Side 2

Spiseforstyrrelser var sjældne for 20 år siden. Hvorfor har de da grebet så dramatisk om sig? Hvorfor har så mange unge kvinder — og nogle mænd — udviklet så bizarre spisevaner at det udgør en fare for deres fysiske og følelsesmæssige sundhed?

Hvorfor især et problem i vor tid?

„JEG gik udelukkende op i at blive tynd,“ fortæller Ann på 34. Hendes frygt for at blive overvægtig førte til at hun fulgte en meget stram diæt og på kort tid tabte 30 kilo. „Hun blev skind og ben og så ud som om hun lige havde forladt en koncentrationslejr,“ fortæller hendes mand.

Af ren og skær sult begyndte hun at spise uhæmmet. For at undgå at tage på, tog hun afføringsmidler og fremkaldte opkastninger for at slippe af med maden. ’Men hvordan kan nogen få så afskyelig en vane?’ spørger du måske.

„Det er lettere end man tror,“ fortæller Ann. „Jeg ville bare gerne være tynd. Der bliver lagt et temmelig stærkt pres på kvinder for at de skal være slanke. Modebladene bombarderer én med budskabet om at man skal være tynd, tynd, tynd. Jeg besluttede derfor at jeg ville være superslank og tiltrækkende.“

Det var på den måde Ann kom til at lide af alvorlige spiseforstyrrelser, noget der varede ti lange år. Som hun selv siger: „Man drømmer ikke om at det fører til det som det gør.“ Anns tilfælde er ikke enestående. Hun er blandt de omkring én million amerikanske kvinder som hvert år udvikler enten nervøs spisevægring, anorexia nervosa, eller bulimia nervosa, også kaldet bulimi eller tvangsspisning. Også mange mænd har udviklet disse spiseforstyrrelser, og mange mænd er desuden meget overvægtige. Men hvori består disse sygdomme?

Sygdommene

Anorexia nervosa karakteriseres af at man på grund af følelsesmæssige forstyrrelser i en længere periode enten ikke kan eller ikke vil spise. Det skyldes ikke en fysisk sygdom. Denne tilstand resulterer i et betydeligt vægttab. Personen, som regel en ung kvinde, er skrækslagen for at blive fed, og selv når vedkommende er stærkt afmagret føler hun sig for tyk. Menstruationen ophører. Hun nægter at veje mere end det absolutte minimum for hvad der er normalt i forhold til hendes højde og alder.

Bulimi karakteriseres af gentagne tilfælde af grovæderi, hvilket vil sige at man helt uhæmmet spiser store mængder mad i løbet af kort tid. Bagefter forsøger bulimipatienterne at slippe af med kalorierne ved hjælp af selvfremkaldte opkastninger, afføringsmidler, vanddrivende midler eller ved at dyrke overdreven motion. Bulimipatienten tænker hele tiden på sit udseende og sin vægt.

En anden kategori af grovædere spiser uhæmmet og får derefter skyld- og skamfølelse over deres adfærd og den deraf følgende vægtforøgelse. Tilsyneladende trøstespiser mange af disse når de bliver vrede eller urolige. Det fører normalt til overvægt, eftersom sådanne trøstespisere som regel ikke skiller sig af med maden igen.

Man skal dog ikke mene at man lider af spiseforstyrrelser blot fordi man taber sig eller tager på, eller fordi man er overvægtig eller tynd. Dette kan blandt andet have genetiske eller psykologiske årsager. Der er tale om spiseforstyrrelser når man har en abnorm indstilling til mad og vægt og man spiser — eller nægter at spise — på grund af nogle alvorlige følelsesmæssige forstyrrelser.

Et voksende problem

Fra mange lande rapporteres der om en stigning i antallet af spiseforstyrrelser, og nogle kalder endog forholdene for epidemiske. I en artikel med titlen: „Spiseforstyrrelser — hvad vil der ske i 1990’erne?“ forklarer forskere at antallet af tilfælde er „steget drastisk siden 1970 og i dag er almindeligt forekommende i den lægelige praksis“. Hvert år dør der ifølge statistikkerne 150.000 som følge af komplikationer i forbindelse med anorexia nervosa og bulimi.

Ann blev imidlertid fuldstændig helbredt. Hun var heldig. Hele 21 procent af dem der udvikler anorexia nervosa dør af sygdommen. Det er heller ikke ualmindeligt at bulimipatienter får selvmordstanker, og flere læger siger at hver tredje af disse patienter har forsøgt at tage deres eget liv.

Sådanne spiseforstyrrelser forekommer inden for alle aldersgrupper, blandt mennesker med vidt forskellig etnisk eller racemæssig baggrund, samt inden for alle sociale lag. Sygdommen findes i mange industrilande. I Japan har man efter sigende oplevet en „drastisk“ stigning i tilfældene siden 1981. Sverige, England, Hongkong, Sydafrika, Australien og Canada har alle oplevet en stigning i antallet af tilfælde.

Men hvorfor er spiseforstyrrelser, der har været kendt i århundreder, blevet en epidemi i det 20. århundrede?

„Slankhedens tempel“

Efter 40 års forskning siger dr. Hilde Bruch: „Jeg er tilbøjelig til at mene at det skyldes at modeverdenen lægger utrolig stor vægt på at man skal være slank. . . . Blade og film udsender det samme budskab, men fjernsynet er nok den største faktor. Dag ud og dag ind agiteres der for at man kun kan blive elsket og respekteret hvis man er slank.“

Før år 1900 var det hovedsagelig de rige der klædte sig i modetøj. Men efter Første Verdenskrig (1914-18) skabte fremkomsten af varehuse, dameblade og modefotos en øget interesse for mode blandt kvinder i al almindelighed. Smarte nye tøjmodeller blev masseproduceret i standardstørrelser. For at kunne bruge dette tøj måtte kvinden imidlertid have den „rigtige“ figur. Dette resulterede i at de kvinder der på grund af deres kropsbygning ikke kunne passe det smarte tøj blev frustrerede og forlegne.

I 1918 udkom den første amerikanske slankebog, der blev en bestseller, og i den blev vægten direkte forbundet med personens selvagtelse. Hvis kvinder var overvægtige blev det betragtet som en karakterbrist, noget som virkede socialt hæmmende. I sin bog Fasting Girls forklarer Joan Brumberg hvad dette har medført: „I 1920’erne blev udseendet tillagt større vægt end personligheden, og kvindens ’pryd’ blev hendes seksuelle tiltrækning frem for hendes åndelige kvaliteter. . . . Mange fik den opfattelse at et menneskes selvfølelse kunne læses af kroppens størrelse og form.“

På den måde blev mange besat af slankekure og ydre skønhed. I dag anslås det at 50 procent af kvinderne i De Forenede Stater konstant er på slankekur, i de fleste tilfælde for udseendets skyld! Tidsskriftet Glamour har i en meningsmåling stillet 33.000 kvinder spørgsmålet: „Hvad ville gøre dig mest lykkelig?“ Toogfyrre procent svarede: „At jeg tabte mig.“ Det var næsten dobbelt så mange som til noget andet svar i meningsmålingen, som for eksempel: „Succes på arbejdet.“

Her i 1990’erne er det at være tynd et symbol på styrke, succes og tiltrækningskraft. „I betragtning af vores konstante og overdrevne kollektive tilbedelse i slankhedens tempel bør det ikke undre at så mange af vore dages unge kvinder gør slankekure til en trosartikel,“ siger Joan Brumberg. Hvad har dette resulteret i? En epidemi af spiseforstyrrelser.

Trods omverdenens pres er det dog ikke alle kvinder der udvikler spiseforstyrrelser. Hvem er især sårbar?

[Ramme på side 3]

Sundhedsfarer forbundet med spiseforstyrrelser

Anorexia nervosa

Blodsygdomme, abnormt lavt blodtryk, unormal døsighed og mathed, uregelmæssig hjerterytme, hjertetilfælde, gullig hud, hormonale forstyrrelser, ophør af menstruation og knoglesvind.

Bulimi

Uregelmæssig menstruation, svage muskler, kramper, udtørring, svimmelhed, nedbrydning af tandemaljen samt huller i tænderne, træthed, fordøjelsesproblemer og øget kuldefølsomhed; desuden uregelmæssig hjerterytme (som kan føre til et pludseligt hjertetilfælde), rifter og blødninger i spiserøret, og mavesmerter.

Grovæderi

Træthed og for højt blodtryk der skyldes vægtproblemer, stærk fedme (øget risiko for sukkersyge), hjertekranslidelser, kræft, galdesten og hormonale forstyrrelser.

Hvem er det der får spiseforstyrrelser?

DET er normalt at man har en naturlig interesse for sit udseende. Men hvis det optager alle ens tanker risikerer man at få spiseforstyrrelser. Det belyser følgende interview:

Vågn op!: Ann, var du overvægtig da dine problemer begyndte?

Ann: Nej, men jeg var begyndt at komme sammen med én, og jeg ville gerne se godt ud.

Vågn op!: Afhang din selvrespekt af hvordan du så ud?

Ann: Det er jeg overbevist om. Når folk så på mig spurgte jeg altid mig selv: ’Hvad mon de tænker?’ Jeg blev ved med at sige til mig selv: ’Du må have den rigtige figur for at være tiltrækkende.’

Vågn op!: Du havde det altså bedst med dig selv når du følte at du så godt ud?

Ann: Lige præcis! Hvis jeg tog på, kom jeg til at hade mig selv. Når jeg så mig selv i spejlet tænkte jeg overhovedet ikke på mine åndelige kvaliteter.

Der er ingen der ved hvorfor nogle mennesker udvikler spiseforstyrrelser mens andre i en lignende situation ikke gør. Både kultur, arv og miljø samt sundhedsmæssige og biokemiske faktorer kan spille en rolle. Der er dog visse fællestræk i personligheden der lader til at være karakteristiske for de fleste patienter.

Ønsket om at være perfekt

Som gruppe betragtet lader det til at de fleste personer med spiseforstyrrelser er perfektionister der udmærker sig i skolen eller på arbejdet. Efter at have behandlet over 130 anoreksipatienter, beskriver dr. Hilde Bruch i sin bog The Golden Cage nogle af de følelser der er typiske for sådanne: „Man er nærmest rædselsslagen for at være almindelig eller blot ligesom gennemsnittet — for at man ikke er god nok. . . . Man tror kun man duer hvis man gør et eller andet helt usædvanligt, noget der er så stort og blændende at ens forældre og andre man holder af, vil blive imponerede og beundre én fordi man er noget helt specielt.“

Lee, der udviklede anorexia nervosa, indrømmer: „Jeg forsøgte at udrette noget ekstraordinært og at være den bedste til alt hvad jeg foretog mig.“ Ofte ytrer dette ønske om at være fuldkommen sig i en stærk trang til at behage andre og være ’den bedste lille pige i hele verden’.

Også den måde hvorpå en kvinde opfatter sin rolle i samfundet kan gøre hende sårbar. Mænd udvikler også spiseforstyrrelser, men kvinder er de mest udsatte. Bogen Surviving an Eating Disorder forklarer: „Piger som udvikler spiseforstyrrelser har ofte haft en opvækst hvor de har ment at de ikke burde stille krav til andre. De har en forestilling om at den søde pige er den stille og tilbageholdende pige som har lært at skjule sine følelser.“ En sådan opvækst giver imidlertid nogle en følelse af at de ikke har nogen som helst indflydelse på deres eget liv.

For nogle kvinder kan forsøget på altid at stille andre tilfreds, samtidig med at de undertrykker ønsket om selv at tage vare på deres liv, skabe en indre konflikt som kan føre til spiseforstyrrelser. Dawn, der i dag er helbredt for bulimi, beretter: „Min familie forventede at jeg gjorde alt på deres måde og var sådan som de ønskede jeg skulle være. Mens jeg på overfladen forekom selvsikker og intelligent, følte jeg mig langtfra sådan. Jeg syntes aldrig at jeg kunne leve op til deres forventninger. Jeg kunne ikke gøre både mine venner og mine forældre tilpas. Men så fandt jeg ud af at jeg kunne styre min egen vægt! Jeg kunne tage på og tabe mig som det passede mig. Det gav mig en følelse af at jeg havde styr på min tilværelse. Jeg følte at hvis jeg havde check på vægten, havde jeg check på alt.“

Følelsen af utilstrækkelighed

Dawns usikkerhedsfølelse er typisk for mange med spiseforstyrrelser. Selv om de har udmærkede evner har mange ikke den mindste selvrespekt. Det at nogle spiser for meget kan være et udtryk for en lav selvagtelse. Vedkommende siger i virkeligheden: ’Jeg er ikke noget værd. Hvorfor skulle jeg bekymre mig om min vægt?’ Sådanne følelser fører til depressioner, noget der rammer næsten alle der lider af spiseforstyrrelser.

Hvad skyldes denne følelse af at man ikke er noget værd? Bibelen svarer: „Ved hjertesorg kommer en nedslået ånd.“ (Ordsprogene 15:13) Der kan være mange årsager til at man føler en indre smerte, blandt andet skuffelser, at man er blevet vraget, at man er opvokset i et følelsesmæssigt goldt miljø, eller en traumatisk oplevelse i barndommen. Forskningen har vist at et forbavsende stort antal personer med spiseforstyrrelser er blevet misbrugt seksuelt, måske endog voldtaget.

Den lave selvfølelse kan imidlertid også opstå på grund af andres holdning. „I al den tid jeg kan huske har jeg været for tyk, og min mor var altid efter mig,“ fortæller en ung kvinde. „Der blev gjort alt muligt for at jeg skulle tabe mig; det var det eneste der betød noget. Derfor kom jeg til at hade mig selv og min krop.“ Vore dages sociale klima, hvor det idealiseres at være slank, er medvirkende til at visse overvægtige opdyrker et selvhad.

I andre tilfælde er det selve spiseforstyrrelsen som får nogle til at miste deres selvagtelse. Lynn, der kunne kaste op hele ti gange på en dag, indrømmer: „Efter at jeg havde tømt maven så jeg mig selv i spejlet og sagde: ’Jeg hader dig,’ hvorefter jeg græd. Jeg følte mig uduelig.“

De fleste patienter som har spiseforstyrrelser er inderst inde overbeviste om at der er noget galt med deres egen karakter. De bestræber sig derfor hele tiden for at skjule deres utilstrækkelighed og finde frem til hvordan de kan styrke deres selvagtelse. Anoreksipatienterne forsøger det på denne helt usædvanlige måde. Det er netop dette forsøg på at opdyrke selvværd der gør anorexia nervosa så snigende — og dødsensfarligt.

Da den mand Lee elskede slog op med hende, faldt hendes selvfølelse med ét slag. „Jeg ønskede at vise at han havde vraget et godt parti,“ fortæller hun. „Derfor besluttede jeg mig for at blive supertynd og supersmart.“ For at tabe sig holdt hun op med at spise og holdt sig forrygende travlt beskæftiget. „Jeg begyndte igen at synes godt om mig selv. Jeg følte at jeg var noget særligt fordi jeg kunne gøre noget som ingen andre kunne, og følte mig derfor stærk.“

Lees vægt faldt fra 73 kilo til 47 kilo, hvilket var foruroligende. Når hun i dag tænker tilbage på alle dem der forsøgte at få hende til at spise, siger hun: „Jeg var overbevist om at alle disse mennesker prøvede at ødelægge mit liv og min lykke ved fuldstændig at fjerne min følelse af selvværd. Jeg troede at jeg ville ende med at blive ligesom alle andre.“ En sådan holdning er typisk for anorektikere, eftersom de forsøger at opnå selvværd ved at undertrykke deres ønsker og gøre noget som ingen andre kan gøre.

Hvis en pige er blevet følelsesmæssigt udnyttet, kan hendes forsøg på at beskytte sin skrøbelige selvrespekt mod yderligere misbrug føre til at hun bliver anorektiker. Shirley blev for eksempel foruroliget over den måde drengene behandlede hende på fordi hun var begyndt at få kvindelige former. Så gjorde hendes egen fader upassende tilnærmelser. „Jeg følte mig så forlegen og frastødt at jeg gik til min mor og bare græd,“ har Shirley fortalt. „Efter at jeg havde tabt mig og var sluppet af med mine former holdt plagerierne op. Jeg var fri for opmærksomhed fra det modsatte køn.“

I nogle tilfælde er anorexia nervosa en flugt fra de pligter der følger med at være voksen. „Jeg ønskede ikke at vokse op og påtage mig familieforpligtelser,“ har Shirley fortalt. „Skulle jeg tillade mig selv at tage på igen? Aldrig! Ikke for noget i verden!“ Hendes tvangstanker om at tiden skulle stå stille førte til en smertefuld, selvvalgt sultedød.

Det er dog ikke alle anorektikere der svarer til disse beskrivelser. Men noget tyder på at de alle synes at opnå en følelse af styrke hvis de gør et eller andet som de selv kan beundre. Dette giver dem en smule selvfølelse. De er stolte og glade over at være tynde.

Hvordan man bearbejder smertelige følelser

Eftersom mad virker beroligende og lindrende, kan det misbruges som et middel til at udholde ensomhed, bekymring, kedsomhed, vrede eller depression, eller trøste én hvis man er blevet vraget eller svigtet. „Mens jeg gik i skole havde jeg en barsk oplevelse der var for pinlig at tale om,“ forklarer Dawn. „Når jeg tænkte på det, eller når der opstod en situation som jeg ikke kunne klare, begyndte jeg at spise helt uhæmmet. Jeg forsøgte at proppe disse følelser til med mad.“ Maden bedøvede så at sige hendes følelsesmæssige smerte. Men denne trøstespisen resulterede i at hun tog 45 kilo på.

Nogle gange er spiseforstyrrelsen en flugt fra livets problemer. Anne er for eksempel opvokset i et hjem hvor faderen var alkoholiker, og hun blev konstant drillet med sin vægt. Hun giver selv denne forklaring på hvorfor hun kom til at lide af bulimi: „Det var min måde at klare hverdagens pres på. Og det virkede faktisk, for når man lader sig helt opsluge af noget, tænker man ikke på de virkelige problemer. Alle problemer bliver skudt ind under at man er overvægtig, og man siger hele tiden til sig selv, at når man taber sig vil livet blive dejligt.“

De fleste spiser måske en smule mere når de er opbragte eller ensomme, men den der er i fare for at komme til at lide af spiseforstyrrelser bruger ikke de almindelige metoder til at klare det indre pres. For eksempel er vedkommende måske vred på nogen eller noget men foretrækker at dæmme op for vreden ved at spise i stedet for at få sagen bragt ud af verden.

Slankekurens rolle

Forskningen har vist at folk oftest forklarer deres tvangsspisning med at de er begyndt på en streng slankekur. En undersøgelse foretaget i 1989 om årsagerne til overvægt har vist følgende: „Paradoksalt nok synes slankekure på grund af overvægt at skabe yderligere overvægt.“ Hvad skyldes det?

Når folk forsøger at følge en streng diæt skærer de normalt ned på slik og andet der smager godt. Disse „forbudte“ fødevarer bliver en konstant fristelse. Når de bliver kede af det, bekymrede eller ensomme, får de ondt af sig selv. For at få det bedre propper de sig så med netop de fødevarer som de har nægtet sig selv. Derefter begynder de på en endnu strengere diæt, der også ender med et madorgie. Den onde cirkel fører til at vedkommende tager på og får spiseforstyrrelser. Lee forklarer hvordan hendes slankekure skabte grobund for hendes anoreksi: „Jeg havde forsøgt alle mulige slankekure. Jeg tabte mig, men tog det hele på igen. Denne gang ville jeg være sikker på at jeg forblev slank.“

Selv om man ikke bliver rask af at kende årsagerne til sine spiseforstyrrelser, kan det forebygge problemet og hjælpe en til at vinde kampen. Men hvad nu hvis man genkender nogle af disse symptomer hos sig selv, et familiemedlem eller en ven? Hvad kan man så gøre for at afhjælpe problemet?

[Illustration på side 7]

En overdreven interesse for udseendet kan føre til spiseforstyrrelser

[Illustration på side 8]

Nogle begynder at spise uhæmmet for at klare følelsesmæssige problemer

Hvordan vinder man kampen?

Første gang man møder Lee, en veltalende, udadvendt og buttet ung kvinde, er det svært at tro at hun for fem år siden var nær ved at dø af anorexia nervosa. Men det gør dybt indtryk på én at høre hende fortælle om den meget store og vanskelige mentalitetsændring hun har måttet foretage for at bekæmpe denne dødsensfarlige sygdom. „Det var ikke blot en kamp om mad,“ forklarer hun.

Eftersom spiseforstyrrelser er et resultat af grundlæggende følelsesmæssige problemer, udkæmpes kampen for at overvinde dem i sindet. Et af de første skridt på vejen til at blive helbredt er at tillægge sig nogle nye værdinormer. Vi har alle nogle grundlæggende værdinormer, noget vi betragter som vigtigt. Disse normer er med til at forme det indtryk vi har af os selv, og de har indflydelse på hvordan vi klarer stressfremkaldende problemer. Folk med spiseforstyrrelser må ændre deres værdinormer, hvilket vil sige at de må foretage en mentalitetsændring.

„Lad jer forvandle gennem jeres nye sindsindstilling,“ tilskynder Bibelen, „så I kan finde ud af hvad Guds vilje er — hvad der er godt, tiltalende og fuldkomment.“ (Romerne 12:2, An American Translation) Ja, ens indstilling må formes af hvad Gud betragter som tiltalende. Vor Skaber kender os ud og ind. Han ved nøjagtigt hvad der vil gøre os lykkelige. Hvad er da vigtigt i hans øjne?

Den virkelige skønhed

Gud ser på det indre menneske. Når „hjertets skjulte menneske“ er smykket med en stille og mild ånd, er det „af stor værdi i Guds øjne“. (1 Peter 3:4) Vi lever imidlertid i en verden hvor kvinder almindeligvis bedømmes efter deres udseende. Det er dog uklogt at antage de samme normer. Hvad nu hvis moden skifter og det ikke længere er moderne at være tynd? I De Forenede Stater var det for hundrede år siden chikt at være trivelig. I 1890 stod der i en annonce: „Fortæl høfligt damerne at de kan blive trivelige hvis de spiser . . . ’Fat-Ten-U’-produkter som med GARANTI gør den tynde rund og dejlig.“

„Jeg havde altid bedømt andre ud fra deres udseende,“ fortæller Lee, som i dag har en anden indstilling. „Nu har jeg lært at sætte pris på kristne egenskaber hos andre og mig selv. Jeg forsøger at opdyrke tiltalende karaktertræk, for nu har jeg indset hvor overfladisk det er at bedømme mig selv og andre på udseendet.“

Det er dog ikke let at bevare den rette holdning til ens udseende. Man kan endda blive nødt til at lade være med at omgås dem der udelukkende går op i deres vægt og som evig og altid snakker om det ydre. „Det er en konstant kamp at klare det pres man udsættes for i samfundet og bevare den rette indstilling,“ indrømmer Lynn, der i dag er rask efter at have lidt af bulimi. „Jeg fik ikke automatisk den rette indstilling, men måtte tvinge mig selv til at tænke i de rette baner.“ Denne ændring i tankegangen har også indflydelse på hvad man bygger sin selvrespekt på.

Afvis „tom ære“

Mange mennesker med spiseforstyrrelser prøver at opbygge deres selvrespekt ved at forsøge at være fuldkomne, eller ved fuldstændig at beherske deres sultfornemmelse. Men den selvcentrerede ros de søger at opnå er i virkeligheden tom eller forfængelig. Guds ord tilskynder os til ’intet at gøre af selvoptagethed, men i ydmyghed agte andre højere end os selv’. (Filipperne 2:3) Det græske ord der her oversættes med „selvoptagethed“ betyder ordret „tom ære“, eller en ros der er værdiløs. De der gør noget af selvoptagethed forsøger altså at henlede opmærksomheden på sig selv af årsager der er blottet for noget af ægte eller varig værdi. De er stolte af noget der i sig selv er tomt.

Lee siger for eksempel: „Jeg følte at jeg var noget særligt fordi ingen kunne få mig til at spise.“ Hun indrømmer dog: „Jeg troede at hvis jeg blot blev tyndere, ville jeg komme til at synes bedre om mig selv. Men selv om jeg tabte mig blev jeg ved med at have det dårligt med mig selv.“

Lee fortæller om hvad der blev vendepunktet i hendes tilfælde: „Det gik op for mig at jeg i Guds øjne blot var som en lille dråbe i en spand, så hvorfor skulle jeg absolut være den bedste? Man behøver ikke at være den bedste til alt. Det gør da ikke noget hvis andre er bedre til noget end man selv er.“

Lee lærte altså at ’agte andre højere end sig selv’. Andre kan have visse evner og færdigheder som vi ikke har, ligesom vi sikkert kan noget som de ikke kan. Men det betyder ikke at andre er mere værd end vi, eller omvendt.

Da de der lider af spiseforstyrrelser har et inderligt ønske om at have det godt med sig selv, må de koncentrere sig om det der virkelig opbygger ens selvtillid. „I stedet for at jeg hele tiden koncentrerede mig om mit udseende,“ fortæller Melissa, der har lidt af bulimi, „opdagede jeg at det gav mig en langt større selvfølelse at anerkende Guds normer og respektere hans indstilling til tingene.“ Som Bibelen siger: „Ynde kan være falsk, og skønhed tom. En kvinde der frygter Jehova er værdig til [ægte, ikke tom] pris.“ — Ordsprogene 31:30.

Venskab med Gud

Den rette form for gudsfrygt er ikke en sygelig angst for Guds straf, men en frygt for at mishage Gud fordi han er blevet vores ven. „Lykkelig er den mand der frygter Jehova og som virkelig har lyst til hans bud,“ hedder det i Salme 112:1. Som Guds ven kan man finde glæde ved at adlyde hans love. Dette skaber en stærk motivation til at gøre det rette. Men hvordan er Guds syn på tvangsspisning?

Guds ord siger at vi skal vise respekt for vort legeme der er en værdifuld gave fra Gud. (Romerne 12:1) Apostelen Paulus skrev at „urenhed af enhver art eller havesyge“ har Guds mishag, og at ’det som ikketroende foretager sig i det skjulte, er skammeligt endog at nævne’. Ordet „havesyge“ (engelsk: „greed“) kan også gengives med „begærlighed“ eller „griskhed“ (Seidelin). I denne passage kan Paulus for eksempel have tænkt på den skik nogle romere havde ved deres festmiddage, hvor de gik ud for at kaste op for derefter at vende tilbage og fortsætte med at frådse i mad. (Efeserne 5:3, 5, 12) Apostelen skrev: „Jeg vil ikke lade noget få myndighed over mig.“ (1 Korinther 6:12) Hvis vi skal opnå Guds gunst, kan vi altså ikke lade mad og slankekure dominere vort liv.

Da der findes flere forskellige typer og grader af spiseforstyrrelser, kan det være forskelligt hvor alvorligt Gud betragter vores adfærd. Ønsket om at være Guds ven vil imidlertid kunne få en til at overvinde spiseforstyrrelsen. „Det vigtigste i forbindelse med min helbredelse,“ fortæller Ann, „var at det gik op for mig at jeg ikke kunne have denne vane og samtidig behage Gud.“ Men hvad nu hvis man oplever nogle tilbagefald?

„Den skyldfølelse der følger med bulimi er ubeskrivelig,“ fortæller Melissa. „Jeg græd og græd nat og dag når jeg var alene og bad Gud om hjælp og tilgivelse.“ Hvor er det trøstende at vide at Gud „vil tilgive i rigt mål“ og vil vise „barmhjertighed mod dem der frygter ham“. (Esajas 55:7; Salme 103:13) Selv hvis vort hjerte fordømmer os ’er Gud større end vort hjerte og kender alle ting’. (1 Johannes 3:20) Han ser ikke kun vore svagheder. Han ved hvor meget vi anstrenger os for at bryde vanen, og han kan se de fremskridt vi gør.

Bliv derfor aldrig træt af at henvende dig i oprigtig bøn til Gud og bede ham om tilgivelse, uanset hvor ofte du kommer til kort. Hvis du er oprigtig vil han i sin ufortjente godhed give dig en ren samvittighed. (Romerne 7:21-25) „Under det hele var Gud en sand og pålidelig ven som hørte mine bønner,“ fortæller Melissa. Hvis du ikke giver op kan du vinde kampen!

Hvordan bearbejder man de smertelige følelser?

For at vinde kampen må man lære at bearbejde de negative følelser i stedet for at søge trøst i mad. Det hjælper ofte at fortælle andre hvordan man har det. Mary kom til at lide af bulimi fordi hendes fader drillede hende med hendes vægt. „Men det var faktisk min egen skyld, for jeg fortalte ikke nogen hvor elendigt jeg havde det på grund af hans drillerier,“ fortæller hun. „Jeg gik bare ind på mit værelse og græd.“

Men personer som går højt op i at behage andre, har ikke let ved at give udtryk for sådanne følelser. I bogen Bulimia: A Systems Approach to Treatment hedder det: „Hvis man skal helbredes for bulimi er det vigtigt at vedkende sig sin vrede og lære at give udtryk for den på en forsvarlig og passende måde.“ I den forbindelse giver Bibelen et godt råd: „Bliv vrede, men synd dog ikke; lad ikke solen gå ned mens I stadig er opbragte.“ (Efeserne 4:26) Hvis du er vred eller føler dig presset til at sige ja når du egentlig helst vil sige nej, så spørg dig selv: ’Hvordan kan jeg sige min ærlige mening uden at bide ad andre?’

Husk også at Bibelen ikke siger at kvinder blot skal være andre til behag. Bibelen beretter at selv trofaste, gudfrygtige kvinder som underordnede sig deres mænd, til tider åbent gav udtryk for deres følelser. De udviste initiativ og gav sig i kast med forehavender som ikke altid var lige lette. (Ordsprogene 31:16-18, 29) Der er selvfølgelig altid en risiko for at noget går galt når man forsøger at gøre noget man ikke er vant til. De der har spiseforstyrrelser er ofte rædselsslagne for at gøre fejltrin og dumme sig. Men alle begår fejltrin! „Selv om den retfærdige falder syv gange, rejser han sig igen,“ siges der i Ordsprogene 24:16. Skal man blive rask, er det vigtigt at man finder ud af hvordan man kan lære af sine fejltrin, hvilket også kan virke forebyggende.

Nogle patienter er smerteligt berørt af noget der er sket i fortiden. Sådanne minder piner dig måske stadig, men forsøg at „give agt på al Jehovas loyale hengivenhed“. (Salme 107:43) Du har sikkert også erfaret noget godt som har vist dig at Gud er god og kærlig. Prøv at koncentrere dig om disse begivenheder. At du måske er blevet frygteligt mishandlet eller misbrugt er ikke ensbetydende med at du fortjente en sådan behandling, og den har heller ikke noget at gøre med hvad du er værd som menneske.

Søg hjælp!

En person der lider af spiseforstyrrelser og som forsøger at bekæmpe det, har behov for at betro sig til én han eller hun har tillid til. Forsøg ikke at klare det på egen hånd. Lynn forklarer hvad der blev vendepunktet i hendes tilfælde: „En aften tog jeg min mor med ind på mit værelse. Efter at jeg havde grædt i ti minutter, betroede jeg hende at jeg led af bulimi.“ Hun fortsætter: „Mine forældre var utroligt forstående. Mor hjalp mig til at være tålmodig og ikke forvente at blive rask fra den ene dag til den anden. Far gav mig nogle praktiske råd og bad sammen med mig. Hvis jeg ikke havde åbnet mig for dem ville jeg være gået glip af al denne hjælp.“a

Fuldstændig helbredelse beror ofte på om andre støtter en. Hold dig ikke for dig selv, især ikke når du føler dig sårbar. (Ordsprogene 18:1) Når Lynn bliver foruroliget over noget, lukker hun sig ikke længere inde i sig selv. Hun siger om sin helbredelse: „Mor og jeg gik lange ture og talte om problemet. I stedet for at begynde at tvangsspise, foretog jeg mig noget andet og ringede for eksempel til en veninde i stedet for at isolere mig.“

I Jehovas Vidners menigheder findes der personer som har hjulpet nogle der har kæmpet for at overvinde spiseforstyrrelser. „Jeg kunne ikke klare det længere,“ indrømmer Ann, der havde nået bunden i sin kamp mod bulimi. „Jeg betroede mig til andre og fortalte dem om det problem jeg havde holdt skjult i ti år.“ Hendes kristne venner støttede hende meget. „Min stolthed havde afholdt mig fra at søge hjælp, og det var lige ved at koste mig livet. Ord kan ikke beskrive den lettelse jeg følte. Ved mine venners hjælp blev jeg fuldstændig rask.“

I nogle tilfælde kan det være nødvendigt at søge hjælp hos specialister i behandling af spiseforstyrrelser. Normalt vil lægerne søge at stille en diagnose. Den hjælp der kan tilbydes består som regel i forskellige former for samtaleterapi, ernæringsvejledning og måske en medicinsk behandling. I ekstreme tilfælde kan det være nødvendigt med hospitalsindlæggelse. Din læge kan sikkert oplyse dig om hvorvidt der findes nogle specialister der hvor du bor.

Rimelighed og håb

„Lægen forsikrede mig om at hvis jeg blot spiste nogle fornuftige måltider, ville mit stofskifte igen blive normalt og jeg ville ikke blive fed,“ fortæller Lynn. „Og det var nøjagtig hvad der skete.“ Bibelens kloge råd lyder: „Lad jeres rimelighed blive kendt for alle mennesker.“ — Filipperne 4:5.

Hvis man skal tabe sig, bør man konsekvent skære ned på mængden af fedtholdige og raffinerede fødevarer, såsom sukker og hvidt mel, og i stedet spise mere frugt og fiberholdig kost samt flere grøntsager. Det er også nødvendigt med regelmæssig motion.b Genetisk sammensætning, alder og andre faktorer bevirker imidlertid at nogle er tykkere end moden foreskriver.

Lisa, der har vundet en kamp mod slankekure og bulimi, er nået til denne fornuftige konklusion: „Jeg føler ikke at sejren består i at man taber sig. Jeg tror at sejren består i at man kan vise mådehold i alle ting, også selv om det betyder at man vejer mere end modeverdenen dikterer.“ Efterhånden som en patient får et afbalanceret syn på sit udseende kan det imidlertid godt være at vedkommende vil forsøge at tabe sig, måske ikke udelukkende for udseendets skyld men for at undgå den sundhedsrisiko der er forbundet med overvægt.

Frem for hele tiden at forsøge at tabe sig for at kunne passe en mindre størrelse, kan man være opmærksom på at bruge tøj som man føler sig godt tilpas i. Forsøg at være beskæftiget med noget sundt i stedet for hele tiden at veje og måle dig selv. Hvis du kæmper med bulimi, så skaf dig af med den ekstra mad du har gemt, og tag ikke alene på indkøb. Bestræb dig for at spise sammen med andre. Lav en fornuftig timeplan og sørg for at der bliver tid til adspredelse.

Men sæt dig, frem for alt, nogle mål i livet. Se ufravendt hen til Bibelens håb om en kommende retfærdig ny verden. Inden længe vil Gud fjerne de mange frustrationer som fører til spiseforstyrrelser og for evigt gøre ende på denne sygdom der har fået så stor udbredelse her i det 20. århundrede. — 2 Peter 3:13.

Men hvad kan forældre eller ægtefæller gøre for at hjælpe et medlem af familien som har spiseforstyrrelser? Det vil blive behandlet i et senere nummer af Vågn op!

[Fodnoter]

[Illustrationer på side 10]

Lær at afvise verdens propaganda som siger at dit personlige værd afhænger af udseendet