Hvordan fjernsynet har forandret verden

SIDSTE sommer forvandlede fjernsynet verden til et globalt sportsstadion. Roms gader lå øde hen. Cirka 25 millioner italienere så kampene om verdensmesterskabet i fodbold. Af samme grund var også gaderne i Buenos Aires i Argentina tomme. I Cameroun i Vestafrika flimrede det gråblå lys i vinduerne mens millioner heppede taktfast. I det krigshærgede Libanon anbragte soldater tv-apparater på deres tanks for at se fodbold. Man skønner at omkring en femtedel af jordens befolkning så turneringen da den var på sit højeste. De flokkedes om skærmen som natsværmere om et lejrbål.

Denne gigantiske tv-begivenhed var ikke et enestående tilfælde. I 1985 så næsten en tredjedel af jordens befolkning — cirka 1.600.000.000 mennesker — rockkoncerten Live Aid. En halv snes satellitter transmitterede programmet til 150 lande, lige fra Island til Ghana.

Det allestedsnærværende fjernsyn har banet vej for en snigende revolution. Teknologien har udviklet sig fra 20’ernes og 30’ernes små flimrende skærme til vore dages avancerede, knivskarpe farvebilleder som har skabt et verdensomfattende salgsboom. I 1950 fandtes der under fem millioner tv-apparater i hele verden. I dag findes der omkring 750.000.000

Mediebegivenheder som verdensmesterskabet i fodbold viser at fjernsynet er i stand til at forene kloden ved hjælp af blot ét kommunikationsmiddel. Tv har forandret den måde hvorpå folk stifter bekendtskab med verden omkring dem. Det har medvirket ved formidlingen af nyheder og tanker, kultur og normer, som uden besvær har kunnet strømme ind over geografiske og politiske grænser der før har hindret en sådan udveksling. Fjernsynet har forandret verden. Nogle mener at det også kan forandre dig.

Johann Gutenberg er kendt for at have revolutioneret massekommunikationen. I 1455 forlod den første bibel hans trykpresse. Nu kunne et budskab pludselig nå ud til en langt større kreds på meget kortere tid og på en langt billigere måde end før. De herskende indså hurtigt trykpressens magt og forsøgte at opnå kontrol over den gennem licenslove. Men det trykte budskab nåede ud til stadig flere mennesker. I begyndelsen af 1800-tallet skrev historikeren Alexis de Tocqueville at aviser havde en usædvanlig evne til at indgive 10.000 sind den samme tanke på en enkelt dag.

Hvordan forholder det sig med fjernsynet? Det kan indgive den samme tanke i millioner af sind — i ét nu! Og i modsætning til det trykte budskab behøver publikum ikke at have lært den vanskelige kunst at læse, og behøver heller ikke selv at danne sig billeder og indtryk i hjernen. Fjernsynet afgiver sit budskab i billede og lyd, med alle de tillokkelser dette indebærer.

Det tog ikke lang tid for politikerne at opdage fjernsynets kolossale muligheder. I 1952 gjorde Dwight D. Eisenhower dygtigt brug af fjernsynet i sin kampagne for at blive De Forenede Staters præsident. Ifølge bogen Tube of Plenty — The Evolution of American Television vandt Eisenhower valget fordi han viste sig at være den kandidat der var nemmest at ’sælge’ i tv-mediet. Bogen viser at fjernsynet måske spillede en endnu større rolle da John F. Kennedy vandt præsidentvalget i 1960 over Richard M. Nixon. Seerne mente at Kennedy klarede sig bedre end Nixon under debatten i tv. De der havde hørt den samme debat i radioen mente imidlertid at den var endt uafgjort. Hvad gjorde forskellen? Nixon så bleg og hærget ud, hvorimod Kennedy var solbrændt, virkede mere hårdfør og udstrålede tillid og vitalitet. Efter valget sagde Kennedy om fjernsynet: „Vi ville ikke have haft en chance uden dette apparat.“

Og ’apparatet’ fortsatte med at gøre sin magt gældende på verdensplan. Nogle begyndte at kalde det den tredje supermagt. Satellitteknologien har sat fjernsynsselskaberne i stand til at sende tv-signaler over landegrænser, ja, endog over have. Verdensledere har brugt tv som et forum til at skaffe sig international støtte og fordømme deres rivaler. Nogle regeringer har brugt fjernsynet til at sende propaganda ind i fjendeland. Og ligesom de herskende forsøgte at få kontrol med Gutenbergs opfindelse da det gik op for dem hvilken magt der lå deri, har mange regeringer også haft et fast greb om fjernsynsmediet. I 1986 udsendte næsten halvdelen af verdens nationer kun statskontrollerede programmer.

Teknologien har imidlertid gjort fjernsynsmediet stadig vanskeligere at kontrollere. Vore dages satellitter transmitterer signaler som kan opfanges i hjem med relativt små parabolantenner. Eftersom utallige amatørfotografer ejer små transportable videokameraer, findes der ofte en utrolig stor mængde optagelser af næsten enhver begivenhed der har nyhedsværdi.

Et amerikansk nyhedsselskab, Turner Broadcastings CNN (Cable News Network), indsamler nyhedsstof fra cirka 80 lande som udsendes over hele verden. Dens verdensomspændende 24-timers dækning kan på et øjeblik gøre en hvilken som helst begivenhed til et internationalt anliggende.

Fjernsynet er ikke længere kun formidler af verdensbegivenhederne, men er i stigende grad med til at forme dem. Tv indtog en nøglestilling i den række samfundsomvæltninger der rystede Østeuropa i 1989. Skarer af mennesker i Prag gik syngende gennem gaderne og krævede „direkte transmission“ i tv. Før i tiden udgød de revolutionære blod for at sikre sig regeringsbygninger, fæstninger eller politihovedkvarterer. Men i 1989 søgte oprørerne først og fremmest at få adgang til tv-stationer. Rumæniens nye styre begyndte for eksempel at regere landet fra fjernsynsstationen. Derfor er det måske ikke helt ved siden af at kalde fjernsynet den tredje verdensmagt.

Men fjernsynet har ikke kun øvet indflydelse på politik. Det er også ved at ændre verdens kultur og moralnormer. De Forenede Stater er ofte blevet beskyldt for ’kulturimperialisme’ fordi omverdenen påduttes amerikansk kultur gennem tv-mediet. Eftersom De Forenede Stater var det første land der opbyggede et lager af indbringende, kommercielle programmer, var amerikanske producenter i slutningen af 40’erne og i 50’erne i stand til at sælge programmer til andre lande for en brøkdel af hvad det ville koste at lave dem selv.

I slutningen af 80’erne importerede Kenya 60 procent af sine fjernsynsprogrammer, Australien 46 procent, Ecuador 70 procent og Spanien 35 procent. De fleste programmer blev importeret fra De Forenede Stater. Den amerikanske serie Det lille hus på prærien blev sendt i 110 lande. Serien Dallas er blevet vist i 96 lande. Nogle har klaget over at det lokale præg er ved at forsvinde fra fjernsynet verden over, og at den amerikanske forbrugerisme og materialisme breder sig.

Mange lande gør oprør mod en sådan ’kulturimperialisme’. I Nigeria har fjernsynsstationer klaget over at de mange udenlandske programmer underminerer den nationale kultur; de er bekymrede over at de nigerianske seere synes at vide mere om De Forenede Stater og England end om Nigeria. Mange europæere har det på samme måde. Ved en høring i den amerikanske kongres for nylig sagde mediegiganten Robert Maxwell harmdirrende: „Intet land bør tolerere at dets kultur bliver undertvunget af en fremmed kultur.“ Følgelig er nogle lande begyndt at sætte grænser for hvor mange udenlandske programmer fjernsynsstationerne må sende.

Men ’kulturimperialisme’ kan skade andet end kulturværdier. Den kan også skade miljøet. Den vestlige verdens forbrugerisme og jeg-vil-have-det-hele-her-og-nu-indstilling har været medvirkende til forureningen af luften og vandet og den øvrige ødelæggelse af jorden. Som en skribent for Londonavisen The Independent har skrevet: „Fjernsynet har bibragt verden en fortryllende forestilling om materiel frigørelse og vestlig fremgang. Men det er et bedrag, for den kan kun opnås ved at øve uoprettelig skade på naturen.“

Det er tydeligt at fjernsynet er i færd med at ændre verden af i dag, og det er ikke altid til det bedre. Tv har imidlertid en langt mere direkte indflydelse på den enkelte. Er du i farezonen?

[Tekstcitat på side 4]

Aviser kan indgive ti tusind mennesker den samme tanke på en dag

[Tekstcitat på side 5]

Fjernsynet kan indgive hundreder af millioner den samme tanke i ét nu

Har fjernsynet forandret dig?

FJERNSYNET er blevet kaldt „et vindue til verden“. I bogen Tube of Plenty — The Evolution of American Television bemærker forfatteren Erik Barnouw at fjernsynet i begyndelsen af 1960’erne „for de fleste var blevet et vindue til verden. Det man så, lod til at være hele verden. Man troede at det man så var sandt og ufejlbarligt.“

Et vindue kan imidlertid ikke selv vælge hvilken udsigt det vil vise; det kan ikke bestemme lysforholdene eller synsvinklen; det kan heller ikke pludselig forandre udsigten blot for at holde ens interesse fangen. Men dét kan fjernsynet. Sådanne virkemidler er på dramatisk vis med til at påvirke ens følelser og de konklusioner man drager vedrørende det man ser. Men disse virkemidler kontrolleres af de mennesker der producerer fjernsynsprogrammerne. Selv de mest saglige nyhedsudsendelser og dokumentarfilm manipulerer med sandheden, hvor utilsigtet dette end måtte være.a

En mesterforfører

Som oftest forsøger tv-folk imidlertid helt bevidst at påvirke seerne. I reklamer, for eksempel, har de praktisk talt frie hænder til at bruge ethvert tænkeligt virkemiddel for at lokke folk til at købe en bestemt vare. Farver. Musik. Smukke mennesker. Erotik. Storslåede scenerier. Deres repertoire spænder vidt, og de udnytter det mesterligt.

En tidligere reklamemand har skrevet følgende om sine 15 år i reklameverdenen: „Jeg har lært at det er muligt at tale direkte til menneskers sind gennem medier [for eksempel tv]. Som en tryllekunstner fra en anden verden kan man efterlade indtryk der kan få folk til at gøre ting de normalt aldrig ville drømme om at gøre.“

At fjernsynsmediet udøver en sådan kolossal magt over mennesker stod klart allerede i 50’erne. Efter at et kosmetikfirma med en omsætning på 50.000 dollars om året begyndte at sende reklamer for læbestifter i amerikansk fjernsyn, steg salget i løbet af to år markant til 4.500.000 dollars årligt! Da en bank havde bragt en reklame i et tv-program der især blev set af kvinder, steg indlånene med 15.000.000 dollars.

I dag ser amerikanerne gennemsnitlig over 32.000 reklamer om året — reklamer der spiller på følelserne. Mark Crispin Miller har skrevet følgende i bogen Boxed In — The Culture of TV: „Det er sandt at vi påvirkes af det vi ser. Hverdagens reklamer præger os uophørligt.“ Han siger at denne manipulation „er farlig fordi den ofte er vanskelig at opdage og derfor vil lykkes indtil vi lærer at gennemskue den“.

Men tv sælger andet end læbestifter, politiske synspunkter og kultur. Det sælger også moral — eller mangelen på samme.

Tv og moral

Det er de færreste der vil blive forbavsede over at høre at der i stigende grad vises seksuelle handlinger i amerikansk tv. En undersøgelse som i 1989 blev offentliggjort i bladet Journalism Quarterly viste at der i 66 timers udsendelser i den bedste sendetid forekom i alt 722 scener med enten direkte eller indirekte hentydninger til seksuel adfærd, eller åbenlyse skildringer. Eksemplerne varierede fra erotiske kærtegn til samleje, masturbation, homoseksualitet og incest. Der blev gennemsnitlig vist hen ved 11 scener af den art hver time!

Det er ikke kun i De Forenede Stater at dette gør sig gældende. I franske tv-film forekommer der udførlige skildringer af sadisme. I italiensk fjernsyn vises der striptease. Spansk tv bringer midnatsfilm der er præget af vold og sex. Og sådan kunne man blive ved.

Vold udgør en anden form for umoralitet på fjernsyn. I De Forenede Stater roste en tv-anmelder ved bladet Time for nylig den „pragtfuldt uhyggelige humor“ i en serie skrækfilm. Serien indeholdt scener hvor mennesker blev halshugget, lemlæstet, spiddet, eller besat af dæmoner. Det er selvfølgelig ikke al tv-vold der er så makaber, og den bliver derfor lettere accepteret. Da man for nylig viste vestlige tv-programmer i en afsidesliggende landsby i Elfenbenskysten i Vestafrika, kunne en desorienteret gammel mand ikke lade være med at spørge: „Hvorfor dolker, skyder og slår de hvide altid hinanden?“

Svaret er selvfølgelig at tv-producenterne og sponsorerne gerne vil give seerne det de ønsker at se. Og vold skaffer seere. Det samme gør sex. Derfor bliver der vist en god portion af begge dele. I begyndelsen sørger man dog for at der ikke bliver vist for meget, hvilket kunne frastøde seerne. Som Donna McCrohan har skrevet i Prime Time, Our Time: „De fleste af de populære serier går så langt de kan med hensyn til dårligt sprog, sex, vold og emnevalg; når de har nået tærskelen overskrider de den. Resultatet bliver at seerne sænker deres tærskel for hvad de vil acceptere.“

Engang anså man det for eksempel ikke for passende at vise homoseksualitet i fjernsynet. Men da først seerne blev vant til det, var de parate til at acceptere mere. En fransk journalist har sagt: „Ingen producer i dag ville nogen sinde vove at fremstille homoseksualitet som en afvigelse . . . Det er snarere samfundet og dets intolerance der anses for at være aparte.“ På amerikansk kabel-tv var der i 1990 premiere på en ’homoseksuel sæbeopera’ i 11 byer. Serien indeholdt scener hvor mænd var i seng sammen. Seriens producer har til bladet Newsweek sagt at sådanne scener var udtænkt af homoseksuelle med det formål at „gøre publikum mindre følsomme og få folk til at forstå at vi er ligesom alle andre“.

Fantasi kontra virkelighed

Initiativtagerne til en undersøgelse offentliggjort i Journalism Quarterly har bemærket at eftersom tv næsten aldrig viser konsekvenserne af tilfældige kønslige forhold, grænser dets „konstante bombardement med seksuelt ophidsende billeder“ til misinformation. De citerede en anden undersøgelse der viser at fjernsynets sæbeoperaer først og fremmest bibringer folk den forestilling at sex er for ugifte og at ingen får sygdomme af det.

Men er det sådan det forholder sig? Kan man dyrke sex uden for ægteskabet uden at det fører til uønskede graviditeter eller seksuelt overførte sygdomme? Kan man være homoseksuel eller biseksuel uden at risikere at pådrage sig AIDS? Eller hvad med film fyldt med vold og grov legemsbeskadigelse hvor heltene altid sejrer og skurkene ydmyges — mærkeligt nok uden at nogen af dem får mén? Fjernsynet skaber en verden hvor handlinger ikke har konsekvenser. Samvittighedens lov og begreber som moral og selvbeherskelse erstattes af loven om at man skal tilfredsstilles her og nu.

Det er tydeligt at fjernsynet ikke er „et vindue til verden“ — i hvert fald ikke til den virkelige verden. En nylig udkommet bog om tv bærer titlen The Unreality Industry (Illusionens erhverv). Forfatterne hævder at tv er „blevet en af de mægtigste kræfter i vort liv. Følgen er at fjernsynet ikke blot definerer hvad der er virkeligt, men, hvad der er langt vigtigere og langt mere foruroligende, udvisker den klare skillelinje mellem virkelighed og fantasi.“

For dem som mener at de er upåvirkelige af fjernsynet, lyder dette måske som en overdrivelse. ’Jeg tror skam ikke på alt hvad jeg ser,’ indvender de. Sandt nok tror vi måske ikke på alt hvad der vises i fjernsynet. Men eksperterne advarer om at denne skepsis måske ikke beskytter os mod den underfundige måde hvorpå fjernsynet spiller på vore følelser. Som en skribent har sagt: „Et af fjernsynets bedste tricks er at det aldrig vil indrømme hvor stor indflydelse det øver på vore psykiske mekanismer.“

Et indflydelsesrigt apparat

Ifølge 1990 Britannica Book of the Year ser amerikanerne gennemsnitlig fjernsyn syv timer og to minutter hver dag. I Danmark ser personer over 13 år gennemsnitlig fjernsyn i 11-12 timer om ugen. Det bliver til fem år gennem hele livet! Hvordan kan så meget fjernsynskiggeri undgå at påvirke mennesker?

Det er derfor ikke overraskende at læse at nogle har svært ved at skelne det de ser på tv fra virkeligheden. I en undersøgelse foretaget af det engelske tidsskrift Media, Culture and Society fandt man frem til at fjernsynet i høj grad får nogle til at anlægge „et afvigende syn på den virkelige verden“; de lulles ind i den tro at deres forestilling om hvordan virkeligheden skal se ud, faktisk er virkeligheden. Andre undersøgelser, blandt andet dem der er foretaget af Det Amerikanske Nationalinstitut for Mentalhygiejne, synes at bekræfte disse forskningsresultater.

Hvis fjernsynet øver indflydelse på folks opfattelse af virkeligheden, hvordan kan det da undgå at øve indflydelse på folks liv og handlinger? Donna McCrohan skriver i Prime Time, Our Time: „Når en populær tv-serie bryder tabuer eller sprogbarrierer, føler vi at vi kan gøre det samme. Vi påvirkes også når . . . promiskuitet er normen eller når en hårdkogt filmstjerne omtaler sin brug af kondomer. Fjernsynet er i alle forhold et spejlbillede af hvem vi kan lade os overbevise om at vi er, og derfor i det store og hele udvikler os til.“

Samtidig med fjernsynets udbredelse er der sket en stigning i umoraliteten og volden. Er dette et tilfælde? Næppe. En undersøgelse har vist at kriminaliteten og volden i tre lande steg umiddelbart efter at fjernsynet havde gjort sin entré i hvert af disse lande. I lande hvor fjernsynet var blevet indført på et tidligere tidspunkt, var også kriminaliteten steget tidligere.

Overraskende nok er det ikke nær så afslappende at se fjernsyn som mange tror. Undersøgelser af 1200 fritidsbeskæftigelser foretaget over en 13-årig periode, viste at fjernsynskiggeri var det der mindst af alt fik folk til at slappe af. Det gjorde tværtimod seerne passive, anspændte og ude af stand til at koncentrere sig. Og så de fjernsyn i længere tid ad gangen, gik det ud over deres humør. Læsning gjorde derimod folk mere afslappede, i bedre humør foruden at de blev bedre i stand til at koncentrere sig.

Men som den tidsrøver fjernsynet er, kan det let skubbe bøgerne ud af billedet. Da fjernsynet kom til New York mærkede bibliotekerne hurtigt en nedgang i udlånet af bøger. Dermed være ikke sagt at folk er holdt op med at læse. Men det siges at folk i dag læser med mindre tålmodighed, at de hurtigt mister koncentrationen hvis ikke de bliver bombarderet med iøjnefaldende billeder. Det er ikke sikkert at sådanne iagttagelser kan bekræftes af statistiske undersøgelser. Men hvordan kan man opdyrke selvdisciplin og undgå at blive overfladisk hvis man er afhængig af og vænnet til en uafbrudt strøm af tv-underholdning, der udelukkende er fremstillet til, sekund for sekund, at holde selv den mest utålmodige seers opmærksomhed fangen?

Børn og tv

Hvis man har børn er det især vigtigt at være opmærksom på den påvirkning fjernsynet øver. Uanset i hvor høj grad fjernsynet påvirker voksne, er det logisk at antage at det øver en endnu større påvirkning på børn. De er nemlig mere tilbøjelige til at tro på den fantasiverden de ser på tv-skærmen. Den tyske avis Rheinischer Merkur/Christ und Welt citerer en nylig undersøgelse der viser at børn ofte er „ude af stand til at skelne virkeligheden fra det de ser på skærmen. De overfører det de ser i fantasiverdenen til virkelighedens verden.“

Årtiers forskning og mere end 3000 videnskabelige undersøgelser har påvist at voldelige fjernsynsfilm har en negativ effekt på børn og teenagere. Ansete organisationer som Det Amerikanske Akademi for Pædiatri, USA’s Nationale Institut for Mentalhygiejne og Den Amerikanske Lægeforening er alle enige om at tv-vold resulterer i aggressiv og asocial adfærd hos børn.

Undersøgelser har vist andre foruroligende resultater. For eksempel er fedme hos børn blevet kædet sammen med overdrevet fjernsynskiggeri. Det skyldes tilsyneladende to ting: (1) Passive timer foran tv erstatter aktive timer med leg; (2) fjernsynsreklamer er gode til at sælge børn fedtholdig junkfood med ringe næringsværdi. Andre undersøgelser synes at vise at børn der ser store mængder tv klarer sig dårligt i skolen. Tidsskriftet Time skrev for nylig at mange psykiatere og lærere er nået frem til den ganske vist kontroversielle konklusion at tv er skyld i at børn generelt er blevet dårligere til at læse og i det hele taget klarer sig mindre godt i skolen.

Desuden er den tid der bruges på tv en kritisk faktor. Når et ungt menneske i USA går ud af highschool, har vedkommende tilbragt 17.000 timer foran fjernsynet og 11.000 timer i skolen. For mange børn er det at se tv blevet den største fritidsbeskæftigelse hvis ikke den største beskæftigelse i det hele taget. I bogen The National PTA Talks to Parents: How to Get the Best Education for Your Child hedder det at halvdelen af alle tiårige tilbringer fire minutter om dagen med at læse derhjemme, men 130 minutter med at se fjernsyn.

Det er sikkert de færreste der vil hævde at fjernsynet ikke udgør en reel fare for både børn og voksne. Men hvad skal man gøre? Bør forældre forbyde deres børn at se fjernsyn? Bør folk i almindelighed beskytte sig mod fjernsynets indflydelse ved enten at skille sig af med det eller gemme det bort i pulterkammeret?

[Fodnote]

[Tekstcitat på side 7]

„Hvorfor dolker, skyder og slår de hvide altid hinanden?“

[Illustration på side 9]

Sluk for fjernsynet og læs en bog

Få kontrol over fjernsynet før det får kontrol over dig

FJERNSYNET rummer forbløffende muligheder. Da den amerikanske tv-industri skulle overtale udviklingslandene til at få fjernsyn, fremholdt den visioner om et tv-utopia. Hele nationer ville blive omdannet til klasseværelser hvor selv de mest afsidesliggende egne ville kunne modtage uddannelsesprogrammer om vigtige emner som landbrugsteknik, jorderosion og familieplanlægning. Børn kunne lære fysik og kemi og drage nytte af kulturelt stof som ville udvide deres horisont.

Disse visioner forsvandt næsten fuldstændigt da det kommercielle fjernsyn holdt sit indtog — men ikke helt. Formanden for USA’s Forbundskommunikationsråd, Newton Minow, kaldte i 1961 fjernsynet for „et enormt åndeligt ørkenland“, men indrømmede i samme tale at tv havde betydet store landvindinger og også formidlede god underholdning.

Det samme kan siges i dag. Fjernsynets nyhedsudsendelser holder os underrettet om verdensbegivenheder. Naturprogrammer viser os noget vi ellers aldrig ville få at se: en slowmotionoptagelse af en kolibris yndefulde og præcise flugt, som svømmede den gennem luften; eller et blomsterbeds forunderlige dans, filmet med tidsforkortelse så man bogstavelig talt ser blomsterne vælte op af jorden i et orgie af farver. Dertil kommer kulturelle begivenheder som balletopførelser, symfonier og operaer, samt skuespil, film og andre programmer, hvoraf nogle er dybsindige og indsigtsfulde mens andre blot er god underholdning.

Desuden er der undervisningsprogrammer for børn. USA’s Nationale Institut for Mentalhygiejne skriver at ligesom børn kan blive aggressive af at se voldsfilm, kan de også lære næstekærlighed, venlighed og selvbeherskelse ved at betragte gode eksempler på fjernsyn. Programmer om hvordan man skal reagere i nødsituationer har endog reddet nogle børns liv. Vance Packard skriver i sin bog Our Endangered Children: „De forældre der bliver så forargede eller foruroligede at de gemmer fjernsynet væk, overreagerer højst sandsynligt, medmindre de oplever at børnene er helt uregerlige.“

Overtag kontrollen

Hvad enten der er tale om børn eller voksne, er det nødvendigt at man har styr på hvor meget tid man bruger på tv. Lader vi fjernsynet bestemme over os, eller er det os der bestemmer over fjernsynet? Som Vance Packard nævner er der for nogles vedkommende kun den udvej at de skiller sig af med apparatet. Men mange har fundet ud af hvordan man får styr på sine fjernsynsvaner og samtidig udnytter fjernsynets fordele. Her følger nogle forslag.

✔ Hold i en uge eller to regnskab med hvor meget jeres familie ser fjernsyn. Tæl timerne sammen ved periodens afslutning og spørg jer selv om det er værd at bruge så meget tid på at se fjernsyn.

✔ Se i fjernsynsprogrammet før du tænder, og find ud af om der bliver bragt noget der er værd at se.

✔ Sæt tid til side til at familien kan tale sammen og nyde hinandens selskab.

✔ Nogle eksperter advarer imod at børn eller unge i begyndelsen af teenagealderen har deres eget fjernsyn på værelset. Dette kan gøre det vanskeligere for forældrene at følge med i hvad børnene ser.

✔ Hvis man har råd kan det være en hjælp at anskaffe sig en videobåndoptager. Ved at leje gode videofilm eller optage fjernsynsprogrammer af høj kvalitet og se dem når det er belejligt, kan man ved hjælp af videobåndoptageren kontrollere hvad man får at se og hvornår fjernsynet er tændt. Her skal der dog lyde en advarsel. Hvis man ikke har kontrol over videobåndoptageren vil man måske tilbringe endnu mere tid foran fjernsynet eller det kan friste nogle i familien til at se umoralske videofilm.

Hvem er din lærer?

Et menneske er en veritabel indlæringsmaskine. Vore sanser suger konstant informationer til sig og sender over 100.000.000 data til hjernen hvert sekund. Vi kan til en vis grad kontrollere indholdet af disse data ved selv at beslutte hvad vi byder vore sanser. Som det tydeligt fremgår af fjernsynets historie, kan menneskets sind og ånd lige så let tage skade af det der kommer ind gennem øjet, som kroppen kan tage skade af det der kommer ind gennem munden.

Hvordan vil vi lære noget om verden omkring os? Hvilke informationskilder vælger vi? Hvem eller hvad er vores lærer? En udtalelse af Jesus Kristus er i denne forbindelse tankevækkende: „En elev står ikke over sin lærer, men enhver som er fuldt ud oplært vil være som sin lærer.“ (Lukas 6:40) Hvis vi i for vid udstrækning lader fjernsynet være vores lærer, vil vi begynde at efterligne det vi ser og antage de moral- og værdinormer der fremholdes. Som der siges i Ordsprogene 13:20: „Den der vandrer med de vise bliver viis, men den der omgås tåber går det dårligt.“

Selv når fjernsynet ikke bringer tåbelige eller umoralske personer ind i vores stue, mangler det alligevel noget væsentligt. Det har ikke, eller kun i meget ringe grad, kunnet dække det åndelige behov som alle mennesker har. Fjernsynet er udmærket til at vise hvilken sørgelig situation verden befinder sig i, men hvad fortæller det os om årsagen til at mennesker ikke kan regere sig selv? Det kan vise os skaberværkets skønhed, men drager det os nærmere til Skaberen? Det kan tage os med til alle fire verdenshjørner, men giver det os svar på om vi nogen sinde vil kunne leve sammen i fred?

Nej, ’vinduet til verden’ kan ikke besvare disse vigtige åndelige spørgsmål. Men det kan Bibelen, og det er det der gør den så værdifuld. Den er et „vindue til verden“, som Skaberen ser den. Den er blevet nedskrevet for at hjælpe os til at forstå meningen med livet og give os et sikkert håb for fremtiden. Den indeholder tilfredsstillende svar på livets mest foruroligende spørgsmål. For at finde disse svar må man naturligvis læse Bibelen — og det er fascinerende læsning.

Men hvordan skal vi få tid til det hvis vi ikke har kontrol med vore tv-vaner?