brød nogle dyrevenner ind i laboratoriet for hovedskader ved et anset amerikansk universitet og stjal nogle videobånd som viste „aber der fik hovederne læderet i et knuseapparat, mens forskerne grinede ad de hjerneskadede dyrs krampetrækninger,“ fortalte bladet Kiwanis for september 1988. Sagen kostede laboratoriet dets statstilskud.

Fabrikanterne af kosmetik, shampo, vaskemidler og farvestoffer anvender ofte den berygtede Draize-prøve til at måle irritationsvirkningen af et produkt som forbrugerne kunne få i øjnene. Typisk bliver seks til ni albinokaniner anbragt i blokke med kun hoved og hals fri. Det afholder dem fra at kradse sig i øjnene når de får den flydende substans hældt i. Efter sigende skriger kaninerne af smerte. Også mange forskere er svorne modstandere af denne prøve og forsøger at få den afskaffet. Dyreværnsgrupper har dokumenteret talrige rædselsberetninger fra laboratorier der bruger forsøgsdyr.

Den ovenfor citerede dr. Robert White er ikke populær hos dyreværnsaktivisterne. Den Amerikanske Forening mod Vivisektion har på skrift kaldt ham „den berygtede vivisektor fra Cleveland som har transplanteret abehoveder og holdt abehjerner levende i væske, adskilt fra deres krop“.

Som med mange andre debatemner findes der ud over to yderpunkter også en middelvej der godtager det bedste og forkaster det værste. Findes der da anvendelige alternativer til dyreforsøg? Er den eneste brugbare og ligevægtige løsning at afskaffe dyreforsøg fuldstændigt? Vi tager spørgsmålene op i næste artikel.

[Ramme på side 9]

Modstridende meninger

„JEG mener at dyr har rettigheder som ganske vist adskiller sig fra vore, men som er lige så umistelige. Jeg mener at dyr har ret til at blive forskånet for at vi påfører dem smerte, frygt og fysiske afsavn. . . . De har ret til at undgå enhver form for brutal udnyttelse til føde, underholdning eller noget andet formål.“ — Naturforskeren Roger Caras, ABC’s tv-avis, USA (Newsweek, 26. december 1988).

„I det store perspektiv kan jeg ikke se bort fra alt det positive forskningen har udrettet. Vacciner, behandlingsformer, kirurgiske metoder og andre procedurer der er blevet udviklet i laboratorier, har øget den forventede levetid markant i løbet af de sidste hundrede år . . . I lyset af dette kan man anse det for en inhuman beslutning ikke at anvende forsøgsdyr — for det ville betyde at vi med vilje havde undladt at lære at afhjælpe sygdom.“ — Marcia Kelly, Health Sciences, efteråret 1989, Minnesotas universitet.

„Jeg siger nej til dyreforsøg, ikke blot af etiske grunde, men også, og hovedsagelig, af videnskabelige grunde. Det er påvist at resultaterne fra dyreforsøg slet ikke kan overføres på menneskets forhold. Til stofskiftet knytter der sig en naturlov . . . ifølge hvilken en biokemisk reaktions karakteristika kun gælder den art forsøget har fundet sted på. . . . Dyreforsøg er vildledende, unyttige, bekostelige og tilmed grusomme.“ — Gianni Tamino, forsker ved Padovas universitet, Italiens førende medicinske fakultet.

[Illustration på side 7]

Blokke med forsøgskaniner hvis øjne anvendes til Draize-prøver

[Kildeangivelse]

PETA

[Kildeangivelse på side 8]

UPI/Bettmann Newsphotos

Dyreforsøg — En ligevægtig holdning

DE FLESTE mener at dyreforsøg har været menneskeheden til uvurderlig gavn, skønt omkostningerne måske kan diskuteres. Selv tilhængerne af voldelig kamp mod dyreforsøg har haft nytte af nye lægelige erfaringer, operationsteknikker og lægemidler.

Martin Stephens fra USA’s Forening til Dyrenes Beskyttelse indrømmer: „Vi må ærligt erkende at dyreforsøg har givet nogle gode resultater. Men vort langsigtede mål er at dyreforsøg ophører fuldstændig.“ (Bladet Parade, 9. oktober 1988) Vicki Miller, der leder Torontos Forening til Dyrenes Beskyttelse, siger: „Jeg indrømmer at der ved århundredskiftet til en vis grad var tale om god brug af dyr. Det var berettiget at man ved dyreforsøg lærte at behandle sukkersyge. Men den slags er overflødigt nu hvor vi råder over alle mulige alternative fremgangsmåder.“ — Torontoavisen Sunday Star.

Hun er også blevet spurgt hvad hun ville sige til ræsonnementet: Hvis en rotte må dø for at redde et barns liv, er det prisen værd. Hvis der ikke foretages dyreforsøg, dør børn for at redde rotter. Hun svarede Torontoavisen Globe and Mail: „Det er et stærkt følelsesladet spørgsmål og derfor næsten umuligt at tage stilling til . . . Det er et valg mellem to ubehagelige muligheder.“

I den foregående artikel stillede vi spørgsmålet: „Hvis dyreforsøg kunne redde en i vores familie fra en pinefuld sygdom eller døden, ville vi så være imod det?“ John Kaplan, juraprofessor ved Stanford-universitetet i Californien, formulerede et svar i tidsskriftet Science for november 1988: „Modstanderne af dyreforsøg har sjældent været så principfaste at de påbød deres læge ikke at benytte resultaterne af biomedicinske dyreforsøg når det ville gavne deres familie eller dem selv, og de har heller ikke på forhånd frasagt sig muligheden for at drage nytte af lægevidenskabelige fremskridt der bygger på dyreforsøg. Vi kan beundre den principfasthed der får Jehovas vidner til at afvise blodtransfusion . . . og får dem der er imod pelsdyrjagt til ikke at gå med pels. Men vi må energisk bekæmpe den ideologi der får modstanderne af dyreforsøg til at fremme deres sag, ikke ved deres eksempel, men ved med uhæderlige argumenter at fratage alle andre disse goder.“

I tidsskriftet Science for 10. marts 1989 skrev redaktøren: „Offentligheden bør have at vide at dyreforsøg også gavner andre dyr. Faktisk blev en vaccine mod kvægpest, et virus der udsætter millioner af kreaturer for en langsom og pinefuld død, udviklet ved dyreforsøg; vaccinen anvendes nu af Verdenssundhedsorganisationen på millioner af kreaturer i Afrika.“

Et bibelsk synspunkt

Efter den verdensomspændende vandflod på Noas tid gav Jehova Gud Noa og hans efterkommere, deriblandt os, dette påbud: „Alt hvad der bevæger sig og lever må tjene jer til føde. Ligesom jeg gav jer de grønne planter, giver jeg jer hermed det alt sammen. Kun kød med dets sjæl — dets blod — må I ikke spise.“ (1 Mosebog 9:1, 3, 4) De måtte også gerne klæde sig i dyreskind. Dette var ikke misbrug af menneskets gudgivne herredømme over dyreriget. — 1 Mosebog 3:21.

I Vågn op! for 8. september 1980 hed det: „Hvis man må spise dyrene for at opretholde livet, synes det rimeligt at mene at man også må bruge dem til lægevidenskabelige forsøg for at redde menneskeliv. Dette retfærdiggør imidlertid ikke ubegrænsede og ofte værdiløse gentagne forsøg hvor dyrene lider voldsomt.“ Bibelen misbilliger tydeligvis dyrplageri. — 2 Mosebog 23:4, 5, 12; 5 Mosebog 25:4; Ordsprogene 12:10.

Mange læger og forskere indrømmer at dyreforsøgsmodstanderne har udrettet noget godt. „Meget af det dyreværnsforeningerne siger er yderliggående, men sandt,“ medgiver en forsker. „Dyrenes liv og lidelse har sandelig også noget at sige,“ har den amerikanske forsker Jeremy J. Stone erklæret. „Man kan betale viden for dyrt,“ samstemmer den engelske fysiolog dr. D. H. Smith. „Vi tilslutter os ønsket om at gøre forskningen mindre smertevoldende, at passe dyrene godt og nedbringe antallet af forsøgsdyr,“ udtaler dr. J. B. Wyngaarden fra USA’s Nationale Sundhedsinstitutter. Og en dyreværnsaktivist indrømmer: „Tidligere var det næsten et udtryk for ens mandighed at man anvendte forsøgsdyr uden at regne det for noget særligt. I dag er det god tone at overveje alternativer.“

„Alternativer“ er nøgleordet. Forskerne indrømmer at de måske aldrig når så vidt at de helt kan undgå dyreforsøg, men hvor som helst og når som helst det er muligt leder de efter alternativer. For eksempel anvender man ikke længere kaniner til graviditetsprøver, da disse prøver nu kan udføres med en kemisk proces. Tusinder af marsvineliv bliver skånet nu hvor man kan isolere tuberkelbaciller i vævskulturer, en metode som også kan erstatte visse prøver der udføres på mus. Og en alternativ prøve på hønseæggehinder fritager talrige kaniner for at lægge øje til den pinefulde Draize-prøve. Alle der føler med dyrene håber at man hurtigst muligt finder mange andre alternativer til dyreforsøg.

Det bedste alternativ til dyreforsøg er imidlertid det paradis sande kristne længe har ventet på og bedt om. Jehova Gud, den kærlige Skaber, har lovet at alle sygdomme og selv døden vil blive fjernet for evigt. I Guds lovede nye verden vil menneskene og dyrene for altid holde fred med hinanden, og intet vil skræmme dem. Og da der heller ikke mere findes sygdomme, er der heller ikke behov for dyreforsøg. Dyrplageri vil høre fortiden til. — Esajas 25:8; 33:24; 65:25; Mattæus 6:9, 10.