Side 2

Mennesker har længe været fascineret af tanken om at der skulle være liv i verdensrummet. Lige siden man i 1899 begyndte at bruge det primitive elektriske udstyr der ses øverst til højre, har man fortsat jagten på liv i verdensrummet. I 1957 benyttede man for første gang kolossale radioteleskoper (nederst), og senere begyndte man at bruge rumsonder som for eksempel Viking fra 1976 (øverst til venstre).

[Kildeangivelse på side 2]

Tegnet efter et fotografi fra NASA

Er der nogen?

I MASSACHUSETTS i USA er der en mand hvis arbejde indbefatter at han dagligt skal checke om nogen skulle have sendt en besked. Der er aldrig nogen besked. Og sådan har det været i årevis. Men manden fortsætter ufortrødent med hver dag at se efter, og hver dag bliver han skuffet. Skyldes det at manden er upopulær? Eller er hans telefonsvarer brudt sammen?

Ingen af delene. Det er nemlig ikke en telefonsvarer han kontrollerer. Det er en datamat der er forbundet med et enormt elektronisk øre der peger lige op i luften, bort fra jordkloden — et radioteleskop der opfanger signaler fra det ydre rum. Denne mand hjælper et hold forskere med at lytte ud mod stjernerne — efter et budskab fra intelligensvæsener i det ydre rum.

Man har nu søgt i 30 år. I 1960 begyndte astronomen Frank Drake som den første at lytte efter budskaber fra rummet ved hjælp af et radioteleskop, og lige siden har man så at sige lagt øre til universet. Indtil nu er der foretaget omkring 50 forskellige omfattende afsøgninger af himmelrummet.

Radioteleskoper i Frankrig, Vesttyskland, Holland, Australien, Sovjetunionen, Argentina, De Forenede Stater og Canada, ja, overalt på jordkloden, har været brugt i jagten. Som en har udtalt: „Søgningen efter intelligens andre steder end på Jorden er blevet lige så international som selve rummet.“ I et symposium om emnet deltog 150 forskere fra 18 lande der repræsenterede alle fem kontinenter.

Det hidtil mest ambitiøse projekt af denne art er berammet til at løbe af stabelen i 1992. De Forenede Staters rumfartsorganisation, NASA, planlægger at tage et nyt kraftigt instrument i brug, hvormed det bliver muligt at måle på millioner af radiofrekvenser samtidig. Projektet skal efter planen vare i ti år og vil koste 90 millioner dollars. Det vil være ti milliarder gange så omfattende som alle tidligere søgninger tilsammen.

For at finde svaret på om nogen eller noget skulle vise sig et eller andet sted ude i verdensrummet kræves der dog mere end højteknologisk udstyr. Det er nemlig også på mange måder et åndeligt spørgsmål. I sin søgen efter svaret viser mennesket hvad det mest af alt håber på: at krige og sygdomme vil blive bragt til ophør, og at finde frem til en måde hvorpå man kan opnå udødelighed. Meget står altså på spil. Hvor tæt på svaret har århundreders spekulationer og årtiers søgen bragt os?

Liv i rummet — Den gamle drøm

DET er ikke vore dages science fiction-forfattere der har fostret tanken om at der måske findes intelligensvæsener andre steder end på Jorden. For omkring 2300 år siden fremholdt en græsk filosof ved navn Metrodorus den tanke, at et univers der kun indeholder én levende verden forekommer lige så usandsynlig som en stor mark der kun bærer ét hvedeaks. En romersk digter ved navn Lucrets fra det første århundrede før vor tidsregning skrev at der i „andre dele af rummet findes andre jordkloder og forskellige menneskeracer“.

Denne lære om at der findes mange verdener vakte i århundreder kristenhedens mishag. Men fra omkring år 1700 til begyndelsen af det 20. århundrede troede de fleste lærde, deriblandt nogle af historiens største videnskabsmænd, fuldt og fast på at der fandtes liv i andre verdener. En lærer der levede i midten af det 19. århundrede blev faktisk udsat for hård kritik fordi han vovede at skrive en afhandling der benægtede denne lære.

Det ser ud til at folk gerne ville tro på at der fandtes liv i rummet, uanset hvor spinkle beviserne var. I 1835 skrev en journalist at astronomer nu havde opdaget liv på månen. Han skrev at man ved hjælp af et teleskop havde set mærkelige dyr, eksotiske planter, ja, selv små mennesker med vinger der fløj omkring og gjorde fagter. Oplaget på hans avis røg i vejret, og mange fortsatte med at tro på historien selv efter at den blev afsløret som et bedrag.

Også videnskabsmændene var optimistiske. Ved slutningen af det 19. århundrede var astronomen Percival Lowell overbevist om at han kunne se et indviklet system af kanaler på overfladen af planeten Mars. Han lavede detaljerede kort over dem og skrev bøger om den civilisation der havde bygget dem. I Frankrig var Videnskabernes Akademi så overbevist om at der fandtes liv på Mars at det udlovede en dusør til den første der kommunikerede med andre rumvæsener end marsboere.

Andre gav ejendommelige bud på hvordan man kunne kommunikere med væsener i de nærliggende verdener, lige fra store bål i Sahara til plantning af skove i geometriske mønstre tværs over Sibirien. I 1899 rejste en amerikansk opfinder en mast der på spidsen havde en kobberkugle hvorigennem han sendte kraftige elektriske impulser for at signalere til marsboerne. Håret stod ud fra hovedet på lokalbefolkningen, og gnisterne fra antennen kunne ses i en omkreds af 50 kilometer — men der kom intet svar fra Mars.

Store forhåbninger

Skønt teknologien bag vore dages søgen efter liv på andre planeter er ny, er der noget der ikke har ændret sig: forskere føler sig stadig overbevist om at vi ikke er alene i kosmos. Som astronomen Otto Wöhrbach har skrevet i den vesttyske avis Nürnberger Nachrichten: „Der findes næppe en eneste naturvidenskabsmand der ikke ville svare bekræftende hvis han blev spurgt om han troede på at der findes liv i rummet.“ Gene Bylinsky, der har skrevet bogen Life in Darwin’s Universe, udtrykker det på denne måde: „Hvis man skal tro radioastronomerne, kan et signal fra stjernerne når som helst krydse verdensrummets ufattelige svælg og gøre ende på vores kosmiske ensomhed.“

Hvorfor er forskerne så overbeviste om at der findes liv andre steder end på jorden? Deres optimisme skyldes det astronomiske antal af stjerner. Alene i vor egen galakse findes der flere hundrede millioner stjerner. Man drager derfor den slutning at mange af disse stjerner også må have planeter der kredser rundt om dem, og at der i det mindste i nogle af disse planetsystemer må være opstået liv. Som følge af dette ræsonnement forestiller astronomerne sig at der kan være lige fra tusinder til millioner af civilisationer her i vor egen galakse.

Er det ikke lige meget?

Men hvilken forskel gør det om der findes liv andre steder end på Jorden? Forskerne mener at svaret vil have umådelig stor betydning for menneskeheden. De mener at hvis vi finder frem til at vi er alene i universet, vil det hjælpe mennesker til i højere grad at værdsætte livet i betragtning af at det er unikt. Hvis vi derimod ikke er alene mener en anerkendt forsker at de fremmede civilisationer sandsynligvis vil være mange millioner år forud for os, og derfor kunne give os del i deres store visdom. De kunne måske lære os hvordan vi helbreder vore sygdomme og afskaffer forurening, krige og hungersnød. Ja, de kunne måske endda vise os hvordan vi besejrer døden!

En verden uden sygdom, krig og død — et sådant håb har stor betydning for mennesker i vore problemfyldte tider. Det har sikkert også stor betydning for dig. Og dog er det bedre ikke at nære noget håb end at nære falske forhåbninger. Det er derfor vigtigt at finde ud af om forskerne har ’mistet jordforbindelsen’ når de hævder at universet vrimler med beboede planeter.

[Tekstcitat på side 5]

Har forskerne ’mistet jordforbindelsen’ når de hævder at universet vrimler med beboede planeter?

Liv i rummet — Hvor?

HVOR er rumvæsenerne henne? Ifølge videnskabsmanden og forfatteren Isaac Asimov „ødelægger et sådant spørgsmål på en måde det hele“ for dem der tror på at der findes liv på andre planeter. Spørgsmålet blev første gang rejst i 1950 af atomfysikeren Enrico Fermi, som et resultat af følgende argumentation: Hvis der er opstået liv på andre planeter i vores galakse, skulle der i dag findes civilisationer som er millioner af år forud for vor egen. De skulle for længst have udviklet interstellar flyvning og spredt sig til andre dele af galaksen for at kolonisere og udforske den. Men hvor er de?

Nogle forskere indrømmer at dette „Fermi-paradoks“ er rystende, men de svarer ofte ved at henvise til hvor vanskeligt det ville være at foretage rejser mellem stjernerne. Selv med lysets enorme hastighed ville det tage et rumskib 100.000 år at krydse vor egen galakse. Man har anset det for umuligt at nå op på højere hastigheder.

Science fiction som skildrer rumskibe der bevæger sig fra den ene stjerne til den anden i løbet af et par dage eller et par timer er fri fantasi, ikke videnskab. Afstandene mellem stjernerne er kolossale, næsten ufattelige. Hvis vi kunne bygge en model af vor egen galakse i et størrelsesforhold hvor Solen (der er så stor at den kan rumme en million jordkloder) er på størrelse med en appelsin, ville afstanden mellem stjernerne i en sådan model gennemsnitlig være på omkring 1500 kilometer!

Det er derfor at man i vid udstrækning benytter sig af radioteleskoper når man søger efter liv på andre kloder. Eftersom de højerestående civilisationer ikke formodes at rejse mellem stjernerne, forestiller forskerne sig at de vil søge efter andre livsformer ved hjælp af radiobølger, hvilket er relativt billigt og let. Men det løser ikke Fermis paradoks.

Den amerikanske fysiker Freeman J. Dyson har draget den slutning at hvis der findes højt udviklede civilisationer i vores galakse, skulle det være lige så let at finde vidnesbyrd om dem som at finde tegn på en teknologisk civilisation på Manhattan i New York. Galaksen skulle summe af signaler fra de fremmede og deres kolossale tekniske projekter. Men det gør den ikke. I en artikel om emnet siges det at sætningen: „Søgningen gav intet resultat,“ er blevet en konstant, næsten religiøs messen for disse astronomer.

Tvivlen opstår

Flere forskere begynder at indse at deres kolleger har draget alt for mange optimistiske slutninger i forbindelse med dette spørgsmål. Disse forskere mener at antallet af udviklede civilisationer i vores galakse er langt mindre. Nogle mener at der kun er én, nemlig vores egen. Andre har sagt at rent matematisk burde der ikke engang være én — selv vi burde ikke være her!

Det er ikke svært at forstå årsagen til deres skepsis. Den kan sammenfattes i to spørgsmål: Hvis der fandtes intelligensvæsener i rummet, hvor skulle de i så fald bo? Og hvordan er de blevet til?

’De bor naturligvis på nogle planeter,’ vil man måske svare på det første spørgsmål. Men der findes kun én eneste planet i vort solsystem som ikke er direkte ubeboelig, nemlig vores Jord. Men hvad med de planeter der kredser omkring de milliarder af andre stjerner som findes i vores galakse? Kunne der ikke være liv på nogen af dem? Sandheden er at forskerne indtil nu ikke har kunnet fremlægge noget afgørende bevis for at der findes en eneste planet uden for vort eget solsystem. Hvorfor ikke?

Fordi det er uhyre vanskeligt at påvise dem. Eftersom stjernerne befinder sig så langt borte og planeterne ikke selv udsender lys, svarer dét at opdage selv en kæmpeplanet som for eksempel Jupiter, til at få øje på et støvfnug der svæver omkring en kraftig elektrisk pære der befinder sig flere kilometer borte.

Og selv om sådanne planeter skulle eksistere — hvilket indirekte vidnesbyrd synes at pege på — er det dog ikke ensbetydende med at de kredser om præcis den rette type stjerne i det rette område af galaksen, i præcis den rette afstand fra stjernen, eller at de har nøjagtig den rette størrelse og sammensætning til at der kunne eksistere liv.

Et smuldrende fundament

Selv om der skulle være mange planeter som lever op til de strenge krav der er en forudsætning for liv som vi kender det, er det stadig et spørgsmål hvordan livet skulle være opstået på disse planeter. Hermed er vi fremme ved selve fundamentet for troen på væsener på andre planeter — evolution.

For mange forskere er det logisk at tro at hvis livet kunne udvikle sig af uorganisk stof på vores egen planet, kunne det også lade sig gøre på andre planeter. Som en skribent forklarer: „Den normale tankegang blandt biologer er at livet vil opstå overalt hvor der findes et miljø hvor det kan opstå.“ Men her støder evolutionisterne på en uoverstigelig vanskelighed, for de kan ikke engang forklare hvordan livet på Jorden begyndte.

Forskerne Fred Hoyle og Chandra Wickramasinghe anslår at sandsynligheden for at livets vigtigste enzymer kunne opstå ved et tilfælde, er som 1 til 10^40.000 (et ettal efterfulgt af 40.000 nuller). Forskerne Feinberg og Shapiro går endnu videre. I deres bog Life Beyond Earth siger de at sandsynligheden for at stoffet i en organisk ursuppe nogen sinde ville tage de første elementære skridt hen imod liv er som 1 til 10^1.000.000. Hvis vi skulle skrive dette tal i vort blad, ville vi behøve mindst 300 sider!

Er det svært at fatte disse enorme tal? Ordet „umuligt“ er lettere at huske, og det er lige så sandt.a

Ikke desto mindre antager en hel del astronomer gladeligt at der ved tilfældighedernes spil er opstået liv mange steder i universet. Gene Bylinsky fremkommer i sin bog Life in Darwin’s Universe med forskellige spekulationer om de måder hvorpå livet kan have udviklet sig i andre verdener. Han hævder at man på ingen måde er langt ude når man forestiller sig intelligente blæksprutter, pungmennesker med punge på maven, eller flagermusmennesker der fremstiller musikinstrumenter. Anerkendte videnskabsfolk har rost hans bog. Andre forskere, som for eksempel Gerald Feinberg og Robert Shapiro, erkender de alvorlige mangler i sådanne teorier. De peger på at forskernes teorier om livets tilblivelse på Jorden kun i meget utilstrækkelig grad er funderet på udførte eksperimenter. De bemærker endvidere at forskerne alligevel „på disse ’fundamenter’ har rejst tårne der når helt ud til universets ydergrænser“.

Den forkerte tro

Man kan undres over at så mange forskere tager det umulige for givet. Svaret er enkelt og ret sørgeligt. Det skyldes at folk er tilbøjelige til at tro det de gerne vil tro; og videnskabsmænd er desværre ingen undtagelse, skønt de hævder at være objektive.

Fred Hoyle og Chandra Wickramasinghe bemærker at „teorien om at livet er blevet sammensat af en intelligens“ er ’langt mere sandsynlig’ end teorien om spontan tilblivelse. „En sådan teori er så indlysende,“ tilføjer de, „at man kan undre sig over at den ikke er blevet almindeligt anerkendt som selvindlysende. Årsagerne er psykologiske snarere end videnskabelige.“ Ja, mange forskere viger tilbage for tanken om en Skaber, skønt vidnesbyrdene peger i den retning. De har i stedet frembragt deres egen religion. Som de ovennævnte forfattere ser det, erstatter darwinismen ganske enkelt ordet „Gud“ med ordet „Naturen“.

Som svar på spørgsmålet om hvorvidt der findes intelligensvæsener i rummet, giver videnskaben os tydeligvis ikke grund til at mene at der skulle være liv på andre planeter. Som årene går og stilheden fra stjernerne fortsætter, bliver de forskere der tror på evolutionsteorien bragt i stadig større forlegenhed. Hvis der uden videre opstår forskellige former for liv af livløst stof, hvorfor hører vi så ikke fra dem? Hvor befinder de sig i det udstrakte univers?

Hvis spørgsmålet derimod er af religiøs art, hvordan finder vi da svaret? Har Gud skabt liv på andre planeter?

[Fodnote]

[Ramme på side 8]

Har vi haft besøg fra rummet?

Mange tror at vi af og til får besøg fra rummet eller at vi engang i fortiden har haft besøg af fremmede væsener. Videnskabsfolk afviser som regel sådanne påstande; de anfører mangelen på beviser og siger at de fleste ufoer (uidentificerede flyvende objekter) der er blevet set, har en naturlig forklaring. De er tilbøjelige til at henføre påstandene om at nogle er blevet bortført af sådanne rumvæsener, til uudforskede områder af den hårdt belastede menneskelige psyke eller til psykologiske og religiøse behov.

En science fiction-forfatter har skrevet: „Trangen til at undersøge og tro på den slags er næsten religiøs. Engang havde vi guder. Nu vil vi gerne føle at vi ikke er alene men overvåges af beskyttende kræfter.“ Nogle ufo-observationer smager mere af okkultisme end af videnskab.

Mange forskere har imidlertid deres egne forestillinger om sådanne „besøgende“. De har indset at livet umuligt kan være opstået på Jorden ved et tilfælde, og hævder derfor at det må være kommet hertil fra rummet. Nogle mener at fremmede væsener har sendt livet hertil i raketter fyldt med primitive bakterier. Én er endog kommet med den teori at fremmede væsener har besøgt vores planet i en fjern fortid, og at livet er opstået ved et tilfælde af det affald de efterlod! Nogle forskere drager slutninger ud fra den kendsgerning at simple organiske molekyler er ret almindelige i rummet. Men er det et pålideligt bevis for at livet skulle være opstået ved et tilfælde? Er tilstedeværelsen af en jernhandel et bevis for at her er en bil i færd med at bygge sig selv?

[Illustration på side 7]

Selv om der skulle findes andre beboelige planeter, har vi da nogen vidnesbyrd om at liv kunne opstå dér ved et tilfælde?

Liv i rummet — Svaret på spørgsmålet

DEN 17. februar år 1600 blev en mand ved navn Giordano Bruno brændt levende på bålet på et torv i Rom. Hvori bestod hans forbrydelse? Hans skrifter havde fornærmet kirken. Han havde blandt andet fremholdt den lære at der findes mange beboede ’verdener’ i universet. I det 11. århundrede havde kirken erklæret denne lære for kætteri. At udbrede læren om at der fandtes mange verdener medførte døden, som i Giordano Brunos tilfælde.

Indtil det 19. århundrede blev debatten om hvorvidt der findes liv på andre planeter ført i religiøst regi. I århundreder påstod religiøse ledere, og de videnskabsmænd som de øvede indflydelse på, at Jorden var universets centrum, at universet var blevet skabt i år 4004 f.v.t., og så videre.

Det er derfor ikke så mærkeligt at mange forskere og andre har så lidt respekt for religion. Med tiden har mange desuden mistet respekten for Bibelen, da de tror at den er kilden til alle disse misforståelser. Intet kunne være længere fra sandheden.

Bibelen giver sig ikke ud for at være en videnskabelig lærebog. Den er imidlertid altid korrekt når den berører emner som angår universet eller andre videnskabelige spørgsmål. For eksempel står der intetsteds i Bibelen at Jorden og mennesket er universets centrum. Tværtimod havde dens inspirerede forfattere en klar opfattelse af hvor ubetydeligt mennesket er i sammenligning med det uhyre univers. — Salme 8:3, 4.a

Men hvad siger Bibelen om hvorvidt der findes liv i rummet?

Bibelens svar

Ifølge Bibelen findes der ekstraterrestrisk liv, hvilket vil sige liv andre steder end på Jorden. Ja, ikke alene findes der liv — det findes i overflod. Disse livsformer er langt mere komplicerede, langt mere interessante og langt mere troværdige end alt hvad evolutionister, science fiction-forfattere og filmproducenter nogen sinde har drømt om.

Forskerne spekulerer på om der eventuelt findes livsformer som vi ikke er i stand til at spore. Det forsikrer Bibelen os om at der gør. Men de er ikke et produkt af en evolution. Ligesom alle andre livsformer i universet stammer de fra livets kilde, Jehova Gud. Han er et åndevæsen, og han har frembragt utallige andre åndevæsener af forskellig slags, nemlig engle, keruber og serafer. De udfører forskellige opgaver og funktioner i hans omfattende himmelske organisation. — Salme 104:4; Hebræerne 12:22; Åbenbaringen 19:14.

Findes der liv på andre planeter?

Visse fremtrædende religiøse personligheder hævder at Gud ikke ville skabe en klode uden at der var en hensigt med den, og at alle kloder hvor der kan eksistere liv derfor må være beboede. Men er det hvad Bibelen siger? Nej. Bibelen lader forstå at det er meget usandsynligt at Gud på nuværende tidspunkt har skabt intelligente, fysiske skabninger på andre kloder end vores egen. Hvordan det?

Hvis Gud har skabt sådanne væsener, må han have gjort det før han skabte Adam og Eva. De er så enten forblevet trofaste mod deres Skaber, eller har ligesom Adam og Eva syndet og er blevet ufuldkomne.

Men hvis de blev ufuldkomne havde de brug for en genløser. En skribent har sagt: „Man får den frygtelige tanke at om fredagen [den dag hvor Jesus Kristus blev henrettet], ja, hver fredag, bliver Jesus et eller andet sted i universet hængt op for nogens synder.“ Men det er ikke hvad Bibelen lærer. Den lærer at Jesus ’døde i forhold til synden én gang for alle’. — Romerne 6:10.

Men hvad nu hvis sådanne skabninger er forblevet fuldkomne? Da Adam og Eva syndede, betvivlede de i virkeligheden Guds ret til at herske over en verden af intelligente, fysiske skabninger. Hvis der på dette tidspunkt fandtes en anden planet fyldt med intelligente, fysiske væsener som levede harmonisk og som loyalt havde underlagt sig Guds styre, ville de så ikke være blevet ført som vidner på at Guds styre var godt nok? Denne konklusion er ikke til at komme uden om, eftersom Gud allerede har brugt ufuldkomne mennesker som vidner i dette stridsspørgsmål. — Esajas 43:10.

Vil det sige at Gud har skabt alle disse utallige millioner af sole og kloder uden en hensigt? Slet ikke. I betragtning af Jesu Kristi enestående stilling ved vi at Jorden er den eneste beboede planet i universet i øjeblikket, og vi ved også at Jorden altid vil fremstå som den planet hvor Skaberen afgjorde stridsspørgsmålet om hvorvidt han hersker med rette. Men hvad der skal ske med universet i fremtiden ved vi ikke.

Vi er ikke alene

Dag efter dag, år efter år, fortsætter astronomer med at finkæmme himmelen for signaler fra intelligent liv. De mener at deres søgen måske vil vare endnu et årti eller måske endnu et århundrede. Hvor paradoksalt! De bruger deres liv og store pengesummer på at lede efter et signal som menneskeheden modtog for hundreder af år siden. Bibelen er nemlig i sig selv et signal fra en stor Intelligens, og den overgår på enhver måde de signaler som selv de mest optimistiske forskere håber at opfange. — Se rammen på side 10.

Hvordan har menneskeheden reageret på det eneste virkelige tegn på intelligens i rummet? Hvordan reagerer mennesker i det store og hele på Bibelen? De ignorerer den. De misbruger den bevidst for at tilpasse den deres egne ideer. De fornærmer Afsenderen ved at fremstille en utrolig mængde grundløse og overtroiske læresætninger. De hævder oven i købet at den er et svindelnummer og benægter Afsenderens eksistens. Det er overflødigt at sige at Skaberen langtfra er glad for den måde hvorpå mennesker har reageret på hans budskab. Ikke desto mindre er han vedblevet med at kommunikere med dem. Ved hjælp af sit ord lærer han i dag millioner af mennesker hvordan de skal gå på fredens veje. Disse mennesker repræsenterer Jehova og bringer hans budskab ud til hele verden. Men kun et fåtal af Jordens indbyggere lytter til dem. I det store og hele vender verden det døve øre til. — Esajas 2:2-4; Mattæus 24:14.

Det er en fantastisk tanke at vi alle kan kommunikere med det største Væsen i universet uden at vi behøver at benytte os af kostbar teknologi og uden at vi behøver at vente årtier på at budskaberne skal nå frem. Du kan lytte til Skaberen ved at studere Bibelen og ved selvsyn forvisse dig om at den virkelig stammer fra en overmenneskelig kilde. Du kan tale med Gud gennem bønnen og vise din tro ved den måde du lever dit liv på. Vi er ikke alene. Skaberen har sagt at „han ikke er langt borte fra en eneste af os“. — Apostelgerninger 17:27; se også Første Krønikebog 28:9.

Skaberen er heller ikke ophørt med at kommunikere med menneskeheden. Han har lovet at skride drastisk ind i verdenshistorien og bremse menneskehedens hovedkuldse fremstormen mod selvødelæggelsen, ved fuldstændig at fjerne denne uduelige tingenes ordning og erstatte den med sin egen regering, der vil styre til alles bedste. (Daniel 2:44; Esajas 9:6, 7) Næste gang vi hører fra den største Intelligens i rummet vil det være i form af handling, ikke ord. — 2 Thessaloniker 1:6-9.

[Fodnote]

[Ramme på side 10]

● De budskaber forskerne håber at modtage i deres søgen efter intelligens i rummet:

● Det budskab de overhører — Guds ord, Bibelen:

● Kan måske være falsk alarm, hvilket ikke er ualmindeligt; muligheder for svindel.

● Kommer fra et overmenneskeligt Intelligensvæsen. — Esajas 55:9; 2 Timoteus 3:16.

● Kan måske tilbyde os en viden der bygger på millioner af års erfaring.

● Bringes i øjeblikket ud til millioner med en visdom der er ældre end universet. — Job 36:26; Salme 103:14; Esajas 48:17; Åbenbaringen 4:11.

● Kan måske lære os hvordan vi undgår kernevåbenkrig og alle andre krige.

● Lærer allerede millioner hvordan de skal leve i fred; dens Forfatter lover at bevare jorden for evigt og ødelægge dem der ødelægger jorden. — Salme 104:5; Esajas 2:2-4; Åbenbaringen 11:18.

● Kan måske lære os at helbrede sygdomme, ja, måske at overvinde døden; kun døden ved ulykkestilfælde vil være tilbage.

● Dens Forfatter har vist at han besidder evnen til at helbrede alle former for sygdomme; han lover at afskaffe døden, fjerne dens virkninger og indføre evigt liv. — Lukas 7:22; Johannes 20:30, 31; Åbenbaringen 21:4.

● Kan måske bringe menneskets ’kosmiske ensomhedsfølelse’ til ophør.

● Selv lige nu er Bibelens Forfatter ’ikke langt borte fra en eneste af os’. — Apostelgerninger 17:27.

● Kan måske være umulige at oversætte; ville tage tusinder — måske millioner — af år at svare på.

● Er tilgængeligt for mennesker på jorden. Vi kan læse det nu og reagere på det. De budskaber vi sender tilbage, modtages øjeblikkelig. — Johannes 17:3; 1 Thessaloniker 5:17; 1 Peter 3:12.

● Ovenstående bygger på spekulationer og antagelser.

● Ovenstående bygger på sikre vidnesbyrd og fornuftslutninger. — Hebræerne 11:1.

[Illustration på side 11]

Vi kan kommunikere med det højeste Væsen i universet