Hjælp til døende i vor højteknologiske tidsalder

KVINDEN, der selv var læge, havde været igennem en meget svær tid. Hun havde set sin 94-årige bedstemoder dø på hospitalets intensivafdeling efter at have gennemgået en kræftoperation „mod sin vilje“.

„Jeg fældede ikke tårer på grund af hendes død, for min bedstemoder havde levet et langt, rigt liv,“ skrev kvinden. „Jeg græd fordi hun havde haft frygtelige smerter og fordi hendes ønsker ikke var blevet respekteret. Jeg græd på min moders og hendes søskendes vegne, på grund af deres tab og frustration.“

Måske tænker du på hvad man kan gøre for en sådan alvorligt syg person. Lægen fortsætter:

„Først og fremmest græd jeg på grund af den overvældende skyldfølelse jeg bar på fordi jeg ikke kunne redde hende fra smerte og værdighedstab, og på grund af den frygtelige utilstrækkelighed jeg som læge følte fordi jeg ikke kunne helbrede og lindre lidelserne. På intet tidspunkt i min uddannelse havde jeg lært at acceptere døden eller dødsprocessen. Fjenden var sygdommene — som til stadighed skulle bekæmpes, til den sidste ressource var udtømt. Døden var nederlaget, fiaskoen. Kroniske sygdomme var en konstant påmindelse om lægens hjælpeløshed. Jeg kan stadig pines ved erindringen om min lille bedstemoder der stirrede på mig med frygt i øjnene, mens hun blev behandlet på intensivafdelingen.“

Denne hændelse retter opmærksomheden mod et kompliceret etisk og medicinsk-juridisk spørgsmål som debatteres i retssale, i kommissioner og på hospitaler rundt om i verden: Hvad skal man gøre for håbløst syge patienter i vor højteknologiske tidsalder?

Nogle mener at man skal gøre alt hvad man lægeligt set kan for de syge. Den Amerikanske Lægeforening har følgende holdning: „Lægens forpligtelse over for den dybt bevidstløse, vegetative og stærkt invaliderede patient er ikke afhængig af udsigten til helbredelse. Lægen bør altid handle til gavn for patientens velbefindende.“ Han bør med andre ord give al den lægebehandling det er muligt at give. Tror du at dette altid er bedst for en alvorligt syg patient?

For mange mennesker lyder dette synspunkt fornuftigt. Men i det sidste par årtier har den moderne lægevidenskabs teknologiske landvindinger sat spørgsmålstegn ved det. I 1984 skrev et panel bestående af ti erfarne læger i et skelsættende skrift der hed „Lægens ansvar over for håbløst syge patienter“: „Det er tilrådeligt at aftrappe intensiv behandling af den håbløst syge patient når en sådan behandling kun kan forlænge en vanskelig og ubehagelig dødsproces.“ Fem år senere offentliggjorde de samme læger en artikel der fulgte den første op. Heri indtog de en endnu mere afgjort holdning: „Mange læger og etikere . . . har derfor konkluderet at det er etisk rigtigt at undlade at give visse døende, håbløst syge eller permanent bevidstløse patienter næring og væske.“

Dette er ikke en rent teoretisk debat uden praktisk betydning for os. Talrige kristne har stået over for vanskelige beslutninger om livsforlængende behandling. Bør håbløst syge mennesker holdes i live ved hjælp af en respirator? Bør en døende patient mades intravenøst eller med andre kunstige ernæringsmetoder?

Det er ikke nemt at tage stilling til sådanne spørgsmål. Hvis du ønsker at hjælpe en syg ven eller slægtning, vil du måske spørge: ’Hvilke retningslinjer har kristne at holde sig til? Hvilken hjælp er der at få? Og vigtigst: Hvad siger Bibelen om emnet?’

Hvordan bør man behandle håbløst syge?

I VOR tid har folks syn på døden og dødsprocessen ændret sig mange steder i verden.

Førhen accepterede lægerne døden som en uundgåelig afslutning på deres behandling af nogle patienter — en afslutning som skulle lettes og som ofte fandt sted i hjemmet.

Med de mange nye hjælpemidlers fremkomst begyndte lægerne at betragte døden som en lægelig fiasko, et nederlag. Lægernes hovedmål blev for enhver pris at hindre dødens indtræden. Samtidig med denne holdningsændring åbnede ny teknologi mulighed for at patienten kunne holdes i live længere end det tidligere var muligt.

Den moderne lægeteknologi har medført store fremskridt i mange lande, men har også givet anledning til ængstelse. Én læge siger: „De fleste læger har mistet den værdifulde egenskab som tidligere udgjorde en integreret del af lægevidenskaben, nemlig menneskeligheden. Varme, medfølelse, forståelse og individuel omsorg er veget for teknik, effektivitet og præcision. Lægegerningen er i dag iskold videnskab. Dens fortryllelse hører en svunden tid til. Det døende menneske kan ikke hente megen trøst hos den mekaniske læge.“

Dette er blot én persons mening, og skal ikke opfattes som en kategorisk fordømmelse af den ganske lægeverden. Men det er et faktum at mange er bange for at blive holdt i live af maskiner og apparater.

Efterhånden er der begyndt at lyde nye røster. Nogle mener at folk i visse tilfælde skal have lov til at dø naturligt og med værdigheden i behold, uden en ufølsom teknologis mellemkomst. En opinionsundersøgelse foretaget for tidsskriftet Time viser at mere end tre ud af fire mener at lægen bør have lov til at afstå fra at give uafvendeligt døende patienter livsforlængende behandling. Konklusionen på undersøgelsen lyder: „Når [folk] har forligt sig med det uundgåelige, ønsker de at dø med værdighed, og ikke forbundet til en masse apparater på en intensivafdeling, som om de var en laboratorieprøve i et reagensglas.“ Er du enig heri? Hvad mener du om emnet?

Løsningsforslag

Alt efter folks kulturelle eller sociale baggrund er der stor forskel på hvordan man forholder sig til døden. I mange lande er der imidlertid en voksende interesse for håbløst syges situation. I de sidste par år har jurister, læger og offentligheden i almindelighed forsøgt at komme disse hårdt ramte mennesker til undsætning.

I 1989 fremkom en arbejdsgruppe under det danske justitsministerium med en „betænkning om afkald på livsforlængende behandling (livstestamenter m.v.)“. Heri foreslog man at der i lægeloven blandt andet blev indføjet en paragraf der lød: „Lægen må ikke indlede eller fortsætte en behandling mod patientens vilje, medmindre andet er særligt hjemlet.“ Hvis dette forslag bliver taget til efterretning vil den habile patients juridiske ret til at afslå livsforlængende behandling blive lovfæstet.

Næsten alle kan skrive under på at det vigtigste bør være hvad patienten ønsker. Ofte er patienten imidlertid bevidstløs eller på anden måde ude af stand til at give sit informerede samtykke eller afslag. Derfor har et dokument kaldet livstestamentet vundet udbredelse. Det giver folk mulighed for på forhånd at tilkendegive hvilken behandling de ønsker når livet går på hæld. Landsforeningen Mit Livstestamentes standardformular til et livstestamente lyder:

„Skulle jeg komme i en tilstand, hvor jeg er ude af stand til at udøve min selvbestemmelsesret, er det min vilje, at nedenstående respekteres af enhver: 1. At jeg fritages for livsforlængende behandling, hvis jeg er i en situation, hvor jeg er uafvendeligt døende. 2. At jeg ligeledes fritages for livsforlængende behandling i tilfælde af, at sygdom, fremskreden alderdomssvækkelse, ulykke, hjertestop e.l. har medført en så svær invaliditet, at jeg varigt vil være ude af stand til at tage vare på mig selv fysisk og mentalt.“ I et livstestamente kan man desuden angive hvilken slags behandling man ønsker eller ikke ønsker.

Selv om et mindretal både i arbejdsgruppen bag ovennævnte betænkning og i Etisk Råd anbefaler det, har livstestamentet endnu ikke retsgyldighed i Danmark. Da det alligevel tillægges en vis vægt, mener mange autoriteter dog at man bedst kan sikre sig at ens ønsker bliver respekteret ved at udfærdige et livstestamente. Mere end 25.000 danskere har skrevet et sådant testamente. I et land som De Forenede Stater er det tilsvarende tal fem millioner.

Hvilken pleje?

Hvilken pleje skal man give døende patienter? Den måske vigtigste nyskabelse er de såkaldte „hospices“, som nu findes flere og flere steder i verden, blandt andet i England, og forsøgsvis også i Danmark.. Hvad er „hospices“?

Hospices er kort sagt plejehospitaler for døende. Ordet er af fransk oprindelse og anvendtes i middelalderen som betegnelse for et pilgrimsherberg. På disse hospitaler samarbejder læger, sygeplejersker og frivillige om at sikre patienten en værdig og om muligt smertefri død, og helst i eget hjem hvis det kan lade sig gøre.

Nogle hospices fungerer inden for et hospitals rammer, men mange er selvstændige. De fleste drager nytte af offentlige tilbud med besøg af hjemmesygeplejersker, ernæringsfysiologer, præster og kiropraktorer. Hospices forsøger ikke at udføre medicinske mirakler, men lægger vægten på medfølelse med patienten. Man fokuserer ikke på intensiv behandling af patientens sygdom, men på intensiv fjernelse af vedkommendes ubehag. En læge udtrykker det på denne måde: „Et hospice er ikke ensbetydende med mindre behandling, ingen behandling eller billig behandling. Det yder blot en helt anden type behandling.“

Oprindelig var hospices tænkt som et initiativ uden for det etablerede behandlingssystem, men efterhånden har de opnået anerkendelse mange steder, og betragtes nu, også fra lægeligt hold, som et acceptabelt alternativ for døende patienter. Faktisk kan disse specielle hospitaler tegne sig for flere medicinske landvindinger, blandt andet med hensyn til den rette ordinering af smertestillende medicin.

I Danmark er der indtil nu kun taget små tilløb til oprettelse af sådanne hospitaler for døende. Som regel finder plejen af den døende enten sted på den hospitalsafdeling som har behandlet patienten, eller i patientens hjem.

I et brev til New England Journal of Medicine beskriver dr. Gloria Werth sin søsters død på et hospice: „På intet tidspunkt blev min søster tvunget til at indtage medicin, føde eller væske. Hun var fri til at spise, drikke, . . . eller tage den medicin hun ønskede . . . Men vigtigst, vore minder om Virginias død er usædvanligt afklarede og lykkelige. Hvor ofte kan dette siges om et dødsfald på en intensivafdeling?“

[Tekstcitat på side 5]

„Lægegerningen er i dag iskold videnskab. Dens fortryllelse hører en svunden tid til. Den døende kan ikke hente megen trøst hos den mekaniske læge“

[Tekstcitat på side 6]

Hospices fokuserer ikke på intensiv behandling af patientens sygdom, men på intensiv fjernelse af vedkommendes ubehag.

Den bedste hjælp er til rådighed!

FOR den kristne rejser spørgsmålet om lægelig behandling af døende en række betydningsfulde spørgsmål, deriblandt disse:

Ville det være ubibelsk ikke at gøre alt for at opretholde livet? Og hvis det er moralsk acceptabelt at lade nogen dø en naturlig død, uden livsforlængende behandling (det man kalder passiv dødshjælp), hvordan skal man da se på eutanasi, det vil sige aktiv dødshjælp?

Disse spørgsmål har stor betydning i vore dage. Og der er hjælp at hente når de skal besvares.

En bibelsk salmist skrev: „Gud er for os en tilflugt og styrke, en hjælp som i trængsler er let at finde.“ (Salme 46:1) Dette gælder også når vi undersøger de nærværende spørgsmål. Fra Jehova Gud kan vi få den viseste, mest erfarne hjælp. Han har iagttaget milliarder af menneskers livsløb. Han ved — bedre end nogen læge, etiker eller jurist — hvad der tjener os bedst. Lad os se hvilken hjælp han tilbyder os. — Salme 25:4, 5; Hebræerne 4:16.

Det rette syn på livet

Det er ikke kun de medicinske teknologer der mener at man bør redde livet, koste hvad det vil. Denne tanke er et produkt af den moderne gudløse filosofi. Hvordan det? Jo, hvis dette liv er alt, kunne man mene at vort nuværende liv burde bevares under alle omstændigheder og for enhver pris. Men denne tankegang har resulteret i tekniske mareridt — idet bevidstløse mennesker er blevet holdt kunstigt i live i årevis.

Nogle mennesker tror imidlertid på sjælens udødelighed. Ifølge deres filosofi er livet kun en mellemstation på vejen til noget bedre. Platon, en af ophavsmændene til denne filosofi, sagde:

„Enten er døden en tilstand af intethed eller dyb ubevidsthed, eller også er den, som folk siger, en forvandling hvor sjælen vandrer fra denne verden til en anden. . . . Hvis døden er en rejse til et andet sted, . . . hvilket gode, mine venner og dommere, kan da være større end dette?“

En person med en sådan tro betragter måske døden som en ven der skal bydes velkommen, måske endda fremskyndes. Men Bibelen lærer at livet er helligt for Jehova. „Hos dig er livets kilde,“ skrev den inspirerede salmist. (Salme 36:9) Kan en sand kristen da gå ind for aktiv dødshjælp, også kaldet medlidenhedsdrab?

Nogle mener at der fandt aktiv dødshjælp sted da den hårdt sårede kong Saul bad sin våbendrager give ham dødsstødet. En amalekit hævdede senere at have opfyldt Sauls bøn om at blive slået ihjel. Men blev det betragtet som rosværdigt at amalekitten havde gjort en ende på Sauls lidelser? Tværtimod. David, Jehovas salvede, beordrede denne amalekit henrettet på grund af hans blodskyld. (1 Samuel 31:3, 4; 2 Samuel 1:2-16) Denne bibelske begivenhed retfærdiggør ikke kristnes medvirken i såkaldte medlidenhedsdrab.a

Betyder det at kristne skal gøre alt hvad der er teknisk muligt for at forlænge et liv der er ved at slutte? Skal man udskyde døden længst muligt? Bibelen lærer at døden ikke er en ven, men en fjende. (1 Korinther 15:26) Desuden befinder de døde sig hverken i lyksalighed eller i pine, men i en søvnlignende tilstand. (Job 3:11, 13; Prædikeren 9:5, 10; Johannes 11:11-14; Apostelgerninger 7:60) De dødes fremtidshåb afhænger helt og holdent af Guds magt til at give dem livet igen ved Jesus Kristus. (Johannes 6:39, 40) Gud har altså betroet os en værdifuld viden: Døden er ikke noget man skal længes efter — men man er heller ikke forpligtet til at gøre desperate anstrengelser for at udskyde døden.

Retningslinjer for kristne

Hvilke retningslinjer har en kristen at holde sig til i en situation hvor en der står vedkommende nær ligger for døden?

Vi må først og fremmest erkende at ikke to tilfælde af dødbringende sygdom er ens, og at der derfor ikke kan gives nogen universalløsning. Desuden må kristne tage hensyn til lovene i det enkelte land. (Mattæus 22:21) Husk også at vi som kristne bestemt ikke er modstandere af lægebehandling.

Først når det er blevet fastslået at sygdommen er håbløst uhelbredelig bør man overveje at frabede sig livsforlængende behandling. I sådanne tilfælde er der ingen bibelsk grund til at insistere på at blive behandlet med lægelig teknologi som kun kan forlænge den langt fremskredne dødsproces.

Sådanne afgørelser er ofte meget vanskelige at træffe. Hvordan kan man for eksempel vide at en sygdomstilstand er håbløs? Ingen kan være helt sikker, og man bør derfor bruge dømmekraft og indhente råd. Et lægetidsskrift tilråder læger:

„Hvis der er uenighed om diagnosen eller prognosen eller begge, bør den livsforlængende behandling fortsættes indtil man i rimelig grad er nået til enighed. Hvis man insisterer på at der skal foreligge en urimelig høj grad af sikkerhed for at patienten virkelig er døende, kan det hæmme en læges muligheder i tilsyneladende håbløse tilfælde. Et sjældent tilfælde hvor en patient overlevede en tilsvarende situation er intet overbevisende argument for at fortsætte intensiv behandling. En sådan forsvindende lille statistisk sandsynlighed bør ikke veje tungere end de fornuftige sygdomsprognoser som bør være ledetråd for hvilken behandling man vælger.“

I en sådan vanskelig situation kan en kristen, hvad enten han er patient eller pårørende, med rette forvente råd og vejledning fra sin læge. Lægeskriftet konkluderer: „I hvert fald er det ikke reelt at meddele patienten en mængde medicinske fakta og muligheder og derefter overlade vedkommende til sig selv uden yderligere vejledning om de forventede følger af behandling henholdsvis afbrydelse af behandling.“

Lokale kristne ældste, som er modne åndelige vejledere, kan også være til uvurderlig hjælp. Men selvfølgelig må patienten og hans nærmeste pårørende træffe deres egen ligevægtige beslutning i denne meget følelsesladede situation.

Tænk sluttelig over følgende: Kristne ønsker at forblive i live så de kan tjene Gud. Men de indser at vi alle er døende i den nuværende ordning; i den forstand er vi alle håbløst syge. Det er udelukkende i kraft af genløsningen ved Jesu Kristi blod at vi kan håbe på at denne situation vil ændre sig. — Efeserne 1:7.

Hvis en af vore kære indhentes af døden, behøver vi ikke, hvor hårdt det end er, at „sørge ligesom de andre, der ikke har noget håb“. (1 Thessaloniker 4:13) Det er en trøst at vide at vi har gjort hvad vi kunne for vore kære og at al lægelig hjælp i bedste fald kun var af midlertidig værdi. Vi nærer imidlertid det lykkelige håb at vi vil blive befriet fra disse problemer når ’den sidste fjende, døden, tilintetgøres’. — 1 Korinther 15:26.

Døende kan få den bedste hjælp fra Gud, som gav de første mennesker livet og som lover en opstandelse til dem der tror på ham og hans søn, Jesus Kristus. — Johannes 3:16; 5:28, 29.

[Fodnote]

[Illustration på side 8]

Er beretningen om Sauls død et udtryk for at Bibelen godkender aktiv dødshjælp?