Side 2

Crack-kapsler — som patroner i en pistol

Politiet kæmper en fortvivlet kamp imod stoffet. Børn myrder deres forældre på grund af trangen til det. Forældre myrder deres børn under påvirkning af det. Ufødte børns fremtid spoleres af det. Hele kvarterer forvandles til krigsskuepladser i kampen om markedet for det. Tilfældige, uskyldige ofre for jagten på det bæres døde bort. Skadestuepersonale arbejder under spidsbelastning på grund af det. Forhandlere i alle aldre høster kæmpeprofitter på at sælge det. Det kaldes „sælgerens drøm og brugerens mareridt“.

Crack — Det farlige rusmiddel

CRACK, der på engelsk har fået sit navn på grund af de smæld det giver under fremstillingen og når det ryges, er en særdeles vanedannende og hårdtslående form for kokain. En psykofarmakolog på et hospital har kaldt det for „det mest vanedannende stof der kendes. Det er næsten øjeblikkeligt vanedannende“. En politimand har omtalt det som „det værste narkotiske stof nogen sinde. Mådeholdne crackbrugere findes ikke“.

Stofmisbrugere der frygter at pådrage sig AIDS via inficerede injektionsnåle, ser tre „fordele“ ved crack, som hverken indsprøjtes eller ’sniffes’, men ryges: Det er mere „risikofrit“, og virkningen indtræffer hurtigere og med større styrke. „Det går direkte til hovedet. Det er hurtigvirkende speed,“ har en forhenværende misbruger fortalt. „Det føles som om hovedet er ved at eksplodere.“ Rusen varer kun 5 til 12 minutter, men afløses næsten altid af en forfærdelig nedtur, hvor misbrugeren let bliver irritabel, deprimeret, nervøs eller stærkt paranoid og får en uimodståelig trang til mere crack. „Den største fare ved crack er at det efter få dage eller uger fuldstændig kan beherske ens hjerne — og ens liv,“ udtaler dr. Arnold Washton, der leder afvænningsklinikken ved Regent Hospital i New York.

Crackmisbruget breder sig som en epidemi i store dele af verden. I USA har det i langt højere grad end i Canada eller England og andre europæiske lande gennemsyret praktisk taget alle samfundslag — rig og fattig, høj og lav. Da det er let at skaffe og er stærkt euforiserende, øges den allerede voldsomme efterspørgsel dag for dag. Nye kundeemner, mulige vordende misbrugere, antastes på gadehjørner, i skolen og på arbejdspladsen. Kvinderne udgør den største målgruppe, og i visse samfundslag er der langt flere kvindelige misbrugere end mandlige. Børn der endnu ikke er teenagere, men som higer efter spænding og ikke kan sige nej til stoffer, er lette ofre for ’pusherne’ (forhandlerne) — der ofte er deres brødre eller andre slægtninge, eller deres bedste kammerater.

Misbruget skaber vold

„Crack har en næsten uhørt evne til at fremkalde ondskabsfulde voldstendenser hos misbrugeren,“ skrev The Wall Street Journal for 1. august 1989 og nævnte følgende eksempel: „Påvirket af crack kylede en ung moder i en forstad til Boston for nylig sit spædbarn så hårdt mod en væg at barnet brækkede halsen og døde.“ Moderen kom fra „en respektabel middelklassefamilie“.

De voldstendenser crack kan fremkalde hos brugerne, har overbevist sociologer og børnelæger om at stoffet er en væsentlig årsag til det opsving børnemishandling har taget. Kombinationen af en crackpåvirket moder og et grædende, vanskeligt barn er sprængfarlig. En forsker siger: „Det er ingen god idé at være i selskab med et barn når man er pirrelig eller nedtrykt og føler trang til kokain. Hvordan behandler man så barnet? Afgjort ikke som man bør.“

Desværre har crack ofte kostet menneskeliv. Ikke sjældent læser eller hører man om unge misbrugere der slår deres forældre eller bedsteforældre ihjel fordi disse ikke vil give dem penge til crack eller har grebet dem i at ryge det. Og New Yorks politi hævder at unge der er blevet sindsforvirrede af crack står bag en bølge af brutale forbrydelser.

Intetsteds er volden mere brutal eller udtalt end i storbyernes gader. Den støt voksende efterspørgsel har gjort salg af crack så indbringende at forhandlerne ikke viger tilbage for at begå mord. Væbnet til tænderne med det nyeste og mest avancerede kampudstyr — lyddæmpede automatvåben og skudsikre veste — afpatruljerer de deres territorier for at statuere et eksempel hvis andre foretagsomme unge skulle forsøge at kapre deres kundekreds eller undlade at aflevere hele dagens omsætning. Forhandlerne er parate til at afgøre mellemværender med blodsudgydelse. En oversygeplejerske på en skadestue fortæller: „Et skudsår i benet eller et knivstik i hånden er en advarsel til en knægt der har beholdt penge eller stof som tilhørte den forhandler han arbejdede for. Skudsår i brystet eller hovedet betyder et likvideringsforsøg.“

„Mordene er blevet mere bestialske,“ oplyser en sociolog fra New York City. „Det er ikke nok at slå ihjel. Man maltrakterer liget. To kugler er nok til at dræbe offeret, men man skyder ham med seks. Halshugning benyttes også.“ „Der går en million børn omkring uden forstand på andet end at kæmpe,“ udtaler en erfaren politimand. „De er hverken bange for politiet, fængselet eller døden.“ De er også ligeglade med de uskyldige forbipasserende der bliver fanget i en krydsild. Tidsskriftet Time oplyser at halvdelen af de 387 dræbte under ét års bandeopgør i Los Angeles-området var uskyldige forbipasserende.

Guldkæder og dyre biler

Med den vold der florerer i crackmiljøet, nærer de unge forhandlere ingen illusioner om et langt liv. Mange af dem dør unge. Deres livsfilosofi er: „Nyd livet før det er forbi.“ „Hver dag kan man uden for gymnasiet se nye Mercedeser, Jeeps, Cadillacer og Volvoer,“ fortæller en narkotikabetjent fra Detroit. „Bilerne er ikke forældrenes, men de unges.“ Børn der ikke er gamle nok til at få kørekort, ansætter andre unge som chauffører. Andre tager chancen og kører uden kørekort. De er i stand til at købe en bil kontant. Hvis de bliver indblandet i en ulykke, forlader de bare bilen og stikker af.

„Nogle skoleelever går til hverdag i tøj der måske har kostet 2000 dollars [13.000 kroner]. Man ser mange unge i pelse og med massive guldkæder om halsen,“ beretter en lærer. „Guld er faktisk blevet en hel besættelse for de unge i storbyernes kerne,“ skrev Time for 9. maj 1988. „Tykke guldlænker til en pris af op mod 20.000 dollars [130.000 kroner] er højeste mode.“ Forhandlerne betaler deres unge lærlinge godt. Ni- og tiårige kan for eksempel tjene 100 dollars [knap 650 kroner] om dagen ved at holde udkig efter politiet. Næste trin op ad rangstigen er at blive bud og levere stof fra laboratoriet til forhandleren. Dette kan indbringe over 300 dollars [knap 2000 kroner] i dagløn. Både ’skildvagterne’ og budene aspirerer til den højeste position de kan nå — forhandlerens. Forestil dig en sandsynligvis dårligt uddannet teenager med en skyhøj dagsindtægt på 3000 dollars [knap 20.000 kroner]. Ja, gevinsten kan være høj, men fremtiden er kortfristet.

Unge i crackbranchen befinder sig ofte i et dilemma. Dels falbyder de dødbringende stoffer der kan ødelægge brugernes liv, fremme volden og kræve sin pris af de unge selv; dels presses de ofte af deres egne forældre til at slå sig på crackhandel. Ikke sjældent er crackforhandlerens indkomst den eneste i familien, og en stor del af fortjenesten går til hårdt tiltrængte fornødenheder. Nogle forældre lukker øjnene og gør sig således til medskyldige.

Hvad der er værre, er imidlertid at kærligheden til crack kan overstige moderkærligheden på det ufødte barns bekostning. Læs om dette i næste artikel.

[Ramme på side 5]

„Crack er den nye dille“

Crack var oprindelig beregnet på de unge og de fattige, og derfor kan prisen synes forholdsvis lav første gang. ’Pusherne’ sælger små plastickapsler med en lille kugle crack for kun fem til ti dollars [fra 30 til 65 kroner]. Den kortvarige men intense rus skaber imidlertid behov for en næsten uophørlig rustilstand. „Crack er den nye dille,“ siger lederen af et narkotikaoplysningskontor i Florida. „Det er et yderst vanedannende stof, meget mere end kokain er det. Rusen er så intens og det efterfølgende ubehag så stærkt at selv førstegangsbrugere ikke tænker på andet end den næste dosis.“

Crackmisbrug — De ufødte børns tragedie

DA CRACK kom på markedet først i 80’erne, havde de færreste brugere nogen idé om hvor skadeligt det var. Det forekom så harmløst at ryge lidt crack i en lille glaspibe, eller i en cigaret med tobak eller marihuana. Rygtet gik at det var et ufarligt stof, og det var i hvert fald billigere end andre former for kokain, og billigere end heroin. Selv mindrebemidlede havde råd til det. Og uanset prisen forekom den euforiserende virkning at være alle pengene værd.

Men efterhånden som gravide misbrugere begyndte at sætte skadede børn i verden, fyldtes lægetidsskrifter med uhyggelige beviser for at crack er farligt. Lægerne begyndte at advare om risikoen for alvorlige fosterskader. For hvert år steg antallet af skadede børn, hvoraf nogle var kronisk skadede. „Da crack holdt sit indtog, kom der et utal af syge spædbørn til verden,“ beretter en læge.

Der hvor crackmisbruget er udbredt, støtter statistikkerne lægens udsagn. Ifølge et rundspørge som Landsforeningen til Forskning i og Oplysning om Afhængighed hos Fostre og Spædbørn i 1988 foretog på 36 sygehuse i USA, er der hvert år 11 procent (cirka 375.000) af de nyfødte der er blevet påvirket af narkotika under graviditeten. The New York Times oplyser at „antallet af nyfødte i New York City der reagerede positivt på narkotikaprøver (hyppigst for kokain), næsten firdobledes, fra 1325 til 5088“, mellem 1986 og 1988.

De forfærdelige virkninger

„Mødre der tager crack er noget af det ynkeligste man kan se for sine øjne,“ udtaler dr. Richard Fulroth, en specialist ved Stanford-universitetet. „De kommer ind lige når de skal til at føde, og man holder vejret af frygt for at barnet har fosterskader.“ Den nyfødte er langtfra altid velskabt. Crack kan forårsage kramper, så den livsvigtige tilførsel af ilt og næringsstoffer gennem barnets blodkar mindskes i lange perioder. Væksten, blandt andet i hjernen og hjertet, hæmmes måske. Slagtilfælde indtræffer hyppigt, og nyrer, kønsorganer, tarme og rygmarv kan misdannes. Der er desuden risiko for at moderkagen river sig løs fra livmodervæggen, hvilket medfører at moderen aborterer under livsfare.

Når et crackskadet barn fødes, ser lægerne og sygeplejerskerne tydelige vidnesbyrd om den skade stoffet forvolder. Et crackskadet barn er blevet beskrevet som „et sølle lille væsen med et hoved på størrelse med en mandarin og med bittesmå lemmer“. Bladet Discover oplyser at adskillige kokainskadede børn har manglet de to midterste fingre.

Dr. Dan R. Griffith, der er udviklingspsykolog ved Northwestern University, har udtalt at kokainskadede børn ofte fødes med et „meget sart og pirreligt nervesystem“. De er som regel overfølsomme og irritable, og skriger utrøsteligt ved den mindste anledning. ’Pludselig støj kan udløse et langvarigt grådanfald, og det samme kan ske blot ved at man lægger barnet i en anden stilling, taler til det eller ser på det,’ siger lægen og fortsætter: ’En anden iøjnefaldende narkotikaskade hos nyfødte er at de som en form for virkelighedsflugt sover dybt 90 procent af tiden. De vågner ikke engang hvis man klæder dem af, taler til dem, vugger dem eller tager dem op.’

Disse neurologiske skader kan vare i måneder og skabe frustration hos moderen på et tidspunkt hvor det er vigtigt at hun og barnet knytter sig nært til hinanden, udtaler lægen. „Babyen er tilbøjelig til at afvise moderen og blive stærkt irritabel når hun forsøger at tage sig af den. Moderen bliver reserveret over for barnet og forurettet over at hendes følelser ikke gengældes,“ tilføjer han. Dette forhold mellem moder og barn fører ofte til børnemishandling.

Forladte spædbørn

På grund af sin kritiske tilstand kan den nyfødte være indlagt i flere uger eller måske måneder. I mange tilfælde skyldes dette dog ikke så meget barnets sygdom som moderens holdning. Mange mødre forlader ganske enkelt barnet og overlader det til den offentlige forsorg. „Jeg forstår ikke den moder der ikke engang spørger til barnet og aldrig kommer igen,“ klager en bekymret læge. Nogle mødre forsvinder endda før de har navngivet barnet. Så må en sygeplejerske finde på et navn. En sygeplejerske udtaler: „Det mest iøjnefaldende og forfærdelige ved crackmisbrug er sikkert at det går stærkt ud over moderinstinktet.“ Ét sygehus har endda været nødsaget til at telegrafere efter døde spædbørns ligegyldige forældre for at få dem til at underskrive obduktionstilladelsen. Chokerende, ikke?

Sygeplejerskernes arbejdsbyrde levner dem ikke tilstrækkelig tid til at give de nyfødte den kærlige opmærksomhed de behøver så stærkt. I nogle tilfælde er det svært at finde børnehjemspladser, og derfor har børnevenlige frivillige ofret nogle timer hver uge på at passe sådanne forladte børn. En medarbejder fortæller: „De mader, vugger og skifter dem, leger med dem og synger for dem. De behandler dem som var det deres egne. Børnene har vældig godt af det, for nogle af dem er her så længe.“

Hvordan tegner fremtiden sig for disse kokainskadede småbørn? Da deres intelligenskvotient ligger under gennemsnittet, vil det blive en kolossal udfordring at undervise dem. En børneekspert siger: „Deres fysiske og udviklingsmæssige handicap betyder at de bliver en belastning for sig selv og samfundet de næste 40 til 50 år.“ Ja, crack har sandelig sat sit uudslettelige spor på samfundet.

Crackmisbrug — Findes der en udvej?

DER kan ikke herske tvivl om at crackmisbruget har fået en kolossal udbredelse, og problemet bliver værre og værre. Emnet får omtale i medierne. På skadestuer og intensivafdelinger har man de voldelige følger inde på livet. Fødeafdelingerne er fyldt med crackskadede spædbørn, og nogle steder må man endda inddrage depotrum til sygestuer.

Visse steder afvænner og revaliderer man børn der endnu ikke er teenagere. Socialvæsenet trygler om bevillinger til at bekæmpe epidemien. Nogle patienter påstår at de ikke kan klare at blive afvænnet; andre ønsker det ikke. De sidstnævnte kan ofte se frem til en trøstesløs, voldspræget tilværelse med høj dødsrisiko. For de førstnævnte er der håb.

I The New York Times for 24. august 1989 hed det: „For blot et år siden blev crack almindeligvis anset for at være et forholdsvis nyt og stadig ret uudforsket stof med specielle egenskaber der medførte en næsten uhelbredelig afhængighed;“ men nu har forskerne erfaret at man under de rette omstændigheder med held kan behandle denne afhængighed. Dr. Herbert Kleber, der er vicedirektør for USA’s narkotikabekæmpelsesråd, udtaler at crackafhængighed kan behandles og at det altafgørende er at misbrugere anbringes i en familie eller en samfundsgruppe de aldrig har været i før. Han pointerer at det ikke så meget drejer sig om at resocialisere misbrugerne som at give dem en social identitet.

Forskere har erfaret at crackmisbrugere lettest kureres ved hjælp af et tretrinsprogram — afgiftning, omfattende personlig rådgivning og oplæring, samt, som det vigtigste, støtte i et sundt miljø. Det vanskeligste er ikke at afgifte misbrugeren, at afvænne ham fysisk. Ofte kan han klare det selv, hvis betingelserne er til stede. Mange gange er misbrugeren for eksempel nødt til at holde op med sit misbrug når han ikke har råd til at købe stof. En anden udvej er at anbringe misbrugeren i fængsel eller på et hospital, afskåret fra crack. Det sværeste er imidlertid at holde ham fra stoffet når han igen får adgang til det.

Nogle misbrugere har haft held til at vriste sig ud af stoffets jerngreb ved at deltage i særligt tilrettelagte behandlingsprogrammer, men specialister understreger at de fleste kun forbliver stoffri i få uger. For eksempel nævner dr. Charles P. O’Brien, en psykiater ved Pennsylvaniens universitet, at to tredjedele af deltagerne i hans afvænningsprogram får tilbagefald i løbet af den første måned. Andre programmer har haft endnu ringere resultater.

Miljøets betydning

„Man kan blive nødt til at fjerne misbrugerne fra deres vante omgivelser,“ fortæller en velkendt leder af et behandlingscenter. „Man må flytte dem fra narkomiljøet, ellers betyder det den visse død.“ Forskere har konstateret at miljøet er den vigtigste grund til at de fleste afvænnede igen begynder at tage de stoffer de engang var afhængige af. Årsagen er indlysende. Var det ikke netop dette miljø der bragte dem i forbindelse med behandlingssystemet? Var crack ikke til salg på ethvert gadehjørne, så misbrugeren under pres, måske endog fra venner og familie, lod sig lokke til at tage det første drag af crackpiben? Hvem skal nu holde modet oppe hos dem så de fortsætter behandlingen og for bestandig siger farvel til stofmisbruget?

De bedste resultater er opnået med programmer der har fokuseret på miljøets betydning for vedvarende stofmisbrug. Om denne behandlingsform skriver The New York Times: „Patienten lærte hvordan han skulle holde sig fra stoffet, deriblandt hvordan han skulle undgå alt hvad der fremkalder trangen til det.“ Trangen kan, ifølge avisen, melde sig ved „synet af den gade hvor man engang har købt crack, en bortkastet kapsel på fortovet, en tandlægeklinik, eller en medicinlugt der vækker associationer om cracklugten“. Virkningsfulde behandlinger har også fremhævet vigtigheden af at misbrugere „brød forbindelsen til alle venner og familiemedlemmer der stadig tog stoffer“. Misbrugerne har fået det fornuftige råd at finde sig nye venner der ikke er narkomaner.

Du kan sige nej!

Bogen Self-Destructive Behavior in Children and Adolescents kommer med denne iagttagelse: „En ung stofmisbruger er som regel blevet præsenteret for de forskellige stoffer af en kammerat. . . . Denne har måske bare villet give den anden del i noget rart eller spændende.“ Men som voksne stofmisbrugere kan bekræfte, er det ikke bare unge der kommer ud for gruppepres. Uanset alder har man gavn af at følge dette råd fra Bibelen: „Den der vandrer med de vise bliver viis, men den der omgås tåber går det dårligt.“ — Ordsprogene 13:20.

Hvis du er ung og synes at dine problemer er ved at vokse dig over hovedet, så brug ikke narkotika som flugtmiddel. Det gør kun ondt værre. Tal problemerne igennem med dine forældre eller andre ansvarsbevidste voksne som virkelig har dit ve og vel på sinde. Husk også Bibelens råd: „Vær ikke bekymrede for noget, men lad i alt jeres anmodninger blive gjort kendt for Gud ved bøn og anråbelse sammen med taksigelse; og Guds fred, som overgår al forstand, vil . . . beskytte jeres hjerter og jeres sind.“ — Filipperne 4:6, 7.

[Ramme på side 9]

„Ice“ — værre end crack

„Japanerne kalder det shabu; i Korea hedder det hiroppon. Amerikanske stofmisbrugere der er ved at opdage den stærke rus og den forfærdelige eftervirkning stoffet giver, kalder det ganske enkelt ’ice’ [is],“ fortæller tidsskriftet Newsweek om dette nye stof, der stammer fra Asien. Det er en form for metamfetamin, eller speed, og fremstilles i laboratorier af lettilgængelige kemikalier. I modsætning til crackrusen, der varer nogle minutter, kan ’ice’ virke i timevis, helt op til 24 timer. Stoffet gør ofte brugeren voldelig. Ved længere tids brug opstår der psykiske skader og livstruende lunge- og nyrelidelser. Newsweek kalder virkningen af ’ice’ på nyfødte „forfærdende“. En forsker beskriver det sådan: „Hvis man synes at kokainmisbrug er slemt, skal man vide at det er det rene barnemad i sammenligning med dette stof.“ Afvænning er vanskeligere end med kokain, og selv efter to års behandling kan hallucinationerne være lige stærke.