Side 2

Fosteret forbereder sig til kamp

Flere måneder før fødselen arbejder fosterets organisme på højtryk for at ruste sig til det store slag. Den producerer våben til immunforsvaret. Når barnet fødes er forsvaret klar til at opspore og bekæmpe fremmedlegemer. De antistoffer barnet har i sit blod er fra moderen, og ved fødselen er koncentrationen af disse allerede langt højere end hos moderen. Fagocytter (ædeceller) i barnets væv er klar til at gøre det af med enhver indtrængende fjende. Disse og andre sygdomsbekæmpere ligger i skyttegravene — klar til kamp. Og det er kun godt, for i fødselsøjeblikket bliver den nyfødte udsat for et massivt angreb af allestedsnærværende mikroorganismer.

Når barnet kort tid efter fødselen får sin første tår af modermælken, bliver immunsystemet betydeligt styrket, hvilket sætter det i stand til at bekæmpe ethvert fremmedlegeme. Den første mælk fra moderens bryst kaldes råmælk og indeholder et væld af antistoffer. Spædbarnet er altså godt udrustet til krigen.

„Når barnet er omkring to eller tre måneder, . . . arbejder våbenfabrikanter i den røde knoglemarv og brisselen i femte gear. Når barnet er ti år er immunsystemet stærkest, bevæbnet til tænderne. Derefter svækkes det gradvis.“ — The Body Victorious, side 34-35.

Med livets begyndelse udbryder en krig som fortsætter lige til man har draget sit sidste suk.

[Kildeangivelse på side 2]

Lennart Nilsson

Vort immunsystem — et af skaberværkets undere

Vi kan ikke se dem, men de er der. De er ikke til at ryste af. I millionvis sidder de alle vegne på os, stærkt opsatte på at trænge ind i os. De tiltrækkes af den fugtige varme i vort indre, og er de først kommet ind formerer de sig med uhyggelig hast. Hvis de fik lov til at passe sig selv ville de snart overmande os fuldstændig. Vort eneste forsvar er derfor krig; en indvortes krig. Der må omgående indledes en total krig mellem disse sygdomsfremkaldende fremmedorganismer og vort legemes immunforsvar, som tæller to billioner kampklare forsvarere.a Ingen af de stridende parter beder om eller viser nogen form for barmhjertighed. Det gælder livet. Det er dem eller os. Som regel er det os der vinder, men ikke altid. Udfaldet afhænger af hvor hurtigt vort immunforsvar er i stand til at bekæmpe et angreb.

IMMUNSYSTEMET er en af de mest fantastiske og komplicerede indretninger i vort legeme. Det er blevet lovprist og sidestillet med hjernen, menneskets mest indviklede organ. William Paul, der er immunolog ved Det Amerikanske Sundhedsinstitut, siger: „Immunsystemet har en enestående evne til at behandle, lære, huske, danne, opbevare og anvende informationer.“ Dr. Stephen Sherwin, der leder den kliniske forskning ved Genentech, Inc., tilføjer: „Det er et utroligt system. Det kan genkende molekyler der ikke tidligere har været i legemet. Det kan skelne hvad der hører til i legemet og hvad der ikke gør.“ Og hvis det er en ubuden gæst, betyder det krig!

Hvordan kan vort immunsystem kende forskel på hvad der hører til vort legeme og hvad der ikke gør? På overfladen af næsten alle legemets celler sidder der et særligt proteinmolekyle kaldet MHC (major histocompatibility complex). Det er en slags kendemærke der fortæller immunsystemet at denne celle er en ven, netop en del af vort legeme og enestående for os. På den måde genkender immunsystemet legemets egne celler og godkender dem, men angriber enhver celle der bærer molekyler med en anden kode på overfladen, hvilket alle fremmede celler gør.

Det er altså ved hjælp af disse molekyler på cellernes overflade at vort immunsystem kan skelne mellem „selv“ og „ikke-selv“, om det er kroppens egne celler eller ej. Hvis der er tale om celler i kategorien „ikke-selv“ reagerer immunsystemet straks. Ifølge bogen Immunology er „teorien om at immunsystemet kan skelne mellem ’selv’ og ’ikke-selv’, immunitetslærens hjørnesten“. I kategorien „ikke-selv“ findes sygdomsfremkaldende organismer som virus, parasitter, svampe og bakterier.

Huden — mere end en passiv beskyttelse

Huden er frontlinjen i forsvaret mod de indtrængende fjender. Den yder ikke kun en passiv beskyttelse men har celler der advarer immunsystemet mod indtrængende fjendtlige mikroorganismer. Der lever milliarder af fredelige mikroorganismer på huden — nogle steder er der næsten 3 millioner pr. kvadratcentimeter. Visse bakterier danner fedtsyrer som hæmmer væksten hos skadelige bakterier og svampe. Tidsskriftet Scientific American for juni 1985 omtaler huden som en af „immunsystemets aktive bestanddele,“ med specialiserede celler der „har indflydelse på reaktioner over for indtrængende fremmedlegemer“.

Ligesom huden beskytter legemets udvendige overflader, sådan beskytter slimhinderne de indvendige overflader. Slimhinderne udskiller slim der opfanger indtrængende mikrober. Spyt, næsesekret og tårer indeholder mikrobedræbende stoffer. Fimrehår i luftvejene ned til lungerne fører slim og småpartikler op til halsen, hvor det udskilles når vi nyser og hoster. Sygdomsfremkaldende mikrober der kommer ned i maven bliver enten uskadeliggjort af mavesyren eller bundet af den slim som dækker mave- og tarmvæggen. Efterhånden bliver de udskilt sammen med andre affaldsstoffer fra legemet.

Fagocytter og lymfocytter — de store dræbere!

Men alt dette er blot mindre træfninger i forhold til de kampe der bølger frem og tilbage når først fremmedorganismer er brudt igennem frontlinjen og er kommet ind i blodbanen og kropsvævet. Så er de nået ind i det område hvor immunforsvarets store dræbere findes — en hær på to billioner hvide blodlegemer. Disse blodlegemer dannes i knoglemarven med en hastighed af cirka én million i sekundet, hvorefter de modnes og deler sig i tre adskilte divisioner: fagocytter og to slags lymfocytter, nemlig B-lymfocytter og T-lymfocytter (hvoraf der findes tre hovedgrupper — hjælper-T-, undertrykker-T- og dræber-T-lymfocytter).

Mens immunsystemet altså kan have en billionstærk hær, kan den enkelte soldat dog kun bekæmpe én slags fjende. Under et sygdomsforløb kan der udvikles i millionvis af smittekim som hver især vil have den samme slags antigen. Men forskellige sygdomsfremkaldende mikroorganismer, og selv varianter af samme organisme, har forskellige antigener. Inden T-lymfocytterne og B-lymfocytterne kan gå til angreb, må de udstyres med særlige receptorer eller modtagere som vil binde sig til bestemte antigener. Blandt T- og B-lymfocytterne må der altså findes mange forskellige receptorer; specifikke modtagere for hvert eneste antigen. Men den enkelte T- eller B-lymfocyt er kun udstyret med én specifik antigenreceptor.

Daniel E. Koshland jun., der er redaktør af tidsskriftet Science, siger: „Immunsystemet er konstrueret til at genkende indtrængende fremmedlegemer. For at kunne det udvikler forsvarssystemet i størrelsesordenen 1011 (100.000.000.000) forskellige slags immunologiske receptorer. Så uanset fjendens form eller skikkelse vil der være tilsvarende receptorer som kan genkende fjenden og sørge for at den bliver udslettet.“ (Science, 15. juni 1990, s. 1273) Blandt T- og B-lymfocytgrupperne findes altså celler med receptorer der som en nøgle i en lås passer sammen med ethvert af de antigener der trænger ind i os.

Man kan sammenligne det med to låsesmede der arbejder fuldstændig uafhængigt af hinanden. Den ene fremstiller millioner af forskellige låse, men ingen nøgler, hvorimod den anden fremstiller millioner af forskellige nøgler, men ingen låse. Hvis man nu fyldte de millioner af låse og nøgler over i én stor beholder og rystede den grundigt, kunne man så forvente at hver enkelt nøgle ville sætte sig i den rigtige lås? Nej! Det ville være et mirakel.

Millioner af bakterier med deres antigener, der er som låse med nøglehuller, trænger ind i legemet og cirkulerer rundt i blodbanen og lymfesystemet. Immuncellerne med deres receptorer, der er som millioner af nøgler, cirkulerer de samme steder og sætter sig i de bakteriers antigener som de passer til. Hvor utroligt det end lyder er det lige netop hvad immunforsvaret gør.

Hver gruppe af lymfocytter spiller en særlig rolle i bekæmpelsen af infektioner. Hjælper-T-lymfocytter (en af de tre hovedgrupper af T-lymfocytter) sætter hårdt mod hårdt. Det er dem der dirigerer immunsystemets forskellige styrker og leder slagets gang. Når antigener viser sig, mobiliserer hjælper-T-lymfocytterne tropperne i immunforsvaret ved hjælp af kemiske signaler (proteiner som kaldes lymfokiner) og øger deres antal med flere millioner. I øvrigt har det AIDS-fremkaldende HIV-virus specielt disse hjælper-T-lymfocytter som angrebsmål. Når først de er besejret er immunsystemet praktisk talt sat ud af spillet, hvilket betyder at patienten nu er sårbar over for alle slags sygdomme.

Men lad os nu se hvordan hjælper-T-lymfocytterne samarbejder med fagocytterne. Fagocytterne er organismens skraldemænd. Deres navn betyder „ædeceller“. De er absolut ikke kræsne, for de æder alt hvad der synes mistænkeligt, uanset om det er fremmede mikroorganismer, døde celler eller andre affaldspartikler. De fungerer både som en forsvarshær der bekæmper sygdomskim og som renovationsarbejdere der fjerner affald. De fortærer endog de forurenende stoffer fra tobaksrøg der tilsværter lungerne. Hvis tobaksrygningen foregår gennem længere tid vil røgen tilintetgøre fagocytterne hurtigere end de kan dannes. Noget af det som disse celler forsøger at æde er imidlertid komplet ufordøjeligt, ja, endda livsfarligt. Det gælder for eksempel kiselstøv og asbestfibre.

Der findes to slags fagocytter: neutrofiler og makrofager. Knoglemarven frigiver omkring 100 milliarder neutrofiler om dagen. De lever kun i nogle få dage, men under en infektion kan antallet femdobles. Hver neutrofil kan nå at opsluge og ødelægge op til 25 bakterier inden den dør. Men der kommer en stadig strøm af erstatninger for de døde neutrofiler. Makrofager kan til gengæld nå at ødelægge hundrede fjender inden de dør. De er større, mere robuste og har længere levetid end neutrofiler. De reagerer ens over for indtrængende fjender og affaldsstoffer — de æder dem. Man tager imidlertid fejl hvis man tror at makrofagerne blot fungerer som en affaldskværn. De „kan danne op til 50 forskellige enzymer og antistoffer“ og virker ikke kun som kommunikationsled mellem „immunsystemets celler men også mellem hormonproducerende celler, nerveceller og selv mellem hjerneceller“.

Hjælp! Der er en fjende iblandt os

En makrofag nøjes ikke med blot at æde den uønskede mikroorganisme. Som praktisk talt alle legemsceller har makrofagen på overfladen et MHC-molekyle der identificerer den som en af legemets egne celler. Når makrofagen æder en bakterie trækker MHC-molekylet et fragment ud af det fjendtlige antigen og fremviser det i en af fordybningerne i sin overflade. Dette lille stykke antigen virker nu som et rødt flag over for immunsystemet, som en alarm der fortæller at en fremmed organisme er på færde.

På denne måde tilkalder makrofagen forstærkning i form af endnu flere makrofager som strømmer til i millionvis. Nu kommer hjælper-T-lymfocytterne ind i billedet. Der hvirvler milliarder af dem rundt i kroppen. Men makrofagen må tilkalde en særlig hjælper-T-lymfocyt, én der er udstyret med en receptor som passer til netop det antigen som makrofagen fremviser.

Når den rette hjælper-T-lymfocyt ankommer og forbindes med det fjendtlige antigen, udveksler makrofagen og hjælper-T-lymfocytten kemiske signaler i form af hormonlignende stoffer, såkaldte lymfokiner. Disse stoffer er proteiner der udfører en lang række opgaver i forbindelse med at regulere og forstærke immunforsvarets reaktion på sygdomsfremkaldende mikrober. Dette medfører at både makrofagen og hjælper-T-lymfocytten begynder at formere sig med en formidabel hastighed. Der bliver derfor hurtigt flere makrofager som kan fortære endnu flere indtrængende mikrober, og flere af den rigtige slags hjælper-T-lymfocytter der kan binde sig til de antigener som makrofagerne fremviser. På denne måde sker der en forøgelse af immunforsvarets tropper som kan besejre de sygdomsfremkaldende mikroorganismer.

[Fodnote]

[Ramme på side 4, 5]

„Præfabrikerede våben mod enhver tænkelig angriber“

Immunforsvaret opretholder „et arsenal af præfabrikerede våben mod enhver tænkelig angriber“. Man har vidst i nogen tid at denne mangfoldighed af våben bliver til „gennem en indviklet genetisk proces hvor genfragmenter bliver frigjort og sammensat i nye kombinationer“. En meddelelse der for nylig blev offentliggjort om en større opdagelse kaster lys over hvordan det foregår.

„Det nyligt opdagede gen menes at spille en betydningsfuld rolle i denne genetiske omstruktureringsproces. Videnskabsmænd kalder genet RAG-1, der er en forkortelse af recombination activating gene.“ Denne opdagelse blev offentliggjort i tidsskriftet Cell for 22. december 1989. Men de forskere ved Whitehead-instituttet for Biokemi i Cambridge, Massachusetts, USA, der opdagede RAG-1, var bekymrede for at „rekombinantgenet var for ineffektivt og langsomt til at man i det kunne finde forklaringen på hvordan kroppen fremstiller en så stabil og imponerende variation af immunproteiner. For at kunne tage kampen op mod en hvilken som helst infektion må legemet til stadighed danne millioner af antistoffer og T-lymfocytreceptorer, som alle er sammensat så tilstrækkelig forskelligt at i det mindste nogle få kan genkende selv en helt ny patogentype.“ — The New York Times for 26. juni 1990.

For at finde en løsning begyndte de samme forskere derfor at lede efter et andet gen. Seks måneder senere meddelte tidsskriftet Science for 22. juni 1990 at de havde fundet det. „Forskerne mener at det nye gen, RAG-2, samarbejder med det første gen om hurtigere at sammenkæde antistoffer og receptorproteiner. Ved således at arbejde i forlængelse af hinanden kan de to gener omstrukturere dele af immunsystemet mellem 1000 og en million gange mere effektivt end hvert enkelt gen ville kunne gøre alene.“ Ved at arbejde i forlængelse af hinanden kan RAG-1 og RAG-2 fremstille de millioner af antistoffer og T-lymfocytreceptorer der er behov for.

Dette forskningsprojekt er blevet omtalt som „et særdeles fortræffeligt stykke videnskabeligt arbejde“. Det er en betydningsfuld opdagelse som kan åbne døren til en bedre forståelse af visse arvelige sygdomme som legemets immunforsvarssystem ikke kan bekæmpe. — The New York Times for 22. december 1989.

T-lymfocytter og B-lymfocytter går på forsvarsakademiet

HVERKEN T-lymfocytterne eller B-lymfocytterne går direkte fra knoglemarven og ud i kamp. Eftersom deres våben er ultramoderne kræves der en højteknologisk uddannelse inden de bliver sendt ud på slagmarken. T-lymfocytterne vil blive sat ind i biologisk krigsførelse, mens B-lymfocytterne vil blive specialiseret i angreb med missiler. De får deres uddannelse på immunsystemets forsvarsakademi.

Halvdelen af de millioner af lymfocytter der hvert minut bliver produceret i knoglemarven føres til brisselen, en lille kirtel bag brystbenet, hvor de bliver specialiseret som T-lymfocytter. Herom siger bogen The Body Victorious: „De lymfocytter der går på brisselens forsvarsakademi er hjælper-, undertrykker- og dræberceller, som kaldes T-lymfocytter. De er nogle af de mest betydningsfulde af immunforsvarets væbnede styrker.“

Antistoffer — 10.000 pr. celle i sekundet!

Ifølge The Body Victorious bliver den anden halvdel af „de uskolede lymfocytter“, B-lymfocytterne, ført ud til lymfeknuderne og beslægtet væv, hvor de bliver oplært til at fremstille og affyre missiler i form af antistoffer. Når B-lymfocytterne bliver „mønstret i dette væv, er de som ubeskrevne blade: de ved ingenting og må derfor begynde helt på bar bund“ indtil „de har udviklet evnen til at reagere præcist over for forskellige fremmedlegemer“. I lymfeknuderne bliver de modne B-lymfocytter aktiveret af hjælper-T-lymfocytter der hver især har fanget et bestemt antigen. B-lymfocytterne begynder nu at „formere og gruppere sig for at danne plasmaceller, der afsondrer identiske specifikke antistoffer med en hastighed af cirka 10.000 molekyler pr. celle i sekundet“. — Immunology.

Som en hjælp til at forstå hvor meget immunsystemet egentlig udretter, har en artikel i National Geographic for juni 1986 indgående beskæftiget sig med den opgave som brisselen må løse. Der stod: „Efterhånden som T-lymfocytterne modnes i brisselen, lærer én for eksempel at genkende antigenerne på hepatitisvirus, en anden lærer at identificere en stamme af influenzaantigener, en tredje lærer at opspore rhinovirus 14 [en forkølelsesvirus] og så videre.“ Efter at have omtalt „den kolossale opgave som brisselen står over for“, nævner artiklen at der i naturen findes „flere hundrede millioner forskellige former for antigener. For hvert eneste af disse må brisselen mobilisere en deling T-lymfocytter der kan genkende dem. . . . Brisselen udkommanderer i millionvis af T-lymfocytter. Selv om kun nogle få kan genkende et bestemt antigen, er den kollektive rekognosceringshær stor nok til at identificere den næsten uendelige variation af de naturligt forekommende antigener.“

Nogle hjælper-T-lymfocytter stimulerer makrofagerne til at formere sig, mens andre i lymfeknuderne binder sig til B-lymfocytterne og sørger for at de mangedobles. En stor del af dem bliver til plasmaceller. Men hjælper-T-lymfocytterne må være i besiddelse af de rigtige receptorer for at de kan binde sig til B-lymfocytterne og få dem til at danne plasmaceller. Det er disse plasmaceller der begynder at udsende i tusindvis af antistoffer i sekundet.

Eftersom hver plasmacelle kun producerer én slags antistof, som vil koble sig til én bestemt slags sygdomsfremkaldende antigen, vil der snart være milliarder af antistoffer ude ved frontlinjen, parate til at uskadeliggøre hver sit antigen. De låser sig fast på de indtrængende for at bremse dem og få dem til at klumpe sig sammen så de bliver til nogle fristende godbidder som fagocytterne vil sluge. Dette bevirker, i forening med nogle stoffer som T-lymfocytterne samtidig afgiver, at makrofagerne bliver opflammet til det store ædegilde, hvor de fortærer i millionvis af indtrængende mikroorganismer.

Desuden kan antistofferne selv slå disse mikroorganismer ihjel. Når først de har låst sig fast til antigenerne på overfladen af de sygdomsfremkaldende mikrober, vil særlige proteinmolekyler som tilhører det såkaldte komplementsystem, flokkes om bakterien. Når det nødvendige antal proteinmolekyler er til stede, trænger de igennem mikroorganismens membran — væske strømmer ind, og cellen brister og dør.

Disse antistoffer må naturligvis også have de rigtige receptorer for at kunne låse sig fast til de ubudne gæster. Ifølge Encyclopædia Britannica 1989 Medical and Health annual, side 278, er B-lymfocytter i stand til at „producere mellem 100 millioner og en milliard forskellige antistoffer“.

Dræber-T-lymfocytter fører biologisk krig

Foreløbig har hjælper-T-lymfocytterne rekrutteret millioner af makrofager der vil gøre det af med fjenden. Desuden har de stimuleret de antistofproducerende B-lymfocytter til at være med i kampen mod indtrængende fjender. Men der er stadig andre styrker som hjælper-T-lymfocytterne udkommanderer til slaget. De mobiliserer nu i millionvis af de mest effektive dræbere — dræber-T-lymfocytter.

Virus, bakterier og parasitter søger først og fremmest at trænge ind i legemscellerne. Når de først er kommet ind er de nemlig i sikkerhed for makrofagerne og B-lymfocytterne — men ikke for dræber-T-lymfocytterne! En dræber-T-lymfocyt skal ikke mere end strejfe en inficeret celle før den gennemhuller den med dræbende proteiner, ødelægger dens DNA og lader dens indhold flyde ud. Dræber-T-lymfocytter kan på den måde angribe og ødelægge endog mutante celler og kræftceller.

Foruden disse dræber-T-lymfocytter har immunforsvaret også andre dræber-lymfocytter i sit våbenarsenal — „naturlige“ dræberceller. Til forskel fra T- og B-lymfocytter kan disse naturlige dræberceller udløses uden at der er et specifikt antigen til stede. De angriber især syge kropsceller såsom kræftceller og celler der er inficerede af virus. Men det er ikke kun virusinficerede celler de angriber. Scientific American for januar 1988 siger at „deres hovedmål menes at være celler som deler sig ukontrollabelt, og måske også celler der er angrebet af andet end virus“.

Hvordan får disse smittebekæmpere kontakt med de indtrængende mikroorganismer? Er det tilfældigt? Nej, intet overlades til tilfældighederne. Sygdomsfremkaldende antigener, T- og B-lymfocytterne, fagocytterne og antistofferne cirkulerer rundt i blodbanen og det lymfatiske system. Immunreaktioner indledes i de sekundære lymfoide organer, såsom lymfeknuderne, milten, mandlerne, og i specialiseret væv i tyndtarmen og i blindtarmens ormeformede vedhæng. Af disse spiller lymfeknuderne den største rolle. Lymfe er den væske der bader cellerne i vort væv. Fra vævet opsamles lymfen i tyndvæggede kar og strømmer til lymfeknuderne, fortsætter gennem resten af det lymfatiske system og fuldfører sit kredsløb idet den løber ud i de store blodårer der fører til hjertet.

Efterhånden som antigenerne når frem til lymfeknuderne bliver de skilt fra og tilbageholdt. Det tager immunforsvarets smittebekæmpere 24 timer at komme igennem hele lymfekredsløbet, men heraf tilbringer de 6 timer i lymfeknuderne. Her får de kontakt med de tilbageholdte antigener, hvorefter et større slag bliver udkæmpet. Fjendtlige antigener der flyder rundt i blodbanen kan heller ikke flygte, for de føres videre til milten, hvor de bliver konfronteret med smittebekæmpere.

Endelig er den indvortes krig forbi. Invasionsstyrkerne er besejret, og immunsystemet med dets billion eller flere hvide blodlegemer har vundet. Tiden er nu inde til at en anden kategori af T-lymfocytter aktiveres, nemlig undertrykker-T-lymfocytterne. Når disse registrerer at kampen er vundet, afblæser de slaget og ophæver immunforsvarets troppekoncentrationer.

Hukommelsesceller og immunitet med komplikationer

B- og T-lymfocytterne har imidlertid også løst en anden livsvigtig opgave. De har dannet hukommelsesceller der vil cirkulere i blodstrømmen og lymfekarrene i mange år — i nogle tilfælde lige så længe man lever. Bliver man senere smittet med den samme slags influenza- eller forkølelsesvirus eller et andet smitstof man tidligere har været inficeret med, vil disse hukommelsesceller med det samme opdage det og samle immunforsvaret om et hurtigt og effektivt angreb. Hukommelsescellerne vil hastigt producere et væld af specifikke B- og T-lymfocytter mage til dem der nedkæmpede det første angrebsforsøg af netop denne angriber. Den ny invasion bliver derfor slået tilbage inden den når at få fodfæste. Det angreb det ellers ville have taget tre uger at bekæmpe, er nu knust inden det får begyndt. Man er altså blevet immun over for den smitte man tidligere har været inficeret af.

Det hele kompliceres imidlertid af at der findes mange forskellige slags influenzavirus, som ofte stammer fra forskellige områder i verden. Desuden er der cirka 200 slags forkølelsesvirus som hver har sit særlige antigen. Der må derfor være 200 forskellige typer af hjælper-T-lymfocytter som hver har en receptor der passer til et af de 200 forkølelsesvirusantigener. Men ikke nok med det. Forkølelses- og influenzavirus gennemgår hele tiden mutationer, og hver gang det sker er der et nyt forkølelses- eller influenzaantigen som kræver en tilsvarende ny hjælper-T-lymfocytreceptor. Eftersom forkølelsesvirus bliver ved med at skifte låse, må T-lymfocytterne hele tiden skifte nøgler.

Nogle undrer sig over at læger ikke engang kan helbrede en almindelig forkølelse, men det er nu ikke så enkelt. Når man er kommet sig efter én forkølelse bliver man måske aldrig igen angrebet af den samme, men af en ny, mutant form. Immunsystemet må derfor danne en helt ny hjælper-T-lymfocyt der kan samle immunforsvaret om at bekæmpe denne nye virus. Når ét slag er vundet, begynder der snart et nyt. Krigen slutter aldrig.

Hjernen og immunsystemet kommunikerer

Det er ikke så mærkeligt at man har lovprist immunsystemet og sidestillet det med hjernen. Forskningen har gentagne gange bekræftet at hjernen og immunsystemet kommunikerer sammen om vort helbred, og at sindet påvirker legemet, deriblandt immunsystemet. Ja, faktisk påvirker legemet også sindet. Dette bekræftes af følgende citat fra National Geographic, juni 1986, side 733:

„Immunologer får stadig større indsigt i forbindelserne mellem sindet og legemet, og hvilke mekanismer der ligger til grund for de psykosomatiske sygdomme.“

Selv om man er klar over at der er en forbindelse mellem immunsystemet og hjernen, forstår man den ikke helt. Mental belastning, savn ved dødsfald, ensomhed og depression påvirker de hvide blodlegemer, lymfocytterne, sådan at T-lymfocytternes aktivitet mindskes. „Det biologiske grundlag for denne indbyrdes forbindelse er stadig noget af et mysterium. Der er imidlertid ingen tvivl om at nerverne og immunsystemet er uløseligt forbundet med hinanden, anatomisk såvel som kemisk.“ — The Incredible Machine, side 217 og 219.

„Immunsystemet . . . er på højde med centralnervesystemet når det gælder følsomhed, specificitet og kompleksitet.“ — Immunology, side 283.

Tidsskriftet Science har beskrevet forbindelsen mellem hjernen og immunsystemet: „Der er mange vidnesbyrd om at de to systemer er uløseligt forbundet. . . . Det billede der tegner sig viser at immun- og nervesystemet er stærkt integreret, og at de er i stand til at kommunikere indbyrdes for at koordinere deres aktiviteter.“ — 8. marts 1985, side 1190-1192.

Både immunsystemet og hjernen er et udtryk for Skaberens umådelige visdom. Men når vor Skaber har udstyret os med så forbløffende indretninger som hjernen og immunsystemet, har han så også programmeret os til at dø? Nej, det har han faktisk ikke, selv om mange forskere mener det. De siger at cellerne deler sig — der produceres over 200 millioner celler i minuttet i vort legeme — for at erstatte skadede og udslidte celler. Men ifølge videnskabsmænd deler cellerne sig ikke mere end 50 gange. Vi mister derfor efterhånden flere celler end der erstattes, og vi ældes for til sidst at dø.

Mennesket er ikke skabt sådan, det er en situation det selv er skyld i. Mennesket blev skabt til at leve, formere sig, fylde jorden og drage omsorg for den — så længe det blot var lydigt mod sin Skaber. Skaberen havde advaret mennesket mod følgerne af ulydighed: „En død skal du dø.“ Det første menneske var ulydigt, havde skyldfølelse, og søgte at skjule sig. Lige siden har menneskene været i en døende tilstand. — 1 Mosebog 1:26-28; 2:15-17, NW, fodnote i studieudgaven; 3:8-10.

Stærke negative følelser gennem længere tid forårsager „råddenskab i knoglerne“; og „en ånd der er nedslået udtørrer knoglerne“. Dette medfører en svækkelse af immunsystemets ydeevne, eftersom der kræves en sund, fugtig knoglemarv til at producere de nødvendige mængder af sygdomsbekæmpende hvide blodlegemer. — Ordsprogene 14:30; 17:22.

Denne døende tilstand vil imidlertid blive afløst af en hvor livet fortsætter. Et fuldkomment fungerende immunsystem vil spille en vigtig rolle i gennemførelsen af dette. Jehovas hensigt — at jorden skal være et paradis fyldt med retfærdige, lydige mennesker — vil blive til virkelighed i kraft af Jesu Kristi genløsningsoffer. Her vil ingen blive syge, døden vil være fjernet og alt kød vil „blive friskere end det var i ungdommen“. (Job 33:25; Esajas 33:24; Mattæus 20:28; Johannes 17:3; Åbenbaringen 21:4) Til den tid vil det forunderlige immunforsvar, som Jehova har udtænkt, aldrig blive overvundet af indtrængende fjender.

Selv i dag er vort immunsystem med dets ufuldkommenhed et af skaberværkets undere. Jo mere vi lærer om det, jo større ærefrygt får vi for dets store Skaber, Jehova Gud. Vi kan tilslutte os salmisten Davids inspirerede udtalelse: „Jeg vil prise dig fordi jeg er dannet så underfuldt at det indgyder frygt. Underfulde er dine værker, ja, det ved min sjæl til fulde.“ — Salme 139:14.

[Ramme/diagrammer på side 8, 9]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Immunsystemets geledder

1. Fagocytter eller ædeceller. Der findes to slags: neutrofiler og makrofager. Begge virker som skraldemænd der fjerner dødt materiale, døde celler og andet affald. Desuden fortærer de et stort antal fremmede mikrober. Makrofagerne er større, mere hårdføre og stærkere end neutrofilerne. De har en længere levetid og fortærer langt flere mikroorganismer. De er ikke blot affaldskværne. De fremstiller også forskellige enzymer og antistoffer, og fungerer endda som kommunikationsled mellem immunsystemets øvrige celler og hjernen.

2. MHC (major histocompatibility complex) Molekyler på cellernes overflader der identificerer cellerne som en del af legemet. Når en makrofag har fortæret sit offer, udstiller makrofagens MHC-molekyle et fragment af offerets antigen. Derved stimuleres både hjælper-T-lymfocytterne og makrofagerne til at formere sig så stærkt at de omgående kan tage kampen op mod smitstoffet.

3. Hjælper-T-lymfocytter De udgør immunsystemets forsvarskommando. De identificerer fjenderne, stimulerer produktionen af andre af immunforsvarets tropper og samler dem om slaget mod den indtrængende fjende. De tilkalder forstærkning fra makrofagernes rækker og blandt de øvrige T- og B-lymfocytter, og de stimulerer produktionen af plasmaceller.

4. Lymfokiner Hormonlignende proteiner, deriblandt interleukiner og gamma-interferon, som immunforsvarets celler benytter i den indbyrdes kommunikation. De udløser mange livsvigtige reaktioner i immunsystemet og forstærker derved forsvaret mod smittekim.

5. Dræber-T-lymfocytter Disse T-lymfocytter dræber de celler hvori virus og mikrober har gemt sig. De affyrer proteiner der perforerer cellernes membraner så cellerne går itu. De udrydder også celler der er angrebet af kræft.

6. B-lymfocytter Når B-lymfocytterne stimuleres af hjælper-T-lymfocytterne, øges deres antal. Nogle deler sig og modnes til plasmaceller.

7. Plasmaceller Disse celler producerer i millionvis af antistoffer, der cirkulerer rundt i hele legemet ligesom missiler.

8. Antistoffer Når antistoffer kommer i nærheden af de antigener som deres receptorer kan binde sig til, griber de fat i antigenerne, bremser dem og får dem til at klumpe sig sammen til fristende godbidder som fagocytterne vil sluge. Eller også fjerner de dem selv ved hjælp af proteiner fra komplementsystemet.

9. Komplementproteiner Når først antistofferne har låst sig fast på mikroorganismernes overflade, strømmer såkaldte komplementproteiner til. Disse proteiner indsprøjter en væske i mikroorganismen som får den til at sprænges og dø.

10. Undertrykker-T-lymfocytter Når smitstofferne er bundet og immunsystemet har vundet, går undertrykker-T-lymfocytter i aktion og udsender kemiske signaler for at afblæse hele immunsystemets reaktion.

11. Hukommelsesceller Under angrebet har T- og B-lymfocytterne produceret og efterladt hukommelsesceller der kan cirkulere i blodbanen og det lymfatiske system i årevis, ja så længe man lever. Hvis man senere bliver angrebet af den samme slags organisme som tidligere er blevet bekæmpet, sætter disse hukommelsesceller omgående et knusende angreb i gang. Legemet er nu immunt over for netop denne mikroorganisme. Det er denne mekanisme der bevirker at man ved vaccination kan udrydde plagsomme sygdomme der engang var vidt udbredte, såsom mæslinger, kopper, tyfus, difteritis og andre.

[Ramme på side 10]

Trods den store viden er det stadig et mysterium

Forskere har arbejdet på højtryk lige siden det AIDS-fremkaldende HIV-virus slog til i et totalt angreb mod immunforsvaret. Deres viden er forøget kolossalt. Men som det fremgår af følgende udtalelser fra immunologer er immunsystemet så utrolig kompliceret at mange af dets funktioner stadig er et mysterium.

Immunologen John Kappler siger: „Forskningen går så stærkt inden for vort område at afhandlingerne er forældede når de udkommer.“ — Time, 23. maj 1988, side 56.

Immunologen Leroy Hood fra Californiens teknologiske institut siger: „Vi har opnået god indsigt i immunsystemets hardware, men vi kender stadig kun meget lidt til det programmel der styrer systemet — de gener der fortæller vore celler hvad de skal foretage sig.“ Angående de såkaldte lymfokiner, de hormonlignende kemiske signaler der udløser forskellige reaktioner, siger Leroy Hood at det man foreløbig har opdaget „kun er toppen af isbjerget“. — National Geographic, juni 1986, side 732; Time, 23. maj 1988, side 64.

Forskeren Edward Bradley siger: „Vores viden om immunsystemet er sandsynligvis ikke større end den viden Columbus havde om Amerika efter sin første opdagelsesrejse.“ — National Geographic, juni 1986, side 732.

[Ramme på side 11]

Marihuanarygning „spiller en afgørende rolle med hensyn til at svække immunsystemet idet produktionen af visse hvide blodlegemer hæmmes.“ — Industrial Chemist, november 1987, side 14.

[Ramme på side 11]

Når krigen bliver til borgerkrig

„Evnen til at skelne mellem ’selv’ og ’ikke-selv’ er immunsystemets adelsmærke.“ (Immunology, side 368) Men når immunsystemet bryder sammen — hvilket sker af og til — kan det ikke længere skelne mellem „selv“ og „ikke-selv“. Resultatet er en borgerkrig, hvor immunsystemet bekæmper kroppens egne celler. De sygdomme der følger kaldes for autoimmune sygdomme. Man mener at det blandt andet omfatter: gigtfeber, reumatoid artritis, dissemineret sklerose, type 1 diabetes, myastenia gravis og systemisk lupus erythematosus.

I nogle tilfælde kan immunsystemet også tage fejl og opfatte uskadelige gæster som farlige fjender. Det kan være et pollen, en støvpartikel, et dyreskæl eller en smule krabbekød der fremkalder en allergisk reaktion. Der produceres alt for store mængder af kraftigt virkende stoffer, såsom histaminer, for at bekæmpe stoffer der i sig selv er uskadelige. Disse allergiske reaktioner kan være meget pinefulde, såsom vejrtrækningsbesvær, nysen, snøften, samt rindende næse og øjne. I sjældne tilfælde kan disse reaktioner føre til en choklignende tilstand, et anafylaktisk chok, og ende med døden.

[Ramme på side 12]

Der er efterhånden mange vidnesbyrd om at blodtransfusioner er skadelige for immunsystemet. Hundreder af videnskabelige rapporter har gennem de sidste mange år vist at blodtransfusioner kan svække immunforsvaret. En rapport nævner at „én portion fuldblod var tilstrækkelig til at svække immunsystemet“. — Medical World News, 11. december 1989, side 28.

Åndelig immunitet over for det moralske sammenbrud

VOR fysiske organisme er belejret af millioner af mikrober der er opsat på at trænge ind og besejre os. Til alt held har vi i millionvis af forsvarere der er parat til at kaste sig over angriberne og overvinde dem. Uden at vi behøver skænke det en tanke reagerer immunforsvaret over for disse indtrængende fjender. Der er imidlertid en anden slags indtrængen som kræver vor fulde opmærksomhed. Den er livstruende, og der står kræfter bag som er sværere at få øje på end smittebærende mikroorganismer!

Disse styrker angriber sindet og hjertet, tankerne og følelserne. Deres mange synlige udtryksformer appellerer til kødet og udsulter de åndelige behov og glæder. På både underfundige og iøjnefaldende måder bliver menneskemasserne presset ud i det omsiggribende moralske sammenbrud der plager denne generation. Men har vi foruden det fysiske immunsystem, der afværger indtrængen af mikrober og virus i legemet, også et åndeligt immunforsvar til at beskytte os mod at blive åndeligt ødelagt? Ja!

Hvordan kan vi producere så mange åndelige antistoffer at vi bliver immune over for det moralske sammenbrud? Det store udbud af moderne psykologibøger og de mange psykiatere kan tydeligvis ikke hjælpe os.

Én spalteredaktør søger hjælp hos en højere kilde: „Uden troen på Gud er det umuligt at have et moralsk samfund eller en moralsk nation, fordi alt meget hurtigt kun drejer sig om selvet, og selvet alene er meningsløst.“ Da den russiske systemkritiker Aleksándr Solsjenítsyn blev bedt om at karakterisere det 20. århundredes problem, sagde han: „Mennesket har glemt Gud. . . . Hele det 20. århundrede er blevet suget ind i en ateistisk og selvdestruktiv hvirvelstrøm.“

En af pionererne inden for nutidens psykiatri, dr. C. G. Jung, gav udtryk for hvordan man bedst undgår det moralske forfald: „Det individ der ikke har sin forankring hos Gud, kan ikke i egen kraft stå imod verdens fysiske og moralske fristelser. Dertil behøver han vidnesbyrd fra en indre, transcendental erkendelse, som alene kan redde ham fra det ellers uundgåelige, at blive opslugt af massernes hav. Blot og bar forstandsmæssig, eller endda moralsk, forståelse . . . er udelukkende rationel, idet den mangler den religiøse overbevisnings drivkraft.“ — The Undiscovered Self, side 34.

Kun hvis man følger Bibelens vejledning i sit liv, forsynes man med tilstrækkeligt virkningsfulde åndelige antistoffer. De beskytter sindet og hjertet mod de allestedsnærværende sygdomsantigener der er udspyet af frølignende kvæk i form af „urene inspirerede udtalelser“, som vil føre os i konflikt med Gud. — Åbenbaringen 16:13, 14; 1 Johannes 4:1.

Åndelige antistoffer yder beskyttelse

■ Guds ord har kraft til at ændre mennesker:

„Hverken utugtige eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere eller mænd der bruges til unaturlige formål, eller mænd som ligger hos mænd, eller tyve eller havesyge eller drankere eller spottere eller udsugere skal arve Guds rige. Og dog er det sådan nogle af jer har været. Men I er blevet vasket rene, I er blevet helliget, og I er blevet erklæret retfærdige i vor Herres Jesu Kristi navn og med vor Guds ånd.“ — 1 Korinther 6:9-11.

„Det er nemlig nok at I i den tid der er gået har gjort nationernes vilje, da I vandrede i skamløse gerninger, lyster, overdreven nydelse af vin, sviregilder, drikkelag og utilladelig afgudsdyrkelse. De finder det mærkeligt at I ikke fortsat løber sammen med dem mod den samme udsvævelsernes sump, og bliver ved med at spotte jer.“ — 1 Peter 4:3, 4.

„Affør jer den gamle personlighed sammen med dens forehavender, og ifør jer den nye personlighed, som gennem nøjagtig kundskab fornys efter billedet af ham som skabte den.“ — Kolossenserne 3:9, 10.

■ At følge Bibelen er en beskyttelse mod materialisme:

„Hold jeres øjne åbne og vogt jer for enhver form for havesyge, for selv om et menneske har overflod, hidrører hans liv ikke fra det han ejer.“ — Lukas 12:15.

„De der gerne vil være rige, falder i fristelse og en snare . . . For kærligheden til penge er en rod til alt muligt skadeligt.“ — 1 Timoteus 6:9, 10.

„Ganske som man kom frem af sin moders liv — nøgen vil man igen gå bort, som da man kom; og slet intet kan man bære med sig for sin møje.“ — Prædikeren 5:15.

■ Pas på jorden; foruren den ikke, hverken fysisk eller åndeligt:

„Jehova Gud [tog] mennesket og satte ham i Edens have til at dyrke den og tage sig af den.“ — 1 Mosebog 2:15.

Gud „dannede den til at bebos“. — Esajas 45:18.

„Jorden har han givet til menneskesønnerne.“ — Salme 115:16.

„Selve landet er blevet besudlet under sine indbyggere . . . og de der bor i det bliver holdt skyldige.“ — Esajas 24:5, 6.

Gud vil „ødelægge dem der ødelægger jorden“. — Åbenbaringen 11:18.

■ Undgå jeg-dyrkelse:

„I skal derfor gøre jeres lemmer som er på jorden, døde med hensyn til utugt, urenhed, seksuel lidenskab, skadeligt begær, og havesygen, som er afgudsdyrkelse.“ — Kolossenserne 3:5.

■ Undgå dårligt selskab:

„Bliv ikke vildledt. Dårligt selskab ødelægger gode vaner.“ — 1 Korinther 15:33.

„Den der vandrer med de vise bliver viis, men den der omgås tåber går det dårligt.“ — Ordsprogene 13:20.

■ Vær på vagt over for Satan og hans verden:

„Denne tingenes ordnings gud har forblindet de ikke-troendes forstand.“ — 2 Korinther 4:4.

„Vi ved at vi er af Gud, men hele verden ligger i den ondes magt.“ — 1 Johannes 5:19.

„Hvis nogen elsker verden, er Faderens kærlighed ikke i ham; for alt det der er i verden — kødets begær og øjnenes begær og praleriet med de midler man har at leve af — er ikke af Faderen, men er af verden. Og verden forsvinder, og det gør dens begær også, men den der gør Guds vilje forbliver for evigt.“ — 1 Johannes 2:15-17.

■ Rust dig imod de usynlige dæmoniske kræfter:

„Ifør jer den fulde rustning fra Gud, så I kan stå fast over for Djævelens listige anslag; for os er kampen nemlig ikke imod blod og kød, men imod . . . ondskabens åndemagter i det himmelske.“ — Efeserne 6:11, 12.

„Stå Djævelen imod, og han vil flygte fra jer. Kom nær til Gud, og han vil komme nær til jer.“ — Jakob 4:7, 8.

■ Følg sikre retningslinjer og det fuldkomne forbillede:

„Dit ord er en lampe for min fod og et lys på min sti.“ — Salme 119:105.

„Hele Skriften er inspireret af Gud og gavnlig til undervisning, til retledning, til reformering, til optugtelse i retfærdighed, så Guds-mennesket kan være fuldt ud dygtigt, fuldt udrustet til enhver god gerning.“ — 2 Timoteus 3:16, 17.

„Kristus led for jer, hvorved han efterlod jer et forbillede så I kan følge lige i hans fodspor.“ — 1 Peter 2:21.

■ Den tænkemåde der forandrer sindet:

„Lad jer ikke forme efter denne tingenes ordning, men lad jer forvandle gennem en fornyelse af jeres sind, så I kan forvisse jer om hvad der er Guds gode, velbehagelige og fuldkomne vilje.“ — Romerne 12:2.

„Alt hvad der er sandt, alt hvad der er af alvorlig betydning, alt hvad der er retfærdigt, alt hvad der er rent, alt hvad der er værd at holde af, alt hvad der tales godt om, hvad der er dydigt og hvad der er rosværdigt, dette skal I fortsat have i tanke.“ — Filipperne 4:8.

■ En børneopdragelse der forebygger kriminalitet:

„Fra den spæde barndom af har [du] kendt de hellige skrifter, som kan gøre dig viis til frelse ved troen i forbindelse med Kristus Jesus.“ — 2 Timoteus 3:15.

„Oplær drengen med henblik på den vej han skal følge; han vil ikke vige fra den, selv når han bliver gammel.“ — Ordsprogene 22:6.

„Den der sparer sin kæp hader sin søn, men den der elsker ham er efter ham med tugt.“ — Ordsprogene 13:24.

„For hvad er det for en søn som en fader ikke tugter? Sandt nok synes ingen tugt i øjeblikket at være til glæde, men til sorg; men bagefter skænker den dem som er blevet opøvet ved den, en frugt som fører til fred, nemlig retfærdighed.“ — Hebræerne 12:7, 11.

„Disse ord som jeg pålægger dig i dag skal du have i dit hjerte, og du skal indprente din søn dem og tale om dem når du sidder i dit hus og når du vandrer på vejen og når du lægger dig og når du står op.“ — 5 Mosebog 6:6, 7.

„I børn, vær lydige mod jeres forældre i samhørighed med Herren, for dette er ret. Og I fædre, irriter ikke jeres børn, men bliv ved med at opdrage dem i Jehovas tugt og formaning.“ — Efeserne 6:1, 4.

■ Undgå skilsmisse; det fører til opløste familier, kriminalitet, stofmisbrug og kønslig umoralitet:

„’Ingen [må handle] troløst mod sin ungdoms hustru. For han hader skilsmisse,’ siger Jehova, Israels Gud.“ — Malakias 2:15, 16.

„Jeg siger jer at enhver som skiller sig fra sin hustru af anden grund end utugt og gifter sig med en anden, begår ægteskabsbrud.“ — Mattæus 19:9.

■ Kærligheden der vil fjerne al vold, kriminalitet, racisme, stofmisbrug, alkoholisme, had og mishandling af andre:

„Du skal elske Jehova din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke.“ Og „du skal elske din næste som dig selv“. — Markus 12:30, 31.

„Alt hvad I ønsker at folk skal gøre mod jer, skal I også gøre mod dem; det er i virkeligheden dét Loven og Profeterne siger.“ — Mattæus 7:12.

„Dette er hvad kærligheden til Gud vil sige, at vi holder hans bud.“ — 1 Johannes 5:3.

Den gamle verden er ved at forsvinde og den nye er ved at være her

Mange af vor tids psykologer og psykiatere ignorerer denne praktiske bibelske vejledning der sætter grænser for vor adfærd. Nogle accepterer kønslig umoralitet og homoseksualitet som slet og ret en anden måde at leve på. De går ind for nye moralbegreber, og deres holdning til hvad der er rigtigt eller forkert bliver derfor meget udvandet. De er et nutidigt eksempel på dem der omtales i Esajas 5:20: „Ve dem der kalder ondt for godt og godt for ondt, som gør mørke til lys og lys til mørke, som gør bittert til sødt og sødt til bittert!“ Om sådanne siger Bibelen: „I er alle uduelige læger.“ (Job 13:4) De giver grønt lys for åndelige sygdomsantigener, og udskriver ingen recepter på åndelige sygdomsbekæmpende antistoffer.

Tilstandene i denne gamle verden viser tydeligt at den befinder sig i sine „sidste dage“, hvor den vil blive erstattet af en retfærdig ny verden. „De himle og den jord som er nu, [er] gemt til ild og bevaret til de ugudelige menneskers doms og undergangs dag. Men efter hans løfte venter vi nye himle og en ny jord hvori retfærdighed skal bo.“ — 2 Timoteus 3:1-5; 2 Peter 3:7, 13.

I den nye verden kan vi opnå evigt liv på en paradisisk jord, uden sorg, sygdom og død: „Ingen indbygger siger: ’Jeg er syg.’“ (Esajas 33:24) Gud „vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere“. (Åbenbaringen 21:3, 4) I Johannes 17:3 står recepten på hvordan man kommer med i denne nye verden: „Dette betyder evigt liv: at de lærer dig at kende, den eneste sande Gud, og den som du har udsendt, Jesus Kristus.“