En skilsmisse har sine ofre

HVIS man skulle tro alt hvad eksperterne har skrevet om skilsmisse i de seneste årtier, kunne man let få den opfattelse at der i vore dages skilsmisser hverken er skyldige eller ofre.

Mange forældre er blevet forledt til skilsmisse af nogle klichéer der bliver forkyndt vidt og bredt: Skilsmisse er bedre for børnene end et ulykkeligt ægteskab; man skal blot vente til de har ’den rette alder’ så det ikke volder dem smerte; børn kommer over traumet efter nogle få år.

Disse optimistiske antagelser har fået støtte fra flere sider. Forfatterne Susan Gettleman og Janet Markowitz tror for eksempel ikke på „myten om det skadede barn“. De hævder at en skilsmisse ikke behøver at være traumatisk for børnene, når blot forældrene ’griber det fornuftigt an’. De mener endog at forældrenes skilsmisse kan hjælpe børnene til en dag bedre at klare deres egen skilsmisse! „Det der bør reformeres er ægteskabet som institution, og myten om selve familielivet,“ siger de. — The Courage to Divorce.

Men lyder disse frimodige påstande fornuftige? Hvilke omkostninger har skilsmisserne for børnene i en verden hvor skilsmissetallene eskalerer? Er det sandt at der ikke er nogen ofre?

Ofrene må betale dyrt

I 1971 påbegyndte de amerikanske forskere Judith Wallerstein og Joan Berlin Kelly en skelsættende undersøgelse af skilsmissernes langtidsvirkninger på familierne. De udvalgte 60 familier befandt sig midt i en skilsmissesituation. Disse familier havde tilsammen 131 børn i alderen fra 2 til 18 år. Til forskernes overraskelse kom skilsmissen så godt som aldrig som en lettelse for børnene. Heller ikke i de tilfælde hvor forældrene havde et ulykkeligt ægteskab. Skilsmissen gjorde i stedet børnene splittede.

Var der blot tale om et kortvarigt traume? Desværre nej. Efter fem år var 37 procent af børnene stadig mere eller mindre deprimerede. De fleste håbede stadig på at deres forældre ville flytte sammen igen — også selv om de havde giftet sig med en anden! Selv efter 10 og 15 år var næsten halvdelen af børnene i undersøgelsen „bekymrede, kompleksfyldte og til tider vrede unge mænd og kvinder der ikke kunne præstere det samme som gennemsnittet“.

Disse resultater harmonerede ikke med de traditionelle opfattelser. Som Judith Wallerstein skriver: „De resultater vi nåede frem til var de stik modsatte af dem vi havde forventet. For mange mennesker var det en uvelkommen nyhed, og vi fik vrede breve fra terapeuter, forældre og advokater som sagde at vi var helt galt afmarcheret.“

Men børnene løj ikke; andre undersøgelser har bekræftet det resultat Wallerstein og Kelly nåede frem til. Tidsskriftet Journal of Social Issues har skrevet at de fleste fagfolk, deriblandt adfærdsforskere, „mener at forældres separation og opløsningen af ægteskabet har en stærkt negativ virkning på både mindreårige og halvvoksne børn“. Tidsskriftet tilføjede at „dette i det store og hele er blevet bekræftet“ og citerede forskningsresultater som viser at kriminalitet og asocial adfærd forekommer hyppigere blandt skilsmissebørn end blandt børn fra uopløste familier, at dobbelt så mange skilsmissebørn kommer på psykiatriske hospitaler som børn der ikke har oplevet en skilsmisse, at skilsmisse måske er den førende årsag til depressioner blandt børn.

Hvad med de større børn?

Større børn klarer ikke en skilsmisse stort bedre end mindreårige. Når halvvoksne børn oplever at deres forældre lader sig skille, bliver de ofte dybt desillusionerede, hvilket er ødelæggende for deres indstilling til ægteskabet og andre institutioner, som for eksempel skolen. Nogle børn drager den slutning at alt er uholdbart og at alle forhold er dømt til en dag at opløses i forræderi og tillidsbrud.

Teenagere der på den måde bliver bragt ud af ligevægt i forbindelse med deres forældres skilsmisse, går nogle gange til yderligheder. Nogle begynder at tage stoffer, andre kaster sig ud i promiskuitet, og nogle løber hjemmefra. Andre synes umiddelbart at klare skilsmissen uden besvær; men reaktionen viser sig ofte senere. Bladet The Washingtonian skriver at det måske ikke er et tilfælde at spiseforstyrrelser og selvmord blandt teenagere er steget i takt med skilsmissetallene.

Forældre der ønsker at vente med at indlede skilsmisseforhandlinger til børnene har ’den rette alder’, kan komme til at vente længe. Det lader ikke til at der findes nogen magisk alder hvor børnene kan komme uskadte gennem en skilsmisse.a I bladet Psychology Today har sociologen Norval D. Glenn endog antydet at børn måske vil lide under en skilsmisses negative virkninger „som varer ved med uformindsket styrke hele livet igennem“. Han slutter: „Man må alvorligt overveje den foruroligende mulighed at det voksende antal skilsmissebørn efterhånden vil underminere hele befolkningens velbefindende.“

Men uanset hvor barske sådanne undersøgelsesresultater og statistikker måtte synes, er det ikke dermed sagt at alle skilsmissebørn vil få en vanskelig tilværelse. De viser ikke desto mindre at en skilsmisse udgør en særdeles reel fare for børnene. Spørgsmålet er derfor: Hvordan kan børn beskyttes mod virkningerne af en skilsmisse?

Hvilket håb er der for børnene?

Den bedste beskyttelse er forebyggelse. Som dr. Diane Medved skriver i sin bog The Case Against Divorce (Hvad der kan siges imod skilsmisse): „Vi må holde op med at lade selviske hensyn være det eneste kriterium for retmæssigheden af en skilsmisse.“ Der er ingen tvivl om at den selvcentrerede jeg-dyrkelse som gennemsyrer vore dages samfund, har undergravet utallige ægteskaber. Hvordan kan ægtepar modstå denne indflydelse og få deres ægteskab til at holde?

Bibelen hævder at dens Forfatter også er ægteskabets Ophavsmand. Dette bekræftes af at Bibelens vejledning om ægteskabet er en vejledning der virker i praksis. Den har hjulpet millioner af mænd og kvinder til at forbedre deres familieliv. Bibelen har reddet utallige ægteskaber fra skilsmisse. Den kan også hjælpe dig.b

Sørgeligt nok kan skilsmisse ikke altid undgås eller forhindres. Det er en af vor tids realiteter. Nogle lærer Guds normer for ægteskab at kende efter at de er blevet skilt. Andre lever trofast efter disse normer, men bliver bedraget af en selvisk og utro ægtefælle. Desuden giver Bibelen selv rum for skilsmisse under visse ekstreme omstændigheder. (Mattæus 19:9) Men som Jesus sagde er det umuligt at træffe en klog afgørelse uden først at ’beregne omkostningerne’. — Lukas 14:28.

Hvis en skilsmisse er en fuldbyrdet kendsgerning, er der ingen grund til at lade sig tynge af skyldfølelse eller fortrydelse. Tiden er da inde til at gøre det lettere for børnene at klare situationen. Og det kan lade sig gøre. Dr. Florence Bienenfeld, der er en respekteret rådgiver og mægler i skilsmissesager, giver fraskilte forældre følgende forsikring: „En skilsmisse behøver ikke at være som en græsk tragedie hvor alle dør. Alle kan leve, og med tiden komme over det og klare sig udmærket.“ — Helping Your Child Succeed After Divorce.

Men hvordan bærer man sig ad? Hvad kan forældre, slægtninge og venner gøre for at hjælpe skilsmissebørn?

[Fodnoter]

Hjælp til skilsmissebørn

„Da jeg var omkring tre år gammel, skulle jeg en gang besøge min far. Han kom for at hente mig og tog mig med i byen og købte en dukke i en fin rød kjole til mig. Bagefter kørte han mig hjem, og vi sad lidt i bilen. Men lige så snart min mor kom ud for at hente mig, begyndte hun og far at råbe ad hinanden og skændes gennem bilruden mens jeg sad imellem dem.

Pludselig rev min far døren op og skubbede mig ud af bilen, og kørte sin vej med hvinende dæk. Jeg anede ikke hvad der foregik. Min mor ville ikke engang lade mig pakke min nye dukke ud, og jeg så den aldrig mere. Og først da jeg var 19 år gammel så jeg min far igen.“ — Heidi.

„TIDEN læger alle sår,“ lyder et gammelt ordsprog. Men er det sandt? Eller lider børn uoprettelig skade hvis deres forældre går fra hinanden?

Ifølge The Journal of Social Issues afhænger meget af hvad der sker efter skilsmissen. Bladet skriver: „Det familieforhold der opstår efter skilsmissen har lige så stor, eller større, indflydelse på børnene som selve skilsmissen.“

I Heidis tilfælde var forældrenes skilsmisse kun begyndelsen til hendes problemer. Som det så ofte sker blev hendes moders andet ægteskab ikke meget bedre end det første, og det blev det tredje heller ikke. Heidis barndom var som en rutchebanetur der slingrede fra råbende slagsmål hvor tallerkenerne fløj gennem luften, til ensomme sommerdage i en tom lejlighed hvor hun bange sad og spekulerede over om hendes mor nogen sinde kom hjem igen og i givet fald hvornår.

Forældre kan gøre meget for at spare deres børn for sådanne kaotiske eftervirkninger af en skilsmisse. Det er nemlig ægteskabet der bliver ophævet ved en skilsmisse, ikke forældrestillingen.

Forældrenes vigtige rolle

„Eftersom undfangelsen kræver to personers medvirken, har børnene krav på både en far og en mor,“ har to psykologer skrevet i bladet Psychology Today. Det lyder måske indlysende, men på nogle måder berøver en skilsmisse med ét slag barnet begge dets forældre.

Betragt engang forholdene i De Forenede Stater, som statistisk set kunne kaldes for skilsmissernes verdensstad. Her bor over 90 procent af skilsmissebørnene hos moderen og må nøjes med at besøge faderen nu og da. Over halvdelen af disse børn ser deres fader mindre end én gang om året. Efter skilsmissen er også moderen betydeligt mindre sammen med børnene. En undersøgelse har vist at hun ugentlig tilbringer helt op til 21 timer mindre sammen med børnene.

Hvis der er noget eksperterne er enige om, så er det at der er langt større sandsynlighed for at børnene tilpasser sig livet efter en skilsmisse hvis de fortsat har et positivt og varigt forhold til begge forældre. Hvis dette er umuligt, vil dét at børnene har et godt forhold til i hvert fald den ene af forældrene, medvirke til at afbøde det slag som en skilsmisse er. Men hvordan kan forældre bevare et nært forhold til deres børn efter en skilsmisse?

Brug tiden klogt

Hvis du er en fraskilt moder kan den største udfordring være at bevare et nært forhold til dine børn. Alt for ofte står kvinder i denne situation over for to alvorlige problemer, som i nogle samfund oven i købet betragtes som en skamplet, nemlig skilsmisse og fattigdom. Hvis man pludselig og uforberedt bliver kastet ud på arbejdsmarkedet og kæmper med at kompensere for et usikkert og utilstrækkeligt underholdsbidrag fra en eksmand, føler man ofte at der er for lidt tid til at være sammen med børnene.

Problemet kan løses ved beslutsomhed og planlægning. Køb dig den tid du kan, også selv om det kun bliver korte stunder, og planlæg med dit barn hvad I skal foretage jer i fællesskab. Blot en lille smule tid hver dag hvor du viser dit barn din udelte opmærksomhed, er bedre end slet ingen tid. Hvis du på forhånd planlægger at tage dit barn med på en tur, har det noget at se frem til.

Men hvad med barnets presserende behov for åndelig vejledning, tugt og oplæring? Det kan være vanskeligt at afse længere stunder til dette. Derfor lyder Bibelens vejledning: ’Du skal indprente dine børn Guds lovbud og tale om dem når du sidder i dit hus og når du vandrer på vejen og når du lægger dig og når du står op.’ — 5 Mosebog 6:7.

Befinder du dig somme tider „på vejen“ sammen med dine børn, måske i en bil eller i et offentligt transportmiddel? Hvad er din opmærksomhed i givet fald rettet imod — dit barn, avisen eller bilradioen? Når I spiser sammen, drukner al samtale så i larmen fra fjernsynet eller radioen, eller er måltiderne et tidspunkt hvor I kan tale sammen i fred og ro? Er der nogle huslige pligter som du kunne udføre sammen med dit barn, som for eksempel at lave mad eller ordne vasketøj?

Du skal naturligvis ikke altid bruge disse lejligheder til at holde moralprædikener for barnet. Blot ved at være sammen med dit barn og føre en varm og åbenhjertig samtale, vil du uundgåeligt bibringe det nogle af dine værdinormer. I sådanne stunder vil det også være godt at du forsikrer dine børn om at du holder af dem, noget de har særlig brug for netop nu. Nogle børn føler sig i det skjulte ansvarlige for deres forældres skilsmisse. Andre føler sig forstødt af den part der er flyttet hjemmefra. Hvis du ofte forsikrer børnene om din kærlighed og roser dem for deres gode egenskaber og det de udretter, samt forsøger at få dem til at føle sig så trygge at de ærligt giver udtryk for hvad de føler, vil du have gjort meget for at afbøde skilsmissens eftervirkninger.

Efter en skilsmisse slækker nogle forældre på opdragelsen, ofte på grund af skyldfølelse. De synes måske at deres børn har haft det hårdt nok. Men at give børnene lov til at gøre som de vil, er ikke at vise dem kærlighed. Lederen af et program for voksne og børn på et psykiatrisk hospital har til bladet The Washingtonian sagt: „Børnene fortæller mig hele tiden: ’Mine forældre lader mig gøre alt muligt. De er ligeglade med mig.’“ Som Bibelen siger: „Hvis du ikke straffer din søn, elsker du ham ikke. Hvis du elsker ham, vil du irettesætte ham.“ — Ordsprogene 13:24, Today’s English Version.

Det splittede barn

Da en lille dreng på en skilsmisseklinik fik til opgave at lave nogle tegninger, tegnede han sig selv mellem sine forældre der skændtes og hev i ham fra begge sider; han blev revet fra hinanden og det dryppede af blod. Sådan føler nogle skilsmissebørn det. Barnet elsker begge sine forældre, men ingen af forældrene ønsker at det skal elske den anden.

På grund af den bitterhed og det nag der så ofte følger med en skilsmisse, har forældrene ofte meget svært ved ikke at involvere børnene i deres kamp. Wallerstein og Kelly siger at to tredjedele af forældrene i deres undersøgelse åbent konkurrerede om børnenes kærlighed og troskab. Dr. Bienenfeld advarer forældre om at hvis et barn føler sig splittet mellem sin far og mor, kan det udvikle selvhad og skyldfølelse, og „det vil mindske hans eller hendes chance for at blive lykkelig og tilfreds“.

Bibelen giver dette kloge råd: „I fædre [og mødre] må for jeres vedkommende ikke ægge jeres børn til vrede, men I skal give dem den oplæring og tilrettevisning der hører med til en kristen opdragelse.“ (Efeserne 6:4, The New English Bible) At ægge sit barn til vrede mod den anden part hører afgjort ikke med i en kristen opdragelse.

Et barn har to forældre. Døden kan ændre dette, men ikke en skilsmisse. Og medmindre en domstol har pålagt den anden part begrænsninger i samkvemmet med børnene (eller vedkommende med vilje unddrager sig sit ansvar), må du samarbejde med din tidligere ægtefælle om at opdrage børnene.

Måske har du gode grunde til at være bitter på din forhenværende ægtefælle. Men hvis du bruger dine børn til at straffe den anden med, er det i virkeligheden børnene det går ud over. Dr. Bienenfeld giver det råd at man kan slippe af med noget af bitterheden hvis man over for sig selv ærligt indrømmer at man også selv må bære en del af skylden for de ægteskabelige problemer. Bladet Parents beretter om en kvinde som forsøgte at bede for sin eksmand når hun begyndte at tænke negativt om ham. Hun opdagede at dette fik hende til at føle sig godt tilpas og hjalp hende til at kontrollere sine følelser, hvilket var helt nyt for hende. Desuden hjalp det hende til ’ikke at stivne i en permanent angrebsposition’. — Jævnfør Mattæus 5:43-45.

Kan andre hjælpe?

Psykologerne Julius og Zelda Segal skriver i bladet Parents at „det styrker skilsmissebørn hvis der i det mindste findes nogle faste holdepunkter“ efter en skilsmisse. Ifølge disse psykologer er det en sørgelig kendsgerning „at naboer og venner er tilbøjelige til at holde sig på afstand, og det samme er nogle bedsteforældre fordi de har alt for travlt med at vælge side i forældrekonflikten“.

Ja, en skilsmisse går særlig hårdt ud over børnene når andre af deres slægtninge også forsvinder ud af deres liv. Dette er med til at øge deres forladthedsfølelse. Hvis du er tante, onkel, bedstefader eller bedstemoder til et skilsmissebarn, er det derfor vigtigt at du koncentrerer dig om at vise barnet den kærlighed det har så stort behov for netop nu, i stedet for at deltage i forældrenes ægteskabelige skænderier. I visse tilfælde er kærlige bedsteforældre dem der er bedst til at opmuntre et barn i denne situation.

Heidi, som vi citerede i begyndelsen af artiklen, fik dog ikke denne støtte. Alligevel har hun klaret sig fint. I dag er hun 26 år og lykkeligt gift, udadvendt og arbejdsom. Hvad er grunden til at hun har klaret sig så godt?

Det kan siges med ét ord: venskaber. Som teenager begyndte Heidi at studere Bibelen med Jehovas vidner. Ved de møder hun overværede i rigssalen fandt hun sande venner. „Førhen syntes jeg altid at min situation var håbløs,“ fortæller hun. „Men det hjælper når man har nogle man kan snakke med. Jeg havde en veninde som jeg kunne tale med om alt. Hun vidste altid når der var noget galt, og det endte hver gang med at jeg åbnede mig for hende. Hun var en slags mor for mig. Men der var også andre jeg kunne foretage mig noget sammen med.“ Heidi opdagede at det er sandt når Jesus lovede at den kristne menighed ville udgøre en rigelig kompensation for dem der havde mistet deres egen familie. — Markus 10:29, 30.

Men det var ikke Heidi der tog initiativet til at knytte disse venskaber. „Det var dem der opsøgte mig,“ fortæller hun. Dette er et gennemgående tema blandt skilsmissebørn inden for den kristne menighed. En ung kvinde ved navn Meg tænker med glæde tilbage på et ægtepar som blev hendes venner da hendes forældre blev skilt: „De vidste ganske enkelt at jeg havde behov for dem, og de var parate til at hjælpe. Man kommer jo ikke og siger: ’Ved I hvad, jeg har behov for at være sammen med jer, og jeg vil gerne have at I viser mig kærlighed.’“

Hvad med dig? Kunne du være som en broder, en søster, en moder, en fader eller en bedstefader eller bedstemoder for et skilsmissebarn? De unge kommer sandsynligvis ikke selv og spørger, men det betyder ikke at de ikke har behov for hjælp.

Du vil naturligvis aldrig kunne erstatte en hel familie. Men du kan være en forstående ven som er god til at lytte. Du kan også hjælpe et ungt menneske til at få et bedre forhold til Skaberen, som er „fader for faderløse“ og den bedste ven man kan tænke sig. — Salme 68:5.

Men er der håb om at der vil komme en tid hvor skilsmissetallene vil vende, en tid hvor børn kan være sikre på at vokse op i hele og harmoniske familier?

Når skilsmisser vil høre fortiden til

Hvis det afhang af mennesker ville svaret være nej. Børnene ville i givet fald være uden håb. Mennesker kan næppe formå at forene den håbløst splittede menneskeslægt, for slet ikke at tale om de utallige opløste familier som udgør menneskeslægten. Som Linda Bird Francke skriver i bogen Growing Up Divorced: „Der er sket alt for meget alt for hurtigt. Domstolene vakler. Skolerne vakler. Familierne vakler. Ingen ved hvad man kan forvente af hinanden i disse dage med skilsmisser en masse, for der findes ingen regler, ingen eksempler man kan følge.“

Menneskehedens Skaber vakler imidlertid ikke. Han har et grundigt kendskab til vor tids splittede verden. Han ved at den ikke vil kunne finjusteres af menneskelige „eksperter“. Nej, den må skiftes ud. Og det har han lovet at gøre. Han har lovet at de der gør hans vilje vil overleve når denne korrupte verdensordning bliver fjernet, hvorefter de vil opleve en genoprettelse af det verdensomspændende paradis. (Lukas 23:43; 1 Johannes 2:17) Til den tid vil mennesker under Guds styre blive befriet for deres syndige tilbøjeligheder. Den selviskhed og ufuldkommenhed som er årsag til splittelser, had og uenighed, vil da omsider være borte. — Åbenbaringen 21:3, 4.

Til den tid vil skilsmisser være noget der hører fortiden til.

[Ramme på side 9]

Råd til fraskilte forældre

Undgå at skændes med din tidligere ægtefælle i børnene påhør, hverken i telefonen eller direkte.

Undgå at kritisere din tidligere ægtefælle mens børnene er til stede. Lad være med at puste til ilden eller give dit besyv med når børnene kritiserer den fraværende part.

Tving ikke børnene til at tage parti, og sæt dem ikke op imod din tidligere ægtefælle.

Lad ikke børnene tyrannisere dig med trusler om at de vil flytte hen til den anden part. Hvis du giver efter for en sådan følelsesmæssig afpresning vil det opmuntre dem til at manipulere med dig og kan endda hæmme deres moralske udvikling.

Brug ikke børnene til at udspionere din tidligere ægtefælle, og tving ikke oplysninger ud af dem hver gang de kommer hjem fra et besøg.

Bed ikke børnene om at overbringe vrede budskaber til din tidligere ægtefælle, eller ydmygende bønner om penge.

Kritisér ikke dit barn med bemærkninger som: „Du er ligesom din far.“ Barnet vil ikke blot føle det som en kritik af faderen, men kan også komme til at føle sig dømt til at begå de samme fejl som den omtalte part har begået.

Vær god til at lytte. Lad dit barn give udtryk for sine følelser, også dem du ikke synes om.

Tal frit og åbent med hinanden. Men spar børnene for detaljer som de ikke behøver at kende til. Din søn eller datter synes måske at være den ideelle at betro sig til. Men husk at uanset hvor moden han eller hun synes at være, så er barnet hverken en voksen eller en erstatning for en ægtefælle.

Trøst dine børn og lad dem forstå at skilsmissen ikke var deres skyld, og at de ikke kan gøre noget for at redde jeres ægteskab.

Giv dem rigeligt med ægte og varm kærlighed. Børnene frygter måske at forældre der kan holde op med at elske hinanden, lige så let kan holde op med at elske deres børn.

Samarbejd med din tidligere ægtefælle om at beskytte børnene mod jeres stridigheder.

Afvej ros med tugt, og sæt rimelige grænser og realistiske mål for børnene.

Sæt selv eksemplet og undgå den umoralske adfærd som du advarer dem imod.

Brug så meget som muligt af din fritid sammen med børnene.

[Ramme på side 11]

Bor du langt fra dine børn?

I GIVET FALD føler du måske at det vil være nemmest helt at glide ud af billedet. Måske har du ikke let ved at få en besøgsordning i faste rammer, eller måske har du vanskeligt ved at bede din ægtefælle om lov til at se dine egne børn. Børnene har måske fået en ny stedfader eller stedmoder og du føler måske at der ikke længere er brug for dig.

Men der er brug for dig. Bibelens opfordring lyder: „Fædre, gør ikke jeres børn forbitrede.“ (Efeserne 6:4, New International Version) Hvis du forsvinder ud af børnenes liv, vil du ikke alene gøre dem forbitrede men også undergrave deres selvfølelse, og give dem indtrykket af at de ikke er elskede og ikke kan elskes. Et begrænset samkvem er bedre end slet intet.

Meget tyder på at længden af besøgene er vigtigere end hyppigheden. Jo længere besøget varer, jo mere sandsynligt er det at dit barn oplever nogle mindeværdige stunder sammen med dig. Miriam Galper Cohen, der selv bor langt fra sit barn, skriver i sin bog om emnet at besøgene ikke behøver at omfatte særlige udflugter. Nogle gange er en stille spadseretur eller det at man spiser sammen, det der skaber de bedste minder.

Du kan også bevare et nært forhold til dit barn ved at foretage hyppige telefonopkald efter aftale. Eller du kunne måske indlæse en historie på bånd for dit barn eller fortælle om din egen barndom. Foruden bånd og breve kunne du sende dit barn fotografier, tegninger, tegneserier eller artikler som du selv har fundet morsomme eller interessante. Miriam Galper Cohen foreslår også at man finder ud af hvilke bøger eller fjernsynsprogrammer ens barn godt kan lide, og at man så læser dem eller følger med i dem. Så har man noget at tale om når man ringer eller skriver.

Som Miriam Cohen siger: „At slå sig ned langt fra sit barn efter en skilsmisse, er en af de sidste muligheder man bør vælge når det gælder om at varetage sin opgave som far eller mor. Men det er bedre at udnytte de muligheder man har for samkvem med barnet end helt at undlade at komme sammen med det.“ Det er dog muligt, også på afstand, regelmæssigt at vise sit barn at man fortsat elsker det og interesserer sig for det. Selv det mindste udtryk for omsorg og interesse for barnet kan spare det for megen smerte.

[Illustration på side 7]

Kunne du foretage dig noget sammen med dit barn? En skilsmisse ophæver ægteskabet, ikke forældrestillingen

[Illustration på side 10]

Kender du et skilsmissebarn som kunne have brug for en ven?