Colosseum — det gamle Roms „forlystelsessted“

Af Vågn op!-​korrespondent i Italien

„DETTE er Colosseum, et af Roms berømteste oldtidsmonumenter; et symbol på dets fordums magt og herlighed, og vidne til forfærdende grusomheder,“ fortæller Luca, der er rundviser for sine venner Marco og Paolo.

Måske kunne du også tænke dig at vide mere om Colosseum? Hvornår blev det bygget, og hvilke scenerier udspillede der sig her? Kom aposteltidens kristne her? Blev de, som nogle siger, revet ihjel af vilde dyr her? Lad os høre hvad Luca beretter for sine venner.

Luca: „Colosseum blev oprindelig kaldt Det Flaviske Amfiteater, fordi det blev opført af det flaviske dynastis kejsere: Vespasian, Titus og Domitian. Vespasian påbegyndte opførelsen mellem år 72 og 75, hans søn Titus videreførte arbejdet og indviede bygningen i år 80, og Titus’ broder Domitian fuldførte den senere.“

Paolo: „Men hvorfor kaldes den Colosseum?“

Luca: „Det er et interessant spørgsmål, men der kan ikke gives noget endegyldigt svar. Tilsyneladende blev arenaen ikke kaldt Colosseum før i det 8. århundrede. Nogle mener at navnet skyldes den kolossale størrelse. Andre siger at navnet kommer af den knap 35 meter høje kolossalstatue af Nero som solgud der stod i nærheden.

Det giver ikke megen mening hvis man uden at angive nærmere detaljer fortæller at det var det største af de romerske amfiteatre. Grundplanen var elliptisk, og var 188 meter på den længste led og 156 på den korteste. Omkredsen var 527 meter og højden 57 meter. Til bygningen medgik der mange tusind tons travertin, en stenart der blev brudt i den nærliggende by Tivoli, samt 300 tons jern til at holde stenblokkene sammen. Der blev i vid udstrækning benyttet hvad vi i dag ville kalde præfabrikerede elementer. Stenblokke og -søjler blev fremstillet andre steder og derpå transporteret til byggepladsen. Dette forklarer hvorfor Colosseum kunne opføres så hurtigt. Tænk bare, fem til otte år var tilstrækkelig tid til at rejse dette massive bygningsværk.“

Marco: „Luca, jeg spekulerer på hvor mange slaver der må have arbejdet på Colosseum!“

Luca: „Det er muligt at krigsfanger blev sat til det tunge arbejde, men det er alt. Det forhold at byggeriet blev fuldført så hurtigt og at der blev anvendt en sådan mangfoldighed af materialer tyder på at der blev benyttet faglært arbejdskraft.“

Paolo: „Hvor mange etager har Colosseum?“

Luca: „Udefra kan man se tre etager med fuldstændig symmetriske buer. Oprindelig var hver bue prydet med en statue, og hver etage havde 80 buer. Over tredje etage kan man se en fjerde med store rektangulære vinduer i muren.“

Marco: „Hvor mange tilskuere kunne det rumme?“

Luca: „De fleste opslagsværker siger at der var cirka 45.000 siddepladser og 5000 ståpladser. Nogle kilder hævder at der kunne være over 70.000 tilskuere. Under alle omstændigheder var kapaciteten stor. Siddepladserne var overdækket af en gigantisk presenning, velarium.

Amfiteatret blev opført på en støbt sokkel der var 13 meter tyk, hvilket har bidraget til stabiliteten gennem århundrederne. Det I ser nu, har i tidens løb modstået adskillige brande og jordskælv. Colosseums største fjender var imidlertid renæssancens og barokkens bygherrer, der anvendte det som et bekvemt og billigt forråd af travertin og marmor. Nogle af de betydningsfulde bygninger i Rom blev opført eller restaureret med materialer hentet herfra. Men lad os nu gå indenfor.“

Paolo: „Sikke nogle imponerende ruiner! Sig mig, Luca, hvad var der nede i midten?“

Luca: „Dér var det underjordiske depot med udstyr til forestillingerne. Her opbevaredes rekvisitterne, våbnene og burene med vilde dyr, og de vilde dyr og gladiatorerne blev bragt op til arenaen i hejser med modvægte. Arenagulvet lige over kældrene var af træ, hvilket forklarer hvorfor der intet spor findes af det. Selve arenaen var omgivet af et højt net eller beskyttende metalrækværk. Nettet blev holdt oppe af pæle og var besat med pigge og elfenbensruller der hindrede de vilde dyr i at klatre op. Tilsyneladende var der som en yderligere forholdsregel placeret talrige bueskytter rundt om arenaen.“

Paolo: „Skulle tilskuerne betale entré?“

Luca: „Nej, der var gratis adgang til Colosseum. Det var en del af kejsernes politik at sørge for gratis folkeforlystelser for at holde masserne i ro. Faktisk virkede disse skuespil som et middel til at sløve folks samvittighed. Den romerske digter Juvenal beklagede med den kendte talemåde ’panem et circenses’, ’brød og skuespil’, at romerne hovedsagelig levede for at spise og more sig.

Som inddelingen i siddesektioner antyder, var det romerske samfund klassedelt. De forreste siddepladser var reserveret senatorerne. Bag dem sad adelen, og de øvrige pladser højere oppe var for kvinder og slaver.“

Marco: „Var det her gladiatorerne kæmpede?“

Luca: „Ja. Der var groft taget to former for kamplege, nemlig munera, tvekamp mellem to gladiatorer, og venationes, jagt på vilde dyr. Her blev forbrydere også slået ihjel ved at blive sendt ubevæbnede ind til gladiatorerne eller kastet for de vilde dyr. Deres død frembød et grusomt skue til folkets ’forlystelse’.“

Paolo: „Hvis jeg husker ret, var gladiatorerne slaver, ikke sandt?“

Luca: „Jo, det var slaver der hovedsagelig var udvalgt blandt krigsfanger, som påtog sig hvad som helst for at redde livet. Nogle var forbrydere der med en dødsdom hængende over hovedet satsede på gladiatorens større overlevelseschance. Andre gladiatorer var frivillige. De blev trænet på skoler før de blev sendt i arenaen. De kunne vælge mellem forskellige kampvåben, for eksempel sværd, spyd og skjold, eller net og trefork. Kampene blev kaldt ludi gladiatorii, gladiatorlege, men det var slet og ret tragiske optrin der ofte endte med den ene af de kæmpendes død.“

Marco: „Jeg kommer i tanker om at gladiatorerne der betrådte arenaen, faktisk hilste kejseren med ordene: ’Ave, Cæsar, morituri te salutant,’ som betyder: ’Hil dig, kejser, de der skal dø hilser dig.’“

Paolo: „Hvad med de filmscener hvor man ser kejseren række hånden frem med tommelfingeren nedad som tegn til at den besejrede gladiator skal dræbes — foregik det sådan?“

Luca: „Ja, det gjorde det. I begyndelsen afgjorde sejrherren den overvundnes skæbne. Senere overgik denne ret til kejseren, der traf sin beslutning efter at have hørt hvad mængden mente. Hvis tilskuerne fandt at taberen havde kæmpet tappert, vendte de tommelfingeren opad og råbte: ’Mitte!’ (Lad ham gå!) for at bede om at hans liv måtte blive skånet. Hvis kejseren også vendte tommelfingeren opad, fik den overvundne lov at beholde livet. Men hvis tilskuerne fandt at han havde båret sig fejt ad, vendte de tommelfingeren nedad og råbte: ’Iugula!’ (Dræb ham!), og hvis kejseren gjorde samme gestus, var det dødsdommen over den besejrede. Han måtte så blotte sin hals for sejrherrens dødsstød. Alt dette skete under mængdens bifald. Vinderen fik derpå kostbare gaver og guldmønter.“

Marco: „Hvilken grusom forestilling!“

Luca: „Ja, mon ikke! Her flød bogstavelig talt med menneskeblod, for ikke at tale om blodet af de vilde dyr der blev slået ihjel. Dyrelegene var ofte simple opvisninger med dresserede dyr der adlød deres domptør, omtrent som vi kender det fra vore dages cirkus. Men normalt kæmpede vilde dyr indbyrdes eller blev jaget og dræbt. Det var den rene nedslagtning. Tænk engang, ved Colosseums indvielse blev 5000 vilde dyr slået ihjel på én dag!“

Paolo: „Jeg undrer mig over hvordan folk kunne nyde sådan noget.“

Luca: „Jamen tænk blot på vore dages boksekampe, på tilskuernes bifaldsbrøl når de ser taberen ligge bevidstløs på gulvet med ansigtet oversmurt med blod. Eller på alle de film der produceres for at henrykke publikum med blod, død og makabre scener? Folk i dag er vistnok lige så ufølsomme.

Arenaerne var altså skueplads for vold og fordærv. Af den grund afskyede datidens kristne dem. Faktisk beskrev forfatteren Tertullian fra det tredje århundrede i sit værk De spectaculis (Om skuespil) det der foregik her som ’affald’ og fremhævede at arenaen var kristne ’fuldstændig fremmed’.“

Marco: „Er det muligt at også kristne har måttet lide martyrdøden i Colosseum?“

Luca: „Utvivlsomt døde nogle af de kristne i de romerske arenaer, idet de blev sønderrevet af vilde dyr. Det viser historiske kilder. Med ordene i Første Korintherbrev 15:32 hentyder Paulus måske til at han kæmpede med farlige, vilde dyr i arenaen i Efesus.

Det står fast at kristne et eller andet sted i Rom led martyrdøden, men det vides ikke om det skete i Colosseum. Enciclopedia Universale siger i bind 4: ’Det er ikke historisk bevist at Colosseum var skueplads for kristnes martyrium.’ Adskillige katolske forfattere hævder dog at det var tilfældet. De grunder øjensynlig deres opfattelse på en senere tids legender der er blevet antaget af det katolske hierarki.

Hvad der betyder noget for kristne i dag, er imidlertid at fortidens disciple af Kristus var trofaste til døden og forblev neutrale i en voldspræget verden. Det er mindre vigtigt at vide hvor deres martyrium fandt sted end at vide at de bevarede deres uangribelighed.

Har I haft udbytte af jeres besøg i denne kolos af romersk arkitektur?“

„Bestemt,“ svarer Paolo og Marco, „og du skal have tak for din gode redegørelse.“

De sten der giver historien mæle kan åbenbare meget af interesse. Colosseum henleder opmærksomheden på de gamle romeres begavelse inden for arkitektur og bygningskunst. De byggede og anlagde broer, veje, akvædukter, teatre, arenaer, templer og paladser. Colosseum var imidlertid skueplads for rædselsvækkende optrin som kristne i fortid og nutid hverken har villet deltage i eller overvære.

[Illustration på side 25]

Colosseums indre i dag

[Illustration på side 26]

Colosseum i sin falmede glans