Side 2

Ifølge verdensledere, miljøforkæmpere og bekymrede borgere har affaldsproblemet antaget uhyre dimensioner. Det er blevet kaldt „90’ernes problem“. Tidsskrifter bruger mange spalter på at advare om udsigterne på verdensplan. Bladet Newsweek har haft en forside med overskriften „Levende begravet“. „Affaldspuklen: En miljøkrise uden for vort eget dørtrin,“ hed det inde i bladet. „I tonsvis af affald og ingen steder at gøre af det,“ lød en overskrift i U.S.News & World Report til en artikel om affald. I bladet Time stod der med fede typer: „Affald, affald overalt. Lossepladserne er overfyldte, men der er kun få alternativer.“ „Vestens affald — en voksende byrde for den tredje verden,“ lød en overskrift i avisen International Herald Tribune, der udkommer i Paris.

Vil vi blive begravet under et bjerg af affald?

DER er tale om et underligt paradoks. I vores generation har mennesket rejst til månen og tilbage igen. De mest moderne højteknologiske rumsonder med avancerede kameraer er blevet sendt milliarder af kilometer ud i rummet, og har sendt nærbilleder af fjerne planeter tilbage til jorden. Mennesket har udforsket havets dybder, lokaliseret skibe der sank for hundreder af år siden, og bjærget skatte fra længst svundne tider. Forskere er i stand til at udnytte kraften i atomet, enten til menneskets gavn eller til at udslette hele byer og deres indbyggere fra jordens flade. Man er desuden i stand til at opbevare Bibelen på nogle få siliciumchips der ikke er større end en negl. Men trods denne store viden er mennesker ikke i stand til at fjerne deres eget husholdningsaffald og opbevare det på betryggende vis, eller til at fjerne frygten for at den nuværende generation bliver levende begravet under et bjerg af affald.

Lad os først betragte det enorme dilemma De Forenede Stater befinder sig i. Ifølge rapporter smider amerikanerne daglig over 400.000 tons affald ud. Ikke medregnet kloakslam og byggeaffald er tallet på årsbasis 160 millioner tons, hvilket ifølge bladet Newsweek er „nok til at fylde 1000 fodboldbaner med affald i op til 30 etagers højde, eller nok til at fylde så mange skraldevogne at de kunne nå halvvejs til månen hvis man anbragte dem efter hinanden“. Over 90 procent af dette affald køres til lossepladser hvor der dannes bjerge af affald.

Byen New York har for eksempel verdens største bylosseplads. Den er på 800 hektarer og ligger på Staten Island. Hver dag modtager den 24.000 tons affald. En snes pramme sejler i døgndrift med affald til denne ø. Det skønnes at lossepladsens affaldsdynge i år 2000 vil „være halvt så høj som Frihedsgudinden og have et større rumfang end den største af de store pyramider i Egypten“. Man regner med at når lossepladsen inden for ti år lukker, vil affaldsbjerget have nået en højde af 150 meter. Da New York Citys nyvalgte borgmester, David Dinkins, tiltrådte sit embede, blev han hilst velkommen med følgende budskab fra direktøren for sanitetsvæsenet: „Hej. Velkommen til rådhuset. Forresten — du har ingen steder at gøre af affaldet.“

„Hver eneste storby i De Forenede Stater har et affaldsproblem,“ siger en ekspert. „De amerikanske lossepladser er ganske enkelt ved at være fyldt op, og der bliver ikke åbnet nye,“ har U.S.News & World Report skrevet. „I 1995 vil halvdelen af de eksisterende lossepladser være lukket. Mange af dem lever ikke op til de nye miljøkrav,“ hed det videre i rapporten.

Det anslås at hver borger i Californien i gennemsnit smider omkring 1100 kilo affald ud om året. „I Los Angeles producerer vi så meget skrald at vi kunne fylde Dodger Stadium med affald hver niende dag eller deromkring,“ har en miljøekspert udtalt. Lossepladserne i Los Angeles forventes at være fyldt i 1995. „Hvad skal vi så gøre?“ spørger byens indbyggere. Men regnskabets time kommer måske før end forventet, hvilket en californisk miljøforkæmper antyder: „Vi har faktisk hver dag skraldevogne der kører rundt i byen uden at kunne komme af med deres affald.“

Chicagos 33 lossepladser må lukke inden for de næste fem år. Andre større byer med affaldsproblemer kører ganske enkelt deres affald til lossepladser i andre stater. Dette har skabt vrede i disse stater, der ikke ønsker at blive belemret med andres affald. Der transporteres daglig omkring 28.000 tons affald på de amerikanske motorveje, alt imens man forsøger at finde et sted at slippe af med det. Det siges at New York, New Jersey og Pennsylvanien eksporterer otte millioner tons affald om året, hvilket så sandelig er en kostbar løsning. „Hvad der er endnu værre,“ skriver bladet Newsweek, „er at nogle lastvognschauffører der kører østover med kød og varer i kølevogne, på hjemturen bruger de samme vogne til at transportere affald fyldt med maddiker til den vestlige del af landet.“ Kongressen overvejer at forbyde denne trafik på grund af den indlysende sundhedsfare.

Men det er ikke blot De Forenede Stater der har problemer med affaldet. Også andre lande trues af affaldspuklen. I Japan, for eksempel, har man også store problemer som man søger at løse. Det skønnes at Tokyo og tre nabobyer i år 2005 vil have et overskud på 3,5 millioner tons affald, som man kan blive nødt til at eksportere. „Affald er en japansk eksportartikel der ikke er et marked for,“ har en skribent udtalt.

Visse lande har ganske vist ikke problemer med at skaffe deres husholdningsaffald af vejen, men med industriaffaldet ser det anderledes ud. For eksempel har de lande der benytter sig af store forbrændingsanlæg problemer med at komme af med de tusinder af tons affaldsaske, hvoraf meget er særdeles giftigt. De fleste mennesker er imod at det skal anbringes i deres „baghave“. Det er vanskeligt for de implicerede at slippe af med affaldet. Pramme lastet med tusinder af tons giftaffald sejler rundt for at finde en eller anden „baghave“ i andre lande. Mange bliver afvist. Ingen ønsker at have affald i nærheden af deres bopæl.

I de senere år er udviklingslandene blevet losseplads for tusinder af tons uønsket affald. I nogle tilfælde er affaldet blot blevet tømt ud på åbne marker af skruppelløse mennesker. „Europæere og amerikanere opdager at når de beskytter deres eget miljø, kan det være på bekostning af miljøet i andre lande,“ skriver bladet World Press Review.

Avisen The German Tribune skrev i oktober 1988 at Zürich i Schweiz eksporterede sit overskudsaffald til Frankrig, og at Canada, De Forenede Stater, Japan og Australien sendte deres affald til lossepladser i Østeuropa.

Og sådan bliver det ved. „Affaldsproblemet er anderledes end andre problemer vi har stået over for,“ siger en amerikansk embedsmand. „Hvis der er tørke, skærer man ned på vandforbruget. Men i denne situation bliver vi blot ved med at producere affald.“

[Tekstcitat på side 4]

’Nok til at fylde så mange skraldevogne at de kunne nå halvvejs til månen’

[Tekstcitat på side 5]

„Affald er en japansk eksportartikel der ikke er et marked for“

Engangsprodukter — Problemet der ikke forsvinder

AT IGNORERE affaldsproblemet og dets årsager er det samme som at ignorere at vi lever i et køb-og-smid-væk-samfund. Synes du for eksempel at det er mere praktisk at bruge papirhåndklæder i køkkenet end håndklæder af stof? Foretrækker du papirservietter ved måltiderne frem for stofservietter? Hvis du har børn der stadig bruger ble, bruger du så engangsbleer eller stofbleer? Synes du det er mest bekvemt at bruge engangsbarberknive og engangskameraer? I dag findes der mange unge som aldrig har skrevet med fyldepen; den er for længst blevet erstattet af kuglepennen, det være sig engangspenne eller kuglepenne hvor patronen kan skiftes ud. Firmaer bestiller i tusindvis af kuglepenne, og der foræres millioner af dem væk i reklameøjemed.

Kaffe, te, cola, milkshakes og fast food serveres ikke længere i papbægre eller på paptallerkener. De er blevet udkonkurreret af beholdere fremstillet af polystyren. Der fremstilles knive, gafler og skeer af plastic, lige til at smide væk efter brug. Der findes utallige af den slags engangsprodukter. „Vi er blevet et samfund der smider alt væk,“ siger direktøren for staten New Yorks renovation. „Vi bliver nødt til at ændre holdning.“

I dag sælges mælk i papkartoner eller plasticflasker i stedet for i flasker af glas; sko bliver fremstillet af plastic i stedet for af læder og gummi, og regntøj laves af plastic i stedet for af vandskyende naturfibre. Nogle læsere spekulerer måske på hvordan verden var i stand til at fungere før plasticen blev opfundet. Læg også mærke til den overflod af iøjnefaldende produkter som sælges i alt for store beholdere i supermarkeder eller andre steder. Datamater spytter milliarder af papirsider ud, hvorved de tårnhøje papirbunker vokser yderligere.

Hvor meget er vi villige til at ofre for til en vis grad at afhjælpe det voksende affaldsproblem? Amerikanerne alene skønnes at smide gennemsnitlig 4,3 millioner kuglepenne og 5,4 millioner engangsbarberknive væk om dagen, og det er ikke sandsynligt at de vil skrue tiden 50 år tilbage, til tiden før man begyndte at fremstille alle mulige engangsprodukter af plastic. Men det er en høj pris vi betaler for sådanne bekvemmeligheder.

Det samme gør sig gældende hvad engangsbleer angår. „Hvert år smides der over 16 milliarder bleer, med cirka 2,8 millioner tons ekskrementer og urin, ud på landets stadig færre lossepladser,“ har man kunnet læse i The New York Times. At vide at der kasseres over 4.275.000 tons bleer, vil måske hjælpe nogle til at få øjnene op. „Det er et udmærket eksempel,“ siger en renovationsekspert fra Washington. „Her bruger vi et engangsprodukt der koster mere end et produkt der kan bruges flere gange, et produkt der er mere miljøfarligt og som fremstilles af ressourcer der ikke fornys.“ Men hvor mange forældre er mon villige til at påtage sig det besvær der er forbundet med at vaske bleer? For mange er en verden uden engangsbleer noget fuldstændig utænkeligt.

For miljøforkæmpere er engangsbleerne blevet symbolet på hele affaldsproblemet. „Hvad værre er,“ skriver U.S.News & World Report, „så findes hver eneste af de plasticbleer der er blevet fremstillet siden 1961 her stadig; det vil tage omkring 500 år før de er nedbrudt.“

Miljøeksperter og embedsmænd giver imidlertid udtryk for at hvis vi vil undgå at blive begravet i vort eget affald må vi ændre vaner. Moderne engangsprodukter er måske en velsignelse for forbrugerne, men de er en tikkende bombe under jordens lossepladser. Intet af det plastic der smides væk forsvinder af sig selv. Og i modsætning til hvad de fleste tror, vil der gå mange år med nedbrydningen af de cirka 160 tusind tons papir som amerikanerne hver dag smider væk, samt den ukendte mængde der kasseres på verdensplan og havner på lossepladser under de mange tons affald. Man har fundet aviser der har ligget begravede på lossepladser i over 35 år og som var lige så lette at læse som den dag de forlod trykken.

Problemet med genbrug

Det er blevet sagt at der kun er fire måder at behandle affald på: „Man kan begrave det, brænde det, genbruge det — eller begrænse det.“ Nedgravet affald på lossepladser er ikke blot en torn i øjet på dem der må bo i nærheden, men det kan også udgøre en sundhedsfare. Når affaldet på lossepladserne nedbrydes, dannes der en usynlig, lugtfri men brændbar gasart kaldet metan. Hvis metangassen ikke kontrolleres kan den under jorden bevæge sig bort fra lossepladsen, ødelægge vegetationen og sive ind i nærliggende bygninger og eksplodere hvis den antændes. Dette har i nogle tilfælde medført dødsulykker. Endvidere trues underjordiske vandreservoirer når giftige kemikalier siver ned og forgifter vandforsyningen.

Problemet med genanvendelse af avispapir er den enorme overproduktion. „Lagrene af brugt avispapir har aldrig været større,“ siger en talsmand for Det Amerikanske Papirinstitut. „Papirmøller og papirforhandlere har over en million tons avispapir i deres depoter, hvilket svarer til en tredjedel af årsproduktionen. På et tidspunkt vil lagerkapaciteten være fuldstændig opbrugt.“ Som følge af denne papirpukkel må byer der før fik omkring 300 kroner for et tons papir, i dag betale vognmænd omkring 200 kroner for at køre den samme mængde papir væk så det kan blive brændt eller afleveret på en losseplads.

Hvad så med plasticen? „Plasticindustrien har ivrigt støttet genbrugstanken, mest af frygt for at dens allestedsnærværende produkter ellers ville blive forbudt,“ skriver U.S.News & World Report. Plasticflasker kan for eksempel omdannes til fibre der kan bruges i fremstillingen af polyestertæpper, som fyldmateriale i parkacoats og til utallige andre ting. Plastindustrien har imidlertid god grund til at være bekymret. Nogle steder har man allerede forbudt levnedsmiddelindustrien at bruge og sælge produkter der indeholder polystyren og PVC (polyvinylklorid). Forbudet omfatter både indkøbsposer af plastic, plasticbægre og -tallerkener samt bakker til hamburgere.

Det anslås at over 75 procent af kommunernes affald i De Forenede Stater kan genanvendes. Men på grund af offentlighedens ligegyldighed og de teknologiske mangler, bliver disse muligheder ikke udnyttet. „Genbruget er på vej ind i en meget farlig periode,“ har en genbrugsekspert udtalt. „Mange regeringer vil få problemer med at klare krisen.“

Nogle embedsmænd mener at man kan løse problemet ved at brænde affaldet i store kommunale forbrændingsanlæg. Men heller ikke dette er problemfrit. Miljøforkæmpere advarer om at der ved afbrænding af plastic og andet affald slipper giftige kemikalier, deriblandt dioxin, ud i luften. „Man kan godt betragte en forbrændingsanstalt som en dioxinfabrik,“ har en kendt miljøforkæmper udtalt. „Forbrændingsanlæggene producerer også i tonsvis af aske der ofte indeholder bly og cadmium,“ skriver Newsweek. Der lyder vilde protester fra folk der bor i nærheden af de steder hvor man planlægger at bygge forbrændingsanlæg, fordi disse betragtes som en trussel mod sundheden og miljøet. Affaldsproblemet fortsætter derfor med at vokse. Findes der en løsning på problemet?

Det dødsensfarlige atomaffald

LAVINEN af husholdningsaffald er ikke det eneste der truer med at kvæle livet på denne jord. Faktisk blegner dette problem fuldstændigt i sammenligning med et langt større og mere livstruende affaldsproblem. Lige siden mennesket lærte at udnytte atomkraften i fremstillingen af kernevåben og elektricitet, har det været et problem for forskerne at slippe af med det stærkt radioaktive atomaffald på en forsvarlig måde.

Man har brugt milliarder af kroner på at finde ud af hvordan man beskytter de kommende generationer og miljøet mod den forurening dette dødsensfarlige affald kan forårsage. Dette er en formidabel opgave, eftersom radioaktivt affald kan udgøre en trussel mod alt levende i tusinder af år.

I årtier anbragte man meget af dette affald i lokale gruber og sivebrønde i den tro at de farlige stoffer ville blive opløst og uskadeliggjort — en antagelse der, som vi skal se, har fået katastrofale følger. Millioner af liter højradioaktivt affald blev oplagret i gigantiske underjordiske tanke; andet affald blev forseglet i tønder og opbevaret over jorden, hvilket også har vist sig at være farligt.

Dette atomaffald er så farligt at forskerne har overvejet alt for at slippe af med det, lige fra at sende affaldet ud i rummet til at anbringe det under isen i polarområderne. Man er i øjeblikket ved at undersøge mulighederne for at dumpe tromler med affald i den nordlige del af Stillehavet, hvor man regner med at de vil synke 30 meter ned i mudderet på havbunden. „Vi har affald på denne planet som vi på den ene eller den anden måde skal have oplagret, enten på landjorden, i havene eller under havbunden. Det er de eneste steder der findes,“ har vicepræsidenten for det oceanografiske institut Woods Hole sagt.

Som en nødløsning opbevarer man det meste af dette radioaktive materiale i vandfyldte bassiner i forseglede bygninger, indtil man finder en mere sikker og permanent metode at skaffe sig af med affaldet på. Ontario i Canada har for eksempel 16 atomreaktorer der allerede har produceret over 7000 tons radioaktivt affald, og dette affald opbevares nu i sådanne bygninger. Også i England har man dette alvorlige problem inde på livet. I øjeblikket opbevares det højradioaktive affald i overjordiske depoter, og man regner med at fortsætte med dette indtil man har fundet og afprøvet sikre underjordiske depoter. Frankrig, Tyskland og Japan forsøger også at løse deres problemer med atomaffald.

„Den officielle politik i De Forenede Stater,“ skriver The New York Times, „går ud på at den sikreste opbevaringsmetode er at begrave affaldet i et ’dybtliggende geologisk depot’, på et tørt, stabilt og afsidesliggende sted. Men det er svært at finde et sådant sted.“ Ja, det må det være. Ifølge forskere skal det være et sted der er så stabilt og tørt at det på forsvarlig vis kan rumme affaldet i 10.000 år. Skønt man anslår at noget af dette atomaffald kan være livsfarligt i henved 250.000 år, mener eksperterne at der vil ske så store geologiske forandringer i løbet af 10.000 år „at det er meningsløst at forsøge at lægge planer for længere tid“. „Jeg kender ikke andre beregningsmodeller hvori man blot projekterer 1000 år frem i tiden,“ har en anerkendt strålingsekspert sagt. Han tilføjede at det er „svært at tale om sundhedsrisikoen 10.000 år ude i fremtiden“.

Katastrofe!

Da forskerne opklarede atomets hemmelighed, opstod samtidig et mærkværdigt nyt fænomen som de ikke var parate til at klare, nemlig det dødsensfarlige forureningsmareridt der fulgte med. Selv efter at embedsmænd var blevet advaret om den potentielle fare, ignorerede de med vilje advarslerne. De lande der sad inde med den viden og de materialer der skulle til, begyndte at fremstille kernevåben uden hensyn til folks liv og sundhed eller til miljøet. Man opbevarede det dødsensfarlige affald under uforsvarlige forhold. For eksempel har en kernevåbenfabrik ledet „over 750 milliarder liter farligt affald ud i forseglede grave og damme. En sådan mængde ville kunne forårsage en oversvømmelse af Manhattan på 12 meter,“ skrev U.S.News & World Report i marts 1989. „Udsivninger har forgiftet mindst 260 kvadratkilometer grundvand. Omkring 170 millioner liter højradioaktivt spildevand opbevares i enorme underjordiske tanke, og der kunne fremstilles over 50 Nagasaki-bomber af det plutonium der er sivet ud af disse beholdere,“ hed det i bladet. Det anslås at en rensning af det pågældende område vil koste så meget som 65 milliarder dollars.

Nogle af spildevandstankene til atomaffald er blevet så ophedede af den radioaktive varme at de er revnet. Det skønnes at to millioner liter radioaktivt affald er sivet ud i undergrunden. Drikkevand er blevet så forurenet af radioaktivt strontium-90 at det er tusind gange mere radioaktivt end den grænseværdi det amerikanske miljøbeskyttelsesråd har opstillet for drikkevand. På en anden atomvåbenfabrik „siver radioaktive substanser fra spildevandsbassiner der indeholder 42 millioner liter uranium . . . ud i et vandførende lag og har forurenet nogle brønde der ligger knap en kilometer syd for fabrikken,“ har man kunnet læse i The New York Times. Avisen skrev også at der er blevet lukket milliarder af liter forurenet vand ud i jorden i staten Washington, og at der flyder en stadig strøm af radioaktivt tritium ud i Columbia River.

The New York Times skriver endvidere at der i staten Idaho er sivet plutonium ud fra lavvandede affaldsbassiner på en fabrik der behandler radioaktivt affald. „Det bevæger sig igennem klippelag og har kurs mod et stort underjordisk vandreservoir der forsyner tusinder af indbyggere i det sydlige Idaho med vand.“ Det livsfarlige stof er trængt 70 meter ned i undergrunden, og er således næsten halvvejs nede mod det vandførende lag, har avisen skrevet.

Hvor farligt er det plutoniumaffald der er strømmet ud i floder og vandløb og som også har forurenet luften? „Plutonium forbliver radioaktivt i 250.000 år,“ skriver The New York Times, „og selv mikroskopiske partikler kan være dødbringende hvis de indåndes eller spises.“ „Man kan få kræft blot ved at indånde et enkelt plutoniumstøvkorn,“ har Newsweek skrevet.

Man ved ikke hvilke øjeblikkelige virkninger eller hvilke langtidsvirkninger atomaffald har på mennesker. Måske finder man aldrig ud af det. Lad det være nok at sige at der inden for en radius af adskillige kilometer fra ét atomkraftværk er blevet rapporteret 162 tilfælde af kræft. Folk er bange for at drikke vandet og der hersker en udbredt frygt. „Der vil forekomme mellem seks og 200 kræfttilfælde yderligere,“ har en universitetsdoktor og konsulent for arbejderne ved atomkraftværket udtalt. „Alle er skræmte og føler at de har mistet kontrollen over deres miljø og deres liv.“

Og de har helt ret. For mange hundrede år siden sagde en af Jehovas trofaste profeter: „Jeg ved, Jehova, at menneskets vej ikke står til ham selv. Det står ikke til en mand der vandrer, at styre sine skridt.“ (Jeremias 10:23) Historien har vist at disse ord er sande, og de er på dramatisk vis blevet slået fast her i ’de sidste dage’. Det voksende affaldsproblem er blot ét af mange eksempler på at mennesker ikke formår at styre deres skridt på en klog måde.

Der er dog ingen grund til helt at fortvivle. Bibelens profetier viser tydeligt at den nuværende ordning vil blive fjernet og at Skaberen vil indføre en ny verden. Han vil ikke blive ved med at tillade menneskene at behandle jorden og sig selv på denne måde, men vil „ødelægge dem der ødelægger jorden“. (Åbenbaringen 11:18) Derefter vil menneskene, under Skaberens ledelse, lære hvordan de skal behandle jorden og hvordan de udnytter dens ressourcer klogt. — Salme 37:34; 2 Peter 3:10-13.

[Tekstcitat på side 9]

Atomaffald kan være livsfarligt i 250.000 år

[Tekstcitat på side 10]

„Man kan få kræft blot ved at indånde et enkelt plutoniumstøvkorn“