Side 2

NETOP i dette øjeblik er hver eneste af os i færd med at producere den råvare der holder hele deres virksomhed i gang. Vi har noget som de gerne vil have fat i. Hvem er „de“? Blodbankerne og de industrier der forarbejder menneskeblod.

Mange tror at denne virksomhed blot har det ædle mål at redde liv. En voksende skare af kritikere hævder imidlertid at tapning af menneskeblod i mange lande blot er endnu en lukrativ forretning, at cellerne i blodet i virkeligheden er blevet til penge.

Der er store penge i handel med blod

’DET RØDE GULD’! Som denne betegnelse antyder er der tale om en meget værdifuld substans. Det er en kostbar væske, et livsvigtigt, naturligt råstof som er blevet sammenlignet med både guld, olie og kul. Det røde guld bliver imidlertid ikke udvundet af årer i jorden, ved hjælp af bor og dynamit, men af menneskers blodårer — med langt mere forfinede metoder.

„Hjælp min lille pige, hun behøver blod,“ lyder teksten på et reklamebanner der hænger over en travl gade i New York. Andre reklametekster opfordrer: „Hvis du er donor, er du et af den slags mennesker verden ikke kan undvære.“ „Dit blod er afgørende. Ræk din arm ud!“

Og folk der gerne vil hjælpe deres medmennesker har øjensynlig forstået budskabet. Over hele verden stiller de sig i kø. De fleste bloddonorer, såvel som det personale der tapper blodet og giver blodtransfusioner, ønsker uden tvivl oprigtigt at hjælpe deres medmennesker i nød og er overbeviste om at dette er en måde at gøre det på.

Efter at blodet er blevet tappet, men inden det bliver anvendt til transfusion, går det imidlertid gennem mange flere hænder og forarbejdningsprocesser end de fleste er klar over. Ligesom bogstaveligt guld, har blod formået at vække menneskers begærlighed. Det kan sælges med fortjeneste og videresælges med endnu større fortjeneste. Nogle kæmper ligefrem for retten til at tappe blod — som de sælger til ågerpriser. De tjener formuer på det, ja, de smugler det endog fra det ene land til det andet. I hele verden er der store penge i handel med blod.

Tidligere fik bloddonorer i De Forenede Stater kontant betaling når de afgav blod. Men i 1971 anklagede den britiske skribent Richard Titmuss det amerikanske blodbanksystem for at være usikkert, idet man, som han sagde, faktisk lokkede fattige og syge til at give blod for at tjene nogle få dollars. Desuden gjorde han opmærksom på det umoralske i at folk tjente penge på at give blod for at hjælpe andre. Dette angreb bevirkede at man i De Forenede Stater ophørte med at betale donorer af fuldblod. (En sådan betalingsordning findes dog stadig i visse lande). Det betød dog ikke at handelen med blod blev mindre indbringende. Hvorfor ikke?

Blod fortsat en indbringende handelsvare

I 1940’erne begyndte forskerne at adskille blodet i dets enkelte komponenter. Den proces der nu kaldes fraktionering har bevirket at blod er blevet en endnu mere indbringende handelsvare. Hvordan går det til? Jo, på samme måde som en bil der bliver skilt ad og solgt i smådele kan indbringe helt op til fem gange så meget som i hel stand, sådan stiger prisen på blodet når de enkelte blodkomponenter adskilles og sælges særskilt.

Navnlig plasma, der udgør op mod halvdelen af blodets samlede volumen, er et indbringende produkt. Plasma indeholder ikke nogen af blodets cellebestanddele — røde blodlegemer, hvide blodlegemer eller blodplader — og kan derfor frysetørres og gemmes. Desuden må en bloddonor kun afgive fuldblod fem gange om året, men plasma op til to gange om ugen, ved plasmaferese. Ved denne metode aftappes fuldblod, hvorefter plasmaet udskilles og cellebestanddelene gives tilbage til donoren.

I De Forenede Stater tillader man stadig at donorer får betaling for at afgive plasma. Desuden tillader man i dette land at donorer afgiver omkring fire gange så meget plasma om året som Verdenssundhedsorganisationen anbefaler! De Forenede Stater tapper mere end 60 procent af den samlede mængde plasma i verden. Alt dette plasma er i sig selv mere end 2,7 milliarder kroner værd. Men det indbringer langt mere fordi også plasma kan adskilles i forskellige bestanddele. På verdensplan danner blodplasma grundlag for en industri med en omsætning på mere end 12.000.000.000 kroner om året!

Ifølge avisen Mainichi Shimbun bruger Japan omkring en tredjedel af det plasma der produceres i verden. Dette land får 96 procent af sit forbrug dækket ved import, hovedsagelig fra De Forenede Stater. Kritiske røster i Japan har betegnet landet som „hele verdens vampyr“. Og det japanske sundhedsministerium, som har forsøgt at dæmpe denne virksomhed, har udtalt at det er urimeligt at tjene penge på blod. Ministeriet har anklagende udtalt at medicinalfirmaer i Japan tjener hvad der svarer til omkring 1.200.000.000 kroner om året på blot et enkelt plasmaprodukt, albumin.

I Vesttyskland er forbruget af blodprodukter større end i alle de andre europæiske lande tilsammen, og større pr. indbygger end i noget andet land i verden. Bogen Zum Beispiel Blut (For eksempel blod) siger om det vesttyske forbrug af blodprodukter: „Mere end halvdelen bliver importeret, hovedsagelig fra USA, men også fra lande i den tredje verden. Under alle omstændigheder stammer det fra fattige der gerne vil forøge deres indtægt ved at afgive plasma.“ Nogle af disse fattige sælger så meget af deres blod at de dør af blodmangel.

Mange kommercielle plasma-tappecentraler er strategisk placerede i kvarterer hvor der bor folk med lave indkomster eller langs grænser til fattige lande. De tiltrækker de forarmede og subsistensløse, der er mere end villige til at give plasma for penge og har flere grunde til at afgive mere end de burde eller til at fortie en eller anden sygdom de lider af. En sådan handel med plasma har udviklet sig i 25 lande rundt om på jorden. Så snart den bliver stoppet i ét land, blomstrer den op i et andet. Bestikkelse af embedsmænd og smugleri er ikke usædvanligt i denne sammenhæng.

Kommercialisme i almenvellets navn

Også ikkekommercielle blodbanker i USA er på det seneste blevet udsat for hård kritik. I 1986 afslørede journalisten Andrea Rock i bladet Money at det koster en blodbank 57,50 dollar (ca. 350 kroner) at tappe en portion blod, at hospitalet må betale blodbanken 88,00 dollars (ca. 530 kroner) for denne portion, og at en patient må betale mellem 375 og 600 dollars (mellem 2200 og 3600 kroner) for at modtage den samme portion ved en transfusion.

Har situationen ændret sig siden? I september 1989 skrev journalisten Gilbert M. Gaul fra bladet The Philadelphia Inquirer en serie artikler om det amerikanske blodbanksystem.a Efter en årelang undersøgelse kunne han rapportere at nogle blodbanker først tigger folk om at give blod, for derefter at sælge helt op til halvdelen af dette blod med anselig fortjeneste til andre producenter af blodprodukter. Gaul anslår at de amerikanske blodbanker hvert år sælger omkring en halv million liter blod på denne måde — et skjult marked med en omsætning på 50.000.000 dollars om året, hvor der handles på næsten samme måde som på en børs.

Der er imidlertid én væsentlig forskel: Dette marked bliver ikke kontrolleret af staten. Ingen ved nøjagtigt hvor stort det er og ingen har indflydelse på prisdannelsen. Mange bloddonorer ved intet herom. „Folk bliver ført bag lyset,“ har en pensioneret medarbejder i en blodbank sagt til bladet The Philadelphia Inquirer. „Ingen fortæller dem at deres blod bliver solgt til os. De ville blive rasende hvis de fik det at vide.“ En repræsentant for det amerikanske Røde Kors siger kort og godt: „Blodbankerne har i årevis ført offentligheden i Amerika bag lyset.“

Alene i De Forenede Stater tapper blodbankerne hvert år omkring 6,5 millioner liter blod, og sælger over 30 millioner blodproduktenheder for omkring en milliard dollars — en enorm sum penge. Men blodbankerne benytter ikke betegnelsen „profit“. De foretrækker at bruge udtrykket „positivt dækningsbidrag“. Det amerikanske Røde Kors kunne således fra 1980 til 1987 notere et „positivt dækningsbidrag“ på 300 millioner dollars.

Blodbankerne hævder at de er ikkekommercielle virksomheder, at de ikke som store virksomheder på Wall Street giver udbytte til nogen aktionærer. Men hvis det amerikanske Røde Kors var et aktieselskab ville det være blandt de virksomheder i De Forenede Stater der giver det største afkast, på linje med for eksempel General Motors. Og personer der har ledende stillinger i blodbankerne har faktisk ganske pæne lønninger. Et rundspørge blandt 62 blodbanker, foretaget af bladet The Philadelphia Inquirer, viste at 25 procent af dem der beklædte ledende stillinger, tjente over 100.000 dollars (ca. 600.000 kroner) om året. Nogle tjente endda mere end det dobbelte.

Blodbankerne hævder endvidere at de ikke „sælger“ blod — de kræver blot godtgørelse for produktionsomkostningerne. En leder af en blodbank svarer imidlertid skarpt på denne påstand: „Det gør mig rasende når Røde Kors siger at de ikke sælger blod. Det ville svare til at et supermarked hævdede at de ikke opkrævede betaling for mælken men kun for emballagen.“

Det globale marked

Der handles både med plasma og fuldblod over hele jorden, og alle steder lyder der kritiske røster. I oktober 1989 udløste det japanske Røde Kors for eksempel en skandale da det søgte at vinde andele på det japanske marked ved at give store rabatter på produkter udvundet af donorblod. Hospitalerne høstede store økonomiske fordele ved at opgive at de havde købt blodet til markedspris.

Ifølge den thailandske avis The Nation har visse asiatiske lande været nødt til at stramme grebet om markedet for det røde guld ved at forbyde betalte donorer. I Indien lever helt op mod 500.000 af at sælge af deres blod. Nogle fattige og underernærede mennesker forklæder sig undertiden for at komme til at give blod oftere end tilladt. Andre lader stiltiende blodbankerne tappe dem for større mængder blod.

I bogen Blood: Gift or Merchandise hævder Piet J. Hagen at Brasilien er det land hvor blodbankernes lyssky aktiviteter er mest graverende. De hundredvis af kommercielle blodbanker har en samlet årsomsætning på 70 millioner dollars, hvilket tiltrækker skruppelløse elementer. Ifølge bogen Bluternte (Blodhøst) strømmer de fattige og arbejdsløse til de utallige blodbanker i Bogotá i Colombia. Dér sælger de en halv liter af deres blod for mellem sølle 350 og 500 pesos (4,40 og 6,25 kroner). En patient må senere betale mellem 4000 og 6000 pesos (50 og 75 kroner) for den samme portion blod!

Ét står i hvert fald klart i lyset af det foregående: Handel med blod er en god forretning. ’Og hvad så? Hvorfor skulle det ikke være det?’ spørger nogle måske.

Hvad er det der i almindelighed gør at folk føler sig utrygge ved store forretningsforetagender? Det er begærlighed. En sådan begærlighed kommer for eksempel til udtryk når et stort forretningsforetagende lokker folk til at købe ting de i virkeligheden ikke har brug for — eller endnu værre: når det fortsætter med at pådutte folk et produkt der er farligt, eller når det nægter at bruge penge på at gøre produktet mere sikkert.

Hvis noget sådant gør sig gældende i forbindelse med handelen med blod, er millioner af menneskeliv i overhængende fare. Man må uvilkårligt spørge: Er handelen med blod styret af begærlighed?

[Fodnote]

[Ramme/illustration på side 6]

Handel med moderkager

Det er sikkert de færreste kvinder der lige har født som spekulerer på hvad der bagefter sker med placenta eller moderkagen, det organ der har sørget for næring til barnet mens det lå i livmoderen. Ifølge avisen The Philadelphia Inquirer lægger mange hospitaler disse organer til side, fryser dem og sælger dem. Alene i 1987 eksporterede De Forenede Stater over 700 tons moderkager. En virksomhed i nærheden af Paris køber 15 tons om dagen! Disse organer er en let tilgængelig kilde til moderblodplasma, hvoraf firmaet fremstiller forskellige former for medicin der bliver solgt i omkring hundrede lande.

[Grafisk fremstilling/illustration på side 4]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Blodets hovedbestanddele

Plasma: udgør omkring 55 procent af blodet. Det består af 92 procent vand; resten er komplekse proteiner, såsom globuliner og albuminer

Blodplader: udgør 0,17 procent af blodet

Hvide blodlegemer: omkring 0,1 procent

Røde blodlegemer: omkring 45 procent

En livets gave eller et dødskys?

„Hvor mange mennesker skal endnu dø? Hvor mange lig vil I have på bordet? Fortæl os hvor mange der skal til før I vil tro på at det er sådan det forholder sig.“

DON FRANCIS fra Det Amerikanske Center for Sygdomskontrol (CDC) hamrede sin knytnæve i bordet mens han råbte ovenstående på et møde for ledere inden for blodbankerne. Fra CDC søgte man at overbevise blodbankerne om at AIDS blev spredt gennem landets blodbanksystem.

Men blodbankernes ledere var ikke blevet overbevist. De betegnede bevismaterialet som spinkelt — blot en håndfuld tilfælde — og besluttede at de ikke ville intensivere de hæmatologiske undersøgelser eller screeninger. Sådan var stillingen den 4. januar 1983. Seks måneder senere sagde præsidenten for Den Amerikanske Sammenslutning af Blodbanker beroligende: „Der er ingen eller kun ringe fare for befolkningen i almindelighed.“

Mange sagkyndige mente imidlertid at der allerede var tilstrækkeligt med beviser til at man burde gøre noget. Og siden er den oprindelige „håndfuld tilfælde“ vokset med alarmerende hast. Allerede før 1985 havde måske op mod 24.000 personer fået transfusionsblod der var inficeret med HIV-virus (humant immundefekt-virus), der forårsager AIDS.

Det AIDS-fremkaldende virus spredes uhyggeligt effektivt gennem inficeret donorblod. Ifølge The New England Journal of Medicine for 14. december 1989, kan en enkelt portion inficeret blod indeholde tilstrækkeligt med virus til at kunne forårsage 1,75 millioner nye infektioner! Det Amerikanske Center for Sygdomskontrol har fortalt Vågn op! at der i juni 1990 var 3506 personer i De Forenede Stater som havde udviklet AIDS efter at have modtaget blodtransfusion, blodkomponenter og transplantation af fremmed væv.

Men disse tal er blot statistik. De kan ikke skildre omfanget af de personlige tragedier dette har medført. Tag for eksempel den 71-årige Frances Borchelt. Hun havde udtrykkeligt sagt til lægerne at hun ikke ønskede blodtransfusion. Alligevel fik hun blod. Hun døde en pinefuld død af AIDS, mens hendes familie hjælpeløst så til.

Eller tænk på den 17-årige pige der blødte kraftigt i forbindelse med sin menstruation, og som fik to portioner blod blot for at rette op på en lav blodprocent. Som 19-årig og gravid fandt hun ud af at hun ved blodtransfusionen var blevet smittet med AIDS-fremkaldende virus. I en alder af 22 havde hun AIDS i udbrud. Foruden at hun vidste at hun snart selv ville dø af AIDS, stod hun med uvisheden om hvorvidt hun havde givet sygdommen videre til sit barn. Sådan kunne man fortsætte med at berette om de tragedier der har ramt børn såvel som voksne i hele verden.

Bogen Autologous and Directed Blood Programs, der udkom i 1987, siger beklagende: „Næsten samtidig med at man havde afgrænset de oprindelige risikogrupper, skete det utænkelige — det blev påvist at denne potentielt dødelige sygdom [AIDS] kunne overføres og blev overført gennem donorblod. Dette var den mest bitre lægelige ironi: at donorblodet som en værdifuld livgivende gave kunne vise sig at være dødsensfarligt.“

Også medicin udvundet af blodplasma kunne overføre denne sygdom, og har faktisk medvirket til at sprede den i hele verden. Bløderpatienter, der i de fleste tilfælde benytter en koagulationsfaktor der er udvundet af plasma for at holde deres sygdom under kontrol, begyndte at dø i stort tal. I De Forenede Stater fik mellem 60 og 90 procent af denne patientgruppe AIDS inden der blev taget skridt til at varmebehandle medicinen for at fjerne HIV-smitten.

Selv i dag kan man stadig ikke være sikker på at donorblod ikke er HIV-inficeret. Men AIDS er langtfra den eneste sundhedsfare ved blodtransfusioner.

Farer der overskygger AIDS

„Det er det farligste stof vi bruger i lægegerningen,“ siger dr. Charles Huggins om blod. Og han må vide det, eftersom han er leder af transfusionstjenesten ved et hospital i Massachusetts. Mange tror at det ved en blodtransfusion kun er et spørgsmål om at finde en blodtype der passer. Men foruden AB0-typen og Rh-faktoren, som blodet rutinemæssigt bliver undersøgt for, er der måske 400 andre faktorer der ikke bliver undersøgt. Som hjertekirurgen Denton Cooley siger: „En blodtransfusion er en organtransplantation . . . Jeg mener at der forekommer uforligelighedsreaktioner ved næsten alle blodtransfusioner.“

Det er ikke overraskende at transfusion af en så kompliceret substans som blod kan „forstyrre“ kroppens immunforsvar, som en kirurg udtrykker det. Faktisk svækker en blodtransfusion kroppens immunforsvar i helt op til et år efter behandlingen. I nogle tilfælde viser dette sig at være den største fare ved blodtransfusion.

Desuden er der en række infektionssygdomme, med eksotiske navne, som for eksempel Chagas’ sygdom og cytomegalovirus. Virkningerne varierer fra forkølelse og feber til død. Dr. Joseph Feldschuh fra Cornell-universitetets medicinske fakultet siger at risikoen for at pådrage sig en infektionssygdom i forbindelse med blodtransfusion er 1 til 10. Det er som at spille russisk roulette med en revolver der har plads til ti patroner. Nyere undersøgelser har også vist at blodtransfusion i forbindelse med kræftoperationer muligvis kan øge risikoen for at kræften bryder ud på ny.

En fjernsynsudsendelse gjorde således opmærksom på at en blodtransfusion kan blive den største hindring for at genvinde helbredet efter et kirurgisk indgreb. Hepatitis angriber i hundredtusindvis af de patienter der modtager blodtransfusion og dræber langt flere af disse end AIDS gør — man taler blot ikke så meget om det. Ingen ved hvor mange der egentlig dør af denne årsag, men ifølge økonomen Ross Eckert kan det ikke udelukkes at antallet vil svare til at der styrtede et fyldt DC-10 passagerfly ned hver måned.

Faremomenterne og blodbankerne

Hvordan har blodbankerne reageret på afsløringerne af alle disse faremomenter ved deres produkter? Ikke særlig positivt, siger kritikerne. En rapport fra den amerikanske præsidents Råd for HIV-smitte anklagede i 1988 blodproduktindustrien for at være „unødigt langsom“ til at reagere på AIDS-truslen. Blodbankerne er blevet opfordret til at påvirke donorer i højrisikogrupperne til ikke at give blod, og til at teste og screene blodet for tegn på om det skulle stamme fra donorer i en af højrisikogrupperne. Men blodbankerne tøvede, og bagatelliserede de anførte faremomenter som hysteri. Hvorfor?

I bogen And the Band Played On anklager Randy Shilts blodbankerne for at have modarbejdet yderligere sikkerhedsforanstaltninger „næsten udelukkende af økonomiske årsager. Selv om det stort set udelukkende er ikkekommercielle organisationer som Røde Kors der står bag blodproduktindustrien, er det store beløb der står på spil — årlige indtægter på omkring en milliard dollars. Deres forretning i forbindelse med at tilvejebringe blod til de 3,5 millioner transfusioner årligt, var truet.“

Desuden er de ikkekommercielle blodbanker i høj grad afhængige af frivillige donorer og har derfor været bange for at støde nogle bort ved at udelukke højrisikogrupper og navnlig homoseksuelle. Forkæmpere for de homoseksuelles rettigheder har advaret om at hvis man ville forbyde dem at give blod, ville det være at krænke deres borgerrettigheder og ville være et udtryk for en koncentrationslejrmentalitet fra en svunden tid.

Hvis man mistede donorer og måtte indføre mere omfattende kontrol, ville det koste penge. I foråret 1983 begyndte Stanford-universitetets blodbank som den første at benytte en testmetode der efter sigende skulle kunne afsløre om blodet kom fra en donor der var i fare for at udvikle AIDS. Andre blodbanker kritiserede initiativet som et kommercielt trick for at tiltrække flere patienter. Desuden medfører sådanne prøver forhøjede priser. Men som et forældrepar hvis spædbarn fik blodtransfusion uden deres vidende, udtrykker det: „Vi ville hellere end gerne have betalt 5 dollars mere for hver portion [for at have fået blodet testet].“ Deres barn døde af AIDS!

Fremmer egne interesser

Nogle sagkyndige siger at blodbankerne er sene til at træffe forholdsregler mod farerne ved transfusionsblod, fordi de ikke skal stå til ansvar for følgerne af deres egen efterladenhed. For eksempel oplyser den føromtalte rapport i The Philadelphia Inquirer at FDA (Den Amerikanske Levnedsmiddel- og Lægemiddelstyrelse) har ansvaret for at kontrollere om blodbankerne lever op til standarden, men at man i høj grad støtter sig til blodbankerne når disse normer skal fastlægges. Desuden har nogle af de ansvarshavende i FDA tidligere haft ledende stillinger i blodproduktindustrien. Således er kontrollen med blodbankerne faktisk aftaget samtidig med at AIDS-krisen har udviklet sig!

De amerikanske blodbanker har også ved hjælp af korridorpolitik søgt at fremme love der beskytter dem mod retsforfølgelse. I næsten alle de amerikanske stater er det nu vedtaget ved lov at blod ikke er et produkt men en tjenesteydelse. Det betyder at en person der sagsøger en blodbank må kunne bevise at den har gjort sig skyldig i forsømmelighed — en vanskelig juridisk forhindring. Mens sådanne love beskytter blodbankerne mod sagsanlæg, medvirker de ikke til at øge sikkerheden for patienterne.

Hvis blodbankerne blev holdt ansvarlige for det blod de distribuerer, ville de gøre mere for at sikre kvaliteten af det, mener økonomen Ross Eckert. Den pensionerede blodbankleder Aaron Kellner er helt enig heri: „Ved hjælp af en smule juridisk alkymi er blod blevet en tjenesteydelse. Alle, undtagen det uskyldige offer — patienten — kan melde hus forbi.“ Og han tilføjer: „Vi kunne i det mindste have gjort opmærksom på uretfærdigheden i dette, men det gjorde vi ikke. Vi var bekymrede for vores egen situation; men hvor var vores bekymring for patienterne?“

Konklusionen synes uomgængelig. Blodbankerne og hele den industri de forsyner, er langt mere interesseret i at beskytte deres egne økonomiske interesser end i at beskytte folk mod farerne ved deres produkter. ’Men hvor meget betyder disse faremomenter egentlig hvis blodtransfusion er den eneste behandling der kan redde ens liv?’ vil nogle måske spørge. ’Bliver ulemperne ikke opvejet af fordelene?’ Det er gode spørgsmål. Hvor stort behov er der egentlig for alle disse transfusioner?

[Tekstcitat på side 9]

Læger går langt for at beskytte sig selv mod deres patienters blod. Men bliver patienterne beskyttet tilsvarende mod farerne ved transfusionsblod?

[Ramme/illustration på side 8, 9]

Er donorblod i dag fri for AIDS-smitte?

„GODT nyt om blod,“ lød en overskrift i New York-avisen Daily News for 5. oktober 1989. Artiklen oplyste at risikoen for at få AIDS ved en blodtransfusion er som 1 til 28.000. Metoderne til at holde blodforsyningen fri for det AIDS-fremkaldende virus er nu 99,9 procent sikre, hed det.

En lignende optimisme hersker inden for blodproduktindustrien. ’Donorblod er mere sikkert end nogen sinde,’ hævder man. Præsidenten for Den Amerikanske Sammenslutning af Blodbanker siger at risikoen for at pådrage sig AIDS ved en blodtransfusion „praktisk talt er elimineret“. Men hvis der ikke er nogen fare forbundet med brugen af blod, hvad er da grunden til at både dommere og læger har betegnet det som „giftigt“ og „ubetinget farligt“? Hvorfor søger nogle læger at undgå enhver kontakt med blod ved at iføre sig noget der minder om en rumdragt, komplet med ansigtsmaske og støvler? Hvorfor beder så mange hospitaler patienterne om at underskrive et dokument der fritager hospitalet for ethvert ansvar i forbindelse med eventuelle skadevirkninger som følge af en blodtransfusion? Kan man virkelig være sikker på at donorblod er helt smittefrit?

Sikkerheden afhænger af de to foranstaltninger der bliver benyttet for at beskytte forsyningen af donorblod: Kontrol af donorerne og testning af selve blodet. Nylige undersøgelser har vist at der trods alle anstrengelser for at sortere de donorer fra som på grund af deres livsform befinder sig i en af højrisikogrupperne, alligevel er nogle der slipper igennem kontrollen. Nogle giver forkerte oplysninger når de udfylder spørgeskemaet. Andre ønsker blot anonymt at finde ud af om de selv er blevet smittet.

I 1985 begyndte blodbankerne at teste donorblodet for antistoffer som legemet danner mod det AIDS-fremkaldende HIV-virus. Problemet er blot at der går et stykke tid fra en person er blevet smittet med HIV til vedkommende har dannet antistoffer som kan afsløres ved en test. Denne periode kaldes inkubationstiden.

Påstanden om at risikoen for at få AIDS ved en blodtransfusion er som 1 til 28.000, bygger på en undersøgelse som er blevet offentliggjort i The New England Journal of Medicine for 5. oktober 1989. Ifølge dette blad går der sandsynligvis gennemsnitlig otte uger fra smittetidspunktet til antistof kan konstateres. Men blot få måneder tidligere, i juni 1989, kunne man i det samme tidsskrift læse om en undersøgelse der viste at denne periode kan være meget længere — tre år eller mere! Denne undersøgelse antydede at perioder af denne længde måske forekommer mere hyppigt end først antaget og, hvad der er endnu værre, at nogle HIV-smittede muligvis aldrig udvikler antistoffer! Den senere og mere optimistiske undersøgelse tog imidlertid ikke hensyn til disse faktorer, idet den betegnede dem som „mangelfuldt dokumenterede“.

Som dr. Cory SerVass fra Den Amerikanske Præsidents AIDS-Kommission har sagt: „Blodbankerne kan fortælle offentligheden nok så meget at donorblodet er så sikkert som det overhovedet kan blive, men den hopper folk ikke længere på, for de fornemmer selv at det ikke er sandt.“

[Kildeangivelse]

CDC, Atlanta, Ga.

[Ramme på side 11]

Transfusionsblod og kræft

Forskere har fundet ud af at transfusionsblod kan svække kroppens immunforsvar og at et svækket immunforsvar kan have en ugunstig indflydelse på overlevelsesmulighederne for patienter der er blevet opereret for kræft. Tidsskriftet Cancer for 15. februar 1987 forelagde resultaterne af en undersøgelse der var foretaget i Holland: „Hos patienterne med tyktarmskræft viste det sig at transfusion havde en markant negativ indvirkning på langtidsoverlevelsen. I denne gruppe var der en samlet 5-års overlevelse på 48% hos de patienter der havde fået transfusion og på 74% hos dem der ikke havde fået transfusion.“

Endvidere har læger ved University of Southern California påvist at blandt patienter som har gennemgået en kræftoperation, får mange flere tilbagefald hvis de har fået blodtransfusion. Bladet Annals of Otology, Rhinology & Laryngology for marts 1989 berettede om en efterfølgende undersøgelse af hundrede patienter som disse læger havde foretaget: „Tilbagefaldsraten for alle typer strubekræft var 14% hos dem der ikke fik blod og 65% hos dem der fik blod. For kræft i mundhule, svælg og næse eller bihuler var tilbagefaldsraten 31% uden transfusion og 71% med transfusion.“

I artiklen „Blodtransfusioner og kræftoperationer“ drager dr. John S. Spratt denne slutning: „Kræftkirurger bliver måske nødt til at operere uden blod.“ — The American Journal of Surgery, september 1986.

[Illustration på side 10]

Om blod er en livreddende medicin kan i høj grad diskuteres, men at det slår folk ihjel er en kendsgerning

Blodtransfusion — nøglen til livet?

I 1941 fastlagde dr. John S. Lundy en norm for hvornår blodtransfusion er påkrævet. Øjensynlig uden nogen som helst klinisk begrundelse hævdede han at hvis blodets indhold af iltbærende hæmoglobin falder til ti gram eller derunder pr. deciliter blod, vil en blodtransfusion være påkrævet. Siden har denne grænseværdi været normen blandt læger.

Ikke desto mindre er der i næsten 30 år blevet sat spørgsmålstegn ved denne grænseværdi. I 1988 stod der rent ud i The Journal of the American Medical Association at der ikke findes nogen vidnesbyrd til støtte for denne værdi. Anæstesiologen Howard L. Zauder siger at den „bunder i traditioner, fortaber sig i det uvisse, og er ikke begrundet med kliniske eller eksperimentelle vidnesbyrd“. Andre betegner slet og ret denne grænseværdi som en myte.

Til trods for disse åbenhjertige afsløringer bliver denne myte stadig benyttet som en fornuftig rettesnor. Et hæmoglobintal på under ti vil næsten automatisk få mange anæstesiologer og andre læger til at foretage en blodtransfusion for at afhjælpe en lav blodprocent.

Dette er uden tvivl en stor del af forklaringen på det enorme overforbrug af blod og blodprodukter i dag. Dr. Theresa L. Crenshaw, der har været tilknyttet Den Amerikanske Præsidents Råd i Spørgsmål om Human Immundefekt-Virus-Epidemien, anslår at der hvert år i De Forenede Stater alene gives omkring to millioner unødvendige transfusioner, og at omkring halvdelen af alle transfusioner med pakkede blodlegemer kunne undgås. Det japanske sundhedsministerium har beklaget „den uhæmmede brug af transfusioner“ i Japan, samt den „blinde tro på deres virkning“.

Problemet i forbindelse med at søge at afhjælpe en lav blodprocent med en blodtransfusion er at transfusionen kan være mere dødbringende end blodmangelen. Jehovas vidner der nægter at modtage blodtransfusion, hovedsagelig af religiøse grunde, har medvirket til at bevise dette.

Måske har du set overskrifter i aviserne der fortæller at et af Jehovas vidner er død fordi vedkommende har nægtet blodtransfusion. Desværre præsenterer nyhedsmedierne sjældent hele sandheden. Når et Jehovas vidne dør under sådanne omstændigheder kan det i mange tilfælde skyldes at lægerne har nægtet at operere eller at de har grebet ind for sent. Nogle læger vil ikke operere uden frit at kunne anvende blodtransfusion hvis hæmoglobintallet falder til under ti. Mange læger har imidlertid med gode resultater foretaget operationer på Jehovas vidner hvor hæmoglobintallet endog var helt nede på fire, to eller mindre. Kirurgen Richard K. Spence siger: „Min erfaring med Jehovas vidner er at et lavt hæmoglobintal ikke har nogen som helst indflydelse på overlevelsesmulighederne.“

Mange alternativer

’Blod eller død.’ Sådan præsenterer nogle læger de mulige alternativer når de står over for en patient der er et Jehovas vidne. Men i virkeligheden er der mange alternativer til blodtransfusion. Jehovas vidner er ikke interesserede i at dø. De er interesserede i alternative behandlingsmetoder. Men eftersom Bibelen forbyder indtagelse af blod, betragter de slet ikke blodtransfusion som et alternativ.

I juni 1988 blev det foreslået i en rapport fra Den Amerikanske Præsidents Råd i Spørgsmål om Human Immundefekt-Virus-Epidemien at alle patienter i virkeligheden burde have den mulighed som Jehovas vidner i årevis har bedt om, nemlig: „Informeret vægring ved transfusion af blod eller blodkomponenter, med oplysning om de mulige konsekvenser af et givet valg . . . samt oplysning om seriøse alternativer til homolog blodtransfusion.“

Patienterne bør med andre ord have lov til at vælge. Et af alternativerne er autotransfusion. Patientens eget blod bliver opsuget under operationen og sendt tilbage i blodårerne. Hvor en sådan proces blot er en udvidelse af patientens eget kredsløb, vil dette være et acceptabelt alternativ for de fleste Jehovas vidner. Kirurger understreger også betydningen af at øge patientens blodvolumen med plasmaerstatningsmidler og lade legemet selv danne nye røde blodlegemer. Sådanne metoder er blevet benyttet i stedet for blodtransfusioner uden at det har betydet større dødelighed. Faktisk kan man øge sikkerheden ved at benytte dem.

Et lovende medikament med navnet erytropoietin er for nylig blevet godkendt til begrænset brug. Det forøger den hastighed hvormed legemet selv danner røde blodlegemer.

Forskere søger stadig efter et effektivt erstatningsmiddel der ligesom blod vil være i stand til at transportere ilt. I De Forenede Stater har producenter af sådanne erstatningsmidler meget svært ved at få deres produkter godkendt. Men som en af disse producenter har indvendt: „Hvis man fandt på at indlevere blod til FDA [Den Amerikanske Levnedsmiddel- og Lægemiddelstyrelse] for at få det godkendt, skulle man ikke gøre sig nogen forhåbninger om overhovedet at få det undersøgt. Det er alt for giftigt.“ Man håber dog stadig at det vil lykkes at finde frem til et virksomt stof der kan godkendes som et iltbærende erstatningsmiddel for blod.

Der findes altså alternativer. Og de her nævnte er kun nogle få eksempler. Som dr. Horace Herbsman, der er professor i klinisk kirurgi, har skrevet i tidsskriftet Emergency Medicine: „Det er . . . helt klart at vi har alternativer til blod. Måske kan vore erfaringer med Jehovas vidner endda tolkes sådan at vi slet ikke er så afhængige af blodtransfusioner som vi engang troede, med alle de potentielle komplikationer som er forbundet dermed.“ Naturligvis er der intet egentligt nyt i dette. Som tidsskriftet The American Surgeon udtrykker det: „At større operationer kan udføres sikkert uden blodtransfusioner er blevet rigelig dokumenteret i de forløbne 25 år.“

Men hvis blod er farligt og der findes sikre alternativer, hvorfor får millioner af mennesker da unødvendige blodtransfusioner — i nogle tilfælde uden at de ved det, i andre tilfælde imod deres vilje? Rapporten fra Den Amerikanske Præsidents AIDS-Kommission gør opmærksom på at det til dels skyldes at man har undladt at undervise læger og hospitaler i brugen af de nye alternativer. Men også en anden faktor gør sig gældende: „Visse regionale blodcentre har tøvet med at oplyse om fremgangsmåder der vil kunne mindske brugen af transfusionsblod, eftersom deres driftsindtægter stammer fra salg af blod og blodprodukter.“

Med andre ord: Der er store penge i handel med blod.

Verdens mest værdifulde væske

Selv om man kunne afvise transfusionsblod som et farligt og unødvendigt produkt fra en ofte begærlig industri, ville dette stadig ikke kunne forklare hvorfor Jehovas vidner afviser blodtransfusion. De har helt andre og vægtigere grunde til at afvise blod. Hvilke?

DET er så let at tage blodet for givet. Blot ved den mindste skramme eller det mindste prik i huden kommer en lille glinsende rød dråbe til syne, som vi straks vasker af eller tørrer bort uden at tænke nærmere over det.

Men hvis vi kunne gøre os selv så små at denne bloddråbe på huden ville rejse sig over vore hoveder som et bjerg, ville vi i dens blodrøde indre finde en verden af helt utrolig kompleksitet og orden. I blot én dråbe vrimler hærskarer af celler rundt imellem hinanden — 250.000.000 røde blodlegemer, 400.000 hvide blodlegemer og 15.000.000 blodplader, for blot at nævne nogle. Inde i blodkredsløbet har hver af disse hære deres specielle opgaver at udføre.

De røde blodlegemer strømmer rundt i det indviklede net af blodkar, hvor de fører ilt med fra lungerne ud til hver eneste celle i legemet og fjerner kuldioxid som føres med tilbage. Disse celler er så små at en stabel på 500 kun ville måle 1 millimeter i højden. Hvis man stablede samtlige røde blodlegemer et menneske har i kroppen, ville de ikke desto mindre måle op mod 50.000 kilometer i højden! Efter at have rejst rundt i legemet i omkring 120 dage, 1440 gange i døgnet, er de røde blodlegemer slidt op. Den jernholdige kerne bliver genbrugt mens resten bliver kasseret som affald. Hvert sekund bliver der fjernet tre millioner røde blodlegemer, mens et tilsvarende antal nye dannes i knoglemarven. Men hvordan ved kroppen når et rødt blodlegeme har nået aldersgrænsen? Det er stadig en gåde for forskerne. Men uden denne udskiftning ville vores blod, ifølge en kemiker, „blive tykt som cement i løbet af et par uger“.

Samtidig gennemsøger de hvide blodlegemer hele kroppen for at finde og tilintetgøre indtrængende fjender. Blodpladerne samler sig øjeblikkeligt ved enhver læsion og begynder at lukke hullet. Alle disse celler flyder rundt i en klar, lysgullig væske kaldet plasma, som selv er sammensat af flere hundrede bestanddele hvoraf mange spiller en livsvigtig rolle i forbindelse med blodets mange opgaver.

Forskerne er, selv med deres samlede hjernekapacitet, ikke i stand til at forstå alle blodets funktioner, for slet ikke at tale om at fremstille en efterligning af det. Kan denne underfulde og komplicerede væske være andet end et produkt af en stor Skaber? Og siger det ikke sig selv at denne overmenneskelige Skaber i så fald har ret til at bestemme hvordan det han har skabt må benyttes?

Sådan har Jehovas vidner altid set på det. De betragter Bibelen som et brev fra Skaberen der indeholder hans vejledning om hvordan vi får det bedste ud af livet. Og Bibelen forholder sig ikke tavs når det gælder brugen af blod. I Tredje Mosebog 17:14 står der: „Alt køds sjæl er dets blod“ — ikke bogstaveligt, naturligvis, eftersom der også står i Bibelen at et levende væsen i sig selv er en sjæl. Men det betyder at enhver sjæls liv er så uløseligt forbundet med blodet at blodet meget passende bliver betragtet som en hellig væske der repræsenterer livet.

Nogle har vanskeligt ved at forstå dette. Vi lever i en verden hvor kun ganske få ting bliver betragtet som helligt. Selv livet bliver sjældent værdsat i den grad det burde. Det kan derfor ikke undre at man også køber og sælger blod som enhver anden vare. Men de der har respekt for Skaberens ønsker behandler ikke blodet på den måde. ’I må ikke spise blod,’ lød Guds påbud til Noa og hans efterkommere — hele menneskeheden. (1 Mosebog 9:4) Otte hundrede år senere gentog han dette påbud i sin lov til israelitterne. Og femten hundrede år efter dette blev det igen slået fast, denne gang over for den kristne menighed: ’Afhold jer fra blod.’ — Apostelgerninger 15:20.

Jehovas vidner har først og fremmest fulgt denne befaling fordi de ønsker at adlyde deres Skaber. Ved at lade sin egen søn dø offerdøden har Skaberen allerede tilvejebragt livreddende blod for hele menneskeheden. Dette blod kan forlænge livet, ikke blot nogle få måneder eller år, men for evigt. — Johannes 3:16; Efeserne 1:7.

Ved at afholde sig fra blodtransfusioner er Jehovas vidner desuden blevet beskyttet mod et utal af farer. Flere og flere uden for Jehovas Vidners rækker vægrer sig i dag ved at modtage blodtransfusion. Og inden for lægeverdenen er man langsomt ved at nedsætte forbruget af blod. Som publikationen Surgery Annual udtrykker det: „Det står helt klart at den sikreste transfusion er den der ikke bliver givet.“ Tidsskriftet Pathologist gør opmærksom på at Jehovas vidner længe har hævdet at transfusion af blod ikke er en tilrådelig behandlingsform, og tilføjer: „Trods blodbankernes protest er der mange vidnesbyrd som taler til støtte for deres vægring.“

Hvem vil du sætte din lid til? Til den vise Skaber der har dannet blodet? Eller til mennesker der har gjort handel med blod til en indbringende forretning?

[Illustrationer på side 15]

Det menneskelige blodkredsløb med kapillærkar (indsat) der er så tynde at blodlegemerne må passere dem i én lang række