Side 2

Mennesket er godt i gang med at ødelægge jordens regnskove.

Og det til trods for den umådelige betydning de har for livet på hele kloden. Som smukke, støjfri fabrikker forsyner regnskovene verden med ilt og føde, og tjener som hjem for et utal af livsformer. Det vil få uoverskuelige konsekvenser for livet på jorden hvis disse skove bliver udryddet. Og de er stærkt på retur! „Gud alene kan skabe et træ,“ skrev en digter — og det er sandt. Men ingen kan ødelægge træerne som mennesket.

Borte på ét sekund!

ALT er hyllet i et grønt, tusmørkeagtigt lys. De op til femten etager høje træstammer rejser sig som mægtige søjler over vore hoveder. Der er et mylder af liv alle vegne — vi befinder os i den tætteste og mest frodige økosfære der findes på jorden. Slyngplanter med en længde på op til flere hundrede meter hænger som guirlander mellem træerne, som desuden er dækket af planter der har fæstnet sig til stammer og grene. Et flor af tropiske blomster sender deres dufte ud i den varme, stillestående drivhusluft.

Vi befinder os i en tropisk regnskov. Men dette er langt mere end en skøn plet, langt mere end hvælvede korridorer der gennemskæres af lysstriber på kryds og tværs. Det er en ufattelig kompliceret mekanisme, en mekanisme hvis bestanddele samarbejder med udsøgt præcision.

Livet udfolder sig her i en mangfoldighed der ikke findes magen til noget andet sted på landjorden. Skønt regnskovene kun dækker 6 procent af landjorden, huser de ikke mindre end halvdelen af alle kendte dyre- og plantearter, og frembringer cirka en tredjedel af alt levende stof på det tørre land. Højt oppe i træernes kroner lever eksotiske insekter, fugle, aber og andre pattedyr, hvoraf de fleste aldrig kommer ned på jorden. Træerne er både deres hjem og deres spisekammer. Til gengæld bestøver de træernes blomster, eller spiser deres frugter og spreder frøene gennem deres ekskrementer.

De daglige regnskyl gennembløder skovene og holder de komplicerede livsprocesser i gang. Regnen skyller støvet af bladene og fører det med ned ad stammerne som flydende gødning til de såkaldte epifytter — en slags planter der vokser på træerne. Epifytterne hjælper til gengæld træerne med at optage det livsvigtige kvælstof fra luften. Hos mange epifytter danner løvet et reservoir der kan indeholde flere liter vand. Derved opstår der små vandpytter højt oppe i træerne hvor frøer, salamandre og fugle holder til.

Organisk materiale der havner på skovbunden bliver hurtigt fortæret. Pattedyr sørger i forening med hærskarer af insekter og bakterier for at nedbryde plantedele og dyrerester. Derefter optages næringsstofferne i skovbunden. Hvis man skraber det øverste jordlag til side, finder man en tyk, svampet måtte af hvide fibre. Det er et net af svampe og rødder. Svampene hjælper rødderne med hurtigt at optage næringsstofferne inden de bliver skyllet bort af regnen.

Men lad os nu sige at vores færden i regnskoven var begrænset til et område på størrelse med en fodboldbane. Tænk så hvis dette stykke skov pludselig forsvandt fuldstændigt, i løbet af blot ét sekund, og at et tilsvarende stykke ved siden af forsvandt i det næste sekund — mens vi endnu stod og måbede i forfærdelse — og at det fortsatte sådan igen og igen! Til sidst ville vi stå helt alene på en stor tom slette under den svidende tropesol.

Så hurtigt foregår udryddelsen af verdens tropiske regnskove, ifølge visse beregninger. Nogle mener endda at det går endnu hurtigere. Bladet Newsweek oplyser at der hvert år bliver ryddet et område halvt så stort som Californien. Ifølge Scientific American for september 1989 er området på størrelse med Schweiz og Holland tilsammen.

Men uanset hvor stort et areal det drejer sig om, er ødelæggelserne forfærdende. Derfor har skovrydningerne også vakt global vrede. Opmærksomheden samler sig hovedsagelig om et bestemt land.

Brasilien på anklagebænken

I 1987 afslørede satellitfotos af Amazonlandet at den hastighed hvormed rydningen af skovene foregik i dette område var højere end det gennemsnit man havde beregnet for kloden som helhed! Tusindvis af skovbrande lyste i natten som tegn på at folk var ved at rydde jorden. Røgsløret dækkede et område på størrelse med Indien og var så tykt at nogle lufthavne måtte lukke. Ifølge en beregning mister Amazonlandet hvert år et område med regnskov på størrelse med Belgien.

Den brasilianske miljøforkæmper José Lutzenberger betegnede det som „det største holokaust så længe der har været liv til“. Overalt på jorden er miljøfolk gået i aktion for at rette offentlighedens søgelys mod regnskovenes skæbne. Selv på T-shirts og ved rockkoncerter begyndte det at lyde: „Red regnskovene.“ Så begyndte et økonomisk pres.

Brasilien har en udlandsgæld på over hundrede milliarder dollars og må bruge cirka 40 procent af sine eksportindtægter til blot at betale renten. Landet er stærkt afhængigt af hjælp og lån udefra. Derfor begyndte de internationale banker at tilbageholde lån der kunne blive anvendt til skade for regnskoven. Visse industrilande tilbød at eftergive Brasilien en del af dets gæld, mod at landet ville forbedre sin miljøbeskyttelse. Den amerikanske præsident, George Bush, bad endog Japan om ikke at låne Brasilien penge til opførelse af en ny hovedvej gennem hidtil urørte regnskovsområder.

Et globalt problem

For mange brasilianere lugter hele dette postyr langt væk af hykleri. De industrialiserede lande har for længst decimeret deres egne skove, og ville næppe have tilladt nogen fremmed magt at forhindre dem i det. De Forenede Stater er selv i færd med at udslette den sidste af sine egne regnskove. Der er ganske vist ikke tale om tropisk men om tempereret regnskov, ved Stillehavskysten — men også dér vil arter blive udslettet.

Altså er rydningen af skovene ikke kun et brasiliansk problem, men et globalt problem. For øjeblikket er det de tropiske regnskove der er ved at gå tabt, men over halvdelen af disse områder findes uden for Brasilien. I det centrale Afrika og i det sydøstlige Asien ligger de to andre store regnskovsområder i verden. Også dér trues skovene af udryddelse.

Skovrydningerne har globale konsekvenser. For millioner betyder det hungersnød, vandmangel og død. Det er et problem som berører hver eneste af os. Det har indflydelse på den føde vi spiser, på den medicin vi indtager, på det klima vi lever i — ja måske på hele menneskehedens fremtid.

Nu kan det være du tænker: ’Hvordan kan det der sker i regnskovene få så vidtrækkende konsekvenser? Hvis regnskovene forsvinder i løbet af nogle få årtier, sådan som visse eksperter siger, vil det da virkelig få så tragiske følger?’

Inden vi kan svare på disse spørgsmål må vi først undersøge den egentlige årsag til at regnskovene bliver ødelagt.

[Diagram/Kort på side 5]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Ødelæggelsen af regnskovene

Før fældningen begyndte

Nuværende udstrækning

Udstrækningen i år 2000 med den nuværende rydningshastighed

Hvem ødelægger regnskovene?

SVARET lyder ofte: Det gør de fattige. I århundreder har bønder i de tropiske lande dyrket jorden ved svedjebrug. De fælder et stykke skov, brænder det af og sår omgående deres afgrøder i den askefyldte jord. Asken giver næring til planterne.

Denne form for jordbrug har for længst afsløret en overraskende kendsgerning om de tropiske regnskove, nemlig at omkring 95 procent af dem vokser på jord af meget dårlig kvalitet. I regnskoven bliver næringsstofferne omsat og genbrugt så hurtigt at størstedelen findes bundet i vegetationen, hvor de er sikret mod regnen der ellers ville vaske dem ud af jorden. Regnskoven passer derfor perfekt til de miljømæssige betingelser. Men for jordbrugernes vedkommende er dette en yderst ubehagelig kendsgerning.

De fattiges vilkår

Der går ikke lang tid før regnen har bortvasket de næringsstoffer asken fra den afbrændte skov har efterladt. Og dermed bliver jordbruget forvandlet til et mareridt. En fattig boliviansk landmand fortæller: „Det første år fældede jeg træerne og brændte dem. Kornet voksede godt i asken, og vi troede alle sammen at vi endelig havde heldet med os. . . . Men siden da er det gået helt galt. Jorden tørrer mere og mere ud og kan ikke bære andet end ukrudt. . . . Og hvad skadedyr angår har jeg aldrig set så mange forskellige slags. . . . Det er snart sket med os.“

Tidligere ryddede bønderne blot nye arealer i skoven og lod de gamle ligge brak. Når skoven så var vokset op igen kunne de begynde forfra. For at denne metode kan virke må de enkelte rydninger imidlertid være omgivet af gammel regnskov, sådan at insekter, fugle og andre dyr derfra kan virke som frøspredere og blomsterbestøvere — men det tager sin tid.

Også befolkningseksplosionen har ændret forholdene. Efterhånden som afstanden mellem jordbrugene bliver mindre og mindre, bliver de perioder jorden får lov at ligge brak, kortere og kortere. Bønderne udpiner ofte jorden fuldstændigt i løbet af få år, hvorefter de forlader den, og fortsætter med at arbejde sig ind i skoven ved at rydde og afbrænde den over en bred front.

Endnu en faktor der forværrer situationen er at omkring to tredjedele af befolkningen i udviklingslandene er afhængige af træ som brændsel til madlavning og opvarmning. Mere end en milliard mennesker har kun mulighed for at dække deres behov for brændsel ved at fælde flere træer end der i øjeblikket bliver nyplantet.

Dybereliggende årsager

Det er nemt at give de fattige skylden. Men som økologerne James D. Nations og Daniel I. Komer udtrykker det, svarer det til at „give soldaterne skylden for at der udbryder krig, skønt de blot er små brikker i en generals store spil“. „For at forstå nybyggernes rolle i rydningen af skovene,“ siger de videre, „må man huske på hvorfor disse familier oprindelig drog ud i regnskoven. Svaret er ganske enkelt: Fordi der ikke var jord til dem andre steder.“

I ét tropeland ejer blot 2 procent af jordbesidderne cirka 72 procent af jorden. Samtidig har omkring 83 procent af landbofamilierne enten slet ingen jord eller ikke nok til at de kan leve af den. Dette mønster går igen i hele verden. Store udvidelser af de privatejede jorder sker som regel ikke med henblik på dyrkning af fødevarer til lokalbefolkningen, men for at man kan dyrke eksportafgrøder som kan sælges til velstående lande i de tempererede egne.

Dertil kommer tømmerindustrien, som er en af de store skovødelæggere. Foruden den direkte skade som hugsten forårsager på skoven, medfører den også at skoven bliver mere sårbar over for ildebrande — og for menneskelig aktivitet. Tømmerfirmaernes adgangsveje, der bliver anlagt ved at bulldozere maser sig gennem den urørte skov, giver også adgang for hærskarer af omrejsende bønder.

Når landbruget slår fejl, hvilket det ofte gør, står kvægavlere parat til at opkøbe jorden og omdanne den til græsningsarealer. Dette gælder navnlig i Syd- og Mellemamerika. Størstedelen af det kød der produceres bliver eksporteret til mere velstående lande. En almindelig huskat i De Forenede Stater får i løbet af et år mere oksekød at spise end en gennemsnitsborger i et mellemamerikansk land.

I sidste instans er det altså de velstående industrilande der finansierer udryddelsen af de tropiske regnskove — for at tilfredsstille deres egen begærlighed. Deres uhæmmede opkøb af eksotisk træ fra tropeskovene, af landbrugsprodukter og af kød, er alt sammen medvirkende til at regnskovene bliver skamferet eller ryddet. Desuden har amerikanernes og europæernes begær efter kokain medført at hundredtusinder af hektarer regnskov er blevet ryddet i Peru, for at give plads til de indbringende cocabuske.

En dårlig forretning

Mange regeringer fremmer aktivt rydningen af skovene. De giver skattelettelser til kvægavlere, tømmerfirmaer og eksportører af landbrugsprodukter. I nogle lande tilbyder staten jord til de landmænd der selv vil ’forbedre’ den ved at rydde den for skov. I et land i det sydøstlige Asien har man transporteret udflyttere i millionvis ind i landets tidligere urørte regnskove.

En sådan politik forsvares med at man bruger skovene til gavn for de fattige og for at styrke en vaklende økonomi. Men som kritikerne ser det, er fordelene ved disse kortsigtede initiativer illusoriske. For eksempel vil den jord der ikke lod sig dyrke af landmanden, sikkert ikke tage bedre imod kvægavlerens dyr. Kvægfarme bliver ofte opgivet efter ti år.

I mange tilfælde går det ikke meget bedre for tømmerindustrien. Når man fjerner de hårde tropiske træsorter uden at tænke på fremtiden, tynder det hurtigt ud i skovene. Verdensbanken anslår at mere end 20 af de 33 lande der for øjeblikket eksporterer tropisk træ, vil løbe tør for denne indtægtskilde i løbet af det næste årti. I Thailand gik det så hurtigt at man simpelt hen måtte forbyde al tømmerhugst. Det er blevet anslået at Filippinerne i midten af 1990’erne vil være fuldstændig ryddet for skov.

Det mest bitre er imidlertid at undersøgelser har vist at et areal med regnskov er en bedre forretning når skoven forbliver intakt og man høster de produkter den selv frembringer — for eksempel frugter og gummi. Ja, man kan tjene langt flere penge på den måde end ved at drive tømmerhugst, landbrug eller kvægavl i det samme område. Alligevel fortsætter ødelæggelserne.

Naturen kan ikke for bestandig bære en sådan behandling. Som bogen Saving the Tropical Forests udtrykker det: „Hvis vi fortsætter ad samme spor, med samme hastighed, er spørgsmålet ikke om regnskovene vil forsvinde, men hvornår det vil ske.“ Men vil det egentlig betyde så meget hvis regnskovene forsvinder?

[Illustration på side 7]

Årsager til at skoven forsvinder

Oversvømmelse ved opdæmning

Tømmerhugst

Kvægavl

Svedjebrug

Hvorfor bevare regnskoven?

TILSKUERNE hepper begejstret på fodboldspillerne. De ønsker at kampen aldrig vil holde op. Men samtidig sidder de med våben fremme og skyder spillerne. En for en bliver de døde båret ud fra banen. Så begynder tilskuerne at rase over at spillet er ved at gå i stå.

Det forholder sig nogenlunde på samme måde med ødelæggelsen af skovene. Folk glæder sig over skovene, ja, de er faktisk afhængige af dem. Ikke desto mindre dræber de ’spillerne’ en for en, nemlig de enkelte plante- og dyrearter, hvis komplicerede samspil holder skoven i live. Men her er tale om langt mere end en fodboldkamp. Ødelæggelsen af regnskovene har betydning for os alle sammen. Den berører vores livskvalitet, også selv om vi aldrig har set en regnskov.

Nogle påpeger at regnskovens største aktiv er den enorme variation af livsformer som forskerne kalder biodiversitet. I den malaysiske regnskov kan der inden for en halv kvadratkilometer vokse omkring 835 træarter — det er flere end der findes i De Forenede Stater og Canada tilsammen.

Men det komplicerede samspil mellem denne mangfoldighed af livsformer er sårbart. En forsker har sammenlignet de enkelte arter med nitterne i et flyskrog. Jo flere nitter der går løs, jo flere af de øvrige vil briste under det øgede pres. Hvis denne sammenligning overføres på Jorden, er den et luftfartøj i alvorlige vanskeligheder. Nogle anslår at der med regnskovenes forsvinden nu bliver udryddet ti tusind plante- og dyrearter om året, og at det går omkring 400 gange hurtigere end på noget tidligere tidspunkt i Jordens historie.

Forskerne beklager dybt det tab af viden som dette fald i biodiversiteten medfører. De sammenligner det med at man brænder et bibliotek før man har læst bøgerne. Men tabslisten rummer også mere håndgribelige poster. For eksempel er omkring 25 procent af den medicin der ordineres i De Forenede Stater fremstillet på basis af planter fra tropeskovene. Et af disse medikamenter har forøget overlevelsesprocenten for børn med leukæmi fra 20 procent i 1960 til 80 procent i 1985. Verdensnaturfonden betegner derfor regnskovene som „et kæmpemæssigt apotek“. Og der findes mange plantearter som endnu ikke er blevet opdaget, endsige undersøgt for eventuelle medicinske anvendelsesmuligheder.

Kun de færreste er klar over hvor mange af vore kulturplanter der er forædlet fra planter som oprindelig blev fundet i regnskoven. (Se rammen side 11.) I dag indsamler forskerne genetisk materiale fra de hårdføre skovlevende varianter og indpoder det i de mere sarte, kultiverede efterkommere. Derved har man forhindret tab af afgrøder for adskillige hundrede millioner kroner.

Desuden aner vi ikke hvilke fødemidler regnskoven endnu gemmer på, måske endda nogle som vil blive yndlingsspiser i hele verden. Tænk for eksempel at man for blot hundrede år siden betragtede bananen som en mærkelig, eksotisk frugt; den blev solgt indpakket enkeltvis og kostede mange penge.

De globale udsigter

I sidste instans vil mennesket selv blive offer for ødelæggelsen af regnskovene. Eftersom de miljømæssige konsekvenser breder sig som ringe i vandet, vil ingen del af jorden gå fri. Lad os som eksempel betragte en typisk regnskov. Som navnet antyder spiller regnen en dominerende rolle i denne skovtype. Der kan falde 200 millimeter regn om dagen og mere end 9000 millimeter om året! Men regnskoven er perfekt indrettet til at trives under disse betingelser.

Trækronerne tager af for slagregnen så den ikke skyller jorden bort. Mange blade er forsynet med lange drypspidser der lader de store regndråber løbe af som små dråber. På den måde bliver styrtregnen reduceret til en stadig dryppen, der falder på jorden nede i skovens dyb uden at gøre skade. Udformningen af bladspidserne bevirker også at bladene hurtigt kan komme af med vandet, sådan at de kan genoptage transpirationen og afgive vanddamp til atmosfæren. Rødderne optager 95 procent af det vand der når ned til skovbunden. Skoven virker som en gigantisk svamp der suger alt vandet til sig og afgiver det langsomt.

Men når skoven er væk, falder regnen direkte og hårdt på den bare jord, som skylles bort i tonsvis. I en regnskov i et let kuperet terræn, som for eksempel i Elfenbenskysten i Vestafrika, forsvinder kun omkring 30 kilo jord pr. hektar om året. Fra et tilsvarende areal der er blevet ryddet og kultiveret forsvinder 90 tons om året, og hvis jorden er helt bar, 138 tons.

En sådan jorderosion ødelægger ikke blot mulighederne for landbrug eller kvægavl. Ironisk nok ødelægger den også de dæmningsanlæg der selv er årsag til at store skovområder går tabt. Dæmningerne mudrer ganske enkelt til og bliver ubrugelige på grund af de store mængder jord som floderne fører med sig fra områder hvor skovene er blevet fældet. Også kystområder og ynglepladser for fisk bliver forurenet på grund af den øgede tilførsel af mudder og slam.

Virkningen på nedbøren og klimaet er endnu mere katastrofal. Floderne der kommer fra de tropiske regnskove er normalt fyldte hele året rundt. Men når skovene ikke længere er der til at regulere vandtilstrømningen til floderne, vil pludselige regnskyl få dem til at gå over deres bredder, for derefter at tørre ud. Der opstår skiftende perioder med oversvømmelse og tørke. Nedbørsmønsteret kan blive påvirket i en omkreds på tusinder af kilometer, eftersom regnskoven lokalt bidrager med op til halvdelen af atmosfærens indhold af vand. Ødelæggelser af skovområder kan derfor have været medvirkende til de oversvømmelser der har ramt Bangladesh og den tørke der har plaget Etiopien i det sidste årti.

Men rydningen af skovene kan også få indflydelse på det globale klima. Regnskovene er blevet kaldt jordens grønne lunger, eftersom vegetationen forbruger luftens kuldioxid og udvinder kulstoffet deraf til blandt andet at danne stammer, bark og grene. Når en skov brændes af bliver alt det kulstof der er bundet i vegetationen, frigjort på én gang i atmosfæren. Problemet er at mennesket slipper så store mængder kuldioxid ud i atmosfæren (både ved afbrænding af fossilt brændsel og ved rydning af skove) at det muligvis allerede har udløst en global opvarmningsproces, også kaldet drivhuseffekten, som truer med at smelte isen ved polerne, hæve vandstanden i havene og forårsage oversvømmelser af jordens kystegne.a

Ingen af jordens beboere kan derfor undgå at blive berørt af denne krise. Hvad gør de ved det? Er der i det hele taget nogen løsning? Hvilket håb er der i denne triste situation?

[Fodnote]

[Ramme på side 11]

Rige gaver fra regnskovene

Har du nogen sinde tænkt på hvor mange fødemidler der oprindelig stammer fra regnskovene rundt om i verden: ris, majs, søde kartofler, maniok (kassava, eller tapioka), rørsukker, bananer, appelsiner, kaffe, tomater, chokolade, ananas, avocado, vanille, grapefrugter, forskellige nødder, krydderier og te? Dette er blot nogle få eksempler. Faktisk stammer halvdelen af alle vegetabilske fødevarer fra planter der har deres oprindelse i regnskovene!

Eller tænk på medicinalprodukter: Alkaloider udvundet af slyngplanter indgives som muskelafslappende midler før kirurgiske indgreb. Kortisonlignende stoffer der anvendes til behandling af forbrændinger, kinin til behandling af malaria, digitalis mod hjertesygdomme, diosgenin i p-piller og ipecacuanarod som brækmiddel — alle disse stoffer kommer fra planter der vokser i regnskoven. Andre planter virker lovende i kampen mod AIDS og kræft, samt mod diarré, febersygdomme, slangebid, bindehindekatar og andre øjensygdomme. Hvilke lægemidler der stadig gemmer sig i regnskoven er uvist. Foreløbig er under én procent af planterne i regnskoven blevet undersøgt af forskere. Som en botaniker beklagende siger: „Vi er i færd med at udslette noget vi ikke engang ved eksisterer.“

Blandt andre produkter der kommer fra de truede skove kan nævnes: Latex, forskellige former for harpiks, voks, syre, alkohol, smagsstoffer, sødemidler, farvestoffer, fibre som dem der bruges i redningsveste, gummi der anvendes i tyggegummi, bambus og spanskrør — der i sig selv danner grundlag for en kæmpemæssig industri over hele jorden.

[Diagram/illustration på side 9]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Skovens betydning

[Illustration på side 10]

Skovrydningens konsekvenser

Et fald i atmosfærens indhold af vand vil medføre øget tørke

Regnen eroderer den ubeskyttede jord. Floderne løber over

Afbrænding af træ frigiver kulstof og forstærker drivhuseffekten

Er der en fremtid for regnskovene?

PÅ PÅSKEØEN i det sydlige Stillehav rejser kæmpemæssige hoveder af sten sig over de græsklædte bjergskråninger, hvorfra de stirrer tomt ud over havet. De folk der har fremstillet dem forsvandt for flere hundrede år siden. I det vestlige Amerika er nogle ruiner i afsidesliggende områder de eneste rester efter et folk der forsvandt længe før den hvide mand viste sig på de kanter. Og nogle af de områder der på Bibelens tid var handels- og kulturcentre, er i dag vindomsuste ørkener. Hvorfor?

I alle de nævnte tilfælde er en del af svaret muligvis ødelæggelse af skovene. Nogle sagkyndige mener at folk blev tvunget til at opgive disse områder fordi de havde ryddet skovene. Da træbevoksningen var væk blev landet goldt, og folk måtte søge andre steder hen. I dag ser det ud til at noget tilsvarende vil ske på globalt plan. Men vil det virkelig gå så galt? Kan intet hindre denne udvikling?

Mange forsøger at gøre noget ved det. Fra Himalaya forlyder det at kvinder har klamret sig til træerne i et desperat forsøg på at forhindre skovhuggere i at fælde dem. I Malaysia har stammefolk dannet menneskekæder for at blokere vejen for skovhuggere og deres maskiner.

For de to hundrede millioner indfødte der lever i regnskovene har krisen helt personlige konsekvenser. Efterhånden som civilisationen trænger sig frem, søger de indfødte stammefolk endnu dybere ind i urskoven, somme tider indtil de møder kolonister der kommer imod dem fra den anden side. Mange af de indfødte stammer er blevet udslettet af sygdomme som de indtrængende folk har bragt med sig. Andre er blevet tvunget til at tilpasse sig verden udenfor og er endt som sociale tabere, sammen med de fattige i byerne. Men verden er ved at vågne op til dåd. En bølge af interesse for miljøbeskyttelsessagen er begyndt at skylle hen over kloden.

Kan miljøforkæmperne vende udviklingen?

„Både den fornødne viden og den nødvendige teknologi er til stede for at redde de tropiske skove,“ hedder det i indledningen til bogen Saving the Tropical Forests. Dette er tydeligt blevet demonstreret i forskellige nationalparker rundt om i verden. I Guanacaste-nationalparken i Costa Rica har man planer om at genplante store skovarealer. Og i lande som Kenya, Indien, Haiti og Kina har man plantet nye træer i millionvis. Men at plante nye træer er ikke helt det samme som at genskabe skovene.

I nogle tilfælde er genplantning blot ensbetydende med at man tilplanter med enkelte udvalgte træarter som er egnet til kommerciel skovdrift. Denne form for vegetation kan næppe sammenlignes med det komplicerede økosystem som en regnskov er. Desuden hævder nogle at man aldrig kan genoprette en tropisk regnskov i dens oprindelige form. Derfor fastholder mange miljøfolk at det er bedre at frede end at genoprette.

Det er imidlertid ikke så let at gennemføre som det lyder. Hvis en skov er for lille vil den ikke kunne overleve. Nogle miljøeksperter siger at man bør frede mindst 10 til 20 procent af verdens regnskove, hvis det skal lykkes at bevare artsrigdommen. Men i øjeblikket er kun 3 procent af regnskovsarealerne i Afrika fredet. I det sydøstlige Asien 2 procent, og i Sydamerika kun én procent.

Nogle af disse områder er endda kun fredet på papiret. Desuden slår mange parker og reservater fejl på grund af dårlig planlægning eller uhensigtsmæssig drift, eller fordi korrupte embedsmænd lader parkernes midler gå i egne lommer. Nogle tjener endog penge ved at give tilladelse til illegal tømmerhugst. Dertil kommer problemer med personalemangel. I Amazonlandet fik en enkelt vagt til opgave at kontrollere et område på størrelse med Frankrig.

Miljøeksperter slår endvidere kraftigt til lyd for at bønderne lærer hvordan de kan dyrke jorden uden at udpine den, sådan at det ikke vil være nødvendigt for dem ustandselig at flytte og rydde endnu mere skov. Nogle har forsøgt at dyrke mange forskellige afgrøder blandet mellem hinanden på samme mark, hvilket har begrænset angrebene fra de skadedyr der udelukkende lever af en enkelt art. Frugttræer kan beskytte jorden mod den voldsomme troperegn. Andre har genoptaget en gammel fremgangsmåde: De graver kanaler rundt om små jordstykker og skovler så mudder og alger fra kanalerne op på jorden, som gødning for afgrøderne. Kanalerne kan også udnyttes til fiskeopdræt. Disse forsøg har allerede givet yderst positive resultater.

Men at lære folk ’hvordan’, kræver både tid, penge og dygtighed. De tropiske lande har ofte alt for mange presserende økonomiske problemer til at de kan foretage den slags langsigtede investeringer. Selv ikke en større udbredelse af teknisk knowhow ville løse problemet. Som Michael H. Robinson skriver om det at redde de tropiske regnskove: „Når regnskovene er ved at blive udslettet, skyldes det hverken uvidenhed eller dumhed men hovedsagelig fattigdom og begærlighed.“ — Saving the Tropical Forests, side 11.

Problemets rod

Fattigdom og begærlighed. Noget tyder på at regnskovskrisen har sine rødder dybt fæstet i menneskesamfundets struktur, langt dybere end træerne har deres rødder i den magre regnskovsjord. Er menneskeheden i stand til at gribe fat om problemets rod?

Ved et topmøde i Haag sidste år med 24 deltagerlande foreslog man at danne et nyt organ under De Forenede Nationer kaldet Globe. Ifølge Londonavisen Financial Times skulle „Globe“ udstyres med hidtil usete „magtbeføjelser til at fastsætte og håndhæve regler for miljøbeskyttelse“. Selv om nationerne måtte afgive en del af deres højt skattede nationale suverænitet for at Globe ville kunne besidde en reel magt, hævder nogle at en sådan organisation nødvendigvis må oprettes før eller siden. Kun et forenet, globalt organ vil være i stand til at tage sig af globale problemer.

Det er indlysende. Men hvilken regering eller organisation på jorden vil være i stand til at udrydde begærlighed og fattigdom? Hvilken regering har nogen sinde været i stand til det? Alt for ofte bygger regeringerne selv på begærlighed og virker faktisk til fremme af fattigdommen. Nej, hvis vi skal vente på at mennesker løser denne krise, så har skovene ingen fremtid — og det har menneskene heller ikke.

Men tænk over følgende: Indeholder skovene ikke et utal af vidnesbyrd om at de er skabt af et mægtigt Intelligensvæsen? Jo, afgjort! Lige fra rod til krone bærer regnskovene tydelige vidnesbyrd om at de er skabt af en Mesterarkitekt.

Mon denne store Arkitekt vil tillade at mennesker udsletter regnskovene og ødelægger jorden? En enestående profeti i Bibelen svarer direkte på dette spørgsmål. Der står: „Men nationerne blev vrede, og din [Guds] egen vrede kom, og den fastsatte tid . . . til at ødelægge dem der ødelægger jorden.“ — Åbenbaringen 11:18.

Der er to forhold vi skal lægge mærke til ved denne profeti. For det første peger den frem til en tid hvor mennesket vil være i stand til at ødelægge jorden. Da disse ord blev nedskrevet for næsten to tusind år siden havde mennesket ikke større mulighed for at ødelægge jorden end for at flyve til månen. Men i dag er begge dele muligt. For det andet besvarer profetien spørgsmålet om hvorvidt mennesket vil få lov til fuldstændigt at ødelægge jorden, med et rungende ’Nej!’

Gud skabte mennesket til at tage vare på jorden og dyrke den, ikke til at udpine den. I det gamle Israel satte Gud en grænse for hvor meget skov hans folk måtte fælde da de indtog det forjættede land. (5 Mosebog 20:19, 20) Gud har lovet at menneskeheden i nær fremtid vil komme til at leve helt i harmoni med sine omgivelser. — 1 Johannes 2:17; Jeremias 10:10-12.

Bibelen giver håb, håb om en tid hvor mennesket vil omdanne jorden til et paradis i stedet for at gøre den til en ørken, udbedre den i stedet for at skamfere den, behandle den med fremsynethed i stedet for begærligt at udpine den for øjeblikkelig vindings skyld. Ja, der er en fremtid for skovene. For den fordærvede tingenes ordning der ødelægger både skovene og alt hvad der er på jorden er dagene derimod talte.

[Illustration på side 13]

Skovrydning på Påskeøen bevirkede muligvis at en hel civilisation forsvandt

[Kildeangivelse]

H. Armstrong Roberts