-
Hvordan er du som menneske?Vågn op! – 1991 | 8. juli
-
-
Hvordan er du som menneske?
HVAD ser du når du kigger dig i spejlet? Dit udseende. Men fortæller dit spejlbillede hvordan du er som menneske? Fortæller det hvordan andre opfatter dig? Kender du dig selv til bunds? Ved du hvorfor du tænker og handler som du gør? Eller hvordan du er blevet den du er?
Ved en nærmere analyse vil du opdage at der er mange personer og forskellige faktorer som har været med til at præge dig. I vore første leveår tillægger vi os bestemte vaner og holdninger uden at vi er os det bevidst. Lad os se på nogle af de faktorer der skaber personligheden uden at man selv ved af det.
Arven spiller en stor rolle
I hvor høj grad afgør ens genetiske arv hvordan man bliver? Kromosomernes DNA-kode indeholder de nedarvede karakteregenskaber og kodede instrukser for hvordan man skal udvikle sig. Men tilsyneladende er det svært at fastslå hvor stor betydning genmaterialet har for ens personlighedsudvikling. Men nogen betydning har det i hvert fald. Flere af dine nedarvede træk har en direkte indflydelse på din adfærd. Nogle arver for eksempel generthed, mens andre af natur er mere udadvendte.
En gravid kvinde kan gavne eller skade sit ufødte barn ved det hun gør, tænker og føler. Var din moder rolig eller irriteret mens hun ventede dig? Hvor meget blev du påvirket af tonen i dine forældres stemme eller af den musik de lyttede til? Hvor meget blev du berørt af det din moder spiste? Drak hun spiritus eller tog hun stoffer, og hvor meget påvirkede det dig i så fald? Ved din fødsel var mange af dine tilbøjeligheder allerede dannet, og derfor er de måske svære at ændre.
Andre faktorer som har formet dig
Stoffer i den mad du har spist under din opvækst kan have påvirket din adfærd. Sødestoffer, kunstige farvestoffer og konserveringsmidler kan fremkalde hyperaktivitet, stress, irritabilitet, nervøsitet og ukontrollerede handlinger. Også forurening i form af biludstødning, industriaffald og andre giftstoffer i miljøet påvirker os. Allergi kan ligeledes få stor indflydelse på ens tilværelse.
Derudover har dine forældres adfærd, holdninger og fordomme som du er flasket op med, smittet af på dig og i nogen grad været med til at præge din personlighed. Mange af dine synspunkter og adfærdsmønstre har du sikkert overtaget fra dine forældre. Du bliver vred over det samme som de gør. Eller ser gennem fingre med det samme som de. Og du lægger sikkert kun mærke til at du efterligner dem, når en anden siger det til dig. Desuden har dine forældres økonomiske og sociale stilling, dine legekammerater, din skole og ikke mindst din omgangskreds været med til at præge dig. Måske har en forfærdelig ulykke (som har ramt dig eller en nær ven), en lokal katastrofe eller foruroligende verdensbegivenheder sat deres spor. Eller en tragedie, såsom en skilsmisse eller alvorlig sygdom, har efterladt ar i din sjæl.
Er du blevet påvirket af nogle af disse faktorer?
Hvilken rolle spiller religion?
I teorien skulle religion gøre folk til bedre mennesker, forbedre deres moralske adfærd, deres normer og deres dagligdag. Men i hvilket omfang er dine værdinormer og handlinger bestemt af religion? Skønt religion burde forhindre mennesker i at begå kriminelle handlinger, har den haft en stik modsat virkning på mange. De føler sig frastødt af kirkernes hykleri og deres fokusering på det materielle frem for det åndelige, og bliver bitre. De ender måske med at blive direkte irreligiøse, og mister alt håb.
Måske kan du opregne andre ydre faktorer som har haft indflydelse på din adfærd. Brug et par minutter på at fundere over hvilke faktorer der har påvirket dig indtil nu. Det er ikke let at være objektiv, men gør forsøget alligevel. Det kan være til gavn for dig selv. Hvordan det?
Jo, for hvis du opdager at der er noget som har haft en dårlig indflydelse på dig, vil du lettere kunne ændre på situationen. Hvis du kan kontrollere eller endog helt befri dig for den dårlige påvirkning, kan du forbedre din personlighed så du bliver mere omgængelig.
Det er naturligvis ikke altid nemt, for dit adfærdsmønster er blevet bestemt af mange faktorer som du ikke har haft indflydelse på. Så måske det var på tide at du begyndte på selv at styre din personlige udvikling — og blive et bedre menneske!
[Tekstcitat på side 3]
En gravid kvindes handlinger og følelser kan påvirke hendes ufødte barn
[Tekstcitat på side 4]
Mange af dine synspunkter og adfærdsmønstre har du sikkert overtaget fra dine forældre.
-
-
Hvorfor forandre sig?Vågn op! – 1991 | 8. juli
-
-
Hvorfor forandre sig?
DET er de færreste der bryder sig om at indrømme deres egne svagheder. Der ligger en dyb sandhed i følgende ord af skotten Robert Burns: ’Hvis nogen en dag den magt kan gi’ os / at se os selv som andre kan se os, / da vil det for talrige fejltrin befri os!’ Ja, det er nemt nok at se andres fejl og fortælle dem hvad de burde have gjort. Men når andre gør os opmærksomme på vore fejl og mangler, er vi så tilbøjelige til at tage det fortrydeligt op?
Lad os en gang stoppe op og forestille os en fuldkommen verden hvor alle mennesker er rene, sunde, lykkelige og ærlige. Hvor de ledende er venlige og hensynsfulde og interesserede i at hjælpe andre. Her findes ingen begærlighed, og der er ingen som udnytter sine medmennesker. Børn er lydige mod deres forældre, som er kærlige og omsorgsfulde. Ingen mister besindelsen. Kriminalitet, umoralitet og voldshandlinger hører fortiden til. Mennesker er af natur venlige og stoler på hinanden. Ja, man kan nyde livet i fulde drag, og føle sig tryg og veltilpas.
Ville du passe ind i en sådan verden? Den gode nyhed fra Bibelen går ud på at verden snart vil blive akkurat som det er beskrevet her. Spørgsmålet er blot: Gør du dig ved din opførsel fortjent til at leve i et sådant lykkeligt samfund? Hvor meget tror du man skal sætte ind på at gøre sig fortjent til at leve i dette paradis? — Esajas 65:17-25; 2 Peter 3:13.
Selv nu, før denne nye verden kommer, vil man få et bedre liv når man arbejder på at kvalificere sig. Hvorfor da ikke tage kampen op? Husk at det er ganske bestemte faktorer som har gjort dig til den du er, så ved hjælp af selvkontrol og gåpåmod er det muligt at gøre forandringer allerede nu.
Måske indvender du at du allerede har forsøgt mange gange, men uden held. „Jeg er som jeg er. Det kan man ikke lave om på,“ siger du måske.
Men tænk på Paulus, Jesu Kristi apostel. (Romerne 7:18-21) Paulus ændrede sig fra at være en voldelig, selvretfærdig modstander af de kristne til selv at være kristen. Han forandrede sig fordi han brændende ønskede det. Han gav ikke op på halvvejen på grund af tilbagefald eller fordi han var arveligt belastet. Han troede ikke at hans gamle personlighed var så indgroet at den ikke kunne ændres. Det krævede store anstrengelser. Men han fik hjælp til at klare det. — Galaterne 1:13-16.
Hvorfra kom denne hjælp?
-
-
Dårlige måder at ændre personlighed påVågn op! – 1991 | 8. juli
-
-
Dårlige måder at ændre personlighed på
NÅR man først har anlagt et bestemt adfærdsmønster kan det være svært at ’omprogrammere’ sig selv. Hvor kan man hente hjælp, og hvilken metode skal man anvende?
Lad os betragte nogle ekstreme metoder.
Politisk pression
Millioner af mennesker lever i dag under regimer som søger at kontrollere folks idealer og adfærd med magtmidler, for eksempel ved hjælp af hjernevask, terror, fængslinger og tortur. Gennem deres kontrol med nyhedsmedierne og uddannelsesvæsenet forsøger de at skifte borgernes tidligere normer ud med den herskende elites. Al opposition bliver slået ned med hård hånd. Modstandere bliver mishandlet indtil de bryder sammen.
Psykokirurgi og elektrostimulation
Visse dele af hjernen menes at være centre for bestemte humørtilstande og handlinger. Under psykokirurgiske indgreb fjernes eller beskadiges dele af hjernevævet. Herefter vil denne del af hjernen aldrig fungere igen og den adfærd som det pågældende hjernecenter styrede vil uigenkaldeligt forsvinde.
Der er efter sigende blevet udført tusinder af elektrostimulationer, især på patienter med voldelig eller farlig seksuel adfærd. Nogle har fået små elektroder ført dybt ind i hjernen, hvorefter hjerneaktiviteten i bestemte hjernecentre er blevet stimuleret eller blokeret ved hjælp af elektrisk strøm. Det hævdes at man herved kan ændre de handlingsudløsende impulser fra disse hjernecentre.
Psykofarmaka
Brug af nervemedicin i psykiatriens tjeneste er almindeligt udbredt og ofte nødvendig. Nogle medikamenter virker pacificerende eller søvndyssende, andre opkvikker eller genopretter hjernens kemiske balance. Også i fængsler har man gjort brug af psykofarmaka som straffemiddel, blandt andet apomorfin og anectin.
Man har givet apomorfin til indsatte der har haft en uacceptabel adfærd. Stoffet fremkalder stærke kvalmefornemmelser og voldsomme opkastninger, og den indsatte får at vide at hvis der bliver mere vrøvl, vil han igen få en dosis. Dette kaldes for aversionsbehandling. Anectin fremkalder chok og astmatiske anfald. Den indsatte tror at han er døden nær.
Skal man ændre sin personlighed ad nogle af disse veje?
Fælles for de fleste af ovennævnte metoder er at de søger at knægte individets frie vilje. De anvendes af mennesker som har magt over andre, men som sjældent tænker på hvad der tjener folks bedste. Tjener magthaverne deres egne interesser eller borgernes? Hvem er det der fører skalpellen under neurokirurgiske indgreb? Hvem kontrollerer strømstyrken i elektrochokbehandling? Hvor længe holder virkningen af aversionsbehandling sig? Kan man stole på terapeuten?
Der findes en fornuftigere måde at forbedre sin personlighed på.
-
-
Hvordan man forbedrer sin personlighedVågn op! – 1991 | 8. juli
-
-
Hvordan man forbedrer sin personlighed
HVAD mangler der ved de beskrevne måder at ændre et menneskes adfærd på? Personens eget ønske og egen viljestyrke! Vedkommende må bruge sin frie vilje og træffe sit personlige valg. Desuden må han eller hun udøve selvkontrol.
Adfærdspsykologer har fundet at chancen for varige resultater er større hvis patienten selv træffer den endelige afgørelse når hans adfærdsmål skal opstilles. Vance Packard skriver i sin bog Fagre nye menneske: „Hver især er vi i meget høj grad i stand til at forme os selv.“ Men forudsætningen er at man har herredømme over sig selv. Med selvkontrol kan man nå vidt.
Her har kristne en fordel, for de har lært at udvise selvkontrol, en af de ni frugter af Guds hellige ånd. (Galaterne 5:22, 23) Den almægtige Guds aktive kraft kan altså hjælpe dig til at forandre din adfærd.
Hvordan ønsker du at din opførsel skal være? Ønsker du i det hele taget at lave om på dig selv? Hvad ønsker du i så fald at forandre? Og hvorfor? Kan du stole på din egen selvkontrol? Hvor kan du hente hjælp og støtte?
Lad os se på hvad der skal til for at ændre adfærd.
Trin 1: Lær dig selv at kende
Du må lære råmaterialet at kende. Du må bygge dit nye jeg op ved at ændre på dit gamle jeg. Du må derfor kende dig selv godt, og finde ud af hvilke træk ved din adfærd det er du ønsker at forandre.
Da det er svært at se sig selv objektivt, må man have en respekteret og troværdig målestok at gå ud fra. Bibelen er en sådan målestok. Ved hjælp af den kan man se sig selv i et lys man måske ikke før har set sig selv i. Muligvis vil du ikke bryde dig om det du får at se, men du kan være sikker på at det ligner på en prik.
Bibelen er blevet sammenlignet med et spejl som mennesker tilskyndes til at betragte sig i. „Hvis nogen er en ordets hører og ikke en ordets gører, så er han som en mand der i et spejl betragter sit eget ansigt. Han betragter nemlig sig selv, og går så bort og glemmer straks hvordan han var. Men den der spejder ind i frihedens fuldkomne lov og bliver ved dermed, han skal, fordi han ikke er blevet en glemsom hører men en gerningens gører, være lykkelig når han gør den.“ (Jakob 1:23-25) Hvis Bibelen bliver forstået og anvendt rigtigt, kan dens gennemtrængende, analyserende kraft ikke alene afsløre hvordan man er som menneske men også afsløre ens motiver og holdninger. Paulus skrev: „Guds ord er levende og virkende og skarpere end noget tveægget sværd . . . og kan bedømme hjertets tanker og hensigter.“ Guds ord indeholder endda vejledning om hvad der er rigtigt og hvad der er forkert. — Hebræerne 4:12; 5:14.
Bibelen kan hjælpe os på alle disse punkter fordi den er Jehovas, den sande Guds, ord. Ifølge Salme 139 undersøger Gud os og analyserer hvordan vi er. Som vers 1 siger: „Jehova, du har undersøgt mig og kender mig.“ Gud har fulgt dig siden din undfangelse. Han kender dig ud og ind. Han har ladet sine kommentarer til alle af menneskelivets aspekter nedfælde i Bibelen. På dens sider kan du finde en beskrivelse af dig selv, på godt og ondt.
Det er altså muligt at lære sig selv at kende — hvis man vel at mærke har et ønske om det.
Trin 2: Find ud af hvordan du ønsker at være
Hvis du skal forandre dig, må du være sikker på at det er umagen værd. Er du fast besluttet på at du vil gøre en forandring til det bedre? Hvilke mål har du for din adfærd? Hvor kan du hente råd i den forbindelse? Igen er det Bibelen der kommer dig til hjælp.
I Bibelen tilskyndes vi til at iføre os „den nye personlighed“, hvorved vi vil blive bedre mennesker. Paulus formaner: „I skal aflægge den gamle personlighed som svarer til jeres tidligere adfærd og som fordærves i overensstemmelse med sine bedrageriske ønsker, og gøres nye i jeres sinds drivkraft og iføre jer den nye personlighed som blev skabt i overensstemmelse med Guds vilje i sand retfærdighed og loyalitet.“ (Efeserne 4:22-24) Bibelen forklarer hvori „den nye personlighed“ består. I en af de foregående artikler beskrev vi hvordan den nye verden vil blive. Hvis du ønsker at leve i denne nye verden, må du indse nødvendigheden af at opdyrke de egenskaber som opregnes i Kolossenserbrevet 3:12-17 — medfølelse, venlighed, ydmyghed, mildhed, langmodighed, kærlighed, fred, taknemmelighed og villighed til at tilgive.
Det vil være godt at sætte sig nogle mål efter at have rådført sig med Bibelen. Skriv så disse mål ned, og prioritér i hvilken rækkefølge du ønsker at nå dem. Arbejd derefter på dem!
Trin 3: Efterlign gode eksempler
Dit nuværende adfærdsmønster skyldes for en stor del at du har efterlignet andre — venner, kolleger, forældre og skolelærere.
Find derfor nogle der er værd at efterligne. Søg deres hjælp. Et víst ordsprog i Bibelen siger: „Den der vandrer med de vise bliver viis.“ — Ordsprogene 13:20.
Bibelen indeholder livsberetningen fra det bedste forbillede vi kan have, nemlig Jesus Kristus. Læs hvordan han opførte sig under forskellige forhold, læs om hans moralske adfærd, hans indsigt og visdom, hans værdighed, hensynsfuldhed, venlighed og omsorg for sine medmennesker. Jesus tilskyndede: „Kom til mig, alle I som slider og slæber og er tyngede af byrder, og jeg vil give jer ny styrke. Tag mit åg på jer og lær af mig, for jeg har et mildt sind og er ydmyg af hjertet, og I vil finde ny styrke for jeres sjæle. For mit åg er skånsomt og min byrde er let.“! — Mattæus 11:28-30.
Millioner af mennesker i alle lande har allerede Kristus Jesus som deres forbillede og gør deres yderste for at følge i hans fodspor, ligesom Jesus igen vandrede som han havde fået befaling til af sin himmelske Fader, Jehova Gud. En milliontallig skare som er træt af folks dårlige opførsel i nutidens verden, er søgt til Jehovas Vidners menighed efter hjælp og vejledning, og denne skare er ikke blevet skuffet. I hver eneste af Jehovas Vidners menigheder findes der mennesker der har Kristus som forbillede; og her kan alle der ønsker at forandre sig til det bedre hente hjælp og støtte. Selvfølgelig har Jehovas vidner de samme fejl og mangler som andre ufuldkomne mennesker, men de har en stærk åndelig drivkraft. — Efeserne 4:23.
Trin 4: Hent den fornødne styrke
Lykkeligvis er der hjælp at hente. I Bibelen siges der at „den nye personlighed“ bliver „skabt i overensstemmelse med Guds vilje i sand retfærdighed og loyalitet“. (Efeserne 4:24) Dette er en garanti for at de der ønsker det, kan hente hjælp hos Gud. Hvordan kan man få Jehova Guds hjælp?
En af de største hjælpekilder er den personlige bøn. I bøn kan man anmode Gud om den nødvendige kraft til at foretage forandringer. Man kan frit og åbent komme frem med hvad man har på hjerte, selv i en krisesituation. Det er langt lettere at hente hjælp hos den sande og omsorgsfulde Gud end hos nogen menneskelig instans. Og hjælpen kommer omgående. Apostelen Johannes kunne derfor skrive: „Og dette er den tillid vi har til ham, at uanset hvad vi beder om i overensstemmelse med hans vilje, så hører han os.“ (1 Johannes 5:14) Og profeten Esajas tilskynder os: „Søg Jehova mens han findes. Kald på ham mens han er nær. Lad den ugudelige forlade sin vej, og den ondskabsfulde sine tanker; og lad ham vende om til Jehova, som vil forbarme sig over ham, ja til vor Gud, for han vil tilgive i rigt mål.“ — Esajas 55:6, 7.
Også gennem bibelstudium kan man hente styrke til at holde sig målene for øje. Det kan hjælpe en til at kæmpe energisk for at komme ud af den gamle skure. Ved dagligt at tilegne sig kundskab ud fra Bibelen, vil man kunne gennemskue alle de løgne som man bombarderes med gennem massemedierne og undervisningssystemet.
Ved de kristne møder i Jehovas Vidners rigssale, kan man ikke alene få undervisning i Bibelens normer, men også hente støtte hos andre. Derved ansporer alle gensidigt hinanden i den rigtige retning. Det at man ’løfter i flok’ har hjulpet mange til at forbedre deres adfærd. Spørg blot den person som har givet dig dette blad.
Trin 5: Mist ikke modet ved tilbagefald
Mange har forsøgt at forbedre sig men har mistet modet på grund af tilbagefald. Det har fået nogle til at give fuldstændig fortabt. Ofte tror de at situationen er håbløs og giver derfor efter for verdens påvirkning. Og ofte bliver deres adfærd værre end den var før de begyndte at ændre sig.
Bliv derfor ved med at forvisse dig om at det er umagen værd at aflægge den gamle livsform. Apostelen Paulus omtalte sin tidligere adfærd eller livsform som en bunke affald. (Filipperne 3:8) Hvis du snubler over en forhindring eller får tilbagefald mens du forsøger at forandre dig, så tab ikke modet. Bliv ved! Kæmp videre! Det er kampen værd!
Husk at mange af de indgroede vaner eller træk du har, blev påført dig af ydre kræfter uden at du selv ville det eller havde indflydelse på det. Disse kræfter spiller stadig væk ind. Vil du lade dig styre af dem? Nej, vel? Så lad være at give op!
For millioner af mennesker med forskellig kulturel baggrund — ja selv kriminelle og meget umoralske mennesker — er det lykkedes at ændre handlemåde. Disse mennesker har kunnet leve op til deres forbedrede normer, ja mange har i årtier bevaret deres uangribelighed og gode adfærd. Men de kan takke Gud for styrken og motivationen til at gøre det. Som apostelen Paulus skrev: „Alt har jeg styrke til ved ham som giver mig kraft.“ — Filipperne 4:13.
De har vundet kampen for at gøre det rigtige. Du kan også vinde hvis du virkelig ønsker det. Belønningen er evigt liv i Guds nye verden! — Salme 37:29; 2 Peter 3:13.
[Illustration på side 7]
Trin 1: Lær dig selv at kende
[Illustration på side 8]
Trin 2: Find ud af hvordan du ønsker at være
[Illustration på side 8]
Trin 3: Efterlign gode eksempler
[Illustrationer på side 9]
Trin 4: Hent den fornødne styrke
[Illustration på side 9]
Trin 5: Mist ikke modet ved tilbagefald
[Illustration på side 10]
De der forandrer sig kan arve en jord der er forandret
-